Kendelse af 29-09-2016 - indlagt i TaxCons database den 29-10-2016

Klagen skyldes, at SKAT ikke har imødekommet en anmodning fra A/S [virksomhed1], herefter benævnt selskabet, om genoptagelse af selskabets sag vedrørende perioden 1. oktober 1994 - 30. september 2006, herunder anmodning om tilbagebetaling af moms, i alt 575.734 kr., vedrørende udgifter til bespisning i henhold til SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Ved dom af 11. december 2008 fastslog EU-domstolen i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, at gratis levering af kantineydelser i visse tilfælde ikke er omfattet af reglerne om udtagningsbeskatning. Det gælder for bespisning af forretningsforbindelser under møder i virksomhedens lokaler, når måltiderne serveres med henblik på formål af strengt erhvervsmæssig karakter, og det gælder for bespisning af personalet under møder i virksomhedens lokaler, når virksomhedens behov - såsom behovet for at sikre, at møder i arbejdet forløber sammenhængende og godt - gør det nødvendigt, at arbejdsgiveren sørger for bespisning.

Som følge af EU-domstolens dom ændres praksis, jf. SKM2003.322.TSS og SKM2005.83.LSR, om at der ikke er fradragsret for moms af udgifter til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, og at der ved udtagning af kantineydelser fra egen kantine til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden skal beregnes udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 2.

SKAT tilkendegav ved styresignalet SKM2010.622.SKAT praksisændringens omfang og udtalte sig efterfølgende om dokumentationskravene i styresignalet SKM2011.829.SKAT.

Virksomheder, der efter den hidtidige praksis ikke havde taget fradragsret, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, eller som havde beregnet udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 2, ved bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, kunne anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret i henhold til ovenstående styresignaler.

Selskabet anmodede som følge af ovenstående SKAT om tilbagebetaling af moms for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 2010, hvorefter SKAT traf afgørelse herom den 12. juni 2012.

Ved afgørelsen imødekom SKAT selskabets anmodning om tilbagebetaling af i alt 198.529 kr. for perioden 1. oktober 2006 – 31. december 2010 men imødekom ikke selskabets anmodning om tilbagebetaling af i alt 575.734 kr. for perioden 1. oktober 1994 – 30. september 2006, idet selskabet ikke havde indsendt en specifik opgørelse over kravet, samtidig med at der ikke var indsendt dokumentation for den ønskede udbetaling.

Opgørelsen af kravet for perioden 1. oktober 1994 – 30. september 2006 var baseret på et skøn.

Selskabet påklagede ikke SKATs afgørelse af 12. juni 2012 til Landsskatteretten.

Selskabet har efterfølgende, ved anmodning af 22. oktober 2014, anmodet om genoptagelse af selskabets sag vedrørende perioden 1. oktober 1994 - 30. september 2006, herunder anmodet om tilbagebetaling af ovennævnte beløb på 575.734 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet selskabets anmodning om genoptagelse af selskabets sag vedrørende perioden 1. oktober 1994 - 30. september 2006, herunder anmodningen om tilbagebetaling af moms, i alt 575.734 kr., vedrørende udgifter til bespisning i henhold til SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT.

SKAT har anført følgende begrundelse herfor i sin afgørelse:

”SKAT har truffet afgørelse den 12. juni 2012 i virksomhedens anmodning om genoptagelse. Afgørelsen blev truffet på baggrund af styresignalerne SKM2010.622 SKAT og SKM2011.829.SKAT.

Den af SKAT trufne afgørelse blev ikke påklaget til Landsskatteretten af virksomheden.

Landsskatteretten har den 20. maj 2014 truffet afgørelse i en sag, hvor en virksomhed havde påklaget SKATs afgørelse om dokumentationskrav i henhold til SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT.

Landsskatterettens afgørelse blev den 14. oktober 2014 offentliggjort ved SKM2014.706.LSR. Landsskatterettens afgørelse er ikke indbragt for domstolene af Skatteministeriet.

