Kendelse af 12-06-2014 - indlagt i TaxCons database den 02-08-2014

Klagen skyldes, at SKAT ikke har imødekommet en anmodning fra [virksomhed1], herefter benævnt virksomheden, vedrørende tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2009, idet dokumentationskravet ikke er anset for opfyldt, jf. styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse.

Sagens oplysninger

Virksomheden er en af Danmarks største uddannelsesinstitutioner, der tilbyder uddannelses- og forskningsmiljø for 40.000 studerende og 11.000 ansatte. Virksomheden har i denne forbindelse mødeaktiviteter, både af intern faglig karakter samt med eksterne samarbejdspartnere, leverandører, gæsteundervisere, forskere og andre interessenter m.v.

Møderne afholdes ofte i virksomhedens egne lokaler og hvis der i forbindelse med møderne serveres forplejning, vil det i stort omfang ske fra virksomhedens faste leverandør ”[virksomhed2]”.

Den 27. december 2010 indsendte virksomheden, som følge af EU-Domstolens afgørelse i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, samt SKATs styresignal SKM2010. 622.SKAT, anmodning om genoptagelse af momstilsvaret vedrørende udgifter til bespisning ved møder i egne lokaler.

Kravet omhandlede 5 enheder, der i dag alle er en del af virksomheden:

Den 7. januar 2012 traf SKAT afgørelse. SKAT imødekom virksomhedens anmodning delvist og tilbagebetalte i den forbindelse 12.936.399 kr., mens den resterende del af kravet på 2.240.621 kr. blev afvist.

Virksomheden fremskaffede efterfølgende yderligere dokumentation for en del af det resterende krav.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, i alt 652.764 kr., for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 2009, idet der ikke er indsendt en specifik opgørelse over kravet, samtidig med at der ikke er indsendt dokumentation for den ønskede udbetaling.

Ved afgørelse af 7. januar 2013 blev virksomhedens anmodning om tilbagebetaling nedsat med 2.240.621 kr. - heraf 1.505.100 kr. vedrørende manglende behørig dokumentation. Udbetalingen udgjorde herefter 12.936.399 kr.

Det blev aftalt, at såfremt virksomheden kunne fremskaffe yderligere dokumentation, ville SKAT gennemgå denne i overensstemmelse med praksis omkring behandling af bespisningssager.

Det materiale SKAT har fået forelagt og gennemgået er med baggrund i årsrapporter. Disse er voluminøse og beskriver for den største del målopfyldelseskriterier.

Beregningerne er foretaget med baggrund i posten øvrige driftsudgifter for [virksomhed4], [virksomhed5], [virksomhed7] og [virksomhed6] - herefter er der med baggrund i tidligere godkendt dokumentation beregnet en procentuel andel som værende grundlaget for momsfradraget.

SKAT har med baggrund heri ikke kunnet godkende opgørelsen eller formen, da den er for summarisk og dermed i strid med kravene, jf. SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT.

Omkring det forhold, at virksomhedens repræsentant har henvist til, at SKAT har godkendt parallelle forhold omkring denne opgørelsesform skal præciseres, at den af repræsentanten fremlagte opgørelse over ældre perioder ikke giver virksomheden ret til at opnå tilbagebetaling for perioder, hvor virksomheden ikke har dokumenteret, at der er afholdt udgifter omfattet af tilbagebetalingsadgangen.

I henhold til skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32 skal der fremsættes oplysninger af faktisk eller retlig karakter, for at der kan ske genoptagelse af momstilsvaret.

Det fremgår af SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, at virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.

Virksomheden skal gennem regnskabet m.v. kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning.

Herefter skal virksomheden sandsynliggøre, hvor stor en andel af disse bespisningsudgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen.

Vedrørende dokumentationskravet for perioder der er ældre end 5 år, skal der også for disse perioder indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Dokumentationskravet vil i disse situationer efter en konkret vurdering kunne opfyldes ved hjælp af eksempelvis specifikation til regnskabsmateriale, mødekalendere eller lignende.

