Kendelse af 22-05-2014 - indlagt i TaxCons database den 27-06-2014

Klagepunkt

Spillemyndighedens afgørelse

Jeres opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Ansøgning om bevilling til at afholde offentlige pokerturneringer i [virksomhed1]

Afslag

Godkendelse

Afslag

Faktiske oplysninger

I forbindelse med ansøgning om bevilling til afvikling af offentligt hasardspil (tuneringspoker) på adressen [virksomhed1], [adresse1], [by1], modtaget hos Spillemyndigheden den 17. april 2013 har ansøgningen været sendt til høring hos [...] Politi.

Ansøger er [virksomhed2], der er en forening. Af vedtægter for foreningen fremgår, at [person1] er formand for foreningen, at [person2] er næstformand og at [person3] er kasserer i foreningen. De tre nævnte personer har alle underskrevet ansøgningen.

[...] Politi har den 14. maj 2013 afgivet følgende udtalelse:

”Spillemyndigheden har i brev af 17. april 2013 anmodet om politiets udtalelse i forbindelse med godkendelse af afholdelse af offentlige pokerturneringer på adressen [virksomhed1], [adresse1], [by1].

Ansøger [person1] PNR: ... er kendt i KR med følgende sager:

Sigtet d. 20/11-10 for besiddelse af euforiserende stoffer, afgjort med bøde.

Ansøger [person2] PNR ... er ukendt i KR

Ansøger [person3] PNR: ... er kendt i KR med følgende sager:

Sigtet 16/10-03 for butikstyveri, afgjort med bøde.

Sigtet 29/07-07 for besiddelse af euforiserende stoffer, afgjort med bøde.

Sigtet 13/12-07 for besiddelse af euforiserende stoffer, afgjort med bøde.

Sigtet 04/01-08 for besiddelse af ej godkendt fyrværkeri, afgjort med bøde.

Sigtet 04/05-08 for overtrædelse af færdselsloven, afgjort med bøde.

Sigtet 07/09-10 for overtrædelse af færdselsloven, afgjort med bøde.

Politiet er bekendt med at ansøger [person1] er bosiddende med [person4] PNR: ... Han er medlem af [...] og bl.a. dømt for kvalificeret vold og afpresning.

Ingen indvendelser mod forretningsstedet.

Har de spørgsmål til sagen, bedes De venligst rette henvendelse til Undertegnede på tlf. ....”

Spillemyndighedens afgørelse

I forbindelse med Spillemyndighedens høring af [...] Politi har politiet meddelt Spillemyndigheden, at de har indvendinger mod, at en bevilling udstedes.

I parthøringsbrev af 4. juni 2013 har Spillemyndigheden anmodet om Jeres bemærkninger, da man agter at give Jer afslag.

Jeres parthøringssvar har ikke givet anledning til at ændre på Spillemyndighedens vurdering af sagen.

Begrundelsen for afslaget er, at Spillemyndigheden har modtaget svar fra politiet, som samlet giver et billede af, at den samlede personkreds i foreningen [virksomhed2] ikke vil kunne afvikle offentligt hasardspil i turneringform på fuldt betryggende måde.

Det følger af lov nr. 1504 af 27. december 2009 om offentligt hasardspil i turneringsform § 8, stk. 2, at bevilling ikke kan gives, hvis det pågældende selskabs direktør og bestyrelsesmedlemmer eller den pågældende forenings bestyrelsesmedlemmer, herunder formand, ikke opfylder betingelserne i § 7.

Af § 7, stk. 1, nr. 7, fremgår det, at bevilling til at afvikle offentligt hasardspil i turneringsform ikke kan gives til personer, der har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil afvikle offentligt hasardspil i turneringsform på fuldt betryggende måde.

Spillemyndigheden har på grund af de oplysninger, der er modtaget fra [...] Politi vurderet, at det kan antages, at foreningen ikke vil kunne afvikle offentligt hasardspil i turneringsform på fuldt betryggende måde.

Spillemyndigheden har derfor givet afslag på ansøgningen.

Jeres opfattelse

I har påklaget Spillemyndighedens afgørelse.

I har anført, at politiet i deres høringssvar har henvist til tidligere sigtelser, som for samtlige sigtelsers vedkommende vedrører mindre overtrædelser, som alle er afgjort med bøde. Derudover tillægger politiet det vægt, at [person1] er samboende med [person4].

Som Spillemyndigheden henviser til i deres afslag, kan bevilling ikke gives til personer, som ikke opfylder § 7 i lov nr. 1504 af 27. december 2009 om offentligt hasardspil i turneringsform, jf. § 8 i samme lov. Spillemyndigheden henviser endvidere til samme lov § 7, stk. 1, nr. 7, vedrørende ansøgers adfærd og bemærker i den forbindelse, at på baggrund af politiets udtalelse vurderer Spillemyndigheden, at foreningen ikke kan afvikle offentligt hasardspil i turneringsform på betryggende måde.

Spillemyndigheden har ikke uddybet afslaget yderligere, hvorfor I stiller Jer særdeles tvivlende over for tilstrækkeligheden af det meddelte afslag.

I har tillige anført, at for så vidt angår de tre bestyrelsesmedlemmer er der alene tale om mindre overtrædelser, der alle er afgjort ved bøde. Endvidere er der udelukkende én sigtelse vedrørende ansøger [person3] i de foregående 5 år, hvilket er en forseelse af færdselsloven.

I har gjort gældende, at der ikke er personlige forhold vedrørende [person1]s samlever, der er relevante for afgørelsen af, hvorvidt foreningsmedlemmer har udvist en sådan adfærd, der begrunder den antagelse, at de pågældende ikke vil afvikle offentligt hasardspil i turneringsform på en fuldt betryggende måde, jf. § 7, stk. 1, nr. 7 i lov nr. 1504 af 27. december 2009 om offentligt hasardspil i turneringsform. Desuden kan betingelsen om ikke at være dømt for strafbare forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af adgangen til at afvikle offentligt hasardspil i turneringsform ikke kræves for andre end den pågældende forenings bestyrelsesmedlemmer, jf. § 8, stk. 2.

Der er ikke henvist til specifikke episoder eller forhold, som Spillemyndigheden finder problematiske, blot en generel henvisning til politiets høringssvar, som igen blot henviser til lovovertrædelser som er flere år gamle og umiddelbart uden relevans for den pågældende ansøgning, idet ingen af lovovertrædelserne relaterer sig til forhold, som kan give en bestyrket mistanke for misbrug af bevillingen (værende f.eks. falsk forklaring, falsk anklage, forbrydelser vedrørende betalingsmidler, bevismidler eller formueforbrydelser, eller overtrædelse af hvidvaskningsloven).

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af § 7, stk. 1, nr. 7, i lov nr. 1504 af 27. december 2009 om offentligt hasardspil i turneringsform, at bevilling til at afvikle offentligt hasardspil i turneringsform kan gives til personer, der ikke i øvrigt har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil afvikle offentligt hasardspil i turneringsform på fuldt betryggende måde.

Landsskatteretten finder, at ansøgning om bevilling til afvikling af offentligt hasardspil i turneringsform ikke kan imødekommes, jf. § 7, stk. 1, nr. 7, i lov nr. 1504 af 27. december 2009. Retten har herved lagt vægt på, at din samlever er dømt for kvalificeret vold og afpresning samt efter det af politiet oplyste er bandemedlem, hvilket ikke er foreneligt med afholdelse af pokertuneringer. Bestemmelsen i § 8, stk. 2, i lov nr. 1504 af 27. december 2009 kan ikke føre til et andet resultat.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.