Kendelse af 09-10-2019 - indlagt i TaxCons database den 09-11-2019

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Forhøjelse af momstilsvar for afgiftsperioden 1. januar 2013 til 31. december 2013

21.329 kr.

0 kr.

0 kr.

Forhøjelse af momstilsvar for afgiftsperioden 1. januar 2014 til 31. december 2014

33.156 kr.

0 kr.

0 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren havde i indkomstårene 2013 og 2014 registrerede indtægter i form af dagpenge samt lønindkomst fra [Hospital1]. I 2013 udgjorde klagerens lønindkomst og indkomst fra dagpenge i alt 191.372 kr. og i 2014 udgjorde klagerens lønindkomst 230.732 kr.

Den 13. november 2015 rettede Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) henvendelse til SKAT, idet SØIK havde modtaget oplysninger om indsætninger på klagerens bankkonto.

SKAT tog herefter kontakt til klageren, og efter anmodning herom fremlagde klageren kontoudskrifter fra klagerens bankkonto for perioden den 1. januar 2012 til den 31. december 2014.

I forbindelse med gennemgangen af klagerens kontoudtog konstaterede SKAT en række kontante indsætninger på klagerens bankkonto. SKAT har i sin afgørelse fremhævet nedenstående indsætninger:

Indkomståret 2013

Dato

Posteringstekst

Beløb

11/02 2013

Indbetaling kontant

47.000 kr.

24/04 2013

Indbetaling kontant

13.996 kr.

12/06 2013

Indbetaling kontant

7.500 kr.

08/11 2013

Indbetaling kontant

10.000 kr.

20/12 2013

Indbetalt via pengeautomat

40.000 kr.

I alt

118.496 kr.

Indkomståret 2014

Dato

Posteringstekst

Beløb

13/02 2014

Indbetaling kontant

5.000 kr.

06/06 2014

Indbetalt via pengeautomat

23.300 kr.

23/06 2014

Indbetaling kontant

15.000 kr.

30/06 2014

Indbetalt via pengeautomat

38.500 kr.

22/07 2014

Indbetalt via pengeautomat

13.000 kr.

11/08 2014

Indbetalt via pengeautomat

1.900 kr.

30/09 2014

Indbetalt via pengeautomat

38.500 kr.

30/12 2014

Indbetalt via pengeautomat

49.000 kr.

I alt

184.200 kr.

SKAT har anmodet klageren om oplysninger vedrørende de pågældende kontantindsætninger. Klageren har overfor SKAT oplyst, at pengene kommer fra et lån, som klageren har optaget hos sin fætter [person1] i Pakistan. Klageren har ikke fremlagt dokumentation for låneforholdet.

I forbindelse med klagesagen har klageren forklaret, at kontantindsætningerne stammer fra henholdsvis lån, genindsætninger af hævede beløb, samt returnering af møbler købt i [virksomhed1].

Lån

Som dokumentation for, at en række af kontantindsætningerne stammer fra lån, har klageren fremlagt følgende:

Tre kvitteringer fra [finans1], dateret den 10. august 2013, den 30. april 2014 og den 26. juni 2014. Det fremgår af kvitteringerne, at der i Pakistan er omvekslet pakistanske rubies til henholdsvis 55.000 kr., 77.000 kr., og 103.000 kr. [person1] fremstår som modtager af de omvekslede beløb.
Kopi af pas for klageren og tre andre personer, samt kopi af passtempler.
Erklæring fra [person1] dateret den 22. juli 2019, hvor [person1] oplyser, at han i 2013 og 2014 har lånt sin kusine, klageren, henholdsvis 55.000 kr., 77.000 kr. og 130.000 kr., og at han personligt har vekslet beløbene til danske kroner og afleveret de 55.000 kr. til klageren og de 77.000 kr. og 103.000 kr. til klagerens far. Erklæringen er underskrevet og der er medsendt en kopi af et identifikationskort på pakistansk.

