Kendelse af 16-11-2017 - indlagt i TaxCons database den 10-12-2017

SKAT har truffet afgørelse om, at klagerens gæld til det offentlige vedrørende to SU-lån samt underholdsbidrag med tilhørende renter ikke er forældet.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelser, jf. nedenfor.

Faktiske oplysninger

Klagerens repræsentant har gjort gældende, at følgende krav, som SKAT har truffet afgørelse om er retskraftige, er forældet:

SU-lån – [finans1] A/S 17.551,00 kr.

SU-lån – [finans2] 207.758,43 kr.

Underholdsbidrag (stiftet før 7. februar 2004)144.129,00 kr.

SU-lån – [finans1] A/S

Ved optagelse af klagerens SU-lån i [finans1] A/S underskrev han to gældsbreve på i alt:

UnderskriftsdateringerBeløb

10. februar 1983 6.150,00 kr.

14. oktober 1983 13.450,00 kr.

Af gældsbrevene fremgik blandt andet:

”[...]

2.

Senest ved uddannelsens afslutning eller afbrydelse træffes aftale mellem pengeinstituttet og debitor om, hvorledes tilbagebetalingen gennemføres.

[...]

4.

I følgende tilfælde er gælden straks forfalden til betaling uden hensyn til indrømmet uopsigelighed eller opsigelsesfrist:

[...]

e. hvis debitor flytter og ikke inden 14 dage giver omstående pengeinstitut meddelelse herom,

f. hvis de øvrige i gældbrevet indeholdte forpligtelser ikke overholdes, herunder fremhæves den i punkt 3 anførte pligt for debitor til at underrette Statens Uddannelsesstøtte om uddannelsens afslutning eller afbrydelse,

[...]”

Det er oplyst, at klageren afsluttede sin uddannelse i juni 1988.

Den 18. januar 1990 overførte [finans1] A/S studielånet inkl. renter og omkostninger på i alt 30.382,13 kr. til fyldestgørelse ved den daværende SU-styrelse ([finans3]).

SU-styrelsen meddelte ved brev af 5. februar 1990 klageren, at styrelsen havde indfriet klagerens studielån samt, at studielånene herefter blev overgivet til den daværende [finans3] med henblik på inddrivelse af studiegælden. Brevet blev sendt til følgende adresse:

[virksomhed1]

[adresse1]

[by1]

SU-lån – [finans2]

Ved optagelse af klagerens SU-lån i [finans2] underskrev han tre gældsbreve:

Underskriftsdateringer Beløb

13. september 198537.900,00 kr.

13. august 198641.600,00 kr.

19. november 198745.300,00 kr.

Af gældsbrevene fremgik blandt andet:

” 1.

Tilbagebetaling af lånet inklusive renter og omkostninger m.v. skal påbegyndes 1 år efter det tidspunkt, hvor låntager afslutter eller afbryder uddannelsen. Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte kan dog bestemmer, at tilbagebetalingen skal påbegyndes på et tidligere eller senere tidspunkt.

2.

Aftale om tilbagebetalingen indgås mellem låntager og pengeinstituttet.

[...]”

Den 19. januar 1990 overførte [finans2] studielånet inkl. renter og omkostninger på i alt 177.376,30 kr. til fyldestgørelse ved den daværende SU-styrelse ([finans3]).

SU-styrelsen meddelte ved brev af 5. februar 1990 klageren, at styrelsen havde indfriet klagerens studielån samt, at studielånene herefter blev overgivet til den daværende [finans3] med henblik på inddrivelse af studiegælden. Brevet blev sendt til følgende adresse:

[virksomhed1]

[adresse1]

[by1]

Forskudsvist udlagt underholdsbidrag

Klageren har følgende restancer, vedrørende underholdsbidrag, som er stiftet før 7. februar 2004:

Stiftelsestidspunktet/forfaldsdato Beløb

20. oktober 198891.044,00 kr.

11. januar 1990 3.264,00 kr.

20. oktober 1999 4.944,00 kr.

20. april 2000 5.322,00 kr.

20. oktober 2000 5.406,00 kr.

20. april 2001 5.490,00 kr.

20. oktober 2001 5.565,00 kr.

20. april 2002 5.640,00 kr.

20. oktober 2002 5.730,00 kr.

20. april 2003 5.820,00 kr.

20. oktober 2003 5.904,00 kr.

Klagerens bopælshistorik

Klagerens repræsentant har oplyst følgende:

”[...] I 1989 flyttede Klager til England, på adressen [adresse2], [England] og senere i 1995 til [adresse3], [England]. I 1999 fraflyttede Klager England og flyttede til adressen [adresse4], [by2], Tyskland, hvor Klager havde bopæl frem til 2003. Herefter flyttede Klager igen til England, denne gang på adressen [adresse5], [England], hvor Klager forsat har bopæl.

I 1999 blev Klager standset af det tyske grænsepoliti ved den Tysk-Schweiziske grænse, som udbad sig Klagers adresse. Klager opgav sin adresse, men blev ikke efterfølgende kontaktet af SKAT.[...]”

Samt fremsendt følgende som dokumentation på klagerens bopælshistorik:

8. juni 1995: Brev fra klagerens bank [finans4] fremsendt til adressen: [adresse2], [England]

20. december 1995:Brev fra klagerens bank [finans4] fremsendt til adressen: [adresse3], [England]

12. januar 1997:Brev fra Inland Revenue (engelske skattemyndighed) fremendt til adressen: [adresse3], [by3]

9. marts 1998:Brev fra Inland Revenue (engelske skattemyndighed) fremendt til adressen: [adresse3], [by3]

27. marts 1999:Fraflytningsblanket indgivet af klageren til Inland Revenue (engelske skattemyndighed), hvoraf det fremgår, at klageren er flyttet til Tyskland

17. november 2003:Lejekontrakt indgået ml. udlejer [virksomhed2] samt lejer (klageren) [person1] i perioden 17. november 2003 til 15. november 2004 på adressen: [adresse5], [England]

4. december 2003:Brev fra klagerens bank [finans4] fremsendt til adressen: [adresse5], [England]

I cpr-registeret er der oplyst følgende vedrørende de relevante år:

14. november 1982 – 1. november 1983:[adresse6], [by4]

1. november 1983 – 1. september 1985:[adresse7], [by5]

1. september 1985 – 9. juni 1986:[adresse8], [by6]

9. juni 1986 – 16. juni 1989:[adresse9], [by5]

16. juni 1989 –:Ukendt adresse – Storbritannien

Inddrivelsesskridt – SU-lånene

Den 18. september 1990 anmodede [finans3] politiet om, at klageren blev eftersøgt ved politiets foranstaltning. Anmodningen var begrundet med, at fremsendte breve vedrørende klagerens SU-lån sendt til følgende adresse [virksomhed1], [adresse1], [by1] var kommet retur. Herudover oplyste [finans3], at den havde modtaget underretning om, at klageren var udvandret.

Politiets eftersøgningstjeneste skrev den 25. september 1990, at klageren ikke sås registreret i Danmark, samt at han blev frameldt i folkeregisteret den 16. juni 1989 til en ukendt adresse i England.

Den 4. juni 1996 noterede politiets eftersøgningstjeneste, at klageren den 29. marts 1996 fik udstedt et nyt pas til adressen:

[adresse2]

[by3]

Storbritannien

Hertil har klageren oplyst, at han er af den opfattelse, at han henvendte sig fysisk på ambassaden med det gamle pas og herefter fik udstedt et nyt pas. Han stiller sig uforstående overfor, hvorfor hans tidligere adresse er blevet registeret i den forbindelse.

