Kendelse af 20-03-2018 - indlagt i TaxCons database den 21-04-2018

SKAT har givet afslag på anmodning om ændring af tekniske oplysninger i Køretøjsregisteret for det pågældende køretøj.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Sagen vedrører et køretøj af mærket KIA, model Rio 1,1 diesel med registreringsnummer [reg.nr.1].

Køretøjet blev første gang registreret i Køretøjsregisteret den 11. maj 2012. I forbindelse med køretøjets første registrering blev der indleveret en typeattest med godkendelsesnummer [...1]. De tekniske oplysninger om køretøjet i Køretøjsregisteret stammer fra typeattesten.

Importøren, [virksomhed1], har oplyst følgende om køretøjets tekniske data:

”...Der fremgår 2 datoer af COC dokumentet. Dels datoen for hvornår den pågældende godkendelse er opnået, og dermed gældende fra. I dette tilfælde er det 06-10-2011 hvilket er gældende for din KIA Rio som er registreret 11-05-2012. Nederste dato er udskrivelses datoen, som skal fremgå af dokumentet.

COC dokument er et udtræk af en komplet EU hel bils godkendelse som typisk fylder 2-3.000 A4 sider. I denne godkendelse kan man kode bilens variant og versionskoder som fremgår af COC dokumentet. I din bils tilfælde [...]. Jeg har vedhæftet fabrikkens kodning af denne kombination, som viser at bilen er: 5 sædet 1,1 diesel med ISG og Manuel gearkasse monteret med dæk af typen A (185/65R15 LRR) Udvekslingen er 3,833 og bilen har 5 døre. Som det ses indgår ISG i variant og versionskoderne, og skal derfor ikke oplyses under eco-innovation(s) Det samme gør sig gældende for dækkene som er LRR (lav rulle modstand)

Det er korrekt at der findes en variant af Rio der er opgivet til kun at udlede 85 gram C02 pr. km og dermed fabriksopgivet til at køre 31,3 km/l i gennemsnit. Denne variant er bl.a. fremstillet uden sædevarme og aircondition og udvekslingsforholdet er 3,647. Den variant der er opgivet til 31,3km/l blev først sat til salg i Danmark fra efteråret 2012...”

SKATs afgørelse

SKAT har ikke fundet grundlag for at ændre de tekniske oplysninger vedrørende klagerens køretøj, som fremgår af Køretøjsregisteret.

SKAT har til støtte herfor bl.a. fremført følgende:

”...SKAT har yderligere indhentet en udtalelse fra Trafikstyrelsen - der har svaret følgende i sagen:

Jeg har nu kigget sagen igennem igen, denne gang med det yderligere materiale.

Som jeg ser det, er der fra importørens side givet et fyldestgørende svar hvoraf det fremgår, at det pågældende køretøj har et brændstofforbrug svarende til det, som det er registreret til at have. Det fremgår nemlig tydeligt, at det medsendte CoC på den pågældende bil har et brændstofforbrug som svarer til den variant som køretøjet er registreret under, og der beskrives desuden klart og tydeligt hvilke ekstra ting der er gældende for de køretøjer, der har et "bedre" forbrug.

...

SKAT har yderligere i sagen kontrolleret, at der er betalt korrekt registreringsafgift for køretøjet, som det fremstår i Motorregisteret.

Afgørelse:

SKAT finder på baggrund af ovenstående at køretøjet må anses for at være korrekt registreret i henhold til de data, der blev oplyst ved køretøjets 1. registrering, samt opkrævet korrekt grøn udligningsafgift for et køretøj, med et brændstofforbrug på 27,8 kilometer på literen i henhold til bestemmelserne i Lovbekendtgørelse nr. 329 af 18. marts 2013 om afgift efter brændstofforbrug m.v. for visse person- og varebiler (brændstofforbrugsafgiftsloven)... ”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at det pågældende køretøj er registreret med forkerte tekniske oplysninger i Køretøjsregisteret.

Klageren har til støtte herfor bl.a. anført følgende:

”...Begrundelse af Klagen,

samligned med Kias Hjemmeside og COC-Dokumentet er der angivet et forkert Køreklar vægt i Registreringsattestet.

Samligned med Køretøjsdetailer i Motorregisteret er der Fejl i Beregning af Registeringsafgiften.

