Kendelse af 17-10-2016 - indlagt i TaxCons database den 26-11-2016

SKAT har truffet afgørelse om opkrævning hos klageren af et beløb på 10.253 kr., bestående af told på 1.136 kr., tobaksafgift på 6.749 kr. og moms på 2.368 kr., i forbindelse med indførsel af 2.610 g bredbladet pibetobak, 2.700 g fintskåret tobak til cigaretrulning, 2.050 g vandpibetobak og 980 stk. cigaretter.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren indrejste den 29. juni 2016 med fly fra Syrien via [by1] i Tyrkiet til [by2] Lufthavn.

Af SKATs toldrapport af 29. juni 2016 fremgår, at klageren blev stoppet i grøn kanal. Klageren rejste sammen med sin far og mor samt to søstre. Ved kontrol af bagagen blev der fordelt rundt i kufferter, trolleys og sportstasker fundet 2.610 g groftskåret/bredbladet tobak, 2.700 g finskåret tobak, 2.050 g vandpibetobak, 2 pakker vandpibetobak a 250 g og 19 løse pakker cigaretter. Klagerens mor, der var gået ud først, havde endvidere overleveret 2 poser med 6 kartoner cigaretter til en person uden for ankomstområdet.

Af toldrapporten fremgår, at der efter eget ønske blev udleveret 3 kartoner cigaretter og 2 x 250 g vandpibetobak som den told- og afgiftsfrie del af de indførte varer efter rejsegodsreglerne.

Ifølge toldrapporten tilhørte den øvrige del af tobakken og cigaretterne klageren.

I toldrapporten er der endvidere sat kryds i felterne om den pågældendes udtalelse, at klageren vedkendte sig ejendomsretten til varerne, og at klageren erkendte, at varerne ikke var angivet.

Klageren fik den 29. juni 2016 udleveret en opkrævning fra SKAT om, at klageren skal betale et beløb på 10.253 kr. i told, tobaksafgifter og moms af den indførte mængde røgtobak og antal cigaretter. Af opkrævningen fremgår, at hvis klageren ikke var enig i afgørelsen, skulle klagerens bemærkninger være modtaget hos SKAT inden 30 dage. Endvidere fremgår, at reglerne om, at SKAT kan opkræve beløbet, står i toldlovens § 10.

Af en udfyldt blanket/kvittering (”Sagsgenpart”) fremgår, at SKAT den 29. juni 2016 foretog tilbageholdelse af 2.610 grov/bred tobak, 2.700 g fintobak, 2.050 g vandpibetobak og 980 stk. cigaretter. Kvitteringen er stilet til klageren med angivelse af hans navn og adresse.

SKAT har oplyst, at beløbet på 10.253 kr. består af følgende beløb:

Groftskåret tobak, bestående af bredbladet pibetobak (2.610 g):

Told

340,7373 kr.

Tobaksafgift

1.927,4850 kr.

Moms

680,7863 kr.

I alt

2.949,0087 kr.

Fintskåret tobak til cigaretrulning (2.700 g):

Told

352,4869 kr.

Tobaksafgift

2.128,9500 kr.

Moms

738,0117 kr.

I alt

3.219,4486 kr.

Groftskåret tobak, bestående af vandpibetobak (2.050 g):

Told

267,6289 kr.

Tobaksafgift

1.513,9250 kr.

Moms

534,7172 kr.

I alt

2.316,2712 kr.

Cigaretter (980 stk.):

Told

174,9888 kr.

Tobaksafgift

1.178,9400 kr.

Moms

414,4322 kr.

I alt

1.768,3610 kr.

De samlede beløb i told, tobaksafgift og moms udgør således:

Told

1.136 kr.

Tobaksafgift

6.749 kr.

Moms

2.368 kr.

I alt

10.253 kr.

SKAT har endvidere oplyst, at beløbene er beregnet på grundlag af følgende elementer:

Røgtobak:

Tobaksafgift Groftskåret (kr. pr. kg.)

738,50

Tobaksafgift Finskåret (kr. pr. kg)

788,50

Toldsats ( %)

74,90

Moms ( %)

25,00

Toldværdi (kr. pr. g)

0,1743

Cigaretter:

Stykafgift (kr. pr. stk.)

1,1825

Værdiafgift ( %)

1

Toldsats ( %)

57,60

Moms ( %)

25,00

Detailpris (kr. 20 stk.)

41,00

Toldværdi (kr. pr. stk.)

0,31

SKATs afgørelse

SKAT har den 1. august 2016 truffet afgørelse om opkrævning hos klageren af beløbet på 10.253 kr. i told, tobaksafgifter og moms af den indførte mængde røgtobak og antal cigaretter

Afgørelsen er begrundet med, at klageren i forbindelse med sin indrejse den 29. juni 2016 over [by2] Lufthavn fra Syrien blev opkrævet et told- og afgiftsbeløb på 10.253 kr. for 2.610 g groftskåret tobak, 2.700 g fintskåret tobak, 2.050 g vandpibetobak og 980 stk. cigaretter, som klageren medbragte ud over den tilladte told- og afgiftsfrie ration, og at SKAT ikke har modtaget indsigelse mod det opkrævede beløb.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at SKATs afgørelse er forkert.

Til støtte herfor har klageren anført, at SKAT har behandlet varerne som værende indført af kun ham og ikke af de 5 personer, som var med på rejsen, selvom varerne var fordelt over flere kufferter.

