Kendelse af 18-05-2016 - indlagt i TaxCons database den 09-07-2016

Klagen skyldes, at SKAT ikke har imødekommet en anmodning fra [forening1], herefter benævnt foreningen, om tilbagebetaling af moms, i alt 27.558 kr., for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 1996 vedrørende udgifter til bespisning i henhold til SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Ved dom af 11. december 2008 fastslog EU-domstolen i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, at gratis levering af kantineydelser i visse tilfælde ikke er omfattet af reglerne om udtagningsbeskatning. Det gælder for bespisning af forretningsforbindelser under møder i virksomhedens lokaler, når måltiderne serveres med henblik på formål af strengt erhvervsmæssig karakter, og det gælder for bespisning af personalet under møder i virksomhedens lokaler, når virksomhedens behov - såsom behovet for at sikre, at møder i arbejdet forløber sammenhængende og godt - gør det nødvendigt, at arbejdsgiveren sørger for bespisning.

Som følge af EU-domstolens dom blev tidligere praksis ændret. Den tidligere praksis, som bl.a. fremgik af SKM2003.322.TSS og SKM2005.83.LSR, indebar, at der ikke var fradragsret for moms af udgifter til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, og at der ved udtagning af kantineydelser fra egen kantine til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden skulle beregnes udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 2.

SKAT tilkendegav ved styresignalet SKM2010.622.SKAT praksisændringens omfang og udtalte sig efterfølgende om dokumentationskravene i styresignalet SKM2011.829.SKAT.

Virksomheder, der efter den hidtidige praksis ikke havde taget fradragsret, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, eller som havde beregnet udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 2, ved bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, kunne anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret i henhold til ovenstående styresignaler.

Foreningen anmodede som følge af ovenstående SKAT om tilbagebetaling af moms for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 2009, hvorefter SKAT traf afgørelse herom den 22. maj 2012.

Ved afgørelsen imødekom SKAT foreningens anmodning om tilbagebetaling af i alt 207.734 kr. for perioden 1. januar 1997 – 31. december 2009 men imødekom ikke foreningens anmodning om tilbagebetaling af i alt 27.558 kr. for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 1996, idet foreningen ikke havde indsendt en specifik opgørelse over kravet, samtidig med at der ikke var indsendt dokumentation for den ønskede udbetaling.

Opgørelsen af kravet for 1994 – 1996 var baseret på et skøn på grundlag af 1997 – 1998, i alt 22.598 kr. delt med 2 og herefter fratrukket 10 % pr. år.

Foreningen påklagede ikke SKATs afgørelse af 22. maj 2012 til Landsskatteretten.

Foreningen har efterfølgende, ved anmodning af 25. november 2014, anmodet SKAT om tilbagebetaling af ovennævnte beløb på 27.558 kr. for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 1996 bl.a. under henvisning til SKM2014.706.LSR.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet foreningens anmodning om tilbagebetaling af moms, i alt 27.558 kr., for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 1996.

SKAT har anført følgende begrundelse herfor i sin afgørelse:

”SKAT har truffet afgørelse den 22. maj 2012 i virksomhedens anmodning om genoptagelse. Afgørelsen blev truffet på baggrund af styresignalerne SKM2010.622 SKAT og SKM2011.829.SKAT.

Den af SKAT trufne afgørelse blev ikke påklaget til Landsskatteretten af virksomheden.

Landsskatteretten har den 20. maj 2014 truffet afgørelse i en sag, hvor en virksomhed havde påklaget SKATs afgørelse om dokumentationskrav i henhold til SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT.

Landsskatterettens afgørelse blev den 14. oktober 2014 offentliggjort ved SKM2014.706.LSR. Landsskatterettens afgørelse er ikke indbragt for domstolene af Skatteministeriet.

Sagen afgjort af Landsskatteretten den 20. maj 2014 er konkret begrundet. Det er følgelig SKATs opfattelse, at hidtidig praksis udmeldt i SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT ikke er underkendt ved denne offentliggjorte afgørelse fra Landsskatteretten.

SKAT kan derfor ikke imødekomme virksomhedens anmodning om genoptagelse af afgørelsen af 22. maj 2012, jf. skatteforvaltningslovens § 32.”

Foreningens opfattelse

Foreningen har nedlagt påstand om, at foreningens anmodning om tilbagebetaling af i alt 27.558 kr. for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 1996 skal imødekommes.

Foreningen har anført følgende begrundelse herfor:

”Afgørelse:

Landskatterettens kendelser 12-0191634 af 20. maj 2014, 12-0216722 af 26. juni 2014, 12-0191849 af 30. juni 2014, 12-0192002 af 9. juli 2014 og 12-0191325 af 9. juli 2014.

Resumé:

Landsskatteretskendelser, der ændrer SKATs afgørelser i anledning af, at SKAT ikke havde imødekommet anmodninger vedrørende tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte for de i kendelserne omhandlede perioder, idet dokumentationskravet ikke var anset for opfyldt.

