Kendelse af 19-05-2021 - indlagt i TaxCons database den 11-06-2021

Klagen skyldes, at SKAT har forhøjet virksomhedens afgiftstilsvar med 216.989 kr. for perioden fra den 1. juli 2009 til den 31. december 2009 og med 93.679 kr. for perioden fra den 1. januar 2010 til den 30. juni 2010, idet SKAT ikke har anset virksomhedens salg af 7 biler for omfattet af reglerne om momsfritagelse, jf. momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, eller brugtmomsreglerne, jf. momslovens §§ 69-71.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse delvist.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] v/[person1] (herefter benævnt virksomheden) var en enkeltmandsvirksomhed, der havde startdato den 1. april 2005. Virksomheden var registreret i det Centrale Virksomhedsregister, CVR, under branchekoden 476410 – Forhandlere af sports- og campingudstyr.

Virksomheden, som var drevet af [person1] (herefter benævnt indehaveren) og [person2] (herefter benævnt medhjælperen), var registreret på adressen [adresse1], [by1]. Virksomheden ophørte den 6. november 2011.

Ved afgørelse af 19. oktober 2011 afmeldte SKAT virksomheden fra momsregistrering med virkning fra den 30. juni 2011.

Virksomheden solgte i perioden fra 1. juli 2009 til 30. juni 2010 biler til [virksomhed2] Ltd (herefter benævnt køber 1), der var etableret i England, og [person3] (herefter benævnt køber 2), der var etableret i Tyskland.

Det fremgår af det britiske virksomhedsregister, at medhjælperen var direktør i køber 1 i perioden fra 22. december 2005 til 1. januar 2012. Det fremgår af selskabsrapporten for [virksomhed3] ApS og af CVR, at indehaveren var direktør i dette selskab, og at køber 1 var moderselskab med en andel på 100 %.

For perioden fra 1. juli 2009 til 30. juni 2010 angav virksomheden salgsmoms på 1.700 kr. og købsmoms på 102.347 kr. i 2. halvår 2009 og 1.794 kr. i 1. halvår 2010.

Videre angav virksomheden for perioden fra 1. oktober 2009 til 31. december 2009 (4. kvartal 2009) ét EU-salg uden moms på 235.000 kr. For perioden fra 1. januar 2010 til 31. marts 2010 (1. kvartal 2010) angav virksomheden ligeledes ét EU-salg uden moms på 235.000 kr. De 2 listeindberetninger vedrører salg til et engelsk selskab med momsnummeret [...1], der tilhører køber 1. Der foreligger ingen opgørelse af grundlaget for disse indberetninger.

På et møde mellem SKAT og indehaveren den 15. februar 2012 anmodede SKAT om dokumentation for virksomhedens køb og salg af biler i 2009, 2010 og 2011.

Indehaveren fremsendte den 8. april 2012 dokumentation i form af bl.a. købs- og salgsfakturaer for enkelte af bilerne.

I brev af 13. april 2012 anmodede SKAT om yderligere dokumentation for virksomhedens køb og salg, betaling i form af kontoudtog, udførsel af bilerne fra Danmark samt specifikation af indberetning af oplysning om EU-salg uden moms.

Indehaveren fremsendte den 6. maj 2012 yderligere salgsfakturaer og udførelsesdokumentation for nogle af bilerne.

SKAT indhentede kontroloplysninger hos bl.a. diverse banker og kurator i konkursboet efter [virksomhed4] ApS (herefter benævnt kurator).

Tre banker fremsendte kontoudtog for indehaverens konti. Det fremgår af kontoudtogene, at indehaveren ikke modtog indbetalinger fra køber 1 eller køber 2, ligesom der ikke er indgået beløb, som stemmer overens med de på fakturaerne anførte beløb. Indehaveren oplyste til SKAT, at alle betalinger skete direkte mellem virksomhedens sælgere og virksomhedens købere.

Der er ikke fremlagt årsrapporter eller et regnskabsgrundlag for virksomheden. Der foreligger ikke oplysninger om, hvorvidt virksomheden havde en bankkonto.

SKAT afsendte forslag til afgørelse den 28. februar 2013.

