Kendelse af 29-03-2017 - indlagt i TaxCons database den 28-04-2017

SKAT har pålagt selskabet yderligere registreringsafgift på 217.736 kr. som følge af benyttelse af autocamper på færdselslovens område uden alt campingudstyrets tilstedeværelse.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

I forbindelse med SKATs og politiets fælles kontrol den 17. marts 2014 på [adresse1] i [by1] blev Range Rover med stelnummer [...] og registreringsnummer [reg.nr.1] bragt til standsning af politiet. Føreren af køretøjet var [person1]. Køretøjets registrerede bruger er [virksomhed1] A/S, og [person2] har været den primære bruger siden køretøjets første registrering den 1. juni 2007. Køretøjet var på standsningstidspunktet ejet af et leasingselskab, og var registreret som såkaldt camper med nedsat afgift i henhold til registreringsafgiftslovens § 5a.

Føreren af køretøjet fortalte i forbindelse med standsningen, at hun ikke var klar over, at bilen var registreret som autocamper. Føreren af køretøjet angav i den forbindelse også, at hun blot en gang i mellem benyttede køretøjet.

Føreren af køretøjet blev bedt om at fremvise campingudstyret, men kunne ikke fremvise følgende:

SKATs afgørelse

SKAT har opkrævet 217.736 kr. i yderligere registreringsafgift, fordi SKAT har anset motorkøretøjet for omfattet af registreringsafgiftspligten i Danmark som personbil, jf. registreringsafgiftslovens § 5a, stk. 4, jf. § 4, i lovbekendtgørelse nr. 221 af 26. februar 2013 om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. med senere ændringer. Det er SKATs opfattelse, at køretøjet ikke længere opfylder betingelserne for registrering som personbil til beboelse (autocamper).

SKAT har vedrørende ansættelsesfristen anført følgende i afgørelsen:

”[...]

For så vidt angår skatteforvaltningsloven § 31, fristen for at ændre registreringsafgiften, anses for at løbe fra det tidspunkt, hvor registreringsafgiften skal angives, dvs. fra det tidspunkt køretøjet tages i brug, eller det tidspunkt hvor køretøjets anvendes anvendelse ændres i forhold til den tidligere angivne registerringsafgift.

SKAT er ikke bekendt med fra hvilket tidspunkt, man ikke har medbragt det angivne udstyr til køretøjet, men det kan konstateres at køretøjet ikke opfyldt betingelserne på standsningstidspunktet den 17. marts 2014.

Efter skatteforvaltningslovens § 32 (lovbekendtgørelse nr. 175 af 23. februar 2011 om skatteforvaltning) gælder særlige regler for forældelse, i tilfælde hvor forholdet er begået ved forsæt eller grov uagtsomhed. SKAT har en frist pa 6 måneder, fra forholdet er kommet til SKATs kendskab og kravet kan opgøres, til at rejse et krav, og yderligere 3 måneder herefter til at træffe endelig afgørelse i sagen. I denne sag er det SKATs vurdering, at forholdet er omfattet af disse regler. Forholdet er kommet til SKATs kendskab og kravet kan opgøres den 17. marts 2014, kravet er rejst den 5. september 2014 og fristen er derfor overholdt.

Dette begrundes med at [virksomhed1] A/S er nuværende registreret bruger af køretøjet (hvor i [person2] er direktør), og selskabet har tidligere været registeret som bruger i perioden 1. juni 2007 til 18. august 2011, og igen for perioden l. november 2011 og frem til dags dato.

SKAT finder at der ved anvendelse af køretøjet uden alt camper udstyret er medbragt, er anvendt groft uagtsomt eller forsætligt, hvorfor fristreglen kan finde anvendelse.

[person2] har været registreret, som bruger i perioden 19. august 2011 til 31. oktober 2011.

Hvorfor det må antages at [person2] har haft kendskab til køretøjets indretning og udstyr gennem hele perioden.

