Kendelse af 23-09-2020 - indlagt i TaxCons database den 05-12-2020

Klagen skyldes, at SKAT har forhøjet selskabets momstilsvar for perioden 1. juli 2015 til 30. september 2015, idet SKAT ikke har godkendt fradrag af selskabets indgående moms på 477.978 kr.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] ApS (herefter selskabet) er i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) registreret under branchekoden ”773900 Udlejning og leasing af andet materiel, udstyr og andre materielle aktiver i.a.n.”. Selskabet har startdato den 20. august 2015.

Selskabet er stiftet og ejet af [virksomhed2] ApS. Hovedanpartshaveren af [virksomhed2] ApS er også i CVR registreret som den reelle ejer af selskabet. [virksomhed2] ApS er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Selskabet indkøbte i perioden august 2015 til september 2015 inventar og udstyr for 2.384.892 kr. inkl. moms. Hensigten med det indkøbte inventar og udstyr var at udleje det til [virksomhed2] ApS.

Den 1. oktober 2015 indgik selskabet en aftale om leje af udstyr og indretning med [virksomhed2] ApS. Hovedanpartshaveren underskrev lejeaftalen for begge selskaber.

Af lejeaftalen fremgår bl.a. følgende:

”Der er mellem [virksomhed2] ApS (lejer) og [virksomhed1] ApS (udlejer) aftale om leje af udstyr og indretning til en værdi af DKK 2.384.891,55 inklusive 25 % moms.

Aftalen løber fra den 1. oktober 2015 og indtil opsigelse.

Den månedlige leje udgør 0,80 % af det lejedes værdi jf. ovenstående.

Månedlig leje inklusive moms udgør

2015 DKK 19.079

Lejen forfalder den sidste dag i hver måned.

Lejen reguleres, hver gang der er investeret yderligere DKK 100.000.

I lejeperioden betaler lejeren en forholdsmæssig andel af drifts- og serviceomkostninger forbundet med de lejede aktiver – opgjort ud fra antallet af lejere. Nye lejere vil tilsvarende skulle betale en forholdsmæssig andel af disse drifts- og serviceomkostninger.

(...).”

Selskabet angav den 13. november 2015 negativ moms for 3. kvartal 2015 med 473.210 kr. Den udgående moms var angivet med 4.768 kr. og den indgående moms var angivet med 477.978 kr. Den udgående moms på 4.768 kr. hidrørte fra køb med omvendt betalingspligt.

Selskabet har indberettet 0-angivelser for 4. kvartal 2015 og de efterfølgende kvartaler.

Selskabet har ikke lagt moms på lejeaftalen og afregnet salgsmoms for 4. kvartal 2015 og de efterfølgende kvartaler.

Selskabets repræsentant har oplyst, at selskabet ikke har opkrævet og afregnet moms af lejeindtægterne fra tidspunktet for SKATs afgørelse, idet selskabet på grund af SKATs afgørelse fik opfattelsen af, at selskabet ikke skulle afregne moms af lejeindtægterne. Ifølge repræsentanten har selskabet fra den 1. oktober 2015 og efterfølgende hver måned opkrævet leje af udlejningen.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet selskabets momstilsvar for perioden 1. juli 2015 til 30. september 2015, idet SKAT ikke har godkendt fradrag af selskabets indgående moms på 477.978 kr.

Der er herved bl.a. henvist til følgende:

”(...)

1.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

[virksomhed1] ApS tager fradrag for købsmoms vedrørende indkøb af det udlejede udstyr samt indkøb af møbler og lignende til indretning af tandklinikken.

Det udlejede udstyr og indretning i lejeaftalen har en værdi af 2.384.891 kr. Dette beløb svarer til den værdi, som det udstyr og møbler m.m. som [virksomhed1] ApS fratrækker i købsmoms.

Det fremgår af lejeaftalen, at den månedlige leje udgør 0,80 % af det lejedes værdi.

Det kan således konstateres, at [virksomhed1] ApS ikke beregner en avance, når der lejes ud til [virksomhed2] ApS.

Det fremgår ikke af lejeaftalen hvor længe aftalen løber. Det fremgår kun, at den månedlige leje udgør 19.079 kr. Heraf udgør moms 3.816 kr. Det betyder, at der vil gå over 10 år og 4 måneder inden lejeindtægtens salgsmoms vil opveje den fratrukne købsmoms.

SKAT har på internettet undersøgt muligheden for leasing af dentaludstyr. Her fremgår det af ”DentalSuite”, at den normale praksis for finansieringsperioder af dentaludstyr er 3 – 7 år, IT-udstyr dog maks. 3 år.

Selvom det er en lejeaftale, og ikke som ovenfor en leasingaftale, der er indgået mellem [virksomhed1] ApS og [virksomhed2] ApS, kan det konstateres, at der er tale om en meget gunstig aftale for [virksomhed2] ApS.

Der er i lejeaftalen ikke beskrevet betingelser ved ophør. Det fremgår kun, at aftalen løber fra den 1. oktober 2015 og indtil opsigelse. Det er derfor SKATs opfattelse, at lejeaftalen kan opsiges fra dag til dag.

Som det fremgår af momslovens § 44 afskrives driftsmidler de første 5 år efter anskaffelsen med en femtedel hvert år. Driftsmidlerne kan således momsmæssig være afskrevet efter 5 år.

Hvis udstyret og udgifterne til indretning var foretaget af [virksomhed2] ApS ville der ikke kunne opnås momsfradrag efter momslovens § 37 stk. 1, idet [virksomhed2]

ApS er fritaget for moms efter momslovens § 13 stk. 1.

Det er SKATs opfattelse, at der med lejeaftalen er tale om handel mellem to selskaber med interessefællesskab.

Den juridiske vejledning afsnit D.A.8.1.3.2 opstiller nogle indikatorer for interessefællesskab i momslovens forstand:

[virksomhed1] ApS og [virksomhed2] ApS er begge selskaber med [Navn udeladt] som hovedanpartshaver. Derfor er det SKATs opfattelse, at der er tale om interessefællesskab.

Ved interessefællesskab skal momsgrundlaget opgøres på følgende måde, ifølge Juridisk Vejledning D.A.8.1.3.2:

Momsgrundlaget er normalværdien, defineret som det beløb, som en kunde i samme omsætningsled som det, hvori leverancen finder sted, under frie konkurrencevilkår, skulle have betalt for de pågældende varer eller ydelser til en selvstændig leverandør her i landet på tidspunktet for transaktionen.

Da [virksomhed1] ApS kun lejer ud til [virksomhed2] ApS, er der derfor ikke en sammenlignelig pris ved leje til tredjemand.

”For at leverancen er ”sammenlignelig”, skal der tages hensyn til alle forhold omkring leverancen.

Alle udgifter, der medgår til køb og fremstilling af varen og udførelsen af ydelsen, skal indgå i beregningen af kostprisen. Som eksempler kan nævnes:

I kostprisen skal således indgå alle udgifter, der er medgået til anskaffelse af det udlejede udstyr.

Da lejeaftalen er indgået mellem to interesseforbundne parter og at den månedlige leje kun udgør 0,80 % af det lejedes værdi, og at der derved vil gå mere end 10 år inden virksomheden har fået tilbagebetalt kostprisen, og at driftsmidler ifølge momslovens § 44 afskrives over 5 år, kan SKAT ikke godkende den indgående moms på 477.978 kr.

(...).”

Under sagens behandling har SKAT bl.a. videre den 30. maj 2016 anført følgende:

”(...)

Bemærkninger til [virksomhed3]s anbringender.

[virksomhed3] skriver i deres anbringender, at [virksomhed2]s udlejning af det omhandlede inventar og udstyr ikke er lavere end indkøbsprisen/fremstillingsprisen. Dette er SKAT ikke enig i. Ved søgning på nettet, som også beskrevet i afgørelsen, er den normale praksis for finansieringsperiode på dentaludstyr 3 - 7 år, og for IT-udstyr maks. 3 år. Hvis [virksomhed2] skulle leje tilsvarende udstyr ud til 3. mand, ville prisen være anderledes, idet der her ville være en fortjeneste indregnet i prisen.

Formålet med udlejning skal være at udvinde økonomisk udbytte. Den i lejeaftalen fastsatte markedsleje skal nærmere bestemt være af en sådan størrelse, at der er midler til afskrivning, forrentning af egenkapital samt fremtidige drifts- og serviceomkostninger.

SKAT har bemærket følgende i lejeaftalen:

Der er tale om interessefællesskab mellem [virksomhed1] og [virksomhed2] jf. momslovens § 29 stk. 3. Fastsættelse af afgiftsgrundlaget sker efter momslovens § 29 stk. 2 med henvisning til stk. 1 og herefter § 28 stk. 3.

Vi kan henvise til SKM2007.142.SR

(...).”

Skattestyrelsen har indsendt følgende supplerende udtalelse den 8. februar 2019:

”(...)

Hermed Skattestyrelsens uddybning til følgende bemærkninger fra "[virksomhed3]":

At lejen udgør 0,8 % af det lejedes værdi fremgår af oplysninger, som virksomheden selv har fremsendt til daværende SKAT på mail den 14.12.2015 jf. nedenfor.

[mail udeladt]

Heraf fremgår af lejekontrakten direkte, at det er 0,8 %

[lejekontrakt udeladt]

Det bemærkes at lejeaftalen underskrives af den samme!

Følgende udregning kan dermed foretages:

SKAT har i afgørelsen påpeget følgende:

"Lejekontrakten oplyser ikke hvilket udstyr der lejes, og hvilken værdi udstyret har.

