Kendelse af 05-08-2020 - indlagt i TaxCons database den 12-09-2020

Fonden har anmodet om godtgørelse af elafgift for el forbrugt i perioden 1. januar 2004 – 31. marts 2007.

SKAT har truffet afgørelse for perioden 2005 – 2008. SKAT har ikke imødekommet fondens anmodning om godtgørelse af elafgift, da udlejer ikke har specificeret afgiften på huslejefakturaen. SKAT har videre anført, at der ikke er mulighed for genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Fonden har lejet ejendommen på adressen [adresse1]. Ejendommen bestod af 5 etager, en tagetage og en kælder. Fonden lejede 4 etager og kælderen, mens 4. sal og tagetagen var udlejet til anden side. Den 1. april 2007 fraflyttede fonden adressen.

Fondens udlejer var i perioden til 30. juni 2004 [virksomhed1]. I perioden fra 1. juli 2004 var udlejeren [virksomhed2] ApS.

Af udskrift fra BIQ fremgår, at førstnævnte selskab fra 1. juni 2005 var under likvidation, hvorefter selskabet den 6. december 2005 blev likvideret. Videre fremgår det, at sidstnævnte selskab efter 17. december 2008 er under konkurs og i perioden 2005 – 2008 gentagne gange har været under opløsning/likvidation.

Ved brev af 25. februar 2008 anmodede fondens repræsentant på fondens vegne SKAT om godtgørelse af blandt andet elafgift for el forbrugt i perioden 1. januar 2004 – 31. december 2007 vedrørende lejemålet [adresse1]. Af brevet fremgik det, at opgørelsen af fondens elforbrug var baseret på forbrugsoplysninger fra el-leverandøren sammenholdt med en fordelingsnøgle for udgifter til blandt andet el, som fremgik af lejekontrakten. Det fremgik, at fondens andel af ejendommens samlede forbrug var blevet opgjort på grundlag af det til fonden udlejede areal af ejendommen i forhold til det samlede areal. Ved brev af 17. oktober 2008 fremsendte fondens repræsentant til SKAT en korrektion til efterangivelsen.

SKAT afslog ved afgørelse af 4. maj 2010 at imødekomme anmodningen om godtgørelse af elafgift for el forbrugt i perioden 1. januar 2004 – 31. december 2007, da udlejer ikke havde specificeret afgifterne på huslejefakturaerne, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 16, 2. pkt., og vandafgiftslovens § 8, stk. 2, 2. pkt. Af sagsfremstillingen fremgik følgende:

”...

Såfremt [virksomhed3] får udlejer til at specificere afgiften så er det [SKAT]s opfattelse at anmodningen om genoptagelse er sket indenfor fristen således at vi betragter jeres første anmodning af 25. februar 2008, for at gennembryde fristen.

...”

Afgørelsen blev ikke påklaget til Landsskatteretten.

Ved e-mail af 9. februar 2011 oplyste fondens repræsentant SKAT om, at man havde været i kontakt med kurator for boet efter det selskab, der i den pågældende periode udlejede ejendommen, og at kurator i den forbindelse oplyste, at selskabets regnskaber og bilag var yderst mangelfulde, samt at det var kurators opfattelse, at der aldrig var blevet udarbejdet et ejendomsregnskab eller andet regnskab, der specificerede afgifterne.

Fondens repræsentant har den 14. september 2011 sendt supplerede oplysninger og anmodet SKAT om en samlet tilbagebetaling på 105.440 kr. vedrørende elafgifter. Det fremgår af anmodningen, at repræsentanten på grundlag af udlejers elregninger for 2004 sammenholdt med fondens acontobetalinger i 2004 for elforbrug har konstateret, at fonden er blevet tilfaktureret 47,55 % af udgifterne til elforbrug i ejendommen. På grundlag af oplysninger fra kurator for konkursboet efter udlejer, herunder kopi af regninger fra el-leverandøren [virksomhed4], er fondens godtgørelsesberettigede elafgifter herefter beregnet for perioden og korrigeret for momsfradragsprocenten. Der er i anmodningen foretaget følgende opgørelse:

År for sædvanlig udsendelse af ejendomsregnskab

Godtgørelsesberettigede afgifter på elregninger

Fondens godtgørelsesberettigede elafgifter

2005

82.948,99

17.354,77

2006

177.443,08

40.500,03

2007

169.280,92

37.080,58

2008

43.318,23

10.505,00

Over for Skatteankestyrelsen har fondens repræsentant til ovenstående oplyst, at afgiftsgodtgørelsen er opgjort som energiafgift, energisparebidrag og eldistributionsbidrag.