Efter politiets eftersøgningstjenestes notering sendte [finans3] et brev af 11. juni 1996 til ovenstående adresse vedrørende klagerens manglende betaling på sin studiegæld samt anmodning om, at han inden 30 dage skulle fremsende et forslag til afvikling af gælden.

Inkassofirmaet [virksomhed3] afsluttede den 28. oktober 1997 en inddrivelsessag mod [person1] for [finans3] med følgende bemærkning ”ADR. UKENDT/KAN IKKE IDENTIFICERES”.

Den 2. november 2004 sendte Økonomistyrelsen en rykker til klageren vedrørende hans studiegæld, der på pågældende tidspunkt i alt var på 471.115,76 kr. Af skrivelsen fremgår det, at der har været vedhæftet en opgørelse over gælden, som klageren skulle underskrive og sende retur. Brevet blev fremsendt til følgende adresse:

[adresse3]

[by3]

England

SKAT har oplyst, at brevet kom retur den 17. december 2004.

SKAT sendte den 24. november 2006 en fastsat afdragsdragsordning vedrørende klagerens studiegæld på i alt 487.654,00 kr., hvor han skulle afdrage med 1.500,00 kr. pr. måned, første gang den 1. februar 2007. Brevet blev fremsendt til følgende adresse:

[adresse2]

[by3]

ENGLAND

SKAT har oplyst, at brevet ikke er kommet retur.

Herefter har SKAT sendt følgende breve til klageren:

Den 28. marts 2007: Rykker for afdrag på ovenstående afdragsordning vedr. studiegæld.

Den 24. marts 2009: Opgørelse over klagerens studiegæld.

Den 7. april 2011: Opgørelse over klagerens studiegæld.

Den 5. august 2011: Opgørelse over klagerens studiegæld.

SKAT har oplyst, at de 4 breve ikke er kommet retur. Brevene blev sendt til følgende adresse:

[adresse2]

[by3]

ENGLAND

Skatteankestyrelsen har anmodet SKAT om at tilkendegive de undersøgelser, som SKAT har foretaget i forbindelse med inddrivelse af klagerens studiegæld for at finde frem til klagerens adresse. SKAT har angivet følgende:

”[...]

Det fremgår af nyere retspraksis, at ved årligt at chekke cpr-registeret for nye oplysninger, så har SKAT opfyldt sin forpligtelse til at undersøge en borgers bopæl.

På baggrund af de manuelle opslag, der er sket i sagen samt det faktum, at det daværende IT-system sikrede, at ved ændringer i cpr-registeret ville der komme et advis til sagsbehandling, så finder SKAT, at vores forpligtelse til at opnå kendskab til en borgers bopæl som opfyldt.

[...]”

Herudover har SKAT fremsendt dokumentation på, at de engelske myndigheder den 3. december 2014 oplyste dem om, at klageren boede til leje på adressen [adresse5], [England], England.

Inddrivelsesskridt – Underholdsbidragene

SKAT har oplyst, at de den 30. november 2006 sendte en rykker til klageren vedrørende underholdsbidrag. Det fremgår af SKATs interne notater, at der blev sendt en rykker vedrørende en samlet restance på i alt 330.323,00 kr., til adressen:

[adresse2]

[by3]

Storbritannien

Herefter har SKAT sendt følgende breve til klageren:

Den 26. januar 2009: Rykker vedrørende underholdsbidrag og gebyr på i alt 330.573,00 kr.

Den 13. maj 2011: Rykker vedrørende underholdsbidrag og gebyr på i alt 329.998,00 kr.

Den 29. nov. 2012: Rykker vedrørende underholdsbidrag og gebyr på i alt 330.248,00 kr.

SKAT har oplyst, at de 3 breve ikke er kommet retur. Brevene blev sendt til følgende adresse:

[adresse2]

GB-[by3]

Storbritannien

Skatteankestyrelsen har anmodet SKAT om at tilkendegive de undersøgelser, som SKAT har foretaget sig for at finde frem til klagerens adresse i forbindelse med inddrivelse af klagerens gæld vedrørende underholdsbidrag. SKAT har angivet følgende:

”[...]

Det fremgår af nyere retspraksis, at ved årligt at chekke cpr-registeret for nye oplysninger, så har SKAT opfyldt sin forpligtelse til at undersøge en borgers bopæl.

På baggrund af de manuelle opslag, der er sket i sagen samt det faktum, at det daværende IT-system sikrede, at ved ændringer i cpr-registeret ville der komme et advis til sagsbehandling, så finder SKAT, at vores forpligtelse til at opnå kendskab til en borgers bopæl som opfyldt.

[...]”

Herudover har SKAT fremsendt dokumentation på, at de engelske myndigheder den 3. december 2014 oplyste dem om, at klageren boede til leje på adressen [adresse5], [England], England.

SKATs afgørelse

SKAT har truffet afgørelse om, at klagerens gæld til det offentlige vedrørende studielån samt underholdsbidrag med tilhørende renter fortsat er retskraftige og derfor fortsat kan inddrives ved SKAT Inddrivelse.

Af afgørelsen fremgår blandt andet følgende begrundelse:

”[...]

Misligholdt Studielån var tidligere omfattet af forældelsesreglerne i Danske Lov og dermed undergivet en 20-årig forældelsesfrist.

Efter Danske lov var påmindelse forældelsesafbrydende. Der er sendt påmindelse i form af brev, den 24. november 2006, hvorved forældelsen er afbrudt efter dagældende regelsæt. Den nye forældelsesfrist er herefter 2026, der dog som følge af den nye forældelsesfrist ændres til november 2016.

Efter den nye forældelses lov har SKAT mulighed for at opnå tillægsfrist efter § 14, hvis SKAT er forhindret i at afbryde forældelsen.

Opsagt tidligere statsgaranterede studielån var tidligere omfattet af forældelsesreglerne i Danske Lov og dermed undergivet en 20-Arig forældelsesfrist.

Efter Danske lov var påmindelse forældelsesafbrydende. Der er sendt påmindelse i form af brev, den 24. november 2006, hvorved forældelsen er afbrudt efter dagældende regelsæt. Den nye forældelsesfrist er herefter 2026, der dog som følge af den nye forældelsesfrist ændres til november 2016.

Efter den nye forældelseslov har SKAT mulighed for at opnå tillægsfrist efter § 14, hvis SKAT er forhindret i at afbryde forældelsen.

Restancerne forskudsvist udlagt underholdsbidrag, der efter tidligere gældende forældelseslov var omfattet af 20-årig forældelsesfrist efter Danske Lov, efter den nye forældelseslov er kravet omfattet af en 10-årig forældelse efter lov om børnetilskud børnebidrag § 18.

Efter Danske lov var påmindelse forældelsesafbrydende. Der er sendt påmindelse i form af brev, den 24. november 2006, hvorved forældelsen er afbrudt efter dagældende regelsæt. Den nye forældelsesfrist er herefter 2026, der dog som følge af den nye forældelsesfrist ændres til november 2016.

Der vil dog som følge af Børnetilskudslovens henvisning til, at forældelseslovens bestemmelser finder anvendelse kunne indrømmes tillægsfrister efter forældelseslovens § 14, hvis SKAT er forhindret i at afbryde forældelsen, se evt. SKM2014.687.SKAT, som du kan finde via SKATs hjemmeside.

