Kendelse af 24-05-2016 - indlagt i TaxCons database den 09-07-2016

Klagen vedrører hæftelse af yderligere registreringsafgift vedrørende et køretøj, som klageren har leaset af [virksomhed1] A/S. SKAT har opkrævet yderligere registreringsafgift med 42.780 kr., jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

Landsskatteretten ændrer afgørelsen.

Faktiske oplysninger

SKAT traf d. 8. februar 2013 afgørelse om værdifastsættelse ved import vedrørende motorkøretøjet af mærket BMW 318i med stelnummeret [...]. Køretøjets afgiftspligtige værdi blev fastsat til 31.765 kr. og den beregnede registreringsafgift til 42.942 kr. Køretøjets handelspris er skønsmæssigt til 77.600 kr.

Af leasingkontrakt af 21. februar 2013 fremgår, at klageren og [virksomhed1] A/S indgik en aftale om leasing vedrørende motorkøretøjet af mærket BMW 318i med stelnummeret [...]. Det fremgår af kontrakten, at leasingperioden er 12 måneder med startdato d. 21. februar 2013 og slutdato d. 20. februar 2014, at 1. registreringsdato var d. 18. september 2000, at klageren ved kontraktens underskrift skal betale 7.500 kr., at klageren ved kontraktens opstart skal betale 2.500 kr., og at klageren løbende skal betale 1.988 kr. om måneden. Den afgiftspligtige værdi er oplyst til 77.600 kr. Af kontrakten fremgår ligeledes, at køretøjets købspris er 20.000 kr., at det er aftalt, at restbetalingen ved udløbet af leasingperioden er 17.500 kr. Det fremgår tillige, at klageren ved leasingperiodens udløb er forpligtet til at anvise tredjemand til køb af køretøjet til den aftalte restværdi, eller såfremt klageren ikke kan anvise en tredjemand til køb af køretøjet, at dække en eventuel difference mellem restværdien og den salgssum, som [virksomhed1] A/S kan sælge køretøjet til.

Forud for leasingkontraktens indgåelse er køretøjet, efter klagerens oplysninger, blevet overdraget fra klageren til [virksomhed1] A/S. Der foreligger ingen købskontrakt.

Klageren foretog d. 27. marts, 17. april og 21. maj 2013 betaling til selskabet på hver 1.987,50 kr.

Byretten i [by1] traf d. 15. juli 2013 afgørelse om beslaglæggelse af motorkøretøjet. Den 23. juli 2013 gav SKAT klageren meddelelse om, at køretøjet skulle afleveres til SKAT. Den 24. september 2013 beslaglagde politiet køretøjet.

SKATs afgørelse

SKAT har opkrævet yderligere registreringsafgift med 42.780 kr., jf. registreringsafgiftslovens § 10, og pålagt klageren at hæfte for afgiften som bruger af køretøjet, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen bl.a. anført:

”[...]

3. Sagens faktiske forhold

I sagsbehandlingen er anvendt oplysninger fra [virksomhed1] A/S, samt SKATs Digitale MotorRegister (DMR).

Følgende kan konstateres omkring køretøjets historik, som indgår i SKATs konklusion:

[...]

6. SKATs foreløbige konklusion:

Det er SKATs opfattelse, at leasingaftalen ikke har et reelt indhold og alene er formelt etableret for at kunne benytte undtagelsesreglerne i registreringsafgiftslovens § 3 b.

Køretøjet pålægges fuld registreringsafgift efter § 1, stk. 1 i registreringsafgiftsloven. Registreringsafgiften forfalder i forbindelse med køretøjets registrering den 21. februar 2013 efter samme lovs § 19.

