Kendelse af 28-09-2017 - indlagt i TaxCons database den 12-11-2017

Faktiske oplysninger

Virksomhedens indehaver drev i indkomstårene 2009-2011 enkeltmands indkomståret/indkomstårene xxx virksomheden [virksomhed1], CVR-nr. [...1], med branchekode 451110 ”engroshandel med personbiler, varebiler og minibusser” (indsæt oplysning om navn og aktivitet på klagerens virksomhed) . Virksomhedens aktiviteter bestod i transport- og leverandørvirksomhed. Virksomheden havde startdato dem 27. februar 2008 og ophørte den 31. juli 2014.

Virksomheden har skiftet navn et par gange. Fra den 25. august 2008 til den 16. september 2008 hed virksomheden [virksomhed2] /v [person1] og fra den 19. september 2008 til den 28. august 2013 hed virksomheden [virksomhed3] v/ [person1]. Virksomheden står i dag registreret under navnet [virksomhed4] i Erhvervsstyrelsens systemer. Af både SKAT og virksomhedens repræsentant bliver virksomheden omtalt under navnet [virksomhed1].

Virksomheden har været registreret uden ansatte i indkomstårene 2009-2011.

Den 17. juli 2012 indkaldte SKAT virksomhedsindehaverens regnskabsmateriale og fik i den forbindelse tilsendt regnskaber for indkomstårene 2009-2011. SKAT indkaldte desuden bl.a. kontoudtog fra virksomhedsindehaverens bank.

Den 8. november 2012 blev der afholdt møde mellem SKAT og virksomhedsindehaverens revisor, ligesom der den 29. november 2012 var møde mellem SKAT, virksomhedens indehaver samt hans repræsentant, søn og nevø.

Som følge af SKATs gennemgang af regnskabsmaterialet, udsendte SKAT den 28. januar 2013 et forslag til virksomhedens indehaver om ændring af skatte- og momsansættelsen for indkomstårene 2009-2011.

Forslaget indeholdt følgende ændringer:

I forslaget var anført, at såfremt virksomhedens indehaver havde bemærkninger til forslaget, skulle han sende disse til SKAT senest den 20. februar 2013. Ligeledes fremgik det, at såfremt indehaveren ønskede et møde med SKAT, skulle han ringe og aftale et tidspunkt.

Ved e-mail af den 20. februar 2013 anmodede indehaverens nye repræsentant om fristforlængelse til den 20. marts 2013 med besvarelse af SKATs forslag. Ved samme lejlighed anmodede repræsentanten om et møde i sagen samt aktindsigt i videst muligt omfang.

Følgende fremgår af SKATs svar af samme dato den 20. februar 2013:

”(...)

Jeg har modtaget din mail med anmodning om udsættelse med indsigelse til den 20 marts 2013, og anmodning om aktindsigt.

Begge anmodninger er imødekommet.

Jeg laver aktindsigten straks, og sender denne til dig.

Du skal være opmærksom på, at jeg har [person1]s regnskabsmateriale her, hvilket jeg ikke kopierer.

Hvis du skal bruge regnskabsmaterialet, kan jeg godt sende dette til dig efterfølgende. Regnskabet skal returneres hertil efterfølgende.

(...)”

Den 20. februar 2013 imødekom SKAT pr. brev indehaverens anmodning om aktindsigt, med undtagelse af indehaverens regnskabsmateriale.

Den 20. marts 2013 skrev repræsentanten således til SKAT:

”(...)

Jeg er nødsaget til at anmode om yderligere frist til den 9. april for gennemgang og vurdering af sagen grundet sagens størrelse og komplicerethed.

Vi skal samtidige også anmode om et møde med Skat om sagen.

(...)”

SKAT svarede den 25. marts 2013 således:

”(...)

Jeg har modtaget din anmodning om yderligere frist på [person1]s sag.

Din anmodning er mødekommet til den 9. april 2013, ganske som anmodet.

I fald du ønsker møde omkring sagen, skal dette være inden den 9. april 2013.03.25.

(...)”

Den 9. april 2013 skrev repræsentanten således til SKAT:

”(...)

Jeg er nødt til at anmode om forlængelse af fristen til den 16. april 2013 for gennemgang og vurdering af sagen grundet sagens størrelse og kompleksitet.

Vi fastholder anmodningen om møde med Skat om sagen.

(...)”

Følgende fremgår af SKAT besvarelse af den 10. april 2013:

”(...)

Jeg har modtaget din anmodning om udsættelse.

Jeres anmodning kan ikke imødekommes.

Der er givet fristforlængelse over to gange, hvorfor vi ikke kan imødekomme yderlige udsættelse med indsigelsesfristen.

(...)

Uagtet det er, som du skriver, en sag du anser for en størrelse om kompleksitet, der for dit vedkommende kræver en ekstra udsættelse, er der allerede givet udsættelse hen over de to gange.

Vi har ydermere, på din opfordring, givet lejlighed til et møde med os om sagen, hvilket altså ikke er sket.

Anmodningen kan ikke imødekommes, da vi anser der siden den 28. januar 2013, har været en rimelig frist og en rimelig tid til at komme med indsigelser.

Vi foretager en afgørelse på sagen, og sender denne til [person1], med kopi til dig, hvorefter I har klageadgang og almindelig genoptagelsesmuligheder på denne.

(...)”

Samme dag, den 10. april 2013, udsendte SKAT en afgørelse i sagen, hvorved de foreslåede ændringer blev fastholdt.

Den 13. april 2013 sendte repræsentanten en e-mail til SKAT, hvori han igen anmodede om aktindsigt i de dokumenter, som SKAT havde liggende i sagen.

Den 14. april 2013 klagede repræsentanten til Landsskatteretten over SKATs afgørelse af den 10. april 2013.

Den 15. april 2013 besvarede SKAT repræsentantens henvendelse af den 13. april 2013 således:

”Du kan få aktindsigt

Vi har modtaget din mail, af 13. april 2013.

Du har bedt om aktindsigt i de dokumenter, SKAT har om [person1], for den sag der kører om forslag til ændring af hans moms og indkomster for 2009 til 2011.

Vi har tidligere, i brev af 20. februar 2013, sendt dig følgende:

(...)

I mail af samme dato, har vi henvist til at vi har [person1]s regnskabsmateriale, hvilket vi ikke sendte med.

Du får hermed regnskabsmaterialet som anmodet. Der er herefter givet fuld aktindsigt.

Du ønsker møde om sagen. Vi foreslår at dette bliver mandag den 29. april 2013, klokken 10.00, her på [adresse1], [by1].

[person1] kan i sin skattemappe se, at der er dannet tre nye årsopgørelser for de tre indkomstår jeg har behandlet. Jeg annullerer hermed vores afgørelse truffet den 10. april 2013, hvorfor hans årsopgørelser også er annulleret. Det burde allerede nu kunne ses i skattemappen.

Vi har dermed taget udgangspunkt i vores forslag til ændring af skatteansættelsen af 28. januar 2013, og [person1]s oprindelige selvangivelser ligger altså til grund for hans skatteansættelser igen.

(...)”

Den 13. maj 2013 sendte SKAT en tredje afgørelse til virksomhedens indehaver, og som følge heraf sendte virksomhedsindehaverens repræsentant den 13. august 2013 en ny klage til Landsskatteretten over SKATs afgørelse af 13. maj 2013 for indkomstårene 2009-2011.

SKAT har over for Skatteankestyrelsen oplyst, at annulleringen den 15. april 2013 af SKATs afgørelse af 10. april 2013 skete for at give indehaverens repræsentant endnu en fristudsættelse til at komme med indsigelse til SKATs forslag til afgørelse, give aktindsigt samt aftale en mødedato, som ønsket af repræsentanten.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet virksomhedens momstilsvar for afgiftsperioden 2009-2011 med henholdsvis 189.930 kr., 240.438 kr. og 61.433 kr.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen af 13. maj 2013 anført følgende:

”Afgørelse: Vi har ændret din moms og skat

SKAT har i brev af 15. april 2013 haft annulleret vores afgørelse, sendt til dig den 10. april 2013.

Din advokat har den 14. april 2013 klaget over vores afgørelse, hvorfor SKAT jævnfør skatteforvaltningslovens § 14, stk. 2, ikke har retskraft til at kunne annullere vores afgørelse.

Sagen verserer ved Landsskatteretten, med den klage din advokat har lavet på dine vegne.

Din skatteansættelse, se nedenfor her, afgjort i vores brev af 10. april 2013, står derfor stadig ved kraft, hvorfor du kan forvente at få nye årsopgørelser herom:

(...)”

I forbindelse med klagesagens behandling er SKAT kommet med følgende udtalelse:

”(...)