Genindsætninger

Klageren har forklaret, at kontantindsætningerne den 11. februar 2013 på 47.000 kr. og den 12. juni 2013 på 7.500 kr. er genindsætninger af kontante beløb, som klageren tidligere har hævet fra sin konto.

Klageren har oprindeligt oplyst, at de 47.000 kr., som blev indsat på hendes konto den 11. februar 2013, var midler, som hun havde hævet for at købe møbler til hjemmet, men at hun valgte ikke at købe møblerne alligevel, hvorefter hun indsatte beløbet på sin bankkonto.

Det fremgår af klagerens kontoudtog, at der den 6. februar 2013 er hævet 2.000 kr. og 1.000 kr., at der den 8. februar 2013 er hævet 10.000 kr., 20.000 kr. og 15.000 kr., og at der den 3. juni 2013 er hævet 7.500 kr. fra klagerens bankkonto.

For så vidt angår indsætningen på 47.000 kr. den 11. februar 2013 har klageren i forbindelse med klagesagen fremlagt en underskrevet erklæring fra [person2] dateret den 12. august 2019, hvor [person2] oplyser, at han den 8. februar 2013 lånte 45.000 kr. af klageren, til brug for et bilkøb. Det er endvidere oplyst i erklæringen, at [person2] afleverede pengene tilbage til klageren den 10. februar 2013, idet [person2] endte med ikke at købe den påtænkte bil, som i mellemtiden var blevet solgt til anden side.

Returnering af møbler

I forhold til kontantindsætningen den 24. april 2013 på 13.996 kr. har klageren forklaret, at klageren har returneret nogle møbler, som klageren havde købt i [virksomhed1]. Af klagerens kontoudtog fremgår en postering den 23. april 2013 benævnt ”Dankort-nota [virksomhed1] [...]” på -13.996 kr.

Ved brev af 24. maj 2019 har Skatteankestyrelsen anmodet klageren om at fremsende dokumentation for returnering af varer til [virksomhed1] for 13.996 kr. den 24. april 2013. Klageren har forklaret, at hun efter modtagelse af Skatteankestyrelsens brev kontaktede [virksomhed1] med henblik på at skaffe dokumentation for returnering af varer. Ifølge klageren er de oplysninger, som klageren efterspurgte, blevet slettet, idet [virksomhed1] sletter alle personoplysninger efter 5 år.

(indsæt relevante oplysninger om det eventuelle materiale, klageren har fremsendt til Skatteankestyrelsen. Det kan være erklæringer, hvor det vil være relevant at oplyse om dato, udsteder, underskrift eller ej, eller lignende oplysninger)

SKATs afgørelse

SKAT har anset klageren for at drive uregistreret virksomhed og har opgjort klagerens momstilsvar til 21.329 kr. for afgiftsperioden 1. januar 2013 til 31. december 2013, og til 33.156 kr. for afgiftsperioden 1. januar 2014 til 31. december 2014.

SKAT har som begrundelse for sin afgørelse anført følgende:

”(...)

1. SKAT

...

1.2. SKATs bemærkninger og begrundelse

...

Det er SKATs opfattelse, at du har drevet uregistreret virksomhed og indsætningerne er udeholdt omsætning. Virksomheden er ikke registreret, til trods for registreringsgrænsen på 50.000 kr. i henhold til momslovens § 48. Endvidere har du ikke indsendt momsangivelse eller angivet et resultat af din virksomhed for nævnte indkomstår.

Med udgangspunkt i dine bankudskrifter for konto [...07], har SKAT efter skattekontrollovens § 5, stk. 3. skønsmæssigt opgjort følgende indsætninger, der anses for værende skattepligtige efter statsskattelovens § 4, stk. 1.

Indkomståret 2013 kontantindsætninger kr. 118.496 kr.
Indkomståret 2014 kontantindsætninger kr. 184.200 kr.

Opgørelsen som SKAT har lavet på baggrund af dine bankudskrifter, fremgår af bilag 1 til nr. 3, der er vedlagt dette brev.

