Kendelse af 25-10-2017 - indlagt i TaxCons database den 17-11-2017

SKAT har anset klagerens køretøj for omfattet af registrerings- og registreringsafgiftspligten i Danmark og har derfor afkrævet klageren 265.397 kr. i registreringsafgift.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Politiet har den 17. juli 2014 standset en mandskabsvogn, mrk. LandRover Defender Crew-Cab, registreringsnummer [reg.nr.1], stelnummer [...] ved en kontrol på [adresse1] i [by1]. Klageren var fører af køretøjet.

Køretøjet er afgiftsfritaget og indregistreret som mandskabsvogn, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. Køretøjet var ifølge motorregistret ejet af [finans1] A/S. Det følger af vognfaktura af 8. juni 2009, at køretøjet var ejet af [finans2] A/S. Klageren erhvervede køretøjet ved faktura af den 5. marts 2013. Køretøjet blev ikke omregistreret med klageren som ejer efter erhvervelsen af køretøjet.

I køretøjet befandt sig:

2 røde plastik sandkasser
En hvid plastik højstol til et barn
To cykler, 1 herrecykel og 1 damecykel
To løse cykelkurve og en cykelpumpe

Følgende fremgår bl.a. af politiets standsningsrapport af den 17. juli 2014:

”[...]

Køretøj standset for kontrol af registreringsafgift. Køretøjet observeres kl. ca. 15 kørende på [adresse2], [by1] i sydgående retning mod sommerhusområde. I tiden mellem forbikørslen og indtil køretøjet er tilbage på kontrolstedet, blev der foretaget opslag i DMR. Her blev det konstateret at køretøjet er indregistreret som varebil med anvendelse godstransport/erhverv. Der blev ved forbikørslen observeret, at køretøjet var monteret med bagsæder. På køretøjet var desuden monteret to voksencykler.

Kontrolførende på køretøjet var undertegnede, [person1]. Desuden var [person2], [person3] og [person4] fra SKAT tilstede.

Køretøjet blev eftersat og bragt til standsning af Politiet ved [adresse3], [by1]. Køretøjet blev bragt tilbage tilkontrolstedet. Politiet havde forinden orienteret føreren af køretøjet om årsagen til standsningen. Da bilen ankom til kontrolstedet, og parkerede på modsatte side af vejen, hvor kontrollen havde taget plads, tog Politiet behørig afstand fra kontrollens videre gennemførelse.

[...]

Ved endnu et opslag i DMR blev det igen konstateret, at bilen var indregistreret som varebil med benyttelse godstransport/erhverv. [person5] blev forelagt denne oplysning sammenholdt med, at bilen havde monteret bagsæder. [person5] forklarede blandt andet, at bilen var en mandskabsvogn og at den var købt som dette.

SKAT fandt det vigtigt, at undersøge denne påstand nærmere. Registreringsgrundlaget for bilen blev derfor på stedet rekvireret fra CRM arkviet. Ved modtagelsen af dette dokument blev det konstateret, at der på anmeldelsesblanketten er angivet arten som varebil, og det blev samtidig konstateret, at disse oplysninger ikke er udfyldt af SKAT. Samtidig fremgår det af toldattest udstedt af SKAT, at der er tale om et klausuleret køretøj, hvilket i dette tilfælde er en mandskabsvogn. Herudover fremgår det af anmeldelsesblanketten (til registrering), at der ikke er aftryk af en tolddataplade (til afregning af reg.afgift), hvilket betyder, at der skal foreligge en toldattest. Af typeattesten på køretøjet (udstedt af Færdselsstyrelsen) fremgår at variantbetegnelsen er en crew cab (mandskabsvogn).

På baggrund af de divergerende faktuelle oplysninger om bilen, bilens indretning, de medbragte genstande i bilen og [person5]s forklaringer, stillede SKAT ved undertegnede forskellige spørgsmål til [person5]. Formålet var at få sagen/formålet med kørslen/omstændigheder tilstrækkeligt belyst, sådan at det var muligt at vurdere sagens problemstilling så korrekt som muligt.

Om kørslen forklarede [person5], at han havde været ude at fremvise en landbrugsejendom, der var til salg. Tidligere havde han holdt møde med forretningspartnere vedrørende fællesindkøb til sin landbrugsvirksomhed.

[...]

På forespørgsel oplyste [person5], at disse genstande tilhørte ham og at det var blevet medbragt fra hans bopæl og skulle afleveres i sommerhuset på [adresse3], [by1]. Om sommerhuset oplyste [person5] i øvrigt, at der var tale om et udlejningssommerhus, men ifølge SKATs systemoplysninger, har sommerhuset ikke status af udlejningsejendom. Sommerhuset ejes 100 % af [person5]s ægtefælle.

Herudover fremgår det bl.a af politirapport fra [politiet], at [person5] havde købt mad til sin ægtefælle, der blev afleveret til en kvinde i sommerhuset på [adresse3], [by1].

[...]

På baggrund af en konkret vurdering af alle foreliggende oplysninger, såvel systemoplysninger som faktuelle, var SKAT af den opfattelse, at bilen var blevet anvendt til privat kørsel på kontroltidspunktet i strid med reglerne for brugen af en mandskabsvogn. [person5] blev oplyst om SKATs opfattelse af sagen.

[...]”

Køretøjet blev beslaglagt ved standsningen. Klageren påklagede afgørelsen om beslaglæggelse.

Klageren rettede den 24. juli 2014 henvendelse til Skatteministeriet vedrørende standsningen.

Følgende fremgår bl.a. af skrivelsen af den 24. juli 2014 fra klageren til Skatteministeriet:

”[...]

Torsdag den 17. juli 2014 kl. ca. 14.00 blev jeg af en motorcykelbetjent prajet ud for min kones sommerhusadresse [adresse3], [by1]. Denne anmodede mig om, at medfølge til [adresse1], [by1], hvor SKAT (4 personer) med bistand af [politiet] (4 personer) afholdt razzia, rettet imod ulovligt brug af varebiler.

[...]

Endelig oplyste jeg at bilen var købt og benyttet som mandskabsbil, idet jeg sideløbende med mit erhverv som advokat (CVR-nr. [...1]), driver 5 større landbrugsvirksomheder (SE-nr. [...2]) med en betydelig markdrift samt animalsk produktion (besætning op til 2000 stk. kvæg).

Jeg oplyste overfor de stadig unavngivne medarbejdere, at bilen har kørt ca.55.000 km, hvoraf jeg kun selv har benyttet bilen til transport imellem mine landbrugsejendomme, ca. 100 km, medens de resterende 54.900 km er tilbagelagt af gårdens tidligere 5 medarbejdere som daglige brugere under transport imellem staldene på gårdene.

Jeg og min hustru, der udgør gårdens daglige husstand, ejer selv, foruden to 4-hjulstrukne køretøjer, andre biler og foretrækker at opfylde vores transportbehov herved.

Jeg forsøgte forgæves at forklare de skiftende skattemedarbejdere, at jeg på grund af anden benyttelse af min bil den pågældende dag havde benyttet [reg.nr.1], der dog på grund af oprydning på min nabolandbrugsejendom [adresse4], [by2] indeholdt tilfældige effekter (en gammel barnestol og en gammel todelt sandkasse, sidst benyttet som vandtrug for kreaturer). Bilen indeholdt desuden to gamle cykler, alene henstået på landbrugsejendommene og benyttet af gårdens medarbejdere.

