|
|
Kendelse af 16-12-2016 - indlagt i TaxCons database den 25-02-2017
Klagen skyldes, at SKAT ikke har imødekommet en ansøgning om momsgodtgørelse på 9.573 kr. for perioden fra den 1. januar 2014 til den 31. december 2014.
Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.
Faktiske oplysninger
SKAT modtog den 17. februar 2015 en ansøgning fra [virksomhed1] AB (herefter selskabet) om godtgørelse af et momsbeløb på 9.573 kr. vedrørende perioden fra den 1. januar 2014 til den 31. december 2014.
Der er fremlagt indgående fakturaer, hvoraf det fremgår, at selskabet i faktura nr. 18231 fra [virksomhed2] blev faktureret et beløb på 42.255 kr., hvoraf momsen udgør 8.451 kr. Ifølge beskrivelsen er der leveret en række hotelovernatninger samt morgenmad. Videre blev selskabet i faktura nr. 1318835 fra [hotel1] faktureret et beløb på 5.610 kr., hvoraf momsen udgør 1.122 kr. Ifølge beskrivelsen er der leveret mødelokale samt bespisning.
Der er fremlagt udgående fakturaer, hvoraf det fremgår, at selskabet i faktura nr. 255243 fakturerede [virksomhed3] AB et beløb uden moms på 9.407 SEK for en konferencepakke, og videre fakturerede selskabet i faktura nr. 259646 [virksomhed4] AB et beløb uden moms på 198.400 SEK for en grupperejse.
Selskabets repræsentant har til støtte for ansøgningen anført, at køberne af selskabets ydelser er virksomheder og ikke de endelige forbrugere af ydelserne, hvilket medfører, at selskabet er berettiget til momsgodtgørelse.
SKATs afgørelse
SKAT har den 7. april 2015 truffet afgørelse, hvorefter selskabets anmodning om momsgodtgørelse på 9.573 kr. for perioden fra den 1. januar 2014 til den 31. december 2014 ikke imødekommes, jf. den danske momslovs §§ 67-68a og § 45, stk. 1.
Der er herved bl.a. henvist til følgende (uddrag):
”...
In pursuance of § 45 (1) of the Consolidated Act number 106 of 23.01.2013 (The Danish VAT Act), the company has applied for reimbursement of a VAT amount of 9,573.00 DKK.
The provision implements the regulations contained in the Council Directive 2008/9/EC of 12.02.2008.
The application, which is received at SKAT on the 17.02.2015, covers the period 01.01.2014 - 31.12.2014.
The application is submitted on behalf of: [virksomhed1] AB
[adresse1]
[Sverige]
SKAT is unable to grant the company's application.
The special scheme for travel agents is described in Part 16a, §§ 67-68a of The Danish VAT Act the provisions implement Section XII, Part 3 of Council Directive (2006/112/EC) of 28.11.2006 on the common system of value added tax.
According to the provisions, the VAT amounts that other taxable persons charge travel agents and that benefit the traveller directly do not entitle to neither deductions nor refunds.
In the opinion of SKAT, the VAT amounts, for which refund is requested, are costs that are for the direct benefit of the traveller.
Thus the VAT amount, for which refund is requested, is not refundable pursuant to § 45 (1) of the VAT Act.
...”
Under sagens behandling i Skatteankestyrelsen har SKAT den 20. maj 2015 bl.a. udtalt følgende (uddrag):
”...
I forbindelse med ansøgningens behandling har SKAT anmodet om yderligere oplysninger, jf. SKATs brev af 17. marts 2015... I svaret af 23. marts 2015 ... oplyser ansøgers repræsentant, at køber af ydelserne er andre svenske virksomheder. Eksempler på viderefaktureringen til ansøgers kunder vedhæftes ([virksomhed4] AB og [virksomhed3] AB).
Disse købere er ikke andre rejsebureauer, men derimod virksomheder, der selv forbruger rejseydelserne i forhold til ansatte mm.
SKAT finder derfor ikke, at der er fremkommet nye oplysninger, der kan ændre den trufne afgørelse.
...”
Klagerens opfattelse
Selskabet har nedlagt påstand om, at ansøgningen om momsgodtgørelse på 9.573 kr. vedrørende perioden fra den 1. januar 2014 til den 31. december 2014 skal imødekommes, jf. den danske momslov §§ 67-68a og § 45, stk. 1.
Der er herved bl.a. anført følgende (uddrag):
”...
The VAT amounts for which a refund was requested are for costs that are not for the direct benefit of the Traveler.