Sagen afgjort af Landsskatteretten den 20. maj 2014 er konkret begrundet. Det er følgelig SKATs opfattelse, at hidtidig praksis udmeldt i SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT ikke er underkendt ved denne offentliggjorte afgørelse fra Landsskatteretten. Det samme gør sig gældende for de af rådgiver nævnte afgørelser offentliggjort på Landsskatterettens afgørelsesdatabase.

SKATs kan derfor ikke imødekomme virksomhedens anmodning om genoptagelse af afgørelsen af 12. juni 2012, jf. skatteforvaltningslovens § 32.”

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabets sag vedrørende perioden 1. oktober 1994 - 30. september 2006 skal genoptages, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, idet Landsskatteretten som følge af SKM2014.706.LSR m.fl. har ændret eller præciseret praksis om dokumentation for momsfradrag for mødebespisning. Selskabets anmodning om tilbagebetaling af 575.734 kr. for perioden 1. oktober 1994 - 30. september 2006 skal på baggrund heraf imødekommes, idet kravet er sandsynliggjort.

Selskabets repræsentant har anført følgende begrundelse herfor i klagen:

”(...)

Landsskatterettens afgørelser på området

Landsskatteretten har truffet en række afgørelser, hvori SKATs afgørelser underkendes.

SKM.2014.706.LSR

Som nævnt tidligere anmodede [...] den 22. oktober 2014 om genoptagelse af SKATs oprindelige afgørelse vedrørende [...]s krav om tilbagebetaling af moms.

Det sker på bagrund af SKM2014.706.LSR, der er en klar underkendelse af SKATs praksis, som denne er fastlagt i SKM2010.622.SKAT, og særligt er det en klar underkendelse af SKATs fortolkning af dokumentationskravet, sådan som det var SKATs praksis i SKM2011.829.SKAT, og som også var den praksis, som SKAT lægger til grund i [...]s oprindelige sag.

Landsskatteretten konkluderede i SKM2014.706.LSR, at SKAT ikke kan pålægge en virksomhed at dokumentere tilbagebetalingskravet via regnskabsmateriale eller via øvrigt materiale i form af specifikationer til regnskabsmaterialet, mødekalendere eller korrespondance i de tilfælde, hvor en virksomhed efter udløbet af den pligtige opbevaringsperiode i bogføringsloven ikke længere er i besiddelse af selve regnskabsmaterialet m.v.

Landsskatteretten godkendte desuden klart og uden forbehold, at den omhandlede virksomhed kunne tilbagesøge den afholdte moms på mødebespisning ud fra et skøn bygget på efterfølgende års regnskabsmateriale, idet man finder, at virksomheden via dette skøn har sandsynliggjort kravet.

Dette er en klar tilsidesættelse af SKATs praksis i SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT, idet man fra Landsskatterettens side afviser SKATs krav til regnskabsmateriale, og ved godkendelsen af anvendelsen af et skøn baseret på regnskabsmaterialet for senere år underkendes SKATs praksis, og der skabes en ny praksis.

At Landskatteretten klart har underkendt SKATs praksis, og at der med SKM2014.706.LSR ikke bare er tale om en enlig svale, fremgår også af, at SKM2014.706.LSR ikke er den eneste landsskatteretssag, hvor SKATs afvisning af tilbagebetaling med henvisning til manglende dokumentation via regnskabsmateriale er blevet underkendt, og hvor et skøn på baggrund af senere års regnskabsmateriale godkendes.

J.nr. 12-0191525

Landsskatteretten har i j.nr. 12-0191525 godkendt fradrag i en sag med lignende omstændigheder.

Virksomheden i denne sag havde ingen regnskabsmateriale i perioden 1. december 1994 til 31. december 2001 og havde fortaget et skøn på bagrund af tallene for de perioder, hvor regnskabsmaterialet forelå.