[...]

Du skriver, at SKAT er bekendt med, at du har en konto i [finans5], og at [finans5] har din korrekte adresse. Du er derfor af den opfattelse, at SKAT har haft mulighed for at få din adresse hos [finans5].

[finans5] er en privat virksomhed.

Det vil være i strid med reglerne om tavshedspligt i skatteforvaltningsloven hvis SKAT kontakter [finans5] for at få din adresse.

[...]”

SKAT har fastholdt afgørelsen ved sin genvurdering i forbindelse med klagen. Af SKATs udtalelse fremgår blandt andet følgende:

”[...]

4. RIM’s afgørelse og begrundelse herfor

[...]

Det ene studielån var oprindeligt optaget i et pengeinstitut som et statsgaranteret lån, der ved misligholdelse blev indfriet af statskassen, på daværende tidpunkt [finans3].

Det andet studielån blev optaget som et statslån ydet af SU-styrelsen og overført til [finans3] ved misligholdelse.

Begge studielån blev oprindeligt sikret ved gældsbreve, som skulle underskrives af låntager og var derfor omfattet af Danske Lovs 20-årige forældelsesfrist.

Restancerne vedrørende forskudsvis udlagte underholdsbidrag var ligeledes tilsvarende omfattet af den 20-årige forældelsesfrist efter Danske Lov og nu omfattet af den 10-årige forældelse efter § 18 i Bekendtgørelse af lov nr. 1095 af 7. oktober 2014 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Der er tilsyneladende enighed mellem klagers advokat og SKAT om ovenstående grundlæggende regelsæt for de omtvistede krav.

Klagers advokat finder imidlertid ikke, at der er opnået en fristforlængelse ved den påmindelse om gælden, der blev fremsendt den 24. november 2006. Begrundelse herfor er angivet til, at klager ikke har modtaget det pågældende brev.

Brevet var skrevet til den senest kendte udlandsadresse og brevet kom ikke retur.

SKAT havde således ingen anledning til at antage, at brevet ikke var blevet modtaget. Det er den generelle retsopfattelse, at et brev fremsendt til den registrerede CPR-registeradresse, er blevet modtaget af den pågældende borger, medmindre brevet er kommet retur

SKAT må derfor antage, at påmindelsen er modtaget og at der derved indtrådt en dagældende fristforlængelse på 20 år, der dog i henhold til overgangsbestemmelserne i den nye forældelseslov er nedsat til 10 år.

SKAT må derfor fastholde, at der skete en forældelsesafbrydelse ved påmindelse i november 2006 med en fristforlængelse på 20 år, der dog ved overgangsordningen i den nye forældelseslov er nedsat til 10 år, ti november 2016.

Det er yderligere af klager og klagers advokat fremført, at SKAT burde have haft kendskab til klagers adresse, idet det bl.a. nævnes, at klager i 1999 oplyste sin adresse til det tyske grænsepoliti. Hertil skal bemærkes, at SKAT ikke automatisk modtager oplysninger fra udenlandske myndigheder ved almindelig restanceinddrivelse.

Endvidere nævnes det i sagsfremstillingen fra klagers advokat, at det engelske postvæsen har praksis for, at levere posten til den angivne adresse, uanset hvem adressaten er. Imidlertid kunne Finansstyrelsen (tidligere [finans3]) i 2004 konstatere, at der blev returneret et brev fra det engelske postvæsen.

Det må således antages, at det engelske postvæsen i hvert faldt i et vist omfang, arbejder efter samme retningslinjer som det danske, hvad angår returpost.

SKAT har således heller ikke mulighed for at indhente adresseoplysninger fra private pengeinstitutter.

Det er derfor fortsat SKAT’s opfattelse, at de omtvistede krav fortsat er retskraftige og sagen sendes herefter til endelig afgørelse hos Skatteankestyrelsen”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at kravene er forældet.

Repræsentanten har til støtte for sin påstand anført følgende:

”På vegne af min klient, [person1] ("Klager''), skal jeg hermed klage over SKATs afgørelse af Klagers udestående fordringer, som efter SKATs påstand udgør DKK 440.188,95.

1 PÅSTAND

Klagers fordringer for studielån og underholdsbidrag er forældet med DKK 416.309, 13.

2 SAGSFREMSTILLING

Klager optog i årene fra 1986-1988 et dansk studielån. I 1989 flyttede Klager til England, på adressen [adresse2], [England] og senere i 1995 til [adresse3], [England]. I 1999 fraflyttede Klager England og flyttede til adressen [adresse4], [by2], Tyskland, hvor Klager havde bopæl frem til 2003. Herefter flyttede Klager igen til England, denne gang på adressen [adresse5], [England], hvor Klager forsat har bopæl.

I 1999 blev Klager standset af det tyske grænsepoliti ved den Tysk-Schweiziske grænse, som udbad sig Klagers adresse. Klager opgav sin adresse, men blev ikke efterfølgende kontaktet af SKAT.

SKAT gør gældende, at SKAT har fremsendt en fristafbrydende meddelelse til Klager i 2006. Meddelelsen er dog sendt til Klagers anden engelske adresse [adresse3]. Dette brev blev returneret til SKAT. Det engelske postvæsen har praksis for, at levere post til den angivne adresse uanset hvem, den er adresseret til. Det er op til den pågældende beboer at returnere post, hvorfor Klager aldrig har modtaget SKATs meddelelse. SKAT har efterfølgende fremsendt yderligere meddelelser til begge Klagers tidligere engelske adresser, som Klager derfor heller ikke har modtaget.

Klager modtog den 7. februar 2014 brev fr a SKAT med anmodning om betaling af udestående gæld for henholdsvis studielån og underholdsbidrag på DKK 440.188,95. Dette brev var det første brev, som Klager har modtaget, siden Klager optog studielånet. SKATs oversigt over Klagers udestående fordringer vedlægges som bilag 1. Klager gjorde SKAT opmærksom på, at flere af fordringerne var forældede. SKATs afgørelse vedlægges som bilag 2.

3 ARGUMENTER

3.1 Klagers fordringer før 7. februar 1994.

Det gøres gældende, at samtlige udestående fordringer på gæld vedrørende Klagers studiegæld, samt alle underholdsbidrag fra før 7. februar 1994, er forældelet efter forældelsesloven af 1908s absolutte frist jf.§ 4 jf. DL 5-14-4.

Det skal lægges til grund, at den seneste forfaldsdato for fordringerne er de datoer, som fremgår af bilag 1. Eftersom alle fordringer vedrørende studielånet senest forfaldt i 1990, var fordringerne senest forældet i 2010.

Forældelsesfristen for fordringerne skal afgøres efter forældelsesloven af 1908 efter forældelseslovens overgangsbestemmelser i § 30, stk. 1. Således er den absolutte forældelsesfrist 20 år jf. § 4 jf. DL 5-14-4.

SKAT mener at have afbrudt fristen ved deres meddelelse af 24. november 2006. Eftersom Klager ikke har modtaget denne, kan det ikke have fristafbrydende virkning. Yderligere mener SKAT ikke at have været vidende om Klagers bopæl, og at fristen, som følge heraf, er blevet suspenderet efter forældelseslovens § 14.