Our client re-sold these costs in the form of packages to its clients who are corporations and not the actual traveler. ...
We therefore re-iterate that that the expenses that our client incurred were resold in the form of packages to its clients who are corporations and not the actual travelers.
As such the Special Scheme for Travel Agents as described in the Danish VAT Act is not applicable and our client is respectfully entitled to a refund VAT.
...”
Under sagens behandling i SKAT har klagerens repræsentant den 23. marts 2015 bl.a. oplyst følgende (uddrag):
”...
Furthermore, your offices requested an explanation to the following:
Who is the final receiver of the services for which has been applied?
The final receiver for the services received are [virksomhed3] AB and [virksomhed4] AB.
Has the services been recharged to a second customer?
Yes, please find attached copies of the scanned recharged invoices ...
...”
Landskatterettens afgørelse
Der skal tages stilling til, om det er med rette, at SKAT ikke har imødekommet selskabets anmodning om momsgodtgørelse, under henvisning til at den indgående afgift, der er faktureret til selskabet, direkte kommer den rejsende til gode, jf. momslovens § 45, stk. 1, 2. pkt., og § 68.
Følgende fremgår af den danske momslovs (lovbekendtgørelse nr. 106 af 23. januar 2013) § 45, stk. 1, og kapitel 16 a. Særordning for rejsebureauer:
Ӥ 45
Afgiftspligtige personer, der ikke er etableret her i landet, ikke er registreringspligtige her i landet og hverken er valgfrit eller frivilligt registreret her i landet, kan få godtgjort den afgift, som er betalt her for varer og ydelser til virksomhedens erhvervsmæssige brug. Godtgørelse indrømmes dog kun, i det omfang den afgiftspligtige persons transaktioner berettiger til fradrag i det land, hvor vedkommende er etableret, og i det omfang virksomheder registreret her i landet kan foretage fradrag for afgift ved opgørelse af afgiftstilsvar efter loven. ...
§ 67
Særordningen i dette kapitel finder anvendelse på transaktioner udført af rejsebureauer, der handler i eget navn over for den rejsende, og som til rejsens gennemførelse anvender leveringer af varer og ydelser, der foretages af andre afgiftspligtige personer.
Stk. 2. Særordningen finder ikke anvendelse på rejsebureauer, der udelukkende fungerer som formidlere, og for hvem § 27, stk. 3, nr. 3, om udlæg finder anvendelse.
Stk. 3. Ved anvendelsen af dette kapitel betragtes rejsearrangører som rejsebureauer.
§ 67 a
De transaktioner, der på de betingelser, der er fastsat i § 67, stk. 1, udføres af rejsebureauet med henblik på gennemførelse af en rejse, anses som en enkelt ydelse.
§ 67 b
Leveringsstedet for enkeltydelsen, jf. § 67 a, er der, hvor rejsebureauet har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed eller har fast forretningssted, hvorfra ydelsen leveres af bureauet.
§ 68
De afgiftsbeløb, som andre afgiftspligtige personer fakturerer rejsebureauet for transaktioner i henhold til § 67 a, der direkte kommer den rejsende til gode, berettiger hverken til fradrag eller til godtgørelse.
§ 68a
Faktura udstedes i henhold til § 52 a.
Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for fakturakrav og regnskabsføring.”
Momsloven kan findes på www.retsinfo.dk.
Bestemmelserne i momslovens kapitel 16 a gennemførte med virkning fra den 1. januar 2011 momssystemdirektivets artikel 306-310 (tidligere sjette momsdirektivs artikel 26).
Følgende fremgår af momssystemdirektivets artikel 306-10:
”Artikel 306
Stk. 1. Medlemsstaterne anvender en momssærordning på transaktioner udført af rejsebureauer i overensstemmelse med dette kapitel, for så vidt disse bureauer handler i eget navn over for den rejsende og til rejsens gennemførelse anvender leveringer af varer og ydelser, der foretages af andre afgiftspligtige personer.
Denne særordning finder ikke anvendelse på rejsebureauer, der udelukkende fungerer som formidler, og på hvilke artikel 79, stk. 1, litra c), finder anvendelse ved beregning af afgiftsgrundlaget.
Stk. 2. Ved anvendelsen af dette kapitel betragtes rejsearrangører som rejsebureauer.
Artikel 307
De transaktioner, der på de i artikel 306 fastsatte betingelser udføres af rejsebureauet med henblik på gennemførelse af en rejse, anses som én enkelt ydelse leveret af rejsebureauet over for den rejsende.
