Kendelse af 07-09-2017 - indlagt i TaxCons database den 19-10-2017

Klagen skyldes, at SKAT har givet afslag på en anmodning om ekstraordinær genoptagelse af virksomhedens afgiftstilsvar for perioden 1. januar 1998 til 31. december 1999.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] v/[person1] (herefter benævnt virksomheden) drev virksomhed med alternativ sundhedsbehandling og var fra 1994 registreret under branchekoden for kuranstalter, naturlæger m.v.

SKAT foretog den 4. januar 2002 en forhøjelse af virksomhedens momstilsvar for perioden 1997, 1998 og 1999. SKAT foretog samtidig en ændring af virksomhedens lønsumsafgiftstilsvar. Ændringerne af momstilsvaret og lønsumsafgiftstilsvaret skete med henvisning til, at virksomheden ikke opfyldte betingelserne for at være omfattet af fritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1. Ændringerne af virksomhedens moms- og lønsumsafgiftstilsvar førte til, at virksomheden blev efteropkrævet i alt 917.481 kr.

Den 20. marts 2002 regulerede SKAT afgørelsen af 4. januar 2002. Forhøjelsen af virksomhedens momstilsvar for år 1997 bortfaldt, som følge af at SKAT alligevel anså virksomheden for at opfylde betingelserne for at være omfattet af fritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, i år 1997. SKAT tilbageregulerede samtidig virksomhedens lønsumsafgiftstilsvar for 1997. Den samlede efteropkrævning for år 1998 og 1999 var herefter på 825.787 kr.

SKATs afgørelse af 4. januar 2002 blev påklaget til Landsskatteretten. Ved kendelse af 18. april 2007 fandt Landsskatteretten, at det ikke var godtgjort, at virksomhedens ydelser i perioden 1. januar 1998 - 30. april 1998 var omfattet af fritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Landsskatteretten fandt videre, at virksomhedens ydelser var omfattet af fritagelsen i perioden 1. juli 1999 til 31. december 1999.

For så vidt angik perioden 1. maj 1998 til 30. juni 1999 fremgår følgende af kendelsen:

”Henset hertil og henset til syns- og skønsrapportens besvarelse af spørgsmålene 4, 9 og 10

finder Landsskatteretten det godtgjort, at der for perioden 1. maj 1998 – 30. juni 1999 på

Klinikken har været lægeligt tilsyn med såvel blodprøveudtagningen og de ordinerede

behandlingstiltag vedrørende allergi og immunologi, hvorfor disse ydelser for denne periode

må anses for fritagne, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 1. De nævnte forhold må kunne

attesteres at være opfyldt i hvert enkelt behandlingstilfælde.”

Landsskatteretten overlod det herefter til det lokale skattecenter at foretage en nærmere opgørelse af ændringer i det pålagte momstilsvar på baggrund af kendelsen.

SKAT anmodede ved breve af 8. maj 2007, 22. juni 2007, 22. november 2007 og 18. januar 2008 virksomheden om at fremsende regnskabsmateriale og dokumentation for det lægelige tilsyn.

Den 25. marts 2008 sendte virksomhedens revisor virksomhedens regnskabsmateriale for år 1999 samt en opgørelse over de ændringer i virksomhedens afgiftstilsvar, som revisoren mente at Landsskatterettens afgørelse gav anledning til, til SKAT.

SKAT anmodede igen ved brev af 21. april 2008 virksomheden om at fremsende regnskabsmateriale og dokumentation for det lægelige tilsyn.

SKAT udarbejdede herefter et forslag til afgørelse. Forslaget er dateret den 20. juni 2008. SKAT har fremsendt en kopi af forslaget til afgørelse til Landsskatteretten. Kopien er adresseret til virksomheden. Det fremgår af forslaget, at forslaget også er sendt til virksomhedens revisor.

SKAT har oplyst, at SKAT traf afgørelse i sagen den 24. juli 2008. SKAT fandt i afgørelsen, at Landsskatteretten var enig med SKAT i, at virksomhedens ydelser i perioden 1. januar 1998 – 30. april 1998 ikke var momsfritaget. SKAT foretog derfor ingen regulering af afgiftstilsvaret for denne periode. Vedrørende perioden 1. maj 1998 til 30. juni 1999 fandt SKAT, at ydelserne ifølge Landsskatterettens afgørelse måtte anses for at være momsfritaget, såfremt virksomheden kunne attestere, at ydelserne var underlagt lægeligt tilsyn for hvert enkelt tilfælde. SKAT anså ikke virksomheden for at have attesteret det lægelige tilsyn for hvert enkelt tilfælde, og SKAT foretog derfor ingen reguleringer af SKATs afgørelse af 4. januar 2002 for perioden 1. maj 1998 til 30. juni 1999. For så vidt angik perioden 1. juli 1999 til 31. december 1999 fandt SKAT, at Landskatteretten var kommet frem til, at virksomhedens ydelser var omfattet af momsfritagelsen. SKAT foretog på den baggrund en regulering, således at det oprindeligt opkrævede momstilsvar blev nedsat med 167.194 kr. SKAT forhøjede som følge heraf lønsumsafgiftstilsvaret med 10.400 kr. Det fremgår af afgørelsen, at SKAT ville sende et girokort til brug ved indbetaling af differencen.

SKAT har fremsendt en kopi af afgørelsen til Landsskatteretten. Den af SKAT indsendte kopi er adresseret til virksomheden. Det fremgår afslutningsvis i afgørelsen, at der ville blive sendt en kopi af afgørelsen til virksomhedens revisor.

Virksomhedens repræsentant har oplyst, at hverken virksomheden eller virksomhedens revisor modtog SKATs afgørelse af 24. juli 2008. Repræsentanten har fremlagt en mail fra en person fra revisionsselskabet til repræsentanten, hvoraf følgende fremgår:

”1. Vi har ikke bekendt med eller ligger inde med kopi af noget brev fra Skat fra juli 2008 (og hvis vi hos [virksomhed2] i [by1] havde modtaget et sådant brev, ville det være sendt videre til vor momsafdeling, som jo er ekspertisen på området)

2. Jeg har haft kontakt til min tidligere partner på [by1]kontoret, som i sidste uge var i Spanien. Han oplyser, at han heller ikke har nogen erindring om et sådant brev.”