Med henvisning til statsskattelovens § 6 kan der fradrages omkostninger, der har været afholdt for at sikre og erhverve indkomsten. Da du ikke har dokumenteret, at virksomheden har afholdt driftsomkostninger med fradragsret efter statsskattelovens § 6, kan der umiddelbart ikke godkendes fradrag for udgifterne.

Da det ikke er usandsynligt, at virksomheden i et eller andet omfang har haft udgifter forbundet med indtægten, kan der skønsmæssigt godkendes 10 % af omsætningen som værende afholdte driftsomkostninger.

Talmæssig opgørelse af overskud af virksomhed for 2013 og 2014.

Indsætninger på din privatkonto for 2013 der anses som skattepligtig.

Indsætninger på din privatkonto der anses som skattepligtig

118.496 kr.

Omsætning i alt (skønsmæssig opgjort)

118.496 kr.

Moms 20 %

23.699 kr.

Opgjort nettoomsætning

94.797 kr.

Driftsomkostninger skønsmæssigt ansat til

11.850 kr.

Moms 20 %

2.370 kr.

– 9.480 kr.

Overskud af virksomhed efter ændring

85.317 kr.

Indsætninger på din privatkonto for 2014 der anses som skattepligtig

Indsætninger på din privatkonto der anses som skattepligtig

184.200 kr.

Omsætning i alt (skønsmæssig opgjort)

184.200 kr.

Moms 20 %

36.840 kr.

Opgjort nettoomsætning

147.360 kr.

Driftsomkostninger skønsmæssigt ansat til

18.420 kr.

Moms 20 %

3.684 kr.

– 14.736 kr.

Overskud af virksomhed efter ændring

132.624 kr.

...

2. MOMS

...

2.2. SKATs bemærkninger og begrundelse

Der skal betales afgift af vare og ydelser, der leveres her i landet med henvisning til momslovens § 4, stk. 1.

Når virksomheden anfører udgående afgift på sine fakturaer, skal den betale den opkrævede udgående afgift jf. Momslovens § 46, stk.1 og 5.

Momsregistrerede virksomheder har mulighed for at fradrage indgående afgift af virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer jf. Momslovens § 37, stk. 1.

Der er alene fradrag som indgående moms for varer og ydelser der er leveret til virksomheden, og virksomheden skal dokumentation for den indgående moms kunne fremlægge fakturaer jf. Momsbekendtgørelsens § 58.

Virksomheden skal for hvert kvartal opgøre den udgående og den indgående moms. Forskellen udgør virksomhedens momstilsvar jf. Momslovens § 56, stk. 1, 2 og 3.

Endvidere skal registrerede virksomheder efter udløbet af hvert kvartal angive størrelsen af virksomhedens udgående moms og indgående moms jf. Momslovens § 57, stk. 1

Det er SKATs opfattelse, at du har drevet uregistreret virksomhed i 2013 og 2014.

Du har ikke indsendt momsangivelser for indkomståret 2013 og 2014 eller angivet et overskud fra din virksomhed på din selvangivelse for 2013 og 2014.

Med udgangspunkt i dine bankudskrifter fra [finans2] med konto nr. [...07] har SKAT opgjort en skønsmæssig omsætning, der anses for værende skattepligtige efter statsskattelovens § 4. Virksomhedens salgsmoms er herefter opgjort skønsmæssigt med henvisning til opkrævningslovens § 5. stk. 2.

Opgørelsen som SKAT har lave på baggrund af dine bankudskrifter fremgår af bilag 1 til 3 som er vedlagt dette brev.

Det er en general betingelse for, at kunne opnå fradrag for købsmoms, at der som dokumentation kan fremlægges forskriftsmæssige faktura, med henvisning til momslovens § 37 og momsbekendtgørelsen § 58.

Da du ikke har fremlagt dokumentation for købsmoms, kan der umiddelbart ikke godkendes fradrag for købsmoms.