Indretningen er heller ikke nærmere beskrevet."

Desuden fremgår af afgørelsen:

[afgørelse udeladt]

Af kontospecifikationerne ses, hvilket udstyr der er tale om. Heri indgår der 1.000 kr., som er revisorudgift.

[kontospecifikationer udeladt]

Af nedenstående udregning ses, at udgifterne svarer til det omtalte "leje af udstyr og indretning" jf. lejekontrakten.

Hovedparten af udgifterne er bilag 14 og 24, som tidligere er fremsendt i kopi til Skatteankestyrelsen og består af "tandlægeinventar".

Levetid og øvrige omkostninger:

Ifølge afgørelsen har SKAT undersøgt mulighed for leasing af dentaludstyr, for at finde markedsprisen

"SKAT har på internettet undersøgt muligheden for leasing af dentaludstyr. Her fremgår det af "DentalSuite", at den normale praksis for finansieringsperioder af dentaludstyr er 3 - 7 år, IT-udstyr dog maks. 3 år. "

Dette kan underbygges af uddrag fra internettet:

[uddrag fra internettet udeladt]

Ovenstående underbygger at SKAT i afgørelsen skrev "at der er tale om en meget gunstig aftale".

Med en månedlig leje inkl. moms på 19.079 kr. svarer det til at der går 10 år og 4 måneder inden udstyret/ indretningen er tilbagebetalt. Det fremgår ikke af lejekontrakten hvor længe aftalen løber.

Herudover ses, at der i lejen udelukkende er udregnet ud fra en pris på den samlede pris på 2.384.892 kr.

Der indgår ikke udgifter til drifts- og serviceomkostninger, administration, forsikring og lignende, hvilket også er skrevet i udtalelse af 30. maj 2016. jf. nedenfor.

[udtalelse udeladt]

Skattestyrelsen vil med uddrag fra SKM2007.142 SR nævne følgende afsnit

Angivelse og afregning af moms:

Virksomhed med CVR [...1] blev momsregisteret den 20.08.2015 under branchen "Udlejning og leasing af andet materiel, udstyr og andre materielle aktiver i.a.n.

Virksomheden er stadigvæk momsregisteret jf. Erhvervssystemet. Alligevel har der kun været angivet 0-angivelser siden 26.2.2015 (fra 4. kvartal 2015 og fremad)

[registreringsforhold udeladt]

Virksomheden blev udtaget til momskontrol for 3. kvartal 2015 og periodens moms blev ændret jf. afgørelse den 17.2.2016. Her blev der ikke godkendt købsmoms på kr. 477.978 kr. I samme periode var der angivet salgsmoms på 4.768 kr. (salgsmoms blev ikke ændret)

Salgsmoms bestod af køb med omvendt betalingspligt jf. kontokort.

[kontokort udeladt]

Ifølge virksomhedens efterfølgende momsangivelser ses, at der er indsendt 0-angivelser for perioderne efterfølgende omfattende 4. kvartal 2015, hele 2016, hele 2017 og de 3. første kvartaler i 2018. Hvilket vil sige alle efterfølgende perioder.

Virksomheden har altså ikke lagt moms på lejeaftalen de efterfølgende perioder og angivet det til Skattestyrelsen.

Af nedenstående indberetninger ses, at der den 13.11.2015 er sendt angivelse for 3. kvartal 2015, denne er ændret af SKAT den 19.2.2016 jf. afgørelse.

Den 26.2.2016 er der sendt 0-angivelse for 4. kvartal 2015. Desuden er alle efterfølgende perioder indberettet med 0 i momstilsvar.

Virksomheden afregner ikke salgsmoms for 4. kvartal 2015, på trods af at lejeaftalen lyder på 19.079 kr. inkl. moms pr. måned fra den 1.10.2015. Dette vil svare til en salgsmoms på 11.447 kr. for hver efterfølgende kvartal. (20 % af 19.079 = 3.815,8)(3 mdr.* 3815 = 11.447 kr.).

Selvom der indsendes klage den 13.05.2016 over SKATs afgørelse er der intet nævnt herom.

[indberetninger udeladt]

Regnskab og selvangivelse:

Selskabet er sambeskattet med moderfirmaet [virksomhed2] ApS

Selskabet CVR [...1] har selvangivet:

Selskabet CVR [...1] har jf. regnskab ifølge BIQ opnået følgende resultater:

[resultatopgørelser udeladt]

Misbrug:

Til sidst vil Skattestyrelsen henvise til C-255/02 Halifax, at hvis der er misbrug, så kan der ikke opnås fradrag. Der er tale om misbrug, hvis der er opnået momsfordele, og det har været hovedformålet med konstruktionen. At transaktionerne har været i strid med bestemmelsens formål og transaktionerne er kunstig skabte. Der kan altså ikke opnås momsfradrag, hvis der er tale om misbrug.

Transaktioner, der indgår i misbrug, skal nulstilles, og partnerne skal stilles, som om disse transaktioner ikke har fundet sted.

(...).”

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabet har ret til fuldt fradrag af indgående moms på 477.978 kr. for perioden 1. juli 2015 til 30. september 2015.

Der er herved bl.a. anført følgende:

”(...)

Sagsfremstilling

[virksomhed1] ApS (herefter benævnt [virksomhed1]) har som aktivitet at udleje inventar og udstyr til brug for en tandlægeklinik. [virksomhed1] er momsregistreret herfor.

I perioden august 2015 - september 2015 har [virksomhed1] indkøbt inventar og udstyr af ovennævnte art for 2.384.892 kr. inkl. moms.

Det har på købstidspunktet været hensigten at udleje det til [virksomhed1]'s datterselskab, [virksomhed2] ApS (herefter benævnt [virksomhed2]), der driver tandlægepraksis.

Den 1. oktober 2016 har [virksomhed1] og [virksomhed2] indgået lejekontrakt, hvor det aftales, at [virksomhed2] lejer inventaret og udstyret af [virksomhed1] for en månedlig leje på 19.079 kr. inkl. moms. Størrelsen af lejen er fastsat som 0,8 % af det lejedes værdi, og værdien af det lejede er fastsat til 2.384.892 kr. inkl. moms.

Lejekontrakten er vedlagt som bilag 2.

[virksomhed1] har i perioden 1. juli 2015 - 30. september 2015 taget momsfradrag af købet af inventaret og udstyret ovenfor. Momsfradraget udgør 476.978 kr. Selskabet har også fradraget moms af revisionshonorar, 1.000 kr., således at selskabet i alt har angivet et momsfradrag på 477.978 kr.

[virksomhed1] har i samme periode angivet salgsmoms på 4.768 kr. af køb af diverse IT-udstyr, jf. momslovens § 46, stk. 1. I momsfradraget på 476.978 kr. indgår der derfor også momsfradrag på 4.768 kr., der vedrører dette køb af IT-udstyr.

SKAT træffer den 17. februar 2016 afgørelse om, at [virksomhed1] skal nægtes momsfradrag på 477.978 kr. for perioden 1. juli 2015 - 30. september 2015.

SKAT skriver i sin afgørelse under "SKATS bemærkninger og begrundelse" bl.a. følgende:

(...)

Anbringender

SKAT synes at begrunde sin nægtelse af momsfradrag med, at efter 5 år vil momsen af lejeindtægterne være mindre end det momsfradrag, som [virksomhed1] har taget af indkøbet.

Hvis det er SKATs begrundelse for at nægte fradrag, savner begrundelsen hjemmel. SKAT angiver da heller ingen hjemmelshenvisning.

[virksomhed1] er enig med SKAT i, at der er interessefællesskab mellem [virksomhed1] og [virksomhed2], jf. momslovens § 29, stk. 3.

[virksomhed1] er også enig i, at [virksomhed2] ikke har fradragsret for moms af sine indkøb, da [virksomhed2]'s aktiviteter udelukkende er omfattet af momslovens bestemmelser om fritagelser i § 13

Det indebærer, at såfremt [virksomhed1]'s vederlag for udlejning af inventar og udstyr til [virksomhed2] er lavere end [virksomhed1]'s "indkøbs- eller fremstillingspris", skal afgiftsgrundlaget fastsættes efter momslovens § 28, stk. 3 og ikke fastsættes til det vederlag, som [virksomhed1] modtager af [virksomhed2], jf. momslovens § 29, stk. 1.

Hvis det forudsættes, at [virksomhed1]'s afgiftsgrundlag skal fastsættes efter momslovens § 28, stk. 3, indebærer det ikke, at [virksomhed1] kan nægtes momsfradrag af sit indkøb af inventar og udstyr, som udlejes til [virksomhed2]. En sådan hjemmel er ikke indeholdt i momslovens § 29, stk. 1 eller andre bestemmelser i momsloven.

Der indgår dermed ikke - som SKAT måske synes at mene - i momslovens § 29, stk. 1 en regel om, at såfremt der foretages en leverance af vare eller ydelse, hvor momsen af vederlaget herfor efter 5 år er mindre end momsfradraget af de indkøb, som relaterer sig til leverancen, skal afgiftsgrundlaget fastsættes efter momslovens § 28, stk. 3.

Der indgår heller ikke - som SKAT måske synes at mene - i momslovens § 29, stk. 1 en regel om, at såfremt der foretages en leverance af vare eller ydelse, hvor momsen af vederlaget herfor efter 5 år er mindre end momsfradraget af de indkøb, som relaterer sig til leverancen, kan momsfradraget af indkøbet nægtes.

