Kendelse af 22-04-2020 - indlagt i TaxCons database den 16-05-2020

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Afgiftsperioden 2010

Yderligere salgsmoms

28.185 kr.

0 kr.

28.185 kr.

Afgiftsperioden 2011

Yderligere salgsmoms

11.835 kr.

0 kr.

11.835 kr.

Faktiske oplysninger

Virksomheden [virksomhed1] I/S er en frisørsalon, som har været drevet af 2 interessenter i perioden 1. december 2009 til 31. maj 2011.

Det skattemæssige resultat efter renter for [virksomhed1] I/S udgør i henhold til de indsendte regnskaber:

2010: -215.365 kr., hvoraf 50 % udgør -107.682 kr.

2011: -145.830 kr., hvoraf 50 % udgør -72.915 kr.

For afgiftsperioden 2010 har SKAT godkendt fradrag for interessenternes andel af underskuddet i [virksomhed1] I/S i henhold til det indsendte regnskab, i alt -107.682 kr.

SKAT har reguleret virksomhedens omsætning med faktisk konstaterede indbetalinger af kontanter samt via dankort på bankkonto, og herudover fastsat yderligere skønsmæssig omsætning og medfølgende salgsmoms.

SKAT har ved gennemgang af indtægtsregistreringen i [virksomhed1] I/S konstateret differencer imellem kontantbeholdningen ved optælling sammenlignet med kontantbeholdningen i henhold til kasseapparatets Z-bon strimmel.

Der er således konstateret højere kontantbeholdning ved optælling, end der er registreret på Z-boner, og dermed i regnskabet. For en periode på 27 dage har SKAT ved stikprøver konstateret differencer på 22.419 kr. svarende til 830 kr. dagligt. SKAT har herefter skønnet, at der har været udeholdt omsætning med 625 kr. inkl. moms dagligt. For indkomståret 2010 havde virksomheden åbent i 243 dage, hvorefter der er beregnet yderligere omsætning med 151.875 kr. Moms heraf udgør 30.375 kr.

For afgiftsperioden 2011 havde virksomheden åbent i 104 dage, svarende til en yderligere omsætning på 65.000 kr. Moms heraf udgør 13.000 kr.

Resultatet af virksomheden og yderligere momstilsvar er sammensat således:

2010

Faktiske dankortindbetalinger og kontante indbetalinger jf. bilag 1

665.220

Skønnet yderligere kontant omsætning

151.875

Omsætning i alt inkl. moms

817.095

Salgsmoms heraf

163.419

Omsætning i alt ekskl. moms

653.676

Selvangivet omsætning i henhold til regnskabet

464.200

Yderligere omsætning i virksomheden

189.476

Salgsmoms af omsætningen

163.419

Angivet salgsmoms

107.050

Yderligere salgsmoms i virksomheden

56.369

2011

Faktiske dankortindbetalinger og kontante indbetalinger jf. bilag 1

334.577

Skønnet yderligere kontant omsætning

65.000

Omsætning i alt inkl. Moms

399.577

Salgsmoms heraf

79.915

Omsætning i alt ekskl. moms

319.662

Selvangivet omsætning i henhold til regnskabet

224.977

Yderligere omsætning i virksomhed

94.685

Salgsmoms af omsætningen

Angivet salgsmoms

56.245

Yderligere salgsmoms i virksomhed

23.670

Hver interessents andel af yderligere omsætning i [virksomhed1] I/S udgør herefter ifølge SKAT 50 pct. af 56.369 kr., i alt 28.185 kr. for afgiftsperioden 2010 og 50 pct. af 23.670 kr., i alt 11.835 kr. for afgiftsperioden 2011. SKAT har forhøjet salgsmomsen med disse beløb.

SKAT har sendt forslag til afgørelse den 15. juni 2015, og afgørelsen er dateret den 3. september 2015.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet virksomhedens momstilsvar skønsmæssigt for afgiftsperioden 2010 med i alt 56.369 kr. og for afgiftsperioden 2011 med i alt 23.670 kr.