SKAT har oplyst, at både forslaget til afgørelse samt afgørelsen er journaliseret og akteret i SKATs system, og at ingen breve er registreret modtaget retur. SKAT har desuden oplyst følgende om SKATs postrutiner i 2008:

”For så vidt angår SKATS postrutiner, var de i 2008 således, at der blev oprettet et dokument i sagsbehandlingssystemet (Captia). Efter færdiggørelsen blev dokumentet udskrevet, underskrevet og kuverteret. Det blev derefter akteret i sagsbehandlingssystemet og lagt til postafsendelse.”

SKAT modtog betaling af 1.295.395 kr. fra virksomheden den 17. september 2008. SKAT fordelte beløbet på den af SKAT opgjorte restance vedrørende år 1998 og 1999. SKAT registrerede betaling af hovedstolen på 656.012 kr. og betaling af renter med 639.383 kr.

SKAT har indsendt en opgørelse, der viser, at SKAT i september 2008 var af den opfattelse, at virksomheden havde en restance på i alt 656.012(hovedstol) + 659.134(renter) = 1.315.146 kr. vedrørende år 1998 og 1999.

Virksomhedens repræsentant henvendte sig til SKAT i sommeren 2013 med henblik på at afklare, hvordan SKAT havde disponeret over et beløb, som virksomheden havde indbetalt til SKAT. Repræsentanten spurgte blandt andet ind til, om momskrav og renter var blevet nulstillet som følge af Landsskatterettens afgørelse.

Den 31. juli 2013 oplyste SKAT, at de havde smidt sagen fra 1998 ud, og at de derfor ikke havde en kopi af SKATs afgørelse fra 2008.

Repræsentanten har fremlagt en kopi af et udateret notat fra SKAT, hvoraf det blandt andet fremgår (uddrag):

”Den pågældende sagsbehandler har oplyst, at hun formodentlig har fremsendt en opgørelse af kravet til virksomheden. Denne bliver imidlertid akteret i den oprindelige journalsag fra 1998, som ikke eksistere mere, hvorfor SKAT ikke kender indholdet heraf. Brevet er blevet efterlyst af virksomheden men denne ligger heller ikke inde med det.

...

Da den opgørelse, som SKAT efter det oplyste sendte til virksomhede, ikke kan fremfindes, kan SKAT ikke dokumentere, at virksomheden i forlængelse af Landsskatterettens afgørelse måtte være bekendt med det krav, som virksomheden skulle have retur.

Det er derfor vores opfattelse, at vi ikke kan dokumentere, at virksomheden var bekendt med tilbagesøgningskravet på for lidt udbetalt rente af hovedkravet.”

Den 9. august 2013 sendte SKAT en mail til repræsentanten med oplysning om, at SKAT havde fundet afgørelsen ved at grave i sine gamle systemer. SKAT vedhæftede en kopi af afgørelsen af 24. juli 2008 til repræsentanten.

Den 13. september 2013 sendte SKAT et brev til virksomheden, hvoraf det fremgik, at SKAT efter en gennemgang af bogføringen omkring efteropkrævningen af moms fra 2002 havde opdaget, at indehaveren havde betalt for meget i rente. SKAT tilbagebetalte derfor 136.564 kr.

Den 17. oktober 2013 skrev virksomhedens repræsentant til SKAT, at hun anså afgørelsen af juli 2008 for ugyldig, idet den ikke var blevet afsendt fra SKAT. Repræsentanten anmodede i den forbindelse SKAT om straks at tilbagebetale fejlagtigt opkrævet moms, kreditering af renter og gebyrer m.v.

SKAT besvarede repræsentantens henvendelse af 17. oktober 2013 den 31. oktober 2013. SKAT bad repræsentanten om at oplyse, om hun ville anmode om ekstraordinær genoptagelse eller klage over sagsbehandlingen.

Den 4. november 2013 skrev repræsentanten til SKAT, at der enten ikke forelå en afgørelse, eller at den måtte anses for at være ugyldig, idet den aldrig blev modtaget.

SKAT skrev i brev af 21. november 2013, at de anså afgørelsen for afsendt og dermed gyldig.

Den 23. november 2013 anmodede repræsentanten om genoptagelse af virksomhedens moms- og lønsumsafgiftstilsvar.

SKATs afgørelse

SKAT har den 28. maj 2014 truffet afgørelse, hvorefter indehaverens anmodning om genoptagelse af moms- og lønsumsafgiftstilsvar for perioden 1. januar 1998 til 31. december 1999 ikke imødekommes.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen blandt andet henvist til følgende (uddrag):

”Det følger af skatteforvaltningslovens fristregler, at moms og lønsumsafgiften for tidligere angivelsesperioder som udgangspunkt ikke kan ændres efter 3 år. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor moms og lønsumsafgiften skulle angives (angivelsesfristen).

Da den seneste angivelsesfrist for perioden var 10. november 2010, og da vi først har modtaget efterangivelsen senere end 3 år efter denne dato, er fristen for at ændre ansættelsen for perioden overskredet.

Vi kan dog efter en konkret vurdering tillade ændringen på trods af fristoverskridelsen, hvis særlige omstændigheder taler for det, og hvis anmodningen er modtaget af os senest 6 måneder efter, at virksomheden er blevet bekendt med de særlige omstændigheder, som taler for en genoptagelse.

De særlige omstændigheder, som kan begrunde genoptagelsen, skal være udefrakommende begivenheder/forhold, som ikke kan bebrejdes virksomheden / dennes rådgiver, og det er virksomheden, der skal dokumentere eller sandsynliggøre disse.

Reglerne om 3-årsfristen og betingelserne for genoptagelse efter fristens udløb fremgår af skatteforvaltningslovens § 31 og § 32.