Momslovens § 29, stk. 1 fastlægger alene, at:

(...)

og momslovens § 28, stk. 3, 1. og 2. pkt. fastlægger følgende:

(...)

Efter [virksomhed1]'s klare vurdering skal [virksomhed1]'s afgiftsgrundlag ikke fastsættes efter momslovens § 28, stk. 3. Det begrundes med, at det vederlag, som [virksomhed1] modtager af [virksomhed2] for udlejning af det i denne sag omhandlede inventar og udstyr, ikke er lavere end indkøbsprisen/fremstillingsprisen af inventaret/udstyret, hvorfor momslovens § 29, stk. 1 ikke kommer i anvendelse. [virksomhed1] har ved sin fastsættelse af vederlaget bl.a. vurderet den gennemsnitlige levealder for inventaret og udstyret, og det skal her bemærkes, at den gennemsnitlige levealder overstiger 5 år.

Det er samtidig en kendsgerning - og SKAT er enig heri - at [virksomhed1]'s indkøb af inventar og udstyr udelukkende er medgået til [virksomhed1]'s momspligtige aktiviteter i form af udlejning af inventaret og udstyret til [virksomhed2]. [virksomhed1] har dermed i henhold til momslovens § 37, stk. 1 ret til momsfradrag af indkøbet af inventar og udstyr.

På den baggrund skal [virksomhed1] fastholde, at [virksomhed1] har ret til det momsfradrag, som selskabet har taget i perioden 1. juli 2015 - 30. september 2015, og SKAT har ikke hjemmel til at nægte selskabet dette fradrag.

Som nævnt indledningsvist er SKATs begrundelse for at nægte [virksomhed1] momsfradrag ikke ganske klar, og [virksomhed1] imødeser derfor også de bemærkninger, som SKAT måtte have til denne klage, idet disse eventuelt kan bringe mere klarhed over SKATs afgørelse.(...)”

Repræsentanten har den 24. april 2019 indsendt følgende sammenfattende klageskrift:

”(...)

Sagsfremstilling

[virksomhed1] ApS (herefter benævnt [virksomhed1]) er stiftet i 2015 og har som formål at ”udøve virksomhed med udlejning samt aktiviteter i tilknytning hertil”, jf. vedtægterne for selskabet.

[virksomhed1] er 100 % ejet af [virksomhed2] ApS (herefter benævnt [virksomhed2]), der er stiftet i 2003. Dette selskabs formål er at ”drive tandlægevirksomhed og virksomhed, der er naturligt forbundet hermed”, jf. selskabets vedtægter.

I perioden august 2015 - september 2015 indkøber [virksomhed1] inventar og udstyr for DKK 2.384.892 inkl. moms.

Hensigten med det indkøbte inventar og udstyr er at udleje det til [virksomhed2].

I oktober 2015 indgår [virksomhed1] og [virksomhed2] en lejeaftale, jf. bilag 2, hvor det aftales, at [virksomhed1] udlejer inventar og udstyr til [virksomhed2] til en værdi af DKK 2.384.891 inkl. moms, svarende til DKK 1.907.912 ekskl. moms.

Specifikationen af det, der udlejes, fremgår af vedlagte kontokort, jf. bilag 3.

Den månedlige leje fastsættes til DKK 19.079 inkl. moms, svarende til DKK 15.263 ekskl. moms.

I afgiftsperioden 1. juli 2015 - 30. september 2015 tager [virksomhed1] momsfradrag af købet af inventaret og udstyret ovenfor. Momsfradraget udgør DKK 476.978. Selskabet fradrager også moms af revisionshonorar, DKK 1.000, således at selskabet i alt angiver et momsfradrag på DKK 477.978.

[virksomhed1] angiver i samme periode salgsmoms på DKK 4.768 af køb af diverse IT-udstyr, jf. momslovens § 46, stk. 1. I momsfradraget på DKK 476.978 indgår der derfor også momsfradrag på DKK 4.768, der vedrører dette køb af IT-udstyr. Dette IT-udstyr udlejes også til [virksomhed2].

SKAT træffer den 17. februar 2016 afgørelse om, at [virksomhed1] skal nægtes momsfradrag på 477.978 kr. for perioden 1. juli 2015 - 30. september 2015.

SKAT skriver i sin afgørelse under ”SKATS bemærkninger og begrundelse” bl.a. følgende:

(...)

Da det daværende SKAT således nægter [virksomhed1] momsfradrag på købet af det inventar og udstyr, som [virksomhed1] har indkøbt med henblik på udlejning til [virksomhed2], og som [virksomhed1] udlejer til [virksomhed2], jf. bilag 2, får [virksomhed1] forståeligt nok opfattelsen af, at selskabet heller ikke skal afregne moms af lejeindtægterne. Derfor og alene derfor har selskabet ikke opkrævet og angivet moms af lejeindtægterne fra tidspunktet for det daværende SKATs afgørelse og til d.d., se Skattestyrelsens bemærkninger herom i sin udtalelse af 19. februar 2019 til Skatteankestyrelsen.

Såfremt Landsskatteretten måtte træffe afgørelse om, at [virksomhed1] er berettiget til det momsfradrag, som det daværende SKAT har nægtet selskabet, vil [virksomhed1] i sagens natur efterangive og efterbetale momsen af lejeindtægterne.

Det skal her for en god ordens skyld bemærkes, at for 4. kvartal 2015 angiver [virksomhed1] ”0” i salgsmoms og ”0” i købsmoms", og det sker den 26. februar 2016. Det sker således også efter den 17. februar 2016, hvor det daværende SKAT træffer afgørelse om, at BI ikke er berettiget til momsfradraget på køb af det inventar og udstyr, som [virksomhed1] udlejer til [virksomhed2].

[virksomhed1] har derfor på grund af det daværende SKATs afgørelse ikke opkrævet og afregnet moms af indtægterne fra udlejning til [virksomhed2], men det ændrer ikke på, at [virksomhed1] fra 1. oktober 2015 og til d.d. hver måned har opkrævet leje af udlejningen af inventar og udstyr til [virksomhed2] og således har haft månedlige lejeindtægter på DKK 15.263 ekskl. moms fra [virksomhed2] fra oktober 2015 til d.d. Det dokumenteres af [virksomhed1]'s regnskabsmateriale, herunder [virksomhed1]'s årsrapporter for 2015, 2016 og 2017 (årsrapporten for 2018 er endnu ikke udarbejdet).

Anbringender

Det står klart, at det daværende SKAT nægter [virksomhed1] momsfradrag af ovennævnte køb af inventar og udstyr.

Det står derimod ikke ganske klart med hvilken begrundelse, at det daværende SKAT nægter [virksomhed1] momsfradraget.

Det synes dog som om, at begrundelsen for nægtelse af momsfradraget skyldes det forhold, at efter 5 år, som er momsreguleringsperioden for bl.a. driftsmidler, jf. momslovens § 44, stk.1, 1. pkt., vil størrelsen af den moms, som [virksomhed1] har opkrævet og angivet af [virksomhed1]'s lejeindtægter være mindre end størrelsen af det momsfradrag, som [virksomhed1] anmoder om på momsangivelsen for 3. kvartal af 2015, og som udgør momsen på købet af inventaret og udstyret, som [virksomhed1] udlejer til [virksomhed2].

Hvis det lægges til grund, at dette er det daværende SKATs begrundelse for at nægte [virksomhed1] momsfradraget, savner denne begrundelse hjemmel, og det gøres gældende, at [virksomhed1] har ret til momsfradraget.

[virksomhed1] er enig med det daværende SKAT i, at der er interessefællesskab mellem [virksomhed1] og [virksomhed2], jf. momslovens § 29, stk. 3.

[virksomhed1] er også enig i, at [virksomhed2] ikke har fradragsret for moms af sine indkøb, da [virksomhed2]'s aktiviteter udelukkende er omfattet af momslovens bestemmelser om fritagelser i § 13.

Endelig er [virksomhed1] også enig i, at efter 5 år vil størrelsen af den moms, som [virksomhed1] har opkrævet og angivet af [virksomhed1]'s lejeindtægter være mindre end størrelsen af det momsfradrag, som [virksomhed1] anmoder om på momsangivelsen for 3. kvartal af 2015, og som udgør momsen på købet af inventaret og udstyret, som [virksomhed1] udlejer til [virksomhed2].

[virksomhed1] er imidlertid ikke enig med det daværende SKAT i, at disse kendsgerninger skulle give det daværende SKAT hjemmel til at nægte [virksomhed1] momsfradrag af indkøbet af inventaret og udstyret, jf. nedenfor.

[virksomhed1]'s formål er som anført ovenfor under ”Sagsfremstilling” at ”udøve virksomhed med udlejning samt aktiviteter i tilknytning hertil”. [virksomhed1] har i oktober 2015 indgået aftale med [virksomhed2] om udlejning af diverse inventar og udstyr til en månedlig leje på DKK 15.263 ekskl. moms, jf. bilag 2, og [virksomhed1] har siden lejeaftalens indgåelse i oktober 2015 og til d.d. hver måned oppebåret en lejeindtægt på DKK 15.263 ekskl. moms fra [virksomhed2].

Når [virksomhed1] udlejer de omhandlede aktiver til [virksomhed2], agerer derfor [virksomhed1] som en afgiftspligtig person, jf. momslovens § 3, stk. 1 og momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, der er affattet således:

(...)

Udlejning af de aktiver, som [virksomhed1] udlejer til [virksomhed2], er en momspligtig aktivitet, der ikke er omfattet af nogen af momslovens fritagelsesbestemmelser i § 13.