Som begrundelse for ændringerne har SKAT anført følgende:

Yderligere omsætning og salgsmoms i [virksomhed1] I/S for 2010 og 2011

”(...)

SKAT ændrer i henhold til sagsfremstillingen for [virksomhed1] I/S, at din andel af yderligere omsætning for [virksomhed1] I/S udgør for 2010 i alt 94.738 kr. og for 2011 i alt 47.342 kr. Den yderligere omsætning er skattepligtig i henhold til statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a.

Dit resultat af [virksomhed1] I/S ændres til:

2010: 0-107.682 + 94.738, i alt -12.944 kr.

2011: -72.915 + 47.342, i alt -25.573 kr.

For 2010 godkendes der fradrag for din andel af underskuddet i [virksomhed1] I/S i henhold til det indsendte regnskab, i alt 107.682 kr., som du ikke tidligere har selvangivet fradrag for.

SKAT ændrer i henhold til sagsfremstillingen for [virksomhed1] I/S, at yderligere salgsmoms for [virksomhed1] I/S CVR-nr. [...1] i alt for 2010 udgør 56.369 kr. og for 2011 i alt 23.670 kr. Den yderligere salgsmoms er momspligtig i henhold til momslovens § 4, stk. 1. Din andel af salgsmomsen 50 % udgør 28.185 kr. for 2010 og 11.835 kr. for 2011.

(...)

Den momsmæssige ændring for 2010 og 2011 gennemføres med udgangspunkt i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, idet du anses for at have handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at have oplyst om den yderligere salgsmoms, således at SKAT har fastsat momstilsvaret på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

(...)”

”(...)

En gennemgang af regnskabsmaterialet viser følgende:

o Der er ikke sket en løbende bogføring af salget i perioden 1. januar 2010 til 16. april 2010.
o Der er ikke sket en løbende bogføring af udbetalte lønninger, idet der foretages efterpostering 31. december 2010 med i alt 81.362 kr.
o Der er ikke foretaget en effektiv kasseafstemning, idet den bogførte kassebeholdning 31. december 2010 udgør 3.831 kr., herefter foretages efterpostering, således at kassebeholdning 31. december 2010 udgør 600 kr.
o Der er ikke foretaget en effektiv bankafstemning, idet den bogførte bankbeholdning 31. december 2010 udgør 105.799 kr., herefter foretages efterpostering således at bankbeholdningen udgør 18.212 kr., hvilket stemmer med den faktiske bankbeholdning i henhold til bankkontoudskriften.
o Der er for 2011 ikke sket en løbende bogføring af kassebeholdning, hvilket ses af, at der er følgende postering på konto 5810:

Dato

Bilag

Tekst

Beløb

Saldo

01.01.2011

0

Primo

600,00

17.02.2011

548

Ovf. Til bank

2.000,00

2.600,00

01.06.2011

678

Kassebeholdning

Til privat

-2.600,00

0,00

o Der er for 2011 ikke sket en løbende bogføring af bankbeholdningen, hvilket ses af, at kontoen ifølge bogføringen den 31. maj 2011 udgør -93.802,55 kr., mens den faktiske værdi i henhold til bankkontoudskriften udgør 12.725,67 kr.

Endvidere bliver den bogførte bankbeholdning negativ allerede den 3. januar 2011, og forbliver negativ indtil 31. maj 2011. Den faktiske bankbeholdning er alene negativ i perioderne: 10.02.2011 – 16.02.2011

10.03.2011 – 14.03.2011

24.03.2011 – 24.03.2011

07.04.2011 – 15.04.2011

26.04.2011 – 29.04.2011

Ovennævnte er perioder i forbindelse med lønudbetalinger

o For begge år er de udbetalte lønninger større end bruttoavancen, hvorfor der er underskud inden udgifter til autodrift, salgsomkostninger, lokaleomkostninger og administrationsomkostninger.
o En gennemgang af indbetalinger på virksomhedens bankkonto – konto [...30] viser på bilag 1, at der indgår dankortindbetalinger og kontante indbetalinger m.v. med følgende:

2010: 665.220 kr. eks.kl. moms i alt 532.176 kr.