Bemærkninger fra Skatteafdelingen, SEGES:

Denne SKATM samler en stribe kendelser fra Landsskatteretten, der har det til fælles, at SKAT ikke havde imødekommet anmodninger vedrørende tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte for de i kendelserne omhandlede perioder, idet dokumentationskravet i styresignalerne ( SKATM-2011-30-30 og SKATM-2010-30-13 ) ikke var anset for opfyldt.

I alle fem kendelserne anvender Landsskatteretten samme argumentation i forhold til dokumentationskravet. Følgende fremgår af Landsskatterettens argumentation:

”Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.

Det vil med andre ord sige, at det som udgangspunkt beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om det fremlagte materiale er tilstrækkeligt til, at anmodningen kan imødekommes.

Efter Skatteministeriets opfattelse kan der lægges følgende grundlæggende linje for, hvad der skal kræves af dokumentation for, at kravet kan imødekommes:

Virksomheden skal gennem regnskabet kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Da bespisning af forretningsforbindelser er anset for ”repræsentation” og bespisning af ansatte for ”kost til ansatte”, vil det være naturligt at tage afsæt i regnskabets konti for henholdsvis ”repræsentation” og ”kost til ansatte”.

Herefter skal virksomheden kunne sandsynliggøre, hvor stor andel af udgifterne på disse konti, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen. Udgifter til hotel- og restaurationsudgifter skal trækkes helt ud af opgørelsen, da disse udgifter ikke er omfattet tilbagebetalingsadgangen.

Sandsynliggørelse af, hvilke udgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen kan f.eks. ske ved, at virksomheden redegør for og dokumenterer sine mødeaktiviteter og bespisningspolitik.

For perioder, der er ældre end 5 år, skal der også indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Da bilagsmaterialet måske ikke længere foreligger, vil dokumentationskravet efter en konkret vurdering blandt andet kunne opfyldes gennem

Derudover skal det sandsynliggøres, at betingelserne for fradragsret ifølge retningslinjerne i styresignalet er opfyldt.

Vurderingen af, om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for de ældre perioder. Der skal ses på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Hvis virksomheden f.eks. kan dokumentere et krav vedrørende en nyere periode, kan virksomheden ikke anvende kravet for denne periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for de ældre perioder. Det vil med andre ord sige, at det ikke accepteres, at virksomheden blot ganger et års dokumenteret krav med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for.

Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder, der er ældre end 5 år, og derfor ikke på nogen måde kan dokumentere, at der for disse år er afholdt udgifter omfattet af tilbagebetalingsadgangen, kan der efter Skatteministeriets opfattelse ikke ske tilbagebetaling.”

I kendelserne er der stor forskel på dokumentationen, der bliver fremlagt til støtte for kravene. Således fremlægges:

På trods af de store forskelle på dokumentationen er det værd at bemærke, at retten i alle sager når frem til samme resultat og ikke mindst: med samme begrundelse herfor, hvilket er udtryk for det spillerum, der tillades til opfyldelse af dokumentationskravet.

Retten anfører således, at retten ”finder det sandsynliggjort, herunder efter en konkret vurdering af klagerens aktivitet i genoptagelsesperioden, at klageren har afholdt udgifter af den omhandlede karakter i den påklagede periode. Retten finder endvidere, at størrelsen af kravet i tilstrækkelig grad er sandsynliggjort. Der er herved henset til, at klageren har taget hensyn til aktivitetsniveauet i den omhandlede periode. Klageren har således ved opgørelsen af kravet foretaget et realistisk skøn”.

I den ene af de fem sager var Landsskatteretten nødsaget til at overlade til SKAT at foretage den nærmere talmæssige opgørelse, idet en del af fradragene – i overensstemmelse med praksis – ikke kunne godkendes.

Det er SEGES’ opfattelse, at Landskatterettens kendelser er udtryk for en praksisændring, da Landsskatteretten direkte i f.eks. kendelse 12-0216722 af 26. juni 2014 (Bilag 1) i modsætning til SKAT og SKATs styresignaler accepterer en skønsmæssig opgørelse beregnet som et gennemsnit af tidligere år fratrukket 5 pct. for at afspejle et skønnet lavere aktivitetsniveau i de ældre år. SEGES er opmærksom på, at SKAT ikke deler SEGES opfattelse af, at der er tale om en praksisændring, men det er fortsat SEGES’ vurdering, at der er tale om en praksisændring.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, fremgår følgende:

”En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. (...).”

Af skatteforvaltningslovens § 32 stk. 1, nr. 1, og stk. 2 fremgår:

”Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

1) Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en afgørelse fra skatteankeforvaltningen, et

motorankenævn eller Landsskatteretten eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse foretages til gunst for den afgiftspligtige fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis. Tilsvarende kan genoptagelse ske til gunst for den godtgørelsesberettigede vedrørende godtgørelse af afgift, der kunne være gjort gældende fra og med det tidspunkt, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller 3 år forud for underkendelsen af praksis.