Det forhold, at virksomhedens advokat anfører, at SKATs afgørelse af 24. juli 2008 aldrig er set af skatteyder, hendes virksomhed eller de involverede rådgivere, udgør efter SKATs opfattelse ikke sådanne særlige omstændigheder, der giver adgang til genoptagelse efter 3-årsfristens udløb. Vi har i vurderingen blandt andet lagt vægt på SKATs postrutiner, og på at den omhandlede afgørelse er journaliseret i SKATs systemer. Vi anser det på den baggrund som sandsynliggjort, at afgørelsen er afsendt fra SKAT.

Da virksomheden var bekendt med, at der verserede en sag vedrørende momspligt forud for SKATs afgørelse af den 24. juli 2008 – SKAT har ved flere lejligheder bedt om materiale og modtaget dele af de ønskede materiale fra virksomhedens daværende rådgiver – er det vores vurdering, at virksomheden burde have reageret tidligere end i 2013, hvis ikke de var blevet bekendt med den af SKAT trufne afgørelse.

Virksomheden har ikke i øvrigt sandsynliggjort eller dokumenteret, at der er særlige forhold, der kan begrunde en fravigelse af 3-årsfristen. Vi finder derfor ikke, at betingelserne for at tillade en ændring af ansættelsen, er opfyldt.”

Klagerens opfattelse

Repræsentanten har i klagen af 2. september 2014 nedlagt påstand om, at SKAT skal genoptage virksomhedens moms- og lønsumsafgiftstilsvar for perioden 1. januar 1998 til 31. december 1999.

Repræsentanten har subsidiært nedlagt påstand om, at SKAT skal anerkende, at afgørelsen af 24. juli 2008 vedrørende virksomhedens moms- og lønsumsafgiftstilsvar for perioden 1. januar 1998 til 31. december 1999 er ugyldig.

Repræsentanten har mere subsidiært nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling hos SKAT med henblik på fastsættelse af virksomhedens moms- og lønsumsafgiftstilsvar for perioden 1. januar 1998 til 31. december 1999.

Repræsentanten har til støtte for sine påstande anført følgende (uddrag):

”Det er af klagers og dennes rådgivere dokumenteret, at ingen af disse har set den pågældende afgørelse fra SKAT af 24/7 2008. Når man har ført en klagesag ved Landsskatteretten med syn og skøn, så er det meget usædvanligt, at man ikke følger op efterfølgende. Det er ved bilag 2 dokumenteret, at klager forfulgte det ved Landsskatteretten opnåede, nemlig at virksomheden i modsætning til det af SKAT antagne var momsfritaget for sine ydelser, og fremsendte sin opgørelse over, hvad SKAT skulle tilbagebetale i form af moms, lønsum m.v. med tillæg af renter.

Det gøres gældende, at den af SKAT den 24/7 2008 trufne afgørelse er ugyldig, SKAT har været forpligtet til at tilbagebetale klager den fejlagtige opkrævede moms og lønsum vedrørende indkomstår 1998 og 1999.

Den omtalte afgørelse fra SKAT, bilag 12, er aldrig modtaget – hverken af klager eller dennes rådgivere.

Allerede som følge af officialmaximen stilles der mindre krav til skatteyderen. Dette element har indgået i de politiske overvejelser med gennemførelsen af omkostningsdækningsloven og efterfølgende ændringer. Et vigtigt element i den forbindelse har været, at skattemyndighederne ikke blev presset over i en rolle som skatteyderens modpart.

Det er et centralt element i retssikkerhedsbegrebet, at SKAT har pligt til at påse, at en skatteyder hverken betaler for meget eller for lidt i skat/afgift. Mener skatteyderen, at SKAT opkræver for meget i skat/afgift, skal skatteyderen have adgang til at få spørgsmålet prøvet i det administrative rekurssystem og eventuelt ved domstolene – men en skatteyder skal ikke belastes men unødvendige klagesager, der opstår alene som følge af, at SKAT i forhold til skatteyderne træffer en ulovhjemlet og ugyldig afgørelse.

Uanset ovenstående er det et også grundlæggende princip, at tvister i skattesager og/eller afgiftssager skal afgøres så hurtigt i forløbet som muligt, da dette er ressourcebesparende for SKAT og skatteyderen/den afgiftspligtige – og dette betyder, at SKAT skal medvirke til at få en korrekt løsning af tvisten uden at indtage en rolle som skatteyderens modpart.

Yderligere gøres det gældende, at når SKAT inddrager usaglige forhold, tenderer dette til embedsmisbrug, hvilket konkret udgør magtfordrejning, idet SKAT retsstridigt benytter beføjelse til at opnå andre formål end dem, som lovgivningsmagten har ønsket realiseret ved at tillægge forvaltningen beføjelsen. Magtfordrejning er forbudt i dansk ret.

Samtlige forvaltningsmyndigheder, herunder SKAT, skal i agttage retsgrundsætninger, der udover forbuddet mod at forfølge usaglige formål (forbud mod magtfordrejning), også omfatter en ulovbestemt lighedsgrundsætning; kravet om proportionalitet mellem indgreb og formål, og pligten til at træffe afgørelse i hvert enkelt tilfælde, dvs. ikke at sætte sit skøn under en regel.

Lighedsgrundsætningen er et helt grundlæggende ulovbestemt forvaltningsretligt princip, som skal sikre, at der som udgangspunkt træffes identiske afgørelser i forhold til skatteydere med identiske omstændigheder. Eller sagt på en anden måde må en myndighed ikke udøve usaglig forskelsbehandling. Lighedsgrundsætningen skal tilsidesættes i det omfang, at der ved ensartet behandling opstår en urimelig forskelsbehandling. Som en direkte følge af lighedsgrundsætningen, kan skatteydere støtte ret på SKATs afgørelsespraksis, den juridiske vejledning og andre offentliggjorte praksisbeskrivelser. Problemet i denne sag er blot, at SKAT vilkårligt kan ændre f.eks. den juridiske vejledning således, at praksis fremtræder som værende anderledes, end den reelt er. Dette er bl.a. tilfældet i denne sag.

Det følger direkte af Skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, 1. pkt. in fine, at hvis SKAT agter at træffe en afgørelse, skal den selvangivelsespligtige og andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse. Underretningen skal opfylde de krav til begrundelse af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven.

’

Det følger af forvaltningslovens § 19, stk. 1, at ”Kan en part ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne eller vurderingerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.”

Det fremgår yderligere af Forvaltningslovens § 16, stk. 3, at hvor det har betydning for en parts mulighed for at varetage sine interesser, skal der sendes afskrift eller kopi af sagens dokumenter.

I forhold til høring efter Skatteforvaltningslovens § 20 er denne ubetinget, hvorfor denne ikke kan tilsidesættes, og den har været særlig påkravet i denne sag, da klager ikke – hvilket SKAT har været bekendt med – har haft samme folkeregisteradresse som klagers tidligere ægtefælle.

Efter Skatteforvaltningsloven må SKAT ikke træffe afgørelse, før en part er hørt, og der skal ske høring, når:

- Parten er ubekendt med at nogle oplysninger i sagen er i SKATs besiddelse,

- og oplysningerne er til ugunst for parten,

- og anses for at være af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Høring skal ske i form af forslag til afgørelse, der skal opfylde forvaltningslovens krav til begrundelse, herunder med henvisning til retsregler og de hovedhensyn der har været bestemmende for en eventuel skønsudøvelse.

Ved ikke at iagttage dette forhold, har SKAT de facto tilsidesat Forvaltningslovens § 19, stk. 1, der er en garantiforskrift, idet klager har haft en konkret og væsentlige interesse i udfaldet af en ændret skatteansættelse for [person2]. Det fremgår yderligere af Forvaltningslovens § 16, stk. 3, at hvor det har betydning for en parts mulighed for at varetage sine interesser, skal der sendes afskrift eller kopi af sagens dokumenter, hvilket ej heller er sket i forhold til klager.

Det forhold, at Forvaltningslovens § 19, stk. 1, at jf. § 16, stk. 3 er tilsidesat ændrer ikke ved, at skøn er sat under regel, og SKAT i den forbindelse tilsidesatte væsentlige lovfæstede garantiforskrifter jf. Skatteforvaltningslovens § 20 jf. Forvaltningslovens § 19, stk. 1 jf. § 16, stk. 3.

Vigtigheden af, at samtlige relevante parter bliver hørt på så tidlig et tidspunkt som muligt kan sidestilles med der gives relevante parter aktindsigt jf. hertil SKM.2005.436.LSRder fastslog som ugyldighedsgrund, at ligningsmyndigheden ikke inden der blev truffet afgørelse, havde imødekommet en begæring om aktindsigt, idet det blev lagt til grund, at en korrekt meddelt aktindsigt kunne have påvirket afgørelsens udfald. Tilsvarende gør sig gældende i denne sag.

Folketingets Ombudsmanden har udtalt i FOB 2004.198 OM, at: ”I bemærkningerne til § 16 i lovforslaget (FT 1985-86, tillæg A, sp. 143) er bl.a. anført følgende: ”i overensstemmelse med hvad der antages at være gældende ret efter § 10, stk. 4, i den gældende lov, indeholder den foreslåede bestemmelse kun hjemmel til at nægte udlevering af afskrift eller fotokopi af dokumenter, som parten har ret til aktindsigt i, hvis der konkret foreligger tungtvejende grunde, der taler imod. En part vil således kun helt undtagelsesvist kunne nægtes aktindsigt i form af udlevering af afskrift eller fotokopi.”

Det må yderligere lægges til grund, at når garantiforskrifterne jf. Forvaltningslovens § 19, stk. 1 jf. § 16, stk. 3 er tilsidesat, er også garantiforskrifterne efter Skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, in fine jf. Forvaltningslovens § 22 jf. § 24, stk. 1 og 2, også tilsidesat, idet kravene til en behørig begrundelse ej heller er iagttaget, hvorfor der også af disse grunde indtræder ugyldighed.

Ovenstående gælder også for ansættelser efter Skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32.

Henset til, at SKAT tabte sagen ved Landsskatteretten, må det have stået SKAT klart, at det ikke ville være muligt for klager at få det materielle korrekte resultat, hvis samme sagsbehandlere skulle vurdere sagen på ny. De pågældende sagsbehandlere har jo allerede tilkendegivet at man havde taget fejl. Ud fra brevet fra SKAT af 24/7 2008, bilag 12, må lægges til grund, at sagsbehandlere ikke har kunnet se bort fra sine egne tidligere fejlagtige opfattelse af virksomhedens forhold, hvorfor disse åbenlyst har varet inhabile.

SKAT er som offentlig myndighed omfattet af habilitetsreglerne, der tilsvarende udgør garantiforskrifter, dvs. regler, der generelt har til formål at garantere afgørelsens rigtighed. En myndigheds overtrædelse af habilitetsregler betyder derfor i almindelighed, at myndighedens afgørelse vil lide af en så væsentlig retlig mangel, at den må tilsidesættes som ugyldig. Der kan henvises til SKM.2005.52.DEP, hvoraf fremgår, at Skatteministeriet ved et retsforlig anerkendte ugyldighedsvirkning vedrørende en afgørelse om pålæg af skattetillæg som følge af forsinket selvangivelse, idet den samme sagsbehandler tidligere havde behandlet den samme skatteyders anmodning om tilladelse til aktieombytning. Årsagen til ugyldighed var, at der ikke var grundlag for at afvise den mulighed, at sagsbehandleren kunne være utilbøjelig til at træffe en begunstigende afgørelse i sagen om skattetillægget, fordi sagsbehandleren i så fald kunne blive bebrejdet, hvorledes sagsbehandleren havde behandlet ansøgningen om tilladelse til aktieombytning.

Yderligere følger af TfS 1999.291Ø, at en af SKAT truffet afgørelse eller foretaget sagsbehandlingsfejl, der er konkret væsentlig, ikke kan afhjælpes ved efterfølgende sagsbehandling, idet den efterfølgende sagsbehandling ikke kan afbøde den skete sagsbehandlingsfejl – og dette uanset om skatteyderen ikke havde gjort sagsbehandlingsfejlen gældende.