Over for Skatteankestyrelsen har fondens repræsentant oplyst, at man ved udarbejdelsen af opgørelsen har anset kravet vedrørende godtgørelse for fondens elforbrug for 2004 for opstået i 2005, da det er fast praksis, at udlejer ikke løbende specificerer afgifterne overfor lejer ved aconto-opkrævning, men først gør dette efter kalenderårets udløb.

Fonden har fremlagt lejekontrakt dateret 14. september 1989 og indgået mellem [virksomhed1] A/S og fonden. Det fremgår heraf, at udlejeren leverer varme, varmt vand og elektricitet, at udgifterne fordeles pr. m2 udlejet areal ud fra varmeregnskabet samt at lejeren betaler a conto pr. måned for disse ydelser.

Fonden har tillige fremlagt lejekontrakt mellem [virksomhed1] A/S c/o [fagforbund1] dateret 1. februar 1995. Det fremgår, at det lejedes areal udgør 1.576 m2 samt, at kontrakten erstatter lejekontrakt af 28. september 1993.

Desuden er der fremlagt allonge til lejekontrakt mellem [fagforbund1] og fonden dateret 20. februar 2002 hvoraf det fremgår, at fondens samlede lejede areal herefter udgør 2.048 m2 ud af i alt 3.052 m2.

SKATs afgørelse

SKAT har afslået fondens anmodning om godtgørelse af elafgiften for perioden 2005 – 2008, idet SKAT ikke har anset fristen for ordinær genoptagelse for overholdt, jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2. SKAT har desuden afslået anmodningen om godtgørelse af elafgiften med henvisning til, at udlejer ikke har specificeret afgiften på fakturaen for husleje, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 6, 2. pkt.

Af SKATs afgørelse fremgår følgende:

”...

SKATs bemærkninger og begrundelse

Det er fortsat SKATs opfattelse, at i henhold til elafgiftslovens § 11, stk. 16, 2. pkt. og vandafgiftslovens § 8, sk. 2, 2. pkt., så kan afgifterne kun tilbagebetales, når der foreligger dokumentation i form af fakturaer eller særskilte opgørelser, hvoraf størrelsen af afgiften fremgår.

[virksomhed3] er derfor ikke berettiget til godtgørelse af elafgiften for perioden, og SKAT kan ikke imødekomme jeres ansøgning om godtgørelse.

Det fremgår således også af punktafgiftsvejledningen 2013-1, afsnit E.A.4.6.16.2 at det er en betingelse for godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift (og vandafgift), at virksomheden kan fremlægge fakturaer, regninger, afregningsbilag, notaer eller acontoopkrævninger, der opfylder kravene til fakturaer.

Det betyder, at den godtgørelsesberettigede virksomhed skal være i besiddelse af fakturaer eller specifikationer udstedt til den godtgørelsesberettigede virksomhed for netop denne virksomheds forbrug. Det er således ikke tilstrækkeligt at have kopier af fakturaer udstedt af energiselskabet til udlejer, da lejers forbrug ikke fremgår af disse. Dette fremgår blandt andet af SKM2009.725.SKAT om kontorhoteller.

Det fremgik af SKATs afgørelse og sagsfremstilling af 4. maj 2010, at såfremt [virksomhed3] fik udlejer til at specificere afgiften overfor [virksomhed3], så ville SKAT anse jeres første anmodning (af 25. februar 2008) for at have gennembrudt fristen. Det er SKATs opfattelse, at det fremskaffede materiale ikke specificerer afgiften overfor jer. Herudover er selve forbruget opgjort på baggrund af et skøn baseret på tidligere års opkrævninger fra udlejer til lejer af betaling for elektricitet sat i forhold til udlejers samlede udgift til elektricitet. SKAT kan ikke acceptere, at lejer skønner over forbruget, og ydermere tager dette skøn udgangspunkt i udlejers henholdsvis lejers betaling for elektricitet og ikke lejers forbrug af elektricitet.

SKATs supplerende begrundelse på baggrund af virksomhedens bemærkninger

[SKAT] sendte virksomheden en afgørelse af det omhandlede spørgsmål den 4. maj 2010, hvori SKAT gav virksomheden mulighed for at fremskaffe materiale, hvor udlejer specificerede afgifterne overfor virksomheden, hvorefter SKAT ville betragte anmodningen for modtaget rettidigt.

