Kendelse af 14-12-2016 - indlagt i TaxCons database den 03-03-2017

SKAT har pålagt klageren yderligere registreringsafgift med 38.885 kr. som følge af benyttelse af autocamper på færdselslovens område uden alt campingudstyrets tilstedeværelse.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse for så vidt angår spørgsmålet om afgiftspligt.

Faktiske oplysninger

I forbindelse med SKATs og politiets fælles kontrol den 11. juni 2015 blev et køretøj af mærket Chrysler Grand Voyager med stelnummer [...] og registreringsnummer [reg.nr.1] standset af politiet på [adresse1] v/[...]. Føreren af køretøjet var [person1]. Køretøjet var registreret som såkaldt camper med nedsat afgift i henhold til registreringsafgiftslovens § 5a. Køretøjet blev indregistreret i Danmark første gang den 30. november 2004. Klageren var angivet som den registrerede ejer af køretøjet.

Føreren oplyste i forbindelse med standsningen, at han havde lånt køretøjet af [virksomhed1].

Klagerens repræsentant har oplyst, at køretøjet skiftede ejer den 5. juni 2015, da den blev overdraget til [virksomhed1].

Efter SKATs anmodning fremviste føreren det tilstedeværende campingudstyr. I den forbindelse blev det konstateret, at madrasser til indretning af sovepladser ikke var til stede.

SKATs afgørelse

SKAT har opkrævet 38.885 kr. i yderligere registreringsafgift, fordi SKAT har anset motorkøretøjet for omfattet af registreringsafgiftspligten i Danmark som personbil, jf. registreringsafgiftslovens § 5a, stk. 4, jf. § 4, i lovbekendtgørelse nr. 221 af 26. februar 2013 om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. med senere ændringer

Som begrundelse for afgørelsen har SKAT anført:

”[...]

SKAT/politiet har den 11. juni 2015 kl. 20:48 ved en kontrol på [adresse1] v/[...], [by1] konstateret, at følgende køretøj

blev benyttet uden, at alt nødvendigt campingudstyr var medbragt. Køretøjet skulle derfor have været afgiftsberigtiget med fuld afgift. Motorkøretøjet er indregistreret som personbil til beboelse (autocamper) og afgiftsberigtiget med 60 %.

Efter skatteforvaltningslovens (lovbekendtgørelse nr. 175 af 23. februar 2011 om skatteforvaltning) § 32 gælder særlige regler for forældelse, i tilfælde hvor forholdet er begået ved forsæt eller grov uagtsomhed. SKAT har en frist på 6 måneder, fra forholdet er kommet til SKATs kendskab og kravet kan opgøres, til at rejse et krav, og yderligere 3 måneder herefter til at træffe endelig afgørelse i sagen. I denne sag er det SKATs vurdering, at forholdet er omfattet af disse regler. Forholdet er kommet til SKATs kendskab og kravet kan opgøres den 11. juni 2015, kravet er rejst den 4. august 2015 og der er truffet afgørelse dags dato. Fristen er derfor overholdt og forholdet er ikke forældet.

Det er SKATs opfattelse, at køretøjet på kontroltidspunktet fremstod uden mulighed for etablering af sovepladser, da der manglede madrasser. Køretøjet burde således være omregistreret fra camper til personbil.

[...]”

Af sagsfremstillingen fremgår bl.a.

”[...]

Ved SKM2014.728.HR er Højesterets dom af 17. september 2014 offentliggjort. Højesteret finder, at det er i overensstemmelse med lovens ordlyd, forarbejder og formål at stille krav om, at bilens camperudstyr skal medbringes under kørsel i en autocamper, for at den kan anses for ikke alene konstrueret, men også utvivlsomt indrettet til ophold og beboelse.

SKATs endelige afgørelse

Køretøjet er afgiftsberigtiget som personbil til beboelse (autocamper) efter registreringsafgiftslovens § 5a, stk. 2. Af registreringsafgiftslovens § 5a, stk. 4, fremgår det at en bil som er afgiftsberigtiget efter § 5a, stk. 1-2 afgiftsberigtiges efter § 4 (personbil), når betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse ikke længere er opfyldt.