Det fremgår af politirapporten at det ikke er første gang, at [person1] har lånt køretøjet, men at hun har kørt køretøjet af og til.

Det er ikke forklaret at hun har udtaget noget udstyret, det må derfor antages at køretøjet er lånt, som det forefandtes.

[...]”

I forbindelse med klagesagen hos Landsskatteretten har SKAT angivet følgende i sin udtalelse af 6. marts 2015:

”SKAT har følgende kommentarer til de i klagen anførte punkter:

Forældelse i.h.t skatteforvaltningsloven § 32:

SKAT fastholder at forholdet ikke er forældet.

Som det fremgår af SKAT´s afgørelse, begrundes ændringen af registreringsafgiften jf. skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1 nr. 3 med følgende:

”Dette begrundes med at [virksomhed1] A/S er nuværende registreret bruger af køretøjet (hvor i [person2] er direktør), og selskabet har tidligere været registeret som bruger i perioden 1. juni 2007 til 18. august 2011, og igen for perioden 1. november 2011 og frem til dags dato.

SKAT finder at der ved anvendelse af køretøjet uden at alt camper udstyret var medbragt, er anvendt groft uagtsomt eller forsætligt, hvorfor fristreglen kan finde anvendelse.

[person2] har været registreret, som bruger i perioden 19. august 2011 til 31. oktober 2011.

Hvorfor det må antages at [person2] har haft kendskab til køretøjets indretning og udstyr gennem hele perioden.

Det fremgår af politirapporten at det ikke er første gang, at [person1] har haft lånt køretøjet, men at hun har lånt køretøjet af og til.

Det er ikke forklaret at hun har udtaget noget udstyret, det må derfor antages at køretøjet er lånt, som det forefandtes.”

Det anføres af repræsentanten, at hverken selskabet, den registrerede bruger af køretøjet [person2], eller føreren kørertøjet [person1], har nogen tilregnelse til overtrædelse af registreringsafgiftsloven.

Hertil skal SKAT anfører at skatteforvaltningsloven§ 32,stk. 1 nr. 3 alene stiller krav om at den afgiftspligtige selv, eller nogen på dennes vegne har handlet grov uagtsomt eller forsætligt.

Som det foreligger SKAT oplyst må det antages at [person2], har haft kendskab til køretøjets indretning og udstyr gennem hele perioden.

Det fremgår, som angivet af repræsentanten, af politiets skrivelse at de har indstillet efterforskningen af sagen. Det fremgår dog også at efterforskningen kan genoptages såfremt der anmodes herom, eller der anmodes om tiltalerejsning af SKAT. Dette er derfor alene en oplysning om at der pt. ikke foretages videre efterforskning. Der er dermed ikke taget stilling et evt. strafansvar, som senere vil blive vurderet af SKAT juridiske afdeling.

Anvendelse af camper i strid med bestemmelserne i registreringsafgiftsloven:

SKAT fastholder at køretøjer er anvendt i strid med bestemmelserne i registreringsafgiftsloven.

Det kan konstateres at køretøjet er anvendt uden at der var medbragt det i camperfortegnelsen angivne udstyr.

Følgende manglede jf. sagsfremstillingen, ved standsning af køretøjet:

Det fremgår af SKM 2014.728 H at køretøjet altid skal fremstå med alt camperudstyr. Formålet med kørslen er i udgangspunkt ikke relevans, for bedømmelsen af om, om betingelserne i registreringsafgiftsloven § 5a, stk. 2 er opfyldt, eller om der skal betales fuld registreringsafgift jf. registreringsafgiftsloven § 4.

Det anføres af repræsentanten, at det ikke fremgår af SKAT´s sagsfremstilling at [person1], havde oplyst at hun ville rengøre bilen fordi [person2] var syg.

Det er korrekt at dette ikke fremgår af sagsfremstillingen, men at der alene fremgår, som det også er blevet forklaret til politirapporten at [person1] at hun havde lånt bilen, da hendes egen bil ikke virkede.