Min transport den pågældende dag startede fra min hjemadresse [adresse1], [by2], hvor jeg om formiddagen holdt møde med forretningsfører [person6] fra foderfirmaet [virksomhed1] A/S, [adresse5], [by2], medens de sammenrustede gamle cykler blev smurt og klargjort til afhentning hos [virksomhed2], [adresse6], [by2].

Efter dette møde afhentede jeg cyklerne og da jeg passerede razziastedet var jeg således undervejs til [adresse3], [by1], hvor jeg havde aftalt møde med en gårdejer, med hvem jeg skulle drøfte eventuelt fælles kemikalieindkøb m.v. under en frokost.

[...]

Jeg måtte allerede samme dag anskaffe mig anden mandskabsvogn, for at gårdens drift kan passes forsvarligt og dyrevelfærdsmæssigt.

[...]”

Retten i [by3] afsagde den 18. august 2014 kendelse om, at godkendelse og opretholdelse af SKATs beslaglæggelse af køretøjet. Vestre Landsret stadfæstede den 1. oktober 2014 kendelsen.

Følgende fremgår af udskrift af retsbogen af den 11. august fra Retten i [by3]:

”[...]

[person5] forklarede på et retsmøde den 11. august 2014, at han den 17. juli 2014 kørte i Land Roveren, og at han blev stoppet i en kontrol om eftermiddagen. Han ejer et stort landbrug med kvæg, og han bor på landbrugets hovedgård også om sommeren, hvor hans hustru er i et sommerhus i [by1]. Om sommeren er han først på sit advokatkontor, hvortil han kører om morgenen. Om eftermiddagen er han på sine gårde, og om aftenen spille han musik. Land Roveren er købt fabriksny, og den blev leaset den gennem [finans1] frem til 2013, hvor han købte bilen. Han er derfor nu ejer af bilen. Bilen blev købt til at transportere tyrekalve mellem gårdene. Den blev benyttet af de ansatte. Den 17. juli 2014 kørte han på sit advokatkontor om morgenen i sin civile bil. Efter at have været på kontoret kørte han hjem til [adresse1], [by2], som er hovedgården. Der var høststemning, hvilket giver mange forberedelser. Han havde lovet at hente nogle cykler, der var indleveret til reparation. Da hans civile bil, en Mercedes, var fyldt op med musikinstrumenter, og da han tillige skulle til et møde med [person6] fra [virksomhed1] A/S, hvor de skulle drøfte priser på høst, foder m.v. tog han Land Roveren, idet han var ude i et driftsmæssigt ærinde. Mødet med [person6] foregik kl. 10.00 på [virksomhed3]s kontor i [by2] og tog 1-11/2 time. Efter mødet kørte han til cykelhandleren, som ligger 10-15 huse fra [virksomhed1] for at hente to cykler. Cyklerne havde han fundet på en af hans ejendomme, der havde været udlejet, og hvor lejerne var rejst uden at tage flere effekter med. Cyklerne kørte han til reparation med henblik på, at de skulle bruges i landbrugsvirksomheden af de ansatte i forbindelse med høsten.

Det er rigtig, at han havde cyklerne i bilen, da han blev standset i kontrollen. I bilen var tillige en højstol til et barn, to cykelkurve og to røde plastiktrug, der blev brug til vandtrug til syge kreaturer. Han ved ikke, hvornår de røde plastikvandtrug er lagt i bilen. Barnehøjstolen lå i bilen, da han tog den, og han havde ikke lagt mærke til, at den lå der. Stolen var snavset og ukurant, og den skulle ikke bruges i hans hustrus sommerhus men smides væk. Stolen var også en del af de effekter, som en tidligere lejer havde efterladt.

Efter at have hentet cyklerne ved cykelhandleren, kørte han til [by1] til hustruens sommerhus, som er 500 meter fra razziastedet. Han havde taget mad med hjemme fra gården til sig selv og en landmand, som han havde talt med tidligere på dagen. Landmanden driver stort landbrug, og han ville drøfte priser på korn, foder og kemikalier med ham. Landmanden bor i nærheden af [by1], men der var ikke en aftale om, at landmanden skulle komme forbi sommerhuset. Det mad, han havde taget med, var pålæg, så de to kunne få en bid mad, hvis landmanden kom forbi, mens han var i nærheden.

Han vidste ikke, at hans hustru var hjemme, da han ankom til sommerhuset. Han kørte med betjenten tilbage til razziastedet, hvor han talte med [person1], hvem han flere gange forsøgte at forklare sagens rette sammenhæng, hvilket ikke lykkedes. Der var en forvikling vedrørende bilens registrering, hvilket gjorde, at snakken med [person1] tog 11/2 time. Han bad [person1] om at få et referat af det, hun havde noteret, men det kunne ikke lade sig gøre. Han har endnu ikke modtaget en afgørelse fra SKAT, og der har ikke endnu været en høringsproces.

Han vil vurdere, at han alene har kørt i Land Roveren 8-10 timer, og det har altid været i landbrugssammenhænge. Han har andre Land Rovere, han kan køre i privat.

[...]”

Følgende fremgår bl.a. af skrivelse af den 30. oktober 2014 fra klageren til SKAT:

”[...]

2 - Vedrørende sagens faktiske omstændigheder

[...]

Jeg har aldrig om kørslen forklaret, at jeg "havde været ude at fremvise en landbrugsejendom, der var til salg". Jeg oplyste tværtimod, at jeg efter møde hos foderstofvirksomheden [virksomhed1], [adresse5] i [by2] afhentede landbrugsmedarbejdernes nyreparerede cykler hos cykelforretningen på samme gade og kørte direkte imod min hustrus sommerhus, beliggende [adresse3], [by1], hvor jeg skulle mødes med en anden gårdejer, med hvem jeg skulle drøfte fælles indkøb hos foderstofvirksomheden [virksomhed1].

Der befandt sig i køretøjets lad, foruden de øvrige effekter, ikke én men to røde plastiksandkasser, der senest havde været anvendt som drikketrug for kreaturer.

Jeg har aldrig som angivet side 3/14 oplyst, at effekterne i bilens lad skulle afleveres i sommerhuset på [adresse3], [by1]. Effekterne (foruden cyklerne) opholdt sig uden mit vidende i bilens lad under en presenning, da jeg uden forudgående aftale med gårdens personale tog bilen i anvendelse.

Jeg har aldrig oplyst, at sommerhuset på [adresse3], [by1] skulle være et udlejningssommerhus. Huset, som min hustru har ejet siden opførelsen, har aldrig været udlejet.

Det er tilsvarende usandt/pure opspind, at jeg som anført på side 3/14 under turen til [adresse3], [by1] skulle have købt mad til min ægtefælle. Jeg havde tværtimod, som oplyst til såvel betjente som SKATs repræsentanter, medbragt mad fra køleskabet på hjemejendommen, som jeg efter aftale med betjenten, bad min hustru opbevare under kontrolaktionen på grund af hedebølge.

