Kendelse af 07-04-2017 - indlagt i TaxCons database den 07-05-2017

SKAT har afkrævet selskabet 213.263 kr. i registreringsafgift.

Den afgiftspligtige værdi er fastsat af SKAT – Motor kompetencecenter.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

[Politiet] og SKAT har ved en kontrol den 26. september 2013 standset et køretøj, mrk. Renault Master, model Hestecamper, med registreringsnummer [reg.nr.1] på den [motorvejen]. Selskabet var ejer af køretøjet, og det var i motorkøretøjsregistret registreret som varebil med anvendelse godstransport privat/erhverv. Ved standsningen havde køreøjet en hestetrailer tilkoblet, og der var en hest i traileren.

Køretøjet var ved selskabets erhvervelse indrettet med bl.a. 5 siddepladser.

Køretøjet blev ført af [person1], som forklarede, at han havde lånt køretøjet med trailer af selskabet. [person1]s datter var passager i køretøjet. Det er oplyst, at hun skulle til et ridestævne i Jylland.

[person1]s ægtefælle kørte i en personbil bag køretøjet i parrets private bil sammen med parrets anden datter.

Følgende fremgår bl.a. af [politiet] anmeldelsesrapport af 4. oktober 2013:

”[...]

Køretøjet var indrettet med 2 siddepladser foran, ved 2 enkeltsæder.

Oven over siddepladserne var indrettet en sovekabine, der fremstod i køretøjets bredde, og med anlagt madras i bunden. Der var 2 små runde vinduer direkte til kabinen. Der lå diverse tæpper og andet tøj på madrassen.

Bag de to forsæder sås et rum i bilens bredde, hvortil der var adgang via bilens forreste sidedøre, idet forsæderne og ryglæn kunne skubbes fremad. Sider og vægge var stofbeklædte.

Der var ikke adskillelse mellem forsæderne og dette rum.

Langs bagvæggen i nævnte rum var fundamentet fra en bænk, hvor dog selve sædet i midten var fjernet. I begge sider af nævnte bænk sås dog stadig et smalt sæde fastmonteret, mens der blot var åben til sædekassen i midten. Disse mindre sæder kunne være anvendelig som siddeplads.

Ryglænet til sædebænken sås stadig monteret, og kunne nemt lægges ned over sædebænkens fundament, og derved være anvendelig som siddeplads/liggeplads.

Ligeledes sås der at være 3 fastmonterede 3.punkt seler i bagvæggen til sædebænken. Disse var fuldt funktionsdygtige.

[...]”

Indretningen af køretøjet er dokumenteret til sagen med foto.

SKATs afgørelse

SKAT finder, at køretøjet er registreringspligtigt i Danmark som andet køretøj med fuld afgift, idet køretøjet ikke er utvivlsomt konstrueret og indrettet til godstransport, jf. registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1.SKAT har derfor opkrævet selskabet 213.263 kr. i registreringsafgift jf. registreringsafgiftslovens § 5, stk. 12, jf. § 4.

Følgende begrundelse fremgår bl.a. af SKATs sagsfremstilling:

”[...]

Det kunne umiddelbart konstateres at:

? Køretøjet er indregistreret til [virksomhed1] A/S, som både er ejer og bruger ifølge Motorregistret.
? Direktøren for [virksomhed1] A/S er [person2], som er svigerfar til føreren af køretøjet.
? Føreren og dennes familie bor på adressen er [adresse1], [by1].
? På denne adresse drives rideskolen [virksomhed2] med separat CVR-nr.
? Køretøjet var indrettet med 2 siddepladser foran i form af 2 enkeltsæder.
? Oven over disse siddepladser var indrettet en sovekabine (alkove), der fremstod i køretøjets bredde og med anlagt madras i bunden. Der var 2 små runde vinduer direkte til kabinen. Der lå diverse tæpper og andet tøj på madrassen.
? Bag de to forsæder sås et rum i bilens bredde, hvortil der var adgang via bilens forreste sidedøre, idet forsædernes ryglæn kunne skubbes fremad.
? Sider og vægge var stofbeklædte.
? Der var ingen adskillelse mellem forsæderne og dette rum.
? Langs bagvæggen i nævnte rum var fundamentet fra en bænk, hvor dog selve sædet i midten var fjernet.
? I begge sider af nævnte bænk sås dog stadig et smalt sæde fastmonteret, mens siddepladsen hen over midten af bænken var fjernet.
? De mindre sæder i siderne kunne anvendes som siddepladser.
? Der kunne nemt lægges et bræt/sæde mellem disse 2 siddepladser, hvorpå man ville kunne sidde eller ligge.
? Ryglænet til sædebænken sås stadig monteret.
? Der var 3 fastmonterede 3-punkts sikkerhedsseler i bagvæggen til bænken. Disse var fuldt funktionsdygtige.
? Bagest i varebilen var indretning til transport af 2 heste i længderetningen.
? Der sker ikke beskatning af fri bil, selv om køretøjet er anvendt af en ansat og dennes hustand.

Bilen er således ikke utvivlsomt konstrueret og indrettet til godstransport, idet der ikke bag førersædet må findes sædearrangement af nogen art eller indretninger, der er egnede til anbringelse af sæder eller lignende til personbefordring.

Varerummet må ikke være forsynet med håndstropper, rudemekanismer, askebægre, sikkerhedsseler og beslag hertil eller andet personvognsudstyr.

Køretøjet, der er indregistreret på gule plader/papegøjeplader som varebil, har været anvendt i Danmark, uden at betingelserne for indregistrering som varebil var opfyldt. Køretøjet er således ikke længere utvivlsomt indrettet som varebil men ombygget til andet køretøj.

[...]

SKATs foreløbige afgørelse

SKAT finder, at køretøjet efter ombygning ikke længere opfylder betingelserne i registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1 for registrering som varebil, hvorfor køretøjet i henhold til § 5 stk. 12, skal indregistreres som andet køretøj efter § 4. Omregistrering af køretøjet skal i henhold til registreringsbekendtgørelsens § 46, stk. 2 ske inden køretøjet tages i anvendelse efter ombygning.

SKAT har til hensigt at opkræve 213.263 kr. i yderligere registreringsafgift. Beløbet er fastsat af SKATs motorcenter.

[...]”

SKAT traf efter en samlet vurdering af sagen endelig afgørelse i overensstemmelse med forslaget til afgørelse.

Selskabets opfattelse

Der er nedlagt påstand om, at køretøet ikke skal pålægges registreringsafgift.

Til støtte for påstanden har selskabet bl.a. anført følgende:

”[...]

Vi anerkender ikke grundlaget for afgørelsen og har en del kommentarer til sagsfremstillingen skrevet af [person3].

? Bilen er oprindelig købt som en mandskabsmaterielbil med 5 siddepladser
? Bilen skal bruges erhvervsmæssigt til en opgave med dyretransport for [virksomhed3] samt privatkørsel med egne heste – derfor bliver de ekstra sæder og konsoller fjernet og bilen omregistreres til en varebil godkendt til gods- og dyretransport. Vi vælger netop af den grund at betale moms etc.
? Omregistreres til fysiske papegøjeplader fordi, vi konstant blev stoppet på grund af tvivl om køretøjets indregistrering.

Sagsbehandler [person3] er nået frem til en afgørelse om, at vi skal betale registreringsafgift svarende til en personbil fordi

? der forefindes siddepladser i rummet bag føresædet. Disse "siddepladser" er en del af afstivningen på den opbyggede væg, så væggen ikke vælter ind over fører og passager ved en hård opbremsning.
? man kan lægge et bræt/sæde bag føresædet.
? der er fuld funktionsdygtige sikkerhedsseler. Det er ikke korrekt. Konsollen hvori sikkerhedsselen skal fæstes er og var ikke i bilen.
? Der er en soveplads. Bilen har termograf fordi, den når der er trailer på falder under reglerne for vogntog over 3500 kg – og dermed falder ind under køre-hviletidsbestemmelser.