SKAT finder at køretøjet er registreringspligtigt i Danmark som almindeligt personmotorkøretøj med fuld afgift, idet det ikke længere opfylder betingelserne for registrering som personbil til beboelse (autocamper). SKAT har derfor fastsat registreringsafgiftsdifferencen til 38.885 kr. Beregningen af registreringsafgiften fremgår af vedlagte bilag. Beregningen af den afgiftspligtige værdi af motorkøretøjet er foretaget af SKATs motorcenter.

[...]”

I forbindelse med klagesagen hos Landsskatteretten har SKAT angivet følgende i udtalelse af 22. december 2015:

”[...]

SKAT skal udtale, at køretøjet, en Chrysler Grand Voyager med registreringsnummer [reg.nr.1] på kontroltidspunktet den 11. juni 2015, blev benyttet uden, at alt nødvendigt campingudstyr var medbragt. Der fandtes ikke madrasser til indretning af sovepladser.

Det er derfor SKATs indstilling, at køretøjet skulle være afgiftsberigtiget med fuld afgift, og indstiller at sagen fastholdes.

Der henvises til SKM2015.655.ØLR

[...]”

SKAT har ved en yderligere udtalelse, modtaget i Skatteankestyrelsen den 12. juli 2016 bl.a. angivet:

”[...]

SKAT skal udtale, at køretøjet, en Chrysler Grand Voyager med registreringsnummer [reg.nr.1] på kontroltidspunktet den 11. juni 2015, blev benyttet uden, at alt nødvendigt campingudstyr var medbragt. Der blev konstateret, at der ikke fandtes madrasser til indretning af sovepladser.

Klagers advokat, [virksomhed2] har i deres indsigelse af den 8. februar 2016 til Skatteankestyrelsen anført, at [person2] er den formelle registrerede ejer af køretøjet på kørselstidspunktet den 1. juni 2015, (rette dato er den 11. juni 2015), men fremfører, at køretøjet forinden var overdraget til [virksomhed1] pr. den 29. maj 2015 i en bilhandel, jf. vedlagte slutseddel.

SKAT skal udtale, at det på kontroltidspunktet er [person2], som er ejer af det pågældende køretøj jf. oplysninger i DMR gengivet her:

Primær ejer Primær bruger

I Bekendtgørelse af lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. (registreringsafgiftsloven) LBK nr. 29 af 10/01/2014, fremgår følgende af § 20:

”For betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder. Registreres køretøjet i forbindelse med afgiftspligtens indtræden, er det den registrerede ejer, der som ejer hæfter for betaling af afgiften. Ejeren eller den registrerede ejer hæfter dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område, uden at den pågældende vidste eller burde have vidst dette.

Det er derfor SKATs opfattelse, at køretøjet på kontroltidspunktet tilhører [person2], som er den registrerede ejer, uagtet den nu fremlagte slutseddel dateret den 29. maj 2015. Det skal oplyses, at slutsedlen ikke er underskrevet af [person2]. Samtidig står [person2], som køber, øverst i slutsedlen. Ved siden af står der en [person3] som sælger, men nederst på slutsedlen står [person3] også som køber.

Det fremgår ligeledes, at bilen er taget i bytte, men det fremgår ikke, hvad hvilken bil der er købt i stedet for. Det skal oplyses, at ifølge oplysninger i DMR, så har [person2] ikke ejet andre biler end den omtalte Chrysler Grand Voyager i 2015 og til dato.

[virksomhed2] fremfører, at føreren af køretøjet på kontroltidspunktet ikke var bekendt med, at det kunne være et problem, at madrasserne ikke var medtaget under kørslen, og anfører, at køretøjet stadig ved kontrollen var indrettet som campingbil, og derfor ikke burde pålægges yderligere registreringsafgift.

Ved kontrollen fremgik det, at der tilbage i 2013 er forespurgt SKAT om en vejledning. SKAT har fremsendt fortegnelse over Autocamper Chrysler Voyager til [virksomhed1]. Disse fortegnelser lå i køretøjet ved kontrollen.

Det fremgår desuden af SKATs juridiske vejledning 2016-1, afsnit E.A.8.1.4.4., at ALT campingudstyr skal medbringes ved kørslen.