Det er desværre også lodret usandt når det på side 4/14 anføres, at "[person5] kom tilbage til kontrolstedet og forlod det i en hvid BMW". Tværtimod blev jeg kørt dertil og kørt derfra af min hustru.

Fortsat kan jeg klart afvise, at jeg skulle være blevet tilbudt at læse notater optaget under kontrollen. Tværtimod forefandtes der alene håndskrevne stikord på notesblok, fremvist af [person1]. Jeg så noterne men "afslog" ikke som fejlagtigt anført, at gennemlæse notaterne - tværtimod!

I forhold til SKATs samlede vurdering, side 5/14 skul jeg bemærke følgende:

[...]

Ad 9

Jeg havde intet kendskab til materialerne på laddet, hvorimod barnestolen befandt sig pa bagsædet. Vi har i familien nye barnestole såvel hjemme som i sommerhuset.

[...]

Ad 11

Bestemmelsesstedet var det private sommerhus, men alene på grund af forretningsmøde. Jeg blev efterfølgende tilbagetransporteret til mit advokatkontor af min hustru.

Ad 12

Sommerhuset har aldrig været udlejet og er alene blevet benyttet af min hustru 4 uger om året.

[...]

Ad l4

Der foreligger aldeles ikke "skiftende" forklaringer. Til gengæld viser teksten, at SKATs medarbejdere for at legalisere denne sag, opfinder begrebet "overvejende sandsynlighed".

[...]”

Følgende fremgår bl.a. af SKATs mødereferat fra møde med klageren den 6. november 2014:

”[...]

[person5] forklarede, at han ikke som sådan havde forberedt en dagsorden med punkter, som han ønskede at gennemgå, men at han overordnede ønskede, at give en fyldestgørende forklaring om hændelsesforløbet og hans opfattelse af sagen. [person5] oplyste, at hans hensigt udelukkende var at drøfte det faktuelle i sagen.

[person5] forklarede om sin dag den 17. juli 2014. Han forklarede, at han huskede, at der var 3 betjente til stede, og foruden sagsbehandler ved SKAT (undertegnede) var der også en mørkhåret kvinde til stede, men han huskede ikke navnet.

Han fortalte endvidere, at han på en sædvandlig dag altid starter ud fra sin bopæl i [by2] og kører til advokatkontoret. Her anvender han altid sin Mercedes ML.

[person5] havde aftenen forinden (den 16. juli 2014) været ude at spille, og hans Mercedes ML var derfor fyldt med musikinstrumenter mm.

Den 17. juli 2014 vidste [person5] allerede om morgenen, at han denne dag ikke skulle starte dagen med at køre til sit advokatkontor, da han bl.a. havde forskellige aftaler, der vedrørte hans landbrugsvirksomhed. Landbrugsvirksomheden beskæftiger sig med produktion på 5 gårde, og leverer ca. 50-70 tyre om ugen til slagteri.

Benyttelsen af Land Roveren den 17. juli 2014 startede således med at køre til foderstoffirmaet [virksomhed1] A/S på [adresse5] i [by2], hvor han havde en aftale med [person6]. De skulle bl.a. drøfte kornpriser m.v. Han husker ikke om mødet var aftalt til kl. 8.30 eller kl. 9. Foderstofvirksomheden [virksomhed1] A/S vidste, at de havde aftalt et møde med [person5], og [virksomhed1] A/S havde derfor forberedt sig til dette møde, der varede i ca. 45 minutter.

[person5] indskød i den forbindelse, at han ved aktionsstedet ligeledes havde forklaret til en af de tilstedeværende betjente, en [person7] (navnet oplyst og opgivet af [person5]), at han lige havde været hos foderstofvirksomheden, ligesom han fremviste dokumentet fra foderstofvirksomheden til denne betjent. [person5] kunne huske betjenten, fordi de havde talt om betjentens far, der tog rundt til de spillesteder, hvor [person5] spillede.

[person5] forklarede endvidere, at der anvendes mange forskellige køretøjer i hans landbrugsvirksomhed. De omhandlede cykler, der befandt sig i Land Roveren ved kontrollen, blev brugt af hans personale. Cyklerne var indleveret til cykelhandleren ca. en uge forinden kontrollen. Cyklerne havde han kørt til cykelforhandleren i Mercedes ML’eren. Efter afleveringen af cyklerne til cykelforhandleren kørte han herefter tilbage til sin bopæl. Han havde kvittering fra cykelforhandleren, der bekræfter, at cyklerne har været indleveret på cykelværksted. [person5] hentede selv cyklerne fra cykelforhandleren den 17. juli 2014, da det var hans opfattelse, at når han havde kørt cyklerne til cykelhandleren, var det også hans pligt at hente cyklerne igen. Hans ansatte er ikke ”stik-i-rend-drenge”.

Ved afhentningen satte han cyklerne bag på Land Roveren. Da han kom til kontrolstedet, blev han af en af betjentene bedt om at lægge cyklerne ind på ladet, da de ikke måtte sidde bag på Land Roveren. Han husker ikke hvilken betjent, der gjorde ham opmærksom på dette.

Vedrørende sommerhuset på [adresse3], [by1], forklarede [person5], at hans ægtefælle for flere år siden købte et gammelt sommerhus beliggende på denne adresse. Sommerhuset havde været brændt, og ægtefællen havde tegnet et nyt sommerhus og fået dette opført grunden. [person5] fortalte også, at han ikke opholder sig ret meget i sommerhuset, da han arbejder meget. Det er derfor mest hans ægtefælle som opholder sig i og benytter sommerhuset.

Om den omhandlende mad forklarede [person5], at det var almindeligt pålæg, som han havde medbragt fra sit køleskab på sin bopæl om morgenen. Han vidste ikke, at ægtefællen eventuelt var i sommerhuset.

[person5] fortalte videre, at han i forbindelse med sit erhverv som advokat, havde stiftet bekendtskab med en landmand. [person5] havde en klient (et pengeinstitut), for hvem han skulle varetage interesser. Dette indbefattede f.eks. salg af/handel med landbrugsejendomme. I relation til hans klient, pengeinstituttet, havde [person5] igennem længere tid haft daglig kontakt med landmanden, da denne kunne være en mulig køber af landbrugsejendomme. [person5] havde aftalt, at han skulle fremvise landbrugsejendomme til landmanden.

Landmanden var i øvrigt med i en indkøbsgruppe og havde derfor også forbindelse til foderstoffirmaet [virksomhed1] A/S. Kontakten til denne landmand var tillige interessant for [person5], da han også ønskede optagelse i indkøbsgruppen, da det kunne være økonomisk fordelagtigt. [person5] havde derfor aftalt med landmanden, at når han ([person5]) var i området ved [by1], skulle han kontakte denne landmand for aftale et møde vedrørende [person5]s optagelse i indkøbsgruppen. Han havde derfor ingen fast aftale med denne landmand eller andre forretningsforbindelser i sommerhuset den 17. juli 2014.

[person5] fortalte sin opfattelse af forløbet med at blive standset af politiet.