(...)

Stk. 2. En ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen af afgift kan kun foretages efter stk. 1, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller anmodningen fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede fremsættes senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 31. En ændring af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt. Har det betydning for den afgiftspligtiges henholdsvis den godtgørelsesberettigedes mulighed for at varetage sine interesser, at fristen efter 2. pkt. forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Told- og skatteforvaltningen kan behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af fristen i 1. pkt., hvis særlige omstændigheder taler derfor.

(...)”.

Af skatteforvaltningslovens § 34a, stk. 1 og 4, fremgår:

”Krav afledt af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, jf. §§ 26 og 27, og fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, jf. §§ 31 og 32, samt fastsættelse af vurdering af fast ejendom, jf. § 33, forældes efter reglerne i forældelsesloven, jf. dog stk. 2-4.

(...)

Stk. 4. Forældelsesfristen er 10 år for krav afledt af en ekstraordinær ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, jf. § 27, stk. 1, og ekstraordinær fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, jf. § 32, stk. 1, samt for ekstraordinær genoptagelse af ejendomsvurderinger, jf. § 33, stk. 3-5 samt stk. 7 og 8.”

Det fremgår af sagens oplysninger, at foreningen ved anmodning af 25. november 2014 har anmodet SKAT om tilbagebetaling af moms, i alt 27.558 kr., for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 1996. SKAT har ved den påklagede afgørelse ikke imødekommet anmodningen.

Landsskatteretten finder, at foreningens anmodning af 25. november 2014 i relation til frist- og forældelsesreglerne i skatteforvaltningslovens §§ 31, 32 og 34a må anses for en ny anmodning om ekstraordinær genoptagelse af foreningens momstilsvar for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 1996 i medfør af skatteforvaltningslovens § 32. Det bemærkes herved, at SKATs afgørelse af 22. maj 2012 ikke blev påklaget af foreningen, og at fristen for ordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 31 var udløbet den 25. november 2014.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 34a, stk. 4, at forældelsesfristen er 10 år for krav afledt af en ekstraordinær fastsættelse af afgiftstilsvar, jf. § 32, stk. 1. Det indebærer, at det afledte krav for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 1996 var forældet på tidspunktet for indgivelsen af anmodningen om tilbagebetaling.

Da foreningen som følge af forældelse ikke har krav på tilbagebetaling af moms for den omhandlede periode, er der allerede af den grund ikke grundlag for at genoptage foreningens momstilsvar for den omhandlede periode.

Landsskatteretten bemærker til det af foreningen anførte om, at retten i de af foreningen anførte afgørelser fra Landsskatteretten, hvor SKAT har henvist til SKM2011.829.SKAT, efter en individuel og konkret vurdering i hver enkelt sag, herunder af det individuelle skøn i hver sag, har ændret SKATs afgørelse. På baggrund heraf anses Landsskatteretten ikke for at have ændret på de dokumentationskrav, som følger af SKM2011.829.SKAT. Landsskatteretten har således alene fundet, at det udøvede skøn og sandsynliggørelsen heraf efter en individuel og konkret vurdering i hver enkelt sag var tilstrækkelig til, at kravet kunne imødekommes.

Hertil bemærkes, at det følger af styresignalet, at for perioder, der er ældre end 5 år, er det ikke en forudsætning for opfyldelse af dokumentationskravet, at bilagsmateriale foreligger, samt at dokumentationskravet efter en konkret vurdering bl.a kan anses for opfyldt gennem specifikationer til regnskabsmaterialet, mødekalendere og korrespondance. Der er herefter ikke tale om, at kravet skal dokumenteres eller sandsynliggøres på en bestemt måde.

Det fremgår endvidere af styresignalet, at såfremt virksomheden f.eks. kan dokumentere et krav vedrørende en nyere periode, kan virksomheden ikke anvende kravet for denne periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for de ældre perioder. Det vil med andre ord sige, at det ikke accepteres, at virksomheden blot ganger et års dokumenteret krav med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for. Hertil bemærker Landsskatteretten, at det i ingen af de anførte afgørelser fra Landsskatteretten er tilfældet, at virksomheden blot ganger et års dokumenteret krav med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for, uden inddragelse af andre relevante faktorer.

De af Landsskatteretten trufne afgørelser ses herefter ikke at have tilsidesat styresignalet, hvorfor SKATs krav til nødvendig dokumentation og sandsynliggørelse af tilbagebetalingskrav for mødebespisning i henhold til SKM2011.829.SKAT ikke ses ændret.

Der henvises til Landsskatterettens afgørelse offentliggjort som SKM2016.183.LSR.

Den påklagede afgørelse stadfæstes herefter allerede under henvisning til, at det afledte krav er forældet i medfør af skatteforvaltningslovens § 34a, stk. 4.