Kendelse af 28-01-2020 - indlagt i TaxCons database den 29-02-2020

SKAT har ikke anset indfyret træflis medgået til fremstilling af træpiller for afgiftsfritaget efter NOx-afgiftslovens § 8, stk. 4, vedrørende energiprodukter anvendt til fremstilling af tilsvarende energiprodukter.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Selskabet producerer træpiller og andre træprodukter. Fremstillingen af træpiller er kun foregået på selskabets område. Som led i produktionen af træpiller sker der en tørring af den træflis, som anvendes til træpilleproduktionen. Til brug ved denne tørringsproces anvendes udelukkende træflis som brændsel. Den anvendte træflis er et biprodukt, der opstår ved selskabets produktion af andre træprodukter. Derudover køber selskabet en mindre mængde træflis, der også anvendes som brændsel til tørring.

Selskabet er registreret i henhold til NOx-afgiftsloven for egen afbrænding af flis.

Selskabet har hidtil opgjort afgiftsgrundlaget på grundlag af energiindholdet i de indfyrede brændsler, jf. NOx-afgiftslovens § 1, stk. 4. Der er ikke foretaget reduktion i henhold til lovens § 8, stk. 4.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke anset indfyret træflis medgået til fremstilling af træpiller for afgiftsfritaget efter NOx-afgiftslovens § 8, stk. 4, vedrørende energiprodukter anvendt til fremstilling af tilsvarende energiprodukter.

”...

Træflis og træpiller er ikke et energiprodukt hverken i medfør af energibeskatningsdirektivet eller efter § 8, stk. 4 i NOx-afgiftsloven.

Afgiftsfrihed efter NOx-afgiftslovens § 8, stk. 4 forudsætter, at der er tale om et energiprodukt.

Det er SKATs holdning, at træpiller og træflis er omfattet af KN-kode 44.01 og derfor ikke er omfattet af energibeskatningsdirektivets definition på energiprodukter i artikel 2.

NOx-afgiftslovens § 8, stk. 4 giver derfor ikke ret til afgiftsfrihed for træflis, der anvendes som brændsel ved tørring af varer, som medgår ved produktion af træpiller.

Virksomheden kan ikke støtte ret på, at det anvendte ordvalg i tekstafsnittet i den juridiske vejledning, afsnit E.A.7.20.6 (se pkt. 2) giver virksomheden ret til afgiftsfrihed for den anvendte træflis som brændsel efter NOx-afgiftslovens § 8, stk. 4.

Den pågældende beskrivelse/formulering er anvendt i forbindelse med en generel beskrivelse af det afgiftspligtige vareområde og ikke specifikt til rækkevidden m.v. af NOx-afgiftslovens § 8, stk. 4.

Ifølge mail af den 24. juni 2014 fra rådgiver anføres, at træflis efter en ren ordlydsfortolkning af selve lovteksten efter deres opfattelse medfører, at træflis er omfattet af fritagelsen.

Det er SKATs fortsat opfattelse at formuleringen af kvælstofoxidafgiftslovens § 8, stk. 4 sammenholdt med lovbemærkningerne medfører, at begrebet energiprodukter skal fortolkes i overensstemmelse med de underliggende bestemmelser i energibeskatningsdirektivet.

Kvælstofoxidafgiftslovens § 8, stk. 4 er en implementering af energibeskatningsdirektivets artikel 21, stk. 3, 1. pkt., jf. de allerede nævnte afsnit fra lovbemærkningerne
Begrebet ”energiprodukter” er defineret i direktivet
Træflis er ikke et energiprodukt jf. direktivet
Af lovteksten fremgår at bestemmelsen gælder ”energiprodukter” og ikke eksempelvis ”brændsler”

...”

Skattestyrelsen har den 18. december 2019 erklæret, at man er enig i kontorindstillingen af 5. december 2019. Der er indstillet, at SKATs afgørelse stadfæstes.