Også i denne sag fastslår Landsskatteretten klart og uden tvivl, at SKAT ikke har været berettiget til at afvise kravet ud fra det faktum, at der ikke foreligger regnskabsmateriale eller andet materiale for perioden, der ligger forud for den periode, hvor der er opbevaringspligt. Et skøn baseret på baggrund af senere års materiale er tilstrækkeligt.

J.nr. 12-0208243

I Landsskatterettens j.nr. 12-0208243 underkendte Landsskatteretten også SKATs afvisning af tilbagebetaling af momsen vedrørende mødebespisning og godkendte en opgørelse, der alene var baseret på et gennemsnit af efterfølgende års regnskabsmateriale.

Øvrige afgørelser

Det samme gør sig gældende i Landskatterettens afgørelser i j.nr. 12-0208316, j.nr. 12-0208361, j.nr. 12-0205242 og senest også j.nr. 12-0214968, hvor Landsskatteretten uden tvivl underkender SKATs praksis og godkender, at virksomhederne kan foretage et skøn på baggrund af materialet for efterfølgende perioder.

Vurdering af om der foreligger en praksisændring

I SKATs afgørelse til [...] af 13. april 2015 siger SKAT, at SKM2014.706.LSR er:

”Konkret begrundet. Det er følgelig SKATs opfattelse, at hidtidig praksis udmeldt i

SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT ikke er underkendt ved denne offentliggjorte afgørelse fra Landsskatteretten. Det samme gør sig gældende for de af rådgiver nævnte afgørelser offentliggjort på Landsskatterettens afgørelsesdatabase...” (side 4, afsnit 6).

Der er, som nævnt, efter vores vurdering ikke tale om en konkret vurdering i den enkelte sag, men om en praksisændring.

En praksisændring kan bestå i både en lempelse af praksis og en skærpelse af praksis.

I forhold til den konkrete sag er det alene relevant at vurdere, om Landsskatterettens afgørelser er udtryk for en lempelse af den hidtidige praksis om dokumentation af momsfradraget.

Om der foreligger en praksisændring, skal normalt vurderes ud fra lighedsgrundsætningen.

Lighedsgrundsætningen er et grundlæggende ikke-lovbestemt forvaltningsretligt princip, der skal sikre, at der som udgangspunkt træffes identiske afgørelser i forhold til borgere med identiske omstændigheder.

Eller sagt på en anden måde må en myndighed ikke udøve usaglig forskelsbehandling.

I det omfang der sker ændringer af den eksisterende praksis, skal denne derfor kunne påberåbes af alle, således at borgerne/virksomhederne stilles ens.

SKAT skriver i sin interne juridiske vejledning, afsnit A.A.7.1.1, at

”Efter at SKAT fra 1. november 2005 er etableret som en enhedsorganisation har begrebet præcisering af praksis stort set ingen selvstændig betydning. Derimod havde begrebet betydning i den tidligere hierarkiske struktur med over- og underordnede skattemyndigheder, hvor en praksispræcisering kunne modsvare en situation, hvor en afgørelse afklarede en tvetydig praksis hos de underordnede myndigheder. I en enhedsorganisation vil en afgørelse, der afklarer en tvetydig praksis,som altovervejende hovedregel skulle behandles som en ændring af praksis, dvs. som en ændring af den delpraksis, der nu er blevet underkendt, eller som en skærpelse af en hidtidig delpraksis (vores fremhævning)”.

I realiteten er det kun den situation, hvor en afgørelse udfylder et tidligere vakuum, der ikke skal behandles efter principperne om praksisændring.

I den konkrete sag, hvor SKAT ved styresignaler har angivet retningslinjer for dokumentation af kravet, har der ikke eksisteret et vakuum.

Derimod er der tale om, at Landsskatteretten har tilsidesat SKATs fortolkning af principperne for dokumentationen. I henhold til SKATs egen vejledning foreligger der således en ændring af praksis, idet der er tale om en afklaring af principperne.

