Kendelse af 13-04-2015 - indlagt i TaxCons database den 29-05-2015

Klagen skyldes, at klageren er blevet pålagt at svare registreringsafgift af et motorkøretøj, da klagerens kørsel i mandskabsvogn er anset for privat personbefordring i strid med den dagældende registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Faktiske oplysninger

[Politiet] foretog tirsdag den 30. april 2013 en standsning af et motorkøretøj med registreringsnummeret [reg.nr.1]. Føreren af mandskabsvognen var en ansat i selskabet. På passagersædet sad en mindre dreng i et barnesæde. Politiet gjorde føreren bekendt med årsagen til standsningen, og han blev orienteret om, at rapporten ville blive sendt videre til SKAT.

Føreren forklarede overfor politiet, at han var kørt fra sit hjem til [by1] og retur igen. Han havde glemt at låse sin minigraver. Han skulle også hente nogle løse skovle til minigraveren, da han var bange for, at de skulle blive stjålet. Føreren forklarede, at sønnen var med, idet ægtefællen ikke var hjemme og sønnen ikke kunne være alene hjemme.

Politiet besigtigede herefter motorkøretøjet. Den var indrettet som en mandskabsvogn. Kabinen i mandskabsvognen var indrettet med en mindre reol/hyldeanordning på bagsædet bag passagersædet. Anordningen fyldte ca. en tredjedel af bagsædet. Der var monteret en barnestol på passagersædet.

SKATs afgørelse

SKAT har afkrævet selskabet 332.252 kr. i registreringsafgift. Den afgiftspligtige værdi af motorkøretøjet er fastsat af SKAT - Motorkompetencecenter [by2].

SKAT har konstateret, at selskabets motorkøretøj er anvendt i strid med registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9 og der er derfor opkrævet registreringsafgift, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3, jf. § 4, stk. 7.

Mandskabsvogne er fritaget for afgift efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. Som følge af fritagelsen for afgift stilles der skærpede krav til anvendelsen.

SKAT har ved afgørelsen lagt vægt på, at køretøjet blev anvendt til transport af personer, der ikke arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed – barnet på passagersædet.

SKATs motorkompetencecenter i [by2] har fastsat køretøjets handelsværdi til 543.478 kr. Afgiften heraf udgør 332.252 kr.

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt principal påstand om, at der ikke skal svares registreringsafgift af motorkøretøjet. Subsidiært er der nedlagt påstand om, at SKATs normale administration af reglerne, bl.a. på varebil-området ligger meget langt fra, hvad der er tilfældet i nærværende situation.

Indledningsvis skal det påpeges, at klagen alene vedrører det forhold, at drengen befandt sig i bilen. SKAT har ikke anfægtet, at bilens anvendelse har været erhvervsmæssigt begrundet.

Faktiske forhold

Drengen befandt sig i bilen, fordi det var nødvendigt for, at faderen kunne holde ham under observation i det tidsrum, som det tog at køre til arbejdspladsen og retur, og hvor alternativet ville være, at han skulle være alene i hjemmet uden opsyn. Drengen havde ikke et selvstændigt mål med at være med på turen.

Principal påstand

Registreringsafgiftslovens siger følgende om anvendelse af mandskabsvogne:

§ 2 stk. 1, nr. 9 uddrag:

“..Køretøjet må kun anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed. Køretøjet må ikke benyttes til privat personbefordring...”

Betingelserne for fritagelsen er altså, at der foregår transport af enten materialer eller personale.

Det er i tråd med hensigten med de skærpede betingelser for anvendelsen, at det ikke skal være muligt at anvende en afgiftsfritaget bil til at dække et transportformål, hvor den substituerer en afgiftspålagt personbil.

Den danske retskrivningsordbog definerer transport således:

“det at bringe gods eller passagerer fra ét sted til et andet med køretøj, fly, skib el.lign.”

Det beslægtede ord, “befordring/befordre”, som er brugt i lovens 2, stk. 1, nr. 9 og 5, stk. 3 betyder:

“transportere fra ét sted til et andet (i et køretøj)”

Der er ikke belæg for en udvidende fortolkning af lovens ordlyd, så “transport” får en bredere betydning end nævnt både i loven og i den almindelige opfattelse af transport end, at transport netop betyder at transportere personer - eller varer - fra ét sted til et andet.

En person, der som drengen, blot er til stede i bilen uden andet formål end at vedkommende, grundet sin alder, skal være under opsyn for sin egen og omgivelsernes skyld, er ikke transport, hverken i lovens forstand eller efter almindelig gængs opfattelse, og hans tilstedeværelse ændrer ikke det eneste formål med turen, at udføre en opgave for arbejdsgiveren.

Kørslen var således udelukkende en transport af selskabets medarbejder til en arbejdsplads og retur af en, ubestridt, rent arbejdsmæssig årsag.

Der henvises til SKM 2013.507.BR, hvor byretten - uagtet, at der i en mandskabsvogn blev transporteret et antal stole, der blev brugt privat af virksomhedens indehaver til en studenterfest - alligevel anså anvendelsen af bilen for at opfylde kriterierne for anvendelse af en mandskabsvogn. Byretten anførte:

“Efter en samlet vurdering findes det på denne baggrund overvejende betænkeligt, at anse det for godtgjort, at den omhandlede mandskabsvogn er anvendt i strid med betingelserne i registreringsafgiftsloven...”

Så meget mindre er der i nærværende sag, hvor der ikke er tale om privat transport, belæg for at opkræve afgift som en personbil. Hvis man, som byrettens dom klart viser, skal anlægge en samlet vurdering af de faktorer, der er i sagen, er der heller ikke i nærværende sag tale om anvendelse i strid med betingelserne i registreringsafgiftsloven, idet der ikke sker transport af personer, der ikke er ansat i firmaet.

Subsidiær påstand

Det er subsidiært selskabets påstand, at SKATs sædvanlige administration af regler, bl.a. på varebil-området, ligger meget langt fra, hvad der er tilfældet i nærværende situation.

Det erkendes, at der kan være grund til skærpede regler for anvendelsen af en afgiftsfri mandskabsvogn frem for en “almindelig” varebil, der i en tilnærmelsesvis lignende udgave vil have en afgift på maksimalt 56.800 kr., og hvor en personbil ville have en afgift, fastsat af SKAT, på 332.252 kr. Men set i lyset af den forholdsvis begrænsede forskel mellem afgifterne på mandskabsvogne og andre varebiler i forhold til afgiften på personbiler, er der ikke grund til at håndhæve regler for mandskabsvogne markant skarpere end andre varebiler.

SKAT har opfordret til, at der henvises til konkrete sager omkring praksis. Her til skal det bemærkes, at der ikke kan henvises til konkrete sager, hvor SKAT har behandlet første-gangs-overtrædelser uden opkrævning af afgift, idet disse, i sagens natur, ikke bliver til “sager”.

Repræsentanterne kan dog med baggrund i deres egne tidligere ansættelsesforhold i SKAT oplyse, at de konkret har erfaring for tilfælde af administration af reglerne, hvor lignende sager er blevet håndhævet med langt større smidighed end nærværende tilfælde viser. Det formodes, at SKAT selv er i besiddelse af en registrering af indskærpelser og lign. i disse sager.

Drengens tilstedeværelse i bilen er et udtryk for ansvarlig forældreskab, og at faderen eventuelt kunne blive gjort ansvarlig for skader som følge af manglende opsyn, hvis drengen ikke var taget med i bilen. På helt tilsvarende måde som man kunne ifalde straf, hvis man ikke ydede nødvendig nødhjælp overfor et ulykkesoffer eller en fødende, der har brug for hurtig transport, selvom man kører i en mandskabsvogn. (Straffelovens § 253)

Samlet set er det derfor selskabets påstand, at anvendelsen af mandskabsvognen er i overensstemmelse med lovens krav og skulle retten nå til et andet resultat, så er der, efter den subsidiære påstand, helt konkrete grunde til, at afgiften ikke skal opkræves i den ekstraordinære situation, som nærværende tilfælde er.

SKAT har ved brev af 26. november 2013 oplyst, at sagen vedrørende ansvarsvurdering afsluttes med følgende bemærkning:

”Vi vil slutte sagen uden at selskabet bliver straffet. Men vi henstiller til at I er mere opmærksomme, når I giver oplysninger til medarbejderne om korrekt brug af mandskabsvogne. Hvis der er fejl igen, kan I risikere, at selskabet får en bøde.”

Det betyder ifølge SKAT ikke, at selve sagen er slut, men alene at spørgsmålet om bøde er afgjort. Man konkluderer åbenbart at forholdet højest kan takseres som simpelt uagtsomt.

SKAT har med afgørelsen om straf understreget argumentet, om at sagen overhovedet ikke burde have været rejst. Beregningen af registreringsafgift af mandskabsvognen, som en personbil virker i sig selv som en straf, der er langt ude af proportion med ”forseelsen”.

Hvis Landsskatteretten skulle komme til det resultat, at der er sket en overtrædelse af registreringsafgiftsloven, foreslås det, at Landsskatteretten slutter sagen med en indskærpelse, på samme måde som SKAT gør i spørgsmålet om betaling af bøde, henset til sagens konkrete omstændigheder, der efter SKATs egen opfattelse er af formildende karakter.

