Kendelse af 13-03-2019 - indlagt i TaxCons database den 07-04-2019

Sagen drejer sig om, at SKAT har efteropkrævet selskabet antidumpingtold med 68.365,50 kr. for indførsel af et parti container stålwirer med oprindelse i Kina. Kravet mod selskabet er opstået som følge af, at SKAT har ændret varekoden på stålwirerne. SKAT har ændret selskabets tarifering fra position 7312.10.98.90 med tarifmæssig told på 0 % til position 7312.10.83.19 med tarifmæssig told på 0 % men med antidumpingtold på 60,4 %.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Selskabet indførte den 23. maj 2011 et parti container stålwirer med oprindelse i Kina. Selskabet havde tariferet stålwirerne i positionskode 7312.10.98.90 med tarifmæssig told på 0 %. Efter den dagældende toldtarif, Kommissionens forordning (EU) nr. 861/2010 af 5. oktober 2010, bilag 1 omfattede positionen på indførselstidspunktet: Snoet tråd, kabler, tovværk, flettede bånd, stropper og lignende varer af jern og stål (undtagen isoleret tråd til elektrisk brug: Snoet tråd, kabler og tovværk: I andre tilfælde, med største tværmål: Over 3mm: Kabler og tovværk (herunder lukkede tove): I andre tilfælde: I andre tilfælde. Denne positionskode omfatter ikke varer produceret af stål.

Det er af selskabet oplyst, at der er tale om en containerwire af galvaniseret stål med en diameter på 16mm og af typen 6x36+ IWRC. Stålwiren er konstrueret således, at 36 individuelle ståltråde er snoet til en kordel/kabel. Herefter er der snoet 6 kordeller omkring et uafhængigt stålhjerte for at danne wiren. Denne forarbejdes så til en containerwire. Til slut har wiren undergået en manuel videreforarbejdning, hvor den har fået tilføjet en stålrundkovs med et øje, som er presset sammen med en aluminiumslås og, hvor den ene ende af wiren er brændt over og tilspidset i en el-glødemaskine.

Selskabet har anført, at varekoden 7312.10.98.90 blev anvendt efter telefonisk vejledning fra SKATs toldoplysning.

Ved en dokumentbaseret efterkontrol i september 2013 afgjorde SKAT, at et parti stålwirer ikke var tariferet korrekt og SKAT sendte afgørelse om efteropkrævning af told til selskabet. SKAT ændrede den af selskabet anvendte varekode til 7312.10.83.19 med tarifmæssig told på 0 % men med antidumping told på 60,4 %.

Efter den dagældende toldtarif omfattede position 7312.10.83.19 på indførselstidspunktet: Snoet tråd, kabler, tovværk, flettede bånd, stropper og lignende varer, af jern og stål (undtagen isoleret tråd til elektrisk brug): Snoet tråd, kabler og tovværk: I andre tilfælde, med største tværmål: Over 3mm: Kabler og tovværk (herunder lukkede tove): Ikke overtrukket eller kun forzinket, med største tværmål: Over 12mm, men ikke over 24mm: Af stål: I andre tilfælde.

Det er af selskabet oplyst, at man herefter igen rettede henvendelse til SKATs toldoplysning og, efter beskrivelse over telefonen af de omhandlede stålwirer, fik oplyst positionskode 7312.10.61.99. Denne position omfattede på indførselstidspunktet: Snoet tråd, kabler, tovværk, flettede bånd, stropper og lignende varer, af jern og stål (undtagen isoleret tråd til elektrisk brug): Snoet tråd, kabler og tovværk: I andre tilfælde, med største tværmål: Over 3mm: Snoet tråd: Ikke overtrukket: I andre tilfælde.

SKATs afgørelse

SKAT har efteropkrævet antidumping told med 68.365,50 kr. for et vareparti stålwirer med oprindelse i Kina.

Som begrundelse er anført:

”...

SKAT’s vurderinger og begrundelser

Af Toldlovens § 2 fremgår det, at varer der føres ind i det danske toldområde, behandles efter EF’retsakter, herunder Toldkodeksen. I henhold til art. 201 i Toldkodeksen, opstår der toldskyld når en importafgiftspligtig vare ved fortoldning overgår til fri omsætning. Grundlaget for de skyldige afgifter findes i Toldtariffen, jf. art 20 i Toldkodeksen.

