Kendelse af 19-08-2016 - indlagt i TaxCons database den 25-09-2016

SKAT har pålagt klageren yderligere registreringsafgift med 23.161 kr. som følge af benyttelse af autocamper på færdselslovens område selvom der var foretaget konstruktive ændringer af køretøjet.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse for så vidt angår spørgsmålet om afgiftspligt.

Faktiske oplysninger

I forbindelse med SKATs og politiets fælles kontrol den 6. maj 2015 på [adresse1] i [by1] blev en Kia Carnival 2,9 HPDI med stelnummer [...] og registreringsnummer [reg.nr.1] bragt til standsning af politiet. Føreren og den registrerede ejer af køretøjet var klageren. Køretøjet er registreret som såkaldt camper med nedsat afgift i henhold til registreringsafgiftslovens § 5a.

Klageren fortalte i forbindelse med standsningen, at køretøjet var købt brugt hos en forhandler. Køretøjet blev indregistreret første gang den 27. februar 2006. Derudover angav klageren, at køretøjet fremstod som på købstidspunktet, da klageren ikke havde foretaget konstruktive ændringer af dette.

I forbindelse med kontrollen konstaterede SKAT, at der i køretøjet er monteret et sæde foran køkkenmodulet, samt at sikkerhedssele til sædet foran køkkenmodulet ikke var fjernet.

SKAT har optaget fotodokumentation af køretøjets indretning som det fremstod på kontroltidspunktet den 6. maj 2015.

Det fremgår af autocamperfortegnelsen, som fremlagt af SKAT, at køretøjet ombygges her i landet til autocamper, og at køretøjet er godkendt med max 5 siddepladser. I kabinen er der yderligere ved køkkenet anbragt et enkelt sæde. Overskydende huller i gulvet er ubrugeliggjort og tildækket.

SKATs afgørelse

SKAT har opkrævet 23.161 kr. i yderligere registreringsafgift, fordi SKAT har anset motorkøretøjet for omfattet registreringsafgiftspligten i Danmark som personbil, jf. registreringsafgiftslovens § 5a, stk. 4, jf. § 4, i lovbekendtgørelse nr. 221 af 26. februar 2013 om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. med senere ændringer.

Det er således SKATs opfattelse, at da køretøjet fremstod fuldt bestolet efter ibrugtagning på færdselslovens område, var det ikke muligt at anvende køretøjet til beboelse. Køretøjet kan herefter ikke anses for at være utvivlsomt konstrueret og indrettet som autocamper.

I forbindelse med klagesagen hos Landsskatteretten har SKAT angivet følgende i sin udtalelse:

”[...]

Indledning

Køretøjet er indregistreret første gang i Danmark pr. 27. februar 2006 med anvendelse beboelse (autocamper). Godkendelsen vedrørende omhandlet køretøj fremgår af fortegnelse pr. 01.07.2003 (7/2003).

Det fremgår af bestemmelsens ordlyd i registreringsafgiftslovens § 5a, stk. 2, at køretøjet ikke alene skal være konstrueret, men også indrettet til ophold og beboelse. Denne forståelse er ligeledes i overensstemmelse med forarbejderne til bestemmelsen.

SKATs bemærkninger til klagens anbringender

Grundlæggende og generelt skal ombyggede campingbiler – uanset bilmærke – utvivlsomt være indrettet til ophold og beboelse. Derimod kan der fra bilmærke til bilmærke være forskel i interiørets udseende og form, herunder eksempelvis hvor mange sæder der må være anbragt i bilen.

SKAT konstaterede ved kontrollen at køretøjet var fuldt bestolet med 6 sæder, selvom det af godkendelsesfortegnelsen fremgår, at køretøjet er godkendt med max 5 siddepladser.

SKAT har sammen med forslag til afkrævning af registreringsafgift af den 8. september 2015 også fremsendt/vedlagt SKATs pjece – Sådan skal en autocamper indrettes til [person1].

Det er SKATs opfattelse, at det afgørende er, hvordan køretøjet var indrettet og konstrueret efter ibrugtagningen på færdselslovens område og dermed fremstod på kontroltidspunktet den 6. maj 2015. Det er dette SKAT forholder og har forholdt sig til.

Indstilling

SKAT indstiller at afgørelse af den 13. november 2015 fastholdes.”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at klageren ikke skal betale den yderligere pålagte registreringsafgift. Til støtte herfor er angivet følgende:

”[...]