SKATs udtalelse

Der er i klagen ikke nye oplysninger, som ændrer ved SKATs opfattelse af, at kørslen i mandskabsvognen den 30. april 2013, ikke opfyldte reglerne i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9.

Repræsentanten sammenligner afgiftsreglerne og brugen af varebiler med reglerne for mandskabsvogne. Hertil bemærkes det, at der er skærpede regler til brug af mandskabsvogne, da køretøjerne er afgiftsfrie.

Repræsentantens ”oversættelse” af transport og befordring/befordre, bringer efter SKATs opfattelse ikke nyt ind i den konkrete sag. Mandskabsvognen blev anvendt til ”..transport af personer der ikke arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed” (Barnet på passagersædet)

Det er SKATs opfattelse, at der ved SKM2013.507.BR er tale om en afgørelse truffet ud fra en konkret individuel vurdering, der ikke kan tolkes til en generel praksis i forhold til persontransport.

At barnet opholder sig i mandskabsvognen for, at faderen kan holde barnet under opsyn, medens faderen kører tur/retur fra den private adresse til arbejdspladsen efter normal arbejdstids ophør, bevirker ikke, at der kan transporteres personer, der ikke arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed i en afgiftsfritaget mandskabsvogn.

Det er heller ikke været noget til hinder for, at faderen kunne have foretaget køreturen i et andet køretøj end en afgiftsfritaget mandskabsvogn, når det var nødvendigt at medbringe sønnen. Sønnen er ikke ansat i virksomheden, og sønnen medbringes i mandskabsvognen af private årsager, der er virksomheden uvedkommende.

Repræsentanten har bl.a. anført, at uanset afgiftsfritagelse af mandskabsvogne, er der ikke grund til, at SKAT håndhæver reglerne for mandskabsvogne markant skarpere end varebiler. Der påpeges blandt andet også, at der er tale om ansvarligt forældreskab ved slutteligt i afsnittet at henvise til straffelovens § 253. Det er SKATs opfattelse, at hvorvidt der i andre tilfælde kan ifaldes strafansvar ikke er aktuelt i denne sag. Det der er aktuelt er, at der har været tale om transport af personer, der ikke arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed – barnet på bagsædet.

Repræsentantens bemærkninger til SKATs udtalelse

SKAT har bemærket, at byretsdommen, der henvises til, er konkret og derfor ikke kan anvendes. Der er netop henvist til byretsdommen for at påvise, at der skal tages hensyn til de konkrete omstændigheder. Dommen omhandler ikke nøjagtig de samme omstændigheder men faktisk en situation, hvor den private anvendelse er endnu mere klar, og hvor byretten anlægger en samlet vurdering og derfor afviser SKATs krav.

Den subsidiære pastand er med for at underbygge hvilke konkrete momenter, SKAT burde have medtaget i vurderingen af, om der overhovedet var en sag.

SKAT kan ikke vurdere, om man lige så godt kunne have anvendt en personbil til turen. SKAT har ikke anfægtet, at selve kørslen var arbejdsmæssig begrundet, og SKAT har ikke indsigt i hvilken type bil, der var nødvendig for det pågældende arbejde.

Landsskatterettens afgørelse

Reglerne om mandskabsvogne fremgår af den dagældende registreringsafgiftslovens (lovbekendtgørelse nr. 221 af 26. februar 2013) § 2, stk. 1, nr. 9. En mandskabsvogn er herefter fritaget for afgift, hvis den utvivlsomt er konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel. Køretøjet må kun anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugernes virksomhed. Køretøjet må ikke benyttes til privatpersonbefordring.

Af SKATs punktafgiftsvejledning afsnit E.A.8.1.3.5 fremgår det, at mandsskabsvogne kan anvendes til transportopgaver på samme måde som andre last- og varebiler forudsat, at der udelukkende er tale om erhvervsmæssig anvendelse. Privat personbefordring er ikke tilladt.

Hvis betingelserne for afgiftsberigtigelse som mandsskabsvogn ikke længere er opfyldt, skal bilen betale afgift efter reglerne for personbiler eller varebiler efter registreringsafgiftslovens §§ 4-6b.

Henset til at der befandt sig en person i motorkøretøjet, der ikke var ansat i selskabet og kørslen derfor ikke var omfattet af de i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9 tilladte situationer, anses betingelserne for afgiftsberigtigelse som mandsskabsvogn ikke længere for at være opfyldt. Der skal derfor svares afgift efter reglerne i efter registreringsafgiftslovens §§ 4-6b.

Det bemærkes vedrørende påstanden om, at Landsskatteretten skal slutte sagen med en indskærpelse, at der hverken i registreringsafgiftsloven, skatteforvaltningsloven eller i øvrigt er hjemmel hertil.

Landsskatteretten stadfæster derfor afgørelsen.