SKATS grundlag herfor er:

1. Det er ikke dokumenteret at [virksomhed1] A/S har den reelle ejendomsret til køretøjet

a. Der er ikke dokumenteret, at [virksomhed1] A/S har købt køretøjet, idet der hverken foreligger købsaftale eller set fundet dokumentation for, at [virksomhed1] A/S rent faktisk har betalt den i leasingkontrakten anførte ”købspris” på kr. 20.000.

b. Køretøjet lider ifølge leasingkontrakten ingen værdiforringelse under leasingperioden, idet leasingtagers restbetalingen ved kontraktens udløb er aftalt til kr. 17.500, hvilket sammenlagt med det erlagte depositum inkl. moms kr. 2.500 er identisk med [virksomhed1] A/S købspris på kr. 20.000.

c. Køretøjet er ikke afleveret efter Byrettens kendelse om beslaglæggelse. [person1] beholder og benytter køretøjet og udøver derved ejendomsret over dette.

d. På leasingkontrakten er anført [virksomhed1] A/S købspris på kr. 20.000. Denne pris er væsentligt lavere end den pris, som [virksomhed1] A/S anvender i forbindelse med oprettelse af leasingkontrakt i SKATs systemer. [virksomhed1] A/S oplyser køretøjets afgiftspligtige værdi (grundlaget for beregning af registreringsafgift) til at være kr. 31.765.

2. Den beregnede forholdsmæssige registreringsafgift på kr. 5.329 for leasingperioden på 12 måneder fremgår af aftalen, hvorved [person1] er vidende om, at der ikke er betalt fuld registreringsafgift af køretøjet.

3. Den indgåede leasingkontrakts betingelser gennemføres ikke i fuldt omfang

a. Den aftalte deponering opkræves ikke hos leasingtager. Dette opfattes af SKAT som værende accepteret af begge parter og falder sammen med den manglende gennemførsel af købet af køretøjet.

Registreringen af køretøjet som et leasingkøretøj ejet af [virksomhed1] A/S tilsidesættes herefter, idet [virksomhed1] A/S ikke kunne anmelde og angive afgiften på ovennævnte grundlag. Registreringsafgiftslovens hæftelsesbestemmelse i § 17 finder således ikke anvendelse.

Hæftelsen for registreringsafgiften sker herefter med udgangspunkt i registreringsafgiftslovens hovedregel i § 20.

Det er SKATs opfattelse, at dette leasingarrangement alene er blevet etableret for at [person1] kunne anvende køretøjet uden at skulle finansiere den fulde registreringsafgift. SKAT er videre af den opfattelse, at [person1] på grundlag af de faktiske omstændigheder, der er anført ovenfor, måtte være vidende om, at der ikke blev betalt den fulde registreringsafgift på køretøjet.

Brugerens hæftelse er omfattet af hæftelsesbestemmelse i registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

[...]

8. SKATs endelige konklusion

SKAT træffer afgørelse i overensstemmelse med det tidligere fremsendte forslag til afgørelse.

Der er ikke i partens indsigelse fremført nye faktiske forhold, der kan begrunde en ændring i SKATs konklusion.

Det skal til de fremførte indsigelser bemærkes, at [person1] oplyser, at han selv får vurderet køretøjet til en registreringsafgift på kr. 42.882 til betaling ved en almindelig registrering af køretøjet.

På leasingkontrakten, der er underskrevet af [person1], oplyses registreringsafgiften i leasingperioden til kr. 5.329.

SKAT fastholder på den baggrund, at [person1] er vidende om, at der ikke betales den fulde registreringsafgift på kr. 42.882 kr.

SKAT fastholder, at kompetence til at træffe afgørelse i en tvist om det civilretslige ejerskab af køretøjet, ikke ligger hos SKAT men hos domstolen.[...]”

Klagerens opfattelse

Klageren repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren ikke er registreringsafgiftspligtig af køretøjet.

Klagerens repræsentant har til støtte for påstanden bl.a. anført:

”[...]

ad 1) Det er ikke dokumenteret at [virksomhed1] A/S har den reelle ejendomsret til køretøjet

a.

