Kendelse af 22-03-2018 - indlagt i TaxCons database den 21-04-2018

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Skønsmæssig forhøjelse af salgsmoms i afgiftsperioden 2012

25.490 kr.

0 kr.

25.490 kr.

Faktiske oplysninger

[person1] drev i afgiftsperioden 1. januar – 31. december 2012 enkeltmands indkomståret/indkomstårene xxx virksomheden [virksomhed1] v/[person1] med CVR-nr. [...1] og P-nummer [...], som var registreret på adressen [adresse1], [by1]. Virksomheden er registreret med branchekode 960210 Frisørsaloner. Virksomheden har været registreret siden 9. januar 2003.

Virksomheden var registreret for afregning af moms i afgiftsperioden 1. januar til 31. december 2012.

I afgiftsperioden 1. januar - 31. december 2012 har virksomhedens indehaver selvangivet et overskud af virksomhed på 100.450 kr. samt et momstilsvar på 68.146 kr.

SKAT har været på uanmeldt kontrol i virksomheden, og de konstaterede, at kasseapparatet ikke blev anvendt jævnligt, samt at det ikke var muligt at lave en kasseafstemning. Indehaverens skatteansættelse blev herefter udtaget til kontrol hos SKAT.

SKAT har ved deres gennemgang af virksomhedens bogføring konstateret, at der ikke forefandtes kasseafstemning i virksomhedens regnskabsmateriale, som indeholdt oplysninger om morgen- og aftenbeholdning. Virksomheden foretog således ikke effektive kasseafstemninger.

SKAT konstaterede også, at virksomhedens regnskabsmateriale ikke indeholdt kassebilag herunder Z-bon eller forenklet fakturaer vedrørende salg til kunder. På den baggrund fandt SKAT ikke, at virksomhedens omsætning var beregnet på et tilfredsstillende grundlag, da opgørelsen ikke ansås for tilstrækkelig dokumenteret.

SKAT har på den baggrund tilsidesat regnskabsgrundlaget og opgjort virksomhedens overskud ekskl. moms til 227.900 kr. Overskuddet blev beregnet på baggrund af differencen mellem et lavt opgjort privatforbrug for virksomhedens indehaver og oplysninger fra indehaveren om privatforbrug for husstanden. I beregningen har SKAT taget udgangspunkt i indehaverens personlige skatteoplysninger.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet virksomhedens momstilsvar skønsmæssigt med 25.490 kr. for afgiftsperioden 1. januar – 31. december 2012.

SKAT har som begrundelse for sin afgørelse anført følgende:

”...

Det er SKATs opfattelse, at virksomhedens overskud er for lavt, da det ikke kan rumme indehave­ rens udgifter. Da virksomhedens regnskab anses for mangelfuldt har SKAT foretaget ansættelse ved skøn.

...

Overskud af virksomhed er på basis af privatforbrugsopgørelse forhøjet med 127.450 kr. for indkomstår 2012. Virksomheden skal betale moms af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet, jf. momslovens § 4 stk. 1. Derfor agter SKAT at forhøje salgsmoms for perioden 1.januar 2012 til 31. december 2012 med 25.490 kr.

...

[person1] (...) er ikke fremkommet med bemærkninger til SKATs forslag til afgørelse af 21. juli 2015. Afgørelsen træffes derfor i overensstemmelse med forslag til afgørelse af 21. juli 2015.

...”

I forbindelse med klagesagens behandling er SKAT kommet med følgende bemærkninger:

”...

[person1] (...) har klaget over SKATs afgørelse af 19. august 2015 med den begrundelse at vi ikke har medregnet [person1]s ægtefælles indkomst i husstandens privatforbrugsopgørelse for indkomstår 2012.

SKAT har opgjort [person1]s husstandens privatforbrug for indkomstår 2012 til 90.134 kr.

Privatforbruget efterlader ikke plads til et acceptabelt privatforbrug. [person1] har selv oplyst, at husstandens faste udgifter udgjorde i alt 217.584 kr. i indkomstår 2012.

Da selvangivne privatforbrug ikke kan rumme udgifterne til indehaverens levevis og det ikke er realistisk at udgifterne overstiger indtægterne, er [person1]s indkomst forhøjet med 127.450 kr.

SKAT har opgjort [person1]s husstandens privatforbrug for indkomstår 2012 på baggrund af oplysninger som indehaveren har selvangivet, formueoplysninger samt virksomhedens regnskab. Herudover er ægtefælle (...) skattepligtig indkomst samt formueoplysninger også medtaget i opgørelsen.

Klageren har lavet følgende beregning:

Klagerens indkomst 2012 90.134,00 kr.