[virksomhed1] skal derfor opkræve moms af indtægterne fra udlejning af de omhandlede aktiver til [virksomhed2], jf. momslovens § 4, stk. 1.

I henhold til momslovens § 37, stk. 1 har momsregistrerede virksomheder ret til momsfradrag af indkøb af varer og ydelser, der ”udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13”.

Da [virksomhed1]'s aktiviteter udelukkende er udlejning af aktiver til [virksomhed2], og da denne aktivitet ikke er fritaget for ”afgift efter § 13”, har [virksomhed1] således ret til fuldt momsfradrag af sine indkøb til brug for udlejningsaktiviteten, herunder ret til fuldt momsfradrag af sit køb af de i denne sag omhandlede inventar og udstyr.

Det kan dermed også konkluderes, at [virksomhed1] skal have ret til momsfradraget af køb af inventar og udstyr, der udlejes til [virksomhed2], og det daværende SKAT har ikke haft hjemmel til at nægte [virksomhed1] dette momsfradrag.

Hvorvidt [virksomhed1] så i henhold til momslovens regler frit kan fastsætte størrelsen af vederlaget for udlejningen - og dermed frit kan fastsætte den værdi, som [virksomhed1] skal opkræve og angive moms af - når der er et interessefællesskab mellem [virksomhed1] og [virksomhed2], og [virksomhed2] ikke har ret til fuld fradragsret i henhold til momslovens § 37, stk. 1, er et ganske andet spørgsmål.

Besvarelsen af dette spørgsmål har imidlertid ingen indflydelse på og er ikke relevant for spørgsmålet om, hvorvidt [virksomhed1] er berettiget til ovennævnte momsfradrag.

Besvarelsen af spørgsmålet er udelukkende relevant i forhold til vurderingen af, om [virksomhed1]'s afgiftsgrundlag ved udlejningen af inventar og udstyr til [virksomhed2] kan/skal fastsættes til en højere værdi end det vederlag, som [virksomhed1] faktisk opkræver [virksomhed2] for udlejningen.

Selv om det daværende SKAT alene har truffet afgørelse om, at [virksomhed1] ikke har ret til momsfradrag af købet af inventaret og udstyret, har det daværende SKAT også kommenteret størrelsen af det vederlag, som [virksomhed1] opkræver [virksomhed2] for udlejningen, og det daværende SKAT synes at finde det for lavt.

Uagtet at det daværende SKAT ikke har truffet afgørelse om, at [virksomhed1] skal afregne moms af en højere værdi end det vederlag, som [virksomhed1] opkræver [virksomhed2] for udlejningen, finder jeg det alligevel passende at komme med mine bemærkninger til det daværende SKATs kommentarer om vederlagets størrelse, jf. nedenfor.

Efter momslovens § 27, stk. 1, 1. pkt. er afgiftsgrundelaget ved levering af varer og ydelser vederlaget, herunder tilskud, der er direkte forbundet med varens eller ydelsens pris, men ikke indbefattet afgiften efter denne lov.

Da der imidlertid er interessefællesskab mellem [virksomhed1] og [virksomhed2] i henhold til momslovens § 29, stk. 3, og [virksomhed2] ikke har fuld fradragsret i henhold til momslovens § 37, stk. 1, skal [virksomhed1]'s afgiftsgrundlag fastsættes på den i § 28, stk. 3 anførte måde, jf. momslovens § 29, stk. 1, medmindre modværdien - størrelsen af det vederlag, som [virksomhed1] opkræver [virksomhed2] for leje af inventar og udstyr - minimum svarer til [virksomhed1]'s fremstillingspris.

I sidstnævnte situation, hvor modværdien minimum svarer til fremstillingsprisen, skal afgiftsgrundlaget således ikke fastsættes på den i § 28, stk. 3 anførte måde, idet modværdien da er afgiftsgrundlaget.

Momslovens 28, stk. 3 er affattet således:

(...)

Momslovens § 29, stk. 1 er affattet således:

(...)

Størrelsen af den leje, som [virksomhed1] opkræver [virksomhed2] for leje af inventar og udstyr, er fastsat ud ”fra kriterier der afspejler markedsvilkårene for leje af udstyr mellem uafhængige parter”, og således at [virksomhed1] har ”et positivt resultat ved udlejningsforretningen, allerede efter år 12”, jf. statsautoriserede revisor [person1]s notat, der er vedlagt som bilag 4, og samme revisors og resultat- samt likviditetsbudget, der er vedlagt som bilag 5.

Ved fastsættelsen af størrelsen af lejen på de udlejede aktiver indgår [virksomhed1]'s udgifter til administration, herunder udgifter til revisor, og renteudgifter. Størrelsen af udgifter til renter svarer til størrelsen af de udgifter til renter, som [virksomhed1] har på det lån, som [virksomhed1] har taget for at købe det omhandlede inventar og udstyr. Der indgår ikke udgifter til forsikring, idet det er aftalt mellem [virksomhed1] og [virksomhed2], at [virksomhed2] selv skal afholde udgifterne til forsikring af de aktiver, som [virksomhed2] lejer.

Ved fastsættelsen af lejens størrelse er de udlejede aktivers levetid fastsat til gennemsnitligt 15 år.

At aktivernes levetid er fastsat til 15 år er udtryk for en forholdsvis konservativ vurdering.

[virksomhed1] og statsautoriserede revisor [navn udeladt] har indhentet sagkyndige vurderinger på levetiden for de værdimæssigt største aktiver for at dokumentere levetiden. Som det fremgår af erklæring fra [navn udeladt]fra [virksomhed4], hvor [virksomhed1] har købt hovedparten af de aktiver, som selskabet efterfølgende har udlejet til [virksomhed2], har [x1] units og [x2] klinikskabe en gennemsnitlig ”holdbarhed på 20-25 år”', jf. vedlagte bilag 6.

Ligeledes har [navn udeladt] fra [virksomhed5] I/S erklæret, at ”et kvalitets mikroskop fra [virksomhed6] har en levetid på 15-20 år som minimum”, jf. vedlagte bilag 7.

[virksomhed5] I/S er en virksomhed, som tilbyder alt inden for service og salg til dentalklinikker. [Navn udeladt] er interessent i [virksomhed5] I/S og har således en stor indsigt i og erfaring med levetiden for dentalklinikkers aktiver.

Af værdien på DKK 1.907.912 ekskl. moms på de udlejede aktiver udgør værdien af [x1] units DKK 363.120 ekskl. moms, jf. vedlagte bilag 8, værdien af [x2] klinikskabe udgør DKK 270.720 ekskl. moms, jf. vedlagte bilag 9, og værdien af mikroskopet fra [virksomhed6] inkl. tilbehør udgør DKK 175.000 ekskl. moms, jf. vedlagte bilag 10.

Størrelsen af det vederlag, som [virksomhed1] opkræver [virksomhed2] for leje af inventar og udstyr, er således som dokumenteret ovenfor ikke mindre end [virksomhed1]'s fremstillingspris. Efter år 12 vil [virksomhed1] således opnå en fortjeneste på udlejningen.

Da [virksomhed1]'s udlejning ikke sker til en modværdi, der er lavere end [virksomhed1]'s fremstillingspris, bliver [virksomhed1] dermed heller ikke omfattet af momslovens § 28, stk. 3, hvorfor [virksomhed1]'s afgiftsgrundlag er det vederlag, som [virksomhed1] opkræver [virksomhed2] for leje af inventar og udstyr, jf. momslovens § 27, stk. 1.

Det daværende SKAT har ikke - som det daværende SKAT muligvis synes at mene - hjemmel til at kræve, at blot fordi momsreguleringsperioden på inventarer og udstyret, som [virksomhed1] udlejer til [virksomhed2], er 5 år ifølge momslovens § 44, skal udgiften til købet af inventaret og udstyret ”afskrives” over 5 år ved beregning af [virksomhed1]'s fremstillingspris på udlejningen.

En sådan hjemmel findes ikke, hvilket også understøttes af Landsskatterettens kendelser i bl.a. SKM2017.266.LSR og SKM2017.267.LSR.

I Landsskatterettens kendelse SKM2017.267.LSR konkluderer Landsskatteretten, at

Retten bemærker videre, at

I Den juridiske vejlednings afsnit D.A.8.1.2.1 skriver Skattestyrelsen følgende om bl.a. Landsskatterettens kendelse i SKM2017.267.LSR:

Momslovens § 28, stk. 1, har følgende ordlyd:

(...)

Momsgrundlaget for de varer og ydelser, der skal betales moms af ved udtagning efter momslovens § 5, stk. 1-3, er således indkøbsprisen eller fremstillingsprisen for de pågældende varer og ydelser uden moms.

På tilsvarende måde som momslovens § 28, stk. 1 ifølge Landsskatteretten i SM2017.267.LSR ikke indeholder ”hjemmel til at anvende en fast afskrivningsperiode på 5 år ved opgørelse af fremstillingsprisen”, indeholder momslovens§ 28, stk. 3 heller ikke hjemmel til at anvende en fast afskrivningsperiode på 5 år ved opgørelse af fremstillingsprisen på [virksomhed1]'s udlejning af inventar og udstyr til [virksomhed2].

På den baggrund kan det dermed endnu engang konkluderes, at da [virksomhed1]'s udlejning ikke sker til en modværdi, der er lavere end [virksomhed1]'s fremstillingspris, bliver [virksomhed1] heller ikke omfattet af momslovens § 28, stk. 3, hvorfor [virksomhed1]'s afgiftsgrundlag er det vederlag, som [virksomhed1] opkræver [virksomhed2] for leje af inventar og udstyr, jf. momslovens § 27, stk. 1.