Den bedste test for, om der er tale om en praksisændring, er at vurdere, om den konkrete sag ville have fået et andet udfald, hvis de pågældende afgørelser fra Landsskatteretten havde været kendt på tidspunktet for den oprindelige afgørelse fra SKAT.

Det er der efter vores opfattelse ingen tvivl om, at [...]s sag ville have fået et andet udfald, hvis Landsskatterettens afgørelser var kendt på det tidspunkt.

SKAT kan derfor heller ikke blot henvise til, at der ikke er sket praksisændring, men er nødt til at begrunde dette, herunder foretage en prøvelse af, om den konkrete sag ville have fået et andet udfald, såfremt den nyere praksis havde været anvendt.

Det forhold, at [...] ikke valgte at påklage den oprindelige afgørelse, har i forhold til vurderingen af, om Landsskatteretten har underkendt hidtidig praksis, ingen betydning.

At der er tale om en praksisændring understøttes også af EU- retten og effektivitetsprincippet, hvor vi kan henvise C-147/01 Webers Wine World. EU-Domstolen konkluderer i den dom, at effektivitetsprincippet er til hinder for en national ordning eller administrativ praksis, der i praksis gør det umuligt eller forholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden. Det gælder særligt ved tilbagebetaling i situationer, hvor nationale bestemmelser eller praksis har været i strid med EU-retten, hvilket klart var tilfældet ved reglerne om momsfradrag ved møder. Efter vores opfattelse var SKATs oprindelige praksis i strid med EU, hvilket understøtter, at der med rækken af landsskatteretsafgørelser er tale om en ændring af praksis.

Konklusion vedrørende Landsskatterettens underkendelse af SKATs praksis.

På baggrund af ovenstående afgørelser fra Landskatteretten er der efter vores opfattelse ikke tvivl om, at Landsskatteretten har underkendt SKATS praksis og dermed etableret en ny praksis, hvorefter det er muligt for en virksomhed at dokumentere kravet på tilbagebetaling for perioden, hvor man ikke har regnskabsmateriale og ikke har pligt til at opbevare regnskabsmaterialet via et skøn, baseret på de år, hvor man har regnskabsmaterialet.

Konsekvenser af en praksisændring - skatteforvaltningslovens § 32

Det følger af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, at:

(...)

Som det fremgår af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, så kan der ske ekstraordinær genoptagelse, hvis hidtidig praksis er underkendt ved endelig afgørelse fra Landsskatteretten.

Det er derfor vores opfattelse, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, om ekstraordinær genoptagelse er opfyldte, og at SKAT dermed skal genoptage og realitetsbehandle [...]s anmodning af 22. oktober 2014.

[...]s udøvelse af skønnet

[...] havde i forbindelse med den oprindelige anmodning af 28. december 2010 om tilbagebetaling af moms i forbindelse med mødebespisning ikke adgang til bogføringsmateriale for den periode, der lå forud for 2006.

[...] opgjorde derfor kravet for perioden oktober 1994 til [30. september 2006] på baggrund af et skøn over fordelingen af de bogførte udgifter på kontoen for interne møder mellem, om der var tale om udgifter, som berettigede til fradrag, eller udgifter, der ikke gjorde. Fordelingen blev foretaget på baggrund af samme forholdstal som for efterfølgende perioder, hvor [...] var i besiddelse af bogføringsmateriale.

I sin ansøgning estimerede [...], at 70 % af de omkostninger, der var bogført på ”Konto for interne møder”, vedrørte bespisning af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden og dermed var fradragsberettigede.

Modellen, hvor 70 % af det bogførte beløb på ovennævnte konto (som det fradragsberettigede beløb) blev godkendt af SKAT i deres afgørelse af 12. juli 2012 for perioden efter 2006, idet det beløb, der faktisk udbetales, udgør netop 70 % af det bogførte beløb for de år, hvor man havde regnskabsmaterialet. Der blev ved ansøgningen medsendt kopi af posteringerne på denne bogføringskonto. SKAT har derfor godkendt modellen med 70 % for de år, hvor man faktisk havde regnskabsmaterialet.