Retspraksis

Ved SKM2014.728.HR er Højesterets dom af 17. september 2014 offentliggjort. Højesteret finder, at det er i overensstemmelse med lovens ordlyd, forarbejder og formål at stille krav om, at bilens camperudstyr skal medbringes under kørsel i en autocamper, for at den kan anses for ikke alene konstrueret, men også utvivlsomt indrettet til ophold og beboelse.

Ved SKM2015.655.ØLR er Østre Landsrets dom af 15. september 2015 offentliggjort. Landsretten fastslog med henvisning til ovennævnte højesteretsdom, at de indstævntes køretøjer på kontroltidspunktet ikke opfyldte betingelserne for den lempelige afgiftsberigtigelse efter registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 1. Landsretten afviste de indstævntes synspunkt om, at opkrævning af yderligere registreringsafgift fordrede en konstruktiv ændring af køretøjerne, jf. registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 3. Landsretten henviste i den forbindelse til bestemmelsens ordlyd og forarbejder. Det forhold, at der efter de indstævntes forklaringer alene havde været tale om enkeltstående kørsler uden campingudstyret, kunne navnlig efter bestemmelsens formål heller ikke føre til, at der ikke skulle opkræves afgift. SKAT havde dermed været berettiget til at opkræve yderligere registreringsafgift.

På baggrund af ovenstående skal SKAT indstille, at afgørelsen fastholdes og der skal afregnes fuld afgift af køretøjet.

[...]”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at SKATs afgørelse ophæves.

Til støtte herfor har repræsentanten i klageskrivelsen anført følgende:

”[...]

Jeg har fra [person2] modtaget genpart af ovennævnte afgørelse, som ønsket påklaget til Dem med påstand om, at køretøjet ikke skal omregistreres, og at der ikke som krævet skal betales registreringsafgift stor kr. 38.885.

Jeg gør foreløbigt gældende, at køretøjet på kørselstidspunktet den 1. Juni 2015 kl. 20:48 var i en stand, at det opfyldte de krav, der på daværende tidspunkt kunne stilles til køretøjet med hensyn til indretning og udstyr, herunder at det opfyldte kravene til sovepladser, udstyr og indretning.

[...]”

Til støtte for sin påstand har klagerens repræsentant ved brev dateret den 8. februar 2016 yderligere anført følgende:

”[...]

[person2] er formelt registreret ejer af køretøjet på kørselstidspunktet den 1. Juni 2015, men køretøjet var forinden den 29. Maj 2015 overdraget til [virksomhed1] i en bilhandel.

På kørselstidspunktet var køretøjet ført af [person1], der samme dag havde lånt køretøjet af [virksomhed1].

Årsagen til udlånet var, at hans eget køretøj var indleveret til reparation, og han skulle have et køretøj at køre i de 1-2 dage reparationen stod på

Føreren af køretøjet den pågældende dag havde ikke foretaget ændringer af nogen art på køretøjet, herunder dets oprindelige indretning til beboelse, og føreren havde ikke før udleveingen af køretøjet udtaget løsøre af det, herunder effekter der var bestemt til brug for ”beboelse”.

Føreren af det pågældende køretøj havde den pågældende dag ført køretøjet i den sikre tro, at det på udleveringstidspunktet lovligt var indrettet og benyttet i enhver henseende, ligesom køretøjets registerrede ejer ikke var vidende om, at køretøjet af automobilfirmaet var blevet udlånt til nogen, ligesom han herudover ikke var reel ejer af køretøjet.

Føreren af køretøjet var således ikke bekendt med, at det kunne være et problem, når madrasserne ikke var medtaget under kørslen.

Af ”køretøjets fortegnelse” fremgår bl.a.

......

"at der indrettes soveplads bagerst i vognen til 2 personer 204 x 115 cm, og herudover kan indrettes en soveplads 197,5 x 106 til 2 personer,"

"at køkkenmodulet er " ...... (Udelades),

"alt campingudstyret skal medbringes ved kørsel."

Bestemmelsen for køretøjets afgiftsregistrering om, hvad der skal medbringes er således uklar og uspecificeret, og lovgivningen angiver heller ikke direkte krav, der tydeliggør hvilket campingudstyr der skal medbringes, og herunder ikke, at der nødvendigvis skal medbringes madrasser til sengeindretningen.