I forhold til genoptagelse gøres gældende, at der foreligger betydelige myndighedsfejl, der berettiger til en genoptagelse jf. Skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4, det der dels foreligger et åbenbart forkert skøn, der yderligere er direkte i modstrid med Landsskatterettens kendelse.

Da det ikke har været mulig for klager at formå SKAT til at anerkende, at man retsstridigt har beholdt midler, der som følge af Landsskatterettens kendelse skulle udbetales til klager, har klager set sig nødsaget til at anmode om genoptagelse.

Henset til det ved denne klage dokumenterede, kan det lægges til grund, at sagen i det hele er behæftet med myndighedsfejl, der berettiger til en ekstraordinær genoptagelse.

Samlet gøres i forhold til den principale påstand gældende, at det er muligt for Skatteankestyrelsen materielt på baggrund af jura og domspraksis at få frem til, at SKAT har foretaget en myndighedsfejl, der medfører, at SKAT ulovhjemlet og ulovligt har tilbageholdt midler, der skulle have været udbetalt til virksomheden, hvorved SKAT er forpligtet til at genoptage indkomstår 1998 og 1999 vedrørende moms og lønsum jf. hertil Landsskatterettens kendelse.

Samlet gøres i forhold til den subsidiære påstand gældende, at det er muligt for Skatteankestyrelsen materielt på baggrund af jura og domspraksis at få frem til, at SKAT har foretaget en myndighedsfejl, der medfører, at SKAT ulovhjemlet og ulovligt har tilbageholdt midler, der skulle have været udbetalt til virksomheden, hvorved der indtræder ugyldighed, og hvorved SKAT er forpligtet til opgøre det kravet til virksomheden med tillæg af renter, gebyrer m.v.

I forhold til den mere subsidiære påstand gøres gældende, at det er muligt for Skatteankestyrelsen materielt på baggrund af jura og domspraksis at få frem til, at SKAT har foretaget en myndighedsfejl, der medfører, at SKAT ulovhjemlet og ulovligt har tilbageholdt midler, der skulle have været udbetalt til virksomheden, hvorfor sagen skal hjemvises til SKAT.

Yderligere forbeholdes.”

Under sagens behandling i Landsskatteretten har repræsentanten udtalt sig på et møde med sagsbehandleren. Repræsentanten fremlagde i det væsentligste sine påstande og anbringer, således som de er kommet til udtryk i klagen.

Følgende fremgår blandet andet af mødereferatet:

Repræsentanten forklarede, at Landsskatteretten traf afgørelse i 2007. SKAT havde hverken indbragt Landsskatterettens afgørelse for domstolene eller bedt Landsskatteretten om en remonstration. Afgørelsen måtte derfor stå ved magt. Ifølge Landsskatterettens afgørelse, skulle SKAT ikke tage stilling til den materielle del af sagen, men blot opgøre det beløb, der skulle tilbagebetales til klageren. Det er repræsentantens opfattelse, at SKATs afgørelse fra 2008 tilsidesætter Landsskatterettens afgørelse af 2007. Ifølge repræsentanten måtte SKATs afgørelse fra 2008 dermed være ugyldig.

Angående opgørelsen af det beløb, momsen skulle nedsættes med, var det repræsentantens opfattelse, at det kunne dokumenteres, hvilke ydelser, der var fritaget for moms, hvis man sammenholdt de enkelte udgiftsbilag med lægejournalerne.

Repræsentanten fortalte, at hun har de gamle lægejournaler, og at hun har tilbudt SKAT at se dem. Det fylder omkring 3 flyttekasser. SKAT burde have bedt om lægejournalerne.

Repræsentanten mente, at regnskabsmaterialet der blev sendt til SKAT formegentlig er blevet smidt ud.

Hvis SKAT har smidt regnskabsmaterialet ud, så ville det ifølge repræsentanten være svært efterprøve bilagene med lægejournalerne. Det ville derfor være naturligt at læne sig op ad den opgørelse, som [virksomhed2] udarbejdede og sendte til SKAT i 2008.

Repræsentanten fortalte, at hvis man tager udgangspunktet i Landsskatterettens afgørelse fra 2007 s. 6, så var den samlede forhøjelse af momsen for år 1998 og 1999 på 825.787 kr. [virksomhed2] kom frem til at momstilsvaret skulle nedsættes med 661.021 kr. Idet [virksomhed2] ikke har bedt om, at hele beløbet skal tilbagebetales, må man gå ud fra, at [virksomhed2] har anerkendt at ikke alle ydelser fortaget i perioden var momsfritaget. [virksomhed2] måtte således, for at komme frem til beløbet, have foretaget en undersøgelse af, om betingelserne for momsfritagelse var opfyldt. Det var derfor repræsentantens opfattelse, at [virksomhed2]’s opgørelse kunne lægges til grund.

Det var repræsentantens opfattelse, at hvis SKATs afgørelse er ugyldig, så har SKAT uretmæssigt holdt beløbet tilbage. Det undrede repræsentanten, at SKAT ikke kunne forklare, hvad de ca. 900.000 kr., som virksomheden havde indbetalt, var blevet brugt til. SKAT kunne heller ikke finde indbetalingen i deres system. Det var for at finde ud af, hvor pengene var, at repræsentanten henvendte sig til SKAT i 2013.

Under sagens behandling hos Landsskatteretten har repræsentanten ved mail af 24. marts 2017 blandt andet anført følgende (uddrag):

”Som bilag 14 fremlægges Landsskatterettens kendelse, hvorefter opgørelse af momstilsvar reelt hjemsendes til SKAT, og det må i denne forbindelse formodes, at SKAT den 24/7 2018 (bilag 12) har været i besiddelse af det bilagsmateriale, som har dannet grundlag for den forhøjelse, som SKAT traf tilbage i 2002 og om blev påklaget.

Som det fremgår af bilag 5, er alt materiale hos SKAT, herunder kontrolsagen, bortkommet (smidt ud).

Det fastholdes, at afgørelsen af 24/6 2008 er en remonstrationsafgørelse, hvorfor SKAT af egen drift skulle have indbragt afgørelsen for Landsskatteretten, hvilket ikke er sket.