For perioden oktober 1994 til [30. september 2006] havde [...] ikke regnskabsmateriale, og man anvendte derfor et månedligt gennemsnit beregnet som omkostningerne i de perioder, hvor man havde regnskabsmateriale i form af ”Konto for interne møder” divideret med antal måneder i perioden og fik dermed et månedligt gennemsnit.

På baggrund af dette omregnede man det månedlige gennemsnit på de antal måneder, der var i perioden oktober 1994 til [30. september 2006].

[...] var og er af den opfattelse, at deres mødeaktiviteter har været ensartede i hele perioden.

[...]s krav er dermed opgjort på baggrund af et skøn baseret på regnskabsmateriale for den periode, hvor man havde og var forpligtet til at opbevare regnskabsmaterialet, med et skøn over, hvor stor en andel der var fradragsberettigede møder m.v. og et skøn over udviklingen i mødeaktiviteten.

Det er denne dokumentation, som SKAT i den oprindelige afgørelse (jnr. 11-111206) afviser.

Denne model er imidlertid lig de modeller, som Landsskatteretten nu godkender, jf. ovenfor, og som udgør en praksisændring. Det er vores opfattelse, at havde Landsskatterettens kendelse været kendt på tidspunktet for SKATs oprindelige afgørelse, ville [...]s oprindelige sag (j.nr. 11-111206) have fået et andet udfald.

Det er derfor vores opfattelse, at [...] med det foretagne skøn har sandsynliggjort sit krav på en måde, hvorfor der - ligesom i ovenfor gennemgåede afgørelser fra Landsskatteretten - er basis for en udbetaling af momsbeløbet.

(...)”

I forbindelse med sagens behandling er bl.a. fremlagt en skematisk sammenligning af SKATs afgørelse af 12. juni 2012 og SKM2014.706.LSR m.fl.

I forhold til det skønnede krav vedrørende den omhandlede periode er henvist til selskabets omsætning (aktivitetsniveau) fra 1993/1994 – 2014/2015. Hertil er anført, at der ved udøvelsen af skønnet er foretaget et meget konservativt skøn set i forhold til aktivitetsniveauet over årene 1993/1994 – 2014/2015, herunder set i forhold til, hvad selskabet siden 1. november 2011 – 15. april 2016, hvor udgifter til bespisning er bogført i henhold til ny praksis, har haft af udgifter til bespisning. Herefter er andel af udgifter med momsløft beregnet til 91,4 % og andel uden momsløft beregnet til 8,60 %.

Landsskatterettens afgørelse

Af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, fremgår følgende:

”En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. (...).”

Af skatteforvaltningslovens § 32 stk. 1, nr. 1, og stk. 2 fremgår:

”Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

1) Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en afgørelse fra skatteankeforvaltningen, et motorankenævn eller Landsskatteretten eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse foretages til gunst for den afgiftspligtige fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis. Tilsvarende kan genoptagelse ske til gunst for den godtgørelsesberettigede vedrørende godtgørelse af afgift, der kunne være gjort gældende fra og med det tidspunkt, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller 3 år forud for underkendelsen af praksis.

(...)

Stk. 2. En ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen af afgift kan kun foretages efter stk. 1, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller anmodningen fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede fremsættes senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 31. En ændring af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt. Har det betydning for den afgiftspligtiges henholdsvis den godtgørelsesberettigedes mulighed for at varetage sine interesser, at fristen efter 2. pkt. forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Told- og skatteforvaltningen kan behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af fristen i 1. pkt., hvis særlige omstændigheder taler derfor.

(...)”.

Af skatteforvaltningslovens § 34a, stk. 1 og 4, fremgår:

”Krav afledt af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, jf. §§ 26 og 27, og fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, jf. §§ 31 og 32, samt fastsættelse af vurdering af fast ejendom, jf. § 33, forældes efter reglerne i forældelsesloven, jf. dog stk. 2-4.