[person5] supplerede med, at han ikke var vidende om de medbragte genstande i Land Roveren, da han havde taget køretøjet uden at kontakte personalet. Han har en lille naboejendom på [adresse4], [by2], som har været lejet ud til skiftende lejere. Tidligere og seneste lejere har haft en del effekter stående på denne ejendom, men nu var det tid til, at der skulle ryddes op.

[person5] nævnte, at de ansatte i landbrugsvirksomheden fortrinsvist har benyttet Land Roveren i landbruget, der således er en ”ren” landbrugsbil og tilføjede, at det normalt ikke er den bil, som han selv benytter.

Om de 2 stk. røde sandkasser, der er udformet som muslingeskaller oplyste [person5], at disse sandkasser er brugt og efterladt af de seneste lejere på den lille ejendom på [adresse4], [by2].

[person5] gav udtryk for, at når SKAT (v/ [person1]) nævner de røde sandkasser, cyklerne og højstolen til børn som private genstande, så er det forståeligt, at SKAT (v/[person1]) underforstået måtte mene og opfatte, at han på kontroltidspunktet var på vej til sommerhuset med effekterne. [person5] forklarede, at han i relation her til havde sagt: ”Det må man vel også gerne, hvis det er et udlejningssommerhus”. Han havde ikke brug for barnestolen i det private sommerhus. Barnestolen stammer ligeledes fra udlejningsejendommen og er hverken købt eller brugt af [person5]. Udlejningsejendommen er beliggende på [adresse4], [by2]. Barnestolen er efter hans opfattelse beskidt og ukurant, da den stammer fra førnævnte udlejningsejendom.

Om de røde plastiksandkasser forklarede [person5], at disse er formet som muslingeskaller og har været anvendt på en marginalsti til tyrekalvene.

[person5] fortalte, at Land Roveren ikke er en behagelig bil at køre, og at han har en gammel Mercedes 500, som han bruger til fornøjelsesture.

Bagsædet i Land Roveren har ikke været benyttet, da bilen fortrinsvis er blevet benyttet af 2 ansatte. [person5] forklarer, at bilen ikke er egnet til privat kørsel, da køretøjet lugter ubehageligt som følge af anvendelsen i hans landbrugsvirksomhed. I øvrigt har personalet lavet buler i bilen, da de anser den for at være et arbejdsredskab, og derfor ikke passer på den.

[person5] bemærkede også, at Land Roveren i øvrigt var vurderet for højt, og at han havde dokumenteret dette ved at fremsende foreløbige vurderinger fra udvalgte Land Rover forhandlere i Danmark, der viser en udsalgspris, der ligger under SKAT’s vurdering.

Han udtrykte, at der er uoverensstemmelse med bilens faktiske tekniske detaljer og de deltaljer, der er lagt til grund ved vurderingen. [person5] finder det ikke rimeligt eller i overensstemmelse med det aktuelle marked for denne type af Land Rovere, at SKAT har vurderet køretøjet til en højere værdi, end hvad det rent faktisk kan afsættes til.

Fremsatte indsigelser af den 27. november 2014

[person5] har i mail af den 27. november 2014 sendt fornyet indsigelse til det udsendte forslag.

Skat har gennemgået indsigelserne i forhold til det materielle indhold i forslaget og finder ikke, at der er begået formelle fejl. Indsigelserne indeholder ikke nye faktuelle oplysninger, der kan ændre det materielle indhold i det udsendte forslag.

[...]”

Følgende fremgår bl.a. af klagerens skrivelse til SKAT af den 27. november 2014 (bemærkninger til det af SKAT udfærdigede mødereferat af den 6. november 2014):

”[...]

I [person1]s udkast til mødereferat af 6/l 1 2014, benævnt notat, er der følgende faktuelle fejl:

1. Det undlades refereret, at min hustrus sommerhusgenbo, politianklager [person8], [by3] Politi, der i øvrigt kunne have repræsenteret anklagemyndigheden i fogedretten i nærværende sag, vil kunne bekræfte, at han ingensinde trods mange års genboskab har haft kendskab til, endsige set mig benytte min arbejdsbil.
2. [person1] undlader i referatet at oplyse, at mit møde hos foderstoffirmaet [virksomhed1] A/S den 17/7 2014 om formiddagen afstedkom, at jeg den 18/7 2014 gennemførte kornhandel med merfortjeneste på kr. 400.000,00 i direkte konsekvens af mødet, hvor landroveren var benyttet som transportmiddel.
3. [person1] anfører videre misvisende, at jeg med en landmandsklient skulle have aftalt fremvisning af landbrugsejendommen samme dag, hvilket netop ikke var målet med køreturen i landroveren i modsætning til korntransaktionerne.
4. Notatet/mødereferatet angiver ikke at det først var i forbindelse med, politifolkenes venlige anvisning om at replacere de afhentede cykler med cykelkurve i ladet, at jeg overhovedet blev opmærksom på at effekterne befandt sig i ladet, da jeg kiggede bag bilens presenning.

Effekterne ("sandkasserne") har aldrig, i lighed med barnestolen, været tiltænkt min kones sommerhus.

5. Det er misvisende refereret at jeg under mødet den 6/11 201 i [by4] foreslog anvendt bilforhandlernes stipulerede salgspriser som en realistisk værdiangivelse af den uberettigede beslaglagte Landrover. Tværtimod henledte jeg opmærksomheden på de af autoforhandlerne tilbudte indkøbspriser.
6.
7. I [person1]s notat/mødereferat er der fejlagtigt ikke anført, at cykelkurvene der medfulgte cyklerne, ikke var nyindkøbte, men at de sad på cyklerne, også da disse af mig blev indleveret til reparation.
8. Når det - latterliggørende - af [person1] i notat/mødereferat på side 2, næstnederst anføres, at jeg ikke "vidste" at min ægtefælle eventuelt var i sommerhuset, hænger dette sammen med, at min ægtefælle som kontorchef i [by3] Kommune også under sin sommerferie har tilkaldevagt for [by3] Kommune, hvilket var årsagen til min uvidenhed om hendes tilstedeværelse.
9. Det er ukorrekt/misvisende, når [person1] i sit notat/mødereferat på side 3 anfører, at de røde muslingeskalformede plastiksandkasser har været anvendt på "marginalsti". De har godt nok været anvendt i en interimistisk indrettet "ekstrasti" bestemt for "marginaldyr", det vil sige ukurante syge dyr, der skulle gå for sig selv ved siden af det gængse staldanlæg.

[...]”

SKATs afgørelse

SKAT har anset klagerens køretøj for omfattet af registrerings- og registreringsafgiftspligten i Danmark, idet det ikke længere opfylder betingelserne for afgiftsfritagelse som mandskabsvogn. SKAT har derfor afkrævet klageren 265.397 kr. i registreringsafgift.

Følgende begrundelse fremgår bl.a. af SKATs sagsfremstilling:

”[...]

SKATs forslag til ændring

Køretøjet er afgiftsfritaget som mandskabsvogn efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. Af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3, fremgår det at et køretøj som er afgiftsfritaget efter stk. 1-2 afgiftsberigtiges efter § 4-6b, når betingelserne for afgiftsfritagelsen ikke længere er opfyldt.