Virksomheden havde mulighed for at påklage afgørelsen af 4. maj 2010 til Landsskatteretten, dette har virksomheden undladt. Virksomheden har tillige ikke fremskaffet den i afgørelsen af 4. maj 2010 nævnte dokumentation fra udlejer, men alene fortaget et skøn over virksomhedens forbrug af el. Dette skøn er baseret på hvor stor en andel af udlejers samlede udgift til elektricitet, som udlejer har faktureret videre til virksomheden for en tidligere periode (2004), hvor der i øvrigt ikke er sket endelig afregning mellem udlejer og virksomheden.

På baggrund af ovenstående er det derfor fortsat SKATs afgørelse, at virksomheden hverken

kan opnå genoptagelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, da perioden der ønskes godtgørelse for ligger mere end 3 år tidligere end nærværende anmodning eller
opnå ret til godtgørelse, da virksomheden fortsat ikke opfylder betingelserne i elafgiftslovens § 11, stk. 16, 2. pkt. og vandafgiftslovens § 8, sk. 2, 2. pkt., da virksomheden ikke har specificerede fakturaer udstedt af udlejer til virksomheden, ligesom udlejer ikke på anden måde har specificeret afgifterne overfor virksomheden.

Det er desuden SKATs opfattelse at Vestre Landsrets dom vedrørende smøreolieafgift ikke kan anvendes i denne afgørelse, da et lovhjemlet krav ikke kan siges at være urimeligt, når kravet – om specificering af afgifterne overfor den godtgørelsesberettigede – hele tiden har været kendt eller burde have været kendt af virksomheden.

...”

Fondens opfattelse

Fondens repræsentant har nedlagt principal påstand om, at der godkendes godtgørelse af el- og CO 2-afgift med et beløb på 105.991 kr., idet genoptagelsesfristen har været suspenderet indtil SKAT ved den påklagede afgørelse endelig har afgjort, at den fremlagte dokumentation ikke kunne godkendes. Subsidiært er nedlagt påstand om, at sagen hjemvises med henblik på opgørelse af det godtgørelsesberettigede beløb.

Af klagen fremgår følgende:

”...

Det gøres for det første gældende, at det ikke kan lægges [virksomhed3] som lejer til last, at udlejer ikke har overholdt de i energiafgiftslovgivningen gældende dokumentationskrav – og slet ikke i en situation, hvor udlejerne er gået konkurs, og specifikationerne dermed ikke har kunnet fremskaffes.

SKATs ualmindeligt lange sagsbehandlingstid har i realiteten betydet, at [virksomhed3] er blevet stillet om muligt endnu vanskeligere, idet SKAT først på et meget sent tidspunkt har taget stilling til den alternative dokumentation, som blev fremlagt. En tidligere stillingtagen hertil kunne have givet selskabet mulighed for at få en kurator eller likvidator til at foretage de fornødne specifikationer. Med en afgørelse i 2013 er dette i realiteten helt umuligt.

Vi anerkender naturligvis, at udlejer er forpligtet til at fremsende specificerede regninger til lejer, jf. elafgiftslovens § 11 A, stk. 8, ligesom vi anerkender, at lejer er forpligtet til at fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, hvoraf størrelsen af afgiften fremgår, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 16, 2. pkt.

I denne sag er det imidlertid udlejer, der ikke har overholdt sine forpligtelser i henhold til lovgivningen. Efter vores opfattelse kan det ikke komme lejer til skade, at udlejer ikke har overholdt sine forpligtelser, når oplysningerne i øvrigt kan fremskaffes på anden vis. SKATs meget formelle tilgang gør det reelt umuligt for [virksomhed3] at opnå den godtgørelse, som de er berettiget til efter lovgivningen, særligt set i lyset af, at udlejerne er gået konkurs, og SKATs urimeligt lange sagsbehandlingstid har været medvirkende til, at dokumentation ikke har kunnet fremskaffes. At SKAT står så fast på formaliteten strider mod EU-rettens fundamentale effektivitetsprincip og proportionalitetsprincip. Derfor skal [virksomhed3] have ret til godtgørelse, når godtgørelsesretten og godtgørelsesbeløbet kan dokumenteres på anden måde.

Praksis fra EU-Domstolen understreger da også, at skattemyndighederne ikke må gøre det uforholdsmæssigt vanskeligt for virksomhederne at opnå den godtgørelse henholdsvis fradragsret, som de efter loven har ret til.

V.L. [...]

