Kendelse af 29-03-2017 - indlagt i TaxCons database den 28-04-2017

SKAT har opkrævet 72.432 kr. i registreringsafgift, som følge af, at køretøjet ikke anses for utvivlsomt konstrueret og indrettet til godstransport. Registreringsafgiften er opkrævet hos den registrerede ejer in solidum med den registrerede bruger, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1 og stk. 5.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse for så vidt angår registreringsafgiftspligten.

Faktiske oplysninger

Køretøjet, en Renault Master med registreringsnummer [reg.nr.1], blev standset af [politiet] den 13. juni 2013 ved [by1]. Bilens fører var [person1].

Køretøjets registrerede ejer er [person2], og [person1] er registreret som bruger af køretøjet. Køretøjet er registreret på papegøjeplader.

Ved politiets besigtigelse af køretøjet blev følgende forhold konstateret:

Der var indrettet køje/siddeplads bag fører- og passagersædet
Der var indrettet køje over fører- og passagersædet
Køretøjet var indrettet fortil med fører- og passagersæde
Bag førersædet var indrettet siddemulighed til 2 personer
De bageste siddepladser var monteret med stofbetrukne skumgummihynder
Der er alkove over førersædet.
I denne alkove lå bl.a. en dyne og nogle madrasser
Der er ingen adskillelse mellem førersædet og bageste siddepladser, men i stedet var ophængt et gardinforhæng

SKAT har oplyst, at køretøjet på kontroltidspunktet var indrettet med dobbelt sæderække og alkove. Køretøjet var indrettet til transport af fire personer. Rummet til hestetransport er adskilt fra førerrummet med en fast væg bag bagerste sæderække. Der er ingen adskillelse umiddelbart bag førersædet. Varerummet er indrettet til transport af to heste, som står i køretøjets længderetning adskilt af en skærm. Køretøjet har åbning for ind- og udstigning for hestene i siden, hvor nederste halvdel gør det ud for læsserampe.

SKAT har ved efterfølgende fremvisning af køretøjet konstateret, at der ikke er fire siddepladser, men at der er tale om en hylde, som ikke kan anvendes til noget tungt. Derimod er der liggeplads i alkove over førerkabinen, ligesom der ikke er nogen adskillelse bag førersædet.

Klageren har oplyst, at det, SKAT kalder en alkove, reelt er et lagerrum. Lagerrummet har ikke været opdelt, og det er klagers opfattelse, at man som person ikke kan komme op i lagerrummet og derfor ikke kan anvende dette til at sove i. Klageren har desuden bekræftet, at der ikke er etableret en adskillelse bag førersædet.

SKATs afgørelse

SKAT har opkrævet klageren 72.432 kr. i registreringsafgift, idet SKAT ikke anser køretøjet med registreringsnummer [reg.nr.1] for at være utvivlsomt konstrueret og indrettet til godstransport.

Det fremgår af SKATs afgørelse, at:

”(...)

Bilen er indregistreret som afgiftsfri mandskabsvogn som ny den 23.07.2004 og efterfølgende som en last- og varebil med 50 % registreringsafgift den 22. januar 2009, tilladt totalvægt 3.500 kg. Afgiften er angivet efter lovens § 5, stk. 1 og der er betalt 97.314 kr. i registreringsafgift som varebil på gule plader.

Køretøjet er på dette tidspunkt ejet af [person2] og registreret bruger er [person1]. Bilen registreres på papegøjeplader.

Af billederne fra kontroltidspunktet fremgår det, at køretøjet ikke fremstår som en varebil utvivlsomt konstrueret til godstransport, idet der er 2 rækker sæder i førerrummet. Der er ikke nogen adskillelse bag førersædet. Der er desuden alkove med sovemulighed over fører- og passagersædet.

Bilen er således ikke utvivlsomt konstrueret og indrettet til godstransport, idet der ikke bag førersædet må findes sædearrangement af nogen art eller indretninger, der er egnede til anbringelse af sæder eller lignende til personbefordring.

Varerummet må heller ikke være forsynet med håndstropper, rudemekanismer, askebægre, sikkerhedsseler og beslag hertil eller andet personvognsudstyr.

Varebiler må ikke benyttes til befordring af personer uden for førerrummet.

En bil, som er afgiftsberigtiget med den nedsatte afgift som varebil, skal afgiftsberigtiges efter § 4 (andre køretøjer), når betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse ikke længere er opfyldt.

(...)

Ved fremvisningen blev det konstateret, at køretøjet var indrettet med original alkove over fører- og passagersædet. Alkoven er i køretøjets fulde bredde. Det er muligt at ligge i alkoven.

Der er ingen adskillelse umiddelbart bag førersædet, men kun et forhæng/gardin.

Der er ikke noget sæde bag fører- og passagersædet. Derimod er der en hylde, som er monteret ca. 1 meter over gulvet. Hylden er monteret med "piano-hængsel" og en tynd stålwire til at holde den vandret. Hyldens bredde er ca. 43 cm og i bilens fulde bredde. Hylden skønnes ikke egnet som sidde- eller liggeplads, idet ophæng og hængsler skønnes for spinkle til at bære noget tungt. Hylden var på tidspunktet for politiets kontrol opbevaringssted for en skumgummihynde med samme bredde som varebilens indvendige mål.

Førerkabinen er dog indrettet med liggemulighed i alkoven, ligesom der ikke er nogen adskillelse bag førersædet.

Køretøjet er således ikke utvivlsomt konstrueret og indrettet til godstransport.

Af Trafikstyrelsens "Vejledning om syn af køretøjer” afsnit 1.03.024 "Køretøjsarter og -anvendelser" side 10 fremgår det om varebilers indretning, at 024 Varebil N1: (uddrag)

Bil, der er indrettet til at benyttes til godsbefordring, og som har en tilladt totalvægt på ikke over 3.500 kg, gælder følgende:

Varebil - bortset fra ”mandskabsbil” - må ikke være forsynet med sæde(r) bag ved forsæderne...
I lukkede varebiler skal adskillelsen være placeret umiddelbart bag ved førersædet.
For varebil til mandskabs- og materielkørsel gælder, at der må være indrettet fast soveplads i personrummet.

Af SKATs juridiske vejledning afsnit E.A.8.1.3.5 om Mandskabsvogne fremgår følgende:

"Mandskabsvogne kan tillades indrettet med soveplads i mandskabskabinen/førerrummet. Bilen skal dog som anført i lovbestemmelsen udelukkende bruges erhvervsmæssigt. Der tillades ikke yderligere udstyr eller indretning til ophold og beboelse, som eksempelvis køkken, håndvask eller lignende."

(...)

Det er således ikke tilladt at have mulighed for soveplads i en varebil indregistreret til godstransport privat, idet køretøjets ikke længere er indregistreret og komplet indrettet som mandskabsvogn. Ombygningen fra mandskabsvogn til varebil er således ikke foretaget korrekt.

Når køretøjets afgift er betalt, vil der igen kunne monteres ekstra stolerække i førerrummet, ligesom det vil være tilladt at beholde alkoven over førersædet. Køretøjet skal indregistreres til personkørsel.

Indsigelserne til det foretagne registreringssyn og de efterfølgende periodiske syn, hvor der ikke fra synsvirksomhedens sider er stillet spørgsmål til indretningen, er ikke omfattet af SKATs ressortområde, da det er Trafikstyrelsen, som fastsætter reglerne herfor og foretager kontrollen med synsvirksomhederne.

Køretøjets indretning i førerrummet blev fremvist for kontrollen efter fremsendelse af forslag til opkrævning af registreringsafgift. Køretøjet vil ikke blive besigtiget igen, idet Motorcentret har værdifastsat køretøjet i overensstemmelse med reglerne i Registreringsafgiftsloven (Lovbekendtgørelse nr. 221 af 26. februar 2013).

(...)

Ud fra en samlet vurdering af sagen, er det SKATs endelige afgørelse, at du skal betale 72.432 kr. i registreringsafgift af køretøjet.

(...)

[person2] og [person1] hæfter in solidum for dette beløb, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1 og 5.”

SKAT har, i en til Skatteankestyrelsen afgiven høringsudtalelse, anført at:

”(...)

Bilen fremvist med følgende indretning:

Over fører- og passagersædet i bilens bredde forefindes en original alkove, som kan anvendes til at ligge på.

Umiddelbart bag fører- og passagersædet er en hylde i ca. 1 meters højde over gulvet. Hylden er spinkel, og skønnes ikke egnet til nogen form for ligge eller -siddemulighed.

Hylden er monteret med ”piano-hængsel” og en tynd stålwire til at holde den vandret, bredde 43 cm, længde som bilens bredde.

Under hylden var der ingen indretninger af nogen art.

Foto taget af hylde og alkove, samt af pladsen under hylden.

[person1] fremfører, at alkoven ikke er i bilens fulde bredde, og at der er tale om en kombineret vindspoiler og lagerrum, samt at en person ikke kan komme derop.

Som det ses af de forskellige fotos af bilen, er der tale om en alkove, i bilens fulde bredde. Adgangsvejen er fra førerkabinen, hvor der er adgang via sæderne. Denne form for alkove er tilladt i en mandskabsvogn, men ikke i en varebil.

Alkoven er ikke ruminddelt, hvorfor det er muligt at ligge i den.

I henhold til Trafikstyrelsens ”Vejledning om syn af køretøjer”, afsnit 1.03.024 ”Køretøjsarter og -anvendelser” side 10 fremgår det om varebilers indretning, at 024 Varebil N1:

Bil, der er indrettet til at benyttes til godsbefordring, og som har en tilladt totalvægt på ikke over 3.500 kg:
Varebil – bortset fra ”mandskabsbil” – må ikke være forsynet med sæde(r) bag ved forsæderne...
I lukkede varebiler skal adskillelsen være placeret umiddelbart bag ved førersædet.
For varebil til mandskabs- og materiel-kørsel (og indrettet som ledsagebil) gælder, at der må være indrettet fast soveplads i personrummet.

Det fremgår ligeledes af SKATs juridiske vejledning, afsnit E.A.8.1.4.3 Last- og varebiler med en tilladt totalvægt på ikke over 4 tons, afsnittet om ”Konstruktion og indretning”, at:

”Der må ikke bag førersædet findes sædearrangement af nogen art eller indretninger, der er egnede til anbringelse af sæder eller lignende til personbefordring.”

[person1] henviser til, at køretøjet er synet som varebil, efter den foretagne ombygning, og at han således er i god tro.

Landsskatteretten har i journalnr. 13-0168735 stadfæstet afgørelse om registreringsafgiftspligt, idet klageren ikke ud fra et forventningsprincip kan undgå yderligere registreringsafgift. Der er lagt vægt på, at der ikke foreligger en positiv og entydig tilkendegivelse fra SKAT til klageren.”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at SKATs afgørelse ændres således, at registreringsafgiften nedsættes til 0 kr. Klageren anser køretøjet med registreringsnummer [reg.nr.1] for at være utvivlsomt konstrueret og indrettet til godstransport.

Klageren har hertil fremført, at:

”(...)

I henhold til Skat's opgørelse over ny registreringsafgift på kr. 72.432 kr. vedr. [reg.nr.1] ønsker vi hermed at klage over samtlige punkter, da vi i god tro har kørt i bilen efter omregistrering i dec. 2008, hvor der blev indbetalt 97.314 kr. i afgift.

(...)

Jeg, [person1], har talt med [person3] fra Trafikstyrelsen d.19/12 2013. [person3] siger at den procedure, som vi har fulgt ved omregistrering fra mandskabsvogn til varebil, er korrekt. Han lød dog noget forundret over, at Skat i [by2] ikke ønskede at se bilen i dec. 2008, hvor bilen blev omregistreret.

Det, [person4] kalder en alkove over førerkabinen i bilens fulde bredde, er en kombineret vindspoiler og lagerrum. Desuden er den ikke i bilens fulde bredde, og en person kan slet ikke komme der op.

Der er ingen sæder bagved. Disse blev fjernet før omsyn 18/12 2008. Dette var jeg blevet bedt om. Tillige er jeg aldrig blevet informeret om, at plade/gitter bag førersædet skulle etableres.

Der er i varerummet hverken håndstropper, rudemekanismer, sikkerhedsseler eller andet. Det har der aldrig været.

Den dyne samt madrasser, der lå i lagerrummet, var til at hvile sig på i dagene på dyrskuet i en hesteboks. Vi er der mange timer og har en ekstra boks ud over dem, vi har hestene i. Desuden kører vi altid rundt med madrasser og dyner mm., da vi i forbindelse med stævner rundt i landet ofte overnatter hos venner og bekendte, hvor der måtte være en ledig plads, da det netop ikke er mulig af overnatte i denne bil.

Vi har kørt i den bil i den bedste tro om, at alt var i orden. Afgiften blev, som før nævnt, betalt i 2008 og inden bilen blev kørt til syn, blev de 2 sæder i mandskabskabinen fjernet. Ved selve synet blev bilen gået grundigt igennem, og både ude og inde var der kun at bemærke, at der skulle påskrift på bilen med vægtangivelse samt levende dyr. Dette krav blev opfyldt med det samme på daværende tidspunkt.

Nu forlanger man fra Skat's side, at bilen skal til syn for at blive omregistreret til en bil på hvide plader. Det står vi noget uforstående over for, da vi er godt tilfreds med at bilen kører på gul/hvid plader. Hvor er retssikkerheden henne, hvis man, som borger, ikke kan regne med at adspurgte Told- & Skattemyndighed samt synshal ikke giver de korrekte oplysninger om diverse eventuelle ændringer?

Hvis denne afgørelse gennemføres, kan vi i princippet blive stoppet ved senere lejlighed og nye påstande kan fremføres. Så kan vi endnu en gang blive pålagt at betale afgift/bøde. Desuden har bilen i de år siden omregistreringen været stoppet ved rutinemæssig kontrol flere gange samt fulgt de periodiske syn uden anledning til bemærkninger.

Ved fremvisning af bilen til [person4] gav hun klart udtryk for, at hun mente, at den nye afgift på 72.432 kr. ikke var berettiget, samt at hun helst ville afvise sagen, men det kunne hun ikke af frygt for at miste sit job. Hun lovede mig dog at kontakte en overordnet for at høre, om vi bare kunne sætte den plade/gitter i samt opdele varerummet over førerkabinen. Vi står noget uforstående over for at hun nu vender tilbage og fastholder sit krav.

Grundet forestående højtid har det endnu ikke været muligt at få lavet en værdifastsættelse, men vi kan ikke godtage Skat's vurdering, da den ikke afspejler virkeligheden.

(...)”

Klageren har i sine bemærkninger til SKATs udtalelse af 11. februar 2014 anført, at:

”(...)

Omtalte "alkove" befinder sig 1,7 m. over gulvet i førerkabinen og er ikke anvendelig at ligge i, da den kun er 40 cm. på det højeste sted og 1,8 m i længden. Desuden skråner rummet fra 3 sider, og det er derfor ikke muligt at opholde sig der. Det har aldrig været med i vore overvejelser at anvende den såkaldte "alkove" til andet end et opbevaringsrum. Tillige har det heller ikke været meningen fra fabrikantens side, at det skulle være beregnet til overnatning.

Som det fremgår af synsrapporten fra 2008, blev det påtalt, at der på bilen skulle fremgå vægtangivelse samt tekst med levende dyr. Dette blev effektueret straks efter syn. Der ud over var der ingen bemærkninger. Det er da mangelfuldt. Havde jeg vist, at omtalte "alkove" skulle blændes af og der skulle være en adskillelse bag førersædet, havde jeg selvfølgelig også fået det på plads. Vi betalte på det pågældende tidspunkt ca. 97.000 kr. i afgift for at få bilen omregistreret fra mandskabsbil til varevogn. Havde jeg kendt til de mangler, der påpeges, var det blevet ordnet. Ingen går og venter på at få en yderligere afgift på godt og vel 72.000 kr.

(...)”

SKATs udtalelse af 27. juni 2016

SKAT tiltræder Skatteankestyrelsens kontorindstilling, og er ikke fremkommet med nye oplysninger til sagen.

Klagerens udtalelse af 4. oktober 2016

Skatteankestyrelsens kontorindstilling samt SKAT udtalelse af 27. juni 2016 har været sendt til høring hos klageren.Skatteankestyrelsen har modtaget en udtalelse fra klageren den 4. oktober 2016.

Klageren har i sin udtalelse bl.a. præciseret, at:

”Det skal lige bemærkes, at det ikke er Trafikstyrelsen, men Told og Skat, der har angivet summen af omregistreringsafgiften.

Den ”alkove” over førerhuset, som man mener, at der kan overnattes i, kan man slet ikke komme op i. Alkoven er kun 30 cm. Høj fortil, og den bliver smallere ud over førerkabinen. I øvrigt er der ikke isoleret for varme/kulde ej heller en madras. Den såkaldte ”alkove” er ikke er sovested.”

Klageren henholder sig herudover til det tidligere fremførte i sagen.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af den dagældende registreringsafgiftslovs § 5, stk. 1 (Lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. nr. 221 af 26. februar 2013), at afgiftssatsen for nye biler med en tilladt totalvægt på ikke over 4 ton, der utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport, udgør 0 kr. af et reguleret grundbeløb og 50 % af resten.

Det fremgår af den dagældende registreringsafgiftslovs § 5, stk. 12, at en bil som er afgiftsberigtiget efter § 5, stk. 1-11, afgiftsberigtiges efter § 4 (personbil), når betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse ikke længere er opfyldt.

Efter en konkret og samlet vurdering af køretøjets helt særlige indretning til transport af heste med fuld adskillelse med fast væg mellem rummet til hestetransport og førerrummet, er det Landsskatterettens vurdering, at den manglende adskillelse umiddelbart bag førersædet ikke kan føre til, at køretøjet ikke kan anses for utvivlsomt konstrueret og indrettet til godstransport. Landsskatteretten har yderligere vurderet, at rummet over førerkabinen ikke kan anvendes som soveplads, idet frihøjden er for lav.

På baggrund af ovenstående ændrer Landsskatteretten SKATs afgørelse, således at der gives medhold i den nedlagte påstand.