For at beregne de skyldige importafgifter skal de indførte varer tariferes. Tarifering af en vare består i at fastslå, hvilken position (10-cifret varekode) i Toldtariffen varen hører under. Varekoden angives på fortoldningen og afgør hvilken toldsats, der skal anvendes.

Tarifering

Reglerne for tarifering fremgår af de Almindelige Tariferingsbestemmelser til Toldtariffen (ABT). Det fremgår af ATB pkt. 1 og 6, at tarifering skal ske på grundlag af teksten til de enkelte positioner, samt af de bestemmelser, der er knyttet til afsnit og kapitler i Toldtariffen.

Antidumpingtold

Antidumpingtold er en ekstra told som pålægges bestemte varer fra særlige lande. Antidumpingtold indføres af EU for at modvirke at lande udenfor EU sænker priserne til et niveau under den naturlige markedspris i den hensigt at udkonkurrere europæiske producenter.

Reference nr. 2011 1 [...]

I denne fortoldning er anvendt varekode 7312109890, som omfatter: Snoet tråd, kabler, tovværk, flettede bånd, stropper og lignende varer, af jern og stål (undtagen isoleret tråd til elektrisk brug, Snoet tråd, kabler og tovværk, I andre tilfælde, med største tværmål, Over 3 mm:, Kabler og tovværk (herunder lukkede tove), I andre tilfælde, I andre tilfælde, Af stål, I andre tilfælde.

Med henvisning til [virksomhed1] A/S’s oplysninger (katalog), fremgår det af varenr., jf. fakturaen, at der er tale om wirestropper, som fremstilles af galvaniseret stålwire. Der er tale dimension/tværmål på 16 mm. Oprindelse er Kina.

På baggrund af oplysningerne omkring wirestropperne, er det SKAT’s opfattelse, at, der ikke er anvendt den korrekte varekode. SKAT finder, at pågældende wirestropper i lighed med [virksomhed1] A/S skal tariferes under pos 7312, som omfatter Snoet tråd, kabler, tovværk, flettede bånd, stropper og lignende varer, af jern og stål (undtagen isoleret tråd til elektrisk brug). Herefter snoet tråd, kabler og tovværk, I andre tilfælde, med største tværmål, Over 3 mm:, Kabler og tovværk (herunder lukkede tove), Ikke overtrukket eller kun forzinket, med største tvær­ mål:, Over 12 mm, men ikke over 24 mm, I andre tilfælde, Af stål:, I andre tilfælde. Herefter ender varekoden i 7312108319.

Pågældende varekode er omfattet af antidumpingtold på 60,4 %. Der vil derfor yderligere skulle opkræves 60,4 % af statistisk værdi 113.188 kr., svarende til 68.365,50.

...

Efteropkrævning

Efteropkrævning foretages af det i henhold til lovgivningen for lidt angivne importafgiftsbeløb, som følger af en toldskyld, jf. art. 220 stk. 1 i Toldkodeksen. Viser det sig således, at der efter fortoldningen af en vare er beregnet for lidt i told og afgifter, skal der foretages en efterfølgende bogføring (efteropkrævning) af afgiftsbeløbet.

SKAT foreslår efteropkrævning af følgende beløb:

Tarifrnæssig told

5.756,60 kr.

Antidumpingtold

68.365,50 kr.

I alt

74.122,10 kr.

Der beregnes importmoms af den for lidt angivne told. Importmoms kan således beregnes til:

25 % af 5.756,60 kr

1.439,10 kr.

25 % af 68.365,50 kr.

17.091,30 kr.

I alt

18.530,40 kr.

SKAT har nedenstående bemærkninger til de af virksomheden indkomne kommentarer:

”...

Der er ikke fremkommet nye oplysninger i sagen. Begrundelser som fremgår af afgørelse samt sagsfremstilling er derfor stadig gældende. SKAT skal alligevel knytte nogle kommentarer til [virksomhed1] A/S´s klage vedrørende varekode, herunder bemærkninger om, at der ikke kun er tale om et produkt som består af stålwire, men et videreforarbejdet produkt som har været igennem en manuel arbejdsproces for at blive til det endelige produkt. Virksomheden henviser her til vedlagte tegning/billede.