Således har Vestre Landsret den 3. april 2013 givet [virksomhed5] A/S medhold i, at der ikke kan opstilles urimelige krav for at kunne opnå godtgørelse af smøre- og hydraulikolieafgift. Forinden Vestre Landsrets afgørelse havde EU-Domstolen taget stilling til problemstillingen i sag C-94/10. EU-Domstolen udtalte, at hvor tilbagebetalingen af afgift viser sig umulig eller uforholdsmæssig vanskelig, navnlig ved sælgers insolvens ”kræver effektivitetsprincippet imidlertid, at køberen skal være i stand til at rette sit krav om tilbagebetaling direkte mod skattemyndighederne” (præmis 28).

Sag C-35/05 – [virksomhed6]

Samme princip er udtrykt i Domstolens afgørelse i C-94/10, hvor Domstolen i sag C-35/05 fandt, at medlemsstaterne i medfør af princippet om neutralitet, effektivitet og ligebehandling ikke kan gøre anmodning om tilbagebetaling uforholdsmæssigt vanskelig, og at dette vil være i strid med effektivitetsprincippet (præmis 42).

Sag C-138/12 – Rusedespred

Endelig har EU-Domstolen den 11. april 2013 afsagt dom i sagen C-138/12, der vedrørte det bulgarske selskab Rusedespred. Det fremgår af afgørelsens præmis 21, at den nationale myndighed ikke kan afvise et krav på godtgørelse alene på grund af en formalitet. Endvidere fremgår det, at betingelser, der er umulige at opfylde, går ud over, hvad der er nødvendigt for at afværge risikoen for tab af afgiftsindtægter.

Det er vores opfattelse, at SKAT i nærværende sag har gjort [virksomhed3]s ret til godtgørelse af energiafgifter uforholdsmæssigt vanskelig, idet SKAT ikke har accepteret anden form for dokumentation end specifikationer fra udlejer. Det er endvidere problematisk, at SKAT ikke har taget hensyn til, at det er udlejer, der ikke har overholdt de gældende specifikationskrav, og at udlejer er gået konkurs henholdsvis er under likvidation. Denne tilgang er efter vores vurdering i strid med de principper, som EU-Domstolen har udtrykt i bl.a. ovennævnte domme.

På baggrund af EU-Domstolens afgørelser kan det derfor efter vores opfattelse sluttes, i lighed med Vestre Landsrets afgørelse som gennemgået ovenfor, at [virksomhed3] på grund af udlejers konkurs er berettiget til godtgørelse for den omhandlede elafgift, idet risikoen for tab af afgiftsindtægter er afværget, og at proportionalitetsprincippet medfører, at SKAT ikke kan stille urimelige dokumentationskrav til [virksomhed3]”.

...

Det gøres for det andet gældende, at den dokumentation, som [virksomhed3] har fremlagt, er tilstrækkelig til at dokumentere det opgjorte beløb og dermed tilstrækkeligt til at imødekomme [virksomhed3]s anmodning om tilbagebetaling.

Idet [virksomhed3] ikke har modtaget de lovpligtige opgørelser fra udlejer, er den godtgørelsesberettigede elafgift beregnet ud fra ejendommens fordelingsnøgle. Som fremhævet i tidligere korrespondance med SKAT, fremgår det af SKATs styresignal SKM2009.725.SKAT, at ”Fordelingen af den forbruge elektricitet på områder, hvor lejer har en eksklusiv brugsret, kan opgøres forholdsmæssigt efter den fordelingsnøgle, som kontorhotellet i øvrigt anvender ved fastsættelsen af lejers ydelse, f.eks. med udgangspunkt i arealets størrelse eller antal medarbejdere, der huses i kontorhotellet.”

Heri ligger efter vores opfattelse, at det er muligt at opgøre [virksomhed3]s forbrug af elektricitet efter fordelingsnøglen, der i nærværende sag opgøres på baggrund af kvadratmetermetoden. Den eneste forskel mellem dokumentationskravet i styresignalet og den dokumentation, som vi har fremlagt, er, at opgørelserne er fremskaffet direkte ved ejendommens leverandører ([virksomhed7] og [virksomhed4]).

[virksomhed3] har i overensstemmelse med elafgiftslovens § 11, stk. 1, ret til at få tilbagebetalt afgift. I medfør af § 11, stk. 16, 2. pkt., skal [virksomhed3] som dokumentation ”fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, hvoraf størrelsen af afgiften fremgår”. I medfør af elafgiftslovens § 11a, stk. 8, skal udlejer afgive de nødvendige oplysninger til brug for § 11, stk. 16. Bestemmelsen stiller således krav til udlejer, men henviser ikke til købers ret til at dokumentere godtgørelsesberettigede beløb.

