Kendelse af 07-10-2016 - indlagt i TaxCons database den 02-12-2016

Sagen drejer sig om opkrævning af øl- og vinafgift på 1.653 kr. for indførslen af øl fra Tyskland, idet den indførte mængde ikke er anset for værende til eget brug.

Landsskatterettens afgørelse

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Sagens oplysninger

Det fremgår af en beslaglæggelsesrapport af 30. august 2014, at der er beslaglagt 1.944 Tuborg dåseøl af 0,33 liter i forbindelse med indrejsekontrol i [...]. Varerne var placeret i lastrummet på klagerens varevogn, og dåseøllene var ikke påsat pantmærker.

Klageren oplyste, at dåseøllene var indkøbt i Bordershop i Tyskland.

SKAT har den 2. september 2014 truffet afgørelse om beslaglæggelse af den indførte mængde øl med henblik på lovliggørelse efter miljølovgivningen med den begrundelse, at klageren har været i besiddelse af pantpligtige emballager, der ikke overholder kravene til pantmærkning og tilmelding til [virksomhed1], jf. hhv. pantbekendtgørelsens § 24 og miljøbeskyttelseslovens § 111 a.

SKATs afgørelse

Der er opkrævet øl- og vinafgift med 1.653 kr.

Af SKATs sagsfremstilling fremgår bl.a. følgende:

"[...]

SKAT har på baggrund af optælling den 30. august 2014 opgjort øl- og vinafgift til 1.653 kr. Beløbet er efter reglerne i øl- og vinafgiftsloven opgjort sådan:

Øl

SKATs begrundelse for ændringen

Ifølge øl- og vinafgiftslovens § 4 skal der betales afgift når varerne modtages fra udlandet.

Virksomheder og personer, der modtager varer fra andre EU-lande, skal enten registreres som midlertidig varemodtager, indgive anmeldelse og stille sikkerhed for afgiften inden transporten af varerne påbegyndes i det andet EU-land, eller registreres som varemodtager. Se reglerne i øl- og vinafgiftslovens § 6, stk. 1 og 2.

Øl- og vinafgiftsloven (lovbekendtgørelse nr. 1062 af 26. august 2013 med senere ændringer).

§ 1, stk. 1 siger, at der skal betales afgift af øl.

Opkrævningsloven (lovbekendtgørelse nr. 569 af 28. maj 2014).

SKATs forslag til afgørelse

[person1] har købt afgiftspligtig øl og vin omfattet af øl- og vinafgiftslovens § 1, stk. 1, og § 3, stk. 1 fra udlandet, og der er ikke betalt afgift af de købte øl, hvorfor [person1] afkræves afgiftsbeløbet, 1.653 kr., i henhold til opkrævningslovens § 5, stk. 1.

(...)

Endelig afgørelse

[person1] oplyste på kontrollens forespørgsel, at han havde købt alle øllene, hvorfor afgiftskravet rettes mod ham, og der blev udleveret 21 rammer øl til eget brug.

Med hensyn til den manglende kvittering skyldes dette en forglemmelse, og kvitteringen blev fremsendt til [person1] sammen med forslag til afgørelse.

Ovenstående forslag til afgørelse fastholdes, og [person1] afkræves afgiftsbeløbet, 1.653 kr., i henhold til opkrævningslovens § 5, stk. 1.

[...]"

Klagerens påstand og argumenter

Der er nedlagt påstand om, at der ikke skal betales øl- og vinafgift, og at det ikke er korrekt, at der skal betales omkostninger af den angivne størrelse ved beslaglæggelsen.

Af klagen fremgår bl.a. følgende:

"[...]

Jeg blev stoppet ved indrejsekontrollen i [by1] færgehavn d.30-8-2014 efter en indkøbstur til Tyskland sammen med min kæreste.

Vi havde været nede og købe øl som skulle bruges til min søn's 26 års fødselsdag, som fyldte 26 d.21-9-2014 og det indkøbte skulle bl.a. bruges til et surpriceparty for ham.

Øllet var en fælles gave fra mig og min kæreste til ham og derfor var det købt på en bon.

Der står blot i loven, at man må indføre 110 liter øl pr. mand, men Ikke, at det skal være på 2 boner, hvis man er 2 personer i sammen bil.

Jeg blev spurgt af tolderen om hvad vi havde med og jeg svarede at vi havde 50 rammer øl hver.

Tolderen spurgte efter en bon og han fik den udleveret.

Tolderen kiggede ind på min kæreste og spurgte: Har "hun" også købt noget?

Jeg svarede med et glimt i øjet: Nej, hun har ingen penge.

Jeg mente ikke at det var nødvendigt at svare ja, idet at vi havde købt det som en fælles gave og på en bon.

Jeg havde jo sagt, at vi havde købt 50 rammer øl hver.