Min klient har på intet tidspunkt påstået, at han har modtaget købesummen fra [virksomhed1] A/S. Min klient har derimod oplyst, at [virksomhed1] A/S har afværget min klients anmodninger om betaling af købesummen, og [virksomhed1] A/S har gentagne gange lovet, at min klient ville modtage købesummen.

Da min klient, i juli måned 2013, meddelte [virksomhed1] A/S at han, hvis ikke han modtog købesummen, ville hæve leasingaftalen, modtog min klient den besked fra [virksomhed1] A/S, at min klient i så fald skulle finde en tredjemand at sælge bilen til, hvorefter [virksomhed1] A/S ville sende den originale registreringsattesten til min klient.

Der kom imidlertid aldrig en handlen med en tredjemand i stand, og kort tid derefter blev direktøren for [virksomhed1] A/S varetægtsfængslet, hvilket min klient får kendskab til, da han modtog et brev fra SKAT om, at bilen skulle beslaglægges.

Min klient var herefter i besiddelse af en bil han ikke kunne sælge, da han ikke var i besiddelse af den originale registreringsattest og nu havde modtaget brev om beslaglæggelse, og manglede betaling af den købesum, som han havde indgået en aftale med [virksomhed1] A/S om. Da [virksomhed1] A/S kort tid herefter kom under konkurs, var der ikke gode udsigter for min klient for at modtage den sum penge.

Min klients meget korte bekendtskab med [virksomhed1] A/S, har efterladt min klient med en meget stor økonomisk udgift, hvilken udgift der ikke er udsigt til at få dækket.

b.

Min klient har indgået en aftale med leasinggiver, hvorefter leasinggiver skulle betale min klient en købesum stor kr. 20.000 for bilen.

Ifølge leasingaftalen, var min klient forpligtet til at tilbagelevere køretøjet efter endt leasingperiode, og herefter anvise en tredjemand som skulle købe den, til den i aftalen oplyste restværdi. I modsat fald ville leasinggiver bortsælge køretøjet, og rette et krav om eventuel difference mod min klient.

Restværdien på kr. 17.500, har min klient ikke haft indflydelse på, ligesom min klient ikke har haft indflydelse på den fastsatte købesum. Restværdien er i øvrigt også min klient uvedkommende, idet der ikke er tale om et beløb min klient ikke ville få del i.

Det er leasinggiver der, som den professionelle i leasingforholdet, har udarbejdet leasingaftalen og som min klient, i sin egenskab af forbruger, har sat sin lid til.

c.

Min klient fik meddelelsen om beslaglæggelse, ved brev fra SKAT dateret den 23. juli 2013, jf. SKATs bilag 9-S-1-. Det skal herved bemærkes, at der er tale om en kendelse afsagt den 15. juli, og kærefristen er 14 dage fra kendelses dato.

Da min klient tidligst kan have modtaget brevet den 24. juli, er fristen for kære, i en sag som min klient i øvrigt ikke er vidende om, forkortet uforholdsmæssigt meget. Det må lægges til grund, også ud fra dette højst besynderlige efterspil, at min klient allerede på det tidspunkt var blevet anset som én af [virksomhed1] A/S’ medsammensvorne.

Som svar på brevet, sendte min klient en mail til SKAT den 26. juli 2013, og forklarede her den yderst beklemte situation som min klient befandt sig i. Min klient fremlagde sin version, og udbad sig endvidere yderligere oplysninger i sagen. Herefter afventede min klient at modtage svar. Mailen er vedlagt.

Min klient hørte ikke tilbage fra SKAT, og køretøjet blev beslaglagt den 24. september 2013, efter at Politiet havde stoppet det ved en almindelig færdselskontrol.

SKAT har anført i sagsfremstillingen, at min klient, ved ikke frivilligt at have indleveret køretøjet, har udøvet en ejendomsret over køretøjet. Det må på det kraftigste bestrides, og særligt henset til ovenstående samt indholdet i vedlagte mail.

