Kendelse af 17-03-2014 - indlagt i TaxCons database den 03-05-2014

Klagepunkt

Motorankenævnets afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Personbil:

Nypris

400.248 kr.

400.248 kr.

Handelspris

143.600 kr.

143.600 kr.

Afgiftspligtig værdi

60.926 kr.

60.926 kr.

Registreringsafgift

82.674 kr.

82.674 kr.

Varebil:

Nypris

208.193 kr.

208.193 kr.

Handelspris

75.000 kr.

75.000 kr.

Afgiftspligtig værdi

52.227 kr.

52.227 kr.

Registreringsafgift

22.773 kr.

22.773 kr.

Differenceafgift

59.901 kr.

41.567 kr.

59.901 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren anmeldte den 19. september 2012 via digitalt motorregister et køretøj, mrk. Ford Maverick 2,3, til afgiftsberigtigelse. Køretøjet kan beskrives således:

Første indregistrering: 21. juli 2005, dvs. køretøjet er 7 år og 2 måneder gammelt på anmeldelsestidspunktet
Kilometerstand: 121.000 km
Motor: 2261 ccm, 110 hk, 4 cylindre, 5 gear man., benzin
Udstyr: 6 airbags, 4x4 hjultræk.

Af digitalt motorregister fremgår bl.a.:

At køretøjet er i middel stand
At køretøjet ikke er synligt repareret efter en større trafikskade
At der ikke er forevist dokumentation for kilometerstanden.

Vedrørende personbil har SKAT fastsat køretøjets afgiftspligtige værdi til 60.926 kr. svarende til en handelspris på 143.600 kr. og en registreringsafgift på 82.674 kr.

Køretøjets oprindelige nypris som personbil blev fastsat til 400.248 kr.

Vedrørende varebil har SKAT fastsat køretøjets afgiftspligtige værdi til 46.277 kr. svarende til en handelspris på 66.400 kr. og en registreringsafgift på 20.123 kr.

Køretøjets oprindelige nypris som varebil blev fastsat til 208.193 kr.

Differenceafgift udgør herefter:

Registreringsafgift personbil 82.674 kr.

Registreringsafgift varebil -20.123 kr.

Difference 62.551 kr.

Motorankenævnets afgørelse

Et køretøj, som er berigtiget med afgift efter reglerne for varebiler, skal afgiftsberigtiges efter § 4, når betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse ikke længere er opfyldt. Ved omregistrering fra gule til hvide plader skifter køretøjet afgiftsmæssig identitet, og der skal derfor betales registreringsafgift. Der gives dog et nedslag i afgiften som kompensation for, at bilen tidligere har svaret afgift som varebil, jf. registreringsafgiftslovens § 5, stk. 12.

Motorankenævnet skal fastsætte køretøjets afgiftspligtige værdi med udgangspunkt i den almindelige pris hos en forhandler her i landet. Ved køretøjets almindelige pris forstås den pris, som en bruger generelt må forvente at skulle betale for et køretøj af samme mærke og model eller for et tilsvarende køretøj. Dette svarer til, hvad en dansk forhandler kan sælge et tilsvarende køretøj for i registreringsklar stand - altså inklusiv registreringsafgift, moms og forhandleravance (handelsprisen), jf. registreringsafgiftslovens § 10, stk. 1, og bekendtgørelsens § 1, stk. 3, og § 8, stk. 1.

Værdien fastsættes efter en samlet vurdering af køretøjets kilometerstand, vedligeholdelsesstand, eventuelle forbedringer og øvrige beskaffenhed samt udstyr, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2, § 8, stk. 2, og § 9.

Eventuelle fradrag og tillæg for brændstofforbrug og sikkerhedsudstyr er nedsat med samme procentdel som køretøjets værditab, jf. registreringsafgiftslovens § 4, stk. 7.

Nævnet skal således fastsætte handelsprisen generelt på det danske marked på tidspunktet for anmeldelsen. I nærværende tilfælde har nævnet henset til nedenstående oplysninger om sammenlignelige køretøjer fra Bilinfo for at komme frem til en handelspris.

Personbiler:

Bilinfo/detail på og omkring anmeldelsestidspunktet:

Første indreg.

Km

Handelspris

Modelvariant/udstyr m.v.

1.

1/2005

167.000

189.000

Ford Maverick 3,0 XLT 5d blå aut.

Forskelligt udstyr

2.

2005

70.000

160.000

Ford Maverick 2,3 XLT

Forskelligt udstyr

Solgt privat

Varebiler:

Bilinfo/detail på og omkring anmeldelsestidspunktet:

Første indreg.

Km

Handelspris

Modelvariant/udstyr m.v.

1.

3/2005

135.000

137.500

Ford Maverick 3,0 XLT VAN 5d

Forskelligt udstyr

Solgt 21.9.2012 for 110.000 kr.

2.

11/2006

97.000

99.750

Ford Maverick 3,0 XLT VAN 5d

Forskelligt udstyr

3.

4/2006

56.000

99.875

Ford Maverick 3,0 XLT VAN 5d aut.

Forskelligt udstyr

Ved fastsættelsen af handelsprisen har nævnet taget udgangspunkt i de nævnte priser, men der er ved skønsudøvelsen taget højde for, at årgang, kilometerstand og udstyr varierer fra nærværende køretøj.

Endvidere er der taget højde for, at faktiske handelspriser normalt ligger lavere end annoncerede priser, samt at salgstidspunkt for de solgte køretøjer er tidsmæssigt forskudt i forhold til anmeldelsestidspunktet for nærværende køretøj.