Det følger af Punktafgiftsvejledningen 2013-1, afsnit E.A.4.6.16.1, at virksomheden skal kunne fremlægge fakturaer eller særskilte opgørelser, der kan danne grundlag for opgørelse af godtgørelsesbeløbet. Af afsnit E.A.4.6.16.2 fremgår, at virksomheder, der leverer elektricitet, herunder virksomheder, der er frivilligt momsregistreret for udlejning af fast ejendom, mindst en gang årligt skal oplyse momsregistrerede virksomheder om størrelsen af henholdsvis elafgift, eldistributionsbidrag samt energispareafgift. Vejledningen indeholder dermed ikke en direkte henvisning til de oplysninger, som lejer skal fremlægge for at opnå godtgørelse, men dette krav er implicit. Vi er enige i, at kravet til fremlæggelse af fakturaer eller særskilte opgørelser er fornuftigt og forståeligt. Kravet kan dog ikke føre til, at det for en lejer reelt bliver umuligt at udøve den ret, som lejer har i medfør af lovgivningen.

Det bemærkes endvidere, at de oplysninger, som vi har fremskaffet direkte fra [virksomhed7] og [virksomhed4] indeholder de nødvendige oplysninger til at beregne de omhandlede afgifter, hvilket yderligere understøtter [virksomhed3]s ret til at anvende disse opgørelser som grundlag.

For så vidt angår det skøn, der ligger til grund for den anmodede godtgørelse, kan vi oplyse, at eftersom [virksomhed2] ApS aldrig har udarbejdet et ejendomsregnskab, og i den forbindelse ikke løbende har reguleret acontoopkrævningerne, udgør acontoopkrævningerne den faktiske betaling af elektricitet for [virksomhed3]. Som oplyst pr. e-mail den 14. september 2011 har vi på baggrund af opkrævningsspecifikationer fra 2004 beregnet [virksomhed3]s andel af den viderefakturerede elektricitet til 47,55 %. Idet acontoopkrævningerne som oplyst ikke er blevet reguleret, må det antages, at denne fordeling ikke er ændret. Det bemærkes endvidere at SKAT ikke har haft indvendinger mod denne opgørelse.

...”

Fondens repræsentant har desuden anført følgende:

”...

På ansøgningstidspunktet anså vi ikke 2004 for forældet ud fra den faste praksis, at udlejer ikke løbende specificerer afgifterne overfor lejer i forbindelse med aconto-opkrævningerne men kun en gang årligt efter kalenderårets udgang sender en afgiftsspecifikation over lejerens forbrug i det forudgående kalenderår - denne specifikation fremgår typisk af udlejers eller administrators ejendomsregnskab.

Da lejer således ikke kan opnå afgiftsgodtgørelse før disse oplysninger foreligger, anses faktureringstidspunktet for forbruget i kalenderåret at være lige med dato for udsendelse af ejendomsregnskabet el.lign., hvilket udlejer i den konkrete sag som bekendt ikke har gjort.

Reelt anses kravet derfor at været opstået i afgiftsperiode fra 1. januar 2005.

Endelig er det nævnt, at relevansen af SKM2015.475.BR skal afklares.

Vi har gennemgået dommen. Af dommen fremgår bl.a., at en teatervirksomhed bl.a. ikke kunne opnå el- og vandafgiftsgodtgørelse, fordi de ikke ved hjælp af fakturaer eller særskilte opgørelser, hvoraf størrelsen af afgiften fremgår. Det påhviler forbrugeren at godtgøre, at betingelserne for tilbagebetaling af elafgift er opfyldt.

Efter vores opfattelse er omstændighederne i den pågældende sag meget anderledes end i [virksomhed3]-sagen, hvorfor dommen ikke umiddelbart kan finde anvendelse.

Det begrunder vi med, at der i det pågældende teater havde mange lejere og at sagsøger var ude af stand til at godtgørelse, hvordan el- og vandforbruget på teateret skulle fordeles. Sagsøger argumenterede således med, at de stillede udstyr til rådighed for lejeren og derfor selv havde ret til afgiftsgodtgørelse, jf. praksis for kontorhoteller (SKM2009.725.SKAT).

I [virksomhed3]-sagen har lejer eksklusiv brugsret over de lejede arealer. Endvidere fremgår det tydelige af lejekontrakten, at [virksomhed3] skal betale for el og vand på baggrund af de lejede m2. Desuden fremgår af seneste kontraktændring det lejede areal samt det samlede areal, således at en præcis fordelingsnøgle for afgifterne på ejendommens el- og vandforbrug kan beregnes. Endelig har vi på lejeres vegne fremskaffet oplysningerne om de afgifter, der påhviler det samlede el- og vandforbrug i ejendommen.