Min klient har afventet en forklaring fra SKAT, og har ikke haft til hensigt, ved ikke at udlevere køretøjet frivilligt, at udøve en ejendomsret over køretøjet. Min klient forsøgte blot at bruge sin ret til at kære.

Min klient befandt sig i en svær situation, idet min klient som bekendt ikke havde modtaget købesummen for køretøjet, og efterfølgende oplevede, at blive involveret i et strafbart forhold begået af [virksomhed1] A/S.

Min klient ikke har anden tilknytning til [virksomhed1] A/S, end at han har leaset en bil gennem dem.

Min klient stod på daværende tidspunkt med en bil, som han ikke var ejer af, hvilket også er bekræftet ved SKATs oplysning om, at bilen var registreret med [virksomhed1] A/S som ejer, og havde ikke modtaget den aftalte købesum fra [virksomhed1] A/S.

Min klient havde opfyldt sin del af leasingaftalen ved at betale den leasingydelse der var aftalt mellem parterne for marts, april og maj 2013. Da det herefter gik op for min klient, at [virksomhed1] A/S ikke havde i sinde at opfylde sin del af leasingaftalen, ophørte min klient med sine indbetalinger.

Det næste der skete var, at min klient modtog meddelelse om beslaglæggelse, samt et krav om betaling af kr. 60.198,75.

Det må derfor anses for undskyldeligt, at min klient ikke frivilligt afleverede bilen, og kan på ingen måde blive sidestillet med, at min klient udøvede en ejendomsret over køretøjet i den forstand som SKAT lægger til grund i sin sagsfremstilling.

d.

Det var [virksomhed1] A/S der stod for udarbejdelse af leasingaftale og anmeldelse til SKAT. Hvad [virksomhed1] A/S har meddelt SKAT er min klient ukendt og i øvrigt uvedkommende, idet der er tale om et kontraktforhold mellem SKAT og [virksomhed1] A/S, som min klient ikke har indvirkning på.

Min klient har som forbruger henvendt sig til en professionel leasinggiver, og har derfor ikke været i berøring med anmeldelse eller andet omkring oprettelse og registrering af leasingaftalen, og min klient kan derfor på ingen made bringes til ansvar herfor.

ad 2) Den beregnede forholdsmæssige registreringsafgift på kr. 5.329 for leasingperioden på 12 måneder fremgå af aftalen, hvorved [person1] er vidende om, at der ikke er betalt fuld registreringsafgift af køretøjet

Der må atter henvises til, at min klient som forbruger har henvendt sig til en professionel leasinggiver, med henblik på, at indgå en leasingaftale.

Hvordan [virksomhed1] A/S har udregnet den anførte beregnede registreringsafgift for leasingperioden, er min klient uvedkommende og i øvrigt min klient ukendt. Som forbruger har min klient sat sin lid til, at leasingaftalen er korrekt udarbejdet, og min klient har opfyldt sin del af aftalen som pålagt, ved at betale den månedlige leasingydelse, indtil min klient får kendskab til [virksomhed1] A/S’ uvilje til, at opfylde deres del.

ad 3) Den indgåede leasingkontrakts betingelser gennemføres ikke i fuldt omfang

a.

Min klient kan oplyse, at da han mødtes med [virksomhed1] A/S for at underskrive leasingaftalen mm., var der i leasingaftalen anført, at min klient skulle betale kr. 7.500 senest ved underskriftstidspunktet, og kr. 2.500 ved aftalens indsigelse.

Min klient drøftede dette med vedkommende fra [virksomhed1] A/S, som ikke var samme person som min klient havde foretaget de telefoniske drøftelser med, og orienterede vedkommende om, at han det kun var aftalt, at min klient skulle betale for nummerplader og oprettelse af leasingaftalen, hvilken udgift skulle udgøre kr. 2.500.

Vedkommende fra [virksomhed1] A/S anerkendte dette, og min klient betalte herefter kr. 2.500 og fik en kvittering for at betaling var modtaget. Min klient er desværre ikke i besiddelse af denne kvittering.

