Kendelse af 25-08-2016 - indlagt i TaxCons database den 25-09-2016

SKAT har opkrævet told på 1.786 kr., tobaksafgift på 12.030 kr. og importmoms på 4.229 kr., dvs. i alt 18.045 kr., i forbindelse med klagerens indførsel af 10.000 cigaretter ved indrejse fra Irak.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelser.

Faktiske oplysninger

Klageren indrejste den 4. marts 2016 med fly fra [by1] i Irak til [lufthavnen].

Af SKATs toldrapport af 4. marts 2016 fremgår, at en medarbejder fra bagagehandlingsfirmaet [virksomhed1] henvendte sig i rød kanal med en kuffert, der var ”missing baggage”. Kufferten tilhørte klageren. På tolddeklarationen havde klageren deklareret, at han intet havde at fortolde.

Kufferten blev udtaget til toldkontrol. Ved toldkontrollen fandt SKAT 10.000 cigaretter i kufferten.

SKAT har tilbageholdt cigaretterne med henvisning til, at klageren ved indrejsen i strid med toldlovens § 23, stk. 2 og/eller § 11a, stk. 2, har undladt over for told- og skatteforvaltningen (SKAT) at angive varerne.

SKATs afgørelser

SKAT har truffet afgørelse om, at klageren skal betale et beløb på 18.045 kr., opgjort som told på 1.786 kr., tobaksafgift på 12.030 kr. og importmoms på 4.229 kr. af cigaretterne.

SKAT har begrundet afgørelsen af 4. marts 2016 med, at klageren har medbragt varer, der skal betales told og afgifter af, og at reglerne om, at SKAT kan opkræve beløbet står i toldlovens § 10.

I afgørelsen af 28. marts 2016 har SKAT fastholdt afgørelsen af 4. marts 2016 og har uddybende anført, at klagerens bagage i forbindelse med klagerens indrejse til [lufthavnen] fra Irak ikke var med flyet. Klageren oprettede en rapport hos bagagehandlingsfirmaet [virksomhed1], og klageren udfyldte og underskrev samtidig en tolddeklaration på, at der ikke var tobaksvarer i bagagen. Ved efterfølgende toldkontrol af bagagen blev der fundet 10.000 cigaretter.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at beløbet på 18.045 kr. skal nedsættes til 0 kr.

Til støtte herfor har klageren anført:

”I am a person that can not read or write in any language (due my psych. situation PTSD). I use my friends help in all my steps in life. I live in Sweden and using social office money to survive as my health situation not helping me to work. I am a sick person and because of my past in prison in Iraq & later in Syria (for political reasons).

I am appealing to your mercy because I can not pay so much money. My all cigarettes were for my private use only and not for sale purposes, they worth only 200$ in Iraq. I have a big family and need the money my children instead.

I am a heavy smoker (smokes as many as 50 cigs a day), thus the quantity. Please you may take all the cigarettes and destroy all the quantity, just release me from all this dept.”

SKATs udtalelse i anledning af klagen

SKAT har blandt andet udtalt, at de opkrævede beløb ikke kan frafaldes ved destruktion. SKAT har endvidere udtalt, at beløbene er opgjort på grundlag af følgende elementer:

Stykafgift (kr. pr. stk.)

1,1825

Værdiafgift ( %)

1

Toldsats ( %)

57,60

Moms ( %)

25,00

Detailpris (kr. 20 stk.)

41,00

Toldværdi (kr. pr. stk.)

0,31

Landsskatterettens afgørelse

Af toldlovens § 23, stk. 2, fremgår, at personer, som rejser mellem tredjelande og det danske toldområde, ved indrejsen til det danske toldområde har pligt til over for told- og skatteforvaltningen (SKAT) at angive samtlige medbragte varer i overensstemmelse med de af EU og de i henhold til toldlovens § 10, stk. 3, fastsatte regler herom.

Af toldbehandlingsbekendtgørelsens (bekendtgørelse nr. 403 af 3. maj 2012 med senere ændringer, der er udstedt i medfør af blandt andet toldlovens § 7 og § 10, stk. 3) fremgår af § 126, stk. 2, at personer, der ankommer til det danske toldområde fra et tredjeland, har pligt til straks at foretage angivelse til told- og skatteforvaltningen (SKAT), hvis de medfører varer, der skal told- og afgiftsberigtiges.

Af toldbehandlingsbekendtgørelsens § 119, nr. 1) fremgår, at rejsende ved indrejse fra tredjelande til det danske toldområde afgiftsfrit kan medføre 200 cigaretter.

Af EU’s dagældende toldkodeks (Rådets forordning nr. 2913/92 med senere ændringer), art. 202, fremgår, at toldskyld opstår, når en importafgiftspligtig vare føres ind i EU’s toldområde på ikke forskriftsmæssig måde, og at toldskylden opstår på det tidspunkt, hvor varen føres ind på ikke forskriftsmæssig måde.

Af tobaksafgiftslovens 12 fremgår, at der betales tobaksafgift af afgiftspligtige varer, der indføres til Danmark fra steder uden for EU. Af lovens § 1 fremgår, at der for cigaretter betales tobaksafgift på 118,25 øre pr. stk. og 1 % af detailsalgsprisen. Af lovens § 28, stk. 1, fremgår, at den afgiftspligtige værdi er varens højeste detailpris indbefattet afgift efter denne lov og efter momsloven og uden rabatfradrag af nogen art. Af § 28, stk. 2, fremgår, at detailsalgsprisen fastsættes af fremstillingsvirksomheden, dennes repræsentant eller importøren, og af § 28, stk. 3, fremgår, at såfremt der ikke i Danmark findes en detailsalgspris for varen, svares afgiften på grundlag af en af told- og skatteforvaltningen skønnet detailsalgspris.

Efter tobaksafgiftsloven beregnes den procentvise del af afgiften således på grundlag af detailsalgsprisen i Danmark.

Af momslovens § 12, stk. 1, fremgår, at der betales importmoms af varer, der indføres til Danmark fra steder uden for EU. Af lovens § 32 fremgår, at afgiftsgrundlaget ved indførsel af varer fra steder uden for EU er toldværdien tillagt eventuel told og andre afgifter, der er foranlediget af indførslen, bortset fra momsen. Af § 33 fremgår, at afgiftssatsen er 25 %.

Klageren medbragte i sin personlige bagage ved indrejsen den 4. marts 2016 til Danmark fra et tredjeland (Irak) 10.000 cigaretter.

Klageren har dermed indført cigaretterne i det danske toldområde.

Mængdebegrænsningen for afgiftsfri indførsel af cigaretter på 200, jf. toldbehandlingsbekendtgørelsens § 119, nr. 1), er overskredet.

Landsskatteretten finder derfor, at klageren er forpligtet til at betale told, tobaksafgift og importmoms af cigaretterne, jf. toldkodeksens art. 202, tobaksafgiftslovens § 12 og momslovens § 12, stk. 1.

SKAT har derfor med rette opkrævet told, tobaksafgift og importmoms af cigaretterne.

Der eksisterer ingen regler, der giver hjemmel til fritagelse eller dispensation for de opkrævede beløb, og der eksisterer heller ingen regler, der giver hjemmel til at frafalde kravene ved destruktion af varerne.

Landsskatteretten kan tiltræde SKATs opgørelse af told til 1.786 kr., tobaksafgift til 12.030 kr. og importmoms til 4.229 kr., dvs. i alt 18.045 kr., herunder at beløbene er opgjort på grundlag af en detailsalgspris i relation til tobaksafgiftsloven på 41 kr. for 20 stk. og en skønnet toldværdi på 0,31 kr. pr. stk.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.