SKAT skal herefter henvise til reference nr. 2011 1 [...]. Af tilhørende faktura fremgår nogle vare numre. Alle disse vare numre kan findes i [virksomhed1] A/S´s varekatalog, jf. vedlagte side 21. Det fremgår her, at der er tale om wirestropper, galvaniseret stålwire med en tykkelse på 16mm. Da der er tale om wirestropper, som er galvaniseret, er det tale om wire som ikke er overtrukket eller kun forzinket, med største tværmål: (jf. toldtariffen). Derfor er SKAT ikke enig i, at varekode 7312109890 skal anvendes. Ligesom varekoden 7312109890 ikke omfatter varer af stål, idet der skal henvises til, at der tale om en stålwire. [virksomhed1] A/S´s anden henvisning til varekode 7312106199 omfatter snoet tråd. Det er SKAT´s opfattelse, at der er tale om kabler og tovværk, hvorfor denne varekode ikke kan anvendes.

Toldvejledningens oplysninger om varekode er alene vejledende, og såfremt der skal støttes ret på en varekode, vil der kunne søges bindende tariferingsoplysning.

Endelig skriver [virksomhed1] A/S, at der ikke kun er tale om et produkt som består af stålwire, men et videre forarbejdet produkt, som har været igennem en manuel arbejdsproces for at blive til det endelige produkt, og der henvises til vedlagte tegning/billede af produktet. SKAT skal hertil henvise til forklarende bemærkninger til Toldtariffen. Heraf fremgår det under position 7312, som omfatter snoet tråd, kabler, tovværk, flettede bånd, stropper og lignende varer, af jern og stål (undtagen isoleret tråd til elektrisk brug), at positionen omfatter nævnte tovværk, kabler, bånd m.v., uanset om de er afskåret i afpassende længder eller forsynet med kroge, karabinhager, svingbøjler, ringe, kabelsko, kovser, fjederklemmer, døller m.v.(forudsat at de ikke herved antager karakter af varer henhørende under andre positioner) eller er fremstillet som enkelte eller flerdobbelte stropper, løkker m.v. SKAT finder derfor, at forarbejdningen ikke ændrer på, at wirestropperne skal tariferes under pos. 7312.”

Selskabets opfattelse

Det er af selskabet anført, at de omhandlede container stålwirer ikke skal tariferes i den af SKAT anførte position 7312.10.83.19. Det er selskabets anbringende, at stålwirerne skal tariferes i position 7312.10.98.90 eller i position 7312.10.61.99.

Som begrundelse er anført:

” Vi har anvendt varekode 7312109890, som omfatter: Snoet tråd, kabler, tovværk, flettede bånd, stropper og lignende varer, af jern (Undtagen isoleret tråd til elektrisk brug, Snoet tråd, kabler og tovværk, I andre tilfælde med største tværmål, Over 3 mm; Kabler og tovværk (herunder lukkede tove), I andre tilfælde, I andre tilfælde Af stål, I andre tilfælde. Denne kode har en toldsats på 0 % fra Kina.

Varekoden er benyttet efter vejledning fra toldoplysningen, som efter en forklaring af produktet, over telefonen, har oplyst os denne kode.

Skat har efter en gennemgang af udvalgte fortoldninger truffet afgørelse om at vi skal benytte en anden varekode til dette produkt, nemlig: 7312108319 som omfatter: Snoet tråd, kabler, tovværk, flettede bånd, stropper og lignende varer, af jern og stål (undtaget isoleret tråd til elektrisk brug). Herefter snoet tråd, kabler og tovværk, I andre tilfælde, med største tværmål, Over 3 mm:, Kabler og tovværk (herunder lukkede tove), Ikke overtrukket eller kun forzinket, med største tværmål:, Over 12mm, men ikke over 24 mm, I andre tilfælde, Af stål:, I andre tilfælde. Der er ikke på noget tidspunkt udleveret oplysninger omkring produktet i form af f.eks. billeder eller vareprøver. Beslutningen er truffet udelukkende på baggrund af varetekst på fakturaen.

Efterfølgende har vi igen kontaktet toldoplysningen og indgående beskrevet produktet og har fået oplyst følgende varekode: 7312106199, som omfatter: Varer af jern og stål, Tråd, trådvæv; kæder; ankre og dræg, Snoet tråd, kabler, tovværk, flettede bånd, stropper og lignende varer, af jern og stål (undtaget isoleret tråd til elektrisk brug); Snoet tråd, kabler og tovværk, I andre tilfælde, med største tværmål, Over 2mm; snoet tråd, Ikke overtrukket, I andre tilfælde, I andre tilfælde. Denne varekode har en toldsats på 0 % fra Kina.

Der er ikke kun tale om et produkt som består af stålwire, men et videreforarbejdet produkt som har været igennem en manuel arbejdsproces for at blive til det endelige produkt. Se vedlagte tegning af produktet, som viser hvilke ting der er tilføjet stålwiren for at blive til det endelige produkt.

I lyset af at vi 2 gange har fået oplyst en kode af toldoplysningen, som ikke er pålagt antidumping told er vi ikke enige i den afgørelse Skat har truffet og vil gerne have den afprøvet. Vi har også efterfølgende forhørt os hos vores kolleger/konkurrenter i branchen og ingen andre er pålagt antidumping told på dette produkt, som alle importerer fra Kina. Bliver vi som de eneste i Branchen pålagt antidumping told vil vi ikke længere kunne konkurrere på lige vilkår. ”

Landsskatterettens afgørelse

Reglerne om tarifering af varer fremgår af Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, med senere ændringer.

For 2011 var Kommissionens gennemførelsesforordning (EØF) nr. 861/2010 af 5. oktober 2010, med senere ændringer, gældende. Bilag 1 til denne forordning indeholdt Den Kombinerede Nomenklatur.

Ved tarifering tjener overskrifter til afsnit, kapitler og underkapitler i Den Kombinerede Nomenklatur alene til orientering. Tariferingen skal ske med hjemmel i positionsteksterne og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser.

Tariferingen af varer i underpositionerne inden for en position skal ske med hjemmel i underpositionsteksterne og de dertil hørende bestemmelser. Kun underpositioner på samme niveau er sammenlignelige. Relevante afsnits- og kapitelbestemmelser finder anvendelse, med mindre andet følger af sammenhængen. Det fremgår af almindelig tariferingsbestemmelse 1 og 6 i Den Kombinerede Nomenklatur.

Af EU-Domstolens faste praksis følger det, at det afgørende kriterium for tariferingen af varer normalt bør være disses objektive karakteristika og egenskaber som beskrevet i den enkelte position i Den Kombinerede Nomenklatur og bestemmelserne til nomenklaturens afsnit og kapitler.

Af kapitel 73 i Toldtariffen fremgår det, at varer af jern og stål tariferes hér. Position 73.12 har følgende ordlyd:

”Snoet tråd, kabler, tovværk, flettede bånd, stropper og lignende varer, af jern og stål (undtagen isoleret tråd til elektrisk brug ”

Af de forklarende bemærkninger til den fælles toldtarif, position 73.12, fremgår følgende:

”Denne position omfatter snoet tråd, fremstillet ved fast sammensnoning af to eller flere enkelttråde, samt kabler og tovværk i alle dimensioner, der er fremstillet ved tvinding af sådan snoet tråd. Snoet tråd, tovværk og kabler kan have en kerne af tekstil (hamp, jute m.v.) eller være overtrukket med tekstil, plast m.v., forudsat at de i det væsentlige bevarer karakteren af jern- eller stålvarer.

Tovværk og kabler har almindeligvis et cirkelrundt tværsnit, men positionen omfatter også bånd, almindeligvis med rektangulært eller kvadratisk tværsnit, fremkommet ved fletning af snoede tråde.

Positionen omfatter nævnte tovværk, kabler, bånd m.v., uanset om de er afskåret i afpassede længder eller forsynet med kroge, karabinhager, svingbøjler, ringe, kabelsko, kovser, fjederklemmer, døller m.v. (forudsat at de ikke herved antager karakter af varer henhørende under andre positioner) eller er fremstillet som enkelte eller flerdobbelte stropper, løkker m.v.