Nævnet har lagt til grund, at køretøjet er i normal (middel) vedligeholdt stand på anmeldelsestidspunktet, som det fremgår af DMR.

Nævnet har vurderet handelsprisen på personbilen til 143.600 kr. grundet det lave udstyrsniveau, og at det er en model, der er svær at sælge.

Nævnet skønner på denne baggrund, at en handelspris på 143.600 kr. som personbil og 75.000 kr. som varebil stemmer overens med de priser, som tilsvarende køretøjer blev solgt for på det danske marked på anmeldelsestidspunktet, under hensyntagen til nærværende køretøjs årgang (7/2005), kilometertal (121.000) og udstyrsniveau.

På denne baggrund fastholdes handelsprisen til 143.600 kr. som personbil og 75.000 kr. som varebil.

Klagerens opfattelse

Klageren har påklaget motorankenævnets afgørelse, da vurderingen af bilen er sat for højt i forhold til bilforhandlervurdering og FDM.

Klageren har anført, at hans bil er en 2,3 l og ikke en 3,0 l, som har ekstra specialiteter som fartpilot og læderindtræk osv.

Klageren har tillige anført, at han ikke forstår, hvorfor differenceafgiften af SKAT var beregnet til 62.551 kr.

Klageren har efterfølgende fremlagt eksempler på Ford Maverick 2,3 og Ford Maverick 3,0, idet han har anført, at der er stor forskel på disse modeller, hvilke forskelle motorankenævnet ikke har taget tilstrækkelig højde for.

Landsskatterettens afgørelse

For brugte køretøjer fastsættes den afgiftspligtige værdi til køretøjets almindelige pris indbefattet merværdiafgift, men uden registreringsafgift. Den almindelige pris fastsættes efter salg til bruger her i landet i den stand, hvori køretøjet skal registreres. Dette fremgår af registreringsafgiftslovens 10, stk. 1.

Bekendtgørelse nr. 230 af 22. marts 2006 om værdiansættelse af motorkøretøjer m.v. (værdiansættelsesbekendtgørelsen) er udstedt i medfør af registreringsafgiftslovens § 10, stk. 5.

Den afgiftspligtige værdi af et køretøj er værdien af køretøjet i den stand, hvori det efter færdselsloven skal registreres eller eventuelt er registreret. Værdien er køretøjets almindelige pris, inklusive moms, men uden registreringsafgift. Prisen fastsættes efter den stand, køretøjet er i på tidspunktet for registrering. Prisen er den pris, som en bruger generelt, ved køb fra en forhandler, må forventes at skulle betale for et køretøj af samme mærke og model eller for et tilsvarende køretøj. Dette fremgår af dagældende værdiansættelsesbekendtgørelses 1.

Den afgiftspligtige værdi af et brugt køretøj ansættes med udgangspunkt i prisen for et tilsvarende brugt køretøj, eller for et køretøj af så vidt muligt tilsvarende mærke og model i normal vedligeholdt stand.

Dette fremgår af dagældende værdiansættelsesbekendtgørelses § 8, stk. 1.

I den afgiftspligtige værdi foretages fradrag eller tillæg på grundlag af en samlet vurdering af køretøjets kilometerstand, vedligeholdelsesstand, eventuelle forbedringer og øvrige beskaffenhed. Dette fremgår af dagældende værdiansættelsesbekendtgørelses § 9.

Landsskatteretten bemærker, at motorankenævnet har henvist til udbudspriserne på to personbiler og tre varebiler af samme mærke som klagerens, hvor der er tale om annoncerede priser på nær ét tilfælde, der er angivet som privat salg. For de to personbiler udgør priseksemplerne 189.000 kr. og 160.000 kr., medens varebilerne er annonceret til salg hos en forhandler for henholdsvis 137.500 kr., 99.750 kr. og 99.875 kr. Motorankenævnets værdiansættelse af klagerens køretøj for så vidt angår bilen som personbil til 143.600 kr. og for så vidt angår bilen som varebil til 75.000 kr. er lavere end de eksempler, der sammenlignes med.

Landsskatteretten finder, at køretøjets handelspriser dels som personbil, dels som varebil, kan ansættes til henholdsvis 143.600 kr. og 75.000 kr. i overensstemmelse med motorankenævnets vurderinger. Retten har lagt vægt på de objektivt konstaterbare oplysninger om køretøjet og oplysninger om priserne på tilsvarende køretøjer, idet bemærkes, at det køretøj, som klageren har henvist til vedrører et privat salg. Vedrørende vurderingen af hans eget køretøj den 27. november 2013 er bevisværdien af denne vurdering svækket, idet der er tale om en ensidigt indhentet vurdering.

Retten er opmærksom på, at der i de eksempler, som motorankenævnet har henvist til, er tale om modeller, der afviger fra klagerens køretøj. Dette kan dog ikke føre til en ændret vurdering af klagerens køretøj, da forskellen i modellerne er ubetydelig. Endvidere lægges til grund, at der i motorankenævnets vurdering af klagerens køretøj er taget højde for afvigelser i antal kørte kilometer i forhold til de nævnte eksempler.

Retten er derfor af den opfattelse, at en værdiansættelse af klagerens køretøj som personbil og varebil til henholdsvis 143.600 kr. og 75.000 kr. må anses for realistisk.

Differenceafgiften på 59.901 kr. stadfæstes derfor.