Virksomhedens revisor fremsendte den 6. april 2013 bl.a. transportdokumentation og dokumentation i form af registreringspapirer på enkelte af bilerne.

Følgende er herefter oplyst om de af virksomheden solgte biler:

SKATs punkt 1 (herefter benævnt bil nr. 1)

Det fremgår af en udateret og unummereret faktura, at virksomheden købte bil nr. 1 af en dansk virksomhed.

Det fremgår af faktura 1007 af 22. august 2008, at virksomheden solgte bil nr. 1 til et anpartsselskab. Handlen gik senere tilbage ved kreditnota 1008 af 30. august 2009.

Det fremgår af faktura 1009 af 25. september 2009, at virksomheden solgte bil nr. 1 til køber 1. Virksomheden fakturerede 721.875,00 inklusive moms. Valutaen er ikke angivet. Det fremgår videre af fakturaen, at ”Bilen er solgt efter paragraf 25a moms betalt”.

SKATs punkt 2 (herefter benævnt bil nr. 2)

Det fremgår af en udateret og unummereret faktura, at virksomheden købte bil nr. 2 af en dansk virksomhed.

Det fremgår af faktura 1010 af 25. september 2009, at virksomheden solgte bil nr. 2 til køber 1. Virksomheden fakturerede 70.000,00 inklusive moms. Valutaen er ikke angivet. Det fremgår videre af fakturaen, at ”Bilen er solgt efter paragraf 25a moms betalt”.

SKATs punkt 3 (herefter benævnt bil nr. 3)

Det fremgår af håndskrevet faktura af 10. august 2009, at virksomheden købte bil nr. 3 af en sælger etableret i USA. Det fremgår af fragtbrev af 1. december 2009, at bil nr. 3 blev fragtet fra USA til virksomheden i Danmark. Det fremgår af en specifikation over virksomhedens fortoldninger, at virksomheden angav told for bil nr. 3.

Det fremgår af faktura 1003 af 7. februar 2010, at virksomheden solgte bil nr. 3 til køber 2. Virksomheden fakturerede 21.000,00 euro eksklusive moms. Det fremgår videre af fakturaen, at bil nr. 3 blev ”Solgt uden moms export til Netto Export DE [...2]...”.

Som udførelsesdokumentation fremlagde virksomhedens revisor et transportbrev af 14. februar 2010, udstedt af en fragtfører, hvoraf det fremgår, at ”1 MB 560 SL” skulle afhentes hos ”[person2], [adresse2], [by2]” og leveres til køber 2.

Under sagens behandling ved Skatteankestyrelsen har virksomhedens repræsentant fremlagt en valideringsbekræftelse af 16. december 2013 af køber 2s momsnummer. Videre har repræsentanten fremlagt faktura 25806 af 20. februar 2010, hvoraf det fremgår, at fragtføreren fakturerede [virksomhed5] med registreringsnummeret DE [...3] for ”Autotransport Autotransport MB 560 Sl. [by2] – [by3]”.

Under sagens behandling har virksomhedens repræsentant videre fremlagt en erklæring af 20. april 2012 udstedt af køber 2 til medhjælperen, hvoraf der bl.a. fremgår følgende:

“...

gerne bestätigen wir Ihnen, dass wir das bei Ihnen erworbene Fahrzeug

TYP: Mercedes-Benz 560SL R107

chassis No.: [...]

Im Februar 2010 nach Deutschland verbracht haben. Der Wagen wurde vor ein paar Wochen von uns innerhalb Deutschlands verkauft. Was nun aus dem Wagen geworden ist entzieht sich unserer Kenntnis und liegt nicht mehr in unserem Einfluss.

(...)”.

Under sagens behandling har virksomhedens repræsentant endvidere fremlagt en faktura af 29. marts 2012, hvorved køber 2 fakturerede en privatperson for bil nr. 3.

SKATs punkt 4 (herefter benævnt bil nr. 4)

Det fremgår af faktura af 5. juni 2009, at virksomheden købte bil nr. 4 af en sælger etableret i USA. Det fremgår af en specifikation over virksomhedens fortoldninger, at virksomheden angav told for bil nr. 4.