Indretningsmæssigt synes således i det væsentlige at blive fokuseret på, at sovepladsen i de givne mål er til stede i køretøjet, hvorimod den nærmere beskrivelse af soveplads og dets udstyr er uomtalt.

I denne sammenhæng er begrebet ”campingudstyr” egentlig sprogligt et meget bredt udtryk, der sprogligt kan referere sig til alt hvad en campist kan få brug for og anvende under et campingophold, afhængigt af vor længe et sådant ophold skal vare.

Begrebet set fra en campists side kan således vedrøre meget andet end madrasser, og når der ikke lovgivningsmæssigt synes at være krav om specielt konkrete effekter, synes begrebet mere at tilkendegive, at der i køretøjet skal være effekter der giver indtrykket, at campingudstyr i bred forstand var til stede.

Henset til

- lovgivningens uklarhed på området,

- registreret ejers og brugers gode tro,

- at køretøjet ved kontrollen stadig var konstrueret og indrettet som campingbil og indeholdende diverse udstyr, og uden konstruktive ændringer på køretøjet,

gør jeg gældende,

- at køretøjet ”utvivlsomt fremtrådte som indrettet til ophold og beboelse”, og derfor ikke burde pålægges yderligere registreringsafgift.

Yderligere bemærkes

- at den registrerede ejer af køretøjet ikke kan antages at burde have vidst, at køretøjet var taget brug som sket, ligesom der

- fredagen forinden kørslen om mandagen var sket ejerskifte, og den registrerede ejer således ikke længere er ansvarlig for køretøjets brug, eller længere hæfter for evt. yderligere registerringsafgift,

således at der også af disse grunde, skal ske ophævelse af den påklagede afgørelse.

[...]”

I indlæg af 20. juli 2016 har klagerens repræsentant yderligere anført:

”[...]

Jeg bekræfter modtagelsen af Skatteankestyrelsens skrivelse af 12. juli 2016 bilagt SKATs nye udtalelse vedrørende sin afgørelse af 3. september 2015.

Det der nu synes at være problemet, er den omstændighed, at køretøjet på kørselstidspunktet var overdraget til [virksomhed1], jf. den fremlagte købekontrakt.

Der er efter min opfattelse ikke grund til at bestride købekontrakten, der er sædvanlig for branchen.

Den pågældende der anvendte køretøjet den 11. juni 2015, havde også fået køretøjet udleveret fra [virksomhed1], og ikke [person2], hvilket bekræfter [virksomhed1]s adkomst til køretøjet.

Køretøjets registrerede ejer, [person2], vidste således ikke på kørselstidspunktet at nogen gjorde brug af køretøjet, og havde fysisk heller ikke haft mulighed for at have indflydelse herpå, henset til at køretøjet var solgt.

[person2] måtte gå ud fra, at køretøjet ville blive omregistreret eller afregistreret inden for de frister der sædvanligvis gælder herfor, typisk tre uger, og kørslen er netop sket indenfor denne periode.

Herudover fastholdes, at køretøjet på kørselstidspunktet var indrettet med henblik på campingbrug, henset til det inventar m.m. der blev forefundet i køretøjet.

Det synes således alene at være den omstændighed, at der ingen madras var i køretøjet, der gjorde at man ikke fandt at det var indrettet til ophold og beboelse.

Regelsættet var uklart på det pågældende tidspunkt og især indeholdte det ikke en mere specifik fortegnelse over de ting, der med rette skulle være til stede for at myndighederne anså køretøjet for indrettet til ophold og beboelse, hvilket bør komme køretøjets ejer/ bruger/ erhverver til gode i nærværende sag.

[...]”

Landsskatterettens afgørelse

Det er ubestridt, at det omhandlede køretøj er registreringspligtigt i Danmark, jf. registreringsafgiftslovens § 1, jf. lov om registrering af køretøjer § 2.

Det anses endvidere for ubestridt, at køretøjet ved første indregistrering er afgiftsberigtiget efter de særlige regler i den tidligere gældende § 5a i registreringsafgiftsloven, der var formuleret således (uddrag):

”[...]