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at der efter NOx-afgiftslovens § 8, stk. 4, er fritagelse for NOx-afgift af træflis, der direkte medgår ved produktion af træpiller.

”...

Vi er af den opfattelse, at NOx-afgiftslovens § 8, stk. 4 generelt giver mulighed for fritagelse for afgiften på de indfyrede afgiftspligtige varer/energiprodukter, når de indfyrede energiprodukter anvendes til at producere et tilsvarende afgiftspligtigt energiprodukt, nævnt i lovens bilag 1.

Da den indfyrede afgiftspligtige træflis utvivlsomt anvendes til at producere træpiller, som er omfattet af lovens afgiftspligtige vareområde, kan selskabet støtte ret på den generelle afgiftsfritagelse i lovens § 8, stk. 4 på de indfyrede flismængder.

Det er korrekt, at bemærkningerne til L63, udmøntet i lov nr. 1384 af 21. december 2009, § 6, stk. 4 har følgende ordlyd:

Det foreslås at fritagelsen for energiprodukter til fremstilling af af tilsvarende energiprodukter kun gælder for energiprodukter, som er fremstillet på den producerende virksomheds område. I lighed med de øvrige energiafgiftslove bringes lov om afgifts af kvælstofoxider hermed i overensstemmelse med artikel 21, stk. 3, 1. pkt., i energibeskatningsdirektivet (Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003).

Det forhold, at man i lovbemærkningerne tilkendegiver, at bestemmelsen er indsat for at imødegå energibeskatningsdirektivet, der ikke omfatter biomasse, kan ikke medføre, at biomasse så kan indfortolkes udelukket fra afgiftsfritagelsen i NOx-afgiftslovens § 8, stk. 4, når det ikke direkte fremgår af selve lovteksten.

Et energiprodukt må efter vores vurdering også omfatte træflis/træpiller, der nævnes i lovens § 7a som brændsler omfattet af bilag 1, nr. 19 eller 20. Et brændsel er derfor et energiprodukt, som der derfor ikke ses at være hjemmel til at nægte afgiftsfritagelse for, når det anvendes til fremstilling af et tilsvarende brændsel/energiprodukt.

Det forhold, at energibeskatningsdirektivet alene omhandler harmoniserede energiprodukter kan ikke bruges til indskrænkning af en klar lovtekst.

Det er derfor vores påstand, at der efter NOx-afgiftslovens § 8, stk. 4 er fritagelse for NOx-afgift af træflis, der medgår ved produktion af træpiller.

...”

Landsskatterettens afgørelse

Der skal betales afgift ved udledning af NO 2-ækvivalenter til luften ved forbrænding. Den udledte mængde opgøres i overensstemmelse med den leverede, udleverede eller forbrugte mængde varer, når der ikke sker måling af udledningen. Det fremgår af NOx-afgiftslovens § 1, stk. 1 og 4.

Selskabet opgør den udledte mængde NO 2-ækvivalenter efter NOx-afgiftslovens § 1, stk. 4. I henhold til NOx-afgiftslovens § 6, stk. 2, skal selskabet ved opgørelse af afgift efter lovens § 1, stk. 4, medtage eget forbrug af varer omfattet af bilag 1, der ikke er omfattet af afgiftsfritagelsen i lovens § 8, stk. 4.

Fritaget for afgift er i medfør af NOx-afgiftslovens § 8, stk. 4, følgende:

”...

Stk. 4. Et energiprodukt, der medgår direkte til produktion af et tilsvarende energiprodukt, er fritaget for afgift. Fritagelsen gælder kun for energiprodukter, som er produceret på virksomhedens område. Fritagelsen gælder dog ikke for energiprodukter, der anvendes som motorbrændstof.

...”

Tidligere havde NOx-afgiftslovens § 8, stk. 4, følgende formulering, jf. lov nr. 472 af 17. juni 2008:

”...