SKAT finder jf. SKM 2014.728 H, at formålet med kørslen i udgangspunkt ikke er relevant for bedømmelsen af om betingelserne i registrerringsafgiftsloven § 5a, stk..2 er opfyldt, men skal bedømmes ud fra om køretøjet fremstår med alt udstyr, som beskrevet i camperfortegnelsen.

Det kan yderligere oplyses at [person1], ikke på kontroltidspunktet, ved opslag i DMR ses at have været registreret som bruger, eller ejer af et køretøj.

Hvis der kommer yderligere oplysninger fra klager, ønsker SKAT at blive hørt i sagen igen, inden Skatteankestyrelsen træffer afgørelse i sagen.”

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om at afgiften frafaldes.

Til støtte herfor har repræsentanten anført følgende:

”[...]

Anbringender:

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende,

at afgiftskravet er forældet og

at bilen alene benyttes som foreskrevet i bekendtgørelsen om registreringsafgift.

[...]

Ad forældelse

Idet bilen er indregistreret første gang den 1. juni 2007, er afgiftskravet i henhold til SFL § 31 forældet 3 år herefter.

Det er ikke af SKAT dokumenteret, at der fra/af [virksomhed1] A/S, [person2] eller andre, der med rette kunne anses som repræsentanter for [virksomhed1] A/S er udvist et forhold som nævnt i SFL § 32, stk. 1, nr. 3.

Der er således intet, der berettiger til suspension af forældelsesfristen i SFL § 31.

Af bilag 3 fremgår politiets i øvrigt ubegrundede afgørelse om at standse efterforskning. Da der er tale om en forvaltningsakt, vil begrundelsen blive efterspurgt.

Det gøres gældende, at SKAT ikke civilretligt har godtgjort, at der foreligger forhold, der subjektivt kan tilregnes [virksomhed1] A/S og/eller nogen repræsentant herfor, der begrunder suspension af forældelsesfristen.

Yderligere anbringender forbeholdes.

Ad benyttelsen:

SKAT har ikke dokumenteret, at bilen ikke anvendes som foreskrevet i registreringsbekendtgørelsen.

SKAT’s ”sagsfremstilling” af 2. december 2014 omtaler ikke

atføreren havde lånt bilen, idet ”hun ville rengøre bilen på hendes adresse” (bilag 2), og

atdette fandt sted, fordi ”hendes ven [person2] var syg” (bilag 2).

Som det fremgår af mine redegørelser, bilag 4 – 5, var der, såfremt der lægges til grund, at bilen ikke den pågældende dag var forsynet med udstyr, en helt exceptionel god grund til, at dette var tilfældet, jf. forklaring anført ovenfor i bilag 2 – og dette må anses som undskyldeligt.

Yderligere anbringender forbeholdes.

[...]”

Selskabets repræsentant har i forbindelse med SKATs udtalelse til sagen sendt yderligere bemærkninger ved brev dateret den 31. marts 2015:

”[...]

Under henvisning til det med Skatteankestyrelsens skrivelse af 17. ds. fremsendte materiale skal jeg bemærke følgende til det af SKAT i skrivelse af 6. ds. anførte idet det i klageskrivelse anførte fastholdes:

Ad. Forældelse

SKAT har ikke anført/påpeget/eller godtgjort forhold der er groft uforsvarligt endsige forsætlige.

Tværtimod.

Det er rigtigt at [person2] har været registreret bruger af bilen.

Det er rigtigt at [person2] har haft kendskab til bilens indretning og udstyr.

Der står ikke i politirapporten at [person1] ”lånte” bilen af og til. Det fremgår at hun ”kørte” i den af og til.

SKAT har ikke på nogen måde redegjort for hvorfor det ikke skulle være muligt for [person1] at køre i bilen.

Det er ikke af klager i klagen anført at [person1] skulle have udtaget udstyr. SKAT har ikke redegjort for betydningen af SKAT’s gentagelse af dette udsagn.

Som anført ovenfor har [person2] haft kendskab til bilens indretning. Der er intet odiøst heri idet bilen har været indrettet som loven foreskriver.