På intet tidspunkt spurgte tolderen hvem "hun" var.

Kun jeg skulle vise papirer på hvem jeg var.

Der står i loven, at man må indføre til EGET BRUG. Det indkøbte skulle bruges til min søns fest og til os selv og hans venner.

(...)

Min søn er en del af min husstand, da han bor sammen med mig og har gjort det de sidste 41/2 år og derfor så jeg ikke noget problem i at indføre øllet.

Tolderen var så venlig at lade mig beholde 21 rammer, men intet til min kæreste.

Min kæreste og jeg læssede øllet af bilen og over på en palle, som tolderen havde hentet til os.

Når vi er to om at læsse øllet af, så burde der ikke være nogen tvivl om, at det var et fælles indkøb.

Jeg undrer mig over hvorfor min kæreste ikke kunne beholde sin ration?

Jeg startede jo med at oplyse til tolderen, at "vi har 50 rammer øl hver", og at det bl.a. var et fælles køb, bl.a. til min søn's fødselsdag og skulle fungere som vores gave til ham og gæster.

Der står ingen steder i gældende regler, at to mennesker der kører i samme bil ikke må have fælles indkøb og derfor nøjes med en bon.

Der er flere ting jeg undrer mig over.

Hvorfor skal jeg betale så mange penge lige meget om jeg vil have mine beslaglagte varer eller ej?

-----------------------------------------------------------------------------------

Ovenstående beløb (13786,93 kr.) har jeg betalt, men så kommer de næste beløb:

Totalt af disse beløb kommer denne beslaglæggelse til at koste mig 20320.13 kr. for i alt 81 rammer øl.

I min første henvendelse til [person2] fra SKAT (pr telefon) gjorde jeg opmærksom på, at vi var to i bilen og at min kæreste også burde have beholdt sin ration og derfor burde ovenstående afgifter nedskrives tilsvarende. Det fik jeg intet svar på.

Jeg syntes at omk. Fra butik til lager er en meget dyr omkostning (10303,13 inkl moms).

Jeg forstår heller ikke hvorfor jeg skal betale (Emballagetilmeldingsgebyr i forbindelse med beslaglæggelse(fair play) da jeg ikke skal tilmeldes da jeg er privat person og ikke et firma.

Kan jeg få udspecificeret denne omkostning?

Jeg har forhørt mig hos SKAT i [by2], men de vil heller ikke udtale sig om dette.

Afslutningsvis vil jeg stadig fastholde, at købet var til eget forbrug og at min kæreste burde have fået sin andel, som loven forskriver.

[...]"

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det fremgår af toldlovens § 11, stk. 1, at told- og skatteforvaltningen opkræver punktafgifter af punktafgiftspligtige varer, som rejsende medfører ved indrejse i det danske toldområde fra et andet sted i EU's toldområde, ud over hvad der kan anses for at være indført til eget brug. Told- og skatteforvaltningen fører den fornødne kontrol hermed. Efter bestemmelsens stk. 4, kan told- og skatteforvaltningen kan fastsætte retningslinjer til brug for vurderingen af, om de i stk. 1 og 2 anførte varer kan anses for at være til eget brug.

Det fremgår af artikel 32 i Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF (cirkulationsdirektivet), at:

"1. Punktafgiften for punktafgiftspligtige varer, som en privatperson anskaffer til eget brug og selv transporterer fra en medlemsstat til en anden, forfalder kun i den medlemsstat, hvor de punktafgiftspligtige varer anskaffes.

2. For at kunne fastslå, om de i stk. 1 omhandlede punktafgiftspligtige varer er bestemt til en privatpersons eget brug, skal medlemsstaterne mindst tage hensyn til følgende:

3. Med henblik på anvendelsen af stk. 2, litra e), kan medlemsstaterne opstille vejledende mængder, men kun for at godtgøre ovennævnte forhold. Disse vejledende mængder må ikke være mindre end:

a) for tobaksvarer:

- cigaretter:800 stk.

- cerutter og cigarillos (cigarer med en maksimumsvægt på 3 g/stk.): 400 stk.

- cigarer: 200 stk.

- røgtobak: 1,0 kg

b) for alkoholholdige drikkevarer:

- spiritus: 10 l

- mellemklasseprodukter: 20 l

- vin: 90 l (heraf højst 60 l mousserende vin)

- øl: 110 l

4. Medlemsstaterne kan ligeledes fastsætte, at punktafgiften forfalder i forbrugsmedlemsstaten ved køb af mineralolier, der allerede er overgået til forbrug i en anden medlemsstat, hvis disse varer transporteres af en privatperson eller på dennes vegne ved anvendelse af atypiske transportformer.

I dette stykke betragtes som "atypisk transportform" andre måder at transportere brændstof på end i køretøjernes brændstoftanke eller i en egnet reservedunk samt andre måder at transportere flydende brændsel på end erhvervsmæssigt i tankbiler."