Da det ikke er usandsynligt, at virksomheden i et eller andet omfang har haft udgifter forbundet med indtægten, kan der skønsmæssigt godkendes 10 % af omsætningen, som værende afholdt driftsomkostninger. Dette medfører, at der ligeledes skønsmæssigt kan afløftes moms på de 10 % af udgifterne.

Talmæssig opgørelse vedrørende ændring i momstilsvar.

Indkomståret 2013

Salgsmoms

Skønsmæssig opgørelse af salgsmoms

23.699 kr.

Angivet salgsmoms

0 kr.

For lidt angivet salgsmoms

23.699 kr.

Købsmoms

Skønsmæssig opgørelse af købsmoms

2.370 kr.

Angivet købsmoms

0 kr.

For lidt angivet købsmoms

2.370 kr.

Ændring af momstilsvar 2013.

For lidt angivet salgsmoms

23.699 kr.

For lidt angivet købsmoms

2.370 kr.

Ændring af momstilsvar

21.329 kr.

Indkomståret 2014

Salgsmoms

Skønsmæssig opgørelse af salgsmoms

36.840 kr.

Angivet salgsmoms

0 kr.

For lidt angivet salgsmoms

36.840 kr.

Købsmoms

Skønsmæssig opgørelse af købsmoms

3.684 kr.

Angivet købsmoms

0 kr.

For lidt angivet købsmoms

3.684 kr.

Ændring af momstilsvar 2014.

For lidt angivet salgsmoms

36.840 kr.

For lidt angivet købsmoms

3.684 kr.

Ændring af momstilsvar

33.156 kr.

Den skønsmæssige opgørelse af salgs- og købsmoms fremgår af bilag nr. 1 til nr. 3 som er vedlagt dette brev.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at kontantindsætningerne på klagerens bankkonto ikke er momspligtige for klageren, og at hun ikke har drevet uregistreret virksomhed. (indsæt klageren påstand/påstande i rækkefølge – eks. ”klageren har principalt nedlagt påstand om xxxx, subsidiært om at xxxx…)

Klageren har forklaret, at størstedelen af kontantindsætningerne stammer fra lån optaget hos klagerens fætter i Pakistan.

Klageren har anført følgende:

”(...)

Jeg har ikke på noget tidspunkt drevet uregistreret virksomhed. Jeg har ikke nogen virksomhed. Jeg har lånt penge fra min fætter ([person1]) fra Pakistan. Grunden til at jeg låner fra ham er fordi, ([person1]) er bilforhandler i Pakistan og tjener meget godt. Pengene er kommet til Danmark af familiemedlemmer og mig når vi har rejst tilbage til Danmark, efter ferie fra Pakistan. Havde jeg vidst at det ville blive et problem ville jeg havde sagt at han skulle overføre dem fra sin konto til min så i kunne se hvor pengene kommer fra.

Indkomståret 2013

11/02-13 - Er der blevet sat 47.000 kr. ind på min konto. De penge er nogen som jeg har hævet fra min konto. Den 06/02-13 har jeg hævet 1000 kr. og derefter 2000 kr. Den 08/02-13 er der blevet hævet 10.000 kr., 20.000 kr., 15.000 kr. Jeg skulle købe nogle møbler til hjemmet som jeg havde set. Men valgte ikke at købe dem alligevel. Derfor satte jeg dem ind på min konto igen. Jeg har kassekredit på 50.000 kr. (kan ses på kontoudskrift)

24/04-13 - Er der blevet sat 13.996 kr. ind på min konto. Jeg havde købt nogle møbler fra [virksomhed1] den 23/04-13 for 13.996 kr. som jeg har valgt at returnere den 24/04-13. Der blevet betalt med kort. Men jeg satte pengene kontant ind efterfølgende. (kan ses på kontoudskrift)

12/06-13- Er der blevet sat 7500 kr. ind på min konto. Jeg har den 03-06-13 hævet 7500 kr. som jeg ikke fik brugt og satte dem ind på min konto igen den 12-06-13. (kan ses på kontoudskrift)