For følgende køretøjer udgør afgiften 0 kr. af de første 12.100 kr. af den afgiftspligtige værdi og 60 pct. af resten:

1) køretøjer med en egenvægt over 2 t, som utvivlsomt er konstrueret og indrettet til ophold og beboelse, herunder med adgang til opredning af egentlige sovepladser for mindst 4 personer,

[...]

Stk. 3. Et køretøj, som er berigtiget med afgift efter stk. 1, afgiftsberigtiges efter § 4, når betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse ikke længere er opfyldt. Afgiften nedsættes dog med 60 pct. af den del af køretøjets afgiftspligtige værdi, der overstiger 12.100 kr.

[...]”

Den citerede § 5a, stk. 1, i registreringsafgiftsloven er indført ved lov nr. 463 af 31. maj 2000.

Det fremgår af bemærkningerne til denne lov, at det af bemærkningerne til den tidligere gældende bestemmelse vedrørende campingbiler fremgår, at ”køretøjet skal have en passende loftshøjde, og skal være indrettet med sovepladser, køkken, vand- og spildevandstank m.m.”, og at dette ved den foreslåede ændring ønskes præciseret med krav om mindst 4 sovepladser og en ændring med hensyn til størrelsen af bilerne fra 2 ton tilladt totalvægt til 2 ton egenvægt.

Højesteret har ved dom af 17. september 2014 taget stilling til forståelsen af bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, nr. 1. Af dommen fremgår blandt andet:

”[...]

Højesteret finder, at det er i overensstemmelse med lovens ordlyd, forarbejder og formål at stille krav om, at bilens camperudstyr skal medbringes under kørsel i en autocamper, for at den kan anses for ikke alene konstrueret, men også utvivlsomt indrettet til ophold og beboelse.

[...]”

Det er ubestridt, at der ikke var medbragt madrasser i køretøjet på standsningstidspunktet, hvorfor køretøjet ikke var ”utvivlsomt indrettet til ophold og beboelse” i registreringsafgiftslovens forstand.

Køretøjet opfyldte derfor ikke betingelserne for afgiftsberigtigelse efter registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, på kontroltidspunktet. Det bemærkes, at klagers gode tro er uden betydning for vurderingen, af om betingelserne for afgiftsberigtigelse efter registreringsafgiftslovens § 5a, stk. 1 er opfyldt.

Det følger af registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 3, at et køretøj, som er berigtiget efter stk. 1, afgiftsberigtiges efter § 4, når betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse ikke længere er opfyldt.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, at for betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder. Registreres køretøjet i forbindelse med afgiftspligtens indtræden, er det den registrerede ejer, der som ejer hæfter for betaling af afgiften. Ejeren eller den registrerede ejer hæfter dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område, uden at den pågældende vidste eller burde have vidst dette.

Af bemærkningerne til lovforslag L 122 vedrørende registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1 fremgår følgende:

”En registreret ejer af et køretøj er ikke nødvendigvis den samme som den civilretlige ejer af køretøjet, idet der ved registrering af et køretøj i Køretøjsregisteret normalt ikke sker en prøvelse af, hvem der civilretligt ejer køretøjet. Er den civilretlige og den registrerede ejer af et køretøj ikke identisk, er det den registrerede ejer, der hæfter for afgiftens betaling.”

Det ligger fast, at klageren var den registrerede ejer på kontroltidspunktet og dermed på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtrådte. Klageren hæfter herefter for den yderligere registreringsafgift, idet det bemærkes, at det er den registrerede ejer, der hæfter for afgiftens betaling.

Klagerens repræsentant har oplyst, at føreren af køretøjet den pågældende dag ikke havde foretaget ændringer af nogen art på køretøjet, herunder dets oprindelige indretning til beboelse, og føreren havde ikke før udleveingen af køretøjet udtaget løsøre af det, herunder effekter der var bestemt til brug for ”beboelse”.

Der foreligger ikke oplysninger eller særlige omstændigheder, der indikerer, at klageren ikke vidste eller burde have vidst, at køretøjet ville blive anvendt på færdselslovens område i perioden fra overdragelsen og frem til omregistreringen i Køretøjsregisteret.

Det anførte om, at klageren ikke vidste, at nogen gjorde brug af køretøjet, og heller ikke fysisk havde haft mulighed for at have indflydelse herpå, henset til at køretøjet var solgt, kan herefter ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse.