Kendelse af 17-03-2014 - indlagt i TaxCons database den 03-05-2014

Sagens emne

SKAT har beregnet afgift for køretøjet med 105/80 % efter den dagældende registreringsafgiftslovs § 5a, stk. 2, jf. § 4.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Faktiske oplysninger

Du ejer en VW California LT28 med stelnummer [...1]. Køretøjet blev anmeldt til afgiftsberigtigelse den 14. juni 2012.

Der har for SKAT været fremlagt en syn- og toldsynsrapport af 14. juni 2012, hvoraf fremgår, at køretøjet er godkendt, at kilometerstanden er 397.000 og at standen er under middel.

Der er angivet følgende oplysninger på synsrapporten:

Mangler H.side af bagkofanger Samt store lakskader på hele bilen...

Totalvægt er 2800 kg.

SKAT traf afgørelse om værdifastsættelse den 6. juli 2012. Din far har på dine vegne overfor SKAT i brev af 1. august 2012 gjort gældende, at afgiften er for høj og at vognen står som personbil, så der er sket en fejl hos SKAT, da det er en autocamper. SKAT har svaret på denne henvendelse den 24. oktober 2012. SKAT har, efter at have vurderet sagen igen, ikke fundet anledning til at genoptage sagen og sendt spørgsmålet om vurdering til behandling ved Motorankenævnet. SKAT har samtidig bemærket, at bilen skal stå som personbil i systemet, og at SKAT er klar over, at det er en camper.

Motorankenævnet har taget stilling til køretøjets værdi og stadfæstet SKATs afgørelse.

SKATs afgørelse

SKAT har beregnet afgift for køretøjet med 105/180 % efter den dagældende registreringsafgiftslovs § 5a, stk. 2, jf. § 4.

SKAT har ansat den afgiftspligtige værdi af køretøjet til 20.000 kr. Denne afgørelse har været indbragt for Motorankenævnet, der har stadfæstet SKATs afgørelse.

SKAT har ikke givet klagevejledning vedrørende spørgsmålet om beregning af registreringsafgiften.

Din opfattelse

Din far har på dine vegne nedlagt påstand om, at afgiften for køretøjet skal beregnes med 60 %.

I brev af 27. december 2013 har din far skrevet således til Landsskatteretten:

Såvel Motorankenævnet som SKAT når frem til en handelspris ekskl. beboelsesdel på 20.000 kr. Dette kan jeg tiltræde. Jeg kan dog ikke tiltræde, at registreringsafgiften beregnes på samme måde som en personbil med 105/180 procents afgift, idet der er tale om en autocamper indrettet med 4-5 sovepladser + køkkenarrangement, der derfor skal afgiftsberigtiges med 60 % af den del af den afgiftspligtige værdi, der overstiger 12.100 kr. Jeg henviser her til registreringsafgiftsloven (lovbekendtgørelse nr. 615 af 7. juni 2012), § 5a, stk. 2, 3. punkt:

§ 5 a. For køretøjer, der utvivlsomt er konstrueret og indrettet til befordring af mere end 9 personer, føreren indbefattet, har et til køretøjet svarende antal passagersæder og ikke er indrettet til andet formål end personbefordring (busser), udgør afgiften 0 kr. af de første 12.100 kr. af den afgiftspligtige værdi og 60 pct. af resten.

Stk. 2. Køretøjer, der er konstrueret og indrettet til ophold og beboelse, afgiftsberigtiges efter § 4. For køretøjer som nævnt i 1. pkt. med en tilladt totalvægt på mindst 2 t, der er indrettet med adgang til opredning af egentlige sovepladser for mindst 4 personer, kan der dog ved afgiftsberigtigelsen ses bort fra udgiften til beboelsesindretningen samt fortjeneste og moms heraf. Afgiften beregnet efter 2. pkt. skal for køretøjets samlede værdi eksklusive afgift dog mindst udgøre 0 kr. af de første 12.100 kr. og 60 pct. af resten.

Stk. 3. Den afgiftspligtige værdi efter stk. 1 forhøjes med 7.450 kr. for nye køretøjer, der ikke er forsynet med sikkerhedspude, og med 3.725 kr. for nye køretøjer, der er forsynet med kun én sikkerhedspude.

Stk. 4. Et køretøj, som er berigtiget med afgift efter stk. 1 og 2, afgiftsberigtiges efter § 4, når betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse ikke længere er opfyldt. Afgiften nedsættes dog med 60 pct. af den del af køretøjets afgiftspligtige værdi, der overstiger 12.100 kr.

SKAT medgiver, at kravet i §5a, stk. 2, 2. punkt er opfyldt. I en telefonsamtale med en medarbejder fra SKAT den 26.02.2013 fik jeg oplyst, at autocamperen var afgiftsberigtiget som en personbil, og at dette åbenbart var sket som følge af en fejl, idet kravene for afgiftsberigtigelse som autocamper med 60 % afgift var opfyldt. Hverken SKAT eller Motorankenævnet har imidlertid foretaget berigtigelse heraf. Jeg bemærker endvidere det ovenfor under stk. 4 anførte, hvor der også kun anføres en registreringsafgift på 60 % for denne type køretøjer.