Enkeltydelsen pålægges afgift i den medlemsstat, hvor rejsebureauet har etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed eller har et fast forretningssted, hvorfra ydelsen leveres af bureauet.
Artikel 308
For enkeltydelsen leveret af rejsebureauet anses som afgiftsgrundlag og som pris uden moms i henhold til artikel 226, nr. 8), rejsebureauets fortjenstmargen, dvs. forskellen mellem det samlede beløb uden moms, der skal betales af den rejsende, og rejsebureauets faktiske omkostninger til de af andre afgiftspligtige personer foretagne leveringer af varer og ydelser, for så vidt disse transaktioner direkte kommer den rejsende til gode.
Artikel 309
Hvis de transaktioner, som udføres for rejsebureauet af andre afgiftspligtige personer, gennemføres af sidstnævnte uden for Fællesskabet, sidestilles bureauets ydelser med virksomhed som formidler, der i medfør af artikel 153 er fritaget for afgift.
Hvis de i stk. 1 omhandlede transaktioner gennemføres såvel inden for som uden for Fællesskabet, skal kun den del af rejsebureauets ydelser, der vedrører de uden for Fællesskabet gennemførte transaktioner, anses som afgiftsfri.
Artikel 310
De momsbeløb, som andre afgiftspligtige personer fakturerer rejsebureauet for de i artikel 307 omhandlede transaktioner, der direkte kommer den rejsende til gode, berettiger hverken til fradrag eller tilbagebetaling i nogen medlemsstat.”
Momssystemdirektivet kan findes på www.eur-lex.europa.eu.
Det følger af momslovens § 45, stk. 1, 2. pkt. 2. led, at godtgørelse kun indrømmes i det omfang, virksomheder registreret her i landet kan foretage fradrag for afgift ved opgørelse af afgiftstilsvar efter loven.
Momslovens kapitel 16 a indeholder en særordning for den momsmæssige behandling af rejsebureauer, hvorefter afgiftsgrundlaget for enkeltydelsen, jf. § 67 a, er rejsebureauets fortjenstmargen, jf. § 67 c. Ifølge momslovens § 68 berettiger de afgiftsbeløb, som andre afgiftspligtige personer fakturerer rejsebureauet for transaktioner i henhold til § 67 a, der direkte kommer den rejsende til gode, hverken til fradrag eller til godtgørelse.
Der skal således indledningsvist tages stilling til, om momslovens kapitel 16 a finder anvendelse, herunder hvorvidt selskabet kan anses som et rejsebureau.
EU domstolen har i sag C-163/91 Van Ginkel udtalt sig om fortolkningen af begrebet ”rejsebureau”. Sagen vedrørte anvendelse af momssærordningen for rejsebureauer, idet Van Ginkel ikke sørgede for transport for den rejsende, men blot stillede en feriebolig, der oftest tilhørte tredjemand, til rådighed for den rejsende. Den rejsende anvendte sin egen bil til transport. Van Ginkel beregnede salgsmomsen af fortjenstmargenen ved udlejningen af ferieboligerne, men de hollandske myndigheder mente, at salgsmomsen skulle beregnes af hele det beløb, der blev faktureret kunden, da der efter deres opfattelse ikke var tale om rejsebureauvirksomhed, men om udlejning af ferieboliger.
Følgende fremgår af dommens præmis 21-24:
”21. Bestemmelserne i sjette direktivs artikel 26 kan ifølge stk. 1 kun anvendes, hvis rejsebureauet handler i eget navn over for den rejsende og ikke som formidler. Det tilkommer den nationale ret, der behandler en tvist vedrørende anvendelsen af disse bestemmelser, at undersøge, om denne betingelse er opfyldt, hvorved den skal tage alle oplysningerne i sagen i betragtning, navnlig karakteren af rejsebureauets kontraktlige forpligtelser over for den rejsende.
22. Derimod indeholder sjette direktivs artikel 26, stk. 1, ikke noget udtrykkeligt krav om, at rejsebureauet skal sørge for transporten af den rejsende til og fra indkvarteringsstedet, for at særordningen i artikel 26 med hensyn til moms kan finde anvendelse.