Det fremgår af faktura 1005 af 8. februar 2009, at virksomheden solgte bil nr. 4 til køber 1. Virksomheden fakturerede 135.000 eksklusive moms. Valutaen er ikke angivet. Det fremgår videre af fakturaen, at bil nr. 4 blev ”Solgt uden moms export til Netto Export Tax Nr. id [...02]...”.

Som udførelsesdokumentation fremlagde indehaveren et brev af 8. februar 2009, udstedt af virksomheden, hvoraf det fremgår, at køber 1 bekræfter, at bil nr. 4 vil blive udført af Danmark af køber 1. Brevet er underskrevet. Det fremgår ikke, hvem der har underskrevet brevet.

Det fremgår af faktura 1159 af 11. februar 2009, at køber 1 solgte bil nr. 4 til et selskab i Danmark. Det fremgår af mail af 19. marts 2009 fra selskabets bank til selskabet, at banken bekræftede, at selskabet har indbetalt købesummen til køber 1s konto.

Under sagens behandling ved Landsskatteretten har virksomhedens repræsentant fremlagt en valideringsbekræftelse af 16. december 2013 af køber 1s momsnummer. Videre har repræsentanten fremlagt mail af 25. maj 2014, hvoraf det fremgår, at selskabet bekræftede købet af bil nr. 4 fra køber 1.

SKATs punkt 5 (herefter benævnt bil nr. 5)

Det fremgår af SKATs sagsfremstilling, at virksomheden ved faktura af 16. november 2009 købte bil nr. 5 af en virksomhed etableret i USA. Det fremgår af et registreringbevis af 16. november 2009, at bil nr. 5 var indregistreret i USA. Det fremgår af en specifikation over virksomhedens fortoldninger, at virksomheden angav told for bil nr. 5.

Det fremgår af faktura 1006 af 8. februar 2010, at virksomheden solgte bil nr. 5 til køber 1. Virksomheden fakturerede 83.000 eksklusive moms. Valutaen er ikke angivet. Det fremgår videre af fakturaen, at bil nr. 5 blev ”Solgt uden moms export til Netto Export Tax Nr. id [...02]...”.

Som udførelsesdokumentation fremlagde indehaveren et brev af 8. februar 2009, udstedt af virksomheden, hvoraf det fremgår, at køber 1 bekræfter, at bil nr. 5 vil blive udført af Danmark af køber 1. Brevet er underskrevet. Det fremgår ikke, hvem der har underskrevet brevet.

Videre fremlagde indehaveren en synsrapport af 18. august 2011, hvoraf det fremgår, at bil nr. 5 blev synet i Tyskland.

Under sagens behandling har virksomhedens repræsentant fremlagt en udateret erklæring udstedt af køber 1, hvoraf der bl.a. fremgår følgende om bil nr. 5:

”...

Bestätigung über das Gelangen des Gegenstands einer innergemeinschaftlichen Lieferung in einen anderen EU-Mitgliedstaat (Gelangensbestätigung)

...

Hiermit bestätige ich als Abnehmer, dass ich folgenden Gegenstand / dass folgender Gegenstand einer innergemeinschaftlichen Lieferung

...

im

Februar 2009

...

in / nach

[adresse3], [by3] Germany

(...)”.

SKATs punkt 6 (herefter benævnt bil nr. 6)

Det fremgår af bofaktura nr. 10 af 15. juli 2009, at virksomheden købte bil nr. 6 af [virksomhed4] ApS under konkurs.

Det fremgår af faktura 1004 af 8. december 2009, at virksomheden solgte bil nr. 6 til køber 1. Virksomheden fakturerede 100.000 eksklusive moms. Valutaen er ikke angivet. Det fremgår videre af fakturaen, at bil nr. 6 blev ”Solgt uden moms export til Netto Export Tax Nr. id [...02]”.

Som udførelsesdokumentation fremlagde indehaveren et brev af 8. december 2009, udstedt af virksomheden, hvoraf det fremgår, at køber 1 bekræfter, at bil nr. 6 vil blive udført af Danmark af køber 1. Brevet er underskrevet. Det er ikke angivet, hvem der har underskrevet brevet.

Videre fremlagde indehaveren registreringsbevis af 9. december 2010, hvoraf det fremgår, at bil nr. 6 var indregistreret i Tyskland.

