Kendelse af 11-06-2014 - indlagt i TaxCons database den 11-07-2014

Landsskatterettens afgørelse

Kørselstilladelse

SKAT har ikke imødekommet din anmodning om

tilladelse til kørsel i Danmark med polsk indregistreret

bil.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Faktiske oplysninger

Du er polsk statsborger og har bevaret din bopæl i Polen. I Polen bor efter dine oplysninger din ægtefælle og dine børn.

Du er tilmeldt Det Centrale Personregister i Danmark fra den 8. august 2013, således har du oplyst, at du indrejste til Danmark den 8. august 2013.

[virksomhed1] A/S har udateret oplyst, at du i 2013 har arbejdet 2 måneder i Danmark og har været 1 måned i Polen.

I henhold til ansættelseskontrakt med [virksomhed1] A/S er du tidsbegrænset ansat hos dette selskab i perioden fra den 1. januar 2014 til den 31. december 2014. Det fremgår af ansættelseskontrakten, at din ugentlige arbejdstid er 37 timer eksklusivt pauser, og at den daglige arbejdstid er placeret mandag til fredag.

Du ansøgte den 16. december 2013 SKAT om tilladelse til at anvende din polsk indregistrerede Volkswagen Passat med registreringsnummer [reg.nr.1] her i landet.

Du har oplyst til SKAT, at du under dit ophold i Danmark har C/o-adresse hos din danske arbejdsgiver. Du har ikke over for SKAT oplyst, hvornår du vil udrejse af Danmark, men du har oplyst, at du vil opholde dig ca. 31 uger i form af weekender, ferier og fridage i Danmark, mens du vil opholde dig ca. 21 uger i form af weekender, ferier og fridage i udlandet. Du har tillige oplyst til SKAT, at du arbejder 4 x 2 måneder i Danmark og er 4 x 1 måned i Polen.

SKATs afgørelse

Din ansøgning om tilladelse til kørsel i Danmark med den omhandlede bil er ikke imødekommet.

Der er herved lagt vægt på, at du vil opholde dig i Danmark i mindst 185 dage inden for et kalenderår på grund af privat og erhvervsmæssig tilknytning.

SKATs udtalelse

Afgørelsen er indstillet fastholdt, idet der ikke er fremkommet nye oplysninger i sagen.

Du er ikke vendt regelmæssigt tilbage til dit hjemland, hvilket vejledende er mindst to gange om måneden, jf. registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 2 (bekendtgørelse nr. 20 af 15. januar 2014).

Din opfattelse

Der er nedlagt påstand om, at din ansøgning om kørsel i Danmark med den omhandlede bil skal imødekommes.

Du har permanent ophold i Polen, og du har din familie i Polen. Du begyndte dit arbejde i Danmark den 15. februar 2014, og du vil rejse hjem til Polen inden jul 2014.

Bl.a. derfor bliver det ikke til 185 dage i Danmark, ligesom du kan blive fyret fra dit arbejde til enhver tid.

Landsskatterettens afgørelse

En bil skal registreres i Køretøjsregisteret og forsynes med nummerplader, inden bilen tages i brug på færdselslovens område, jf. registreringslovens § 2, stk. 1, nr. 1, jf. dog stk. 3 – 5, og § 7, stk. 5 (lovbekendtgørelse nr. 16 af 9. januar 2013).

Skatteministeren kan fastsætte regler om benyttelse her i landet af biler, der er registreret i et andet land, på Færøerne eller Grønland, jf. registreringslovens § 5.

En bil registreres kun i Køretøjsregisteret, hvis bilen har en ejer med bopæl eller hjemsted her i landet, registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 1, jf. dog stk. 2 og 3, (bekendtgørelse nr. 20 af 15. januar 2013).

En person, der er registreret i Det Centrale Personregister med bopæl her i landet, anses for at have bopæl her i landet, jf. registreringsbekendtgørelsens § 8, stk. 1. En person, der ikke er registreret i Det Centrale Personregister med bopæl her i landet, anses at have bopæl her i landet, hvis den pågældende opholder sig her i landet i 185 dage eller mere, eller hvis den pågældende opholder sig her i landet i afbrudte perioder på tilsammen 185 dage eller mere inden for en periode på 12 måneder, jf. registreringsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.

Du har bopæl i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 8, stk. 1, og det er tillige oplyst, at du har bopæl i Polen, hvor din ægtefælle og dine børn bor.

I et tilfælde, hvor en ejer eller bruger af et køretøj samtidig har bopæl i flere stater m.v., anses den pågældende i henhold til § 7 for at have bopæl i den stat m.v., hvor den pågældende er hjemmehørende, jf. registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 1. En person anses for hjemmehørende det sted, hvor den pågældende sædvanligvis opholder sig, hvilket vil sige mindst 185 dage inden for et kalenderår på grund af en privat og erhvervsmæssig tilknytning, jf. registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 2.

En person, der ikke har privat og erhvervsmæssig tilknytning til samme sted, og som derfor er nødt til skiftevis at tage ophold på forskellige steder i to eller flere EU/EØS-stater, anses for hjemmehørende på stedet for den private tilknytning, hvis den pågældende regelmæssig vender tilbage dertil, hvilket vejledende er mindst to gange om måneden, jf. registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, 1. pkt., jf. artikel 7 i Rådets direktiv 83/182/EØF af 28. marts 1983.

Ud fra dine oplysninger til SKAT i din ansøgning af 16. december 2013 samt oplysningerne om ugentlig arbejdstid i din tidsbegrænsede ansættelseskontrakt vedrørende hele kalenderåret 2014 anses du for at opholde dig her i landet mindst 185 dage inden for et kalenderår.

Du har familiemæssig tilknytning til Polen, idet det lægges til grund, at du har ægtefælle og børn i Polen, med hvem du har fælles adresse i Polen, men du har erhvervsmæssig tilknytning til Danmark, idet du har fortsat fast, tidsbegrænset arbejde her i landet i hele 2014.

Du har derfor ikke privat og erhvervsmæssig tilknytning til samme sted, og du har ikke godtgjort, at du regelmæssigt vender tilbage til Polen.

Der er herved bl.a. lagt vægt på, at din tidsbegrænsede ansættelseskontrakt ikke indeholder bestemmelse om, at du kan vende regelmæssigt tilbage til Polen i 1 måned hver tredje måned, ligesom den udaterede erklæring fra din danske arbejdsgiver alene bekræfter, at du er vendt tilbage til Polen i 2013 i 1 måned efter 2 måneder.

Derfor har du bopæl i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, 1. pkt.

Det fremgår af registreringsbekendtgørelsens § 17, stk. 1, at en person med bopæl i Danmark ikke må føre et udenlandsk indregistreret motorkøretøj på færdselslovens område, medmindre kørslen sker som nævnt i stk. 2, § 15, stk. 2, eller §§ 18 – 25. Registreringsbekendtgørelsens §§ 18 – 25 vedrører visse former for godstransport, erhvervsmæssig personbefordring m.v.

Din kørsel anses ikke for omfattet af registreringsbekendtgørelsens § 15, stk. 2, § 17, stk. 2, eller §§ 18 – 25.

SKATs afgørelse stadfæstes derfor.