Vurderingen, af om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for ældre perioder. Der ses bl.a. på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Kan virksomheden f.eks. dokumentere et krav for de seneste 5 år, så kan den ikke blot anvende kravet for den periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for den ekstraordinære periode. SKAT accepterer ikke, at virksomheden blot ganger med de resterende antal år der ønskes tilbagebetaling for. Virksomheden vil i den situation ikke leve op til dokumentationskravene. Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder ældre end 5 år, kan der ikke ske tilbagebetaling.

Da der ikke er indsendt en specificeret opgørelse med tilhørende dokumentation, kan dokumentationskravet ikke anses for opfyldt.

De anbringender, som repræsentanten har fremført, ændrer ikke på den praksis omkring dokumentation, som SKAT, i overensstemmelse med styresignalerne SKM.2011.829. SKAT og SKM.2010.622.SKAT, har lagt til grund ved behandlingen af afgørelsen.

Det har således fra behandlingens start været SKATs holdning, at et årsregnskab som udgangspunkt ikke har kunnet anses som dokumentation alene på grund af specifikationsgraden.

Der fremgår således ej heller af det materiale, der er fremlagt, en specifikationsgrad, som SKAT har kunnet acceptere, som behørig dokumentation.

Mere beror den efterfølgende opgørelse alene på en formodning om, at de fremlagte regnskabsposter indeholder beløb navngivet som ”øvrige driftsudgifter”, hvoraf en med baggrund i tidligere dokumenteret og godkendt dokumentation beregnet procent, formenes af repræsentanten at skulle udgøre udgifter til bespisning.

Mere henviser repræsentanten til, at formen tidligere er godkendt i andre sager. Hertil skal SKAT atter påpege, at den af repræsentanten fremlagte opgørelse over ældre perioder ikke giver virksomheden ret til at opnå tilbagebetaling for perioder, hvor virksomheden ikke har dokumenteret, at der er afholdt udgifter omfattet af tilbagebetalingsadgangen.

SKAT er enig med repræsentanten i, at visse sætninger i styresignalerne ikke er udtømmende. Imidlertid har der været afholdt møde, hvor revisionsbranchen har haft mulighed for at give sin vurdering af bl.a. området skøn m.v., som efterfølgende har været baggrund for den praksis, der er udøvet ved sagsbehandlingen.

Endelig henviser repræsentanten til en EU-dom, C-343/96, i hvilken det blev fastlagt, at myndighederne ikke må gøre det uforholdsmæssigt vanskeligt at dokumentere kravet om beløb opkrævet uden formening om skyld.

Der er taget alle hensyn til virksomheden og repræsentanten med henblik på at fremlægge dokumentation, der er i overensstemmende med de retningslinjer, der er udsendt ved de tidligere omtalte styresignaler. Videre er der dispenseret, så virksomheden havde mulighed for at fremlægge dokumentation og videre i forbindelse med høringssvaret er der ligeledes imødekommet ønske fra repræsentanten.

Alle tænkelige forhold, der kan rummes indenfor lovgivningen, er således imødekommet overfor virksomheden.

Virksomhedens påstand og argumenter

Virksomhedens repræsentanter har nedlagt påstand om, at virksomheden er berettiget til tilbagebetaling af moms, i alt 652.764 kr., for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 2009, vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser m.v. i egne lokaler.

Sagens faktiske omstændigheder

Virksomhedens oprindelige krav vedrørte perioden 1.oktober 1994 - 31. december 2009 og udgjorde 15.180.983 kr.

[virksomhed4], [virksomhed7] og [virksomhed5] har siden 1994 gennemgået flere fusioner og sammenlægninger. Disse enheder indgår først i opgørelsen fra det tidspunkt, hvor de blev fusioneret med en af virksomhedens enheder.

Virksomhedens opgørelse af tilbagesøgningskravet omfattede både moms på bespisning til møder m.v. afholdt i egne lokaler, moms på bespisning til møder m.v. afholdt i eksterne kantiner og moms på bespisning til personalefester, jubilæumsfester m.v.