(...)

Stk. 4. Forældelsesfristen er 10 år for krav afledt af en ekstraordinær ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, jf. § 27, stk. 1, og ekstraordinær fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, jf. § 32, stk. 1, samt for ekstraordinær genoptagelse af ejendomsvurderinger, jf. § 33, stk. 3-5 samt stk. 7 og 8.”

Det fremgår af sagens oplysninger, at selskabet ved anmodning af 22. oktober 2014 har anmodet SKAT om genoptagelse af selskabets sag og tilbagebetaling af moms, i alt 575.734 kr., for perioden 1. oktober 1994 – 30. september 2006. SKAT har ved den påklagede afgørelse ikke imødekommet anmodningen.

Landsskatteretten finder, at selskabets anmodning af 22. oktober 2014 i relation til frist- og forældelsesreglerne i skatteforvaltningslovens §§ 31, 32 og 34a må anses for en ny anmodning om ekstraordinær genoptagelse af selskabets momstilsvar for perioden 1. oktober 1994 – 30. september 2006 i medfør af skatteforvaltningslovens § 32. Det bemærkes herved, at SKATs afgørelse af 12. juni 2012 ikke blev påklaget af selskabet, og at fristen for ordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 31 var udløbet den 22. oktober 2014.

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af SKATs afgørelse af 12. juni 2012 er opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1. Det er i denne forbindelse anført, at Landsskatteretten ved en række afgørelser har ændret praksis i forhold til den praksis, som SKAT tidligere har praktiseret i forhold til kravet om nødvendig dokumentation for og sandsynliggørelse af tilbagebetalingskrav for mødebespisning i henhold til SKM2011.829.SKAT.

Ifølge skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, kan et afgiftstilsvar ændres uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 31, såfremt hidtidig praksis er endelig underkendt ved dom, en afgørelse fra skatteforvaltningen, et motorankenævn eller Landsskatteretten eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet.

Som følge af EU-domstolens dom i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, offentliggjorde SKAT styresignalet SKM2010.622.SKAT, hvorefter praksis, ifølge hvilken der ikke var fradragsret for moms af udgifter til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte i forbindelse med møder i virksomheden, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, er ændret.

For så vidt angår praksisændringens omfang fremgår følgende af SKM2010.622.SKAT:

”(...)

Genoptagelse

Virksomheder der efter den hidtidige praksis ikke har taget fradragsret, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, eller som har beregnet udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 2, ved bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, kan anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret.

(...)”

Skatteministeriet tilkendegav endvidere sin opfattelse vedrørende dokumentationskravene i styresignalet SKM2011.829.SKAT, hvoraf fremgår følgende:

”(...)

Dokumentationskravene er i SKM2010.622.SKAT formuleret således:

Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.”

Det vil med andre ord sige, at det som udgangspunkt beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om det fremlagte materiale er tilstrækkeligt til, at anmodningen kan imødekommes.

Efter Skatteministeriets opfattelse kan der lægges følgende grundlæggende linje for, hvad der skal kræves af dokumentation for, at kravet kan imødekommes:

Virksomheden skal gennem regnskabet kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Da bespisning af forretningsforbindelser er anset for ”repræsentation” og bespisning af ansatte for ”kost til ansatte”, vil det være naturligt at tage afsæt i regnskabets konti for henholdsvis ”repræsentation” og ”kost til ansatte”.

Herefter skal virksomheden kunne sandsynliggøre, hvor stor andel af udgifterne på disse konti, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen. Udgifter til hotel- og restaurationsudgifter skal trækkes helt ud af opgørelsen, da disse udgifter ikke er omfattet tilbagebetalingsadgangen.

Sandsynliggørelse af, hvilke udgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen kan f.eks. ske ved, at virksomheden redegør for og dokumenterer sine mødeaktiviteter og bespisningspolitik.