Hvis det endelig hypotetisk skulle lægges til grund, at [virksomhed1]'s afgiftsgrundlag skulle have været fastsat til en højere værdi end det vederlag, som [virksomhed1] opkrævede og opkræver [virksomhed2] for udlejningen af inventar og udstyr, ville det ikke indebære, at [virksomhed1] af den grund kunne nægtes momsfradrag af sit indkøb af inventar og udstyr, som [virksomhed1] udlejer til [virksomhed2]. En sådan hjemmel er ikke indeholdt i momslovens bestemmelser i momsloven. I så fald skulle det daværende SKAT i stedet for at nægte [virksomhed1] momsfradraget have truffet afgørelse om, at afgiftsgrundlaget skulle fastsættes til en højere værdi end vederlaget, og det daværende SKAT skulle have opgjort størrelsen af afgiftsgrundlaget.

Afsluttende kommentarer til det daværende SKATs bemærkninger af 30. maj 2016 til [virksomhed1]'s klage af 13. maj 2016 og til Skattestyrelsens udtalelse af 19. februar 2019

Ad - Aktivernes levetid

Skattestyrelsen skriver i sin udtalelse af 19. februar 2019, at ”ifølge afgørelsen har SKAT undersøgt mulighed for leasing af dentaludstyr, for at finde markedsprisen

”SKAT har på internettet undersøgt muligheden for leasing af dentaludstyr. Her fremgår det af "DentalSuite”, at den normale praksis for finansieringsperioder af dentaludstyr er 3-7 år. IT-udstyr dog maks. 3 år.””

Skattestyrelsen henviser herefter til [virksomhed4]s hjemmeside, hvoraf det fremgår, at [virksomhed4] oftest ikke anbefaler løbetider på leasing af IT-udstyr på under 5-6 år.

Jeg skal hertil blot henvise til udtalelserne om de udlejede aktivers levetid fra henholdsvis [navn udeladt], [virksomhed4], og [navn udeladt], [virksomhed5], og samtidig understrege, at det er aktivernes levetid, som er lagt til grund for fastsættelsen af størrelsen af det vederlag, som [virksomhed2] erlægger til [virksomhed1] for leje af aktiverne, jf. ovenfor under ”Anbringender”.

Ad - Udvinde økonomisk udbytte

Det daværende SKAT har den 30. maj 2016 fremsendt bemærkninger til [virksomhed1]'s klage af 13. maj 2016. Her skriver det daværende SKAT bl.a.:

Skattestyrelsen har den 8. februar 2019 afgivet en udtalelse i sagen, og her forklares det, at ovennævnte passus delvist er et citat fra skatterådets bindende svar i SKM2007.142.SR, hvor Skatterådet skulle tage stilling til, om en fonds udlejning af fast ejendom til hospiceformål kunne anses for udlejning til boligformål.

Fonden havde opnået en frivillig momsregistrering for udlejning af fast ejendom, og [Skattecentret] havde i tilladelsen anført, at den frivillige momsregistrering var betinget af, at der var tale om erhvervsmæssig udlejning.

Ad tilladelsen fremgik det efterfølgende, at

Når det daværende SKAT derfor i maj 2016 skriver, at ”formålet med udlejning skal være at udvinde økonomisk udbytte”, er det således et citat hentet fra en tilladelse til frivillig registrering for udlejning af fast ejendom, som [Skattecentret] i 2005 har givet en fond, der udlejer fast ejendom til hospiceformål.

Det kan synes vanskeligt at se, hvorledes dette udsagn er relevant for den konkrete sag, hvor [virksomhed1] udlejer løsøre og ikke fast ejendom til [virksomhed2]. Dette skal samtidig ses i lyset af, at Landsskatteretten efterfølgende i ikke offentliggjorte afgørelser, jf. bl.a. j.nr. 12-0192030 og 13-0096684, har tilkendegivet, at det må anses for betænkeligt at antage, at kravet i momslovens § 51, stk. 1, om ”erhvervsmæssig udlejning” indebærer et krav om, at udlejningens formål skal være at udvinde et økonomisk udbytte (overskud).

I Landsskatterettens kendelse, j. nr. 13-0096684, udtaler Landsskatteretten således konkret følgende:

Hvorvidt [virksomhed1] har eller har haft til formål ”at udvinde et økonomisk udbytte” ved sin udlejning af inventar og udstyr til [virksomhed2], er således irrelevant for vurderingen af, om [virksomhed1] har ret til momsfradrag af det inventar og udstyr, som [virksomhed1] udlejer til [virksomhed2]. Det, som er afgørende i denne sammenhæng, er dels, at [virksomhed1] agerer som en afgiftspligtig person ved sin udlejning af inventar og udstyr til [virksomhed2] og dels, at [virksomhed1]'s køb af inventar og udstyr udelukkende anvendes til [virksomhed1]'s momspligtige aktivitet i form af udlejning af inventaret og udstyret. Begge krav opfylder [virksomhed1], se ovenfor under ”Anbringender”.

Ad – Misbrug

Skattestyrelsen har i sin udtalelse af 19. februar 2019 også givet udtryk for, at ”hvis der er misbrug, så kan der ikke opnås fradrag”.

Videre skriver Skattestyrelsen:

Jeg er for så vidt ikke uenig med Skattestyrelsens principielle betragtninger om misbrug inden for momsretten. Jeg har imidlertid svært ved at se misbrugsbetragtningernes relevans for den konkrete sag.

I det daværende SKATs afgørelse og forslag til afgørelse har det daværende SKAT ikke med et ord nævnt, at der skulle være tale om misbrug, når [virksomhed1] udlejer aktiver til [virksomhed2], og [virksomhed1] har taget momsfradrag af udgifterne til købet af det inventar og udstyr, som [virksomhed1] udlejer til [virksomhed2].

Hvis det havde været det daværende SKATs vurdering, måtte det daværende SKAT have sendt forslag til afgørelse herom, således at [virksomhed1] kunne have fremsendt sine bemærkninger hertil, og såfremt det daværende SKAT trods [virksomhed1]'s bemærkninger ville have fastholdt sit forslag, skulle det daværende SKAT have truffet afgørelse om misbrug, hvorefter [virksomhed1] kunne have klaget til Landsskatteretten og gjort gældende, at der ikke var tale om misbrug. Da det daværende SKAT ikke har truffet afgørelse om misbrug, tillader jeg mig alene af den grund ikke at kommentere Skattestyrelsens udtalelse om misbrug, men blot stille mig undrende over for den.

(...).”

Repræsentanten har den 3. september 2020 anført følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling:

”Skatteankestyrelsen har i ovennævnte sag udarbejdet et forslag til afgørelse.

Skatteankestyrelsen er enig med det daværende SKAT i, at [virksomhed1] ApS ikke er berettiget til momsfradrag af købet af de aktiver, som selskabet udlejer til [virksomhed2] ApS. Skatteankestyrelsen finder derfor, at det er med rette, at det daværende SKAT har forhøjet selskabets momstilsvar for perioden 1. juli 2015 til 30. september 2015 med 477.978 kr.

Skatteankestyrelsens begrundelse for at nægte momsfradrag er imidlertid en ganske anden begrundelse end SKATs begrundelse.

På den baggrund skal jeg derfor på vegne af [virksomhed1] ApS (herefter benævnt [virksomhed1]) komme med selskabets bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse og den nye begrundelse for at nægte selskabet momsfradrag.

Det daværende SKAT (herefter benævnt SKAT) har begrundet sin nægtelse af momsfradrag således, jf. SKATs afgørelse (bilag 1):

"Da lejeaftalen er indgået mellem to interesseforbundne parter og at den månedlige leje kun udgør 0,80 % af de lejedes værdi, og at der derved vil gå mere end 10 år inden virksomheden har fået tilbagebetalt kostprisen, og at driftsmidler ifølge momslovens § 44 afskrives over 5 år, kan SKAT ikke godkende den indgående moms p§ 477.978 kr."

[virksomhed1] har senest i sammenfattende klageskrift af 24. april 2019 tilbagevist, at SKAT har hjemmel til at nægte selskabet ret til momsfradrag med den begrundelse.

Skatteankestyrelsen synes at være enig med [virksomhed1] heri.

Skatteankestyrelsen fastholder dog i sit forslag til afgørelse, at selskabet skal nægtes momsfradrag, men Skatteankestyrelsens begrundelse er i modsætning til Skattestyrelsens begrundelse, at selskabet ikke kan anses for en afgiftspligtig person i henhold til momslovens § 3, stk. 1, og som følge heraf er "selskabet ikke berettiget til momsfradrag efter momslovens§ 37, stk. 1 ", jf. forslaget til afgørelse.

Skatteankestyrelsen skriver i sit forslag til afgørelse:

...

[virksomhed1] er ikke enig med Skatteankestyrelsen i, at selskabet ikke kan og ikke skal anses for en afgiftspligtig person i henhold til momslovens§ 3, stk. 1, når det udlejer tandlægeudstyr m.m. til sit moderselskab, [virksomhed1] ApS (herefter benævnt [virksomhed2]).

[virksomhed1] er en afgiftspligtig person, hvorfor selskabet ikke kan nægtes det i denne sag omhandlede momsfradrag med den begrundelse, at selskabet ikke er en afgiftspligtig person, jf. nedenfor.

Baggrunden for stiftelse af [virksomhed1] og indtægter fra udlejning

[virksomhed2] er stiftet i 2013 og ejes af [person2]. Selskabet har siden 2003 drevet tandlægeklinik i [by1].