08/11-13 - Er der blevet sat 10.000 kr. ind på min konto. Jeg havde lånt penge af min fætter ([person1]). Jeg lånte 55.000 danske kroner. Han vekslet fra pakistanske til danske kroner den 10-08-13, som jeg tog med til Danmark fra Pakistan den 14-08-13. De penge jeg havde med havde jeg ikke sat ind på min konto, fordi jeg løbene vil sætte dem ind når jeg ville få brug for dem. Så alle pengene ikke blev hurtigt opbrugt. (Jeg har vedlagt kopi- Bilag 1)

20/12-13 - Er der blevet sat 40.000 kr. ind. De 40.000 kr. er fra de 55.000 kr. som jeg havde med fra Pakistan. Jeg satte dem ind fordi jeg skulle betale 42.502,93 kr. den 23-12-13. (Bilag 1)

Indkomståret 2014

13/02-14- Blev der sat 5.000 kr. ind på min konto. Det er de sidste 5.000 kr. som jeg havde med den 14-08-13. Der var minus på kontoen, derfor satte jeg dem ind. (Bilag 1).

06/06-14- Blev der sat 23.300 kr. ind på min konto. Jeg havde lånt flere penge fra ([person1]) i april 2014. Han fik vekslet fra pakistanske til danske 77.000 kr. den 30-04-14. Min bror og hans kone kom fra Pakistan den 11-05-14, de tog pengene med til mig som jeg satte ind. (Bilag 2).

23/06-14- Blev der sat 15.000 kr. ind på min konto. Der var en del minus så får at dække det satte jeg dem ind. De penge er fra dem jeg fik den 11-05-14. (Bilag 2)

30/06-14 – Blev der sat 38.500 kr. ind på min konto. De resterende penge jeg havde tilbage fra den 11-05-14 satte jeg ind på min konto. Jeg satte dem ind fordi jeg skulle betale 38.434,83 kr. den 01-07-14. (Bilag 2)

22/07-14 – Blev der sat 13.000 kr. ind på min konto. Jeg lånte flere penge fra ([person1]) i juni 2014. Han fik vekslet fra pakistanske til danske 103,000.00 kr. den 26-06-14. Min moster og hendes mand tog dem med fra Pakistan den 28-06-14. (Bilag 3)

11/08-14 - Blev der sat 1.900 kr. ind på min konto. Jeg satte dem ind fordi jeg skulle betale 1879,63 kr. den 12-08-14. Pengene er fra den 28-06-14. (Bilag 3)

30/09-14 – Blev der sat 38.500 kr. ind på min konto. Jeg satte dem ind fordi jeg skulle betale 38.425,96 kr. den 30-09-14. Pengene er fra den 28-06-14. (Bilag 3)

30/12-14 – Blev der sat 49.000 kr. ind på min konto. De resterende penge jeg havde tilbage fra den 28-06-14 satte jeg ind på min konto. Jeg satte dem ind fordi jeg skulle betale 38.392,20 kr. og 30.162,72 kr. den 30-12-14. (Bilag 3)

Jeg håber dette hjælper med at sætte lys på hvor pengene er kommet fra. På de forskellige bilag kan man se hvor pengene kommer fra. I er velkommen til at skrive hvis i skulle have yderligere spørgsmål.

(...)”

Som svar på Skatteankestyrelsens anmodning om oplysninger, har klageren forklaret følgende:

”(...)

Jeg har i brev af 28.07.2016 oplyst at jeg havde købt nogle møbler i [virksomhed1] som jeg så efterfølgende har returneret. Idet der på det pågældende tidspunkt ikke var en sag igang. Altså den 23-24.04.2013 så har det ikke faldt mig ind at jeg bør gemme kreditnotaen. Og idet det var alt hvad der var købt den 23.04.2013 så var der ingen grund til heller at gemme på den oprindelige kvittering.