Hele hændelsesforløbet – sygdom – rengøring af bil –kørsel til anden (rengørings)adresse fjerner fuldstændig elementet af grov uagtsomhed. I dette enkeltstående tilfælde. (Jeg udelukker forsæt).

[person1] må forklare nærmere om hændelsesforløbet.

Som bilag 6 fremlægges skrivelse af 20. marts 2015 fra [by1] Politi. Det fremgår at der er tale om en afsluttet straffesag.

Da der ikke er dokumenteret forhold som anført i SFL § 32 stk. 1 nr. 3 er sagen forældet.

Dette fastholdes.

Ad Anvendelsen:

Det fastholdes at bilen altid har fremstået og fremstår med det foreskrevne udstyr.

SKAT har erkendt at [person1] oplyste at han ville rengøre bilen hvilket jfr ovenfor forklarer hele – det ulykkelige – hændelsesforløb.

[person1] vil afgive forklaring herom.

Det gøres gældende at intervention fra tredjemand (uvidende) ikke hverken kan eller må få afgiftsmæssige konsekvenser for ejer.

SKAT synes således at være af den opfattelse at såfremt bilen var stjålet og tyven havde smidt alt inventar ud af vinduet og tyven blev stoppet senere samme dag – ca. 6 – 7 år efter erhvervelsen – så skulle ejeren straffes afgiftsmæssigt !!!

Det har næppe været hensigten med reglerne der også i nærværende sag må tage hensyn til de helt specielle omstændigheder hvorunder bilen denne ene dag fremstod.

Det fastholdes derfor at bilen er indrettet som foreskrevet.”

SKATs bemærkninger af 15. september 2016 til Skatteankestyrelsens indstilling

”[...]

SKAT kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling med følgende bemærkninger:

Det var efter dagældende registreringsafgiftslov § 5 a, stk. 1, nr. 1, en betingelse for den lempelige afgiftsberigtigelse, at køretøjet utvivlsomt var konstrueret og indrettet til ophold og beboelse, herunder med adgang til opredning af egentlige sovepladser for mindst 4 personer.

I SKM2015.655.ØLR fastslog Landsretten med henvisning til Højesteret dom fra 17. september 2014, jf. SKM2014.728.HR, at de indstævntes køretøjer på kontroltidspunktet ikke opfyldte betingelserne for den lempelige afgiftsberigtigelse efter registreringslovens § 5 a, stk. 1.

Højesteret fandt at det er i overensstemmelse med lovens ordlyd, forarbejder og formål at stille krav om, at bilens camperudstyr skal medbringes under kørsel i en autocamper, for at den kan anses for ikke alene konstrueret, men også utvivlsomt indrettet til ophold og beboelse.

Som det fremgår af dommen er det Højesterets opfattelse, at der efter § 5 a, stk. 1, nr. 1, er en betingelse for den lempelige afgiftsberigtigelse, at køretøjet utvivlsomt er konstrueret og indrettet til ophold og beboelse, herunder med adgang til opredning af egentlige sovepladser for mindst 4 personer.

Højesteret fandt således, at det er i overensstemmelse med lovens ordlyd, forarbejder og formål at stille krav om, at bilens camperudstyr skal medbringes under kørsel i en autocamper, for at den kan anses for ikke alene konstrueret, men også utvivlsomt indrettet til ophold og beboelse.

Efterfølgende bemærker Østre Landsret, jf. SKM2015.655.ØLR fra 15. september 2015 under henvisning til Højesterets dom, jf. SKM2014.728.HR, at de indstævntes køretøjer på kontroltidspunktet ikke opfyldte betingelserne for den lempelige afgiftsberigtigelse efter registreringslovens § 5 a, stk. 1.