SKAT finder at køretøjet er registreringspligtigt i Danmark som almindeligt personmotorkøretøj med fuld afgift, idet det ikke længere opfylder betingelserne for afgiftsfritagelsen som mandskabsvogn. SKAT har derfor fastsat registreringsafgiftsdifferencen til 265.397 kr.

SKAT finder således, at dette forslag til afkrævning af registreringsafgift er i overensstemmelse med lovgivningen (herunder lovgivers hensigt), praksis og rimelighedsbetragtninger.

[...]

SKAT anser ud fra en samlet vurdering den på gældende kørsel for privat. Ved vurderingen er der lagt vægt på følgende:

1. Køretøjet er afgiftsfritaget som mandskabsvogn. Efter bestemmelserne i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9 skal køretøjet være utvivlsomt konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel. Køretøjet må kun anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed. Køretøjet må ikke benyttes til privat personbefordring.
2. Køretøjet er ifølge DMR (motorregisteret) fortsat indregistreret med [finans1] A/S som ejer, men jf. SKATs undersøgelse af ejerforhold samt den af SKAT tilgået dokumentation af den 8. september 2014, er køretøjet købt fri af leasingkontrakt pr. 5. marts 2013. Det er således SKATs opfattelse, at CVR/SE-nr. [...1] og [...2] Advokat/Landmand [person5] må anses for at være ejer af køretøjet.
3. Virksomheden har adresse på henholdsvis [adresse1], [by2] og [adresse7], [by2]
4. Bilens fører har adresse på [adresse1], [by2]
5. Der var følgende gods i køretøjet, som ikke kan anses som tilhørende virksomheden:
En rød plastik sandkasse til børn
En hvid plastik højstol med grå ben af mærket IKEA til et barn
To cykler, henholdsvis en dame og en herrecykel
To cykelkurve
En cykelpumpe
6. [person5]s skiftende forklaring om, at disse ovenfor nævnte effekter (punkt 4) på kontroldagen tilhørte ham sammenholdt med at disse genstande ved retsmødet den 11. august 2014 nu var oprydningsfund, som lejere af en af hans ejendomme havde efterladt uden at tage disse effekter med
7. [person5]s skiftende forklaring om, at bl.a. barnehøjstolen og cyklerne var en del af flere effekter, lejere af en af hans ejendomme havde efterladt – at disse effekter var fundet på en anden ejendom end hans hovedgård/bopæl. Dette sammenholdt med, at [person5] på kontroltidspunktet den 17. juli 2014 oplyste, at han havde hentet de medbragte effekter i køretøjet på sin bopæl og skulle fragte dem til sommerhuset på [adresse3], [by1].
8. At den hvide plastikhøjstol til et barn (af mærket IKEA), jf. billeddokumentation på kontroltidspunktet den 17. juli 2014, fremstod ren og pæn og ikke snavset og ukurant, som oplyst af [person5] ved retsmødet den 11. august 2014
9. At transport af ovenfornævnte genstande (punkt 4) ikke kan anses for at være transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer til brug i virksomheden
10. Det fremgår af politirapport, at [person5] havde indkøbt mad til sin ægtefælle og afleverede den indkøbte mad til en kvinde på [adresse3], [by1] inden [person5] af politiet blev bedt om at køre tilbage til SKATs kontrolsted
11. Bestemmelsesstedet for kørslen var ægtefællens private sommerhus beliggende [adresse3], [by1], som ikke kan anses for at være omfattet af en af virksomhedens arbejdspladser
12. At ægtefællens private sommerhus beliggende [adresse3], [by1] ikke er registreret som en udlejningsejendom i SKATs systemer. [person5]s forklaring på kontroltidspunktet om, at sommerhuset på [adresse3], [by1] er et udlejningssommerhus stemmer således ikke overens med dennes forklaring i retten om, at ægtefællen bebor sommerhuse alene om sommeren.
13. At SKAT ikke anser det for sandsynligt, at en rød plastiksandkasse til børn, benyttes som vandingstrug i en større professionel landbrugsvirksomhed bestående af 5 gårde med kvægavl.
14. SKAT sammenfattende finder, at [person5]s skiftende forklaringer i overvejende grad sandsynliggør, at kørslen i Land Rover Defender den 17. juli 2014 er anvendt til private formål.

[...]

SKATs endelige afgørelse

SKAT finder, at der ikke er fremkommet nye oplysninger i sagen, der kan føre til et andet resultat end det af SKAT varslet forslag til afkrævning af registreringsafgift af den 13. oktober 2014.

Vedrørende [person5]s indsigelser til værdiansættelsen af Land Rover Defender, finder SKAT, at de fremsatte bemærkninger/kommentarer omkring værdien ikke har givet anledning til at ændre den fastsatte værdi. Der henvises til mere information om mulighederne for at klage. Klagevejledning vedlagt sammen med afgørelse om værdifastsættelse.

SKAT skal i øvrigt bemærke, at [person5] har ret i, at der befandt sig to røde plastiksandkasser i Land Roveren og ikke kun en enkelt, som nævnt af SKAT.

SKAT træffer afgørelse i overensstemmelse med det af SKAT fremsendte forslag til opkrævning af registreringsafgift af den 13. oktober 2014, og opkræver 265.397 kr. i registreringsafgift.

[...]"

Følgende fremgår bl.a. af SKATs indlæg af 23. januar 2015:

”[...]

E. [person5] har ikke tidligere i sagens forløb nævnt for SKAT, at de medbragte sandkasser til børn også er anvendt til heste. Uanset dyrenes art ændrer dette dog ikke SKATs opfattelse af [person5]s anvendelse af mandskabsvognen på kontroltidspunktet.

I brev af den 24. juli 2014 og senere fremsendte indsigelser til SKAT fremfører [person5], at de røde plastiksandkasser til børn har været anvendt til kreaturer.

F. [person5] anfører, at formålet med kørslen til sommerhuset var at afholde et møde med [person9].

Ved retten i [by3] den 11. august 2014 har han bl.a. afgivet forklaring om, at han på kontroldagen den 17. juli 2014 skulle afholde et møde med en landmand i sommerhuset på [adresse3]. Der var dog ikke tale om konkret aftale om et møde med denne landmand.

I [person5]s skrivelse til Vestre Landsret af den 17. september 2014 er det bl.a. anført, at [person5] pga. kontrollen måtte gennemføre et telefonisk møde med 2 rådgivere, og med hvilke rådgivere han skulle have haft møde med i ægtefællens sommerhus.

Dette stemmer ifølge SKATs opfattelse ikke overens med de tidligere afgivne oplysninger om, at mødet i sommerhuset skulle være sket med en landmand. Her er der nu angivet ikke en mødedeltager, men to mødedeltagere.

Endelig er det SKATs opfattelse, at en ægtefælles private sommerhus beliggende i [by1] ikke udgør - efter lovens ordlyd - en del af en virksomheds arbejdsplads, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9.

[...]”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt principal påstand om, at han alene har benyttet Land Rover Defender, [reg.nr.1] den 7. juli 2014, og alene i virksomhedsrelevant ærinde i forhold til CVR­ nr. [...1], hvorfor køretøjet ikke er anvendt i strid med registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9.