Til oplysningen i toldrapporten om, at klageren har vedkendt sig ejendomsretten til varerne, har klageren forklaret, at han ikke kan dansk og derfor ikke havde mulighed for at forklare, at det også var hans families ejendom. Han fik heller ikke mulighed for at ringe til nogen, som kunne hjælpe ham sprogligt. Derfor sagde han ja til alt, uden at forstå, hvad han blev spurgt om.

Landsskatterettens afgørelse

Af toldlovens § 23, stk. 2, fremgår, at personer, som rejser mellem tredjelande og det danske toldområde, ved indrejsen til det danske toldområde har pligt til over for told- og skatteforvaltningen (SKAT) at angive samtlige medbragte varer i overensstemmelse med de af EU og de i henhold til toldlovens § 10, stk. 3, fastsatte regler herom.

Af toldbehandlingsbekendtgørelsens (bekendtgørelse nr. 403 af 3. maj 2012 med senere ændringer, der er udstedt i medfør af blandt andet toldlovens § 7 og § 10, stk. 3) fremgår af § 126, stk. 2, at personer, der ankommer til det danske toldområde fra et tredjeland, har pligt til straks at foretage angivelse til told- og skatteforvaltningen (SKAT), hvis de medfører varer, der skal told- og afgiftsberigtiges.

Af toldbehandlingsbekendtgørelsens § 119, nr. 1) fremgår, at rejsende ved indrejse fra tredjelande til det danske toldområde afgiftsfrit kan medbringe 200 cigaretter eller 100 cigarillos eller 50 cigarer eller 250 g røgtobak.

Denne mængdebegrænsning gælder også for told, jf. Rådets forordning nr. 1186/2009, artikel 41.

Af EU-toldkodeksens (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 952/2013) artikel 79, fremgår, at toldskyld opstår, når en importafgiftspligtig (toldpligtig) vare føres ind i EU’s toldområde uden overholdelse af de forpligtelser, der gælder i henhold til toldlovgivningen.

Af tobaksafgiftslovens 12 fremgår, at der betales tobaksafgift af afgiftspligtige varer, der indføres til Danmark fra steder uden for EU. Af lovens § 1 fremgår, at der for cigaretter og røgtobak betales afgift efter følgende satser:

”1) For cigaretter: 118,25 øre pr. styk og 1 pct. af detailsalgsprisen, jf. stk. 28.

2) For røgtobak, der efter regler fastsat i medfør af stk. 2 er defineret som groftskåret røgtobak: 738,50 kr. pr. kilogram.

3) For røgtobak, der efter regler fastsat i medfør af stk. 2 er defineret som finskåret røgtobak: 788,50 kr. pr. kilogram.”

Af momslovens § 12, stk. 1, fremgår, at der betales moms af varer, der indføres til Danmark fra steder uden for EU.

Ved de 5 personers indrejse den 29. juni 2016 fra et land uden for EU har SKAT godkendt told- og afgiftsfri indførsel af 3 kartoner cigaretter og 2 x 250 g vandpibetobak.

Såfremt kartonerne var på 200 stk. hver, er der således godkendt indførsel med den tilladte told- og afgiftsfrie mængde for 5 personer.

Herudover blev der indført 2.610 g groftskåret/bredbladet pibetobak, 2.700 g finskåret tobak, 2.050 g vandpibetobak og 980 stk. cigaretter.

Mængdebegrænsningen for told- og afgiftsfri indførsel af røgtobak og cigaretter, jf. toldbehandlingsbekendtgørelsens § 119, nr. 1), er dermed overskredet for disse varer.

Landsskatteretten bemærker, at det i toldrapporten, der blev udarbejdet af SKAT på indrejsedagen i forbindelse med SKATs toldkontrol, er angivet, at klageren vedkendte sig ejendomsretten til den omhandlede mængde røgtobak og antal cigaretter. Samme dag udleverede SKAT en opkrævning til klageren på told og afgifter af de omhandlede varer. Opkrævningen er stilet til klageren. SKATs kvittering for tilbageholdelsen af de omhandlede varer er endvidere stilet til klageren.

Landsskatteretten finder, at der må lægges væsentlig vægt på, hvad der ifølge toldrapporten blev oplyst på indrejsedagen af klageren om ejerskabet til varerne. Oplysningen understøttes af, at klageren hverken på indrejsedagen eller indenfor den af SKAT fastsatte frist på 30 dage fremsatte indvendinger imod, at den udleverede opkrævning var stilet til ham. Klageren fremsatte heller ikke indvendinger imod, at kvitteringen for tilbageholdelsen af varerne var stilet til ham.

Landsskatteretten finder, at klagerens nu fremsatte oplysning om, at varerne ikke kun tilhørte ham, men også de øvrige familiemedlemmer, må veje mindre end, hvad klageren oplyste over for SKAT på selve indrejsedagen.

Henset til, at spørgsmålet om, hvorvidt man er ejer af varer, der er udtaget til toldkontrol, må anses for et spørgsmål af simpel karakter, finder Landsskatteretten, at det ikke kan tillægges betydning, at klageren har forklaret, at hans bekræftende besvarelse af spørgsmålene fra SKAT skyldtes, at han ikke forstod spørgsmålene.

Landsskatteretten finder derfor, at klageren er forpligtet til at betale told, tobaksafgift og moms af den omhandlede mængde røgtobak og antal cigaretter, jf. EU-toldkodeksens art. 79, tobaksafgiftslovens § 12 og momslovens § 12, stk. 1.

Landsskatteretten kan endvidere tiltræde SKATs beløbsmæssige opgørelse.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.