Klagepunkte,

Forkerte Data i Registreringsattesten-ifg. Kias Europa er Køreklarvægt 1218kg

I Registreringsattesten står 1242kg som gør en forskel på 24 kg-

På Baggrund af dette kraver jeg en Attest som er rettet til de rigtige Data som Fabrikanten anfører.

Den nuværende Attest er mangelfuld pga forkerte Data mht Vægten.

Udtræk af Siden fra Motorregisteret samt Kias Hjemmeside hvor Vægten fremgår er vedlagt.

Forkert Beregning af Registreringsafgiften,

Under Køretøjets Data i Motorregisteret mangler Data som har indflydelse på Beregning af

Registreringsafgiften.Ved nogen Feldter er sat et Spørgsmålstegn ved siden,som ved åbning af

Undermenuen viser Teksten -en evtl. Tal har Indflydelse på Registreringsafgiften.

Så hvis man har udelad vigtige Tal,hvordan kan man så beregne en Afgift?

Er det et fiktiv Beløb?

Når man tager Udgangspunkt i mangelnde Data i Motorregisteret samt de Spørgsmålstegn

Bemærkninger så er Foringelse af Registreringsafgiften som følgende:

6 Airbags

5120 kr.

ABS

3750 kr.

ESP

2500 kr.

Radio

1000 kr.

NCAP 5

2000 kr.

5 Selealarm

a 200 kr.

giver

15370kr

Såmed er det blevet Beregnet 15370kr. for meget i Registreringsafgiften, som jeg så kræver tilbage fra Skat via min Klage...”

s afgørelse

SKAT administrerer Køretøjsregisteret, og det er SKAT, der fastsætter nærmere regler for forvaltningen af Køretøjsregisteret. Dette følger af § 2, stk. 1, og stk. 2, i dagældende bekendtgørelse nr. 20 af den 15. januar 2013 om registrering af køretøjer m.v., herefter dagældende registreringsbekendtgørelse.

Motorkøretøjer skal registreres i Køretøjsregisteret før, køretøjet kan tages i brug på færdselslovens område. Dette står i dagældende registreringsbekendtgørelses § 3, stk. 1.

Når der sker registrering af et fabriksnyt, standardtypegodkendt eller EF-typegodkendt køretøj i Køretøjsregisteret, skal følgende krav være opfyldt, jf. dagældende registreringsbekendtgørelses § 46, stk. 1:

”§ 46. Før registrering af et fabriksnyt, standardtypegodkendt eller anmeldt EF-typegodkendt køretøj, der ikke skal synes, skal der i Køretøjsregisteret være registreret en EF-overensstemmelsesattest eller en typeattest i overensstemmelse med de krav, der stilles i bekendtgørelse om godkendelse og syn af køretøjer.

...”

Såfremt der sker ændringer i de registrerede oplysninger om et køretøj, og disse oplysninger allerede fremgår af registreringsattesten, skal ændringen anmeldes til Køretøjsregisteret, jf. dagældende registreringsbekendtgørelses § 64:

”§ 64. Sker der andre ændringer end nævnt i §§ 61-63 af registrerede oplysninger om et køretøj, og fremgår oplysningen af registreringsattesten, skal ændringen anmeldes til registrering. Dette gælder dog ikke adresseoplysninger.”

Enhver har mulighed for selv at foretage ændringer af oplysninger i Køretøjsregisteret, hvis det drejer sig om omregistrering af et køretøj. Øvrige ændringer i Køretøjsregisteret kan kun foretages af myndigheder efter forudgående tilladelse. Dette følger af dagældende registreringsbekendtgørelses § 106, stk. 1, og § 110.

Da klagerens køretøj første gang blev registreret i Køretøjsregisteret, skete det på baggrund af en typeattest, jf. dagældende registreringsbekendtgørelses § 46, stk. 1. Det pågældende køretøjs tekniske data stammer således fra denne typeattest.

Landsskatteretten finder ikke, at klageren har dokumenteret, at de tekniske data, som fremgår af Køretøjsregisteret, ikke er korrekte. Landsskatteretten har i den forbindelse lagt vægt på, at importøren af det pågældende køretøj har bekræftet, at de tekniske oplysninger i Køretøjsregisteret stemmer overens med klagerens køretøjs model og variant. Ligeledes har Trafikstyrelsen bekræftet, at det pågældende køretøj har et brændstofforbrug svarende til det, som fremgår af Køretøjsregisteret.

Landsskatteretten stadfæster på den baggrund SKATs afgørelse.