Kendelse af 21-12-2017 - indlagt i TaxCons database den 28-01-2018

SKAT har afkrævet virksomheden yderligere registreringsafgift med 205.770 kr.

SKAT har ved afgørelse om værdifastsættelse af 20. februar 2015 ændret den afgiftspligtige værdi af køretøjet. Som konsekvens heraf har SKAT ved afgørelse af 27. april 2015 nedsat den yderligere registreringsafgift til 146.181 kr.

Klageren hæfter for betaling af registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5. SKAT har ved afgørelse af 27. april 2015 afkrævet [virksomhed1] A/S registreringsafgift.

Den afgiftspligtige værdi er fastsat af SKATs motorkompetencecenter i [by1].

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse. Den yderligere registreringsafgift fastsættes til 146.181 kr.

Faktiske oplysninger

Politiet har den 22. oktober 2014, kl.13.40, ved en kontrol på rasteplads [...] (vestgående) ved [by2] bragt et køretøj af mærket Iveco, model Daily 35C17L, med registreringsnummer [reg.nr.1] og stelnummer [...] til standsning.

Køretøjet er indregistreret på nedsat registreringsafgift som mandskabsvogn, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9.

Køretøjet transporterede et andet køretøj på en autotrailer. Klageren var fører af køretøjet.

Det fremgår af politiets rapport om køretøjet, at det var ombygget, idet sæderække 2 var fjernet, og at der i stedet var monteret en køje.

Køjen var i hele køretøjets bredde, og den var tilpasset til en madras, der var opredt med sengelagen, dyne og hovedpude med sengetøj.

Indretningen af køretøjet er dokumenteret til sagen med foto.

SKATs afgørelse

SKAT har afkrævet virksomheden yderligere registreringsafgift med 205.770 kr. med henvisning til registreringsafgiftslovens (lovbekendtgørelse nr. 29 af 10. januar 2014) § 2, stk. 1, nr. 9, idet køretøjet efter ombygning ikke længere opfylder betingelserne i registreringsafgiftsloven for registrering som mandskabsvogn. SKAT har ved afgørelse om værdifastsættelse af 20. februar 2015 ændret den afgiftspligtige værdi af køretøjet. I konsekvens heraf har SKAT ved afgørelse af 27. april 2015 nedsat den yderligere registreringsafgift til 146.181 kr.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen bl.a. anført:

”[...]

SKAT anser ud fra en samlet vurdering den på gældende kørsel for privat og ikke at opfylde betingelserne i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. Ved vurderingen er der lagt vægt på følgende:

Køretøjet er indregistreret med [virksomhed1] A/S som ejer og [virksomhed2] v/ [person1] som bruger af køretøjet.
Køretøjet blev stoppet på rasteplads [...] ved [by2]
Den ekstra sædderække bag fører- og passagersædet var ombygget, således at der var etableret en soveplads, i form af en krydsfinerkasse/bund med tilhørende madras, sengelagen, dyne og hovedpude.

[...]

Køretøjet må kun anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed.

SKATs forslag til ændring

Køretøjet er afgiftsfritaget som mandskabsvogn efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. Af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3, fremgår det at et køretøj som er afgiftsfritaget efter stk. 1-2 afgiftsberigtiges efter § 4-6b, når betingelserne for afgiftsfritagelsen ikke længere er opfyldt.

SKAT finder at køretøjet er registreringspligtigt i Danmark som almindeligt personmotorkøretøj med fuld afgift, idet det ikke længere opfylder betingelserne for afgiftsfritagelsen som mandskabsvogn. SKAT har derfor fastsat registreringsafgiftsdifferencen til 205.770 kr. Beregningen af registreringsafgiften fremgår af vedlagte bilag. Beregningen af den afgiftspligtige værdi af motorkøretøjet er foretaget af SKATs motorcenter.

[...]

SKATs endelige afgørelse

Modtaget indsigelser, af den 18. december 2014, fra [virksomhed1] A/S, og fra [virksomhed2] v/ [person1], af den 21. december 2014, medfører efter SKATs opfattelse ikke en ændret afgørelse.

Det fremgår med al tydelighed af de fotos politiet tog af køretøjet, på kontrolstedet den 28. oktober 2014 ved p-plads [...] ved [by2], at køretøjet ikke var konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel, samt at personkabinen ikke var indrettet til befordring af mindst 4 personer, med mindst et sæde bag forsæderne, som det fremgår af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1 nr. 9.