Virksomheden var i besiddelse af fuldt tilgængeligt regnskabsmateriale i form af kontooversigt og fuldstændige udtræk af kontoudskrifter ned på posteringsniveau for følgende perioder og enheder, svarende til de forskellige uddannelsesinstitutioner, som hørte under virksomheden og som var medtaget i kravet:

Virksomheden havde, som supplerende bemærkninger til opgørelsesmetoden, opdelt kravet i 3 grupper:

Gruppe 1, dækkede over perioden 2005 - 2009, hvor virksomheden (samtlige enheder) havde fuldstændig regnskabsmateriale tilgængeligt i form af regnskabsbilag og fuldstændige udtræk af kontoudskrifter ned på posteringsniveau. Kravet var således fuldt dokumenteret og sandsynliggjort.

Gruppe 2, svarende til ”note 1” i virksomhedens oprindelige redegørelse, hvor virksomheden var i besiddelse af udtræk af kontoudskrifter ned på posteringsniveau for følgende enheder og perioder:

De respektive saldi var hentet fra et tidligere regnskabssystem og procentandelen fra gennemgangen for perioden 2005 - 2009 blev anvendt på disse saldi.

For gruppe 3, svarende til ”note 2” i virksomhedens oprindelige redegørelse, havde virksomheden ikke umiddelbart noget tilgængeligt materiale. Som følge heraf blev de potentielle saldi beregnet ud fra en analyse af udviklingen i tilgængelige års faktiske saldi. Procentandelen fra gennemgangen for perioden 2005 - 2009 blev anvendt på disse saldi.

Virksomhedens oprindelige krav om tilbagebetaling, foretaget på baggrund af SKM2010.622.SKAT, var således opgjort på ovenfor stående vis. Der er fremlagt bilag.

Der var korrespondance mellem SKAT og virksomheden, inden SKAT fremkom med forslag til afgørelse af 20. december 2012. I forslaget lagde SKAT op til at imødekomme en del af kravet, svarende til 12.936.399 kr., mens den resterende del af kravet på 2.240.621 kr. umiddelbart blev afvist. En del af det sidstnævnte beløb, 1.505.100 kr., var begrundet i manglende dokumentation.

Virksomheden fremsendte den 1.oktober 2012 supplerende bemærkninger til SKATs forslag til afgørelse, for at bidrage til afklaringen af, hvorledes virksomhedens krav var sandsynliggjort og dokumenteret. Ydermere vedlagde virksomheden en samlet opgørelse af virksomhedens krav fordelt pr. år efter anmodning fra SKAT. Der er fremlagt bilag.

Efterfølgende besvarede virksomheden en række spørgsmål vedrørende beregningerne af kravet. Der er fremlagt bilag.

Den 7. januar 2012 traf SKAT afgørelse. SKAT imødekom kravet med i alt 12.936.399 kr., mens den resterende del af kravet, på 2.240.621 kr., blev afvist med samme begrundelse som i forslaget.

Det lykkedes efterfølgende virksomheden at fremskaffe yderligere dokumentation for en del af det beløb, som SKAT afviste at tilbagebetale. Således blev der yderligere fremskaffet dokumentation for 652.764 kr. baseret på årsrapporter, hvilket SKAT i andre tilsvarende sager har anerkendt som fyldestgørende dokumentation. Selve redegørelsen og beregningerne fremgår af mail dateret den 29. januar 2013. Der er fremlagt bilag.

Den 14. marts 2013 fremkom SKAT med et forslag til afgørelse. I forslaget afviste SKAT at anerkende det yderligere dokumenteret beløb på 652.764 kr.

Virksomheden fremsendte den 7. april 2013 supplerende bemærkninger til SKATs forslag til afgørelse. Her blev der argumenteret for, at dokumentation i form af årsrapporter bør anses som fyldestgørende, blandt andet ud fra formuleringen i henholdsvis SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT. I bemærkningerne gjorde virksomheden endvidere SKAT opmærksom på, at EU-Domstolen, i bl.a. sag C-343/96, Dilexport Srl, har fastslået, at myndigheder, som har anvendt en forkert retspraksis, ikke må gøre det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for den enkelte virksomhed at dokumentere kravet. Der er fremlagt bilag.

Den 15. april 2013 traf SKAT afgørelse og afviste tilbagebetalingen af 652.764 kr., da den fremsendte dokumentation ikke blev anset for behørig og i overenstemmelse med de specifikke krav om tilbagebetaling, der fremgår af SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829. SKAT.