2011: 334.577 kr. eks.kl. moms i alt 267.662 kr.

Omsætningen eks.kl. moms, som indgår i regnskaber udgør: 2010: 464.200 kr.

2011: 224.977 kr.

Der indgår således flere indtægter på bankkontoen end den selvangivne omsætning.

o Der foreligger ikke dokumentation for daglige kasseoptællinger og daglige kasseafstemninger.
o En gennemgang af indtægtsregistreringen viser, at der sammen med Z-strimmel nogle gange ligger manuelle sedler fra de ansatte med notering af kontantbeholdning og byttepenge.

En stikprøvevis gennemgang af disse optællinger sammenlignet med Z-strimlen viser følgende difference, se i øvrigt bilag 2, hvor kopi af den enkelte dags manuelle opnotering, Z-strimmel og dankortbetalinger fremgår:

(...)

o Der foreligger ingen revisionsstrimler, der dokumenterer de enkelte indslag i kassen.
o Der foreligger i øvrigt ikke indtægtsregistrering (z-strimler og dankortstrimler) for følgende perioder:

18-05-2010 til 04-08-2010 samt flere enkelte dage derudover

I perioden 04-01-2011 til 27-04-2011 foreligger der kun indtægtsregistrering z-strimler m.v. for 2 dage, mens der for den resterende periode indtil 01.06.2011 foreligger dokumentation.

o Ifølge dankortindbetalinger på bankkontoen har der været åbent i salonen som følger: 2010: 243 dage 2011: 104 dage
o Det skattemæssige resultat udgør ifølge det indsendte regnskab: 2010: -215.211 kr. før renter og renteudgift i alt 154 kr. 2011: -145.130 kr. før renter og renteudgift i alt 699 kr.
o [virksomhed1] I/S har indsendt følgende momsangivelser:

2010

2011

Salgsmoms

107.050 kr.

56.245 kr.

Købsmoms

39.945 kr.

36.041 kr.

Momstilsvar

67.103 kr.

20.204 kr.

o Ifølge regnskabet er der bogført moms:

2010

2011

Salgsmoms

116.050 kr.

59.806 kr.

Købsmoms

39.945 kr.

36.041 kr.

o Der er således ifølge regnskabet bogført mere i salgsmoms end der er momsangivet, i alt:
o 2010: 9.000 kr.

2011: 3.561 kr.

mens den bogførte købsmoms stemmer med den angivne købsmoms.

o Den bogførte salgsmoms giver omregnet følgende omsætning eks.kl. moms:
o 2010: 464.200 kr.

2011: 239.224 kr.

o Ifølge regnskabet udgør omsætningen eks.kl. moms:
o 2010: 464.200 kr.

2011: 224.977 kr.

Den selvangivne omsætning for 2011 er således 14.247 kr. eks.kl moms lavere end den dertil e bogførte salgsmoms.

(...)

Virksomhedens omsætning skal reguleres med de faktiske konstaterede indbetalinger på bankkontoen af kontanter og dankort, som anses for værende virksomhedens omsætning og yderligere skønsmæssig kontant omsætning, idet den daglige kontante omsætning anses for at være reduceret i forhold til den kontante omsætning optalt af de ansatte. Den skønsmæssige yderligere kontante omsætning ansættes i henhold til reglerne i skattekontrollovens § 3 stk. 4, samt § 5 stk. 3 og opkrævningslovens § 5 stk. 2.

Den stikprøvevise gennemgang af indtægtsregistreringen for 27 dage viser at reduktion af den kontante omsætning i forhold til den ansattes optælling udgør 22.419 kr., hvilket giver en gennemsnitlig reduktion af kontant omsætning på i alt 830 kr. pr. dag.

SKAT skønner med udgangspunkt i den stikprøvevise gennemgang, at den kontante omsætning daglig er reduceret med 625 kr. inkl. moms. Der er således i forhold til den faktiske konstaterede gennemsnitlige reduktion, taget hensyn til skønnets usikkerhed.