Fordringerne skal dog, som sagt, afgøres efter forældelseslovens af 1908, som giver en suspensionsfrist i § 3 ved ukendskab til debitors bopæl. Suspensionsfristen i § 3 er dog begrænset efter den førnævnte § 4, der giver en absolut frist på 20 år. Skulle gældsfordringerne afgøres efter den nugældende forældelseslovs § 14, er resultatet dog det samme, da § 14, stk. 2 ligeledes begrænser fordringen med en absolut frist på 10 år fra udløbet af udløbet af den oprindelige forældelsesfrist. For pengefordringer er den oprindelige frist 10 år efter § 6, stk. 1.

Begge regelsæt leder derfor til senest forældelse 20 år fra forfaldsdagen, hvorfor alle fordringer før 7. februar 1994 er forældede.

3.2 Klagers fordringer efter 1994.

Det gøres gældende, at SKAT ikke har afbrudt forældelsesfristen ved afsendelse af brev i 2006, da Klager ikke har modtaget brevet.

Det gøres yderligere gældende, at fristen ikke er blevet suspenderet, da SKAT har været bekendt med Klagers bopæl senest i 1999, da Klager oplyste sin adresse til det tyske grænsepoliti, som agerede på vegne af SKAT. SKAT har pligt til at forsøge at lokalisere debitorer, før forældelsesfristen kan suspenderes efter forældelseslovens§ 14 eller 1908-lovens § 3. SKAT tog ikke kontakt til Klager på den opgivne adresse.

SKAT var yderligere både bekendt med Klagers danske bank, og at Klagers adresse kunne findes hos [...]. SKAT har ikke forsøgt at opnå Klagers adresse fra hverken disse, de engelske eller tyske myndigheder.

SKAT har derfor ikke forsøgt at finde Klagers bopæl, hvorfor forældelsesfristen ikke har været suspenderet.

Fordringerne fra 1994 til 1. januar 2001 forældes senest den 1/1 2011, imens fordringerne fra 2001 og fremad forældes efter forældelsesloven jf. dennes overgangsbestemmelse § 30, stk. 1.

Eftersom fristen hverken er blevet afbrudt eller suspenderet, vil alle fordringer fra 1994 - 1. januar 2001 være forældede den 1. januar 2011 jf. forældelseslovens § 30, stk. 1. Fordringerne fra 2. januar 2001 og frem til 7. februar 2004 er forældede efter 10 år jf. forældelseslovens § 6, stk. 1.

Klagers eneste udestående fordringer er derfor underholdsbidragene fra 7. februar 2004-2006, som udgør DKK 23.879,81.

[...]”

Herudover har repræsentanten anført følgende:

”[...]

1BOPÆLSHISTORIK

Jeg sender følgende yderligere dokumentation for klagerens bopælshistorik:

Bilag 3: Brev af 8. juni 1995 fra klagerens bank til adressen [adresse2]

Bilag 4: Brev af 20. december 1995 fra klagerens bank til adressen [adresse3]

Bilag 5: Brev af 12. januar 1997 fra Inland Revenue til adressen [adresse3]

Bilag 6: Brev af 9. marts 1998 fra Inland Revenue til adressen [adresse3]

Bilag 7: Fraflytningsblanket af 27. marts 1999 indgivet til de engelske skattemyndigheder

Bilag 8: Lejeaftale af 17. november 2003 vedrørende adressen [adresse5]

Bilag 9: Brev af 4. december 2003 fra klagerens bank til adressen [adresse5]

2 PASUDSTEDELSE I MARTS 1996

Vedrørende udstedelsen af passet i 1996 skal jeg for god ordens skyld bemærke, at det fremgår af Rigspolitiets påtegning af 4. juni 1996, at passet blev udsted den 29. marts 1996 - og altså ikke 29. august 1996.

Derudover kan jeg oplyse, at klageren ingen nærmere informationer har vedrørende udstedelsen af passet, da det er mere end 20 år siden. Det er klagerens opfattelse, at han gik på ambassaden med det gamle pas og fik et nyt udstedt, som han selv har afhentet. Han står uforstående over for, hvorfor den tidligere adresse er blevet registreret i den forbindelse og er overbevist om, at hvis ambassaden havde spurgt om klagerens adresseoplysninger, ville han have oplyst den rigtige adresse på [adresse3].

Der henvises i øvrigt til bilag 4-7, hvoraf fremgår, at klageren boede på [adresse3] i perioden. Såfremt klageren fortsat havde boet på adressen [adresse2], ville inkassofirmaet [virksomhed3] heller ikke have returneret kravet til [finans3] med bemærkning om "adr. ukendt/kan ikke identificeres", jf. det af SKAT fremsendte materiale. Endeligt fremgår det af sagen, at SKAT i 2004 sender et brev til adressen [adresse3], hvorfor SKAT også på et tidspunkt må have modtaget oplysninger om, at klageren boede på denne adresse – og altså ikke på adressen [adresse2].

3 FORÆLDELSESFRISTENS BEREGNING

Endelig skal jeg bemærke, at det fremgår af SKATs oplysninger, at beregningen af forældelsesfristen ikke kan ske på baggrund af de datoer, som SKAT har anvendt og oplyst i bilag 1.

Fristen efter DL 5-14-4 skal beregnes fra stiftelsestidspunktet, jf. DL 5-14-4, mens forældelsen efter den nye forældelseslov skal beregnes fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringen kunne kræves opfyldt, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1. Det er derfor nødvendigt at kunne fastslå og dokumentere, hvornår kravene er hhv. stiftet og forfaldet.

3.1 Opsagt tidligere statsgaranterede studielån – DKK 207.758,43

Kravet, som SKAT har opgjort med datoen 5. februar 1990 vedrørende "Opsagt tidligere statsgaranterede studielån" på DKK 207.758,43 dækker over to underliggende studielån på hhv. DKK 177.376,30 (nr. [...1] i [finans2]) og DKK 30.382,13 (nr. [...2] i [finans1]), som er overdraget til fra bankerne til staten ([finans3]) pr. 5. februar 1990. Denne dato udgør derfor hverken stiftelsesdatoen eller forfaldsdatoen for lånene.

For lån nr. [...2] fremgår det af de af SKAT fremsendte dokumenter, at lånet blev forhøjet sidste gang den 14. oktober 1983 til DKK 20.235,62. Efter DL 5-14-4 forældedes dette beløb derfor senest den 14. oktober 2003.

Det fremgår desuden, at uddannelsen er afsluttet i juni 1988 fra hvilket tidspunkt gælden skal afdrages, og forældelsesfristen efter den nugældende forældelseslov skal derfor beregnes fra juni 1988.

Differencen mellem DKK 20.235,62 og DKK 30.382,13 på DKK 10.146,51 må antages at være renter, der er løbet på i perioden mellem stiftelsen af gælden og transporten heraf til staten. Denne del er der altså ikke er udstedt gældsbrev for, og disse renter var derfor ikke omfattet af den 20-årige forældelse iht. DL 5-14-4, men derimod af den 5-årige forældelse i 1908-loven. Både efter 1908-loven og den nugældende forældelseslov skal forældelsesfristen beregnes fra forfaldsdato, dvs. fra hvert kvartal i perioden 14. oktober 1983 til 5. februar 1990.

For lån nr. [...1] fremgår det af de af SKAT fremsendte dokumenter, at blev forhøjet sidste gang den 19. november 1987 til DKK 134.733,25. Efter DL 5-14-4 forældedes dette beløb derfor senest den 19. november 2007.

Det fremgår desuden, at uddannelsen er afsluttet i juni 1988 fra hvilket tidspunkt gælden skal afdrages, og forældelsesfristen efter den nugældende forældelseslov skal derfor beregnes fra juni 1988.

