Kendelse af 08-10-2018 - indlagt i TaxCons database den 03-11-2018

Klagen skyldes, at SKAT har afvist virksomhedens anmodning om tilbagebetaling af udgående moms beregnet af en momspligtig omsætning på i alt 29.639 kr. for perioden fra den 1. maj 2014 til den 15. januar 2015.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] (herefter virksomheden) er en personligt ejet enkeltmandsvirksomhed, som er registret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) under branchekode ”869090 Sundhedsvæsen i øvrigt i.a.n.”. Virksomheden ejes og drives af [person1] (herefter indehaveren).

Virksomheden lod sig i juli 2014 momsregistrere med virkning fra den 5. maj 2014. Indehaveren oplyser, at virksomheden lod sig momsregistrere, idet virksomhedens omsætning på registreringstidspunktet var stigende.

Indehaveren oplyser videre, at hun i maj 2014 blev færdiguddannet massør. Senere på året gennemførte hun videreuddannelse, hvilket medførte momsfritagelse på virksomhedens leverancer med virkning fra den 15. januar 2015. Indehaveren oplyser endvidere, at hun på registreringstidspunktet ikke havde planer om at gennemføre en videreuddannelse.

SKAT oplyser, at virksomheden i momsregistreringsperioden havde en samlet indtægt på 29.639 kr. fra virksomhedens afgiftspligtige leverancer. Virksomheden opgjorde og angav udgående moms af dette beløb.

Landsskatterettens afgørelse

SKAT har afvist virksomhedens anmodning om tilbagebetaling af udgående moms beregnet af en momspligtig omsætning på i alt 29.639 kr. for perioden fra den 1. maj 2014 til den 15. januar 2015.

Som begrundelse har SKAT bl.a. anført følgende:

”...

Du valgte at lade din virksomhed momsregistrere med start den 1. maj 2014, derved blev du pligtig til at opkræve moms, på virksomhedens momspligtige ydelser.

Momsen skal opkræves og indbetales uanset om omsætningen kommer over registreringsgrænsen på de 50.000 kr. Momsen er indberettet og betalt for perioden.

Der kan ikke, selvom omsætningen har været under registreringsgrænsen, refunderes den indbetalte moms, da virksomheden frivilligt har ladet sig registrere selvom omsætningen ikke oversteg registreringsgrænsen på de 50.000 kr.

Der vil ikke kunne ske afmelding af virksomheden, med tilbagevirkende kraft, til startdatoen.

...”

Virksomhedens opfattelse

Virksomheden har nedlagt påstand om, at virksomheden er berettiget til tilbagebetaling af udgående moms for perioden fra den 1. maj 2014 til den 15. januar 2015.

Til støtte herfor har virksomheden bl.a. anført følgende:

”...

Jeg har været i kontakt med skat som afviser at jeg har ret til at få returneret den indbetalte moms, hvilket jeg ikke forstår da jeg ikke har oversteget den momspligtige grænse på 50.000kr. og med begrundelsen om jeg frivilligt har valgt at lade mig momsregistrere.

Jeg blev uddannet massør (100 lektioner) i maj 2014. I juli 2014 blev min virksomhed momsregistreret da min omsætning var stigende. Senere på året får jeg mulighed for at læse videre og har brug for mere viden i forhold til de mange kunder, hvilket betyder at jeg modtager yderligere undervisning (560 lektioner) og kunne derefter søge om momsfritagelse. Jeg søgte derfor om momsfritagelse pr. 15. januar 2015.

Herefter tager jeg kontakt til skat, da jeg har indbetalt moms fra juli 14 – januar 15, uden egentlig at være nået til momsgrænsen på 50.000 kr. og derfor ikke har pligt til at indbetale.

Jeg lod mig registrere for at følge de givne regler og havde på daværende tidspunkt ingen planer om at læse videre og kunne derfor ikke vide at jeg ville opnå momsfritagelse førend jeg nåede momsgrænsen. Kan det virkelig være rigtigt at jeg ikke kan gøre krav på de penge jeg har indbetalt uden at have pligt til at betale dem?

...”

Landsskatterettens afgørelse

Der skal tages stilling til, om det er med rette, at SKAT har afvist virksomhedens anmodning om tilbagebetaling af udgående moms beregnet af en momspligtig omsætning på i alt 29.639 kr. for perioden fra den 1. maj 2014 til den 15. januar 2015, idet virksomhedens momspligtige omsætning i perioden ikke overstiger den i momslovens § 48, stk. 1, angivne registreringsgrænse på 50.000 kr.

Om momsregistrering fremgår følgende indledningsvist af momslovens § 47, stk. 1:

Afgiftspligtige personer, der driver virksomhed med levering af varer og ydelser, skal anmelde deres virksomhed til registrering hos told- og skatteforvaltningen.”

En undtagelse til den i momslovens § 47, stk. 1, angivne registreringspligt fremgår af momslovens § 48, stk. 1, 1. pkt.:

Afgiftspligtige personer etableret her i landet skal uanset § 47, stk. 1, ikke registreres og betale afgift, når de samlede afgiftspligtige leverancer ikke overstiger 50.000 kr. årligt.”

Endvidere fremgår følgende af momslovens § 49, stk. 1, 1. pkt.:

”Den, der erhvervsmæssigt leverer varer og ydelser, og som efter § 48 er undtaget fra registreringspligten, kan vælge at lade sig registrere.”

Det skal indledningsvist bemærkes, at virksomheder, der driver virksomhed med levering af varer og ydelser, har pligt til at lade virksomheden momsregistrere. Det fremgår af momslovens § 47, stk. 1.

Denne registreringspligt omfatter dog ikke virksomheder, hvis momspligtige omsætning ikke overstiger 50.000 kr. årligt, hvilket fremgår af momslovens § 48, stk. 1.

I de tilfælde, hvor en virksomheds momspligtige omsætning ikke overstiger 50.000 kr. årligt, kan virksomheden dog lade sig frivilligt momsregistrere. Det fremgår af momslovens § 49, stk. 1. Virksomheden skal i de tilfælde således opgøre og angive udgående moms, uanset at virksomhedens momspligtige omsætning ikke overstiger 50.000 kr. årligt.

Det fremgår af virksomhedens registreringsbevis, at virksomheden i perioden fra den 1. maj 2014 til den 15. januar 2015 har været frivilligt momsregistreret. Virksomheden har i registreringsperioden haft en momspligtig omsætning på i alt 29.639 kr., hvoraf virksomheden har opgjort og angivet udgående moms.

Landsskatteretten finder på baggrund af momslovens § 49, stk. 1, at virksomheden med rette har angivet udgående moms vedrørende virksomhedens momspligtige omsætning i den omhandlede periode, idet virksomheden frivilligt lod sig momsregistrere. Den omstændighed, at virksomhedens indehaver i registreringsperioden lod sig videreuddanne, selvom dette ikke var planlagt af indehaveren på registreringstidspunktet, kan ikke føre til et andet resultat.

Som følge heraf finder retten, at det er med rette, at SKAT har afvist at imødekomme virksomhedens anmodning om tilbagebetaling af udgående moms beregnet af en momspligtig omsætning på i alt 29.639 kr. for perioden fra den 1. maj 2014 til den 15. januar 2015.

SKATs afgørelse stadfæstes dermed.