For 2010 har virksomheden været åbent i 243 dage, hvilket giver en yderligere kontant omsætning på 243 dage x 625 kr., i alt 151.875 kr.

For 2011 har virksomheden været åbent i 104 dage, hvilket giver en yderligere kontant omsætning på 104 dage x 625 kr., i alt 65.000 kr.

(...)”

Virksomhedens opfattelse

Virksomhedens indehaver har nedlagt påstand om, at forhøjelsen af momstilsvaret skal nedsættes til 0.

Til støtte for sin påstand har indehaveren anført følgende i sin klage:

”(...)

Vedr. [virksomhed1] godkender jeg ikke afgørelsen da jeg ikke stod for det regnskabsmæssige. Kan heller ikke forstå at revisoren ikke har opdaget uligheden og advaret [person1] i det mindste om at lige tjekke kasseopgørelserne da det ikke stemmer. Desværre er han afgået ved døden så der er ikke noget vi kan gøre der.

Vedr. [virksomhed2] godkender jeg ikke afgørelsen da jeg kun har fået goodwill for cafeen på kr. 124.000 som også kan ses i overførslerne.

Det kontante indbetalinger fra den 01.09.2010 til 20.12.2011 på kr. 135.000 er privat indsat beløb som jeg havde opsparet, børnepenge samt lånt af familie og venner. Jeg havde ingen indkomst i perioden, derfor var jeg nød til at sætte penge ind for at dække vores udgifter.

Det kan evt. dokumenteres skriftlig fra dem. Det har intet med indtægt fra at gøre.

Vedr. 2012 vil vi gerne have bilagene gennemgået igen evt. ved et møde hvor jeg kan forklare. I øvrigt er der ikke afregnet el-afgift samt varmeafregning for perioderne, bedes bemærket.

Med hensyn til betaling af moms søger jeg hermed henstand til den endelige afgørelse er truffet.

(...)”

Der er vedrørende virksomheden forklaret følgende til SKAT:

”(...)

Hun havde [virksomhed1] I/S sammen med sin bror [person2]. Deres revisor døde, hvorfor der blev lidt rod i regnskaberne. [person1] er hovedaktionær i virksomheden [virksomhed3] APS, som også er en frisørvirksomhed, som hun alene har stået for. Den er beliggende i [by1]. Hun er selv frisør, og har klippet kunderne i [by1]. [virksomhed1] I/S, hvor hun var medejer var beliggende i [by2] ved [by3].

Der var kasseapparat begge steder, og bogføringen blev holdt adskilt. Den medarbejder/indehaver, som havde lukkevagten, slog kassen ud og satte papirerne i en mappe, som herefter blev afleveret til revisor.

Af z-strimmel fremgå, hvor meget der er betalt via dankort og hvor meget der er betalt kontant. Der blev umiddelbart ikke foretaget en fysisk kontrol af kontanterne, idet hver medarbejders omsætning kunne kontrolleres i et ”statistiksystem”, hvor hver enkelt medarbejders omsætning fremgik.

Det var umiddelbart ikke muligt at udskrive denne statistik til SKAT, idet koderne var ændret i forbindelse med salg af virksomheden i 2011.

Hun oplyser endvidere, at hverken hun eller hendes bror har arbejdet i salonen, men at hendes bror har haft alt ansvar for opgørelse af kassebeholdning samt indsætninger i banken.

SKAT har fra [person2] modtaget følgende oplysninger:

Han oplyser, at han ikke har været i salonen hele tiden. Det er de ansatte, som har stået for salgsregistreringen og kasseoptællingen, og det har han ikke haft noget med at gøre, men han har stået for at hente kassebeholdningen, sætte dem i banken samt betale regninger

Han har forklaret, at han og søsteren har hørt fra naboforretninger m.v., at de piger der arbejdede der, har drevet forretningen, som det passede dem. Hvis pigerne gad, tog de imod kunder ellers har de sagt, at der ikke var tid. Et par gange har de også taget dem i at lyve. Det var mest på grund af disse problemer, at salonen blev lukket.

