Kendelse af 22-12-2015 - indlagt i TaxCons database den 12-02-2016

Sagen drejer sig om opkrævning af øl- og vinafgift og mineralvandsafgift på i alt 1.259 kr., da SKAT har fundet, at indførslen af afgiftspligtige varer ikke er til eget brug.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Faktiske oplysninger

I forbindelse med en indrejsekontrol i [by1] den 16. oktober 2013 blev en varevogn, ført af klageren, udtaget til kontrol.

SKAT har i den forbindelse konstateret, at der i varevognen forefandtes følgende mængder øl og sodavand:

SKAT har den 5. november 2013 truffet afgørelse om beslaglæggelse af de indførte mængde øl og sodavand med henblik på lovliggørelse efter miljølovgivningen med den begrundelse, at klageren har været i besiddelse af pantpligtige emballager, der ikke overholder kravene til pantmærkning og til kravene til tilmelding til Dansk Retursystem i henhold til henholdsvis pantbekendtgørelsens § 19 og bilag 2 og §§ 9 og 10 om tilmelding.

SKATs afgørelse

Der er opkrævet øl- og vinafgift og mineralvandafgift med i alt 1.259 kr.

Der er som begrundelse herfor anført følgende:

”Ved opkrævning af afgifter for punktafgiftspligtige varer, som privatpersoner indfører til Danmark fra en anden EU-medlemsstat, er danske myndigheder underlagt retningslinjerne i EU. Rådet for Den Europæiske Union har vedtaget et direktiv af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF.

Det fremgår af direktivet, at når punktafgiftspligtige varer anskaffes af privatpersoner til eget brug, og de selv transporterer dem til en anden medlemsstat, bør punktafgiften betales i den medlemsstat, hvor varerne er anskaffet, ifølge princippet for det indre marked.

I direktivets kapitel V, Punktafgiftspligtige varers bevægelse efter overgang til forbrug og beskatning heraf, fremgår det i afdeling I, Anskaffelser foretaget af privatpersoner, i artikel 32

(...)

Danmark har i den forbindelse valgt at henholde sig til mængderne fastsat af EU, og derfor kan indførsler af punktafgiftspligtige varer, som overstiger de nævnte mængder ikke umiddelbart anses for at være indført til eget brug.

Det fremgår af lovgivningen, at privatpersoner ved indrejse fra et andet EU-land frit kan medføre varer, når varerne dér er pålagt nationale afgifter og på betingelse af, at varerne er medført til Danmark til eget brug. Der er dog fastsat en vejledende mængde for, hvad der kan anses for eget brug. De vejledende mængder for drikkevarer er fastsat til 110 liter øl, 90 liter vin og 10 liter spiritus.

Mineralvand er ikke omfattet af førnævnte direktiv, og der er derfor ikke fastsat en vejledende mængde. Af praktiske årsager anvendes den vejledende mængde for øl som udgangspunkt vurderingen af mængden af mineralvand.

Endelig afgørelse

På baggrund af retningslinjerne i direktivet fra EU er det SKATs opfattelse, at der ikke kan være tale om indførsel af punktafgiftspligtige varer til eget brug, og har derfor beregnet afgifterne i overensstemmelse hermed.

SKAT fastholder derved opgørelsen af afgifterne på 1259 kr.

SKAT har opgjort afgiftsbeløbet således:

Klagerens opfattelse

Der er nedlagt principal påstand om, at SKATs afgørelse skal anses for ugyldig og dermed en nullitet.

Der er nedlagt subsidiær påstand om, at SKATs opkrævning af spiritus-, øl- og vin- og mineralvandsafgift på i alt 1.259 kr. skal nedsættes til 0 kr.

Der er i tilfælde af, at klageren måtte få medhold i den principale eller subsidiære påstand, nedlagt sideordnede påstande om, at SKAT skal erstatte klagerens tab i forbindelse med beslaglæggelsen af de pågældende varer, og subsidiært, at SKAT skal erstatte et tab hos klageren, der udgør summen af de betalte afgifter og værdien af de beslaglagte varer. Derudover er der nedlagt en mere subsidiær påstand om, at SKAT skal betale et beløb til dækning af klagerens betaling af de opkrævede afgifter og til destruktionen af de pågældende varer.

Der er til støtte herfor anført følgende:

”(...)

Dansk Retursystem fremsendte den 21. november 2013 en faktura på betaling af omkostningerne i forbindelse med beslaglæggelsen af de pågældende varer til [person1]. Opkrævningen skete, inden SKAT havde truffet endelig afgørelse i sagen. Hjemmelsgrundlaget for at foretage beslaglæggelse og opkrævning af beslaglæggelsesomkostningerne i henhold til pantbekendtgørelsens § 10 og 19 og miljøbeskyttelseslovens § 111a forudsætter, at ([person1]) kan karakteriseres som “udbyder, producent eller importør”. Opkrævningen af beslaglæggelsesomkostningerne forudsætter således, at der fra SKAT’s side er truffet afgørelse om, hvorvidt ([person1]) indførte de pågældende varer til eget brug. På tidspunktet for opkrævning af beslaglæggelsesomkostningerne forelå der endnu ikke en endelig afgørelse fra SKAT om dette spørgsmål, hvilket må karakteriseres som en alvorlig sagsbehandlingsfejl, der medfører afgørelsens ugyldighed.

SKAT har i strid med Direktivet sat “skøn under regel” ved at anvende de vejledende satser i Direktivet som en fast grænse for, hvornår der er tale om indførelse af varer til eget brug. At dette er tilfældet i denne sag, understøttes af, at beslaglæggelsesomkostningerne blev opkrævet, inden der var truffet afgørelse i sagen, og det ses endvidere af SKATs begrundelse afgørelsen for at fastholde afgifterne:

“Overstiger man de mængder som toldreglerne beskriver, væsentligt, bliver indførslen karakteriseret som værende ikke privat.

--------

På baggrund af retningslinjerne i direktivet fra EU er detSKATs opfattelse, at der ikke kan være tale om indførsel af punktafgiftspligtige varer til eget brug, og har derfor beregnet afgifterne i overensstemmelse hermed.”

SKAT’s afgørelse af 28. november 2013 er alene baseret på mængden af de indførte varer, og SKAT forholder sig ikke til de øvrige pligtmæssige elementer i skønnet, herunder ([person1]) erhvervsmæssige status og hans begrundelse for at være besiddelse af varerne. SKAT har ved afgørelsen af ([person1]) sag ikke foretaget det fornødne skøn, således som dette forudsættes i Direktivet, hvilket medfører, at SKAT’s afgørelse af 28. november 2013 er ugyldig.

(...)

([person1]) har anskaffet de pågældende varer til eget brug i Tyskland, og han har selv transporteret varerne til Danmark. Som følge heraf skal der kun betales punktafgift i Tyskland, og opkrævningen af punktafgifter i Danmark er derfor uberettiget, jf. Direktivets art. 32 (1).

([person1]) gik ud af skolen efter 7. klasse og arbejdede i mange år som taxachauffør og lastbilchauffør. Fra 2004 til april 2013 var ([person1]) ansat som lagermedarbejder i et flexjob hos [virksomhed1]. ([person1]) driver ikke detailhandelsvirksomhed eller anden form for selvstændig virksomhed. ([person1]) har således ikke købt de pågældende varer med henblik på videresalg men udelukkende til eget forbrug. Til dokumentation for ([person1]) skattepligtige indtægter og erhvervsmæssige status vedlægges kopi af lønsedler og udbetalingsmeddelelser for 2013 som bilag 7.

I overensstemmelse hermed forklarede ([person1]) i forbindelse med beslaglæggelsen, at de pågældende varer var anskaffet til eget forbrug.

