Kendelse af 09-03-2017 - indlagt i TaxCons database den 08-04-2017

SKAT har anset klagerens køretøj for omfattet af registrerings- og registreringsafgiftspligten i Danmark og har derfor afkrævet klageren 170.558 kr. i registreringsafgift.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Politiet standsede søndag den 14. september 2014 en varevogn, mrk. Ford F250 SD 6,4, registreringsnummer [reg.nr.1], stelnummer [...] på [adresse1] i [by1]. Klageren var fører af køretøjet.

Køretøjet er i Motorkøretøjsregistreret registreret som mandskabsvogn, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. Klageren er registreret som ejer. Køretøjet har tidligere været indregistreret med ”[virksomhed1] v/[person1]”, CVR-nr. [...1] som ejer og bruger. Køretøjet har været indregistreret til virksomheden i perioden 21. juni 2013 – 30. juli 2013. Der er ikke betalt registreringsafgift til SKAT i forbindelse med omregistreringen.

Klagerens bror og dennes 4-årige datter var passagerer i køretøjet. Klageren har oplyst, at klagerens bror ikke er ansat i klagerens motocross-team, men at han af og til kører for teamet.

Køretøjet var tilkoblet en sættevogn, registreringsnummer [reg.nr.2], som var registreret som campingvogn, og som var indrettet til beboelse og værksted for motocrosscykler. Klageren er registreret som ejer og bruger af sættevognen.

SKATs afgørelse

SKAT har konstateret, at klagerens motorkøretøj er omfattet af registreringsafgiftspligten i Danmark som andet køretøj, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3, jf. § 4 (lovbekendtgørelse nr. 29 af 10. januar 2014 om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. med senere ændringer). SKAT har derfor afkrævet klageren 170.558 kr. i yderligere registreringsafgift.

Følgende afgørelse fremgår af SKATs sagsfremstilling:

”[...]

SKATs foreløbige afgørelse

SKAT finder, at køretøjet er anvendt i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen som mandskabsvogn i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, hvorfor køretøjet i henhold til § 2, stk. 3, skal indregistreres og afgiftsberigtiges som personbil efter § 4. Omregistrering af køretøjet skal i henhold til registreringsbekendtgørelsens § 46, stk. 2 ske inden køretøjet tages i anvendelse til andre formål end omfattet bestemmelsen for brug af mandskabsvogn.

En mandskabsvogn er et køretøj, der utvivlsomt er konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel. Køretøjet må kun anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed. Køretøjet må ikke benyttes til privat personbefordring.

SKAT finder, at betingelserne for at eje og anvende et afgiftsfritaget motorkøretøj er ikke opfyldt i dette tilfælde, idet køretøjet er ejet af en privatperson og anvendt til privat personbefordring. Mandskabsvogne må udelukkende anvendes erhvervsmæssigt.

[person1] er registreret ejer af køretøjet og hæfter derfor for registreringsafgiftskravet, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1.

[...]

SKAT traf endelig afgørelse i overensstemmelse med forslaget.

Det fremgår af SKATs sagsfremstilling, at der ved afgørelsen er lagt vægt på følgende:

”[...]

”[...]

SKAT har ved brev af 3. marts 2015 bl.a. oplyst følgende:

”[...]

Blanket 21.043 er selve ”Afgørelse om værdifastsættelse”, som er sagsbehandlet af Motor. Dette sker elektronisk og bliver ikke underskrevet mere. Der er direkte printet på værdifastsættelsens nederste linje, at ”Dette brev er genereret elektronisk og derfor ikke underskrevet”. Klagefristen for værdifastsættelsen gælder fra samme dag, som afgørelse om betaling af registreringsafgift er dateret.

”Afgørelse om værdifastsættelsen” og Motors uddybende begrundelse for den fastsatte værdi er sendt med fornyet forslag til afgørelse, således at [person1] kan se, hvordan kravet om betaling af registreringsafgift er beregnet.

Der er sammen med afgørelse om betaling af registreringsafgift, dateret den 4. december 2014 medsendt klagevejledning til [person1]. Af denne klagevejledning fremgår det, at Skatteankestyrelsen skal have klagen senest tre måneder efter den dag, hvor han har fået afgørelsen om betaling af registreringsafgift.