Det er klagerens opfattelse, at SKAT har bevisbyrden for, at han skulle have benyttet Land Rover Defender, [reg.nr.1], privat den 17. juli 2014.

Følgende fremgår bl.a. af klagen:

”[...]

Den 17. juli 2014 startede min arbejdsdag med transport i Land Rover Defender, [reg.nr.1] til forretningsfører [person6], foderstoffirmaet [virksomhed1] A/S, [adresse5], [by2], med hvem der længe havde været aftale møde samme dato kl. 10.00.

Anledningen var prisforhandling vedrørende årets høst samt næste års brug af gødning og kemikalier, samlet handelsomfang 3-4 millioner kroner ekskl. moms. På grund af kraftige prisudsving skulle endelig aftale indgås senest den 18. juli 2014.

Cirka kl. 12.00 kørte jeg fra foderstoffirmaet [virksomhed1] A/S, [adresse5], [by2] til [virksomhed2] v/[person10], [adresse6], [by2] med henblik på afhentning af to cykler med cykelkurve, der en uge forinden var indleveret fra min landbrugsejendom med henblik på servicering før høst på grund af transport for personale imellem gårdens marker (470 ha), jf. bilag 2.

Cirka kl. 12.15 fortsatte jeg i Land Rover Defender, [reg.nr.1] imod adressen [adresse3], [by1], hvor jeg havde aftalt møde med gårdejer [person9], [adresse8], [by5], med hvem jeg skulle drøfte fælles samhandel med foderstoffirmaet [virksomhed1] A/S inden tilbagemelding den 18. juli 2014.

Ca. kl. 13.00 passerede jeg bevidst razziastedet [adresse2], [by1] med cyklerne synligt placeret baghængt på Landroveren.

Først da en venlig betjent på razziastedet hjalp mig med at lyne bilens ladpresenning op, idet cyklerne burde have været placeret i bilens lad, så betjenten (Hr. [person7]) og jeg sammen, at der i bilens lad befandt sig, foruden andre kassable effekter, to gamle muslingeformede snavsede sandkasser, der i øvrigt stadig befinder sig i den beslaglagte Land Rover.

Muslingeskallerne har senest været anvendt som drikketrug for heste samt syge kreaturer på udlejningsadressen [adresse4], [by2] hvorfra i øvrigt også en gammel barnestol, placeret i Landroverens førerhus og cyklerne stammede. Alle effekterne er efterladt af tidligere lejer, og gårdens medarbejdere havde åbenbart hjembragt de brændbare effekter til placering i containeren for brændbart affald på min hjemejendom (kan bekræftes af min driftsleder [person11]).

Jeg havde med henblik på mødet med [person9] medbragt pålæg, som min hustru på grund af razzia og hedebølge anbragte i køleskab. På grund af razziaen blev mødet med [person9] alene gennemført telefonisk men endelig kontrakt med foderstoffirmaet [virksomhed1] A/S blev konfirmeret den 18. juli 2014, jf. bilag 3.

Jeg afslog under skatterazziaen at stille sikkerhed stor kr. 130.000,00, idet jeg efter på razziastedet at have forevist de tilstedeværende betjente samt skattemedarbejdere dokumenter og prissedler fra foderstoffirmaet [virksomhed1] A/S konstant fastholdt alene at have kørt i erhvervsøjemed.

Opmærksomheden henledes på, jf. SKATs fotooptagelse af 17. juli 2014, at jeg under kørslen trods hedebølge var iført kontortøj, ligesom jeg i øvrigt efter razziatidspunktet beviseligt afsluttede min arbejdsdag på min kontoradresse, [virksomhed4], [adresse7], [by2].

Politianklager [person8], [by3] Politi, der er min mangeårige sommerhusgenbo på [adresse3], [by1], kan bekræfte, at han aldrig har set omhandlede Land Rover Defender, at han aldrig har set mig eller min hustru benytte omhandlede Land Rover Defender, at han aldrig har set os cykle eller set cykler i sommerhuset, at han aldrig har set separate sandkasser eller brugte barnestole i sommerhuset. Disse iagttagelser vil tilsvarende kunne bekræftes af 50-100 vidner, der igennem årene har iagttaget min færden og brug af transportmidler!

Min læge vil i øvrigt kunne bekræfte at jeg på grund af to diskusprolapser i mange år har været ude af stand til at cykle.

Det er vigtigt for mig at tilføje, at min forklaring om min færden den 17. juli 2014 stedse har været som ovenfor angivet. Det er tydeligt - og tankevækkende - at forklaringen, som den er opfattet og gengivet såvel på razziatidspunktet den 17. juli 2014 som i Fogedretten i [by3], desværre bærer præg af subjektive iagttagelsesevner. Jeg har ikke kunnet vide dette førend jeg lang tid senere modtog de subjektive referater fra razzia og Fogedret.

[...]

Min hustru og jeg har begge nyere personbiler som vi til enhver tid ville foretrække til civil personbefordring.

[...]”

Følgende fremgår bl.a. af klagerens indlæg af 13. februar 2015 til Skatteankestyrelsen:

”[...]

Foranlediget af skrivelse fra Skatteankestyrelsen af 03.02.2015 på basis af fuldmægtigt [person12] "redegørelse" af 23.01.2015, skal jeg korrigerende i det følgende, under henvisning til vedlagte dokumentation redegøre for forløbet af min arbejdsdag den 17.07.2014.

kl. 06.00 -07.30:

Arbejde på advokatkontoret. Transportmiddel: Mercedes ML.

kl. 07.30 -08.00:

Møde på gården med driftsleder [person11].

kl. 08.00:

Telefonmøde med direktør [person6], foderstoffirmaet [virksomhed1] A/S.

kl. ca. 8.30 - 10.00:

Forhandlinger med direktør [person6] hos foderstoffirmaet [virksomhed1], [adresse5], [by2].

Transportmiddel: Land Rover Defender

(medbragt madpakke foruden kassabel barnestol i bagsæde og åbenbart diverse kassable effekter i lad under presenning, som f.eks. aflagte drikketrug m.v.)

Dokumentation bilag 1:

Erklæring fra direktør [person6], [virksomhed1] A/S.

kl. ca. 10.30 - 11.30:

Besøg hos [virksomhed2], v. [person10], [adresse6], [by2]. Genudlevering og påmontering af gamle renoverede cykler med cykelkurve og cykelpumpe.

Dokumentation bilag 2:

Erklæring fra [virksomhed2].

kl. ca. 11.30:

Kørsel fra [virksomhed2] direkte mod aftalt mødested for forhandlinger vedrørende landbrugsprodukter, [adresse3], [by1]. Ankomst ca. kl. 12.30 medbringende madpakke.

Transportmiddel: Land Rover Defender.

Aftalt mødeperson med henblik på frokostmøde: Gårdejer [person9], [adresse8], [by5]:

Dokumentation bilag 3:

Erklæring fra gårdejer [person9].