På denne baggrund har [virksomhed3] éntydigt godtgjort størrelsen af afgiften på det el- og vandforbrug, som de ifølge lejekontrakten var forpligtet til at afholde udgifterne til. Dermed har de også løftet bevisbyrden for, at betingelserne for tilbagebetaling af afgifter er opfyldt.

Efter vores opfattelse kan udlejer også gennem oplysningerne i lejekontrakten fra 1989 og allongen fra 2002 anses for at have leveret de oplysninger, som er nødvendig for at [virksomhed3] gennem indhentning af oplysninger om afgifterne af det samlede el- og vandforbrug kunne dokumentere, at betingelserne for tilbagebetaling af afgifter var opfyldt.

Vi kan selvfølgelig medgive, at en afgiftsspecifikation fra udlejer i højere grad opfylder lovens intentioner. Men set i lyset af, at hverken lejer eller SKAT har sanktionsmuligheder overfor udlejer, der ikke lever op til kravet i lovgivningen, vil det være i strid med proportionalitetsprincippet at nægte lejer afgiftsgodtgørelse, fordi udlejer ikke fuldt ud efterkommer disse krav. Det gælder ikke mindst i et tilfælde som dette, hvor udlejer i mellemtiden er gået konkurs og hvor muligheden for at komme i dialog med udlejer er blevet forspildt på grund af en usædvanlig lang sagsbehandlingstid fra SKATs side.

Ifølge dommen blev teatervirksomheden og lejerne også nægtet afgiftsgodtgørelse, fordi der ikke var foretaget målinger, der kunne danne grundlag for fordelingen.

Krav om målinger gælder dog ikke lejemål, hvor udlejer har eksklusiv brugsret, hvilket fremgår af SKM2009.725.SKAT, afsnit 3.2.:

”... Fordelingen af den forbrugte elektricitet på områder, hvor lejer har en eksklusiv brugsret, kan opgøres forholdsmæssigt efter den fordelingsnøgle kontorhotellet i øvrigt anvender ved fastsættelsen af lejers ydelse f.eks. med udgangspunkt i arealets størrelse eller antallet medarbejdere, der huses i kontorhotellet ...”.

Konklusion

Efter vores opfattelse støtter dommen på ingen måde SKATs opfattelse af, at [virksomhed3] ikke kan opnå afgiftsgodtgørelse, da forholdene er meget forskellige. Tværtimod synes [virksomhed3] at kunne opfylde de betingelser, som domstolen fastsætter for at kunne opnå afgiftsgodtgørelse.

...”

Vedrørende genoptagelse har fondens repræsentant anført følgende:

”...

Det fremgår af SKATs afgørelse 4. maj 2010 og afgørelsen 5. juli 2013 at SKAT gav virksomheden mulighed for at fremskaffe materiale, hvor udlejer specificerede afgifterne overfor virksomheden, hvorefter SKAT ville betragte anmodningen for modtaget rettidigt. Da SKAT ikke har fastsat en tidsfrist for hvornår dokumentationen senest skulle være modtaget, må forældelsen anses for suspenderet indtil SKAT træffer endelig afgørelse om, at de ikke kan godkende den fremlagte dokumentation.

I perioden fra afgørelsen og indtil februar måned 2011 har vi kontinuerligt været i kontakt med Skifteretten og kurator for at fremskaffe den ønskede dokumentation.

Efter vores opfattelse bekræfter SKAT i mail af 9. februar 2011, at forældelsesfristen kun kan suspenderes hvis den ønskede dokumentation måtte fremlægges for SKAT.

På denne baggrund fortsatte vi arbejdet med at fremskaffe så fyldestgørende dokumentation som muligt hvilket vi orienterede SKAT om i mail den 25. februar 2011. Da SKAT ikke gav nogen tilbagemelding på vores mail var vi af den opfattelse, at SKAT fortsat var åben overfor at se på den nye dokumentation.

Vi har igen den 14. september 2011 fremlagt ny dokumentation fra udlejer med hjælp fra kurator, hvor vi har fremskaffet regnskabsmateriale og elregninger fra [virksomhed2] ApS, hvorefter SKAT brugte næsten to år på at komme med et forslag til ny afgørelse, hvor de igen ikke godkender indsendt dokumentation. Det må også nævnes at [person1], ligesom i perioden op til den første afgørelse, efter indsendelse af det indsendte regnskabsmateriel adskillige gange har rykket SKAT på mail og telefon i 2011/2012 og SKAT kun sjældent svarede henholdende.