I 2015 overtager [virksomhed7] ApS' klinik, jf. bilag 11.

Særligt på grund af dette køb overvejer [person2] i 2015 mulighederne for og fordelene ved at optage en ny kompagnon i [virksomhed2]; en kompagnon, som skal have 50 % ejerskab. Samtidig står [virksomhed2] over for i 2015 at skulle investere for over 2 mio. kr. i anskaffelse af nyt tandlægeudstyr i form af bl.a. [x1] units (tandlægestole med diverse udstyr), mikroskoper m.m. Hvis en kompagnon skal købe sig ind i selskabet, skal størrelsen af det beløb, som han/hun skal erlægge herfor, fastlægges på baggrund af værdien af selskabets såvel materielle som immaterielle aktiver. Når [virksomhed2] investerer i tandlægeudstyr m.m. for over 2 mio. kr., vil størrelsen af det beløb, som den nye kompagnon skal erlægge, dermed også blive markant forhøjet. Hvis [virksomhed2] ikke køber, men i stedet for lejer tandlægeudstyret, kan størrelsen af det beløb, som den kommende kompagnon skal erlægge for at købe sig ind i selskabet, reduceres betydeligt. Den nye kompagnon skal med andre ord ikke finansiere så stort et beløb ved optagelse i [virksomhed2], og en optagelse bliver dermed lettere og mere attraktiv for en ny kompagnon.

På den baggrund beslutter [person2] i samråd med [virksomhed2]'s revisor at stifte et nyt selskab, [virksomhed1], der skal købe tandlægeudstyret og derefter udleje det til [virksomhed2]. Udgiften til leje af tandlægeudstyret vil dermed blive en løbende driftsudgift i [virksomhed2]. Ved at leje tandlægeudstyret i stedet for at købe det får [virksomhed2] således konverteret anskaffelsen af tandlægeudstyret til en udgift, som ikke skal finansieres af en ny kompagnon ved optagelse i [virksomhed2].

[virksomhed1] bliver på den baggrund stiftet i 2015 og indkøber de i sagen omhandlede aktiver og videreudlejer dem til [virksomhed2].

[virksomhed1] har udlejet aktiverne i 2015, 2016, 2017, 2018 og 2019 til [virksomhed2], jf. vedlagte årsrapporter for [virksomhed1] (bilag 12), og selskabet udlejer dem stadig d.d. til [virksomhed2].

Fra 2015 og til og med 2019 har [virksomhed1] haft indtægter fra udlejning af tandlægeudstyr m.m. til [virksomhed2] på i alt 963.746 kr. ekskl. moms (moms heraf udgør 240.936 kr.), jf. årsrapporterne (bilag 12).

Det bemærkes, at [virksomhed1] i sidste kvartal af 2015 og i 2017 har indkøbt yderligere tandlægeudstyr, som også bliver udlejet og stadig udlejes til [virksomhed2]. I 2017 bliver der således indkøbt tandlægeudstyr for 502.272 kr. ekskl. moms. Det er årsagen til, at [virksomhed1]'s lejeindtægter er stigende gennem årene, jf. årsrapporterne (bilag 12), idet størrelsen af lejen er fastsat til en månedlig leje på 0,8 % af det lejedes værdi (svarende til en årlig leje på 9,6 % af det lejedes værdi), jf. lejekontrakten (bilag 2).

Af forskellige årsager endte det med, at der ikke blev optaget en ny kompagnon i [virksomhed2], men planerne er ikke skrinlagt, og det er derfor stadig en fordel, at aktiverne er udskilt i [virksomhed1], når [virksomhed2] skal tilbyde den rette kompagnon optagelse i selskabet.

Bemærkninger til Skatteankestyrelsens begrundelse for ikke at anse [virksomhed1] for en afgiftspligtig person

Til trods for at [virksomhed1] nu på 6. regnskabsår stadig udlejer de aktiver, som selskabet har indkøbt i 2015 og anmodet om momsfradrag for i 3. kvartal 2015, finder Skatteankestyrelsen ikke, jf. forslaget til afgørelse, at "selskabet har godtgjort, at selskabet er etableret med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter.", og på den baggrund finder Skattestyrelsen, at "selskabet ikke har godtgjort, at selskabet skal anses for en afgiftspligtig person, jf. momslovens § 3, stk. 1 ".

Konklusionen, som Skatteankestyrelsen når frem til i sit forslag til afgørelse, er ikke korrekt og er i strid med gældende praksis.

I henhold til § 3, stk. 1 i dagældende momslov for perioden 1. juli 2015 - 30. september 2015, hvor selskabet har anmodet om det i denne sag omhandlede momsfradrag, LBK nr. 106 af 23/01/2013 med senere ændringer (herefter benævnt momsloven), er afgiftspligtige personer:

''juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.", jf. § 3, stk. 1.

Momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1 definerer en "afgiftspligtig person" således:

"Ved "afgiftspligtig person" forstås enhver, der selvstændigt og uanset stedet udøver økonomisk virksomhed uanset formålet med eller resultatet af den pågældende virksomhed.

Ved "økonomisk virksomhed" forstås alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Ved økonomisk virksomhed forstås navnlig udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter.

I Den juridiske vejlednings afsnit D.A.3.1.4.1 "Hvad er økonomisk virksomhed?" definerer og beskriver skatteforvaltningen økonomisk virksomhed således:

...

Under omtalen af dommen i sag C-230/94, Renate Enkler, jf. ovenfor, skriver skatteforvaltningen i Den juridiske vejlednings afsnit D.A.3.1.4.2.2 bl.a. følgende:

"Blandt de omstændigheder, der skal vurderes ved afgørelsen af, om en person har udnyttet et gode p§ en sådan måde, at dennes virksomhed skal anses for økonomisk virksomhed, er det pågældende godes art. Se EF-domstolens dom i sagen C-230/94, Renate Enkler.

Den omstændighed, at et gode er egnet til en udelukkende økonomisk udnyttelse, er normalt tilstrækkelig til, at dets ejer m§ anses for at udnytte det til brug for økonomisk virksomhed og derfor med henblik på at tilvejebringe indtægter af en vis varig karakter. Hvis et gode på grund af sin karakter derimod kan anvendes både til erhvervsmæssig og privat brug, m§ der foretages en vurdering af samtlige omstændigheder vedrørende dets udnyttelse. Se EF-domstolens dom i sagen C- 230/94, Renate Enkler".

Såfremt et gode er er egnet til en udelukkende økonomisk udnyttelse, er det således "normalt tilstrækkelig til, at dets ejer må anses for at udnytte det til brug for økonomisk virksomhed og derfor med henblik p§ at tilvejebringe indtægter af en vis varig karakter”, jf. Den juridiske vejledning.

Det tandlægeudstyr, som [virksomhed1] har indkøbt og ejer, og som selskabet udlejer til [virksomhed2], er utvivlsomt kun egnet til en økonomisk udnyttelse. Normalt - i almindelighed - vil det faktum være tilstrækkeligt til, at [virksomhed1] skal anses for at udnytte tandlægeudstyret til brug for økonomisk virksomhed og derfor udnytte det med henblik på at tilvejebringe indtægter af en vis varig karakter, således at [virksomhed1] skal anses for en afgiftspligtig person, jf. EU-Domstolens afgørelse i sag C-230/94, Renate Enkler, og Den juridiske vejledning.

Skatteankestyrelsen finder imidlertid, at fordi 1) [virksomhed1]'s kundekreds alene består af [virksomhed2] og [virksomhed1], og 2) ifølge Skatteankestyrelsen ikke har dokumenteret eller på anden måde godtgjort, at lejeaftalen er indgået på markedsmæssige vilkår, samt at 3) [virksomhed1] ikke har faktureret [virksomhed2] med moms, skal det have den konsekvens, at [virksomhed1] ikke kan anses for at udnytte aktiverne, der udlejes til [virksomhed2], til brug for økonomisk virksomhed med henblik på at tilvejebringe indtægter af en vis varig karakter, og [virksomhed1] er dermed ifølge Skatteankestyrelsens vurdering ikke en afgiftspligtig person i henhold til momslovens § 3, stk. 1.

Forinden ovennævnte tre forhold kommenteres, skal det indledningsvist bemærkes, at der findes ingen praksis, som kan understøtte Skatteankestyrelsens vurdering og konklusion, og det vil også være i strid med gældende praksis, såfremt Skatteankestyrelsens vurdering og konklusion skulle følges.

Ad 1) - [virksomhed1] har kun en kunde

Det er korrekt, at [virksomhed1] kun har en kunde, som er moderselskabet, [virksomhed2]. Det forhold er imidlertid irrelevant i vurderingen af, om [virksomhed1] driver økonomisk virksomhed, når selskabet udlejer de i sagen omhandlede aktiver til [virksomhed2].

Der sker i Danmark dagligt mange transaktioner mellem koncernforbundne parter og andre interesseforbundne parter, hvor den ene interesseforbundne part ikke leverer varer eller ydelser til andre end en anden interesseforbundet part, herunder hvor der sker udlejning af aktiver fra den ene interesseforbundne part til en anden interesseforbunden part; med andre ord, der er kun en kunde. Skatteforvaltningen har aldrig tillagt og kan heller ikke tillægge dette forhold betydning ved vurderingen af, om der drives økonomisk virksomhed i henhold til momslovens § 3, stk. 1. Forholdet kan derimod have betydning for fastsættelse af afgiftsgrundlaget, jf. momslovens § 29, der regulerer fastsættelse af afgiftsgrundlaget mellem interesseforbundne parter.