Aftalt frokostmøde, der måtte aflyses på grund af henvendelse fra motorcykelbetjent på mødestedet [adresse3], [by1].

kl. ca. 13.00 - 15.30:

Deltagelse i skatterazzia, [adresse2] (overfor [adresse1]) [by1], herunder ganske omfattende drøftelser med fuldmægtig [person1], SKAT. Konfiskation af Land Rover Defender.

kl. ca. 15.30:

Hjemtransport til gården med hustru, kontorchef [person13] i dennes BMW.

kl. 17.00 - 19.00:

Arbejde på advokatkontoret. Transportmiddel: Mercedes ML:

Dokumentation nr. 4:

Som det fremgår af denne dokumentation, benyttede jeg den 17.07.2014 aldeles undtagelsesvist, og alene på grund af landbrugs- og transportformål Land Rover Defender. Det bemærkes herved, at mit normale transportmiddel, Mercedes ML var fyldt med musikudstyr, idet jeg er fritidsmusiker. Tidsplan, herunder aftalte møder med rådgiver (gårdejer [person9]) bevirkede, at jeg kontinuerligt benyttede Land Rover Defender i landbrugstjeneste.

Som det ses af erklæring 4, og som det vil kunne bekræftes og dokumenteres af flere hundrede medarbejdere på advokatkontor, landbrug, foderstofvirksomhed m.v., benytter jeg ellers altid personbil (Mercedes ML) til transport.

Det bemærkes, at der aldrig har befundet sig, eller har været tiltænkt brugt barnestol eller sandkasse på [adresse3], [by1].

Fuldmægtig [person1] forsøger i sin redegørelse at retfærdiggøre den forfejlede razzia ved at søge at så tvivl om min hukommelse og ærlighed samt troværdighed.

Sandheden er, at [person1] den 17.07.2014 måtte bruge flere timer på søgning i bilregistre m.v. og undlod at udlevere mødereferat, medens jeg foruden andre udsatte gøremål alene på basis af telefonisk rådgivning fra landmandskolleger, konsulenter m.v., under urimeligt tidspres, kunne afslutte en millionhandel med foderstoffirmaet [virksomhed1] den 18.07.2014.

Jeg benyttede alene Land Rover Defender til landbrugsformål den 17.07.2014!

Spørgsmålet om konfiskation af Land Rover Defender har ganske rigtigt været summarisk behandlet ved Retten i [by3] og Vestre Landsret. Ved denne lejlighed havde politianklageren og dommeren fra fuldmægtig [person1] modtaget talmateriale med beregning af registreringsafgifter, hvilket materiale ikke tilsvarende var udleveret til undertegnede eller min forsvarer!

Retssagerne har alene taget stilling til håndteringen af konfiskationsreglerne, men har på ingen måde, som anført af fuldmægtig [person1], omfattet en vurdering af, hvorvidt jeg den 17.07.2014 berettiget anvendte min Land Rover Defender i landbrugstjeneste.

Om nødvendigt giver jeg gerne møde sammen med alle nødvendige iagttagere, der vil kunne bekræfte, at jeg har opført mig forskriftsmæssigt.

[...]”

Skrivelsen af den 13. februar 2015 var vedlagt skrivelsen 4 erklæringer, fra henholdsvis:

Foderstoffirmaet [virksomhed1] A/S, [adresse9], [by2], [person6]

[virksomhed2] v/[person10], [adresse6], [by2]

Gårdejer [person9], [adresse8], [by5]

Driftsleder [person11]

SKAT er den 7. april 2017 fremkommet med følgende udtalelse:

”[...]

I klagesagen vedrørende ovennævnte har Skatteankestyrelsen i brev fra 3. april 2017 bedt om en udtalelse til sagen, der skal afgøres af Landsskatteretten.

SKAT kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling, om at stadfæste SKATs afgørelse. SKAT er dog ikke enig i, at formålet med kørslen er omfattet af de tilladte kørsler, jf. registreringslovens § 2, stk. 1 nr. 9, uanset at formålet med kørslen må anses som erhvervsmæssig.

SKAT finder ikke, at der i klagen er nye oplysninger, som ændrer ved SKATs opfattelse af, at kørslen i mandskabsvognen den 17. juli 2014 ikke opfyldte reglerne i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9.

Efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9 er mandskabsvogne fritaget for afgift. Et køretøj er en mandskabsvogn hvis den utvivlsomt er konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel. Køretøjet må endvidere kun anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugernes virksomhed. Køretøjet må ikke benyttes til privatpersonbefordring.

Efter SKATs opfattelse er bestemmelsen toleddet, idet den både angår transport af materialer m.v. og transport af personer, der arbejder i ejeren eller brugerens virksomhed.

Skatteankestyrelsen henviser til SKATs juridiske vejledning afsnit E.A.8.1.3.5 omkring anvendelsen af mandskabsvogn på samme måde som en varebil (gulpladebil).

Afsnittet E.A.8.1.3.5 omhandler køretøjer over 4 tons. Klager køretøj har derimod en totalvægt på 3.500 kg. Dermed fremgår reglerne for anvendelsen af afsnit E.A.8.1.3.6. Mandskabsvogne.

Her fremgår det, at mandskabsvogne kun må bruges til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer, og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed.

Videre fremgår det, at mandskabsvognen kan anvendes til transportopgaver på samme måde som andre last- og varebiler forudsat, at der udelukkende er tale om erhvervsmæssig anvendelse.

Privat personbefordring er ikke tilladt.

Det er SKATs opfattelse, at kørslen til sommerhuset ikke er omfattet af ”transport af materialer m.v.” jf. bestemmelsens ordlyd. Kørslen er heller ikke omfattet af ”transport til og fra arbejdssteder”. Videre blev der ved kørslen fragtet private effekter, og dermed ikke materialer m.v. til brug for virksomheden.

Da reglerne om mandskabsvogne er en undtagelsesbestemmelse fra den almindelige pligt til at betale (fuld) registreringsafgift, skal bestemmelsen som udgangspunkt fortolkes indskrænkende, jf. SKM2015.456.ØLR. Der må derfor ved bedømmelsen af sagen stilles skærpede krav til anvendelsen.

Det bemærkes at en evt. sammenligning af reglerne for mandskabsvogne og reglerne for varebiler ikke kan ske, idet der er skærpede regler til brug af mandskabsvogne, da køretøjerne er afgiftsfrie.

En mandskabsvogn er således ikke en gulpladebil og må ikke bruges som en gulpladebil, ligesom det ikke er et specialindrettet køretøj.

Det er således ikke tilladt at foretage såkaldte ”svinkeærinder” i en mandskabsvogn. Det er videre ikke lovlig kørsel at hente og bringe mad, når klagers virksomhed ikke er beskæftige med dette. Dette gælder heller ikke selv om et evt. møde skal foregår i et privat sommerhus, som klager hverken anvender eller ejer.

Der er således ikke tale om ”transport af materialer m.v.” til og fra virksomhedens arbejdspladser.

Efter SKATs opfattelse er kørslen mellem klagers advokatkontor, via cykelhandleren og til det private sommerhus heller ikke omfattet af den tilladte anvendelse af mandskabsvogne efter lovens bestemmelser. Det bemærkes at sommerhuset ikke kan anses som ”virksomhedens arbejdsplads”, at klager ikke transporterede ansatte eller at klager ikke transporterede materialer til anvendelse i virksomheden, herunder på ”arbejdspladsen”.

Derimod blev der transporteret private effekter.

