Kendelse af 08-05-2014 - indlagt i TaxCons database den 27-06-2014

Sagens emne

SKAT har truffet afgørelse om opkrævning af told, tobaksafgifter og moms i forbindelse med indførsel af cigaretter ved indrejse fra Irak til [by1] Lufthavn.

Landsskatteretten stadfæster den påklagede afgørelse.

Faktiske oplysninger

Det fremgår af en toldrapport af 12. september 2013, at:

”Den 25.08.2013 bliver [person1] kontaktet af sikkerhedskontrollen, [by1-lufthavn] som stod med en defekt kuffert i bagagefabrikken. Kufferten indeholdt cigaretter. Bagagen blev forseglet med tape og sendt op på bagagebåndet til bagageudleveringshallen. Kufferten blev ikke afhentet fra båndet. Bragt til [virksomhed1] som missing bagage.

Den 27.08.2013 kontakter handlinsselskabet [virksomhed1] toldkontrollen ved [person2] og oplyser, at hr. [person3] nu var ved at afhente et styk missing bagage.

På SKATs overvågningskamera ses hr. [person3] modtage et stk. fast kuffert ved [virksomhed1] skranken. Herefter går han 5 meter og bukker sig ned ved kufferten. 1. minut senere bliver hr. [person3] standset i grøn kanal af [person4]

På forespørgsel hvorfra han kommer, oplyser han at han har afhentet bagage og at kufferten tilhører hans fader. Ved gennemlysning af bagagen i x-ray ses der cigaretter i kufferten.

Ved efterfølgende kontrol findes der i alt 10.600 stk. uberigtigede (tax-free) cigaretter. Da kufferten bliver åbnet for kontrol og cigaretterne, som ligger i hele kartonner, ligger fremme, siger han at det ikke var hans kuffert og at det heller ikke var hans faders kuffert for han ryger ikke og at der måtte være tale om en misforståelse.

Ved visitation af hr. [person3]s bukselomme findes der en bagageseddel [...1]. På den frembudte kuffert fandtes der ingen bagage seddel.

I flg [virksomhed1] var der en bagageseddel på kufferten da den blev udleveret til hr. [person3].

Hr. [person3] vidste ikke hvor den var. Denne manglende bagageseddel [...1] blev efterfølgende fundet i en skraldespand, af [person2], umiddelbart der hvor han, efter at have fået udleveret kufferten, var stoppet op. På denne bagageseddel stod der [person3]s navn anført.

Hr. [person3] oplyste, at han den 25. august var ankommet til [by1-lufthavn] fra Iraq. Han var ledsaget af sin mor og far. Han kunne ikke huske hvor mange kufferter han medbragte. Han havde selv tjekket samtlige bagage ind i hans eget navn i Iraq. Han viste ikke hvor mange tasker/kufferter mm. hans forældre medbragte. Den medbragte kuffert tilhørte hans fader, selv om den stod indskrevet i hans navn. Han havde selv personligt 2 kufferter med på rejsen.

Ved afgangen fra Iraq havde en Iraqisk mand, ved navnet [person5], henvendt sig til hans fader:

[person6], [adresse1], [Sverige], cpr: [...] - og forespurgt om han kunne medtage den omtalte kuffert til Sverige.

En svensk person ved navnet hr. [person7], Sverige, skulle modtage kufferten når de kom til Sverige.

Da [person3] modtager kufferten ved [virksomhed1] stod den delvis åben. Han kunne godt se indholdet, da han kort tid efter bukker sig ned ved kufferten, men vidste ikke hvad det var.

Da det ved starten af kontrollen konstateres at hr. [person3] er u/18 år blev hans fader kontaktet på hr. [person3]s egen telefon. Faderen får hjælp af søsteren, som er til stede hos faderen, til oversættelse af samtalen. Faderen har meget svært ved at forklare sig omkring hændelsesforløbet. Oplyste at han selv havde medbragt 200 stk. cigaretter ved ankomsten til [by1-lufthavn] den 25. august.

Hr. [person3] bliver orienteret om, at hans fader tager kontakt til [person8] snarest for at komme med supplerende oplysninger til hændelsesforløbet.

Den 1. september sender hr. [person3] en mail til [person8] med oplysninger på modtagerens navn og telefonnummer. Dette telefonnummer eksisterer ikke. Dette blive oplyst tilbage til hr. [person3]. Hr. [person3] svarer tilbage den 9. september på mail at modtageren ikke ønsker at blive kontaktet.”

SKATs afgørelse

Der er opkrævet told og afgifter med i alt 18.908 kr.

Der er i forbindelse med indrejse fra Irak undladt at angive 10.600 stk. cigaretter, hvilket overstiger den told- og afgiftsfrie mængde på 200 stk., jf. toldbehandlingsbekendtgørelsen § 119, nr. 1).

Klagerens opfattelse

Der er nedlagt påstand om, at det opkrævede beløb på 18.908 kr. skal nedsættes til 0 kr.