Retsgrundlaget
EU-Domstolen fastslog ved dom af 11.december 2008 i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, at moms opkrævet af udgifter afholdt i forbindelse med bespisning af forretningsforbindelser m.v. under møder i selskabers egne lokaler er fradragsberettiget.

Dommen underkendte SKATs hidtidige praksis, hvilket resulterede i, at SKAT udstedte styresignalet SKM.2010.622.SKAT og Skatteministeriet udstedte styresignalet SKM2011.829.SKAT. Formålet med disse styresignaler var at sikre, at virksomheder, der efter den hidtidige praksis ikke havde opnået fradrag, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, eller som havde beregnet udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 2, ved bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, kunne anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret.

Principperne for, hvornår der kan ske tilbagebetaling af moms, er udelukkende fastslået i EU-Domstolens retspraksis. Der findes således hverken EU-retlig eller national lovgivning, der regulerer tilbagebetalingssituationer.

Det bemærkes i denne sammenhæng, at styresignaler, herunder SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, gengiver Skatteministeriets opfattelse af spørgsmålet og dermed ikke er bindende for borgerne. Det forhold, at Skatteministeriet har valgt at offentliggøre sit svar som et styresignal, kan ikke ændre herved, men højst have den betydning, at en borger vil kunne påberåbe sig styresignalet til gunst.

Anbringender
Til støtte for den nedlagte påstand gøres gældende, at virksomheden opfylder EU-Domstolens principper for tilbagebetaling af moms.

EU-Domstolen har ved flere lejligheder, herunder i de forenede sager C-192/95 - C-218/95, Comateb m.fl., præmis 20, udtalt, at:

”... retten til at opnå tilbagebetaling af afgifter opkrævet af en medlemsstat i strid med fællesskabsretten er en virkning af og et supplement til de rettigheder, der er tillagt borgerne ved fællesskabsbestemmelserne om forbud mod sådanne afgifter. Medlemsstaterne er således som udgangspunkt forpligtet til at tilbagebetale afgifter opkrævet i strid med fællesskabsretten.”(Understreget her)

Udgangspunktet er således, at SKAT er forpligtet til at tilbagebetale den moms, der med urette er opkrævet hos virksomheden medmindre, der er sket ugrundet berigelse, jf. nedenfor.

Som anført foreligger der ikke fællesskabsretlige bestemmelser, der fastslår betingelserne for tilbagebetaling af moms, der er opkrævet med urette. Det tilkommer derfor de enkelte medlemsstater i deres interne retsorden at fastsætte procedureregler til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som fællesskabsretten medfører for borgerne, jf. eksempelvis EU-Domstolens dom i sag C-343/96, Dilxport Srl, præmis 25.

Af retssikkerhedsmæssige hensyn er medlemsstaterne principielt berettiget til på nationalt plan at begrænse tilbagebetaling af moms, der er opkrævet med urette. Sådanne begrænsninger skal imidlertid overholde EU-rettens effektivitetsprincip. EU-Domstolen har formuleret dette således, jf. EU-Domstolens dom i sag C-35/05, Reemtsma Cigarettenfabriken GmbH, præmis 37:

”Det bemærkes herved, at det i mangel af fællesskabsretlige bestemmelser om anmodninger om tilbagebetaling af afgifter tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte betingelserne for foretagelse af disse anmodninger. Disse betingelser ... må ... ikke gøre det praktisk umuligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden...” (Understreget her)

Det fremgår klart af ovenstående, at nationale myndigheder, der har anvendt en forkert retspraksis, ikke må gøre det uforholdsmæssigt vanskeligt at opnå tilbagebetaling af afgifter opkrævet i strid med fællesskabsretten.

Som det fremgår af hændelsesforløbet, skitseret ovenfor, har virksomheden gjort alt, hvad der overhovedet er muligt for at dokumentere og sandsynliggøre kravet. Virksomheden har således brugt mange ressourcer på at fremskaffe og genfinde regnskabsmateriale i de forskellige regnskabssystemer, der har været igennem årene i de respektive selskaber samt været rundt i arkiverne for at lede efter regnskabsmateriale i fysisk form.

