Kendelse af 19-05-2014 - indlagt i TaxCons database den 27-06-2014
SKAT har forhøjet selskabets momstilsvar for 2010 med i alt 13.660 kr. vedrørende ikke godkendte fradrag for diverse udgifter.
Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse til 8.000 kr. i overensstemmelse med resultatet under rettens j.nr. [...].
Selskabet er et moderselskab til det 100 % ejet datterselskab [virksomhed1] ApS. Moderselskabet er ejet 100 % af [person1]. De to selskaber er sambeskattet. Datterselskabet udøver efter vedtægterne handel og service med vindmøller.
SKAT har forhøjet selskabets momstilsvar for 2010 med i alt 13.660 kr.
Beløbet, der ikke godkendes, fremkommer som følger:
MOMS:
Indgående afgift vedrørende projekt på [ø1], 25 % af 6.940 kr. 1.735 kr.
Indgående afgift af mindre nyanskaffelser:
Bilag 23 – kamera, 25 % af 5.999 kr. 1.500 kr.
Bilag 150 – 2 stk. lamper til kontor, 25 % af 1.000 kr. 250 kr.
Bilag 265 – postkasse, 25 % af 2.099 kr. 525 kr. 2.275 kr.
Indgående afgift af udgifter til brændstof, 25 % af 25.000 kr. 6.250 kr.
Indgående afgift af køb af vaskemaskine og tørretumbler, 25 % af 13.599 kr. 3.400 kr.
Momstilsvaret forhøjes med i alt 13.660 kr.
Der er henvist til ændringerne af datterselskabet [virksomhed1] ApS skattepligtige indkomst for indkomståret 2010, som behandlet under Landsskatterettens j.nr. 12-0253106, hvor udgifterne ikke er anset for at vedrøre driften af selskabet, men derimod af privat karakter. Der er derfor ikke adgang til momsfradrag efter momslovens § 37, jf. momslovens §§ 3 og 4.
Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at der ikke skal ske forhøjelse af selskabets momstilsvar.
Der er i det hele henvist til anbringenderne fremført i sagen vedrørende datterselskabet under rettens j.nr. 12-0253106.
Som anført under Landsskatterettens journalnummer [...] har selskabet ikke fået medhold i, at udgifterne til nyanskaffelse af lamper og udgifter til brændstof skal anses som driftsomkostninger/afskrivningsberettiget aktiver. Selskabet har dog fået medhold i, at udgifterne til computer (kamera), postkasse, vaskemaskine/tørretumbler og [projekt1] er driftsomkostninger.
I overensstemmelse hermed nedsættes SKATs momsforhøjelse til 8.000 kr.