Den 10. april 2013 udfærdiger og sender vi en afgørelse se bilag 5.

Vær opmærksom på, at SKAT fejlagtigt har haft annulleret denne afgørelse, hvilket skatteforvaltningslovens § 14, stk. 2 ikke giver os hjemmel til, da sagen allerede dagen før var påklaget af skatteyders repræsentant. Blot var SKAT ikke bekendt med denne klage, hvorfor vi den 13. maj 2013 har ”annulleret annulleringen”, således at afgørelsen fortsat står ved sin magt.

Klagers repræsentant har i øvrigt efterfølgende, se bilag 6, fået tilsendt bilagsmaterialet den 15. april 2013, således at repræsentantens anmodning om aktindsigt til Landsskatteretten, klagens side 9, er fuldt imødekommet.

SKAT fastholder at afgørelsen skal fastholdes i sit fulde.

Repræsentanten her således haft en rimelig frist, og en rimelig tid, der blot ikke har været brugt, hvorfor SKAT fastholder, at afgørelsen er gyldig.”

SKAT er som svar på virksomhedsindehaverens repræsentants anbringende om forældelse for afgiftsperioden 2009-2010 kommet med følgende bemærkninger:

”Jævnfør skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, kan SKAT sende varsel om ændring af afgiftstilsvaret senere end 3 år efter angivelsesfristens udløb.

Angivelsesfristen for de fire kvartaler i 2009 er 2. juni 2009, 1. september 2009, 1. december 2009 og endeligt 10. februar 2010.

Vedrørende de første tre kvartaler, kan SKAT konstatere at de er forældet, og burde have varslet skatteyder henvisning til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, idet SKAT anser at der forsætligt eller groft uagtsomt er foretaget et urigtigt eller ufuldstændigt afgiftstilsvar.

Angivelsesfristen for det sidste kvartal er inden for fristen, idet varsel er sendt den 28. januar 2013, altså inden for de tre år. Blot er der gået over de tre måneder samme lovs paragraf henviser til omkring selve ændringen, hvorfor dette kvartal også er forældet, og burde have været varslet skatteyder med henvisning til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3.

(...)”

I forbindelse med, at sagen har været sendt til udtalelse hos SKAT forud for retsmøde er SKAT kommet med følgende bemærkninger:

”(...)

SKAT kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling med følgende bemærkninger:

SKAT er enig i Skatteankestyrelsens indstilling om at SKATs afgørelse af 13/5 2013 er ugyldig, idet der er truffet afgørelse efter klageren har påklaget afgørelsen af 10/4 2013.

Der henvises til FOB 2007 side 540-550 samt SKM 2009.106.SKAT.

(...)”

Virksomhedens opfattelse

Virksomhedsindehaverens repræsentant har fremsat påstand om, at forhøjelsen af momstilsvaret for indkomstårene 2009-2011 er ugyldig.

Virksomhedsindehaverens repræsentant har i klagen som begrundelse for påstanden anført følgende:

”(...)

at Skats afgørelse af 13. maj 2013 i bilag 1 er ugyldig som følge af, at Skat ikke har foretaget høring forinden Skat har truffet afgørelsen, jf. Skatteforvaltningslovens § 19, stk. 3,

at Skats afgørelse af 13. maj 2013 i bilag 1 er ugyldig som følge af, at der er forløbet mere end 3 måneder efter, at Skat har udsendt agterskrivelse/forslag til afgørelse i sagen, der blev udsendt den 28. januar 2013, jf. bilag2, og Skat er pligtig til at træffe afgørelse senest 3 måneder efter, at Skat har fremsendt forslag til afgørelse i sagen/agterskrivelsen,

atSkat slet ikke kan anses for at have udsendt noget varsel om ændringer af klagerens skatteansættelse, da Skat jo har annulleret forslaget til afgørelse i bilag 2, jf. Skats afgørelse af 15. april 2013 i bilag 8,

at Skats afgørelse af 13. maj 2013 i bilag 1 er ugyldig som følge af, at Skat har undladt at foretage partshøring og undladt at indkalde til møde i sagen, men blot har truffet afgørelse i sagen,

atklageren således er berettiget til at få et møde med Skat om sagen, men at Skat blot i stedet har truffet en bebyrdende afgørelse i sagen, der fastholder Skats forslag til afgørelse i sagen og uden at holde det aftalte møde med klageren.

