Kendelse af 15-12-2017 - indlagt i TaxCons database den 20-01-2018

SKAT har pålagt konkursboet at hæfte for registreringsafgift for et køretøj af mærket BMW 535d.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

[politiet] og SKAT har under en kontrolaktion den 17. december 2013, observerede et køretøj af mærket BMW 535d holdende parkeret på [adresse1] nr. 14, [by1]. Køretøjet var påmonteret faste prøveskilte med registreringsnummeret [reg.nr.1]. Prøveskiltene tilhørte virksomheden [virksomhed1] ApS.

Af SKATs sagsfremstilling fremgår:

Sagens faktiske forhold

Under en kontrolaktion med [politiet] den 17. december 2013 kl. 09.45, observerede SKAT et køretøj holdende parkeret på [adresse1] ud for nr. 14, i [by1]. Køretøjet var påmonteret faste prøveskilte regnr. [reg.nr.1], tilhørende virksomheden [virksomhed1] ApS. Prøveskiltene sad fast monteret på bilen i nummerpladeholderen.

SKAT kunne konstatere, at prøveskiltene var blevet brugt uretmæssigt og politiet blev derfor anmodet om at inddrage prøveskiltene. I forbindelse med politiets inddragelse af de faste prøveskilte, kom [person1] til stedet. Han oplyste, at han var på vej ud for at skulle fremvise bilen for en potentiel køber og at han var i besiddelse af en kørselstilladelse fra [virksomhed1] ApS. Han oplyste, at [virksomhed1] var hans fars selskab. [person1] var ikke ansat i faderens virksomhed. Han oplyste, at han var vidende om, at der ikke var betalt registreringsafgift af køretøjet, da det var et tidligere flexleaset køretøj.

Ved en nærmere undersøgelse af stelnr. [...1], viste det sig at køretøjet tidligere havde været indregistreret på regnr. [reg.nr.2]. [person1] bekræftede, at han havde leaset køretøjet af [virksomhed2] A/S og fremviste en leasingkontrakt hvoraf det fremgik, at køretøjet var leaset for perioden 15. maj - 14. august 2013. Herefter var leasingkontrakten udløbet. [virksomhed2] A/S var efterfølgende gået konkurs. [person1] oplyste, at

han havde forhandlet med kurator om at købe bilen af dem, men det havde han ikke fået lov til. Han oplyste, at han havde en aftale med kurator om, at han skulle prøve at sælge bilen for konkursboet. [person1] henviste til kurator, som kunne bekræfte deres aftale.

I bilen lå også en kvittering for, at køretøjets nummerplader [reg.nr.2] var blevet afmeldt den 28. oktober 2013. [person1] oplyste, at han havde afmeldt nummerpladerne. Herefter havde han påsat faste prøveskilte på køretøjet. Prøveskiltene tilhørte tidligere leasingtager, [virksomhed1] ApS. [person1] oplyste, at køretøjet havde holdt parkeret hele tiden. Han oplyste, at bremseskiverne på køretøjet tydeligvis var rustne pga den manglende brug af køretøjet.

Ved en gennemgang af køretøjet kunne det konstateres, at skivebremserne var helt blanke. [person1] ændrede forklaring til, at han havde været ude at køre ca. 10 min om morgenen, fordi bilen ikke havde godt af at stå stille. I bilen lå endvidere endnu et fast prøveskilt, regnr. [reg.nr.3]. [person1] oplyste, at han ikke var klar over at det lå i bilen da han overtog den, men at han var bekendt med at prøveskiltet tilhørte [virksomhed2] A/S.

I bilens bagagerum lå endvidere golfudstyr, tilhørende [person1]. SKAT tog billede af udstyret og [person1] tog det med sig.

SKAT har efterfølgende haft kontakt til kurator for konkursboet [virksomhed2] A/S, advokatfirmaet [virksomhed3] Her blev det oplyst, at selskabet ejer bilen og at de gennem længere tid havde forsøgt at få udleveret køretøjet. Kurator havde skrevet til leasingtager [virksomhed1] ApS om, at de straks skulle udlevere køretøjet til kurator. Der havde ikke været nogen reaktion. De var bekendt med at [person1] havde ønsket at købe bilen af konkursboet, men at dette ikke kunne lade sig gøre, da SKAT havde låst køretøjet og det derfor ikke kunne ejerskiftes. Kurator havde ikke kendskab til at der var indgået aftale med [person1] om, at han skulle forestå salget af bilen. Kurator oplyste, at han ikke indgik aftaler med privatpersoner om at sælge konkursboets aktiver.

SKAT har den 23. januar 2014 haft møde med den tidligere leasingtager [virksomhed1] ApS' direktør, [person2], og køretøjets bruger [person1]. De forklarede, at [person1] er ejer af [virksomhed1] ApS, og at han ca. den 1. april 2013 havde købt selskabet af 3. mand. Han havde i den forbindelse indsat sin far [person2] som direktør i selskabet.

Vedr. beslaglæggelsen af BMW'en, så oplyste [person1], at han af daværende direktør for [virksomhed2] A/S, [person3], var blevet om at besigtige bilen i Sverige, da [virksomhed2] A/S var interesseret i at købe bilen.

[person1] kørte over og besigtigede køretøjet og besluttede sig for, at han gerne ville lease bilen af [virksomhed2] A/S. Han indgik herefter en leasingkontrakt med [virksomhed2] A/S. [person1] oplyste, at han havde betalt 2690 kr. x 3 kontant den 15. maj 2013. Det var alt hvad der var betalt for leasing af bilen i de 3 måneder. Der var ikke betalt hverken depositum eller engangsydelse.

Leasingkontrakten på køretøjet var indgået den 15. maj 2013 og var underskrevet af [person1]. SKAT forespurgte hvorfor kontrakten ikke var indgået af [person2], som var tegningsberettiget direktør for selskabet. [person1] kunne ikke forklare dette med andet end, at han var ejer af selskabet og som følge deraf ikke fandt det forkert at han underskrev kontrakten.

[person1] forklarede, at han da leasingperioden udløb den 14. august 2013, havde kontaktet kurator for [virksomhed2] A/S. Leasinggiver var i mellemtiden gået konkurs. [person1] havde talt med en advokat der hed [person4], som havde sagt til ham, at han bare kunne køre videre i bilen. [person1] havde ingen dokumentation herpå. Alt var sket telefonisk. Han havde løbende kontakt til kurator om bilen og troede derfor at alt var i orden.

[person1] oplyste, at grunden til at [virksomhed1] ApS ikke havde fået brevene fra konkursboet om at returnere bilen omgående, kunne skyldes, at der var endnu en virksomhed der hed [virksomhed1] og det var muligt at brevene fra kurator var havnet på deres adresse.

I oktober måned 2013 afmeldte [person1] køretøjet hos SKAT. Der lå kvittering for afmeldelsen i bilen på beslaglæggelsestidspunktet.

Herefter var det aftalt med konkursboet [virksomhed2] A/S, at [person1] skulle sælge bilen for boet. Han havde dog ingen dokumentation for aftalen. Det hele byggede alene på mundtlige aftaler. [person1] var dog i besiddelse af noget mailkorrespondance med advokat [person4], men denne korrespondance vedrørte også andre biler. SKAT bad ham fremkomme med al den dokumentation han kunne. SKAT har imidlertid ikke modtaget noget endnu.

[person1] oplyste, at han havde sat [virksomhed1] ApS' prøveskilte på bilen den 17. december 2013 en halv time før SKAT og politiet ankom til [adresse1] i [by1], fordi han skulle fremvise bilen for en svensker, som var interesseret i bilen. Prøveskiltene var derfor alene brugt med det formål at skulle fremvise bilen. [person1] havde hentet prøveskiltene på [virksomhed1] ApS' adresse og var kørt hen til kærestens bopæl, fordi fremvisningen skulle finde sted der.

[...]”

Der er fremlagt e-mail af 6. august 2013 fra konkursboet til samtlige leasingtagere. Det fremgår af e-mailen, at konkursboet bl.a. anmodede om, at leasingtagerne tegnede behørig kaskoforsikring på køretøjet og fremsendte dokumentation herfor til konkursboet, og at konkursboet havde iværksat gennemgang af samtlige leasingkontrakter.

Af brev af 22. august 2013 fremgår, at konkursboet ikke havde modtaget den efterspurgte dokumentation i e-mailen af 6. august 2013. Det fremgår endvidere, at såfremt dokumentationen ikke blev modtaget senest 3 dage fra brevdato, ville aftalen ophøre og i tilfælde af ophør skulle køretøjet afleveres til konkursboet, idet boet i modsat fald ville sætte sig i besiddelse af køretøjet via retten.

Det fremgår af e-mail af 22. august 2013, at leasingtageren oplyste, at han ville aflevere pladerne, og sende afmeldelseskvittering til konkursboet.

Der er fremlagt brev af 17. december 2013 til leasingtageren. Af brevet fremgår, at boet havde konstateret, at leasingkontrakten var udløbet, og at køretøjet derfor skulle afleveres til konkursboet senest 10 dage fra dato. Af brevet fremgik, at der ville blive iværksat inddrivelse af køretøjet, såfremt det ikke blev afleveret inden for fristen.

Af afgørelse af 19. december 2013 fremgår, at SKAT beslaglagde køretøjet i medfør af toldlovens § 83, stk. 1, 2. pkt.

Det fremgår af brev af 21. januar 2014 til SKAT, at konkursboet meddelte SKAT, at der ikke kunne foretages beslaglæggelse af køretøjet efter afsagt dekret.

Der er fremlagt sagsakter vedrørende en af [virksomhed2] A/S’s leasingtagers henlagte sag hos SKAT. Sagen blev henlagt d. 18. januar 2015.

SKATs afgørelse

SKAT har konstateret, at konkursboets motorkøretøj er omfattet af registreringspligten i Danmark, jf. den dagældende registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1, jf. § 7 stk. 1-3 og at motorkøretøjet derfor forinden benyttelsen skulle have været afgiftsberigtiget, jf. registreringsafgiftslovens § 1. SKAT har afkrævet selskabet 161.728 kr. i registreringsafgift.

Den afgiftspligtige værdi af motorkøretøj et er fastsat af SKATs Motorcenter.

SKAT har begrundet afgørelsen med:

”[...]

Ved kontrol den 17. december 2013 kl. 9.45, på [adresse1] ud for nr. 19, [by1] har SKAT/politiet konstateret, at selskabets bil uretmæssigt har været anvendt til kørsel i Danmark. uagtet at køretøjet var uindregistreret:

Mærke BMW

Model535d

Stelnr [...1]

Registreringsnummer Uindregistreret

Registrerings land Tidligere dansk regnr. [reg.nr.2]

Km. Stand206.658

og anvendt motorkøretøjet til kørsel i Danmark, selvom motorkøretøjet skulle have været indregistreret og afgiftsberigtiget inden benyttelsen i Danmark. Køretøjets fører og bruger var [person1], som tidligere via hans selskab [virksomhed1] ApS, har leaset køretøjet af [virksomhed2] A/S, leasing kontrakt nr. 447 for perioden 15. maj - 14. august 2013.

Som følge af den manglende registrering er motorkøretøjet beslaglagt efter bestemmelserne i toldlovens § 83 (lovbekendtgørelse m. 867 af 13. september 2005), til sikkerhed for betaling af afgift og eventuel bøde samt sagsomkostninger.

[virksomhed2] A/S under konkurs hæfter jf. Registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, solidarisk for registreringsafgiften sammen med køretøjets bruger, [person1], samt for alle omkostninger i forbindelse med denne sag. Selskabet vil derfor blive afkrævet betaling for transport af samt omkostning til opbevaring af motorkøretøjet.

For yderligere begrundelse henvises til vedlagte sagsfremstilling.

[...]”

Af SKATs sagsfremstilling fremgår:

”[...]

SKATs forslag og begrundelse til ændring

SKAT finder, at køretøjet er registreringspligtigt i Danmark og har derfor endeligt fastsat registreringsafgiften til 161.728 kr. Beregningen af registreringsafgiften fremgår af vedlagte bilag. Beregningen af den afgiftspligtige værdi af motorkøretøjet er foretaget af SKATs motorcenter.

[person1] forklarede på mødet her den 23. januar 2014, at al post fra kurator om tilbagelevering af køretøjet til konkursboet aldrig var blevet modtaget hos leasingtager [virksomhed1] ApS. Årsagen hertil kunne være, at der var en anden virksomhed ved navn [virksomhed1], som kunne have modtaget posten.

SKAT har efterfølgende konstateret, at det er korrekt at der findes en virksomhed der hedder [virksomhed1]. Denne virksomhed er en enkeltmandsvirksomhed beliggende [adresse2], [by2]. Enkeltmandsvirksomheden er ejet af [person1]. På samme adresse var også [virksomhed2] A/S beliggende. Så uanset om brevet fra kurator måtte være sendt til [virksomhed1] v/ [person1], [adresse2], [by2], eller om det måtte være sendt til [virksomhed1] ApS, som ved kontraktens indgåelse var beliggende [adresse3], [by3], må brevet være ankommet til rette modtager.

Under kontrollen forklarede [person1], at han havde været ude at køre i bilen samme morgen, ligesom bilen bar præg af længere tids brug og skivebremserne var blanke. Det var tydeligt, at bilen blev brugt ([person1]' golfudstyr lå i bagagerummet), ligesom at den var parkeret hos hans kæreste. Kurator har overfor SKAT oplyst, at de aldrig har anmodet [person1] om at forestå salget af bilen.

Det er derfor SKATs opfattelse, at [person1] efter leasingkontraktens udløb, fortsat har brugt bilen vel vidende, at der ikke var betalt registreringsafgift af køretøjet.

Køretøjet har været anvendt i Danmark og er derfor omfattet af registreringspligten i Danmark. Køretøjet skulle derfor have været indregistreret på danske nummerplader i Danmark, og der skulle endvidere have været betalt registreringsafgift af køretøjet.

Under behandlingen af sagen er der konstateret disse forhold, der har relevans for sagen og som indgår i den samlede vurdering

[virksomhed2] A/S er ejer af køretøjet. Ifølge Registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1 hæfter ejeren af køretøjet for registreringsafgiften, hvis denne vidste eller burde have vidst at køretøjet var taget i brug. Ifølge leasingkontraktens bestemmelser er leasingtager forpligtet til at tilbagelevere køretøjet ved leasingperiodens udløb. Ejeren af køretøjet har ikke sikret sig, at bilen blev taget retur.

[virksomhed2] A/S har ved kontraktens indgåelse ikke opkrævet depositum hos leasingtager, til sikring af at kontrakten blev misligholdt eller at køretøjet ikke kom retur. [virksomhed2] A/S har derved påtaget sig risikoen for at køretøjet ikke blev leveret tilbage. [virksomhed2] har frivilligt overdraget rådigheden over køretøjet til leasingtager, [person1] og leasingselskabet burde have sikret sig, at køretøjet blev afmeldt og efterlyst hos politiet som værende stjålet i forbindelse med, at køretøjet ikke blev leveret tilbage. Ejeren kan derfor ikke have været uvidende om, at bilen fra leasingkontraktens udløb og frem har været anvendt på færdselslovens område, og som følge deraf hæfter [virksomhed2] A/S under konkurs.

Brugeren hæfter også for registreringsafgiften, jf. samme lovs § 20, stk. 5, hvis brugeren vidste, at der ikke var betalt registreringsafgift. [person1] var vidende om, at der ikke var betalt registreringsafgift af det køretøj, han havde brugt siden kontrakten udløb 14. august 2013.

[...]

SKATs endelige afgørelse

SKAT afkræver [person1] 161.728 kr. i registreringsafgift vedr. køretøjet stelnr. [...1], BMW535d. Den afgiftspligtige værdi af motorkøretøjet er fastsat af SKATs Motorcenter.

[virksomhed2] A/S under konkurs hæfter jf. Registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, solidarisk for registreringsafgiften sammen med køretøjets bruger, [person1], samt for alle omkostninger i forbindelse med denne sag.

[...]”

Klagerens opfattelse

Konkursboets repræsentant har nedlagt påstand om, at konkursboet ikke hæfter for betaling af registreringsafgift for køretøjet.

Der er til støtte for påstanden bl.a. anført:

”[...]

Sagsfremstilling:

[virksomhed2] A/S (nu under konkurs) blev stiftet som anpartsselskab 29. juni 1995 men blev 27. juni 2012 omdannet til et aktieselskab med en aktiekapital på DKK 1.000.000.

Formålet i [virksomhed2] A/S ("Selskabet") var at drive virksomhed inden for leasing af motorkøretøjer eller anden dertil relateret virksomhed.

Selskabets virksomhed var primært baseret på en forretningsmodel med såkaldt "flexleasing", hvorefter der alene betales forholdsmæssig registreringsafgift til SKAT for den periode, hvor køretøjet leases af selskabets leasingtagere, jf. herved registreringsafgiftslovens § 3b. Leasingselskabet er i den forbindelse registreret som ejer af køretøjet, og leasingtageren er registreret som bruger heraf.

Selskabet havde en kundekreds, som omfattede både erhvervs- og privatkunder. Politiets [...] gennemførte sammen med SKAT 27. juni 2013 en ransagning af selskabets forretningsadresse, hvor de beslaglagde alle selskabets dokumenter, herunder leasingaftaler, bogføring m.v. samt computere. Ransagningen skete efter det oplyste på baggrund af, at SKAT var blevet kontaktet af Politiets [...], der havde mistanke om, at der i forbindelse med selskabets drift foregik ulovligheder.

Den 15. juli 2013 beslaglagde SKAT 37 af Selskabets køretøjer i henhold til toldlovens § 83. Efter det oplyste var det SKATs umiddelbare opfattelse, at en række af Selskabets leasingkontrakter ikke var i overensstemmelse med registreringsafgiftslovens bestemmelser om flexleasing, jf. lovens § 3b.

På baggrund af blandt andet SKATs beslaglæggelser og den medfølgende negative presseomtale, der medvirkede til, at Selskabets gruppeforsikringer ophævede kaskodækningen på samtlige køretøjer, indgav selskabets ledelse 30. juli 2013 egenbegæring om konkurs.

Herefter blev Selskabet taget under konkursbehandling ved dekret afsagt af Sø- og Handelsrettens skifteret 1. august 2013, i hvilken forbindelse advokat [person5] blev udpeget som kurator i boet. På begæring af SKAT blev der 18. september 2013 afholdt kuratorvalg ved Sø- og Handelsrettens skifteret, hvor advokat [person6] blev udpeget som medkurator i boet. Kuratellet består herefter af advokat [person5] og advokat [person6].

På tidspunktet for dekretets afsigelse havde Selskabet 267 køretøjer inklusive de 37 beslaglagte.

Konkursboet sendte 6. august 2013 brev til samtlige leasingtagere (bilag 1) med information om konkursen. Samtidig anmodede konkursboet om, at leasingtager tegnede behørig kaskoforsikring på køretøjet og fremsendte dokumentation herfor til konkursboet.

Ved samme brev blev det oplyst, at konkursboet havde iværksat gennemgang af samtlige leasingkontrakter med henblik på afklaring af det videre forløb i øvrigt, herunder blandt andet i forhold til ophør af leasingkontrakter.

Konkursboet fulgte brevet op med brev af 22. august 2013 (bilag 2), hvoraf fremgik, at konkursboet ikke havde modtaget den efterspurgte dokumentation. Konkursboet meddelte samtidig, at såfremt dokumentationen ikke blev modtaget senest 3 dage fra dato, ville aftalen ophøre. I tilfælde af ophør skulle køretøjet afleveres til konkursboet, idet boet i modsat fald ville sætte sig i besiddelse af køretøjet via retten. Dette brev blev blandt andre sendt til leasingtager [virksomhed1] ApS, der havde leaset BMW 535d, stelnummer [...1].

[person1], der var ejer af [virksomhed1] ApS, besvarede brevet samme dag (bilag 3), og oplyste at han ville aflevere pladerne, og sende afmeldelseskvittering til konkursboet. Køretøjet blev afmeldt 28. oktober 2013 af leasingtager.

I forbindelse med selskabets konkurs, fik konkursboet udleveret 395 fysiske kontrakter, idet også allerede udløbne kontrakter blev udleveret. Konkursboet satte kontrakterne i orden efter numre og gennemgik disse enkeltvis med henblik på afklaring af, hvorvidt leasingtagerne var i restance, hvornår kontrakterne udløb samt hvilke kontrakter, der allerede var udløbet.

Efter gennemgangen heraf påbegyndte konkursboet inddrivelse af de køretøjer, hvor kontrakten var udløbet eller konkursboet ikke var indtrådt i kontrakten, og den dermed var at betragte som ophørt.

Den 17. december 2013 sendte konkursboet brev til leasingtager [virksomhed1] ApS (bilag 4) om, at boet havde konstateret, at leasingkontrakten var udløbet, og at køretøjet derfor skulle afleveres til konkursboet senest 10 dage fra dato. Af brevet fremgik, at der ville blive iværksat inddrivelse af køretøjet, såfremt det ikke blev afleveret inden for fristen.

Samme dag beslaglagde SKAT køretøjet i medfør af toldlovens § 83, stk. 1, 2. pkt. SKAT fremsendte brev herom til konkursboet 19. december 2013 (bilag 5).

Konkursboet fremsendte 21. januar 2014 brev til SKAT (bilag 6), hvoraf fremgik, at SKAT ikke kunne foretage beslaglæggelse efter afsagt dekret. Konkursboet og SKAT siden haft drøftelser omkring dette forhold, der fortsat ikke er afklaret.

Den 27. februar 2014 fremsendte SKAT forslag til afgørelse i sagen (bilag 7). Af forslaget fremgik, at køretøjet havde været anvendt til motorkørsel uden at være indregistreret og afgiftsberigtiget i Danmark, og at køretøjet derfor skulle pålægges fuld registreringsafgift.

Henset til drøftelserne med SKAT omkring beslaglæggelsen af køretøjet, fremsendte konkursboet ikke konkrete bemærkninger til forslaget.

Den 2. maj 2014 fremsendte SKAT afgørelse i sagen (bilag 8). Af afgørelsen fremgik, at SKAT vurderede, at køretøjet er afgiftspligtigt, og konkursboet og køretøjets fører [person1], derfor skal opkræves betaling af registreringsafgift på DKK 161.728 med tillæg af omkostninger.

Konkursboets klage over afgørelsen:

Konkursboet er ikke enig i, at konkursboet skal pålægges afgift i sagen, og påklager derfor afgørelsen. SKAT har som begrundelse for sin afgørelse vedrørende konkursboet anført, at konkursboet vidste eller burde vide, at køretøjet havde været taget i brug efter udløb af leasingkontrakten. Konkursboet bestrider, at dette skulle være tilfældet. Allerede kort efter konkursen anmodede konkursboet leasingtager om at returnere køretøjet til konkursboet. Det anførtes i brevet (bilag 2), at køretøjet skulle returneres straks.

[person1] oplyste samme dag pr. mail, at han ville sørge for afmelding af køretøjet. Køretøjet afmeldtes også, hvilket dog først skete i 28. oktober 2013. Der verserede en civilretlig tvist med leasingtager omkring køretøjet og andre køretøjer, hvorfor køretøjet ikke blev afleveret til konkursboet, men alene afmeldt.

Afmeldingen skulle netop sikre, at leasingtager ikke anvendte køretøjet. Konkursboet var ikke bekendt med, at køretøjet blev anvendt efter afmelding, ligesom konkursboet ikke var bekendt med, at leasingtager var i besiddelse af prøveplader. Konkursboet havde ingen konkret viden eller burde viden om, at køretøjet blev anvendt, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

Konkursboet har ikke tilladt fortsat benyttelse, men derimod forsøgt at afskære leasingtager fra fortsat benyttelse ved at sikre køretøjets afmelding. Boet har således heller ikke ved sin ageren eller på anden måde tilladt en fortsat benyttelse, hvorfor registreringsafgiften ikke kan pålægges konkursboet, men alene føreren af køretøjet, [person1].

SKAT har videre anført, at konkursboet ikke har sikret sig køretøjet retur fra [virksomhed1] ApS, og at konkursboet burde have meldt køretøjet afmeldt køretøjet og meldt det stjålet.

[person1] oplyste 22. august, at han ville sørge for afmelding af køretøjet, hvilket han også gjorde. Konkursboet havde således sikret afmelding af køretøjet, hvorfor konkursboet ikke har haft pligt til at søge køretøjet afmeldt tidligere. I den forbindelse skal dog bemærkes, at konkursboet har forsøgt at tvangsafmelde alle køretøjer via SKAT, i de tilfælde hvor leasingkontrakten var udløbet, men køretøjet ikke var afleveret.

SKAT har hidtil afvist at afmelde køretøjerne, uden at disse blev meldt stjålne, hvorfor konkursboet har været i korrespondance med politiet herom. Henset til at størstedelen af køretøjerne ikke var stjålne, men blot blev tilbageholdt af leasingtagerne grundet en civilretlig tvist med konkursboet, afviste politiet at melde køretøjerne stjålne. Konkursboet var i øvrigt enig i, at køretøjerne ikke var stjålne i strafferetlig forstand. Politiet fandt det hensigtsmæssigt, at SKAT i stedet tvangsafmeldte køretøjerne. SKAT afviste dog dette som en mulighed.

Konkursboet klagede over SKAT, hvilket har medført, at SKAT 18. juli 2014 oplyste, at SKAT er villig til at undersøge på ny, hvorvidt køretøjerne kan tvangsafmeldes på nuværende tidspunkt. Konkursboet har ikke haft denne mulighed tidligere.

Der har løbende været dialog mellem konkursboet og leasingtager, idet der har været tvist med leasingtager, og konkursboet har været bekendt med, at det pågældende køretøj blev opbevaret af [person1].

Konkursboet har således ikke haft mulighed eller pligt til at melde det pågældende køretøj stjålet, da køretøjet ikke var stjålet. Konkursboet havde heller ikke mulighed for at afmelde køretøjet, hvilket leasingtager i øvrigt havde gjort.

Som kurator i et konkursbo er en af de vigtigste opgaver at sikre konkursboets aktiver. I den konkrete sag sikrede konkursboet køretøjets opbevaringssted, at køretøjet ikke blev anvendt ved at lade det afmelde. Der blev endvidere tinglyst konkursdekret i bilbogen.

Konkursboet søgte at få køretøjet indleveret via dialog med leasingtager, hvilket dog ikke førte til indlevering. Det er ikke muligt for et konkursbo at tilbagetage et køretøj, hvis den tidligere leasingtager ikke ønsker at udlevere dette frivilligt til konkursboet, da dette ville være selvtægt. Et konkursbo kan i sagens natur ikke udøve selvtægt.

Såfremt leasingtager ikke indleverer køretøjet frivilligt, er konkursboet derfor nødsaget til at inddrive køretøjet via fogedretten, hvilket kræver fremsendelse af påkrav, forinden inddrivelsen iværksættes.

Denne proces havde konkursboet igangsat for alle køretøjer, der ikke var tilbageleveret til konkursboet som følge af en ophørt kontrakt, betalingsmisligholdelse eller manglende forsikring. Leasingtager, [virksomhed1] ApS, modtog således påkrav om aflevering af køretøjet 17. december 2013 (bilag 4). Dette påkrav ville efter udløbet af fristen - som i alle andre sager - være blevet fulgt op af en begæring til fogedretten, såfremt SKAT ikke havde beslaglagt køretøjet i mellemtiden.

Konkursboet havde således iværksat inddrivelse af køretøjet.

For så vidt angår bemærkningerne fra [person1] til SKAT bemærkes følgende:

[person1] har rettet henvendelse til konkursboet med henblik på køb af køretøjet, hvilket konkursboet har oplyst ikke var muligt grundet SKATs egen låsning i CMR, der medførte, at køretøjet ikke kunne overdrages.

Efterfølgende har [person1] tilbudt sin ekspertise, og oplyst, at han kunne sælge køretøjet for konkursboet. Konkursboet har afvist dette og har således ikke indgået en aftale med [person1] om salg af køretøjet. Dette har konkursboet tillige afvist over for SKAT i forbindelse med beslaglæggelsen.

På baggrund af ovenstående bestrider konkursboet at kunne pålægges registreringsafgiften.

[...]”

Repræsentanten har anført, at sagen har nøjagtig samme problematik som i den fremlagte henlagte sag af 18. januar 2015.

SKATs udtalelse

SKAT har i forbindelse med klagens behandling i Landsskatteretten udtalt:

”[...]

Sagen vedrører flexleasing af en bil. [virksomhed2] A/S, som flexleasede biler ud, gik konkurs den 1. august 2013 og leasingkontrakten på det pågældende køretøjet udløb den 14. august 2013. Den 17. december 2013 blev køretøjet beslaglagt af SKAT efter Toldlovens § 83, idet det var taget i brug på Færdselslovens område påmonteret lånte faste prøveskilte.

Prøveskiltene var fastmonteret på køretøjet og køretøjet bar præg af længere tids brug. Køretøjets bagagerum var endvidere fyldt med [person1]’ private ejendele. I køretøjet befandt sig endvidere et fast prøveskilt [reg.nr.4], tilhørende [virksomhed2] A/S.

[person1] har endvidere en anden virksomhed, [virksomhed1] v/[person1], som også havde driftsadresse samme sted som [virksomhed2] A/S. Denne enkeltmandsvirksomhed har også leaset en bil af [virksomhed2] A/S og også denne kontrakt er udløbet.

Eftersom leasingtager havde råderet over leasinggivers faste prøveskilte, formodes det at [person1] må have haft en vis tilknytning til [virksomhed2] A/S, forinden konkursen.

Kurator har i sin klage til Skatteankestyrelsen anført at der var problemer med at sikre, at selskabets biler blev afleveret tilbage og dermed afmeldt fra registrering.

Det skal for en god ordens skyld tilføjes, at det omhandlede køretøj, ikke havde noget at gøre med de 37 køretøjer, som blev beslaglagt ved kendelse afsagt af [by4] Ret og efterfølgende stadfæstet af Østre Landsret. Kurators drøftelse med SKAT omkring tvangsafmeldelse har derfor ikke relevans for denne sag.

Selskabet er ejer af køretøjet på kontroltidspunktet, og som følge deraf hæfter de efter Registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1. Selskabet vidste eller burde vide, at der var risiko for at køretøjet var taget i brug på færdselslovens område. At selskabet er gået konkurs, kan ikke ændre på, at de som ejer hæfter for registreringsafgiften.

Det fremgår af klagen, at kurator ved brev af 22. august 2013 har rettet henvendelse til leasingtageren og anført, at køretøjets forsikring ikke var i orden. Man havde derfor anmodet leasingtager om at dokumentere, at køretøjet var forsikret. Men allerede på dette tidspunkt var leasingkontrakten udløbet. Kontrakten udløb den 14. august 2013. Så konkursboet var vidende om, at leasingtager slet ikke var i stand til at forsikre køretøjet. Fra leasingtageren, [virksomhed1] ApS/[person1], meddelte kurator, at nummerpladerne ville blive afmeldt, til de reelt blev afleveret til SKAT til afmeldelse, gik der over 2 måneder. I den tid har ejeren, [virksomhed2] A/S under konkurs ikke gjort noget aktivt for at forhindre leasingtageren i at råde over køretøjet.

Først den 17. december 2013 anmodede kurator leasingtager om at udlevere køretøjet, uagtet at konkursboet kunne have iværksat en udlevering af køretøjet allerede den 14. august 2014. Den 17. december 2013 var køretøjet imidlertid blevet beslaglagt af SKAT, idet det blev anvendt på Færdselslovens område påmonteret faste prøveskilte.

SKAT skal indstille, at den tidligere trufne afgørelse om afkrævning af registreringsafgift fastholdes. Sagens akter vedlægges.

[...]”

SKATs udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling

”SKAT kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling med følgende bemærkninger:

Det ses ubestridt at køretøjet utvivlsomt var taget i brug på færdselslovens område, da bilen henstod på offentliglig vej indeholdende private effekter, samt føreren erkendte at have kørt i bilen.

Allerede fordi bilen er taget i brug på færdselslovens område, er såvel registreringspligt som afgiftspligt indtrådt.

De omhandlede prøveskilte, der ikke tilhører klager, var på standsningstidspunktet påmonteret det uindregistreret køretøj, og føreren af køretøjet var ikke ansat hos selskabet, som prøvepladerne tilhørte eller hos klager. Prøveskilte må kun bruges af den virksomhed, som har fået udlevet prøvepladerne.

På dette grundlag anses prøveskiltene for at være anvendt i strid med bestemmelserne i §§ 77 og 79.

Kørslen med bilen er således også af den grund sket med et uindregistreret køretøj, hvilket er en klar overtrædelse af registreringsafgiftslovens bestemmelser.

Efter § 20, stk. 1 i loven hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder. Dette synes ubestridt at være klager som konkursboet efter leasingselskabet.

Videre fremgår det af bestemmelsen, at ejeren eller den registrerede ejer ikke hæfter, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område, uden at den pågældende vidste eller burde have vidst dette.

SKAT fastholder at klager måtte have viden om, at bilen kunne blive brugt på færdselslovens område, idet bilen ikke var i klagers besiddelse eller klager på anden vis havde sikret, at bilen ikke blev benyttet på færdselslovens område.