Differencen mellem DKK 134.733,25 og DKK 177.376,30 på DKK 42.643,05 må antages at være renter, der er løbet på i perioden mellem stiftelsen af gælden og transporten heraf til staten. Denne del er der altså ikke er udstedt gældsbrev for, og disse renter var derfor ikke omfattet af den 20-årige forældelse iht. DL 5-14-4, men derimod af den 5-årige forældelse i 1908-loven. Både efter 1908-loven og den nugældende forældelseslov skal forældelsesfristen beregnes fra forfaldsdato, dvs. fra hvert kvartal i perioden 19. november 1987 til 5. februar 1990.

3.2 Misligholdt SU lån 4 – DKK 17.551,00

Kravet, som SKAT har opgjort med datoen 21. august 1990 vedrørende " Misligholdt SU lån 4 " på DKK 17.551,00, er både stiftet og forfaldet inden denne dato. Der er dog ikke i det af SKAT fremsendte materiale nærmere dokumentation for stiftelsestidspunktet.

Dokumentationen for kravet omfatter alene en opsigelsesskrivelse, hvorefter lånet opsiges den 17. november 1989 til indfrielse den 1. december 1989 samt en lån oversigt fra 1989 udarbejdet til brug for opsigelsen, hvoraf fremgår, at hovedstolen udgør DKK 13.111. Lånet må som minimum være stiftet inden 1. juli 1988, da klageren på det tidspunkt havde afsluttet sin uddannelse.

Opsigelsen af lånet pr. 17. november 1989 er sendt, efter klageren har afmeldt adressen i Folkeregisteret og er fraflyttet Danmark. Denne opsigelse kan derfor ikke anses for en forældelsesafbrydende påmindelse eller i øvrigt som begyndelsesdato for beregningen af forældelsesfristen.

Derudover er det – i mangel af gældsbrev eller lign. – ikke godtgjort, at kravet overhovedet er omfattet af DL 5-14-4. Tværtimod fremgår det af dokumentationen, at kravet i hvert fald ikke er omfattet af den 20-årige forældelse fsva. differencen fra DKK 13.111 til DKK 17.551,00, da denne difference udgør renter m.v.

Da der er tale om et krav, som er mere end 25 år gammelt, må det påhvile SKAT at dokumentere, at kravet ikke er forældet, herunder hvornår forældelsesfristen skal beregnes fra, og hvor stor en andel af kravet, som eventuelt var omfattet af den 20-årige forældelse i DL 5-14-4.

Da den fremsendte dokumentation langt fra er tilstrækkelig til, at der hverken kan foretages en endelige eller skønsmæssig vurdering af, hvilken forældelsesfrist, som kravet er omfattet af, og hvornår denne forældelsesfrist skal beregnes fra, må kravet anses for forældet.

3.3 Underholdsbidrag

Både Storbritannien og Tyskland har tiltrådt Haagerkonventionen af 2. oktober 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt og Den af De forenede Nationer vedtagne konvention af 20. juni 1956 om inddrivelse af underholdsbidrag i udlandet.

Underholdsbidragene kunne og burde derfor være inddrevet med hjælp fra myndighederne i England og/eller Tyskland, jf. Den juridiske vejledning, afsnit G.A.3.6.2.4 og G.A.7.4. De danske myndigheder har således været bekendt med, at klageren fraflyttede til England og kunne i hele perioden fra 1989 til 1999 have inddrevet beløbene via de engelske myndigheder. Da klageren i april 1999 fraflyttede England oplyste han udtrykkeligt sin nye adresse i Tyskland, jf. bilag 5, hvorfor de danske myndigheder også i perioden fra 1999 – 2003 kunne have lokaliseret og inddrevet beløbene via de internationale konventioner. Siden 2003 var klageren på ny bosiddende i England, og SKAT kunne derfor også derefter have inddrevet beløbene via de engelske myndigheder i stedet for at fremsende diverse breve til forskellige adresser uden held.

At SKAT/staten af den ene eller anden grund valgte at anvende et privat inkassofirma, som ikke havde de samme redskaber som staten selv, og derfor tilsyneladende ikke evnede at lokalisere klageren på dennes officielle adresse, kan efter vores opfattelse ikke komme klageren til skade. Fordringshaver har således ikke været afskåret fra at afbryde forældelsen, men har af praktiske eller andre årsager valgt ikke at gøre brug af sine muligheder, og betingelserne for suspension af forældelsesfristen efter den nugældende forældelseslovs § 14, stk. 1, hhv. 1908-lovens § 3, er derfor ikke til stede,”

Samt fremsendt de ovenfor anførte bilag 3-9.

SKATs supplerende udtalelse

SKAT har fremsendt en supplerende udtalelse til klagerens repræsentants bemærkninger. Af SKATs udtalelse fremgår blandt andet følgende:

”[...]

3. RIM’s yderligere bemærkninger

SKAT har modtaget klagers advokats bemærkninger af 1. maj 2017.

Indledningsvist er det SKAT’s opfattelse, at de tiltag SKAT har foretaget, for at sikre, at klager har modtaget sin post og derved fået afbrudt forældelsen, har været tilstrækkelige.

Det fremgår af nyere retspraksis, at ved årligt at chekke cpr-registeret for nye oplysninger, så har SKAT opfyldt sin forpligtelse til at undersøge en borgers bopæl.

På baggrund af de manuelle opslag, der er sket i sagen samt det faktum, at det daværende IT-system sikrede, at ved ændringer i cpr-registeret ville der komme et advis til sagsbehandling, så finder SKAT, at vores forpligtelse til at opnå kendskab til en borgers bopæl som opfyldt.

Grundlæggende har SKAT haft den berettigede opfattelse af, at klager rent faktisk boede på den adresse, som var opgivet i cpr. registeret.

Klagers advokat har med sin dokumentation påvist, at klager ikke boede på denne adresse, hvor SKAT fremsendte flere breve til.

Imidlertid leder dette blot frem til, at der indtræder en suspension af forældelsesfristen ved ukendskab til en skyldners opholdssted. Det bør bemærkes, at klager på intet tidspunkt selv har forsøgt at tage kontakt til statskassen, for at forsøge at afvikle sin gæld. Det er én af formuerettens grundsætninger, at ”pengeskyld er bringeskyld” og klager har også selv haft en forpligtelse til at henvende sig.

SKAT finder derfor ikke, at de omtvistede gældsforhold kan være forældede, uanset om klager boede som anført i cpr-registeret eller et andet sted – blot vil årsagen i det ene tilfælde være en påmindelse og i det andet være suspension.

Endvidere finder SKAT, at der ikke kan herske tvivl om, at studiegælden har et særligt retsgrundlag, både som følge af, at der er tale om pengeudlån og som følge at, at der er udstedt gældsbreve.

Klagers advokats bemærkninger omkring renter og hovedstol på den statsgaranterede studiegæld kan tilbagevises med den vedlagte retsafgørelse, hvoraf det fremgår, at ved indfrielsen af den statslige kautionsforpligtelse, er der tale om et helt nyt låneforhold.

De oprindelige renter er derved blevet omfattet af den (dagældende) 20-årrige forældelse i Danske Lov.

Det er derfor fortsat SKAT’s opfattelse, at de omtvistede krav fortsat er retskraftige og sagen sendes herefter til endelig afgørelse hos Skatteankestyrelsen”

Klagerens supplerende bemærkninger

Repræsentanten har fremsendt supplerende bemærkninger til SKATs supplerende udtalelse. Af repræsentantens bemærkninger fremgår følgende:

”[...]