For perioder, der er ældre end 5 år, skal der også indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Da bilagsmaterialet måske ikke længere foreligger, vil dokumentationskravet efter en konkret vurdering blandt andet kunne opfyldes gennem

• specifikationer til regnskabsmaterialet

• mødekalendere

• korrespondance

Derudover skal det sandsynliggøres, at betingelserne for fradragsret ifølge retningslinjerne i styresignalet er opfyldt.

Vurderingen af, om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for de ældre perioder. Der skal ses på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Hvis virksomheden f.eks. kan dokumentere et krav vedrørende en nyere periode, kan virksomheden ikke anvende kravet for denne periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for de ældre perioder. Det vil med andre ord sige, at det ikke accepteres, at virksomheden blot ganger et års dokumenteret krav med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for.

Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder, der er ældre end 5 år, og derfor ikke på nogen måde kan dokumentere, at der for disse år er afholdt udgifter omfattet af tilbagebetalingsadgangen, kan der efter Skatteministeriets opfattelse ikke ske tilbagebetaling.

(...)”

Landsskatteretten bemærker til det af selskabets repræsentant anførte om, at Landsskatteretten i de af selskabets repræsentant anførte afgørelser fra Landsskatteretten, hvor SKAT har henvist til SKM2011.829.SKAT, efter en individuel og konkret vurdering i hver enkelt sag, herunder af det individuelle skøn i hver sag, har ændret SKATs afgørelse. På baggrund heraf anses Landsskatteretten ikke for at have ændret på de dokumentationskrav, som følger af SKM2011.829.SKAT. Landsskatteretten har således alene fundet, at det udøvede skøn og sandsynliggørelsen heraf efter en individuel og konkret vurdering i hver enkelt sag var tilstrækkelig til, at kravet kunne imødekommes.

Hertil bemærkes, at det følger af styresignalet, at for perioder, der er ældre end 5 år, er det ikke en forudsætning for opfyldelse af dokumentationskravet, at bilagsmateriale foreligger, samt at dokumentationskravet efter en konkret vurdering bl.a. kan anses for opfyldt gennem specifikationer til regnskabsmaterialet, mødekalendere og korrespondance. Der er herefter ikke tale om, at kravet skal dokumenteres eller sandsynliggøres på en bestemt måde.

Det fremgår endvidere af styresignalet, at såfremt virksomheden f.eks. kan dokumentere et krav vedrørende en nyere periode, kan virksomheden ikke anvende kravet for denne periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for de ældre perioder. Det vil med andre ord sige, at det ikke accepteres, at virksomheden blot ganger et års dokumenteret krav med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for. Hertil bemærker Landsskatteretten, at det i ingen af de anførte afgørelser fra Landsskatteretten er tilfældet, at virksomheden blot ganger et års dokumenteret krav med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for, uden inddragelse af andre relevante faktorer.

De af Landsskatteretten trufne afgørelser ses herefter ikke at have tilsidesat styresignalet, hvorfor SKATs krav til nødvendig dokumentation og sandsynliggørelse af tilbagebetalingskrav for mødebespisning i henhold til SKM2011.829.SKAT ikke ses ændret.

Der henvises til Landsskatterettens afgørelse offentliggjort som SKM2016.183.LSR.

Betingelserne for genoptagelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, er således ikke opfyldt, ligesom der ikke foreligger særlige omstændigheder, jf. § 32, stk. 1, nr. 4.

Herudover bemærker Landsskatteretten, at der under alle omstændigheder ikke er grundlag for at genoptage selskabets momstilsvar i det omfang, de afledte krav ville være forældede i medfør af skatteforvaltningslovens § 34a, stk. 4. Det følger heraf, at forældelsesfristen er 10 år for krav afledt af en ekstraordinær fastsættelse af afgiftstilsvar, jf. § 32, stk. 1. Der er ved afgørelsen ikke taget stilling til spørgsmålet om forældelse af de afledte krav i henhold til skatteforvaltningslovens § 34a, stk. 4.

Den påklagede afgørelse stadfæstes herefter.