Klager henviser til at klager meddelte føreren af bilen, at leasingkontrakten vil ophøre, hvis der ikke inden 3 dage blev indsendt dokumentation for, at bilen var forsikret. Dette skete ved brev fra 22. august 2013. Men allerede den 14. august 2013 var kontrakten ophørt. Dermed kunne bilen ikke forsikres, hvilket klager burde være vidende om.

Således var bilen allerede den 14. august 2013 at betragte som en ikke indregistreret bil.

Allerede af den grund burde klager være vidende om, at bilen kunne blive anvendt i strid med reglerne.

Videre anfører klager at føreren oplyser i mail til klager den tirsdag 22. august 2013, at bilen vil blive afmeldt, men at det først sker mandag den 28. oktober 2013.

Hertil bemærker SKAT, at det er korrekt at føreren meddeler, at bilen vil blive afmeldt, men der fremgår ikke af korrespondancen, at bilen vil blive udleveret til klager, lige som at klager i den mellemliggende perioden har forholdt sig passivt. Klager har således ikke medvirket til at sikre, at bilen ikke blev anvendt i strid med reglerne.

Klager kunne allerede den 14. august 2013 havde forlangt bilen udleveret, lige som klager til enhver tid kunne havde afmeldt bilen fra registrering uden indlevering af nummerplader til SKAT.

Det er korrekt, at klager alene med fogedrettens hjælp kunne have fået bilen udleveret, men boet kunne dog til en hver tid have meldt bilen som stjålet til politiet, såfremt bilen ikke blev returneret til klager.

Først den 17. december 2013 skriver klager igen til føreren, og beder denne afleverer bilen inden 10 dage. Sammen dag beslaglægges bilen af SKAT.

Således har klager i flere måneder været vidende om, at bilen ikke længere var omfattet af en gyldig leasingkontrakt, og at bilen ikke var forsikret. Videre er bilen ikke meldt stjålet, forlangt udleveret fra føreren m.v. af klager.

Føreren havde endvidere flere leasingkontrakter med klager, havde en enkeltmandsvirksomhed registreret på samme adresse som klagers tidligere virksomhedsadresse samt var i besiddelse af klagers faste prøveskilte ([reg.nr.4]).

Klager har hverken sikret sig bilen eller prøveskiltene (dem i bagagerummet) og derfor burde klager være klart over, at der var nærliggende risiko for at bilen kunne blive taget i brug på færdselslovens område i uindregistreret stand, og i strid med reglerne.

Afslutningsvis skal SKAT igen bemærke, at beslaglæggende og drøftelsen med SKAT omkring 37 andre af klagers biler ikke omfatter den omhandlende bil, og det er derfor ikke relevant at inddrage dette forhold i denne sag.

SKAT fastholder derfor at klager hæfter solidarisk med føreren, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1 og 5.”

Landsskatterettens afgørelse

Der skal svares afgift til statskassen af motorkøretøjer, som skal registreres i Centralregisteret for Motorkøretøjer efter færdselsloven. Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1.

Motorkøretøjer skal som udgangspunkt registreres i Køretøjsregisteret og forsynes med nummerplader, før de tages i brug på færdselslovens område. Det fremgår af registreringslovens § 2, stk. 1.

Da køretøjet utvivlsomt har været i brug på færdselslovens område, er afgiftspligten indtrådt, jf. registreringsloven § 2, stk. 1, nr. 1. Der er lagt vægt på, at køretøjet var monteret med prøveskilte tilhørende førerens virksomhed og at der ved politiets ransagning af køretøjet befandt sig golfudstyr tilhørende føreren.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, at for betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder. Registreres køretøjet i forbindelse med afgiftspligtens indtræden, er det den registrerede ejer, der som ejer hæfter for betaling af afgiften. Ejeren eller den registrerede ejer hæfter dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område, uden at den pågældende vidste eller burde have vidst dette.

Landsskatteretten finder ikke, at konkursboet i det foreliggende tilfælde vidste eller burde have vidst, at køretøjet ville blive anvendt til kørsel på offentlig vej. Landsskatteretten har lagt vægt på, at det ikke er godtgjort, at køretøjet er anvendt på offentlig vej før det antræffes parkeret, den 17. december 2011. På dette tidspunkt, var køretøjets nummerplader afmeldt, hvilket skete den 28. oktober 2013. Konkursboet modtog en afmeldelseskvittering. Landsskatteretten finder, at boet i hvert fald fra og med man modtager besked om afmeldelsen af nummerpladerne må have haft føje til at tro, at køretøjet ikke anvendtes til kørsel på offentlig vej. Landsskatteretten lægger til grund, at konkursboet ikke var bekendt med, at brugeren af køretøjet besad prøveplader og ville anvende dem på det pågældende køretøj.

Konkursboet hæfter derfor ikke for afgiften, jf. registreringsafgiftsloven § 20, stk. 1.