1 AFBRYDELSE AF FORÆLDELSESFRIST

Først og fremmest noterer jeg mig, at der nu er enighed mellem SKAT og klageren om, at det er påvist, at klager ikke boede på den adresse, som SKAT har sendt rykkerne til. Fremsendelsen af rykkere m.v. har derfor ikke afbrudt forældelsesfristen.

2 SUSPENSION AF FORÆLDELSESFRIST

En suspension af forældelsesfristen forudsætter, at kreditor har været afskåret fra at afbryde forældelsen som følge af ukendskab til skyldnerens opholdssted og at kreditor ikke ved sædvanlig agtpågivenhed ville have været i stand til at opnå kendskab om skyldnerens opholdssted, jf. forældelseslovens § 14 (og 1908-lovens § 3). Derudover kan en suspension maksimalt løbe i 10 år, og forældelsesfristen for bl.a. renter, vil aldrig kunne overstige 10 år fra forfaldsdato, jf. forældelseslovens § 14, stk. 2.

Når SKAT positivt vidste, at klager var fraflyttet Danmark og boede i England, kan det næppe anses for et tilstrækkeligt og relevant tiltag at tjekke det danske folkeregister én gang årligt. Klageren har ikke haft lejlighed til at reagere, da han ikke har modtaget rykkerne, hvilket SKAT burde havde vidst, jf. særligt tilbagemeldingen fra Rigspolitiet i 1996 samt fra det private inkassofirma, [virksomhed3].

Som nævnt i mit brev af 1. maj 2017 har SKAT i hele perioden fra 1989 haft mulighed for at inddrive underholdsbidragene – og dermed opnå kendskab om klagerens faktiske bopæl – med hjælp fra myndighederne i England og/eller Tyskland. At kreditor af den ene eller anden grund i denne konkrete sag har fravalgt denne oplagte mulighed, kan efter vores opfattelse ikke komme klageren til skade. Fordringshaver har således ikke været afskåret fra at afbryde forældelsen, men har enten valgt ikke at gøre det eller har ikke været opmærksom på det, og forudsætningen for suspension af forældelsesfristen har derfor ikke været tilstede.

3 FORÆLDELSE AF RENTER

Endelig skal jeg i forhold til den fremsendte afgørelse fra [by5]s Byret bemærke, at det udtrykkeligt fremgår af forældelseslovens § 12, stk. 1, at kautionister m.v. indtræder i fordringshaverens stilling i forældelsesretlig henseende. Som anført i mit brev af 1. maj 2017 kan beregningen af forældelsesfristen derfor ikke ske på baggrund af de datoer, som SKAT har anvendt og oplyst i bilag 1.”

Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling

Klagerens repræsentant er fremkommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling:

”Med henvisning til Skatteankestyrelsens brev af 29. august 2017 skal jeg komme med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse fsva. fordringerne 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, 15 og 16. Derudover skal jeg på vegne af klager frafalde anmodningen om retsmøde.

1 SUSPENSION AF FORÆLDELSESFRIST – FORÆLDELSESLOVENS § 14, STK. 1

Skatteankestyrelsen lægger i sit forslag til afgørelse til grund, at SKAT har foretaget årlige opslag i CPR-registret. Efter klagers opfattelse er der ikke grundlag for uden videre at lægge dette til grund, da oplysningen ikke er underbygget af det af SKAT fremlagte materiale eller i øvrigt af nogen af sagens dokumenter eller forhold i øvrigt.

Da bevisbyrden for, at SKAT må anses for at have foretaget rimelige bestræbelser på at tilvejebringe oplysninger om klagerens opholdssted, herunder f.eks. ved årlige opslag i CPR-registeret, nødvendigvis må påhvile SKAT, kan forældelsesfristen ikke anses som suspenderet alene som følge af det af SKAT oplyste, når dette ikke i øvrigt er underbygget eller sandsynliggjort. Som den nævnte dom fra Højesteret er gengivet i SKM2014.720HR, så var det tilsyneladende ubestridt i den sag, at der rent faktisk var foretaget årlige opslag, og dette kunne derfor uden videre lægges til grund ved sagens afgørelse.

2 MAKSIMAL SUSPENSION – FORÆLDELSESLOVENS § 14, STK. 2

Efter forældelseslovens § 14, stk. 2, kan en suspension efter stk. 1 højst forlænge forældelsesfristen med 10 år. Uanset om den 10-årige forældelsesfrist for forskudsvis udbetaling af børnebidrag er suspenderet iht. forældelseslovens § 14, stk., 1, så forælder kravene senest 20 år efter "det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt", jf. forældelseslovens § 2, stk. 1.

Skatteankestyrelsen lægger i sit forslag til afgørelse til grund, at forældelsesfristerne for fordring 6 og 7 regnes fra hhv. den 20. oktober 1988 og den 11. januar 1990. Disse fordringer er derfor begge forældet senest den 11. januar 2010 som følge af 10-års grænsen i forældelseslovens § 14, stk. 2.”

Landsskatterettens afgørelse

Efter § 17 i inddrivelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015 med senere ændringer) kan klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v., herunder om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration, indbringes for Landsskatteretten.

§ 30, stk. 1, i lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer (forældelsesloven), som trådte i kraft den 1. januar 2008, har følgende ordlyd.

”Loven finder anvendelse også på tidligere stiftede fordringer, som ikke inden ikrafttrædelsesdagen er forældet efter de hidtil gældende regler, jf. dog stk. 2 og 4. Forældelse indtræder dog tidligst den 1. januar 2011, medmindre fordringen inden dette tidspunkt ville være forældet såvel efter denne lovs bestemmelser som efter de hidtil gældende bestemmelser. I det sidstnævnte tilfælde anvendes det seneste tidspunkt for forældelsens indtræden.”

Det fremgår af § 18, stk. 1, i lov nr. 350 af 4. juni 1986 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, at:

”Når et bidrag udbetales forskudsvis, indtræder det offentlige i retten til at indkræve bidraget. Retten hertil er i forhold til det offentlige undergivet den almindelige 20-årige forældelse.”

Indtil den 1. januar 2008 var spørgsmålet om forældelse af studiegæld og forskudsvis udlagt underholdsbidrag således reguleret i Danske Lov 5-14-4, da der henholdsvis er udstedt gældsbreve for studiegælden, samt at lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag § 18 fastslog, at det offentliges krav mod den bidragspligtige om refusion af forskudsvis betalte underholdsbidrag var undergivet den almindelige forældelsesfrist efter DL 5-14-4.

Ifølge Danske Lov regnes forældelsesfristerne fra stiftelsestidspunktet.

Forældelsesfristerne for de fordringer, som klagerens forældelsesindsigelse vedrører, regnes på baggrund af det oplyste, fra henholdsvis følgende datoer:

Efter Danske Lov 5-14-4 gjaldt en forældelsesfrist på 20 år, som kunne afbrydes ved, at fordringshaveren påmindede skyldneren om gælden.

Forældelse af klagerens gæld vil herefter indtræde, med mindre forældelsen blev/bliver afbrudt inden disse tidspunkter, på henholdsvis følgende datoer:

Klageren udrejste den 16. juni 1989 til Storbritannien uden at oplyse en ny adresse i CPR-registeret.