23. Et sådant krav ville nemlig være i modstrid med formålet med bestemmelserne i direktivets artikel 26. Som anført ovenfor, tilpasser disse bestemmelser de gældende momsregler til den særlige form for virksomhed, der udøves af rejsebureauer. For at tilgodese kundernes behov tilbyder rejsebureauerne en række forskellige ferie og rejseformer, således at den rejsende efter eget valg kan kombinere transport, indkvartering og alle de andre ydelser, disse virksomheder kan tilbyde. At udelukke ydelser leveret af et rejsebureau fra anvendelsesområdet for direktivets artikel 26 med den begrundelse, at de kun omfatter indkvartering, og ikke transport af den rejsende, ville føre til en kompliceret afgiftsordning, hvorefter det ville afhænge af bestanddelene af de ydelser, der tilbydes hver enkelt rejsende, hvilke momsregler der skulle anvendes. En sådan afgiftsordning ville være i modstrid med direktivets formål.
24. Den omstændighed, at rejsebureauet blot stiller en feriebolig til rådighed for den rejsende, er under disse forhold ikke tilstrækkelig til at udelukke denne ydelse fra anvendelsesområdet for direktivets artikel 26. Som Domstolen i øvrigt har anført i dom af 26. februar 1992 (sag C-280/90, Hacker, Sml..I, s.1111) med hensyn til fortolkningen af artikel 16, nr.1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, kan den ydelse, rejsebureauet tilbyder – selv når den blot består i, at der stilles en feriebolig til rådighed – ikke være begrænset til en enkeltstående ydelse, eftersom den ud over udlejningen af boligen kan omfatte ydelser som f.eks. oplysninger og rådgivning i forbindelse med, at rejsebureauet forelægger kunden en række valgmuligheder med hensyn til ferien og reservation af ferieboligen. Der er derfor ingen grund til at udelukke sådanne ydelser fra anvendelsesområdet for sjette direktivs artikel 26, idet det dog er en betingelse, at den ejer eller administrator af ferieboligen, som bureauet har indgået en aftale med, selv er merværdiafgiftspligtig, jf. kravet i sjette direktivs artikel 26, stk.1.”
Dommen kan findes på www.curia.europa.eu.
Af den fremlagte faktura nr. 255243 fremgår det, at selskabet handlede i eget navn, at den ydelse, der blev leveret, var en konferencepakke til 6 personer, samt at ydelsen blev leveret af en anden afgiftspligtig person. Modtageren af ydelsen var en virksomhed, [virksomhed3] AB.
Videre fremgår det af faktura nr. 259646, at selskabet handlede i eget navn, at den ydelse, der blev leveret, var en grupperejse, samt at ydelsen blev leveret af en anden afgiftspligtig person. Modtageren af ydelsen var en virksomhed, [virksomhed4] AB.
Det er ubestridt, at de to ovennævnte virksomheder, som købte ydelserne af selskabet, ikke er rejsebureauer. Det lægges videre ubestridt til grund, at de to fremlagte indgående fakturaer nr. 18231 og 1318835 indgår i de to fremlagte udgående fakturaer nr. 255243 og 259646.
Landsskatteretten finder på baggrund heraf, at selskabet er et rejsebureau i momsmæssig forstand, jf. momslovens § 67, stk. 1, hvorfor momslovens kapitel 16 a finder anvendelse.
Der skal herefter tages stilling til, om de momsbeløb, som andre afgiftspligtige personer ved faktura nr. 18231 og ved faktura nr. 1318835 fakturerede til selskabet, direkte kommer den rejsende til gode, jf. momslovens § 68.
Selskabets repræsentant har anført, at selskabet solgte de omtalte ydelser til kunder, som er virksomheder, og ikke de endelige forbrugere af ydelserne.
Det bemærkes, at begrebet ”den rejsende” ikke er defineret hverken i momsloven eller i momssystemdirektivet. Retten finder ud fra en formålsfortolkning af særordningen, at begrebet ”den rejsende” skal forstås således, at det er den, som faktisk forbruger ydelserne (den endelige forbruger).
Selskabet har ifølge faktura nr. 255243 leveret en konferencepakke og ifølge faktura nr. 259646 leveret en grupperejse.
Retten finder, at de momsbeløb, som selskabet blev faktureret i faktura nr. 18231 og faktura nr. 1318835, vedrører transaktioner i henhold til momslovens § 67 a, der direkte kom den rejsende til gode. Der er herved henset til, at det var de ansatte i aftagervirksomhederne, som faktisk forbrugte de leverede ydelser. Retten finder derfor, at selskabet ikke er berettiget til momsgodtgørelse, jf. momslovens § 68, jf. momslovens § 45, stk. 1, 2. pkt. 2. led.
Det findes således at været berettiget, at SKAT ikke har imødekommet selskabets ansøgning om momsgodtgørelse.
Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.