En nægtelse af tilbagebetaling af momsen, hvor virksomheden har anvendt store mængder af egne ressourcer, ekstern rådgivning m.v. på at fremskaffe og genskabe regnskabsmateriale for en 16 år lang periode til brug for angivelse af et retvisende grundlag, vil gøre kravet illusorisk. En nægtelse vil dermed gøre det praktisk umuligt for virksomheden at udøve de rettigheder, der tillægges virksomheden i henhold til sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S.

Virksomheden anerkender, at SKAT kan afslå at tilbagebetale moms, der er opkrævet i strid med fællesskabsretten, hvis det er godtgjort, at virksomheden faktisk har overvæltet momsen på andre og dermed opnår en ugrundet berigelse ved en eventuel tilbagebetaling. EU-Domstolen har dog i denne sammenhæng fastslået, at det ikke kan antages, at der i forbindelse med indirekte skatter består en formodning for, at der er sket overvæltning således, at det påhviler den afgiftspligtige at godtgøre, at dette ikke har været tilfældet, jf. EU-Domstolens dom i de forenede sager C-192/95 - C-218/95, Comateb m.fl., præmis 25. Det er med andre ord SKAT, der skal godtgøre, at tilbagebetaling af moms vil bevirke en ugrundet berigelse.

SKAT og Skatteministeriet har i styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829. SKAT indført særdeles restriktive dokumentationskrav, især taget anmodningsperiodens længde i betragtning samt det faktum, at virksomheder ikke er forpligtet til at opbevare regnskabsmateriale i så lang en periode, jf. bogføringslovens § 10, stk. 1.

SKATs dokumentationskrav er ikke i overensstemmelse med EU-Domstolens principper for tilbagebetaling af moms opkrævet med urette. Dette understreges yderligere af EU-Domstolens dom i sag C-343/96, Dilexport Srl, præmis 48, hvor Domstolen fastslog, at:

”... det (er) stridende mod fællesskabsretten, at der indføres bevisregler, der gør det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at opnå tilbagebetaling af afgifter opkrævet i strid med fællesskabsretten. Dette vil især være tilfældet i forbindelse med formodninger eller bevisregler, der pålægger den afgiftspligtige byrden ved at bevise, at de med urette betalte afgifter ikke er blevet overvæltet på andre retssubjekter, eller i forbindelse med særlige begrænsninger med hensyn til formen for det krævede bevis ...” (Understreget her)

Dette synspunkt er gentaget i senere praksis, jf. eksempelvis sag C-147/01, Weber’s Wine World, præmis 86:

”... en national lovgiver (må) ikke, efter en af Domstolen afsagt dom, hvoraf det fremgår, at en bestemt lovgivning er uforenelig med traktaten ... fastsætte procedureregler, som specifikt forringer mulighederne for tilbagesøgning af afgifter betalt i urigtig formening om skyld, som er opkrævet med urette i henhold til denne lovgivning ...” (Understreget her)

EU-Domstolen har således eksplicit udtalt, at det er stridende med fællesskabsretten at indføre bevisregler, der gør det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at opnå tilbagebetaling af afgifter opkrævet med urette. Dette gælder især indførsel af særlige begrænsninger med hensyn til formen for det krævede bevis.

I henhold til såvel bogføringslovens § 10, stk. 1,som til momsbekendtgørelsens § 66, stk. 1,er virksomheden (og andre virksomheder) alene forpligtet til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år. Genoptagelsesperioden vedrørende SKATs forkerte praksis vedrørende momsfradrag for bespisning af forretningsforbindelser er 16 år. Som følge af reglerne om opbevaringspligt for regnskabsmateriale har virksomheden ikke fuldt ud fyldestgørende regnskabsmateriale for hele genoptagelsesperioden.

Virksomheden har i forbindelse med sagen sandsynliggjort og opgjort sit krav på baggrand af 1) fyldestgørende dokumentation i form af årsrapporter for de omhandlende år, 2) saldi hentet fra tidligere regnskabssystemer, 3) beregnet og sandsynliggjort kravet med støtte fra de nærmeste år gennem analyse af udvikling i tilgængelige års faktiske saldi. Dette giver et tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at en tilbagebetaling ikke vil udgøre en ugrundet berigelse af virksomheden.

Heroverfor har SKAT ikke godtgjort, at tilbagebetaling af moms vil udgøre en ugrundet berigelse af virksomheden.