Landsretten afviste de indstævntes synspunkt om, at opkrævning af yderligere registreringsafgift fordrede en konstruktiv ændring af køretøjerne, jf. registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 3. Landsretten henviste i den forbindelse til bestemmelsens ordlyd og forarbejder. Det forhold, at der efter de indstævntes forklaringer alene havde været tale om enkeltstående kørsler uden campingudstyret, kunne navnlig efter bestemmelsens formål heller ikke føre til, at der ikke skulle opkræves afgift.

Det er ubestridt at al camperudstyret var fjernet fra køretøjet. Det er ligeledes forklaret, at al camperudstyret normalt blev opbevaret samlet i en ”IKEA-pose” i køretøjet. Dele af køretøjets udstyr har således ikke været monteret.

Allerede fordi at udstyret herunder bænke m.v. ikke var monteret, var køretøjet på standsningstidspunktet således ikke utvivlsomt indrettet til ophold og beboelse på kontroltidspunktet og betingelserne for afgiftsreduktion ikke opfyldt

Det bemærkes at det synes ubestridt at klager er bekendt med de særlige regler for camperbiler, herunder at udstyret skal være i køretøjet, jf. klagers brev fra 31. marts 2015, side 1 nederst. At al udstyret skal være tilstede fremgår også klart af toldattesten, som skal medbringes i bilen.

Af Toldattesten fremgår det at bilen skal være utvivlsomt konstrueret og indrettet til ophold og beboelse, herunder med adgang til opredning af egentlige sovepladser for mindst 4 personer.

Det er uoplyst hvorvidt toldattesten befandt sig i bilen på standsningstidspunktet.

SKAT fastholder at bilen skal afgiftsberigtiges efter registreringslovens § 4, da klagers køretøj på kontroltidspunktet ikke opfyldte betingelserne for at bilen kunne afgiftsberigtiges som autocamper. Da klager (og tidligere selskabet direktør og hovedaktionær) var registreret som den primære bruger af bilen og vidende om de særlige regler for camperbiler, hæfter denne for betaling af registreringsafgiften, jf. REGAL § 20, stk. 5. At klager har overladt køretøjet til en anden, ændrer ikke på dette, henset til at bilen ikke er fjernet ved tyveri eller lignende. Vi fastholder derfor vores afgørelse om efteropkrævning af registreringsafgift.

SKAT er ligeledes enig, at der er tale om ordinær genoptagelse jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1.

[...]”

Repræsentantens indlæg af 25. maj 2016

”[...]

Hverken ejer eller bruger har foretaget ændring af eller i køretøjet og ej heller i brugen af

køretøjet.

Brugers samlever har - som det blev forklaret til politiet, som det er redegjort for i de skriftlige indlæg, og som det blev forklaret ved fremmøde hos Landsskatteretten - uden ejers og brugers viden, med henblik på at rengøre bilen under brugers sygdom, kørt bilen til rengøring uden, at "campingudstyret" forefandtes i køretøjet.

Da hverken ejer eller bruger har foretaget nogen ændring af køretøjet, er kravet forældet.

Landsskatteretten forudsætter fejlagtigt, at ejer / bruger har foretaget en ændring, men dette er ikke godtgjort. Tværtimod er det godtgjort, at det ikke er ejer/ bruger, der (midlertidigt) har accepteret brug af køretøjet uden dele af udstyret.

Til det af SKAT i skrivelsen af 15. ds. anførte bemærkes:

Fejlagtigt - og naturligvis for at få medhold i sin afgørelse - anfører SKAT, at klager har "overladt" køretøjet til en anden.

Det er kerneproblemet, at bilen netop ikke er "overladt" til andre.

Brugers samlever har i godhed sat sig for at rengøre køretøjet og fjernede i en IKEA­ pose

campingudstyret med henblik på rengøring.

Det er derfor, det flere gange er påpeget, at forholdet teknisk kan sidestilles med tyveri, idet

der ikke var nogen tilladelse/ overladelse.

Muligheden for at ændre afgiften er derfor forældet.

Det er endvidere forkert, når SKAT anfører, at campingudstyret "normalt" blev opbeva ­ ret samlet i en IKEA-pose.