1). Krav om omregistrering

Jeg blev d 8/5 standset af politi/SKAT, og blev dér foreholdt oplysningen om at min bil ikke levede op til de krav der er for indretning af campere.

Jeg er noget chokeret over dette, for bilen forefindes som den dag jeg købte den fra en forhandler for 1,5 år siden og efterfølgende har haft den til syn. Da jeg købte den havde jeg godt hørt at man skulle være meget opmærksom på altid at medbringe alt nødvendigt udstyr, og det har jeg altid gjort.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har været opmærksom på reglen om antallet af sæder, men det mener jeg heller ikke er rimeligt at forlange at menigmand skal kunne gennemskue, da de Kia Carnival, som er til salg, angives både med 5, 6 og 7 sæder. Når man køber bilen, regner man med at tingene er i orden, og når man efterfølgende modtager registrerings-attesten, så lægger man den i skuffen, og lægger ikke lige mærke til at der står angivet at bilen kun må have 5 sæder.

Jeg forstår godt at I forlanger at forholdet bringes i orden, f.eks. ved at sædet fjernes og derefter køres til en kontrol i en synshal, som kan konstatere at det er i orden. Man kunne eventuelt overveje en lille bøde, på niveau med hvad man ville få, hvis der blev konstateret en teknisk mangel ved bilen.

Men at forlange at bilen omregistreres synes jeg er at gå alt for vidt, når man sammenholder med at ”manglen” er et sæde som kan fjernes på 10 sekunder.

[...]”

Landsskatterettens afgørelse

Det er ubestridt, at det omhandlede køretøj er registreringspligtigt i Danmark, jf. registreringsafgiftslovens § 1, jf. lov om registrering af køretøjer § 2.

Det anses endvidere for ubestridt, at køretøjet ved første indregistrering er afgiftsberigtiget efter de særlige regler i den tidligere gældende § 5a i registreringsafgiftsloven, der var formuleret således (uddrag):

”[…]

For følgende køretøjer udgør afgiften 0 kr. af de første 12.100 kr. af den afgiftspligtige værdi og 60 pct. af resten:

1) køretøjer med en egenvægt over 2 t, som utvivlsomt er konstrueret og indrettet til ophold og beboelse, herunder med adgang til opredning af egentlige sovepladser for mindst 4 personer,

[…]

Stk. 3. Et køretøj, som er berigtiget med afgift efter stk. 1, afgiftsberigtiges efter § 4, når betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse ikke længere er opfyldt. Afgiften nedsættes dog med 60 pct. af den del af køretøjets afgiftspligtige værdi, der overstiger 12.100 kr.

[…]”

Den citerede § 5a, stk. 1, i registreringsafgiftsloven er indført ved lov nr. 463 af 31. maj 2000.

Det fremgår af bemærkningerne til denne lov, at det af bemærkningerne til den tidligere gældende bestemmelse vedrørende campingbiler fremgår, at ”køretøjet skal have en passende loftshøjde, og skal være indrettet med sovepladser, køkken, vand- og spildevandstank m.m.”, og at dette ved den foreslåede ændring ønskes præciseret med krav om mindst 4 sovepladser og en ændring med hensyn til størrelsen af bilerne fra 2 ton tilladt totalvægt til 2 ton egenvægt.

Højesteret har ved dom af 17. september 2014 taget stilling til forståelsen af bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, nr. 1. Af dommen fremgår blandt andet:

”[…]

Højesteret finder, at det er i overensstemmelse med lovens ordlyd, forarbejder og formål at stille krav om, at bilens camperudstyr skal medbringes under kørsel i en autocamper, for at den kan anses for ikke alene konstrueret, men også utvivlsomt indrettet til ophold og beboelse.

[…]”

I forbindelse med kontrollen konstaterede SKAT, at der i køretøjet var monteret et sæde foran køkkenmodulet, samt at sikkerhedssele til dette sæde ikke var fjernet. Idet der derved er foretaget konstruktive ændringer, kan køretøjet ikke anses som ”utvivlsomt indrettet til ophold og beboelse”, som angivet af Højesterets dom af 17. september 2014. Klagerens køretøj opfyldte derfor ikke betingelserne for afgiftsberigtigelse efter registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, på kontroltidspunktet.

Det følger af registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 3, at et køretøj, som er berigtiget efter stk. 1, afgiftsberigtiges efter § 4, når betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse ikke længere er opfyldt.

SKATs afgørelses stadfæstes herefter for så vidt angår spørgsmålet om registreringsafgift.