Det er hertil anført, at klageren ikke var vidende om, at de pågældende cigaretter befandt sig bagagen.

Det er videre forklaret over for SKAT i en e-mail af 9. september 2013, at:

(...)

Det hånde mig et problem når jag landade i [by1] flygplatsen den 25:te augusti. En våska hade ej kommit fram. Den våskan fick vi på flygplasten i [Irak] når vi skulle flyga till [by1] av en man som jobbade på flygplasten och behövde våran hjålp. Han sade att våskan innehöll presenter til hans kompis som bor i [Sverige].


Den 27:de åkte jag Till [by1] för at hämta den väskan, hår startades problemet, för att det var cigaretter i väskan, vi hade inte en enda aning om at det skulle vara cigaretter i väskan, det skulle bara vara presenter i form av kläder och annat liknande.


Jag har ingenting med väskan att göra, jag visste inget om at den hade cigaretter i heller. Om jag hade vetat om att väskan innehöll någonting olaghigt så hade jag aldrig tagit emot den alls, förutom at jag hade anmält väskan och sändaren vilket är självklart.


Hela den grejen var en jätte stor chock för mig, jag är en studerande ungdom som går på gymnasiet andra året. Som en gymnasieelev så får jag 1050 svenska kronor varje månad som jag måste klara mig på hela månaden.

(...)”.

Landsskatterettens afgørelse

Regler om angivelse:

Det fremgår af toldlovens § 23, stk. 1, at personer, som rejser mellem tredjelande og det danske toldområde, ved indrejsen i det danske toldområde uopfordret skal standse op for kontrol og i øvrigt standse op for kontrol, når told- og skatteforvaltningen forlanger det.

Efter bestemmelsens stk. 2, har de pågældende personer pligt til over for told- og skatteforvaltningen at angive samtlige medbragte varer i overensstemmelse med de af EU og i henhold til § 10, stk. 3 fastsatte regler herom.

Det fremgår af toldbehandlingsbekendtgørelsens § 126, stk. 2, at personer, der ankommer til det danske toldområde fra et tredjeland, har pligt til straks at foretage angivelse til told- og skatteforvaltningen, hvis de medfører varer, der skal told- og afgiftsberigtiges.

Efter bestemmelsens stk. 3, skal personer, der ankommer til det danske toldområde, foretage angivelse ved at passere et kontrolområde, som består af 2 kanaler, hvoraf den ene (rød kanal) er mærket ”varer at angive”, og den anden (grøn kanal) er mærket ”ingen varer at angive”, såfremt et sådant kontrolområde er etableret det pågældende ankomststed. Personer, der indpasserer igennem den grønne kanal, har ved denne handling angivet over for told- og skatteforvaltningen, at de ikke medfører varer, der skal told- og afgiftsberigtiges, eller medfører varer, der er undergivet særlige varebestemmelser, jf. § 6, stk. 4.

Regler om afgiftsfrihed ved indrejse fra tredjeland:

Det fremgår af toldbehandlingsbekendtgørelsen § 119, nr. 1), at rejsende ved indrejse fra tredjeland afgiftsfrit kan medføre 200 cigaretter.

Det fremgår af toldbehandlingsbekendtgørelsen § 124, stk. 1, nr. 1), at det er en forudsætning for afgiftsfriheden, at varerne medbringes på personen eller i håndbagage (den ved indrejsen medbragte personlige bagage), således at de kan frembydes til samtidig toldbehandling på indrejsestedet, og at den bagage, som den rejsende senere frembyder for told- og skatteforvaltningen, kan dokumenteres at være indskrevet som rejsegods ved afrejsen hos det selskab, der har foretaget befordringen af bagagen til det danske toldområde.

Regler om tobaksafgift ved indførsel af cigaretter fra tredjelande:

Det fremgår af tobaksafgiftslovens § 12, at der betales afgift af afgiftspligtige varer, der indføres fra steder uden for EU eller indføres fra visse områder, der ikke er omfattet af de pågældende EU-landes afgiftsområde.

Regler om moms ved indførsel af varer fra tredjelande:

Det fremgår af momslovens § 12, stk. 1, at der betales afgift af varer, der indføres her til landet fra steder uden for EU.

Det lægges til grund, at klageren den 25. august 2013 har indrejst fra Irak til [by1] Lufthavn, og at klageren den 27. august 2013 har afhentet en kuffert med 10.600 stk. cigaretter i [by1] Lufthavn og er blevet standset af SKAT i den ”grønne kanal” sammen med den pågældende kuffert.

Retten finder på den baggrund, at mængdebegrænsningen for afgiftsfri indførsel af cigaretter på 200 stk. cigaretter efter toldbehandlingsbekendtgørelsens § 119, nr. 1) er overskredet. Det er således berettiget, at SKAT har opkrævet told og afgifter af de pågældende cigaretter med i alt 18.908 kr.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.