Som det fremgår, har klager ved brev af 23/11 2013 (bilag 13) tilbudt SKAT at komme på besøg på klagers advokats kontor til dokumentation af det lægelige tilsyn patient for patient. Det siger sig selv, at lægejournaler ikke kan oversendes til SKATs gennemgang hos SKAT, da der er tale om personfølsomme oplysninger, og i det der er pligt til at opbevare sådanne lægejournaler med forsigtighed og fortrolighed.

Det må have stået SKAT klart også i 2008, at dokumentationen krævede en gennemgang og sammenholdelse af hver enkelt patients lægejournal med hvert bilag.

Da SKAT har smidt alt materiale ud, herunder kontrolsagen (bilag 5), er det nu umuligt få gennemført dokumentation for det lægelige tilsyn, men dette beror alene på SKATs forhold, idet SKAT har været forpligtet til at opbevare sagens materiale.

Som det også er dokumenteret af klager, så har ingen rådgiver på noget tidspunkt set SKATs afgørelse (bilag 12), og allerede som følge heraf må det lægges til grund, at afgørelsen aldrig er sendt.

Det følger af fast praksis, at afsender har forsendelsesrisikoen SKM2014.150.HR og SKM2015.108.BR, og i SKM2015.223.BR fandt byretten at SKAT også skal kunne dokumentere at brevet er kommet frem – det er ikke tilfældet i denne sag.

Det har formodning imod sig, at [virksomhed2] ikke har fortaget den nødvendigt prøvelse og dokumentation bilag for bilag – patient for patient, og det fastholdes således, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling hos SKAT i fraværet af andet skal SKAT pålægges at ændre sin afgørelse til det af klager jf. bilag 2 opgjorte tilgodehavende beløb på kr. 661.021.”

SKATs udtalelse

Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse har været til høring hos SKAT. SKAT har blandt andet udtalt følgende (uddrag):

”SKAT kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling med følgende bemærkninger:

Under henvisning til Østre Landsrets dom fra 30. november 2016, offentliggjort som SKM2017.141.ØLR fastholder SKAT, at SKATs forslag til afgørelse fra 20. juni 2008 og afgørelse fra 24. juli 2008 er afsendt fra SKAT til klager og dennes tidligere repræsentant. SKATs postgang m.v. var i 2008-2009 sammenlignelig med den beskrevet i dommen.

Det er i øvrigt ikke korrekt, når klager oplyser, at Landsskatteretten i kendelse fra 18. april 2007 træf afgørelse om, at klagers aktiviteter var momsfrie.

Landsskatteretten træf derimod afgørelse om at klagers aktiviteter var momspligtige for perioden 1. januar 1998 – 30. april 1998. For perioden 1. maj 1998 – 30. juni 1999 fandt landsskatteretten, at ydelserne var momsfri, hvis det lægelige tilsyn med blodprøveudtagningen og de ordinerede behandlingstiltag var attesteret af den tilsynsindehavende læge for den enkelte behandling.

Den nærmere opgørelse af ændringen i momstilsvaret blev herefter overladt til SKAT, dvs. sagen blev hjemvist.

I forlængelse af kendelsen bad SKAT derfor gentagende gange klager om dokumentation for det lægelige tilsyn, jf. 2. afsnit i brev fra 24. juli 2008, hvilket vi dog ikke modtog. Momspligtgen blev derfor fastholdt for den del af perioden.

Af [virksomhed2]s brev fra 25. marts 2008 (fra skatte- og momsafdelingen i [by2]) fremgår det også klart, at de alene indsender regnskabsmateriale for 1999, og ikke dokumentation for det lægelige tilsyn for de enkelte behandlinger for perioden 1. maj 1998 – 30. juni 1999. Videre fremgår det også, at den tidligere repræsentant var enig i momspligten for perioden 1. januar 1998 – 30. april 1998, jf. den talmæssig omgørelse.

SKAT har således aldrig været i besiddelse af journaler eller lignende.

Det bemærkes videre, at SKAT har været løbende i kontakt med klager omkring dennes skatteansættelse og andre virksomhedsaktiviteter m.v. for årene omkring og efter afgørelsestidspunktet. Klager har således haft mulighed for at orientere sig om status på sagen under henvisning til journalnummeret.

SKAT fastholder at vores afgørelse fra 24. juli 2008 er kommet frem til klager.

SKAT fastholder derfor afslag på genoptagelse af afgiftstilsvaret for 1998-1999,

jf. SFL § 32, stk. 1 nr. 4.”

SKAT har i forbindelse med det afholdte retsmøde i sagen forklaret, at virksomheden ikke nødvendigvis behøvede at indsende lægejournalerne. Det ville være tilstrækkeligt at SKAT kunne gennemgå dokumenterne hos virksomheden. SKAT var imidlertid ikke blevet tilbudt at gennemgå journalerne eller anden dokumentation for det lægelige tilsyn i 2007 og 2008. Såfremt SKAT havde fået dette tilbud, havde det fremgået af sagens dokumenter, for eksempel i de anmodninger om materiale, som SKAT sendte til klageren og den daværende revisor i 2007-2008, samt af afgørelsen.

Klagerens bemærkninger til indstillingen fra Skatteankestyrelsen og SKATs udtalelse

Repræsentanten ved brev af 5. maj 2017 til Landsskatteretten blandt andet udtalt følgende (uddrag):

”Bilag 15 er et internt notat fra SKAT som følge af, at der er begæret aktindsigt som følge af

Landsskatterettens kendelse af 2007. Som oplyst har klager ikke modtaget noget brev fra SKAT i sommeren 2008, og det interne notat understøtter dette.

Af bilag 15, side 1 kan ses, at SKAT den 2/7 2013 afkræves oplysninger om et større indbetalt beløb til SKAT. Endvidere er nederst på side 1 anført ”den pågældende sagsbehandler har oplyst, at hun formodentlig har fremsendt en opgørelse af reguleringen af kravet til virksomheden. Denne bliver imidlertid aktere i den oprindelige journalsag fra 1998, som ikke eksisterer mere, hvorfor SKAT ikke kender indholdet heraf. ”

Af bilag 15, side 2, øverst fremgår: ”Desværre er hele journalsagen fra 1998, hvori alle sagns akter befandt sig, blevet destrueret pga. alder, hvorfor det ikke er muligt ad den vej at se, hvilke reguleringer der er sket.”