Som et eksempel på, hvor en interesseforbundet part udlejer aktiver til en anden interesseforbundet

part og kun har sidstnævnte som kunde, kan nævnes transportbranchen. Her er det mere reglen end undtagelsen, at et selskab, der udfører rutekørsel med busser eller toge, stifter et datterselskab, som indkøber busserne og togene og herefter udlejer dem til moderselskabet, og datterselskabet har ikke andre kunder end moderselskabet. Datterselskabet opnår momsfradrag af indkøbet og opkræver moms af indtægterne fra udlejningen. Denne praksis har fundet sted i mange år, og skatteforvaltningen har aldrig stillet spørgsmålstegn ved, om disse datterselskaber driver økonomisk virksomhed; er afgiftspligtige personer i henhold til momslovens § 3, stk. 1. Det kan bl.a. dokumenteres af Foreningen [forening1]s høringssvar af 5. september 2019 vedrørende L 27 - forslag til lov om ændring

af chokoladeafgiftsloven, lov om forskellige forbrugsafgifter, momsloven og forskellige andre love. Høringssvaret er vedlagt som bilag 13. Her kommenterer Foreningen [forening1] (herefter benævnt [forening1]) lovforslaget vedrørende reglerne om udtagningsmoms og de økonomiske konsekvenser, som forslaget vil have netop i den situation, som er beskrevet ovenfor, hvor et datterselskab indkøber rutebiler og udlejer dem til sit moderselskab, og datterselskabet har kun moderselskabet som kunde. [forening1] skriver:

...

[forening1] skriver videre, at "alene for den kollektive bustrafik (Punkt 1) skønner [forening1], at lovforslaget vil medføre meromkostninger alene til busser for busoperatøerne på 60 mio. kr. om året (2019) stigende til 100 mio. kr. om året indenfor en kort årrække” jf. bilag 13

Denne meromkostning vil blive udløst af, at datterselskaberne i henhold til lovforslaget - og i modsætning til de på tidspunktet for høringssvaret gældende regler – skal betale udtagningsmoms af rutebilernes handelsværdi, hvis de overgår fra momspligtige formål (udlejning) og udtages til momsfrie formål (rutekørsel), herunder indgår i en fællesregistrering med moderselskabet, selv om de udtages 5 år efter anskaffelsen.

Skatteministeren bliver bedt om nærmere at redegøre for lovforslagets økonomiske konsekvenser for erhvervslivet, "herunder særligt økonomiske konsekvenser vedrørende ændringen af momslovens udtagningsregler'', jf. bilag 14. Endvidere bliver ministeren bedt om at "redegøre for den dialog Skatteministeriet har haft med [forening1] i forlængelse af høringssvarene, og hvorledes lovforslaget er blevet justeret på den baggrund".

Skatteministeren svarer bl.a., jf. bilag 14:

...

Det bemærkes, at lovforslagets del om udtagningsmoms er vedtaget ved lov nr. 1295 af 5 december 2019. [virksomhed1] vil blive omfattet af de nye regler om udtagningsmoms, når de træder i kraft, hvis [virksomhed1]'s aktiver på et tidspunkt overgår fra momspligtig anvendelse (udlejning) til momsfritaget anvendelse (tandlægebehandling). I denne situation vil [virksomhed1] skulle betale udtagningsmoms, uanset om aktiverne er 5 år

gamle, 10 år gamle eller ældre på tidspunktet for udtagning.

Hvis det forhold, at et selskab kun har en kunde, skulle medføre, at selskabet dermed ikke kan anses for at drive økonomisk virksomhed i henhold til momsloven, ville bl.a. transportbranchens leasingselskaber i Danmark ikke kunne anses for at drive økonomisk virksomhed, idet deres kundekreds alene består af et koncernforbundet selskab, moderselskabet. Transportbranchens leasingselskaber bliver imidlertid – og har gjort det i mange år - anset for at drive økonomisk virksomhed i henhold til momslovens § 3, stk. 1, jf. ovenfor.

Hvorvidt et selskab har en kunde eller flere kunder er således irrelevant ved vurderingen af, om selskabet driver økonomisk virksomhed i henhold til momsloven. Det afgørende er, om selskabet har til "hensigt at opnå indtægter af en vis varig karakter", jf. momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, og ved denne vurdering kan det ikke tillægges vægt, hvor mange kunder selskabet har eller vil få.

Ad 2) - Lejeaftalen indgået på markedsmæssige vilkår

For så vidt angår det forhold, at [virksomhed1] ifølge Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse ikke har "dokumenteret eller på anden måde godtgjort, at lejeaftalen er indgået p§ markedsmæssige vilkår” kan denne påstand tilbagevises.

Størrelsen af den leje, som [virksomhed1] opkræver [virksomhed2] for leje af de omhandlede aktiver, er fastsat ud "fra kriterier, der afspejler markedsvilkårene for leje af udstyr mellem uafhængige parter'', jf. statsautoriserede revisor [person1]s notat (bilag 4), og således at [virksomhed1] har "et positivt resultat ved udlejningsforretningen, allerede efter år 12", jf. samme notat. Revisors beregning herpå fremgår af bilag 5.

Ved fastsættelsen af størrelsen af lejen på de udlejede aktiver indgår, som det fremgår af revisorens beregning (bilag 5), [virksomhed1]'s udgifter til administration, herunder udgifter til revisor, og renteudgifter. Størrelsen af udgifter til renter svarer til størrelsen af de udgifter til renter, som [virksomhed1] har på de lån, som [virksomhed1] har taget for at købe de omhandlede aktiver. Der indgår ikke udgifter til forsikring, idet det er aftalt mellem [virksomhed1] og [virksomhed2], at [virksomhed2] selv skal afholde udgifterne til forsikring af de aktiver, som [virksomhed2] lejer.

Ved fastsættelsen af størrelsen af lejen er de værdimæssigt største aktiver, som [virksomhed1] udlejer, fastsat til en gennemsnitlig levetid på 15 år.

At disse aktivers levetid er fastsat til 15 år er udtryk for en forholdsvis konservativ vurdering.

[virksomhed1] og statsautoriserede revisor [person1] har indhentet sagkyndige vurderinger på levetiden for de værdimæssigt største aktiver for at dokumentere levetiden. Som det fremgår af erklæring fra [person3] fra [virksomhed4], hvor [virksomhed1] har købt hovedparten af de aktiver, som selskabet efterfølgende har udlejet til [virksomhed2], har [x1] units og [x2] klinikskabe en gennemsnitlig "holdbarhed på 20-25 år”, jf. bilag 6.

Ligeledes har [person4] fra [virksomhed5] I/S erklæret, at "et kvalitets mikroskop fra [virksomhed6] har en levetid p§ 15-20 år som minimum” jf. bilag 7.

[virksomhed5] I/S er en virksomhed, som tilbyder alt inden for service og salg til dentalklinikker. [person4] er interessent i [virksomhed5] I/S og har således en stor indsigt i og erfaring med levetiden for dentalklinikkers aktiver.

Af den samlede værdi på de indkøbte og udlejede aktiver i perioden 1. juli 2015 - 30. september 2015, i alt 1.907.912 kr. ekskl. moms, udgør værdien af [x1] units, 363.120 kr. ekskl. moms, jf. bilag 8, værdien af [x2] klinikskabe udgør 270.720 kr. ekskl. moms, jf. bilag 9, og værdien af mikroskopet fra [virksomhed6] inkl. tilbehør udgør 175.000 kr. ekskl. moms, jf. bilag 10.

[virksomhed1] har finansieret købet af aktiverne ved lån, og som det fremgår af årsrapporten for 2016 (bilag 12), som er det første hele regnskabsår efter indkøbet af de i sagen omhandlede aktiver, udgør den gennemsnitlige rentesats for lånene (82.142/(1.693.402 + 674.258)) 3,5 % p.a. Det svarer til markedsrenten.

Det skal også for en god ordens skyld bemærkes her, at selv om [virksomhed1] har til hensigt at opnå et økonomisk overskud ved driften, kan en virksomhed godt drive økonomisk virksomhed i henhold til momslovens § 3, stk. 1 og blive anset for en afgiftspligtig person, selv om virksomheden ikke tilstræber at opnå et økonomisk overskud af driften. Sidstnævnte er ellers normalt en generel indikator for, at virksomheden drives på markedsmæssige vilkår. At en virksomhed kan drive økonomisk virksomhed i henhold til momslovens § 3, stk. 1, uden at det er et krav, at den har til hensigt at opnå et økonomisk overskud, fremgår dels direkte af ordlyden i momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1 og dels af praksis, herunder Landsskatterettens afgørelse i SKM2019.173.LSR. I sidstnævnte fandt Landsskatteretten i henhold til Den juridiske vejlednings afsnit D.A.3.1.4.1 "Hvad er økonomisk virksomhed?", at

...

Det forhold, at kontrakten har den udformning, som den har, må i sagens natur ikke fjerne fokus fra de faktiske omstændigheder i og omkring aftalen, og som det fremgår af ovennævnte, er aftalen indgået på markedsmæssige vilkår i forhold til såvel indtægts- som udgiftssiden.

Ad 3) - [virksomhed1]'s manglende fakturering af moms

Det sidste punkt, som Skatteankestyrelsen tillægger afgørende vægt ved vurderingen af, om [virksomhed1] driver økonomisk virksomhed, er, at "selskabet ikke har faktureret lejeren med moms” jf. Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse.