Min klient har lidt et stort økonomisk tab ved, at [virksomhed1] A/S ikke har betalt købesummen til ham samt at min klient har betalt den aftalte leasingydelse i tre måneder. Derudover er den bil, som min klient i forvejen har bekostet en høj pris for hos tredjemand, blevet taget fra ham.

Af det fra SKAT fremsendte og det ovenfor forelagte, syntes der ikke at være noget grundlag for at fastholde, at min klient har haft kendskab til den ulovlige forretningsførelse som [virksomhed1] A/S har foretaget.[...]

[...]

Som bekendt henvendte min klient sig til [virksomhed1], som et professionelt leasingfirma, og for så vidt angår leasingaftalens indhold, så må denne - fra et ikke-forhandler synspunkt - anses for at være fyldestgørende.

Ifølge registreringsafgiftslovens § 3b stk. 9, skal ”Der skal udfærdiges en skriftlig leasingkontrakt for leasingkøretøjer, der skal afgiftsberigtiges efter stk. 2 og 3. Kontrakten skal omhandle køretøjet i den skikkelse, hvori det skal leases, og indeholde nærmere oplysninger til identifikation af køretøjet, navn og adresse på leasingvirksomheden og leasingtager samt leasingbeløbet. Kontrakten skal indeholde oplysninger om, hvorvidt der er aftalt en køberet og købepligt, samt betingelserne herfor. Leasingkontrakten skal indeholde en præcis angivelse af leasingperioden. Samtlige brugere skal fremgå af leasingkontrakten. Kontrakten skal være bilagt specifikation af bilens beskaffenhed og udstyr.”

Den i denne sag omhandlende aftale må ubestridt anses for at opfylde samtlige af ovennævnte krav.

Det følger af registreringsafgiftslovens § 20, at “For betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder. Registreres køretøjet i forbindelse med afgiftspligtens indtræden, er det den registrerede ejer, der som ejer hæfter for betaling af afgiften...”

Det må videres som ubestridt kunne lægges til grund, at [virksomhed1] - over SKAT og omverdenen - har registreret sig om ejer af bilen og min klient som bruger. Overfor min klient, er dette tillige præciseret, idet der i leasingaftalen fremgår, at ved leasingaftalens ophør er leasingtager forpligtet til at tilbagelevere køretøjet og anvise en tredjemand. Spørgsmålet om ejerskab anses derfor for afklaret.

Kravet mod min klient er rettet i overensstemmelse med § 20 stk. 5, hvorefter en brugers viden om at afgiften ikke er betalt, kan resultere i at hæftelsen herfor overgår til denne.

Ved min klients henvendelse til en professionel, har det været min klients intention, at lade sig føre gennem processen. Reglerne for flexleasing er yderst uigennemskuelige for den almindelige bruger, og hele processen er dokumenteret udført af [virksomhed1]. Min klient har ingen indflydelse haft, ligesom min klient ikke har haft kendskab til hvilke betalinger der er foretaget af [virksomhed1] til SKAT eller andre i den forbindelse.

Det fremgår af registreringsafgiftsloven § 3b, stk. 2 nr. 3, at “for køretøjer, der ved registreringspligtens indtræden er ældre end 36 måneder regnet fra første registrerings- eller ibrugtagningstidspunkt, uanset om det er I Danmark eller udlandet, 1/2 pct. af den beregnede registreringsafgift pr. påbegyndt måned i de efterfølgende måneder.”

Ifølge SKAT så udgør den afgift i alt kr. 5.329 for den leasede periode. Dette beløb går igen i leasingaftalen, men derudover er der ingen af beløbene der stemmer. Imidlertid har min klient forholdt sig i overensstemmelse med leasingaftalen, idet han hver måned har betalt leasingydelsen — som tillige fremgår af aftalen — og har derved været af den opfattelse, at han opfyldt en gyldig og bindende leasingaftale.