Og længere nede side 2 er anført: ”I sommeren 2008 regulerer en indsatsmedarbejder selve kravet, men beder ikke om at Bogholderiet regulerer renterne, hvorfor dette ikke sker. Renterne burde have været reguleret tilbage fra det oprindelige kravs opstående. Kravet reguleres til størrelsesorden ca. 285.000 kr.

Den 18/9 2008 betaler virksomheden den opgjorte restance med kr. 1.295.395.” Det er derfor ”Inddrivelses 5’s opfattelse, at virksomheden uberettiget er blevet opkrævet i størrelsesorden

750800.000 kr. for meget i rente.”

Og længere nede side 2, står: Da den opgørelse, som SKAT efter det oplyste sendte til virksomheden, ikke kan fremfindes, kan SKAT ikke dokumentere, at virksomheden i forlængelse af Landsskatterettens afgørelse måtte være bekendt med det krav, som virksomheden skulle have retur.

Det er derfor vores opfattelse, at vi ikke kan dokumentere, at virksomheden var bekendt med

tilbagesøgningskravet på for lidt udbetalt rente af hovedkravet. Forældelsen af kravet anses derfor at være suspenderet indtil virksomhedens advokat opdater fejlen.”

Det er overvejende usandsynligt, at nogen afgørelse er sendt fra SKAT i juli 2008, idet dette ikke giver mening, når revisor 25/3 2008 fremsender en opgørelse med et tilbagesøgningskrav på kr. 661.021 jf. bilag 2.

Af materiale indsendt af SKAT, fremgår at oprindelig j.nr. hos SKAT har [...].

Af bilag 15 fremgår, at brev til virksomheden blev ”akteret” på den oprindelige arkivsag fra 1998, som er bortkommet. Dermed er der betydelige dokumenteret uoverensstemmelse med de af SKAT fremlagte forslag til afgørelse og afgørelse (bilag 12), hvoraf fremgår, at j.nr. er [...]. Af bilag 12 fremgår, at kopi af afgørelsen skulle være sendt til revisor hos [virksomhed2], men af bilag 6 kan udledes, at [virksomhed2] ikke har kendskab / kundskab om noget brev fra SKAT fra juli 2008.

Der fremlægges også afgørelse SKM2015.223.BR, der fastslår, at når SKAT ikke kan dokumenteret udsendelse og dermed fremkomst til modtager af breve, herunder masseudsendte breve via [...], så foreligger der særlige forhold, der begrunder genoptagelse.

Henset til indholdet af bilag 15, hvor SKAT er af den opfattelse, at der er opkrævet kr. 750800.000 for meget, må det lægges til grund, at det er påvist, at SKATs afgørelse af juli 2008 (bilag 12) ikke er sendt, og at SKAT har haft en væsentlig interesse i ikke at orientere virksomheden, da SKAT herved uretmæssig har tilbageholdt penge, som skal udbetales til klager.

Det af SKAT anførte er rene spekulationer om, hvad kan muligt har gjort eller ikke gjort, men det har ikke det tilstrækkelige dokumentbevis for, at afgørelsen (bilag 12) er afsendt og modtaget – og slet ikke, når SKAT oplyste, at regulering er akteret på den gamle kontrolsag, som er smidt ud af SKAT selv.

SKAT har end ikke kunnet dokumentere, at beløb indbetalt til SKAT reelt har dækket moms og lønsumsafgift, hvorfor det fortsat er uvist, hvad der er sket. Henset til brevet fra [virksomhed2] bilag 6, må lægges til grund, at hvis klager havde modtaget afgørelsen, bilag 12, ville denne have været påklaget. Alt andet savner mening.

Det fastholdes, at der foreligger særlige omstændigheder, hvorfor SKAT skal pålægges at genoptage de pågældende indkomstår.”

I forbindelse med retsmødet i sagen har virksomhedens repræsentant blandt andet anført at Landsskatterettens afgørelse af 18. april 2007, må fortolkes således, at Landsskatteretten havde fundet, at det var tilstrækkeligt godtgjort, at virksomheden var fritaget for moms i perioden 1. maj 1998 – 30. juni 1999. SKAT skulle ifølge repræsentanten således alene foretage den talmæssige opgørelse af tilbagebetalingskravet og ikke indhente lægejournaler m.v. og træffe en ny afgørelse. SKATs afgørelse af 24. juli 2008 måtte derfor være ugyldig.

Repræsentanten anførte videre, at virksomheden ikke havde pligt til at fremsende lægejournaler og andre personfølsomme oplysninger til SKAT. Virksomheden ville i så fald bryde sin tavshedspligt.

Repræsentanten oplyste at virksomheden havde tilbudt SKAT at gennemse lægejournalerne hos virksomheden. Dette tilbud havde SKAT ikke taget imod. Repræsentanten mente, at SKAT både havde fået dette tilbud i 2008 og i 2013. Det måtte påhvile SKAT at godtgøre, at de ikke havde fået tilbudt at gennemse dokumenterne i 2008.

Landsskatterettens afgørelse

Der skal tages stilling til, om det er med rette, at SKAT ikke har imødekommet virksomhedens anmodning om genoptagelse af virksomhedens moms- og lønsumsafgiftstilsvar for perioden 1. januar 1998 til 31. december 1999.

Af skatteforvaltningslovens §§ 31-32 fremgår følgende (uddrag):

Ӥ 31. ...

Stk. 2. En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Tilsvarende skal en virksomhed eller en person, der ønsker godtgørelse af afgift, senest 3 år efter det tidspunkt, hvor kravet om godtgørelse tidligst kunne gøres gældende, fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde godtgørelse af afgiften.

§ 32. Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

...

4) Told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede giver tilladelse til ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder.