[...]”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt principal påstand om, at SKATs afgørelse reelt er ubegrundet og dermed ugyldig. Subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at afgørelsen er materielt forkert, idet en anvendelse som den, der har fundet sted, ikke bør medføre, at det omhandlede køretøj skal afgiftsberigtiges med fuld afgift. Mest subsidiært er der nedlagt påstand om, at afgiftsfastsættelsen er sket med et for højt beløb.

Følgende begrundelse fremgår bl.a. af klagen:

”[...]

Principal påstand

Det bør lægges til grund, at SKATs afgørelse reelt er ubegrundet. Dette gælder såvel afgørelsen om pålæg af afgift og fastsættelsen af afgiftsbeløbets størrelse.

Det fremgår ikke klart af afgørelsen, hvad der reelt er lagt til grund for afgørelsen:

En umiddelbar læsning af afgørelsen giver indtryk af, at afgørelsen alene hviler på selve anvendelsen af køretøjet på standsningstidspunktet den 14. september 2014, altså påstanden om, at der var tale om privat benyttelse.

De øvrige punkter ovenfor er sporadisk omtalt i afgørelsen, men de indgår ikke direkte i begrundelsen.

Med hensyn til opgørelse af afgiftens størrelse hersker der hos os stærk tvivl om, hvilke regler for klage, der reelt er tale om:

Subsidiær påstand

Det er vores opfattelse, at en eventuel enkeltstående brug af det omhandlede køretøj som påstået af SKAT alene bør føre til en straf efter færdselsloven og ikke til, at der rejses krav om registreringsafgift.

Mere subsidiær påstand

SKATs opgørelse af registreringsafgiften hviler generelt på et særdeles vidtløftigt grundlag, som ikke reelt er egnet som grundlag for en fair afgørelse.

[...]”

Klagerens repræsentant har ved brev af 6. marts 2015 bl.a. indsendt følgende bemærkninger til SKATs brev af 3. marts 2015:

”[...]

Vedr. blanket 21.043

Det anføres i SKATs bemærkninger, at vi har klaget over, at blanket 21.043 ikke er underskrevet.

Dette er ikke tilfældet. Vi har ikke klaget over, at blanketten ikke er underskrevet. Derimod har vi gjort opmærksom på den forvirring, der hersker omkring klagefristerne for så vidt angår afgiftens størrelse. Vi har i klagen anført følgende:

De anførte punkter er ikke kommenteret af SKAT i udtalelsen af 3. marts 2015.

Det må vel også bero på en fejl, at klagemuligheden for så vidt angår afgiftens størrelse ikke fremgår direkte af SKATs afgørelse af 4. december 2014, og at der alene er henvist til noget materiale, der ved en tidligere lejlighed er fremsendt til pågældende.

[...]”

SKAT har den 6. januar 2017 indsendt politirapport af 17. september 2014.

Klagerens repræsentant har ved brev af 27. januar 2017 bl.a. indsendt følgende bemærkninger:

”[...]

Umiddelbart giver materialet os støtte i den i klageskrivelsen af 17. februar 2015 anførte subsidiære påstand, nemlig at en eventuel enkeltstående brug af det omhandlede køretøj som påstået af SKAT alene bør føre til en straf efter færdselsloven og ikke til, at der rejses krav om registreringsafgift.

Vi bemærker specielt, at politiassistent [person4] i sin anmeldelsesrapport af 17. september 2014 skriver følgende:

Varebilen var korrekt indrettet som mandskabsvogn og måtte ikke benyttes til privat kørsel

Politiassistenten slår altså fast, at der IKKE er tale om ulovlig indretning.

Citatet skal ses i sammenhæng med følgende kommentar i klageskrivelsen af 17. februar 2015:

Det fremgår ikke klart af afgørelsen, hvad der reelt er lagt til grund for afgørelsen:

selve anvendelsen af køretøjet på standsningstidspunktet den 14. september 2014

køretøjets anvendelse generelt

køretøjets indretning

de registreringsmæssige forhold

de ejermæssige forhold

En umiddelbar læsning af afgørelsen giver indtryk af, at afgørelsen alene hviler på selve anvendelsen af køretøjet på standsningstidspunktet den 14. september 2014, altså påstanden om, at der var tale om privat benyttelse.