Den 18. september 1990 anmodede [finans3] politiet om, at eftersøge klageren, da deres fremsendte breve til adressen [virksomhed1], [adresse1], [by1], var kommet retur. Den 4. juni 1996 noterede politiets eftersøgningstjeneste, at klageren den 29. marts 1996 fik udstedt et nyt pas til adressen [adresse2], [by3], Storbritannien.

[finans3] sendte herefter et brev af 11. juni 1996 til ovenstående adresse vedrørende klagerens studiegæld.

Klageren har under klagesagen oplyst, at han er af den opfattelse, at han selv afhentede det nye pas på ambassaden og stiller sig derfor uforstående overfor, hvorfor hans tidligere adresse er blevet registreret i den forbindelse.

Herudover har klageren oplyst, at han kun boede på den ovenstående adresse fra 1989 og frem til engang i 1995, hvor han flyttede til adressen [adresse3], [England].

Som dokumentation på ovenstående bopælshistorik har klageren fremsendt to breve fra sin bank, der blev fremsendt til henholdsvis den ovenstående adresse den 8. juni 1995 og senere til adressen [adresse3], [England] den 20. december 1995 samt to breve fra den engelske skattemyndighed, der blev fremsendt til adressen [adresse3], [England] den 20. december 1995 henholdsvis den 12. januar 1997 og 9. marts 1998.

Den 2. november 2004 sendte Økonomistyrelsen et brev til klageren vedrørende studiegælden til adressen [adresse3], [by3], England, som SKAT har oplyst kom retur den 17. december 2004.

Herefter har SKAT fremsendt to breve vedrørende studiegælden samt et brev vedrørende forskudsvist udlagt underholdsbidrag til adressen [adresse2], [by3], Storbritannien, henholdsvis den 24. november 2006, 28. marts 2007 og 30. november 2006. SKAT har oplyst, at ingen af brevene er modtaget retur.

Klageren har dog oplyst, at han i 1999 fraflyttede England til adressen [adresse4], [by2], i Tyskland, hvor han boede frem til 2003. Efter 2003 har han oplyst, at han flyttede til England igen på adressen [adresse5], [England] , hvor han forsat har bopæl.

Som dokumentation på ovenstående bopælshistorik har klageren fremsendt en fraflytningsblanket, der er indgivet af klageren til den engelske skattemyndighed den 27. marts 1999, hvoraf det fremgår, at klageren er flyttet til Tyskland samt en lejekontrakt hvoraf han fremgår som lejer, der var gældende fra den 17. november 2003 på adressen [adresse5], [England] .

Landsskatteretten finder ikke, at 20 års fristen i Danske Lov 5-14-4 kan suspenderes på grund af ukendskab til skyldnerens opholdssted, som foreskrevet i 1908-lovens § 3. Der henvises i den forbindelse til Højesterets dom, der er offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1992, s. 575, hvor 5 ud af 7 dommere udtalte følgende:

” [...] Af § 4 i forældelsesloven af 1908 og forarbejderne til denne bestemmelse fremgår, at man ved gennemførelsen af 1908-lovens § 3 lagde til grund, at denne 20-årige forældelsesfrist efter DL 5-14-4 og dennes analogi er en absolut frist. Man forudsatte således, at der ikke i forbindelse med DL 5-14-4 gælder en til 1908-lovens § 3 svarende bestemmelse om suspension af forældelsen i tilfælde af, at fordringshaveren på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav er ude af stand til at gøre dette gældende. De hensyn, der ligger bag forældelsesreglerne, taler da også for at fastholde den lange forældelsesfrist på 20 år som en absolut frist, medmindre der foreligger afgørende modhensyn, således som det kan være tilfældet ved krav på erstatning for alvorlig personskade, der udvikler sig over en meget lang årrække. [...]”

Spørgsmålet er herefter, hvorvidt SKATs breve kan anses for at være kommet frem til klageren, således der er sket påmindelse af gælden efter DL 5-14-4.

SKAT bærer bevisbyrden for, at påmindelsen/påmindelserne er afsendt samt kommet frem til klageren.

Højesteret har i to kendelser af 15. oktober 2012 (sag nr. 137/2012 og 142/2012) udtalt følgende:

”Sager med bevisførelse om afsendelse og fremkomst af breve hos den enkelte adressat forekommer på mange forskellige retsområder. Når der træffes afgørelse i sådanne sager, må der i overensstemmelse med hidtidige højesteretspraksis tages udgangspunkt i de forhold, der kendetegner det enkelte område.

I denne sag skal der træffes afgørelse om, hvorvidt der er sket afbrydelse af forældelse før den 1. januar 2008, hvor lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer trådte i kraft. Som følge af overgangsbestemmelsen i forældelseslovens § 30, stk. 3, skal der tages stilling til kravene til beviset for, at en påmindelse med henblik på afbrydelse af forældelse efter DL 5-14-4 er kommet frem til skyldneren.

Forældelse efter DL 5-14-4 afbrydes bl.a. ved enhver henvendelse fra kreditor til skyldneren, der har karakter af et påkrav eller en påmindelse, og påmindelsen får virkning, når den er kommet frem til skyldneren. Det er kreditor, der har bevisbyrden for, at påmindelsen er kommet frem. Kreditor bærer således forsendelsesrisikoen. Der stilles ingen formkrav til kreditors påmindelse, men hvis skyldneren bestrider at have modtaget denne, må der foretages en vurdering af, om kreditor har ført et tilstrækkeligt bevis for afsendelse og fremkomst af påmindelsen.

I denne bedømmelse kan f.eks. indgå kreditors redegørelse for sine rutiner for postafsendelse og modtagelse af returnerede breve, ligesom der kan blive tale om fremlæggelse af kopi af afsendte breve og udskrift af journalnotater. Der kan endvidere vise sig behov for en bevisførelse om mulige svigt eller fejlkilder i forbindelse med postomdelingen hos skyldneren. Ved bevisbedømmelsen vil det indgå, om der er afsendt et eller flere breve. Kan det lægges til grund, at der er afsendt flere breve, vil sandsynligheden for, at ingen af disse breve skulle være kommet frem til skyldneren, være meget beskeden, såfremt der ikke i øvrigt kan påvises omstændigheder, der giver anledning til en anden vurdering. [...]”

Landsskatteretten finder det godtgjort, at SKATs 4 breve fremsendt til adressen [adresse2], [by3], Storbritannien, i perioden 1996-2007 er afsendt, dog findes det ikke godtgjort, at brevene er kommet frem til klageren, uanset at brevene ikke er modtaget retur.

Der er blandt andet lagt vægt på, at SKAT har været bekendt med, at der har været tvivl om klagerens opholdssted, da både inkassofirmaet [virksomhed3] den 28. oktober 1997 afsluttede deres inddrivelsessag på vegne af SKAT, med bemærkningen ”ADR. UKENDT/KAN IKKE IDENTIFICERES”, samt at Økonomistyrelsen den 2. november 2004 fremsendte et brev til en anden adresse, som SKAT har været vidende om. Dette forhold understøttes af, at klageren har oplyst, at han ikke længere boede på den pågældende adresse, samt dokumenteret, at han har modtaget post fra henholdsvis sin bank og den engelske skattemyndighed i perioden 20. december 1995 til 9. marts 1998 på adressen [adresse3], [by3]. Det forhold, at Økonomistyrelsens brev kom retur den 17. december 2004, kan ikke føre til et andet resultat, ligesom politiets efterretningstjenestes oplysning om klagerens pas i 1996 heller ikke kan.