I en tilbagemelding af 4. juli 2012 oplyser SKAT, at de vil komme med en tilbagemelding inden udgang af august 2012, men sendte først forslag til afgørelse den 16. maj 2013. Under hele forløbet havde vi således forsat den klare opfattelse, at SKAT fortsat ville anse en godkendt dokumentation for modtaget rettidigt.

SKAT har i sin afgørelse fra 5. juli 2013 nævnt at virksomheden havde undladt at påklaget afgørelsen 4. maj 2010 til Landsskatteretten. Dette fravalgte [person1] da det fremgik af afgørelsen fra 4 maj 2010, at en efterfølgende indsendelse af fyldestgørende dokumentation ville blive anset for rettidigt og det i sagens natur ikke var muligt på tidspunktet for afgørelsen af fastslå, hvilken dokumantation det var muligt at fremskaffe og om SKAT ville kunne godkende den fremskaffede dokumentation. [person1] har på vegne af virksomheden haft løbende korrespondance med SKAT og Kurator under hele sagsbehandlingen, og har hele tiden arbejdet med at forsøge at opfylde SKATs ønsker om dokumentation.

Hvis SKAT behandlet sagen inden for rimelig tid fra starten, havde det været betydeligt større mulighed for at virksomheden kunne have fremskaffet den ønsket dokumentation.

Derfor mener vi, at forældelsen har været suspenderet indtil SKAT ved afgørelse af 5. juli 2013 endelig har afgjort, at den fremlagte dokumentation ikke kunne godkendes.

...”

Retsmøde

På retsmødet påstod fondens repræsentant hjemvisningen af sagen, idet repræsentanten fremlagde en ny opgørelse over fondens godtgørelsesberettigede elafgift på i alt 154.4402,42 kr. vedrørende årene 2004-2007.

Skattestyrelsen fastholdt indstillingen om stadfæstelse, idet der ikke var fremlagt dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet i henhold til elafgiftslovens § 11, stk. 16.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten afgør klager over Told- og skatteforvaltningens afgørelser. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Fonden har anmodet SKAT om godtgørelse af 105.440 kr. vedrørende elafgifter. Under sagens behandling har fondens repræsentant oplyst, at beløbet består af energiafgift, energisparebidrag og eldistributionsbidrag.

Fonden har klaget over SKATs afgørelse for så vidt angår godtgørelse af el- og CO 2-afgift. SKATs afgørelse vedrører dog alene elafgift.

CO 2-afgiften har således ikke været genstand for SKATs behandling i den påklagede afgørelse.

Landsskatteretten afviser at behandle klagen vedrørende godtgørelse af CO 2-afgift, jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1.

Der skal herefter tages stilling til, om fristen for fastsættelse eller ændring af fondens godtgørelse af elafgift er udløbet.

En afgiftspligtig, der ønsker godtgørelse af afgift, skal senest 3 år efter det tidspunkt, hvor kravet om godtgørelse tidligst kunne gøres gældende, fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde godtgørelse af afgiften. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, 2. pkt.

Virksomheder, der var registreret efter momsloven, kunne få tilbagebetalt elafgift efter dagældende elafgiftslovs § 11, stk. 1, (lovbekendtgørelse nr. 689 af 17. september 1998 som ændret ved lov nr. 389 af 2. juni 1999, samt lovbekendtgørelse nr. 421 af 3. maj 2006). Afgiften tilbagebetaltes i samme omfang, som virksomheden havde fradragsret for indgående moms af elektricitet og varme. Det fremgik af dagældende elafgiftslovens § 11, stk. 16 (lovbekendtgørelse nr. 689 af 17. september 1998 som ændret ved lov nr. 462 af 9. juni 2004, samt lovbekendtgørelse nr. 421 af 3. maj 2006). Tilbagebetalingsbeløbet efter elafgiftslovens § 11, stk. 1, opgjordes som udgangspunkt for den periode, som virksomheden anvendte ved angivelsen af afgiftstilsvaret efter momsloven. Det fremgik af Punktafgiftsvejledningerne fra 2004-1 til 2007-1, afsnit F.6.15.