Hovedreglen i Direktivets art. 32(1) er, at punktafgiften for punktafgiftspligtige varer, som en privat person anskaffer til eget brug og selv transporterer fra en medlemsstat til en anden, kun forfalder i den medlemsstat, hvor de punktafgiftspligtige varer anskaffes. Denne hensigt kommer desuden til udtryk i Direktivets præambel pkt. 27, hvoraf følgende fremgår: “Når afgiftspligtige varer anskaffes af privatpersoner til eget brug, og de selv transporter dem til en anden medlemsstat, bør punktafgiften betales i det land, hvor varerne er anskaffet, ifølge princippet for det indre marked.”

For at kunne fastslå, om de i stk. 1 omhandlede punktafgiftspligtige varer er bestemt til en privatpersons eget brug, skal medlemsstaterne mindst tage hensyn til de forhold, som er oplistet i Direktivets art. 32(2)(a) - 32 (2)(e). Med henblik på anvendelse af art. 32(2)(e) om mængden af de punktafgiftspligtige varer kan medlemsstaterne i henhold til Direktivets art. 32(3) opstille vejledende mængder, men kun for at godtgøre ovennævnte forhold.

Ud fra en almindelig sproglig fortolkning af Direktivets art. 32(3) indebærer bestemmelsen, at der vil være en formodning for, at varer ikke anses for anskaffet til eget brug, hvis mængden overstiger de i Direktivet opstillede vejledende minimumsmængder. I henhold til princippet om det indre marked bør det være muligt for borgeren konkret at afkræfte denne formodning.

([person1]) har i e-mail af 17. november 2013 beskrevet husstandens forbrug af øl og mineralvand, hvortil der henvises. ([person1]) har oplyst, at han bl.a. købte ind til 2 julefrokoster, hvor der deltog ca. 30 personer i alt. Til disse julefrokoster havde han beregnet 15 rammer øl og 5 rammer sodavand, hvilket ved en julefrokost på i alt 30 personer svarer til 12 øl og 4 sodavand pr. person.

([person1]) har derudover anført, at han købte øl og sodavand til ca. 4 måneders forbrug. ([person1]) har oplyst, at hans hustand i gennemsnit drikker 16 sodavand og 4,8 øl om dagen. Da ([person1]) er gift, betyder det, at [person1] og hans hustru hver især i gennemsnit drikker 2,4 øl om dagen, hvilket ikke kan anses for overvældende. Dette skal ses i sammenhæng med, at der ikke bliver drukket vin i hustanden.

Direktivet må fortolkes således, at der for privatpersoner ingen grænser er for indførelse af punktafgiftspligtige varer, hvis varerne indføres af den pågældende selv til eget brug. ([person1]) købte stort ind med henblik på at dække hustandens forbrug af øl og sodavand i julen og i en periode på ca. 4 måneder derefter, hvilket henhold til Direktivets ordlyd er
muligt uden at skulle betale punktafgift til Danmark.

([person1]) har ved sin erhvervsmæssige status og ved beskrivelsen af sit private forbrug af øl og sodavand sandsynliggjort, at han anskaffede de pågældende varer til privat forbrug. ([person1]) har ikke haft andre skattepligtige indtægter i 2013, end hvad der fremgår af de fremlagte lønsedler og udbetalingsmeddelelser (bilag 9). Da Direktivets art. 32(3) kun indeholder en bevisformodningsregel, bør der som følge heraf kræves mere håndfaste beviser fra SKAT’s side for, at ([person1]) købte de pågældende varer med henblik på videresalg. Dette gælder navnlig henset til, at antagelsen om, at ([person1]) har indført varerne i erhvervsmæssigt øjemed, implicit indeholder en beskyldning om, at ([person1]) har haft skattepligtige indtægter, der ikke er opgivet til SKAT.

(...).”

Landsskatterettens afgørelse

Indførsel af punktafgiftspligtige varer:

Det fremgår af toldlovens § 11, stk. 1, at told- og skatteforvaltningen opkræver punktafgifter af punktafgiftspligtige varer, som rejsende medfører ved indrejse i det danske toldområde fra et andet sted i EU’s toldområde, ud over hvad der kan anses for at være indført til eget brug. Told- og skatteforvaltningen fører den fornødne kontrol hermed. Efter bestemmelsens stk. 4, kan told- og skatteforvaltningen kan fastsætte retningslinjer til brug for vurderingen af, om de i stk. 1 og 2 anførte varer kan anses for at være til eget brug.