Der vedlægges kopi af afgiftsberegning for en tilsvarende autocamper, hvoraf det kan uddrages, at denne er afgiftsberigtiget efter § 5a, stk. 2, 3. punkt, idet afgiften er beregnet således:

Afgiftspligtig værdi:

25.000

0 % afgift af de første

(12.100)

60 % afgift af de resterende

12.900

Hvilket udgør en registreringsafgift på

7.740

som er den registreringsafgift SKAT når frem til i vedlagte eksempel, hvorefter handelsprisen er beregnet til (25.000 + 7.740)

32.740

Ved en handelspris på 20.000 kr. ekskl. beboelsesdel for autocamperen omfattet af denne klage fås følgende registreringsafgift:

Afgiftspligtig værdi (beregnet):

17.038

0 % afgift af de første

(12.100)

60 % afgift af de resterende

4.938

Hvilket udgør en registreringsafgift på

2.962

Handelspris ekskl. beboelsesdel kan afstemmes med (17.038 + 2.962)

20.000

Der vedlægges div. fotos af autocamperen, der påviser, at den opfylder de i registreringsafgiftslovens § 5a, stk. 2, 2. punkt beskrevne krav, hvorefter afgiftsberegning kan foretages efter 3. punkt med 60 %.

Såfremt Landsskatteretten har behov for yderligere oplysninger, billeder af autocamperen eller lign. for at bedømme sagen står jeg naturligvis til rådighed herfor.

Idet jeg håber, at Landsskatteretten kan tiltræde, at afgiftsberigtigelse for sagens autocamper kan ske til 60 %, hvorefter registreringsafgiften skal reduceres væsentligt i forhold til det af SKAT opgjorte, ser jeg frem til at høre fra Dem.

Landsskatterettens afgørelse

Ved lov nr. 541 af 6. juni 2007 blev der foretaget ændringer i registreringsafgiftslovens § 5a. Loven trådte i kraft den 15. juni 2007, men har virkning fra og med den 25. april 2007 for køretøjer, der anmeldes til registrering i henhold til færdselsloven efter reglerne i § 15, stk. 1, i registreringsafgiftsloven eller anmeldes til afgiftsberigtigelse over for told- og skatteforvaltningen efter reglerne i § 15, stk. 2, og § 19, stk. 1, i registreringsafgiftsloven. Dette fremgår af ikrafttrædelsesbestemmelserne i lovens §§ 3 og 4.

Idet køretøjet blev anmeldt til afgiftsberigtigelse den 14. juni 2012 skal afgiften beregnes efter den ændrede § 5a, stk. 2, som indført ved lov nr. 541 af 6. juni 2007.

Herefter fremgik det af § 5a, stk. 2, (dagældende registreringsafgiftslov, lbk. nr. 804 af 29. juni 2007), at

køretøjer, der er konstrueret og indrettet til ophold og beboelse, afgiftsberigtiges efter § 4. For køretøjer som nævnt i 1. pkt. med en tilladt totalvægt på mindst 2 t, der er indrettet med adgang til opredning af egentlige sovepladser for mindst 4 personer, kan der dog ved afgiftsberigtigelsen ses bort fra udgiften til beboelsesindretningen samt fortjeneste og moms heraf. Afgiften beregnet efter 2. pkt. skal for køretøjets samlede værdi eksklusive afgift dog mindst udgøre 0 kr. af de første 12.100 kr. og 60 pct. af resten.

Af samme lovs § 4 fremgik det, at

afgiften beregnes for nye køretøjer og køretøjer, der har mistet deres identitet, af køretøjets afgiftspligtige værdi med følgende satser:

1) Motorcykler: 105 pct. af 7.201-20.300 kr. og 180 pct. af resten.

2) Andre køretøjer, jf. dog stk. 2 og 5 og §§ 5, 5 a og 6: 105 pct. af 64.500 kr. og 180 pct. af resten.

Idet SKAT har beregnet afgiften for køretøjet med 105/180 % efter den dagældende registreringsafgiftslovs § 5a, stk. 2, jf. § 4 er der ikke grundlag for at ændre afgørelsen.

Det bemærkes, at det efter den hidtidige affattelse af registreringsafgiftslovens § 5a var muligt at afgiftsberigtige køretøjet til 60 %, jf. lbk. nr. 305 af 26. marts 2007, idet der for køretøjer med en egenvægt over 2 t, som utvivlsomt var konstrueret og indrettet til ophold og beboelse, herunder med adgang til opredning af egentlige sovepladser for mindst 4 personer, blev beregnet en afgift svarende til 0 kr. af de første 12.100 kr. af den afgiftspligtige værdi og 60 % af resten.

SKATs afgørelse stadfæstes herefter.