På forespørgsel hos den synshal, der har indregistreret bilen som varebil oplyser de, at vi ikke kan få bilen indregistreret på hvide plader med et bræt mellem de to afstivningskasser samt kun den ene del af de sikkerhedsseler, der ikke kan fæstes nogen steder.

[...]”

SKATs udtalelse til Skatteankestyrelsen af den 1. juli 2014:

”[...]

Denne sag handler om mangelfuld ombygning af en bil, som er "født" som

mandskabsvogn, men ombygget til varebil her i landet.

Der henvises til registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, 2. pkt. - Lovens bogstav "Utvivlsomt konstrueret og indrettet til godstransport", samt tidligere retspraksis fra bl.a. Østre Landsret, som understøtter en yderst restriktiv fortolkning af denne regel.

Tidligere indrettet som mandskabsvogn

Denne varebil er ombygget fra Mandskabsvogn til varebil og bliver brugt til transport af heste i varerummet.

Bilen var tidligere indrettet efter bestemmelserne for mandskabsvogne således: Personkabinen var indrettet til befordring af mindst 4 personer og med en sæderække bag forsæderne. Kabinen er adskilt fra varerummet. Køretøjets varerum har større flademål end personkabinen. Over førersædet er en alkove.

KUN mandskabsvogne kan tillades indrettet med soveplads i mandskabskabinen/førerrummet.

Nærværende køretøjs indretning

Ombygningen fra mandskabsvogn til varebil er sket ved at fjerne selve sædepuden hen over bageste sæderække. Resten af bænken er intakt. Der er stadig øverste del af 3 rulleseler monteret. Ryglæn stadig intakt.

Alkove over førersædet er fuldt intakt og kan anvendes til liggeplads.

Der er stadig resten af passagerbænken bag førersædet i førerkabinen. Kun selve

sædepuden, i midterste del af bænken, er fjernet. Dvs. at der er siddemulighed i hver side af sæderækken.

[...]”

Selskabets brev Skatteankestyrelsen af 11. juli 2014 til:

”[...]
På det tidspunkt, hvor hestetransporteren bliver bragt til standsning på Fyn kører familien bag ved i deres personbil. Dette faktum må vel alt andet lige tale for, at bilen ikke bliver brugt til personbefordring af flere personer end tilladt.


I forbindelse med [person3]s undersøgelse af køretøjet flår hun bagbeklædningen af væggen
billede 1. Hun presser bagbeklædningen ned og udtaler, at det kan bruges som sæde. Det er en tynd spånplade, som dels ikke ville kunne bære vægten fra endog en meget spinkel person dels har bagbeklædningen et mål der er større end det mål, der er på batterikassen billede 2-5a.


[virksomhed1] har lige fra købet af hestetransporten sørget for at følge reglerne, hvilket vel også alt andet end lige taler for, at vi ikke har haft til hensigt at snyde med registreringsafgiften idet, bilen er oprindelig købt som en mandskabsmaterielbil med 5 siddepladser. Bilen skal bruges erhvervsmæssigt til en opgave med dyretransport for
[virksomhed3] billede 6 og 7 samt privatkørsel med egne heste - derfor bliver de ekstra sæder og konsoller fjernet og bilen omregistreres til en varebil godkendt til gods- og dyretransport. Vi vælger netop af den grund at betale moms etc. Omregistreres til fysiske papegøjeplader fordi, vi konstant blev stoppet på grund af tvivl om køretøjets indregistrering. Alle de gange vi har fået køretøjet omregistreret, har der ikke på noget som helst tidspunkt været stillet spørgsmål til køretøjets indretning fra de offeltlige myndigheder.

[...]