Fondens repræsentant har ved e-mail af 14. september 2011 anmodet om godtgørelse af elafgift for el forbrugt i perioden 1. januar 2004 – 31. marts 2007. Kravet er opgjort ud fra aconto-faktureringer. Derfor er der tale om krav på godtgørelse, som selskabet har kunnet gøre gældende på momsangivelserne for afgiftsperioderne i perioden 1. januar 2004 – 31. marts 2007. Fondens sidste frist for angivelse af moms efter momsloven for afgiftsperioder før den 31. marts 2007 kan senest have været den 1. september 2007, jf. dagældende momslovs § 57, stk. 2-4, (lovbekendtgørelse nr. 966 af 14. oktober 2005 som ændret ved lov nr. 1416 af 21. december 2005). SKAT har derfor modtaget repræsentantens e-mail af 14. september 2011 senere end 3 år efter det tidspunkt, hvor fonden tidligst kunne have gjort godtgørelseskravet gældende. Anmodningen er derfor indkommet for sent i henhold til skatteforvaltningslovens § 31.

Spørgsmålet er herefter om der er grundlag for fristgennembrud efter skatteforvaltningslovens § 32.

Godtgørelsen kan fastsættes eller ændres ekstraordinært på grund af særlige omstændigheder. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4. Fristen herfor er i medfør af § 32, stk. 2, 6 måneder efter at den afgiftspligtige er kommet til kundskab med de forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 31. En ansøgning om fastsættelse eller ændring af godtgørelsen kan dog behandles efter denne frist, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

Bestemmelsen blev oprindeligt indsat ved § 1, nr. 3, i lov nr. 410 af 2. juni 2003, og ændret ved lov nr. 427 af 6. juni 2005. I § 1, nr. 3, i de specielle bemærkninger til lov nr. 410 af juni 2003, som blev fremsat 12. marts 2002 ved L 175, henvises der til de specielle bemærkninger i § 1, nr. 2, hvoraf blandt andet følgende fremgår:

”...

Endvidere vil bestemmelsen kunne finde anvendelse, såfremt myndighederne har foretaget en åbenbart urimelig skønsmæssig ansættelse, eller hvis det må lægges til grund, at den lokale skattemyndighed fejlagtigt har afgivet genoptagelsestilsagn til den skattepligtige ud over den ordinære ansættelsesfrist, og den skattepligtige som følge heraf ikke rettidigt har klaget eller anmodet om genoptagelse af ansættelsen.

...”

SKAT har i deres afgørelse af 4. maj 2010 givet udtryk for, at fonden ved indsendelse af bestemte oplysninger, vil kunne få ændret godtgørelsen på trods af, at den ordinære frist herfor kunne være overskredet. SKATs tilsagn i afgørelsen af 4. maj 2010 svarer til et genoptagelsestilsagn. Tilsagnet har været egnet til bevirke, at selskabet ikke har udnyttet klageadgangen eller indkommet med en ny rettidig anmodning for den periode, som stadig lå inden for fristen i skatteforvaltningslovens § 31. En sådan situation kan i henhold til de ovenfor citerede forarbejder udgøre særlige omstændigheder, der kan begrunde fristgennembrud i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4.

Der fremgik af elafgiftslovens § 11, stk. 16, et krav om, at den elafgift som den afgiftspligtige søgte godtgjort, skulle kunne dokumenteres ved fremlæggelse af fakturaer eller opgørelser fra udlejeren med opgørelse af afgiftens størrelse.

Landsskatteretten finder, at der ikke er fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af godtgørelsen.

Landsskatteretten har ved denne vurdering lagt vægt på, at den beregning som repræsentanten har foretaget med udgangspunkt i enkelte acontobetalinger for 2004, ikke i sig selv kan begrunde en ændring, idet disse beregninger ikke er understøttet af dokumentation for den af fonden faktisk betalte afgift i den periode, der anmodes om at få godtgørelse for.

Der foreligger derfor ikke en særlig situation, som kan begrunde fristgennembrud i henhold til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 4.

Landsskatteretten finder endvidere ikke grundlag for at hjemvise sagen, idet der ikke er fremlagt oplysninger, der vil kunne føre til et andet resultat. Den ved retsmødet fremlagte opgørelse ændrer ikke herpå.

Fondens repræsentant har i sin klage henvist til EU-domstolens afgørelser C-94/10, C-35/05 og C-138/12, med bemærkninger om effektivitets-, neutralitets- og ligebehandlingsprincippet, samt bemærket at der ikke kan opstilles betingelser, der er umulige at opfylde.

Det bemærkes hertil for det første, at disse sager vedrører beløb, der urigtigt er blevet indbetalt til eller opkrævet af myndighederne. Dernæst bemærkes det, at det ikke kan anses som et urimeligt krav, at fonden skal dokumentere betalingen af den afgift. der søges godtgjort. De nævnte domme ses ikke at kunne føre til at andet resultat.

Det er således med rette, at SKAT ikke har imødekommet fondens anmodning om godtgørelse af elafgift.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.