Det forhold, at SKAT kræver videre dokumentation end det, som virksomheden har fremlagt, gør, at det bliver uforholdsmæssigt vanskeligt for virksomheden at opnå tilbagebetaling af momsen - i praksis umuligt. Det skal i denne sammenhæng erindres, at det er SKATs forkerte praksis, der ligger til grund for virksomhedens manglende fradrag, samt at SKATs dokumentationskrav først blev fremsat 16 år efter, at de første udgifter var blevet afholdt.

Hertil kommer endelig, at retten til tilbagebetaling af moms, erlagt i urigtig formening om skyld, har til formål at afhjælpe konsekvenserne af afgiftens uforenelighed med EU-retten ved at udligne den økonomiske byrde, som afgiften med urette har påført den afgiftspligtige, jf. EU-Domstolens dom i sag C94/10, Danfoss A/S, Sauer-Danfoss ApS, præmis 23.

Virksomheden opfylder således kravene for tilbagebetaling af moms som fastslået af EU-Domstolen.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Der skal tages stilling til, om det er med rette, at SKAT ikke har imødekommet virksomhedens anmodning om tilbagebetaling af indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i egne lokaler, for perioden 1. oktober 1994 – 31. december 2009, med i alt 652.764 kr.

Af momslovens § 37, stk. 1, fremgår:

”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.”

Af momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, fremgår:

”Virksomheder kan ikke fradrage afgift af indkøb m.v., som vedrører

(...)

5) underholdning, restaurationsydelser, repræsentation og gaver, jf. dog stk. 2.

(...)”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 31, stk. 2, fremgår:

”Stk. 2. En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. (...).”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, fremgår:

”Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

1)Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse foretages til gunst for den afgiftspligtige fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis. Tilsvarende kan genoptagelse ske til gunst for den godtgørelsesberettigede vedrørende godtgørelse af afgift, der kunne være gjort gældende fra og med det tidspunkt, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller 3 år forud for underkendelsen af praksis.”

Ifølge dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, kan et afgiftstilsvar ændres uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 31, såfremt hidtidig praksis er endelig underkendt ved dom, en Landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet.

EU-domstolen har i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, udtalt sig om dels medlemsstaternes mulighed for opretholdelse af undtagelser fra retten til fradrag af indgående afgift i henhold til standstill-klausulen, jf. 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, dels om virksomhedernes mulighed for vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden, uden at leverancen udløser udtagningsmoms, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2, litra a) og b). Selskaberne havde i henhold til national praksis fradraget den fulde indgående afgift og beregnet udtagningsmoms.

Domstolen udtalte, jf. præmis 44, at det vil være i strid med standstill-klausulen i 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, såfremt en medlemsstat efter direktivets ikrafttrædelsestidspunkt anvender en undtagelse fra retten til fradrag for indgående afgift, efter at medlemsstaten gennem administrativ praksis har anerkendt fuld fradragsret. Som følge heraf kan momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, ikke anvendes til at begrænse retten til fradrag af den indgående afgift i forbindelse med vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden.

Videre udtalte domstolen, at 6. direktivs artikel 6, stk. 2, som udgangspunkt omfatter vederlagsfri bespisning af personale i virksomhedens lokaler, medmindre virksomhedens behov – såsom behovet for at sikre, at møder i arbejdet forløber sammenhængende og godt – gør det nødvendigt, at arbejdsgiveren sørger for bespisningen, jf. præmis 65. I de særlige tilfælde, hvor virksomhedens behov gør det nødvendigt at sørge for vederlagsfri bespisning af personalet i forbindelse med afholdelse af møder i virksomheden, er leverancen ikke omfattet af begrebet ”virksomheden uvedkommende formål”, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2. En sådan vederlagsfri bespisning skal således ikke sidestilles med levering af en tjenesteydelse uden vederlag, hvorfor der ikke skal beregnes udtagningsmoms.

Som følge af EU-domstolens dom i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, har SKAT offentliggjort styresignalet SKM2010.622.SKAT, hvorefter praksis, ifølge hvilken der ikke var fradragsret for moms af udgifter til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte i forbindelse med møder i virksomheden, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, er ændret.