Det skal hertil indledningsvist lakonisk bemærkes, at [virksomhed1] ikke "har faktureret lejeren med moms", fordi SKAT har truffet afgørelse om, at selskabet ikke skal/må fakturere "lejeren med moms", og man kan næppe klandre en virksomhed, herunder [virksomhed1], for at indrette sig efter en afgørelse fra skatteforvaltningen.

Da SKAT nægter [virksomhed1] momsfradrag på købet af tandlægeudstyr m.m., som [virksomhed1] har indkøbt med henblik på udlejning til [virksomhed2], jf. SKATs afgørelse af 17. februar 2016 (bilag 1), træffer SKAT i sagens natur samtidig afgørelse om, at selskabet heller ikke skal/må opkræve og afregne moms af sine lejeindtægter.

Tidsforløbet ser således ud:

[virksomhed1] angiver sit momsfradrag for købet af de i sagen omhandlede aktiver i afregningsperioden 1. juli 2015 til 30. september 2015.

[virksomhed1] påbegynder udlejning af aktiverne fra den 1. oktober 2015, jf. lejeaftalen (bilag 2).

SKAT træffer afgørelse den 17. februar 2016 om nægtelse af momsfradrag for de omhandlede aktiver og træffer dermed samtidig afgørelse om, at [virksomhed1]'s indtægter fra udlejning af aktiverne ikke er momspligtige, subsidiært falder uden for momslovens anvendelsesområde.

Moms af lejeindtægter for afregningsperioden 1. oktober 2015 til 31. december skulle [virksomhed1] have angivet senest den 1. marts 2016.

[virksomhed1] er ikke enig i SKATs afgørelse, men indretter sig herefter og angiver derfor ikke den 1. marts 2016 moms af indtægterne fra udlejning for afregningsperioden for 1. oktober 2015 til 31. december 2015.

Derfor og alene derfor har selskabet ikke opkrævet og angivet moms af lejeindtægterne - [virksomhed1] har ikke "faktureret lejer med moms" - fra tidspunktet for lejeaftalens indgåelse den 1. oktober 2015 og til d.d.

Såfremt Landsskatteretten måtte træffe afgørelse om, at [virksomhed1] er berettiget til det momsfradrag, som SKAT har nægtet selskabet, skal [virksomhed1] naturligvis efterangive og efterbetale momsen af lejeindtægterne. Den skyldige moms er hvert år opgjort og modregnet i selskabets momstilgodehavende, hvorefter saldoen er anført under "Andre tilgodehavender" i årsrapporterne (bilag 12).

Konklusion

[virksomhed1] stiftes for at gøre optagelse af en kompagnon i [virksomhed2] nemmere og mere attraktivt i relation til den nye kompagnons finansiering af midler til betaling for optagelse.

[virksomhed1] har finansieret købet af aktiverne, som udlejes til [virksomhed2], på markedsmæssige vilkår.

Fastsættelsen af størrelsen på lejen er sket på baggrund af en vurdering af de værdimæssigt største aktivers levetid og udgør årligt 9,6 % af det lejedes værdi.

[virksomhed1] driver på 6. år virksomhed med udlejning af tandlægeudstyr m.m. til [virksomhed2] og har ved udgangen af 2019 samlet haft indtægter fra udlejning på 963.746 kr. ekskl. moms.

På baggrund af ovennævnte gennemgang kan og må det derfor konkluderes, at [virksomhed1] driver økonomisk virksomhed med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter og dermed er en afgiftspligtig person i henhold til momslovens § 3, stk. 1, hvorfor selskabet ikke kan nægtes momsfradrag med henvisning til, at [virksomhed1] ikke er en afgiftspligtig person. At anse [virksomhed1] for en ikke-afgiftspligtig person vil ganske enkelt være i strid med gældende praksis.

Hvis Landsskatteretten måtte vurdere, at størrelsen af [virksomhed1]'s leje "er lavere end indkøbs- eller fremstillingsprisen” og afgiftsgrundlaget derfor skal "fastsættes på den i § 28, stk. 3 anførte måde", jf. momslovens § 29, stk. 1 og 3, som regulerer fastsættelsen af afgiftsgrundlaget mellem interesseforbundne parter, er dette forhold uvedkommende for vurderingen af, om [virksomhed1] er en afgiftspligtig person. I så fald er det afgiftsgrundlaget, som skal reguleres, og sagen bør da hjemvises til Skattestyrelsen med henblik på, at Skattestyrelsen skal foretage denne regulering.

...”

Skattestyrelsens udtalelse

Skattestyrelsen har tiltrådt Skatteankestyrelsens indstilling i sagen. Af Skattestyrelsens udtalelse fremgår blandt andet følgende:

”(...)

Skattestyrelsens begrundelse/vurdering

Skattestyrelsen er enige med Skatteankestyrelsens indstilling, som stadfæster vores afgørelse af 17. februar 2016

Vi er enige i, at klager ikke anses for at være en afgiftspligtig person, og derfor ikke er berettiget til momsfradrag efter momslovens § 37, stk. 1.

Det er oplyst at klager er et datterselskab af [virksomhed2] ApS. Ejer og hovedanpartshaver for både klager og [virksomhed2] ApS er samme fysiske person.

Klager er registreret under branchen ”udlejning og leasing af andet materiel”, og formålet er at drive virksomhed med udlejning samt aktiviteter i tilknytning hertil.

I perioden august 2015 til september 2015, har klager indkøbt udstyr og inventar for i alt 2.384.892 kr. inkl. moms. Indkøbene er foretaget med henblik på udlejning til [virksomhed2] ApS. Som følge heraf, har klager den 1. oktober 2015, indgået en lejeaftale om leje af udstyr og indretning af [virksomhed2] ApS.

Det fremgår af sagens oplysninger, at lejeaftalen er underskrevet af hovedanpartshaveren, som både lejer og udlejer. Der foreligger således interessefællesskab, idet der er tale om koncernforbundne selskaber, hvilket klager også erklærer sig enig i.

Lejeaftalen indeholder endvidere ikke en beskrivelse af hvilket udstyr der lejes, værdien af udstyret, en beskrivelse af indretningen, serviceaftale eller lignende, ligesom der heller ikke fremgår en opsigelsesvarsel af aftalegrundlaget.

Den månedlige leje udgør 19.079 kr. inkl. Moms, altså 0,80 % af det lejedes værdi.

Det fremgår ligeledes af sagens oplysninger (Skattestyrelsens skrivelse af 8. feb. 2019, s. 7 samt klagers skrivelse af 24. april 2019, s. 3), at klager ikke har faktureret [virksomhed2] ApS (lejeren) med moms. Ligesom klager ikke har angivet eller afregnet salgsmoms vedrørende udlejningsaktiviteten i 4. kvartal 2015 (0-moms) – eller de efterfølgende kvartaler.

Skattestyrelsen finder efter en konkret vurdering ikke, at klager har godtgjort, at klager er etableret med henblik på at opnå indtægter af en vis varig karakter, sådan som momssystemdirektivets artikel 9 stk. 1. foreskriver det.

Vi finder - i lighed med Skatteankestyrelsen - heller ikke, at det omhandlende udstyr og inventar er indkøbt med henblik på udøvelse af selvstændig økonomisk virksomhed.

Klager udgør derfor ikke en afgiftspligtig person i momslovens forstand og klager er derfor heller ikke berettiget til fradrag efter momslovens regler.

Vi fastholder derfor vores afgørelse, og nægter klager fradrag for indgående moms, for perioden 1. juli 2015 til 30. september 2015.

(...).”

Skattestyrelsen har på et retsmøde ved Landsskatteretten den 21. september 2020 anført, at Skattestyrelsen efter en fornyet konkret vurdering anser selskabet for at drive økonomisk virksomhed og at selskabet dermed er en afgiftspligtig person. Der henses til, at selskabet er oprettet med det formål at udleje udstyr til moderselskabet og at selskabet løbende opnår lejeindtægter. Skattestyrelsen anser derfor selskabet for at være berettiget til momsfradrag af udgifter afholdt i 3. kvartal 2015, jf. momslovens § 37, stk. 1.

Landsskatterettens afgørelse

Der skal tages stilling til, hvorvidt det er med rette, at SKAT har forhøjet selskabets momstilsvar for perioden 1. juli 2015 til 30. september 2015, idet SKAT ikke har godkendt fradrag af selskabets indgående moms på 477.978 kr.

Af momslovens § 3, stk. 1, fremgår følgende:

”Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.”

Af momslovens § 4, stk. 1, fremgår følgende:

”Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering.”

Af momslovens § 37, stk. 1, fremgår følgende:

”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.”

Af momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, fremgår følgende:

”Stk. 1. Ved ”afgiftspligtig person” forstås enhver, der selvstændigt og uanset stedet udøver økonomisk virksomhed uanset formålet med eller resultatet af den pågældende virksomhed.

Ved ”økonomisk virksomhed” forstås alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Ved økonomisk virksomhed forstås navnlig udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter.”

Landsskatteretten finder i overensstemmelse med det af Skattestyrelsen anførte, hvorefter selskabet anses for at drive økonomisk virksomhed i perioden 1. juli 2015 til 30. september 2015, at selskabet er en afgiftspligtig person, jf. momslovens § 3, stk. 1. Retten finder på denne baggrund, at selskabet er berettiget til momsfradrag efter momslovens § 37, stk. 1.

Landsskatteretten finder således, at det ikke er med rette, at SKAT har forhøjet selskabets momstilsvar for perioden 1. juli 2015 til 30. september 2015 med 477.978 kr.

Landsskatteretten ændrer herved SKATs afgørelse.