Politiassistentens udtalelse tyder også på, at sagen IKKE er rejst som følge af en ”ulovlig” indretning.

Det er vores opfattelse, at en eventuel ”ulovlig” brug af det omhandlede køretøj alene bør føre til en straf efter færdselsloven og ikke føre til, at der rejses krav om registreringsafgift.

[...]”

Landsskatterettens afgørelse

Følgende fremgår af forvaltningslovens § 24, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt.:

”[...]

Stk. 1. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

[...]”

Følgende fremgår af forvaltningslovens § 25, stk. 1:

”[...]

Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

[...]”

Den principale påstand

Det fremgår af 3. afsnit i afgørelsen under overskriften ”begrundelse for afgørelsen”, at [politiet] har konstateret, at køretøjet er blevet anvendt til privat kørsel i strid med betingelserne for køretøjets afgiftsfritagelse som mandskabsvogn i henhold til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr.

9, hvorfor køretøjet skulle have været afgiftsberigtiget med fuld afgift.

SKAT har henvist til sagsfremstillingen af samme dato, hvori SKAT på side 4 – 5 under afsnittet har gengivet reglerne for afgiftsfritagelse. SKAT har i sagsfremstillingen udtalt følgende:

”[...]

SKAT finder, at betingelserne for at eje og anvende et afgiftsfritaget motorkøretøj er ikke opfyldt i dette tilfælde, idet køretøjet er ejet af en privatperson og anvendt til privat personbefordring. Mandskabsvogne må udelukkende anvendes erhvervsmæssigt.

[...]”

SKAT har under henvisning hertil ikke truffet afgørelse om, at mandskabsvognen er - eller ikke er - konstrueret eller indrettet, som det kræves ifølge § 2, stk. 1, nr. 9, første punktum. SKAT har alene truffet afgørelse om, hvorvidt betingelsen i § 2, stk. 1, nr. 9, andet punktum er opfyldt.

Der er under disse omstændigheder Landsskatterettens opfattelse, at SKAT har begrundet afgørelsen tilstrækkeligt, og at det derfor ikke kan medføre ugyldighed, at der ikke ved SKATs afgørelse er taget hensyn til indretningen eller konstruktionen af køretøjet.

Den subsidiære påstand

Reglerne om mandskabsvogne fremgår af registreringsafgiftslovens (lovbekendtgørelse nr. 29 af 10. januar 2014) § 2, stk. 1, nr. 9. En mandskabsvogn er herefter fritaget for afgift, hvis den utvivlsomt er konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel. Køretøjet må kun anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugernes virksomhed. Køretøjet må ikke benyttes til privatpersonbefordring.

Af SKATs punktafgiftsvejledning afsnit E.A.8.1.3.5 fremgår det, at mandsskabsvogne kan anvendes til transportopgaver på samme måde som andre last- og varebiler forudsat, at der udelukkende er tale om erhvervsmæssig anvendelse. Privat personbefordring er ikke tilladt.

Hvis betingelserne for afgiftsberigtigelse som mandsskabsvogn ikke længere er opfyldt, skal bilen betale afgift efter reglerne for personbiler eller varebiler efter registreringsafgiftslovens §§ 4-6b.

Henset til at der befandt sig 2 personer i motorkøretøjet, der ikke var ansat i selskabet, herunder et mindreårigt barn, og kørslen derfor ikke var omfattet af de i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9 tilladte situationer, anses betingelserne for afgiftsberigtigelse som mandsskabsvogn ikke længere for at være opfyldt. Der skal derfor svares afgift efter reglerne i efter registreringsafgiftslovens §§ 4-6b.

Det har i denne situation ikke betydning, om kørslen hovedsageligt blev foretaget til en transportopgave, der ville opfylde betingelserne for kørsel, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9.

Den mere subsidiære påstand

Spørgsmålet vedrørende beregning af afgiftens størrelse skal behandles af Motorankenævnet, jf. skatteforvaltningslovens § 7.

Landsskatteretten stadfæster af disse grunde SKATs afgørelse.