atSkat har undladt at indkalde til aftalt møde med klageren om sagens materialitet, jf. også klagerens anmodning herom i bilag 3, bilag 5 og bilag 6, og som Skat imødekom den 20. februar 2013, jf. bilag 4.

atklagen således har haft en klar og berettiget forventning om, - og retskrav til – fuld aktindsigt i sagen, og at klageren fik rimelig tid til at gennemgå sagens særdeles omfattende sagsakter, samt at klageren havde mulighed for – og retskrav til – at forelægge sagens materialitet for Skat på et møde,

atSkat derfor retsstridigt har tilsidesat bestemmelserne i både forvaltningsloven og skatteforvaltningslovens om aktindsigt og høringspligt, og at Skats undladelse af at give klageren rimelig tid til at sætte sig ind i sagens omfattende akter og at afholde det aftalte møde med sagsøgeren efter dennes gennemgang af sagens akter i sig selv medfører, at Skats afgørelse af 13. maj 2013 er ugyldig, da forvaltningslovens og skatteforvaltningslovens regler giver klageren mulighed for og adgang til at gennemgå sagens akter, samt har et retskrav på at afholde møde med Skat om sagen, og i nærværende sag havde Skat ydermere direkte meddelt en imødekommelse af aktindsigt og anmodningen om møde om sagens materialitet,

at

(...)

Det er således et retskrav for klageren, at Skat ikke træffer afgørelse i sagen, når der i sagen – som i nærværende sag – direkte er aftalt og meddelt af Skat, at klageren får aktindsigt i sagens særdeles omfattende dokumenter og herefter lejlighed til at udtale sig om sagen på et møde forinden, at Skat træffer afgørelse i sagen eller såfremt klageren fremsætter sådan en anmodning, hvilket klageren jo netop har gjort i nærværende sag, jf. også bilag3, bilag 5 og bilag 6.

Såfremt myndigheden (her: Skat) derfor træffer afgørelse i en sag, og uden på dette grundlag at give parten (her: klageren) lejlighed til både at få fuld aktindsigt i sagen, samt fremkomme med en udtalelse om sagen på et møde om sagen, inden afgørelsen blev truffet, bliver myndighedens (her: Skats) afgørelse ugyldig, jf. forvaltningslovens § 21 eller dennes analogi.

Dette fremgår også af Landsskatterettens afgørelse refereret i UfR 2003.1417 Ø.

Det er endog en særdeles skærpende og væsentlig sagsbehandlingsfejl i nærværende sag, at Skat blot træffer afgørelse i sagen uden at klageren får den fulde aktindsigt, og uden at klageren får lejlighed til at udtale sig om sagen, når det som i nærværende sag er efter direkte aftale med Skat og meddelt af Skat at både anmodningen om aktindsigt imødekommes og at der skal afholdes møde i sagen,

atdet er således er en væsentlig sagsbehandlingsfejl fra Skat i sagen,

atder således ikke afholdt aftalt og imødekommet ønske om møde, hvor klageren har haft lejlighed til at mundtligt at redegøre for klagerens synspunkter omkring sagens materielle indhold (kontradiktationsprincippet), og at det ikke kan udelukkes, at Skat havde nået til en anden afgørelse, hvis der havde været afholdt et møde for drøftelse af sagens materielle indhold, og hvor klageren og klagerens repræsentant havde haft lejlighed til at gennemgå det væsentlige regnskabsmateriale, der ligger til grund for for Skats afgørelse. Der foreligger således både sagsbehandlingsfejl, der er væsentlig på generelt niveau og der er konkret væsentlig.

atLandsretten i SKM 2011.236 Ø anså det som en sagsbehandlingsfejl, at Skat i forbindelse med forhøjelsen af skatteyderens skattepligtige indkomst ikke havde foretaget nogen selvstændig vurdering af hans skattemæssige forhold, men alene havde henvist til en kendelse fra Landsskatteretten vedrørende selskaber personligt ejet af skatteyder og dermed til en sag, hvor han ikke var part. Landsretten fandt dog ikke grundlag for at tilsidesætte afgørelsen som ugyldig, idet Landsretten foretog en konkret væsentlighedsvurdering. I den forbindelse lagde Landsretten bl.a. vægt på, at forhøjelsen havde karakter af en konsekvensændring i forhold til kendelser fra Landsskatteretten vedrørende skatteyders to selskaber. Sagen SKM 2011.236 Ø viser således, at der er tale om en 2-leddet væsentlighedsvurdering, hvor der både på et generelt og konkret niveau skal være tale om en væsentlig sagsbehandlingsfejl, der medfører afgørelsens ugyldighed. I nærværende sag er sagsbehandlingsfejlen både på et generelt og konkret niveau væsentlig.