Det blev for Landsskatteretten forklaret, at den dag, bilen skulle rengøres, var det samlet i en IKEA-pose.

Det gøres således fortsat gældende, at køretøjet på standsningstidspunktet, den 17. marts 2014,

ikke af ejer / bruger var overlad t til føreren, [person1], hvoraf følger, at ejer/ bruger ikke kan eller skal stå til ansvar for bilens fremtoning på dette tidspunkt.

Bl.a. derfor er forholdet forældet efter hovedreglen om forældelse.

[...]”

Landsskatterettens afgørelse

Det er ubestridt, at det omhandlede køretøj er registreringspligtigt i Danmark, jf. registreringsafgiftslovens § 1, jf. lov om registrering af køretøjer § 2.

Det anses endvidere for ubestridt, at køretøjet ved første indregistrering er afgiftsberigtiget efter de særlige regler i den tidligere gældende § 5a i registreringsafgiftsloven, der var formuleret således (uddrag):

”[...]

For følgende køretøjer udgør afgiften 0 kr. af de første 12.100 kr. af den afgiftspligtige værdi og 60 pct. af resten:

1) køretøjer med en egenvægt over 2 t, som utvivlsomt er konstrueret og indrettet til ophold og beboelse, herunder med adgang til opredning af egentlige sovepladser for mindst 4 personer,

[...]

Stk. 3. Et køretøj, som er berigtiget med afgift efter stk. 1, afgiftsberigtiges efter § 4, når betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse ikke længere er opfyldt. Afgiften nedsættes dog med 60 pct. af den del af køretøjets afgiftspligtige værdi, der overstiger 12.100 kr.

[...]”

Den citerede § 5a, stk. 1, i registreringsafgiftsloven er indført ved lov nr. 463 af 31. maj 2000.

Det fremgår af bemærkningerne til denne lov, at det af bemærkningerne til den tidligere gældende bestemmelse vedrørende campingbiler fremgår, at ”køretøjet skal have en passende loftshøjde, og skal være indrettet med sovepladser, køkken, vand- og spildevandstank m.m.”, og at dette ved den foreslåede ændring ønskes præciseret med krav om mindst 4 sovepladser og en ændring med hensyn til størrelsen af bilerne fra 2 ton tilladt totalvægt til 2 ton egenvægt.

Højesteret har ved dom af 17. september 2014 taget stilling til forståelsen af bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, nr. 1. Af dommen fremgår blandt andet:

”[...]

Højesteret finder, at det er i overensstemmelse med lovens ordlyd, forarbejder og formål at stille krav om, at bilens camperudstyr skal medbringes under kørsel i en autocamper, for at den kan anses for ikke alene konstrueret, men også utvivlsomt indrettet til ophold og beboelse.

[...]”

Det er ubestridt, at en del af camperudstyret ikke var medbragt på standsningstidspunktet, og derfor anses køretøjet ikke for ”utvivlsomt indrettet til ophold og beboelse”. Klagerens køretøj opfyldte derfor ikke betingelserne for afgiftsberigtigelse efter registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, på kontroltidspunktet.

Det følger af registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 3, at et køretøj, som er berigtiget efter stk. 1, afgiftsberigtiges efter § 4, når betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse ikke længere er opfyldt.

Landsskatteretten anser ikke SKATs krav som værende forældet. Dette skyldes, at fristen regnes fra tidspunktet, hvor SKAT får kendskab til ændringen i brugen og kvalifikationen af køretøjet, fra autocamper til personbil. Denne frist skal derfor regnes fra standsningstidspunktet den 17. marts 2014 (kundskabstidspunktet), og afgørelse om opkrævning af yderligere registreringsafgift blev afsendt den 2. december 2014. Fristen i skatteforvaltningsloven § 31 er dermed iagttaget, og det er derfor ikke relevant, at foretage en vurdering af ejer og brugers forsæt eller grove uagtsomhed, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3.

SKATs afgørelse stadfæstes herefter.