Formålet med kørslen var, uanset om der er tale om et erhvervsmæssigt formål, ikke et formål tilladt efter registreringsafgiftslovens bestemmelser for mandskabsvogne.

SKAT fastholder videre, at de genstande, der befandt sig i køretøjet på kontroltidspunktet, herunder maden, sandkasserne m.v., må anses som private genstande og ikke ”materialer m.v.” til anvendelse i hverken advokatvirksomheden eller i landbruget.

At genstandene evt. stammer fra klagers udlejningsejendomme herunder deres anvendelse, må anses som udokumenteret.

Henset til at kørslen ikke var omfattet af de i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9 tilladte situationer, anses betingelserne for afgiftsberigtigelse som mandskabsvogn ikke længere for at være opfyldt. Der skal derfor svares afgift efter reglerne i efter registreringsafgiftslovens §§ 4-6b.

[...]”

Klageren er den 11. april 2017 fremkommet med følgende bemærkninger til SKATs udtalelse:

”[...]

Jeg har den 10. april 2017 via advokat [person14] modtaget Skatteankestyrelsens kopi af udtalelse fra SKAT af 7. april 2017, der tydeligvis ifølge ordlyden refererer sig til en indstilling til en afgørelse af 3. april 2017, udarbejdet af [person15], Skatteankestyrelsen, hvilken indstilling ved en fejl ikke er tilsendt hverken undertegnede eller min advokat.

Takket være velvilje fra [person16], Skatteankestyrelsen (tlf. [...]) har jeg dog dags dato modtaget indstillingen, som jeg samtidigt hermed kommenterer i udkast.

Jeg forbeholder mig supplerende bemærkninger fra min advokat, [person14], indenfor fristen, der i henhold til [person16] blev forlænget til 27. april 2017.

I forhold til Skatteankestyrelsens ”indstilling” må jeg korrigerende præcisere, at min transport i Land Rover mandskabsvogn den 17. juli 2014 blev spontant besluttet på min hjemadresse, fordi min sædvanligt benyttede Mercedes var fyldt med musikinstrumenter.

Uden samtykke fra gårdens personale tog jeg om morgenen Land Roveren i anvendelse, da det alene var i gårdens interesse jeg havde møde med:

1. Foderstoffirmaet [virksomhed1] A/S (se dokumentation)

2. [virksomhed2] v/[person10] (se dokumentation) ligesom jeg havde aftalt møde med

3. Gårdejer [person9] (se dokumentation) i min kones sommerhus, hvilket møde alene blev aflyst på grund af den flere timer lange razzia.

Jeg understreger, at Land Roveren på intet tidspunkt var i nærheden af min kontoradresse den pågældende dag, at den medbragte stammede fra mit eget køleskab på gårdens hjemadresse, og at Land Roveren såvel før som efter razziadatoen alene har været anvendt i forbindelse med gårdens drift.

Tilsvarende understreger jeg, at effekterne i Land Roveren – alle stammede fra oprydningsarbejde på nabogårdens stuehus, medens de aldrig har været anvendt af mig eller min husstand. Plastiksandkasserne havde været drikke-trug for kreaturer/heste!

Disse oplysninger har gentagne gange og konstant af mig under strafansvar været fremsat overfor såvel [by3] Byret som offentlige myndigheder. Oplysningerne bør således ikke anfægtes!!

Vedrørende SKATs udtagelse vil jeg desuden bemærke følgende:

1. Land Roveren blev som nævnt på intet tidspunkt, ej heller på razziadagen anvendt til privat befordring

2. Transport af min person var udelukkende driftsrelevant for gårdens drift, hvorimod al transport af undertegnede til advokatkontoret den pågældende dag og i øvrigt fandt sted i andet køretøj!

3. Aftalen med gårdejer [person9] om et møde i min kones sommerhus havde absolut ikke noget rekreativt præg men var alene driftsrelevant! (Mødet var aftalt til 1 times varighed, og sommerhuset er beliggende nær gårdejer [person9]s adresse)

Der blev ikke den pågældende dag, som forkert anført af SKAT, foretaget ”svinkeærinder” til kontoret eller foretaget køb af mad!

4. SKAT anfægter min oplysning om de tilfældigt medbragte genstande i Land Roverens lad og bagsæde som ”udokumenterede”, hvilket er forkert, se ovenfor!

Desværre giver SKAT fortsat indtryk af, at man søger at legalisere en forkert og uprofessionelt gennemført razziaforretning på basis af bevidste og gentagne misopfattelser, der allerede har kostet mig flere hundrede tusinde kroner i sagsomkostninger.

[...]”

Landsskatterettens afgørelse

Reglerne om mandskabsvogne fremgår af registreringsafgiftslovens (lovbekendtgørelse nr. 29 af 10. januar 2014) § 2, stk. 1, nr. 9. En mandskabsvogn er herefter fritaget for afgift, hvis den utvivlsomt er konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel. Køretøjet må kun anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugernes virksomhed. Køretøjet må ikke benyttes til privatpersonbefordring.

Af SKATs punktafgiftsvejledning afsnit E.A.8.1.3.5 fremgår det, at mandsskabsvogne kan anvendes til transportopgaver på samme måde som andre last- og varebiler forudsat, at der udelukkende er tale om erhvervsmæssig anvendelse. Privat personbefordring er ikke tilladt.

Hvis betingelserne for afgiftsberigtigelse som mandsskabsvogn ikke længere er opfyldt, skal bilen betale afgift efter reglerne for personbiler eller varebiler efter registreringsafgiftslovens §§ 4-6b

To retsmedlemmer herunder retsformanden, finder at de effekter, der blev transporteret den 17. juli 2014 ikke kan anses for at være sådanne materieler, værktøj eller materialer, der kan medføre afgiftsfritagelse efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, hverken til brug i klagerens virksomhed i virket som advokat eller i hans landbrugsbedrifter.

Disse medlemmer vurderer, at sandkasserne og en barnestol udgør private effekter. Uanset om en eller flere af klagerens gårde har været udlejet og diverse private efterladenskaber har skullet fjernes, ses det ikke at være sandsynliggjort eller dokumenteret, at effekterne er fjernet fra en tidligere udlejningsejendom.

Endvidere kan det ikke med sikkerhed fastslås, at kørslen til sommerhuset har været erhvervsmæssig.

Det har ikke betydning for afgørelsen, om kørslen hovedsageligt blev foretaget i forbindelse med en arbejdsrelateret opgave, der ville opfylde betingelserne for kørsel, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. Der henvises til SKM2015.456.ØLR.

Disse retsmedlemmer finder således, at det har været berettiget, at SKAT har opkrævet registreringsafgift af mandskabsvognen, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3.

Et retsmedlem finder, at der ikke med § 2, stk. 1, nr. 9 var ment, at ejere eller brugere skal skifte køretøj til møder, der foregår et andet sted end på deres arbejdsplads. Klageren anses at have løftet bevisbyrden for, at der var tale om kørsel til et reelt møde, og at effekterne, der var i køretøjet efter det oplyste under de givne omstændigheder ikke kunne anses for at være private effekter. Dette medlem voterede derfor medhold.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertal og Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse for så vidt angår afgiftspligten.