Efter SKATs opfattelse hæfter [virksomhed1] A/S, som ejer af køretøjet, og [virksomhed2] v/[person1], som bruger af køretøjet, solidarisk for den afkrævede registreringsafgift, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1 nr. 9 og § 20, stk. 1 og stk. 5.

SKAT henviser derfor til tidligere udsendte forslag til afkrævning af registreringsafgift med solidarisk hæftelse mellem ejer og bruger af køretøjet, idet det fremgår af § 20, stk. 1 i Registreringsafgiftsloven, at ”for betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder”.

Efter § 20, stk. 5 i Registreringsafgiftsloven fremgår det ”at for betaling af afgiften hæfter tillige en fører eller bruger af køretøjet, hvis den pågældende bruger af køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter denne lov”.

SKAT fastholder således tidligere udsendte forslag til afgørelse af den 5. december 2014 med solidarisk hæftelse, vedrørende afkrævning af registreringsafgift på 205.770 kr., mellem køretøjets ejer, [virksomhed1] A/S og køretøjets bruger, [virksomhed2] v/ [person1].

[...]”

SKAT har den 7. maj 2015 afgivet følgende bemærkninger til klagen:

”[...]

Mandskabsvognen må efter SKATs opfattelse ikke benyttes til egentlig vognmandsvirksomhed, idet der ikke er tale om transport til og fra virksomhedens arbejdspladser, af ansatte eller materiel, som forudsat i fritagelsesbestemmelsen, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9.

Køretøjet skal utvivlsomt være konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel (mandskabsvogne).

Personkabinen skal være indrettet til befordring af mindst 4 personer og med mindst ét sæde bag forsæderne (hvilket ikke ses at være tilfældet, jf. modtaget billedmateriale fra politiet).

Mandskabsvogne kan tillades indrettet med soveplads i mandskabskabinen/førerrummet. Bilen skal dog som anført i lovbestemmelsen udelukkende bruges erhvervsmæssigt, jf. Juridisk vejledning afsnit E.A.8.1.3.6 (mandskabsvogne).

Endvidere ses afmontering af ryglæn og etablering af soveplads bag førersædet, ikke at være i overensstemmelse med reglerne i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, idet der skal være mindst 1 sæde bag forsæderne.

SKAT mener således, at kørslen som godstransport for fremmed regning, det afmonteret ryglæn i sædderækken samt manglende sæde bag førersædet bevirker, at køretøjet ikke opfylder betingelser for af være omfattet af afgiftsfritagelserne som mandskabsbil i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, hvorfor der skal afkræves fuld registreringsafgift af køretøjet.

SKAT er af den opfattelse, at køretøjet skal afgiftsberigtiges med 180 % og ikke som varebil (30 % registreringsafgift) efter registreringsafgiftslovens § 5. Der henvises i den forbindelse til SKM.2014.700.BR.

[...]”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt principal påstand om, at køretøjet er afgiftsfritaget efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. Der er nedlagt subsidiær påstand om, at køretøjet er delvist afgiftsfritaget efter registreringslovens § 5.

Klagerens repræsentant har til støtte for påstanden bl.a. anført følgende:

”[...]

Begrundelse

Som anført under faktum består aktiviteten i virksomheden af transport af motorkøretøjer. Som led i udøvelse af denne aktivitet henvendte min klient sig til [virksomhed3], der er forhandler af køretøjer, som specifikt er konstrueret til transport af motorkøretøjer. [virksomhed3] anviste den pågældende model til brug for min klints virksomhed, og som min klient kunne erhverve til en fornuftig pris under hensyn til, at der var tale om en overgangsmodel.

Til brug for den principale påstand gøres det i første række gældende, at bilen er afgiftsfritaget efter registreringslovens § 2, stk. 1 nr. 9. Efter denne bestemmelse er det ikke en betingelse, at personer og materiel transporteres på samme tid, og da madrassen nemt kan fjernes til brug for persontransport, og sæder og sikkerhedsseler på intet tidspunkt har været afmonteret, ses køretøjet ikke for ombygget i et sådant omfang, at dette skulle afskære for anvendelse af § 2, stk. 1, nr. 9.