Sagsbehandler [person3] er nået frem til en afgørelse om, at vi skal betale registreringsafgift svarende til en personbil fordi


1. Der forefindes siddepladser i rummet bag føresædet.


Kommentar: Disse “siddepladser” er en del af afstivningen på den opbyggede væg, så væggen ikke vælter ind over fører og passager ved en hård opbremsning.


2. Man kan lægge et bræt/sæde bag føresædet.


Kommentar: familien kørte i en personbil bag hestetransporten.


3. Der er fuld funktionsdygtige sikkerhedsseler


Kommentar: Det er ikke korrekt. Konsollen hvori sikkerhedsselen skal fæstes er og var ikke i bilen.


4. Der er en soveplads.


Kommentar: Bilen har termograf fordi, den når der er trailer på falder under reglerne for vogntog over 3500 kg - og dermed falder ind under køre-hviletidsbestemmelser.


På forespørgsel hos den synshal, der har indregistreret bilen som varebil oplyser de, at vi ikke kan få bilen indregistreret på hvide plader med et bræt mellem de to afstivningskasser samt kun den ene del af de sikkerhedsseler, der ikke kan fæstes nogen steder.

[...]”

Landsskatterettens afgørelse

Af registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, fremgår, at afgiftssatsen for nye biler med en tilladt totalvægt på ikke over 4 ton, der utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport, udgør 0 af et reguleret grundbeløb og 50 % af resten.

Af § 5, stk. 12 fremgår, at en bil som er afgiftsberigtiget efter § 5, stk. 1-11, afgiftsberigtiges efter § 4 (personbil), når betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse ikke længere er opfyldt.

Det fremgår af Den juridiske vejledning afsnit E.A.8.1.4.3 bl.a., at der ved vurderingen af, hvorvidt køretøjet utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport, ikke bag førersædet må findes sædearrangement af nogen art eller indretninger, der er egnede til anbringelse af sæder eller lignende til personbefordring.

Varerummet må heller ikke være forsynet med håndstropper, rudemekanismer, askebægre, sikkerhedsseler og beslag hertil eller andet personvognsudstyr. Håndgreb skal være fjernet eller fastgjort. Den oprindelige sidebeklædning i varerummet, herunder højttalere og låsehåndtag, kan dog bevares.

Det primære er, at diverse personvognsudstyr er fjernet, dvs. beslag til seler skal være fjernet eller gjort ubrugelige, og huller skal være tildækket med svejseklatter eller fastlimede plader. Eventuelle beskyttelsesskinner i gulv kan bevares.

Det fremgår af billedmaterialet i sagen, at der ikke var nogen adskillelse mellem førersæderne og rummet bag førersæderne. De sæder, der, forud for køretøjets registrering som varebil, var installeret bag førersæderne, var på tidspunktet for standsningen fjernet. Ryglænet til den tidligere sædeanordning var stadig i køretøjet, ligesom der var stofbeklædte sider.

Det fremgår, at der var en hul forhøjning/kasse på tværs af køretøjet i begge sider. Det er oplyst, at de oprindelige sæder har hvilet herpå.

På baggrund af den for Landsskatteretten fremlagte billeddokumentation er det Landsskatterettens opfattelse, at kasserne i sig selv vil kunne udgøre sæde til persontransport og at der i øvrigt mellem kasserne forholdsvis let ville kunne etableres sæde til persontransport på tværs af kabinen. Ligeledes er det Landsskatterettens opfattelse, at forankringsspænder/låsebeslag til at fæstne selerne forholdsvis let ville kunne etableres.

Der henses endvidere til, at der er en sovekabine/alkove i køretøjet på tværs af køretøjet, hvor der var anbragt en madras, tæpper og tøj, hvorfor denne del af kabinen må anses for at være indrettet som soveplads.

Landsskatteretten anser det således ikke for godtgjort, at bilen ved standsningen utvivlsomt var konstrueret og indrettet til godstransport. Køretøjet opfylder derfor ikke betingelserne i registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, og det er med rette, at SKAT har pålagt registreringsafgift.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.