Det fremgår af artikel 32 i Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF (cirkulationsdirektivet), at:

”1. Punktafgiften for punktafgiftspligtige varer, som en privatperson anskaffer til eget brug og selv transporterer fra en medlemsstat til en anden, forfalder kun i den medlemsstat, hvor de punktafgiftspligtige varer anskaffes.

2. For at kunne fastslå, om de i stk. 1 omhandlede punktafgiftspligtige varer er bestemt til en privatpersons eget brug, skal medlemsstaterne mindst tage hensyn til følgende:

3. Med henblik på anvendelsen af stk. 2, litra e), kan medlemsstaterne opstille vejledende mængder, men kun for at godtgøre ovennævnte forhold. Disse vejledende mængder må ikke være mindre end:

4. Medlemsstaterne kan ligeledes fastsætte, at punktafgiften forfalder i forbrugsmedlemsstaten ved køb af mineralolier, der allerede er overgået til forbrug i en anden medlemsstat, hvis disse varer transporteres af en privatperson eller på dennes vegne ved anvendelse af atypiske transportformer.

I dette stykke betragtes som ”atypisk transportform” andre måder at transportere brændstof på end i køretøjernes brændstoftanke eller i en egnet reservedunk samt andre måder at transportere flydende brændsel på end erhvervsmæssigt i tankbiler.”

Det fremgår af SKATs Juridiske Vejledning på tidspunktet for indførslen af de pågældende varer, afsnit E.A.1.4.3., at:

”Ved indrejse fra andre EU-lande kan punktafgiftspligtige varer medbringes afgiftsfrit, men på betingelse af

(...)

Ved SKATs bedømmelse af, om punktafgiftspligtige varer er til eget brug og dermed er fritaget for afgift eller har erhvervsmæssig karakter og dermed er afgiftspligtig, vil der indgå en række forhold bl.a.

Varer, der medbringes for andre eller med henblik på videresalg e.l., anses for at have erhvervsmæssig karakter og bliver dermed afgiftspligtige.

(...)

Mængden af medbragte varer vil kunne have et sådant omfang, at det må anses for tvivlsomt, at varerne er til eget brug, f.eks. hvor mængden ligger væsentlig over, hvad der med rimelighed kan bruges i en almindelig husholdning. I sådanne tilfælde må den rejsende kunne redegøre nærmere om formålet med varekøbet (...)

For alkoholholdige drikkevarer og tobaksvarer er der til brug for vurderingen af, om varerne er til eget brug eller af erhvervsmæssig karakter, fastsat nogle vejledende mængder, jf. art. 32, stk. 3, i Rådets direktiv 2008/118/EF (cirkulationsdirektivet).

De vejledende mængder er for

(...)

Transportformen kan eventuelt også medføre, at indførslen ikke kan anses for ”egen medbringelse”, f.eks. hvor den rejsende og varen ikke transporteres med samme køretøj, eller hvor transporten er atypisk for rejsende, eksempelvis ved benyttelse af lastbiler.

(...)

Ved køb af andre punktafgiftspligtige varer, f.eks. chokolade, sodavand eller energikoks, skal der betales afgift, hvis varens værdi uden punktafgift er over 80 kr.”

Det fremgår af SKM 2013.52.VLR., at retten kunne lægge til grund, at en del af de medbragte øl var til privat brug, og på baggrund af bevisførelsen blev denne mængde skønsmæssigt fastsat til 110 liter.

Øl- og vinafgift

Det fremgår af øl- og vinafgiftslovens § 1, stk. 1, og § 3, stk. 1, at der skal betales afgift af øl og vin her i landet efter de i loven nærmere opregnede satser.

Det fremgår af øl- og vinafgiftslovens § 4, at der skal betales afgift her i landet ved overgang til forbrug, det vil sige, når varerne forlader en ordning under suspension af afgiften, eller ved modtagelsen, når varer fra andre EU-lande erhverves af virksomheder og personer, der ikke er berettiget til at oplægge varerne uden afgiftsberigtigelse, jf. øl- og vinafgiftslovens §§ 5 og 6.