Ovenstående forældelsesfrister findes herefter ikke for at være afbrudt inden den nye forældelseslov trådte i kraft den 1. januar 2008, jf. DL 5-14-4.

På baggrund af det oplyste var der således indtrådt forældelse af fordringerne 1, 2, 3, 4 og 5 vedr. studiegælden henholdsvis den 10. februar 2003, 14. oktober 2003, 13. september 2005, 13. august 2006 og 19. november 2007.

Forældelse af fordringerne 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, 15 og 16 vedrørende underholdsbidrag var ikke forældet, da forældelsesloven trådte i kraft den 1. januar 2008. Forældelsesloven finder derfor anvendelse jf. overgangsreglen i forældelseslovens § 30, stk. 1, 1. pkt.

Efter den 1. januar 2008 er spørgsmålet om forældelse reguleret i forældelsesloven, medmindre andet følger af særlige bestemmelser om forældelse i anden lov, jf. forældelseslovens § 1.

Det fremgår af § 18, stk. 1, i lov nr. 909 af 3. september 2004 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, (som bestemmelsen er ændret ved lov nr. 523 af 6. juni 2007 om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v., som trådte i kraft den 1. januar 2008, jf. § 47), at:

”Når et bidrag udbetales forskudsvis, indtræder det offentlige i retten til at indkræve bidraget. Det offentliges ret hertil forældes efter forældelsesloven, dog er forældelsesfristen 10 år.”

Af 2008-forældelseslovens § 2, stk. 1, fremgår følgende:

”§ 2. Forældelsesfristerne regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser.”

Forældelse af fordringerne indtrådte herefter ifølge overgangsreglen i forældelseslovens § 30, stk. 1, 2. og 3. pkt. henholdsvis den;

Fordring 6:20. oktober 2008

Fordring 7: 11. januar 2010

Fordring 8: 1. januar 2011

Fordring 9: 1. januar 2011

Fordring 10:1. januar 2011

Fordring 11:20. april 2011

Fordring 12:20. oktober 2011

Fordring 13:20. april 2012

Fordring 14:20. oktober 2012

Fordring 15:20. april 2013

Fordring 16:20. oktober 2013

medmindre forældelsen blev afbrudt inden disse tidspunkter.

Af de almindelige bemærkninger til § 27 fremsat ved lovforslag nr. 166 af 28. februar 2007 fremgår følgende:

”Bestemmelsen vil medføre, at det offentliges ret til at indkræve forskudsvist udbetalt bidrag forældes efter 10 år og ikke som hidtil 20 år. Det bemærkes i den forbindelse, at der vil være tale om en absolut frist. § 3 i forslaget til ny forældelseslov, herunder suspensionsreglen i stk. 2, vil ikke finde anvendelse ved sådanne krav. De øvrige regler i forslaget til ny forældelseslov vil finde anvendelse på kravene.”

Af forældelseslovens § 14 fremgår det at:

”Hvis fordringshaveren har været afskåret fra at afbryde forældelse på grund af ukendskab til skyldnerens opholdssted eller på grund af en hindring, som ikke beror på fordringshaverens forhold, indtræder forældelse tidligst 1 år efter, at fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til skyldnerens opholdssted, henholdsvis 1 år efter hindringens ophør.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 kan ikke medføre en forlængelse af fristerne efter § 3, stk. 3, og kan højst forlænge andre frister eller tillægsfrister med 10 år.”

Det fremgår af cpr-registeret, at klageren har haft ukendt adresse siden den 16. juni 1989.

SKAT har oplyst, at de årligt har foretaget opslag i cpr-registeret. Herudover har SKAT fremsendt de ovenfor anførte breve i perioden 1996-2007, 3 breve af henholdsvis 24. marts 2009, 7. april 2011 og 5. august 2011 vedr. studiegælden samt 3 breve af henholdsvis 26. januar 2009, 13. maj 2011 og 29. november 2012 vedr. underholdsbidrag, til følgende adresse [adresse2], [by3], Storbritannien, der ikke er modtaget retur.

Landsskatteretten finder herefter, at SKAT må anses for at have foretaget rimelige bestræbelser på at tilvejebringe oplysninger om klagerens opholdssted, jf. § 14. Der henvises i den forbindelse til Højesterets dom, der er offentliggjort som SKM2014.720HR, hvor det blev fastslået, at SKAT må anses for at have udfoldet rimelige bestræbelser på at tilvejebringe oplysninger om skyldners opholdssted ved at foretage årlige opslag i CPR-registeret.

Forældelse af klagerens gæld, der var forfalden til betaling i denne periode, anses derfor for udskudt til tidligst 1 år efter, at SKAT fik eller burde have fået kendskab til klagerens opholdssted, jf. § 14, stk. 1.

Ud fra de faktiske oplysninger i sagen kan SKAT tidligst anses for at have haft kendskab til klagerens opholdssted den 3. december 2014, hvor de engelske myndigheder har oplyst, at klageren opholder sig på adressen [adresse5], [England], England, hvor han bor til leje.

Bestemmelsen i § 14, stk. 1, kan imidlertid ikke medføre forlængelse af forældelsesfristen i mere end 10 år, jf. § 14, stk. 2.

Forældelse af fordring nr. 6 og 7 regnes fra henholdsvis 20. oktober 1988 og 11. januar 1990 og forældelsesfristerne udløb henholdsvis 20. oktober 1998 og 11. januar 2000. Forældelseslovens § 14, stk. 1, kan ikke bevirke, at forældelsesfristerne udløber senere end henholdsvis 20. oktober 2008 og 11. januar 2010, jf. § 14, stk. 2, og Højesterets dom, offentliggjort i U.2014.2778H.

Fordringerne 6 og 7 var således forældet henholdsvis den 20. oktober 2008 og den 11. januar 2010.

Forældelse af fordringerne 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, 15 og 16 ville tidligst kunne indtræde den 3. december 2015.

Repræsentantens henvisning til Haagerkonventionen af 2. oktober 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt og Den af De forenede Nationer vedtagne konvention af 20. juni 1956 om inddrivelse af underholdsbidrag i udlandet samt til Den Juridiske Vejledning, afsnit G.A.3.6.2.4 og G.A.3.7.4., kan ikke ses at ændre på dette resultat. Landsskatteretten finder ikke, at konventionerne har betydning i relation til spørgsmålet om forældelse.

På baggrund af det oplyste var der således ikke på afgørelsestidspunktet den 28. maj 2015 indtrådt forældelse af fordringerne 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, 15 og 16 vedrørende forskudsvist udlagt underholdsbidrag, jf. børnetilskudsloven § 18, stk. 1 og forældelseslovens § 14.

Renter

Af forældelseslovens § 23, stk. 2, fremgår det at:

”Ved forældelse af hovedfordringen bortfalder også krav på rente og lignende ydelse.”

Af de almindelige bemærkninger til § 23, stk. 2, fremsat ved lovforslag nr. 165 af 28. februar 2007 fremgår følgende:

”Med stk. 2 indføres en udtrykkelig bestemmelse om, at en fordrings forældelse medfører bortfald også af krav på rente og lignende ydelse, der er knyttet til fordringen. Det gælder, selv om det accessoriske krav ikke selvstændigt ville være forældet på dette tidspunkt. Bestemmelsen svarer til, hvad der antages at gælde i dag på ulovbestemt grundlag.”

De påløbne renter til fordringerne 1, 2, 3, 4, 5, 6 og 7 ovenfor er herefter også forældet.

SKATs afgørelse ændres herefter i overensstemmelse med ovenstående.