Han oplyser, at han aldrig har taget imod ekstra penge (udover kassebeholdning).

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Formalitet

Told og skatteforvaltningen kan som udgangspunkt ikke afsende varsel om fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvar senere end 3 år efter angivelsesfristens udløb. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1. Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift imidlertid fastsættes eller ændres efter told- og skatteforvaltnings bestemmelse, hvis den afgiftspligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3.

SKAT har ikke varslet afgiftsansættelsen inden for fristen i skatteforvaltningslovens § 31, idet ændringen først er varslet ved brev af 15. juni 2015. SKAT kan således alene foretage de påklagede ændringer, hvis betingelserne om ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, er opfyldt. Af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, fremgår at, uanset fristerne i skatteforvaltningslovens § 31 kan afgiftstilsvaret ændres, hvis den afgiftspligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Kundskabstidspunktet anses for at være det tidspunkt, hvor skatteforvaltningen var kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, jf. SKM2018.481.HR.

SKATs kundskabstidspunkt anses at være ultimo maj 2015. SKAT har den 11. maj 2015 skrevet til virksomhedens revisor for at få besvaret nogle spørgsmål. Da SKAT ikke modtog noget svar fra revisoren, har SKAT den 15. juni 2015 udsendt forslag til afgørelse på det foreliggende grundlag. Fristen på 6 måneder i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 1. pkt. er dermed overholdt.

SKATs afgørelse er dateret den 3. september 2015, og 3 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 2. pkt. er dermed ligeledes overholdt.

Afgørelsen er således ikke ugyldig på formaliteten.

Realitet

Momsregistrerede virksomheder skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelse og kontrol af afgiften. Det fremgår af momslovens § 55.

Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab.

Kravene til regnskabet fremgår af kapitel 13 i momsbekendtgørelsen, bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006) og årsregnskabsloven (lovbekendtgørelse nr. 647 af 15. juni 2006).

Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan afgiften fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af opkrævningslovens § 5, stk. 2.

Selv om klageren ikke har forestået det regnskabsmæssige arbejde i virksomheden, har klageren sammen med medinteressenten ansvaret for, at regnskabskravene er overholdt.

Landsskatteretten har i afgørelse af dags dato fundet, at SKAT har været berettiget til at tilsidesætte virksomhedens regnskab på baggrund af, at kassebeholdningen ikke er afstemt ligesom der er konstateret indtægter på virksomhedsindehaverens konto, som indehaveren ikke har selvangivet. Der henvises til Landsskatterettens j. nr. 15-2892949. Da regnskabet ikke opfylder kravene, er det berettiget, at SKAT har fastsat afgiften skønsmæssigt.

Da retten endvidere er enig med SKAT i, at den yderligere ansatte indkomst stammer fra erhvervsmæssig virksomhed, er det berettiget, at SKAT har anset indkomsten for at være momspligtig og har beregnet moms heraf.

SKAT har konstateret, at der ikke er overensstemmelse imellem kontantbeholdningen ifølge de fysiske optællinger og kontantbeholdningen i henhold til z-bon strimlerne. SKAT har ved en stikprøve for 27 dage konstateret differencer for 22.419 kr., som er for lidt medregnet omsætning, svarende til 830 kr. dagligt.

Virksomheden har ikke fremlagt dokumentation for differencerne eller forklaret disse nærmere. SKAT har herefter ud fra ovenstående stikprøver foretaget et forsigtigt skøn, og har fastsat yderligere daglig omsætning til 625 kr. inkl. moms svarende til 500 kr. ekskl. moms i henholdsvis 243 dage af indkomståret 2010 og 104 dage af indkomståret 2011. Moms af beløbet udgør 125 kr.

Den yderligere omsætning er fordelt ligeligt på interessenterne. Landsskatteretten kan tiltræde opgørelsen og fordelingen heraf.

Landsskatteretten stadfæster derfor afgørelsen.