Kendelse af 18-02-2015 - indlagt i TaxCons database den 18-04-2015

SKAT har givet afslag på anmodning om godtgørelse af tinglysningsafgift.

Landsskatterettenstadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren underskrev den 20. februar 2013 købsaftale vedrørende ejendommen [adresse1], [by1]. Købesummen for ejendommen var på 1.400.000 kr.

Den på både købs- og tinglysningstidspunktet senest offentliggjorte ejendomsværdi var på 2.800.000 kr. (vurderingen pr. 1. oktober 2011).

Fristen for at klage over vurderingen pr. 1. oktober 2011 udløb den 1. juli 2012, dvs. før klagerens erhvervelse af ejendommen.

Den 26. februar 2013 sendte klageren – efter forespørgsel hos SKAT tidligere samme dag – en anmodning til SKAT om en såkaldt § 4-omvurdering af ejendommen med henblik på nedsættelse af ejendomsværdien.

Den 8. marts 2013 blev skødet vedrørende klagerens erhvervelse af ejendommen tinglyst.

I afgørelse af 19. marts 2013 vurderede SKAT den omhandlede ejendom til 1.800.000 kr. Af afgørelsen fremgår, at ejendommen er vurderet ud fra dens tilstand på vurderingsdagen, og at prisforholdene pr. 1. oktober 2011 er brugt.

Endvidere fremgår af afgørelsen, at ejendommen ifølge den indsendte tilstandsrapport er dårligt vedligeholdt, og at klageren overfor SKAT har bemærket, at der ikke er lavet noget på ejendommen i mange år, og at taget skal udskiftes.

I forbindelse med tinglysningen af skødet betalte klageren tinglysningsafgift på 16.800 kr. plus 1.400 kr., dvs. i alt 18.200 kr. Afgiften blev beregnet ud fra et afgiftsgrundlag på 2.800.000 kr., jf. tinglysningsafgiftslovens § 4.

Klageren har efterfølgende anmodet om godtgørelse af en del af den betalte tinglysningsafgift med henvisning til tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 2.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om godtgørelse af tinglysningsafgift i forhold til det betalte beløb på 18.200 kr.

Som begrundelse for afgørelsen har SKAT blandt andet anført, at tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 2, skal fortolkes således, at bestemmelsen alene omfatter situationer, hvor der er klaget over ejendomsvurderingen efter skatteforvaltningslovens kapitel 15.

SKAT har i nærværende sag i anledning af klagen udtalt, at hvis ejendommen er omvurderet efter vurderingslovens § 4, eller der er sket genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33, så kan den ændrede ejendomsværdi kun anvendes som beregningsgrundlag for tinglysningsafgift, såfremt den endelige afgørelse om ændringen er sendt, før skødet anmeldes til tinglysning. En § 4-omvurdering eller en genoptagelse er ikke en klage over vurderingen og er dermed ikke omfattet af tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 2. Den skal derfor altid foreligge i sin endelige form ved anmeldelsen af skødet til tinglysning for at kunne anvendes som afgiftsgrundlag.

Klagerens opfattelse

Klageren har anmodet om godtgørelse af tinglysningsafgift svarende til differencen mellem afgiften opgjort på grundlag af vurderingen på 2.800.000 kr. og afgiften opgjort på grundlag af § 4-omvurde-ringen på 1.800.000 kr.

Til støtte for anmodningen har klageren blandt andet gjort gældende, at klageren anmodede SKAT om en ny vurdering inden tinglysningen, og at det ikke bør gøre nogen forskel, om der er tale om en klage eller en § 4-omvurdering. Klageren var ikke ejer af ejendommen da klagefristen udløb den 1. juli 2012. Det giver derfor ikke mening at opstille et krav om, at der skal foreligge en klage.

Landsskatterettens afgørelse

Tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 2, har følgende ordlyd:

”Er der ved tinglysning af ejerskifte af fast ejendom betalt afgift af den senest offentliggjorte ejendomsværdi, jf. § 4, stk. 2, og er denne ejendomsværdi senere nedsat som følge af klage, godtgøres den for meget betalte afgift efter anmodning. Det er en betingelse for godtgørelse, at ejendomsværdifastsættelsen er påklaget inden tinglysningen.”

Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 295 af 11. april 2011. Det fremgår af forarbejderne (bemærkningerne til lovforslag nr. L 123 2010/1) vedrørende bestemmelsens baggrund, at det efter de hidtidige regler ofte var vurderingsmyndighedernes sagsbehandlingstid i forbindelse med klage over ejendomsvurderingen, der var afgørende for, om en ændret ejendomsvurdering kunne anvendes ved beregning af tinglysningsafgiften. Dette opfattedes ofte af borgeren som uretfærdigt og havde derfor givet anledning til en lang række klager over opgørelsen af tinglysningsafgiften. Det blev derfor foreslået, at der indsattes en mulighed for godtgørelse (tilbagebetaling) efter anmodning af den afgift, der var indbetalt for meget, i den situation, hvor ejeren inden skødets tinglysning havde påklaget ejendomsværdien, men først efter skødets tinglysning fik meddelelse fra vurderingsmyndigheden om den ændrede (nedsatte) vurdering.

Af forarbejderne til tinglysningsafgiftsloven (lovforslag nr. L 208 1998/1) fremgår, at udgangspunktet for Stempeludvalgets overvejelser omkring en ny registreringsafgift var den enklest mulige afgiftsmodel. Dette var primært søgt opnået gennem et snævert afgiftspligtigt område med kun få afgiftsundtagelser. Det var imidlertid også tilstræbt, at administrationen af den nye lov blev så enkel som mulig.

I nærværende tilfælde har klageren anmodet SKAT om omvurdering efter vurderingslovens § 4 af ejendommen.

Vurderingslovens § 4 har følgende ordlyd:

”Enhver selvstændigt vurderet ejendom samt ethvert ikke selvstændigt vurderet areal, der opfylder betingelserne i § 8, stk. 1, 2 eller 3, for at kunne vurderes selvstændigt, kan på begæring af ejeren - når de i § 8, stk. 3, 3. pkt., omhandlede betingelser foreligger, på begæring af hver af parterne i salget - forlanges optaget til vurdering (omvurdering) til enhver tid uden for de almindelige vurderinger, jf. dog § 45, stk. 3. Begæring om sådan vurdering skal fremsættes skriftligt, og såfremt der for ejendommen skal indgives vurderingsskema, jf. § 38, stk. 2, er foretagelsen af vurderingen betinget af, at skema indgives inden en af told- og skatteforvaltningen fastsat frist.

Stk. 2. Såfremt en begæring om vurdering i henhold til stk. 1 angår et areal, der hidtil har været vurderet som del af en ejendom, men sådant areal som følge af sammenlægning skal vurderes sammen med andet areal, jf. § 8, stk. 1, 2, 3 og 4, må den sammenlagte ejendom optages til vurdering.

Stk. 3. Ved vurderingerne i henhold til stk. 1 og 2 er det med de af bestemmelserne i § 12 og § 14, stk. 3, følgende modifikationer ejendommens tilstand på vurderingstidspunktet, der skal lægges til grund ved ansættelsen. Ansættelserne foretages efter prisforholdene pr. vurderingsterminen ved senest forudgående almindelige vurdering, jf. dog § 45, stk. 1.

Stk. 4. Begæring om vurdering i henhold til stk. 1 skal indgives til told- og skatteforvaltningen. Skatteministeren kan træffe bestemmelse om formen for begæringen og om, hvilke dokumenter og oplysninger der skal medfølge. Vurderingerne skal foretages uden ufornødent ophold.

Stk. 5. Udgifterne ved vurderinger, der finder sted efter begæring i henhold til stk. 1, afholdes af den, der har begæret vurderingen. Ansættes ejendomsværdien eller grundværdien mindst 10 pct. lavere end ved nærmest forudgående vurdering, afholdes udgifterne dog af det offentlige. For hver vurdering efter 1. pkt. betales et grundbeløb på 358,12 kr. Grundbeløbet er i niveau 1. oktober 1997 og reguleres efter reglerne for generelle reguleringer af tjenestemandslønninger.”

Vurderingslovens § 8, stk. 3, 3. punktum, har følgende ordlyd:

”Er der ved frivillig overdragelse mod vederlag sket salg af et areal, der opfylder betingelserne for at kunne vurderes selvstændigt, kan såvel sælgeren som køberen, når erhvervelsesdokumentet er udstedt, forlange det pågældende areal særskilt vurderet, medmindre arealet er blevet sammenlagt med andet køberen tilhørende areal, og de sammenlagte arealer skal samvurderes i medfør bestemmelserne i stk. 1 og 4.”

Det bemærkes, at en omvurdering efter vurderingslovens § 4 således foretages på grundlag af ejendommens tilstand på tidspunktet for omvurderingen og ikke som ved en klagesag over den senest offentliggjorte ejendomsvurdering på grundlag af tilstanden pr. vurderingsterminen for den seneste offentliggjorte ejendomsvurdering.

Landsskatteretten finder, at der hverken i lovens ordlyd, forarbejderne eller i øvrigt er grundlag for at udstrække tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 2, til at omfatte situationer som den omhandlede, hvor der er foretaget en omvurdering efter vurderingslovens § 4.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.