Stk. 2. En ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen af afgift kan kun foretages efter stk. 1, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller anmodningen fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede fremsættes senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 31. En ændring af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt. Har det betydning for den afgiftspligtiges henholdsvis den godtgørelsesberettigedes mulighed for at varetage sine interesser, at fristen efter 2. pkt. forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Told- og skatteforvaltningen kan behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af fristen i 1. pkt., hvis særlige omstændigheder taler derfor”

Det er ubestridt, at fristerne for ordinær genoptagelse af virksomhedens afgiftstilsvar for perioden 1. januar 1998 til 31. december 1999 var sprunget, da SKAT modtog anmodningen om ændring af afgiftstilsvaret den 23. november 2013.

Uanset fristerne for ordinær genoptagelse, kan SKAT efter anmodning fra den afgiftspligtige give tilladelse til ændring af afgiftstilsvaret, som følge af at der foreligger særlige omstændigheder, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4.

I forslag til skatteforvaltningsloven med bemærkninger, jf. L 110, jf. lov nr. 427 af 6. juni 2005 fremgår det, at skatteforvaltningslovens §§ 31-32 er en videreførelse af skattestyrelseslovens §§ 35 B og 35 C.

Af bemærkningerne til den dagældende skattestyrelseslovs § 35 C fremgår det, at undtagelserne i § 35 C omfatter tilfælde, hvor den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede henholdsvis myndighederne er uden skyld i, at opgørelsen er foretaget forkert.

Af bemærkningerne til § 35 C, stk. 1, nr. 4, fremgår blandt andet, at forslaget indebærer, at ændringer af afgiftstilsvaret kan tillades efter en konkret bedømmelse af forholdene. Bestemmelsen kan finde anvendelse, hvor der foreligger særlige omstændigheder udenfor de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter betingelserne i bestemmelsens øvrige punkter, jf. nr. 1-3, og hvor det må anses for urimeligt at opretholde opgørelsen af afgiftstilsvaret.

Bestemmelsen vil videre kunne finde anvendelse, hvis der er begået fejl af SKAT, og fejlen har medført en materiel urigtig opgørelse af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen. Den vil endvidere kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor en urigtig opgørelse af et afgiftstilsvar eller en godtgørelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede.

Bestemmelsen giver derimod ikke grundlag for genoptagelse i tilfælde, hvor den afgiftspligtige har overset eller glemt et fradrag.

Repræsentanten har anført, at SKAT i afgørelsen af 24. juli 2008 fastsatte virksomhedens moms- og lønsumsafgiftstilsvar for perioden 1. januar 1998 til 31. december 1999 forkert.

Til støtte for, at der foreligger særlige omstændigheder, der begrunder en fravigelse af de ordinære frister, har repræsentanten gjort gældende, at SKAT ikke var bemyndiget til at træffe afgørelse i 2008, at SKAT ved udarbejdelse af afgørelsen af 24. juli 2008 tilsidesatte flere forvaltningsretlige regler og principper, samt at SKAT ikke sendte afgørelsen af 24. juli 2008 til klageren eller dennes revisor.

Landsskatteretten finder, at Landsskatterettens kendelse af 18. april 2007 må fortolkes således, at SKAT blev pålagt at opgøre og ændre momstilsvaret i overensstemmelse med kendelsen. Dette indebar blandt andet at efterse, at kravet om lægeligt tilsyn var opfyldt i hvert enkelt behandlingstilfælde for perioden 1. maj 1998 til 30. juni 1999. Det var således med rette, at SKAT traf afgørelse om forholdet i 2008.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt SKAT sendte afgørelsen af 24. juli 2008, har repræsentanten fremlagt en kopi af et udateret notat fra SKAT, hvoraf det fremgår, at SKAT ikke var i besiddelse af en kopi af afgørelsen fra 2008, og at SKAT derfor ikke mente, at de kunne dokumentere, at virksomheden var bekendt med afgørelsen. Landsskatteretten bemærker hertil, at det fremlagte notat lader til at være udfærdiget før SKAT fandt sagen fra 2008 i sine systemer. SKAT har efterfølgende både fremlagt en kopi af forslag til afgørelse og af afgørelsen fra 2008. Notatet tillægges derfor ikke videre betydning.

SKAT har ved sagens behandling i Landsskatteretten oplyst, at afgørelsen af 24. juli 2008 må anses for at være blevet afsendt. SKAT har til støtte herfor henvist til SKATs postrutiner og den omstændighed, at både afgørelsen og forslag til afgørelse er akteret i SKATs system, og at ingen breve er registreret modtaget retur. Landsskatteretten anser det på grundlag heraf for godtgjort, at SKAT den 24. juli 2008 overgav breve til postvæsenet til forsendelse til virksomheden og virksomhedens revisor. Der består herefter en formodning for, at brevene er nået frem.

Landsskatteretten finder ikke, at der er fremlagt oplysninger, der kan afkræfte denne formodning. Landsskatteretten bemærker derimod, at parternes adfærd bestyrker formodningen for, at brevene kom frem. Der er herved henset til, at både virksomheden og virksomhedens revisor efter det oplyste måtte være beviste om, at de kunne forvente en afgørelse fra SKAT omkring år 2008. Ud fra det oplyste rettede ingen af parterne imidlertid henvendelse til SKAT med henblik på at få en afgørelse før år 2013. Landsskatteretten bemærker endvidere, at virksomheden i september 2008 indbetalte et beløb, som stort set svarer til virksomhedens restance til SKAT for årene 1998 og 1999 i medfør af afgørelsen af 24. juli 2008.

Landsskatteretten finder ikke, at virksomheden har dokumenteret eller på anden måde godtgjort, at SKAT har begået fejl i forbindelse med SKATs afgørelse af 24. juli 2008 eller i forbindelse med SKATs håndtering af sagen i øvrigt, der kan udgøre særlige omstændigheder i medfør af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4.

Det findes således at være med rette, at SKAT ikke har imødekommet anmodningen om ekstraordinær genoptagelse af moms- og lønsumsafgiftstilsvaret for perioden 1. januar 1998 til 31. december 1999.

SKATs afgørelse stadfæstes hermed.