Hvad angår resterende afgift, må anses for uvedkommende for min klient, idet der tillige var bestemt, at bilen skulle returneres til [virksomhed1] ved aftalens udløb. Bevisbyrden for, at min klient har haft viden om, at der ikke er betalt registreringsafgift kan umuligt anses for løftet.

Købesummen til min klient er som bekendt ikke erlagt af [virksomhed1], men det skal ikke komme min klient til skade i denne sag, idet min klient har forklaret, at han forsøgte at få købesummen udbetalt, hvilket dog ikke lykkedes, før [virksomhed1] gik konkurs.

I sit hele er min klient for nuværende — og siden beslaglæggelse af bilen i 2014 - uden købesum og uden bil, og min klient har derved ingen gevinst haft ved det “samarbejde”.

[...]”

SKATs udtalelse

SKAT har i forbindelse med sagens behandling i Skatteankestyrelsen udtalt:

”[...]

Det er SKATs opfattelse at køretøjet er registreringspligtigt i Danmark, og de punkter, der fremføres i klagen ændrer ikke ved denne registreringspligt. Det er fakta, at [person1] har været bruger af køretøjet, og han var bekendt med, at der ikke var betalt den fulde afgift, men alene forholdsmæssig afgift.

Til de fremførte punkter i klagen skal bemærkes, at:

Ad 1, a:

Købesummen ikke er afregnet. Uanset om [person1] har rykket herfor eller ej. Det fremgår på leasingkontrakten 21. februar 2013, at køretøjet købes af [virksomhed1] A/S – Mere end 4 måneder senere er købesummen fortsat ikke betalt, og [person1] kører rundt i køretøjet på en leasingaftale, der forudsætter at køretøjet er solgt til leasingselskabet.

Det er ikke oplyst/dokumenteret nærmere, hvor og hvornår [person1] har rykket for denne betaling.

Ad 1, b:

[person1] sælger køretøjet for kr. 20.000 uagtet at han kort forinden har fået den afgiftsmæssige vurdering, der tager udgangspunkt i en afgiftspligtig værdi på kr. 31.765 kr. Køretøjet er således solgt til en værdi, der er væsentligt under handelsværdien.

Restbetaling ved endt leasingperiode er sat til kr. 17.500 svarende til købsprisen minus det betalte depositum på kr. 2.500.

[person1] oplyses ikke at have haft indflydelse på fastsættelsen af købesummen og på den omtalte restbetaling.

Det er SKATs opfattelse, at det må betragtes som absolut usandsynligt, at der har været tale om en reel handel med et køretøj, når sælgeren af køretøjet ikke har haft indflydelse på fastsættelse af købsprisen. Dette mere end indikerer, at der er tale om en fiktiv pris, som aldrig har skullet realiseres med en betaling af købesummen og reel overdragelse af ejendomsretten.

Det er endvidere SKATs opfattelse, at det er selvmodsigende, når der på den ene side oplyses, at leasinggiver kan bortsælge køretøjet, og rette et krav mod [person1] på det beløb køretøjet bliver solgt for under restbetalingen på kr. 17.500, og der efterfølgende påstås, at restbetaling er [person1] uvedkommende.

Det er derfor SKATs opfattelse, at leasingaftalen ikke har et reelt indhold og alene er formelt etableret for at kunne benytte undtagelsesreglerne i registreringsafgiftslovens § 3 b.

Ad 1, c:

Det oplyses, at SKAT ikke har besvaret en af [person1] fremsendt mail af 26. juli 2013. SKAT vedlægger det korte og præcise svar, der blev sendt til [person1] samme dag, hvor [person1] han bliver bedt om at indlevere køretøjet, der er efterlyst af politiet. Mailen indeholder efter SKATs opfattelse ingen nye oplysninger, der har betydning for køretøjets afgiftspligt eller [person1]s hæftelse for registreringsafgiftskravet.