Stk. 4. Fritaget for afgift er forbruget af et energiprodukt omfattet af bilag 1, der direkte medgår til produktion af et tilsvarende energiprodukt. Dette gælder dog ikke energiprodukter, der anvendes som motorbrændstof.

...”

Bestemmelsen i NOx-afgiftslovens § 8, stk. 4, fik den nugældende formulering ved § 6, nr. 4, i lov nr. 1384 af 21. december 2009. Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, jf. lovforslag nr. 63 af 18. november 2009, § 6, stk. 4, at:

”...

Det foreslås at fritagelsen for energiprodukter til fremstilling af tilsvarende energiprodukter kun gælder for energiprodukter, som er fremstillet på den producerende virksomheds område. I lighed med de øvrige energiafgiftslove bringes lov om afgift af kvælstofoxider herved i overensstemmelse med artikel 21, nr. 3, 1. pkt., i energibeskatningsdirektivet (Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003)

...”

Af direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 (energibeskatningsdirektivet) art. 21, stk. 3, fremgår:

”...

Stk. 3. Forbrug af energiprodukter på et område, der tilhører en virksomhed, der producerer energiprodukter, betragtes ikke som en afgiftsudløsende begivenhed, hvorved afgiften forfalder, hvis forbruget består i energiprodukter, der produceres på virksomhedens område. [...] Når forbruget sker med henblik på formål, som ikke vedrører produktion af energiprodukter, og især til fremdrift af køretøjer, betragtes dette imidlertid som en afgiftsudløsende begivenhed, hvorved afgiften forfalder.

...”

Af energibeskatningsdirektivets artikel 2 fremgår følgende:

”Art. 2

stk. 1.I dette direktiv forstås ved ”energiprodukter” nedennævnte varer:

[...]

Stk. 4. Dette direktiv finder ikke anvendelse på:

a) Output-beskatning af varme og beskatning af varer under KN-kode 4401 og 4402

[...]”

Omfattet af KN-kode 4401 er bl.a. træflis og træpiller.

EU-domstolen har fortolket energibeskatningsdirektivets artikel 21, stk. 3, 1. pkt., i sagen C-49/17 – Koppers Denmark ApS. Det blev slået fast, at energibeskatningsdirektivets bestemmelser finder anvendelse på produkter, der både er defineret som energiprodukter og henhører under direktivets anvendelsesområde, jf. præmis 25.

Det fremgår af energibeskatningsdirektivets artikel 2, stk. 4, litra a, at direktivet ikke finder anvendelse på beskatning af varer under KN-kode 4401 i EU's Kombinerede told- og statistik nomenklatur. Træflis og træpiller er omfattet af KN-kode 4401. Derfor er hverken træflis eller træpiller omfattet af direktivets anvendelsesområde.


Med henvisning til lovens forarbejder og sammenhæng med øvrige energiafgiftslove finder Landsskatteretten, at ændringen af NOx-afgiftslovens § 8, stk. 4, med lov nr. 1384 af 21. december 2009 skete for at bringe NOx-afgiftsloven i overensstemmelse med energibeskatningsdirektivets artikel 21, stk. 3, 1. pkt. Landsskatteretten finder, at der ikke er holdepunkter i forarbejderne eller ordlyden for, at bestemmelsen skulle have et bredere anvendelsesområde end energibeskatningsdirektivets artikel 21, stk. 3, 1. pkt. Landsskatteretten finder derfor, at NOx-afgiftslovens § 8, stk. 4, skal fortolkes i overensstemmelse med energibeskatningsdirektivets artikel 21, stk. 3, 1. pkt.

Landsskatteretten finder herefter, at selskabets afbrænding af træflis ikke er afgiftsfritaget efter NOx-afgiftslovens § 8, stk. 4, da hverken træflis eller træpiller er omfattet af energibeskatningsdirektivets anvendelsesområde.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.