Jeg har været nede i min bank og fået et udskrift af betalingen den 23.04.2013 således at jeg kunne henvende mig hos [virksomhed1] for at høre om hvad de kan hjælpe med.

Da jeg henvender mig i [virksomhed1] kan de ikke hjælpe mig i forretningen og beder mig derfor om at kontakte (T) på telefonnummer (...04) som sidder i deres regnskabsafdeling. Måske kunne hun hjælpe.

Efter at have talt med hende og hun efterfølgende vender tilbage så kan hun oplyse at idet der er trådt en ny lov igang om beskyttelse af personlige data og opbevaring af sådan så må og kan de ikke opbevare sådanne oplysninger længere end 5 år og derfor er de oplysninger jeg søger blevet slettet.

Jeg har i 2016 anket den forrige afgørelse fra SKAT og på det tidspunkt kunne man godt have fundet de pågældende dokumenter frem men jeg får først en henvendelse fra jer den 24.05.2019 og det er mere end 5 år fra købsdatoen og derfor er alt blevet slettet.

Jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe alt det jeg kan men i dette tilfælde er det ikke teknisk muligt.

Kan i fortælle hvad jeg så ellers kan gøre for at hjælpe.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed, er afgiftspligtige. Det følger af momslovens § 3, stk. 1.

Der skal betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet, jf. momsloven § 4, stk. 1.

Virksomheder etableret i Danmark med en momspligtig omsætning på over 50.000 kr. årligt, skal momsregistreres. Dette fremgår af momslovens § 48, stk. 1, og § 47, stk. 1.

Momsregistrerede virksomheder skal ifølge momslovens § 55 føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelse og kontrol af afgiften. Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab.

Kravene til regnskabet fremgår af kapitel 13 i momsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 663 af 16 juni 2006 og nr. 814 af 24. juni 2013), og bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006).

Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan afgiften fastsættes skønsmæssigt. Det følger af opkrævningslovens § 5, stk. 2.

Det fremgår af klagerens bankkonto, at der er indsat kontante pengebeløb svarende til 118.496 kr. i indkomståret 2013 og 184.200 kr. i indkomståret 2014.

SKAT har anset indsætningerne for at udgøre momspligtig omsætning ved udøvelse af uregistreret virksomhed, og har opgjort salgsmomsen til henholdsvis 23.699 kr. og 36.840 kr. for afgiftsperioderne 2013 og 2014, svarende til 20 % af de indsatte beløb.

SKAT har givet fradrag for købsmoms på henholdsvis 2.370 kr. og 3.684 kr. for afgiftsperioderne 2013 og 2014, svarende til 20 % af de skønsmæssigt fastsatte driftsomkostninger på 10 % af omsætningen, og har således opgjort klagerens momstilsvar til 21.329 kr. for afgiftsperioden 2013, og til 33.156 kr. for afgiftsperioden 2014.

Landsskatteretten har i afgørelse af samme dato som nærværende fundet, at klageren ikke har drevet uregistreret erhvervsmæssig virksomhed i indkomstårene 2013 og 2014. Der henvises til J. nr. [...]. Landsskatteretten har endvidere fundet, at indsætningerne skal beskattes hos klageren som anden personlig indkomst, og at indsætningerne derfor skal henføres til beskatning hos klageren med det fulde konstaterede beløb, således at beskatningen ikke først skal ske af overskuddet efter fradrag af moms og driftsudgifter.

Da Landsskatteretten ikke anser indsætningerne for at udgøre momspligtig omsætning for klageren, skal der ikke beregnes og betales moms heraf.

På baggrund af ovenstående finder Landsskatteretten, at klagerens momstilsvar for afgiftsperioden 1. januar 2013 til 31. december 2013 skal nedsættes med 21.329 kr., og at klagerens momstilsvar for afgiftsperioden 1. januar 2014 til 31. december 2014 skal nedsættes med 33.156 kr.

SKATs afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.