Det fremgår af SKATs Juridiske Vejledning på tidspunktet for indførslen af de pågældende varer, afsnit E.A.1.4.3., at:

"Ved indrejse fra andre EU-lande kan punktafgiftspligtige varer medbringes afgiftsfrit, men på betingelse af

(...)

Ved SKATs bedømmelse af, om punktafgiftspligtige varer er til eget brug og dermed er fritaget for afgift eller har erhvervsmæssig karakter og dermed er afgiftspligtig, vil der indgå en række forhold bl.a.

Varer, der medbringes for andre eller med henblik på videresalg e.l., anses for at have erhvervsmæssig karakter og bliver dermed afgiftspligtige.

(...)

Mængden af medbragte varer vil kunne have et sådant omfang, at det må anses for tvivlsomt, at varerne er til eget brug, f.eks. hvor mængden ligger væsentlig over, hvad der med rimelighed kan bruges i en almindelig husholdning. I sådanne tilfælde må den rejsende kunne redegøre nærmere om formålet med varekøbet (...)

For alkoholholdige drikkevarer og tobaksvarer5 er der til brug for vurderingen af, om varerne er til eget brug eller af erhvervsmæssig karakter, fastsat nogle vejledende mængder, jf. art. 32, stk. 3, i Rådets direktiv 2008/118/EF (cirkulationsdirektivet).

De vejledende mængder er for

(...)

Transportformen kan eventuelt også medføre, at indførslen ikke kan anses for "egen medbringelse", f.eks. hvor den rejsende og varen ikke transporteres med samme køretøj, eller hvor transporten er atypisk for rejsende, eksempelvis ved benyttelse af lastbiler."

Det fremgår af øl- og vinafgiftslovens § 1, stk. 1, og § 3, stk. 1, at der skal betales afgift af øl og vin her i landet efter de i loven nærmere opregnede satser.

Det fremgår af øl- og vinafgiftslovens § 4, at der skal betales afgift her i landet ved overgang til forbrug, det vil sige, når varerne forlader en ordning under suspension af afgiften, eller ved modtagelsen, når varer fra andre EU-lande erhverves af virksomheder og personer, der ikke er berettiget til at oplægge varerne uden afgiftsberigtigelse, jf. øl- og vinafgiftslovens §§ 5 og 6.

Efter øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 2, ydes afgiftsfritagelse bl.a. af varer, som privatpersoner selv medfører til eget brug fra et andet EU-land, i hvilket de er erhvervet i beskattet stand. Det fremgår af EU-Rådets direktiv 08/118, at medlemsstaterne kan opstille vejledende mængder for indførelsen af varer beregnet til eget brug, der for så vidt angår øl ikke må være mindre end 110 liter, jf. artikel 32, stk. 3.

Det lægges til grund, at klageren har indført 1.944 dåser øl a 33 cl. fra Tyskland, svarende til 641,52 liter.

Klageren oplyste ved indførslen, at det var ham, der havde købt varerne, og han fremviste en bon fra den butik, øllene var købt i. På den baggrund er det Landsskatterettens opfattelse, at det ikke er tilstrækkeligt godtgjort, at en del af den indførte mængde øl tilhørte klagerens kæreste.

Det er endvidere Landsskatterettens opfattelse, at det indførte kvantum af de pågældende drikkevarer ikke kan antages at være bestemt til klagerens eget brug, idet mængden ligger væsentligt over, hvad der med rimelighed kan forventes anvendt i en normal husholdning, jf. cirkulationsdirektivets artikel 32, 3. pkt., hvor den vejledende mængde for øl er sat til 110 liter.

Da den vejledende mængde er væsentligt overskredet, har klageren bevisbyrden for, at varerne er indført til eget brug. Klageren har ikke dokumenteret eller på nogen måde sandsynliggjort, at der er tale om varer til eget brug, herunder at der skulle være afholdt fest m.v. Klagerens forklaring har generel karakter og ikke nærmere dokumenteret, særligt set i lyset af den indførte mængde på 641,52 liter, der overskrider den vejledende mængde mere end 5 gange.

Den indførte mængde øl er dermed afgiftspligtig efter øl- og vinafgiftslovens §§ 1, stk. 1, og 3, stk. 1, idet dens indførsel ikke kan anses for omfattet af afgiftsfritagelsesbestemmelsen i øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 2.

Det bemærkes, at den påklagede afgørelse af 25. september 2014 vedrører afgiftspligten efter øl- og vinafgiftsloven. Beslaglæggelsen af varerne er sket i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 111 a, og er dermed ikke omfattet af Landsskatterettens kompetence, jf. skatteforvaltningslovens § 11.

SKATs afgørelse om opkrævning af 1.653 kr. stadfæstes derfor.