Disse varer anvendes til løftning (i kraner, spil, taljer, elevatorer m.v.) i miner, stenbrud, på skibe m.v.; til bugsering eller slæbning; som trosser, som drivremme; som rigning og barduner til master, tårne m.v.; til indhegning; til savning af sten (sædvanligvis treslået snoet tråd af specialstål) m.v.”

Af bemærkningerne til KN-underpositioner 7312.10.61 – 7312.10.69: Snoet tråd, fremgår det at:

”Snoet tråd består af enkelttråde med et cirkelrundt tværsnit, der er snoet i spiraler omkring en kerne i et eller flere lag. Alt efter deres tværsnit kan de opdeles i runde, flade og trekantede snoede tråde. ”

Af bemærkningerne til KN-underpositioner 7312.10.81 – 7312.10.98: Kabler og tovværk (herunder lukkede tove), fremgår det at:

”Tove består som regel af flere snoede tråde, som i et eller flere lag er tvundet i spiral om en kerne.

Lukkede tove har et eller flere ydre lag, som helt eller delvis er fremstillet af ikke-runde tråde, hvorved der fremkommer en overflade, som forhindrer, at vand eller fremmedlegemer træner ind. Tværsnittet er altid rundt. ”

Med hensyn til de forklarende bemærkninger til den fælles toldtarif skal det bemærkes, at selvom de ikke er bindende, er det EU-domstolens opfattelse, at disse indeholder vigtige bidrag til fortolkningen af de forskellige toldpositioner, jf. Domstolens dom C-288/15, Medical Imaging Systems, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis.

Der er enighed mellem SKAT og selskabet om, at den omhandlede vare er en containerwire af galvaniseret stål med en diameter på 16 mm. og, at denne skal tariferes i position 7312 i toldtariffen.

Allerede fordi varen er produceret af stål er tarifering efter positionskode 7312.10.98.90 ikke korrekt, eftersom denne positionskode omfatter varer af andre materialer end stål.

Landsskatteretten finder heller ikke, at varen skal henføres under position 7312.10.61.99 som snoet tråd. Der er her lagt vægt på, at varen må anses for at udgøre tove og ikke snoede tråde, eftersom varen består af flere stål tråde, der er snoet sammen i kabler, som herefter igen er snoet i spiral om en kerne. For at udgøre snoet tråd skal varen bestå af enkelttråde der er snoet omkring en kerne i et eller flere lag. Denne vurdering er baseret på varens objektive karakteristika og egenskab, jf. EU-domstolens dom C-336/11 (Rohm og Haas), præmis 31.

Landsskatteretten finder videre, at oplysningerne om, at varerne har undergået en manuel videreforarbejdning, hvor wiren har fået tilføjet en stålrundkovs med et øje, som er presset sammen med en aluminiumslås og, hvor den ene ende af wiren er brændt over og tilspidset i en el-glødemaskine, ikke kan føre til andet resultat, jf. de forklarende bemærkninger til den fælles toldtarif, position 73.12.

Landsskatteretten finder herefter, at den pågældende containerwire ikke skal henføres under position 7312.10.98.90, som snoet tråd, kabler og tovværk, i andre tilfælde end stål, eller i position 7312.10.61.99 som snoet tråd, men at den derimod, ud fra stålwirens objektive karakteristika og egenskaber, skal henføres under position 7312.10.83.19, som kabler og tovværk (herunder lukkede tove): Ikke overtrukket eller kun forzinket, med største tværmål: Over 12mm, men ikke over 24mm: Af stål: I andre tilfælde, jf. de Almindelige Tariferingsbestemmelser 1 og 6.

At selskabet har modtaget telefonisk vejledning fra SKATs toldoplysning, som har ført til tarifering af containerwiren i andre positioner, kan ikke føre til andet resultat.

Den pågældende positionskode var i 2011 omfattet af Rådets forordning (EF) Nr. 1858/2005 af 8. november 2005 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af tovværk og kabler af stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina, Indien, Sydafrika og Ukraine efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 384/96. Det er herefter med rette, at SKAT har opkrævet 60,4 % i antidumpingtold.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.