I nærværende sag er der endog tale om et groft brud på en væsentlig garantiforskrift. Til støtte herfor henvises der også til Skattestyrelsesloven med kommentar af Poul Bostrup m.fl., 1. udgave, DJØF, side 254, samt Landsrettens afgørelser refereret i TfS 1996.890 Ø og TfS 2001.518 LSR.”

På mødet mellem virksomhedsindehaverens repræsentant og Skatteankestyrelsen, påpegede repræsentanten, at da SKAT udsendte afgørelsen af den 13. maj 2013, havde der fortsat ikke været afholdt møde mellem virksomhedens indehaver, repræsentanten og SKAT. Der er i perioden fra den 10. april 2013, hvor SKAT første gang traf afgørelse til, SKAT traf afgørelse den 13. maj 2013, tid til at afholde møde, og SKAT burde vide, at der fortsat var ønske om møde i sagen.

Virksomhedsindehaverens repræsentant fremhævede desuden, at SKAT ikke udsendte en ny agterskrivelse forinden afgørelsen den 13. maj 2013 blev truffet, hvilket SKAT skulle have gjort, idet afgørelsen af 10. april 2013 blev annulleret.

Virksomhedsindehaverens repræsentant anførte ligeledes, at SKATs momstilsvar for afgiftsåret 2009 er forældet pr. den 1. januar 2013.

Landsskatterettens afgørelse

Told- og skatteforvaltningen kan ikke træffe afgørelse i en sag, i det omfang Skatterådet, Landsskatteretten, skatteankeforvaltningen, et skatteankenævn, et vurderingsankenævn eller et motorankenævn har taget stilling til sagen, jf. dog § 27, stk. 3, og § 32, stk. 3, og § 32 a, stk. 3. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2.

Folketingets Ombudsmand har i FOB 2007, side 540-550 udtalt sig om SKATs kompetence i verserende klagesager, hvor der endnu ikke er truffet afgørelse af klagemyndigheden. Folketingets Ombudsmand har her udtalt, at SKAT ikke under en verserende klagesag af egen drift kan foretage ændringer vedrørende det påklagede spørgsmål, selvom klagemyndigheden endnu ikke har truffet afgørelse i sagen. Det fremgår af TfS 2009.279.

Folketingets Ombudsmand har i FOB 2007, side 540-550 desuden udtalt, at virksomhedens indehaver dog har mulighed for at trække sin klage tilbage hos klageinstansen og bede SKAT om at genoptage sagen.

Den sidste udtalelse blev efterfølgende indføjet i loven med lovbekendtgørelse nr. 175 af 23. februar 2011, § 35a, stk. 5, hvoraf det fremgår, at hvis den myndighed, der har truffet afgørelsen, på grundlag af klagen finder anledning dertil, kan myndigheden uanset de almindelige frister for genoptagelse af myndighedens afgørelse efter denne lov genoptage og ændre afgørelsen, hvis virksomhedens indehaver er enig heri.

SKAT traf første gang afgørelse vedrørende indkomstårene 2009-2011 den 10. april 2013. Den efterfølgende annullering af denne afgørelse den 15. april 2013 må ligeledes anses for at være en afgørelse. Den 13. maj 2013 traf SKAT atter en ny afgørelse, hvorved de fastholdt den materielle ansættelse som opgjort i afgørelsen af 10. april 2013.

Henset til at virksomhedsindehaverens repræsentant allerede den 14. april 2013 indgav klage til den nuværende Skatteankestyrelse over SKATs afgørelse af den 10. april 2013, og da klagen ikke var blevet tilbagekaldt forinden, SKAT traf afgørelserne den 15. april 2013 og den 13. maj 2013, havde SKAT ikke kompetence til at træffe hverken afgørelsen den 15. april 2013 eller afgørelsen den 13. maj 2013, idet kompetencen i den verserende klagesag lå hos Skatteankestyrelsen.

SKATs afgørelse af 13. maj 2013 anses derfor for at være ugyldig, hvorfor der gives virksomhedens indehaver medhold i sin påstand.