For så vidt angår praksisændringens omfang fremgår følgende af SKM2010.622.SKAT:

”Genoptagelse

Virksomheder der efter den hidtidige praksis ikke har taget fradragsret, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, eller som har beregnet udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 2, ved bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, kan anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret.”

Skatteministeriet har endvidere tilkendegivet sin opfattelse vedrørende dokumentationskravene i styresignalet SKM2011.829.SKAT, hvoraf fremgår følgende:

”Dokumentationskravene er i SKM2010.622.SKAT formuleret således:

Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.”

Det vil med andre ord sige, at det som udgangspunkt beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om det fremlagte materiale er tilstrækkeligt til, at anmodningen kan imødekommes.

Efter Skatteministeriets opfattelse kan der lægges følgende grundlæggende linje for, hvad der skal kræves af dokumentation for, at kravet kan imødekommes:

Virksomheden skal gennem regnskabet kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Da bespisning af forretningsforbindelser er anset for ”repræsentation” og bespisning af ansatte for ”kost til ansatte”, vil det være naturligt at tage afsæt i regnskabets konti for henholdsvis ”repræsentation” og ”kost til ansatte”.

Herefter skal virksomheden kunne sandsynliggøre, hvor stor andel af udgifterne på disse konti, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen. Udgifter til hotel- og restaurationsudgifter skal trækkes helt ud af opgørelsen, da disse udgifter ikke er omfattet tilbagebetalingsadgangen.

Sandsynliggørelse af, hvilke udgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen kan f.eks. ske ved, at virksomheden redegør for og dokumenterer sine mødeaktiviteter og bespisningspolitik.

For perioder, der er ældre end 5 år, skal der også indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Da bilagsmaterialet måske ikke længere foreligger, vil dokumentationskravet efter en konkret vurdering blandt andet kunne opfyldes gennem

Derudover skal det sandsynliggøres, at betingelserne for fradragsret ifølge retningslinjerne i styresignalet er opfyldt.

Vurderingen af, om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for de ældre perioder. Der skal ses på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Hvis virksomheden f.eks. kan dokumentere et krav vedrørende en nyere periode, kan virksomheden ikke anvende kravet for denne periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for de ældre perioder. Det vil med andre ord sige, at det ikke accepteres, at virksomheden blot ganger et års dokumenteret krav med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for.

Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder, der er ældre end 5 år, og derfor ikke på nogen måde kan dokumentere, at der for disse år er afholdt udgifter omfattet af tilbagebetalingsadgangen, kan der efter Skatteministeriets opfattelse ikke ske tilbagebetaling.”

Det bemærkes, at styresignaler, herunder SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, gengiver SKATs opfattelse.

Det bemærkes endvidere, at det følger af bogføringslovens § 10, stk. 1, ogmomsbekendtgørelsens § 66, stk. 1, at virksomheder alene er forpligtet til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år. Genoptagelsesperioden for momsfradrag vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte rækker langt ud over denne opbevaringsperiode.

Virksomheden har således ikke fuldt ud fyldestgørende regnskabsmateriale for hele genoptagelsesperioden, herunder vedrørende den påklagede periode, 1. oktober 1994 - 31. december 2009.

Spørgsmålet er herefter, hvorvidt de omhandlede udgifter til bespisning kan anses for sandsynliggjort eller dokumenteret og dermed anses for omfattet af momslovens § 37.

Virksomheden har, for perioden 1. oktober 1994 - 31. december 2009, opgjort kravet på baggrund af årsrapporter for de omhandlede år, saldi hentet fra tidligere regnskabssystemer, og beregnet kravet med støtte fra de nærmeste år gennem analyse af udvikling i tilgængelige års faktiske saldi.

Landsskatteretten finder det herefter sandsynliggjort, herunder efter en konkret vurdering af virksomhedens aktivitet i genoptagelsesperioden, at virksomheden har afholdt udgifter af den omhandlede karakter i den påklagede periode. Retten finder endvidere, at størrelsen af kravet i tilstrækkelig grad er sandsynliggjort. Der er herved henset til, at virksomheden har taget hensyn til aktivitetsniveauet i den omhandlede periode. Virksomheden har således ved opgørelsen af kravet foretaget et realistisk skøn.

Landsskatteretten kan derfor tiltræde den nedlagte påstand i sagen.