Efter øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 2 ydes afgiftsfritagelse bl.a. af varer, som privatpersoner selv medfører til eget brug fra et andet EU-land, i hvilket de er erhvervet i beskattet stand. Det fremgår af EU-Rådets direktiv 08/118, at medlemsstaterne kan opstille vejledende mængder for indførelsen af varer beregnet til eget brug, der for så vidt angår øl ikke må være mindre end 110 liter, jf. artikel 32, stk. 3.

Mineralvandsafgift:

Det fremgår af § 1, stk. 1, nr. 1 i den dagældende lov om afgift af mineralvand (mineralvandafgiftsloven), at der skal svares afgift af mineralvand, og afgiften skal svares i forbindelse med varemodtagelsen her i landet, jf. lovens § 10 a, stk. 1.

Hvad angår den nedlagte påstand om ugyldighed, finder Landsskatteretten i forhold til anbringendet om, at afgørelsen om beslaglæggelse med henblik på lovliggørelse efter de relevante miljøbestemmelser er truffet forud for en afgørelse om, hvorvidt det pågældende mængder var til ”eget brug”, at dette ikke medfører, at SKATs afgørelse om opkrævning af afgifter af de indførte mængder øl og sodavand derved bliver ugyldig. Landsskatteretten har her lagt vægt på, at en afgørelse om pant og emballage ikke er en forudsætning for en afgørelse om opkrævning af de pågældende afgifter.

I forhold til anbringendet omkring SKATs manglende udøvelse af et skøn over, hvorvidt de indførte mængder øl og sodavand er til klagerens eget brug, finder Landsskatteretten, at det af SKAT udøvede skøn eller mangel herpå indgår i Landsskatterettens prøvelse af, hvorvidt det er berettiget, at SKAT har truffet afgørelse om opkrævning af afgifter af de indførte mængder øl og sodavand. Det er derfor ufornødent særskilt at tage stilling til denne påstand.

Derfor kan påstanden om ugyldighed ikke tages til følge.

Hvad angår påstanden om nedsættelse SKATs opkrævning af øl- og vinafgift og mineralvandsafgift 1.259 kr., lægges det til grund, at der er tale om indførsel af henholdsvis 912 dåser øl a 33 cl. (304 liter) og 2.040 dåser sodavand a 33 cl (680 liter).

Landsskatteretten finder, at det indførte kvantum på 304 liter øl og 680 liter sodavand ikke kan antages at være bestemt til klagerens eget brug, idet mængden ligger væsentligt over, hvad der med rimelighed kan forventes anvendt i en normal husholdning, jf. cirkulationsdirektivets artikel 32, 3. pkt., hvor den vejledende mængde for øl er sat til 110 liter og SKATs administrative praksis med en vejledende mængde sodavand på 110 liter.

Da den vejledende mængde er væsentligt overskredet, har klageren bevisbyrden for, at varerne er indført til eget brug. Klageren har hertil forklaret, at den indførte mængde er indført med henblik på jul og nytår, herunder 2 store familiejulefrokoster med hver 30 gæster, hvor klageren har beregnet 15 rammer øl og 5 rammer sodavand. Den resterende mængde dækker efter klagerens forklaring husstandens daglige forbrug i 4 måneder, svarende til henholdsvis 16 sodavand og 4,8 øl pr. dag.

Landsskatteretten finder, at denne forklaring har generel karakter og ikke nærmere dokumenteret, særligt set i lyset af de indførte mængder på henholdsvis 304 liter øl og 680 liter sodavand, der overskrider de vejledende mængder henholdsvis ca. 3 og 6 gange.

Den indførte mængde øl og sodavand er dermed afgiftspligtig efter henholdsvis øl- og vinafgiftslovens §§ 1, stk. 1, og 3, stk. 1 og mineralvandsafgiftslovens § 10a, stk. 1.

SKATs afgørelse om opkrævning af 1.259 kr. stadfæstes derfor.