[...]”

Landsskatterettens afgørelse

Af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9 fremgår, at følgende køretøjer er fritaget for afgift:

”[...]

motorkøretøjer, som utvivlsomt er konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel (mandskabsvogne). Personkabinen skal være indrettet til befordring af mindst 4 personer og med mindst ét sæde bag forsæderne. Kabinen skal være adskilt fra vareladet eller varerummet. Køretøjets varelad eller varerum skal have større flademål end personkabinen. Køretøjet må kun anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed. Køretøjet må ikke benyttes til privat personbefordring. Køretøjet skal på tydelig måde være påmalet virksomhedens navn. Afgiftsfritagelsen er betinget af, at køretøjer af samme fabriksmærke ikke markedsføres med lignende karrosseri i personvognsudførelse (stationcars og lign.)

[...]”

Af lovens § 5, stk. 1 fremgår, at afgiftssatsen for nye biler med en tilladt totalvægt på ikke over 4 ton, der utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport, udgør 0 af et reguleret grundbeløb og 50 % af resten.

Af § 5, stk. 12, fremgår, at en bil som er afgiftsberigtiget efter § 5, stk. 1-11, afgiftsberigtiges efter § 4 (personbil), når betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse ikke længere er opfyldt.

Af § 20, stk. 5, fremgår følgende:

”[...]

Stk. 5. For betaling af afgiften hæfter tillige en fører eller bruger af køretøjet, hvis den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter denne lov.[...]”

Køretøjet er indregistreret som mandskabsvogn, jf. § 2, stk. 1, nr. 9.

Landsskatteretten finder, at der er foretaget sådanne ændringer på køretøjet, der medfører, at det herefter ikke længere utvivlsomt er konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel og opfylder således ikke betingelserne for afgiftsberigtigelse efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9.

Der er bl.a. lagt vægt på, at personkabinen ikke længere er indrettet til befordring af mindst 4 personer og med mindst et sæde bag forsæderne. Køretøjet er ombygget således, at den ekstra sæderække bag fører- og passagersædet er ændret ved, at ryglænet er afmonteret, og der er sat en krydsfinerkasse i stedet. Denne kasse fylder hele bredden af varerummet, og den er tilpasset i en størrelse, der passer til en madras og således kan udgøre en egentlig soveplads. Der er videre lagt vægt på, at sovepladsen var fuldt opredt med madras, dyne og pude med sengelinned.

Landsskatteretten bemærker, at køretøjet blev standset af politiet den 22. oktober 2014. SKAT har efter forudgående varsel af 4. december 2014 afkrævet virksomheden yderligere registreringsafgift ved nærværende afgørelse af 9. januar 2015. Fristen for ordinær genoptagelse efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1 anses derfor for overholdt.

Landsskatteretten bemærker endvidere, at klageren har foretaget de omhandlede ændringer på køretøjet, og han må således have været vidende om, at der ikke var betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter registreringsafgiftslovens. Klageren hæfter således for afgiften i henhold til registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder, at de foretagne ændringer i køretøjets indretning medfører, at køretøjet yderligere ikke opfylder betingelserne i registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, og at det derfor er med rette, at SKAT har opkrævet klageren en yderligere registreringsafgift i henhold til registreringsafgiftslovens § 5, stk. 12, jf. § 4.

Disse retsmedlemmer voterer således for at stadfæste SKATs afgørelse.

Et retsmedlem finder, at køretøjet efter ombygningen opfylder betingelserne for afgiftsberigtigelse efter registreringsafgiftslovens § 5. Det forhold, at køretøjet ifølge § 2, stk. 3 ikke længere kan afgiftsberigtiges efter § 2, stk. 1, nr. 9 som mandskabsvogn betyder ikke også, at køretøjet ifølge § 5, stk. 12 ikke kan afgiftsberigtiges efter § 5, stk. 1 som varevogn, idet betingelserne for registrering i § 5, stk. 1 netop er opfyldt.

Dette retsmedlem voterer således for, at der gives medhold i klagerens subsidiære påstand, således at køretøjet afgiftsberigtiges som varevogn med delvis reduceret afgift i medfør af lovens § 5, stk. 1.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, og SKATs afgørelse stadfæstes således.