(Ægtefælle)Netto indtjening 2012 146.149,91 kr.

I alt husstandens indtjening 236.283,91 kr.

Husstandens faste udgifter217.584,00 kr.

Overskud efter faste private udgifter 18.699,91 kr.

Som nævnt tidligere har SKAT i sin opgørelse af [person1]s husstands privatforbrug medregnet hans ægtefælles skattepligtig indkomst samt formueoplysninger. SKAT har opgjort privatforbruget til 90.134 kr. for indkomstår 2012.

Klageren har i sin beregning medregnet ægtefællens skattepligtig indkomst igen på 146.149,91 kr., der resulterer i et overskud på 18.699,91 kr. Dvs. i ovennævnte beregning er ægtefællens indkomst medregnet to gange, hvilket giver et forkert resultat.

Virksomhedens indehaver har oplyst, at hans datter modtog SU. Hendes SU er ikke medregnet i husstandens privatforbrug, da det er hendes egne midler til hendes egen underhold.

...”

Klagerens opfattelse

Virksomheden har nedlagt påstand om, at momsforhøjelsen skal nedsættes til 0 kr.

Virksomheden har anført følgende:

”...

Desværre ser vi fra vores vinkel en grov fejl.

[person1] (...) er gift med (...) cpr: (...).

(SKATs medarbejder) har ikke taget (ægtefælle) indtjening med i sine beregnelser i det hun er klar over [person1] (...) er gift, da de til mødet med (SKATs medarbejder) inde hos skat, var begge til stede.

(Ægtefælle) har haft lønindkomst på 251,658 kr. og dagpenge på 30.279 kr. for indkomståret 2012.

Dvs. det regnestykke (SKATs medarbejder) har lavet ligger vægt på at det kun er [person1] (...) indtjening som dækker hustandens private udgifter. Dette er dog langt fra sandheden.

Vi ser derfor, at den forhøjelse som (SKATs medarbejder) har lavet som en fejl og den oprindelige overskud af [person1] (...) er reelt det som også kan forsvares med deres private udgifter sammen med (ægtefælle) indkomst.

Et hurtigt regnstykke viser også at med den oprindelige overskud, har familien stadigvæk overskud i deres privatbudget:

[person1] (...) indkomst 2012 90.134,00 kr.

(Ægtefælle) Netto indtjening 2012 146.149,91 kr.

I alt husstandens indtjening 236.283,91 kr.

Husstandens faste udgifter217.584,00 kr.

Overskud efter faste private udgifter 18.699,91 kr.

Vi har vedlagt alle (ægtefællens)årsopgørelse for årene 2011 til 2014.

Vi har vedlagt de budgetter som er blevet sendt ind til skat (SKATs medarbejder)

...”

Landsskatterettens afgørelse

Af momslovens § 3, fremgår det, at afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Af lovens § 4, stk. 1, fremgår det endvidere, at der skal betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Endvidere anses en formidler af ydelser, der handler i eget navn, men for en andens regning, for selv at have modtaget og leveret den pågældende ydelse jf. momslovens § 4, stk. 4.

I udgangspunktet skal afgiftspligtige personer, der driver virksomhed med levering af varer og ydelser, anmelde deres virksomhed til registrering hos told- og skatteforvaltningen efter momslovens § 47.

Virksomheder, der skal registreres efter bestemmelsen i § 47, stk. 1, skal føre et momsregnskab, der kan danne grundlag for opgørelsen af afgiftstilsvaret for hver afgiftsperiode og for kontrollen med afgiftens berigtigelse jf. momslovens § 55, stk. 1.

Såfremt størrelsen af det momstilsvar, som påhviler virksomheden, ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan told- og skatteforvaltningen ansætte virksomhedens tilsvar skønsmæssigt jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2.

Landsskatteretten har ved afgørelse af samme dato som nærværende stadfæstet SKATs forhøjelse af overskud i virksomheden som følge af, at SKAT har konstateret et urentabelt lavt privatforbrug for indehaverens husstand.

Landsskatteretten er enig i SKAT i, at den skønsmæssige fastsatte ikke-beskattede omsætning i virksomheden, må anses for at være momspligtig omsætning, således at forhøjelsen skal danne udgangspunkt for opgørelsen af det skyldige momstilsvar.

Under henvisning hertil finder Landsskatteretten, at SKAT derfor har været berettiget til at opkræve og fastsætte momsen med udgangspunkt i den beregnede yderligere omsætning.

På baggrund af ovenstående stadfæstes det fastsatte skønsmæssige momstilsvar for virksomheden til 25.490 kr. i 2012.