SKATs afgørelse er truffet ud fra de faktisk konstaterede forhold omkring det pågældende køretøj.

SKAT kan ikke se, at det forhold, at [person1] på trods af SKATs brev med oplysning om rettens kendelse ikke afleverer køretøjet, men fortsætter med at benytte dette til almindeligt privat brug, kan opfattes på andre måder end, at han udøver ejendomsret over køretøjet.

Ad 3:

Til det under punkt 3 anførte skal det bemærkes, at det er sagen uvedkommende, hvorvidt [person1] har lidt et tab i sit mellemværende med [virksomhed1] A/S. Når det anføres, at den bil, som [person1] har bekostet en høj pris for hos tredje mand, er blevet taget fra ham, underbygger dette, at [person1] gennem hele forløbet har betragtet køretøjet som sit eget, og at det er ham, der på trods af leasingarrangementet har båret den fulde risiko i forbindelse med køretøjet.

SKAT fastholder, at leasingkontrakten på ingen måder lever op til kravene for at afgiftsberigtige køretøjet efter reglerne om forholdsmæssig registreringsafgift i registreringsafgiftslovens § 3 b. Hele grundlaget tilsidesættes, og køretøjet er derved afgiftspligtigt med den fulde registreringsafgift på registreringstidspunktet.

I henhold til registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5 hæfter brugeren for registreringsafgiften, når der ikke er betalt den afgift der er krævet efter registreringsafgiftsloven, og at han er vidende herom.

[person1] har selv erhvervet køretøjet for en høj pris, som det anføres i klagen. [person1] er fået køretøjet vurderet og har derfor fuld kendskab til den afgiftspligtige værdi og den fulde afgift af køretøjet.

[person1] sælger køretøjet, men har ikke indflydelse på salgsprisen, som ligger væsentligt under markedsprisen. [person1] er fuld bevist om, at han aldrig modtager betaling for køretøjet, men forsætter uagtet med at benytte dette. [person1] forsætter med at benytte køretøjet efter han får besked om rettens kendelse om beslaglæggelse.

SKAT finder det fuldt ud dokumenteret, at [person1] er fuldt ud bevist om, at der ikke er betalt den fulde registreringsafgift af køretøjet.

[...]

SKAT fastholder at den indgåede leasingaftale er uden reelt indhold, herunder at aftalen ikke ansås at være indgået på markedsmæssige eller på sædvanelige vilkår mellem uafhængige parter.

Det er således også ubestridt, at det egentlige formål med de indgåede aftaler har været at opnå besparelse i registreringsafgiften, idet klager ikke kunne finansiere den fulde registreringsafgift på købstidspunktet.

Efter SKATs opfattelse er den registreret bruger, her klager, af køretøjet viden om, at der ikke er betalt (fuld) afgift af køretøjet, jf. REGAL § 20, stk. 5. Klager er således vidende om, at der kun er betalt registreringsafgift efter de særlige leasingregler og ikke de almindelige regler, lige som klager er vidende om indgåede aftaler mht. til vilkår og pris. Klager hæfter derfor som den registrerede bruger for registreringsafgiften.

[...]”

Landsskatterettens afgørelse

SKAT kan i henhold § 3b, stk. 1, i den dagældende lov om registreringsafgift (lovbekendtgørelse nr. 615 af 7. juni 2012 med senere ændringer) tillade, at afgiften af registreringsafgiftspligtige leasingkøretøjer, der registreres med henblik på tidsbegrænset anvendelse her i landet, betales efter bestemmelsens stk. 2 og 3, når motorkøretøjet tilhører en virksomhed eller et fast driftssted her i landet eller i udlandet, og når køretøjet i en tidsbegrænset periode i henhold til en skriftlig aftale leases til en fysisk eller juridisk person, der er bosiddende her i landet. Kontrakten skal indeholde nøjagtige oplysninger om den aftalte leasingperiode. Ansøgning skal indgives af enten leasingvirksomheden eller den person, som leaser køretøjet. Af stk. 2 og 3 i samme bestemmelse fremgår:

”Stk. 2. Der betales afgift af køretøjer, der skal registreres efter færdselsloven. Registreringspligten og derved afgiftspligten indtræder den dato, hvor køretøjet tages i anvendelse her i landet af en herboende. Afgiften opkræves for hele den kontraktfastsatte leasingperiodes varighed. Afgiften udgør

Stk. 3. Ved betaling tillægges endvidere en forrentning af den del af den beregnede registreringsafgift, der resterer efter betaling. Forrentningen sker med den af Danmarks Statistik på tidspunktet for afgiftsberegningen senest offentliggjorte gennemsnitlige udlånsrente fra pengeinstitutter til ikkefinansielle selskaber, der foreligger pr. 1. januar, henholdsvis pr. 1. juli.

Det er således efter bestemmelsens ordlyd en forudsætning for, at der kan meddeles tilladelse til betaling af registreringsafgift efter bestemmelsen, at det registreringspligtige køretøj tilhører virksomheden.”

Landsskatteretten har vurderet, at der ikke er tale om et reelt leasingforhold, og at der ikke er sket en overdragelse af ejendomsretten til køretøjet. Der er foretaget en samlet vurdering af kontraktens indhold samt forholdet mellem kontraktens bestemmelser og den måde selskabet og leasingtageren har forholdt sig på, herunder de forhold, at der ikke er udarbejdet en købsaftale, at købesummen ikke er blevet erlagt af selskabet, at leasingselskabets risiko i henhold til kontrakten er meget lille, og at klageren ikke har dokumenteret at have betalt udgifterne i forbindelse med leasingforholdets opstart. Der er ligeledes lagt vægt på, at vilkårene i leasingkontrakten – herunder salgsprisen, betingelser om tilbagekøb og selskabets forrentning - ikke underbygger påstanden om, at der er indgået et reelt leasingforhold. Køretøjet anses derfor ikke for at tilhøre selskabet.

Køretøjet kan herefter, uanset SKATs eventuelle forudgående godkendelse af leasingkontrakten, ikke afgiftsberigtiges efter registreringsafgiftslovens § 3b, men skulle have været afgiftsberigtiget efter § 1, stk. 1 forud for køretøjets indregistrering i landet.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, at for betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder. Registreres køretøjet i forbindelse med afgiftspligtens indtræden, er det den registrerede ejer, der som ejer hæfter for betaling af afgiften.

Af stk. 5 i samme bestemmelse fremgår, at for betaling af afgiften hæfter tillige en fører eller bruger af køretøjet, hvis den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter denne lov.

Det fremgår af lovforslag som fremsat 2011-2012.L 122 pkt. 3.6.3. Forslagets indhold vedrørende registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1:

”Det foreslås af administrative grunde, at hvis køretøjet registreres i Køretøjsregisteret i forbindelse med afgiftspligtens indtræden, så er det den registrerede ejer, der som ejer hæfter for afgiftens betaling, og ikke den civilretlige ejer. Der er normalt overensstemmelse mellem identiteten af den civilretlige og den registrerede ejer, men ikke altid, idet der ved anmeldelse af et køretøj til registrering ikke sker en prøvelse af, hvem der civilretligt ejer køretøjet.”

Klageren er angivet som bruger på registreringsattesten.

Landsskatteretten bemærker, at det er en betingelse for hæftelse som bruger, at der er handlet forsætligt og ikke blot uagtsomt. Landsskatteretten finder det betænkeligt at fastslå, at klager ved indgåelsen af aftalen havde en positiv viden om, at der ikke var tale om et reelt leasingforhold, der ville kunne godkendes af SKAT, og at der derfor ikke kunne ske afgiftsberigtigelse efter disse regler. Landsskatteretten finder derfor ikke, at klager hæfter for registreringsafgiften som bruger jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse i overensstemmelse hermed.