Under sagens behandling ved Skatteankestyrelsen har virksomhedens repræsentant fremlagt et udateret fragtbrev, udstedt af en fragtfører, hvoraf det fremgår, at ”1 VW Passat” skulle fragtes fra virksomheden til et land angivet ”D”. Repræsentanten har videre fremlagt faktura 446 af 1. september 2009, udstedt af samme fragtfører, hvoraf det fremgår, at køber 1 blev faktureret for transport af ”1 VW Passat” fra Danmark til Tyskland, og faktura 475 af 14. oktober 2009, hvoraf det fremgår, at ”einem Passat” blev fragtet i Tyskland.

Under sagens behandling har virksomhedens repræsentant fremlagt en udateret erklæring udstedt af køber 1, hvoraf der bl.a. fremgår følgende om bil nr. 6:

”...

Bestätigung über das Gelangen des Gegenstands einer innergemeinschaftlichen Lieferung in einen anderen EU-Mitgliedstaat (Gelangensbestätigung)

...

Hiermit bestätige ich als Abnehmer, dass ich folgenden Gegenstand / dass folgender Gegenstand einer innergemeinschaftlichen Lieferung

...

im

December 2009

...

in / nach

[adresse3], [by3] Germany

(...)”.

SKATs punkt 7 (herefter benævnt bil nr. 7)

Det fremgår af bofaktura nr. 12 af 12. august 2009, at virksomheden købte bil nr. 7 af [virksomhed4] ApS under konkurs.

Under sagens behandling ved Skatteankestyrelsen har repræsentanten fremlagt faktura 1011 af 19. september 2009, hvoraf det fremgår, at virksomheden solgte bil nr. 7 til køber 1. Virksomheden fakturerede 18.500,00 euro inklusive moms. Det fremgår videre af fakturaen, at ”Bilen er solgt efter brugt moms reglerne der kan ikke fratrækkes moms af købet paragraf 25a”.

------

På baggrund af disse oplysninger har SKAT forhøjet virksomhedens afgiftstilsvar for de 7 bilsalg i perioden fra 1. juli 2009 til 30. juni 2010. Afgiftsgrundlaget for salg af bil nr. 1-6 er opgjort på baggrund af salgsfakturaerne udstedt af virksomheden, mens afgiftsgrundlaget for bil nr. 7 er opgjort skønsmæssigt på baggrund af kontroloplysninger.

Landsskatteretten har den 9. september 2015 truffet afgørelse, hvorved SKATs afgørelse om at forhøje indehaverens skattepligtige indkomst skønsmæssigt med 72.406 kr. for den realiserede fortjeneste ved salget af bil nr. 3, 4 og 5 blev stadfæstet, jf. skattekontrollovens § 6, stk. 7, og § 5, stk. 3.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet virksomhedens afgiftstilsvar med 216.989 kr. for perioden fra den 1. juli 2009 til den 31. december 2009 og med 93.679 kr. for perioden fra den 1. januar 2010 til den 30. juni 2010, idet SKAT ikke har anset virksomhedens salg af 7 biler for omfattet af regler om momsfritagelse, jf. momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, eller brugtmomsreglerne, jf. momslovens §§ 69-71.

SKATs afgørelse er bl.a. begrundet således:

”...

SKATs begrundelse og bemærkninger

Moms:

Det er SKATs opfattelse, at du driver momspligtig virksomhed, idet du anses for at drive selvstændig økonomisk virksomhed jævnfør momsloven § 3, stk. 1.

Ved vurderingen har SKAT lagt vægt på, at du ved køb og salg af biler m.v. driver virksomhed med levering af varer omfattet af momsloven § 4, stk. 1.

...

Da der ikke er indsendt dokumentation eller sandsynliggørelse for udgifter vedrørende handel med nedenstående biler, er der ikke godkendt fradrag for udgifter.

...

SKATs endelige afgørelse

...

Moms:

Moms for 2. halvår 2009 opgjort til:

Punkt 1:Punkt 2:Punkt 6:Punkt 7:I alt:

Salgsmoms144.37514.00025.00031.267214.642

Moms udl. varekøb00000

Moms udl. ydelser køb00000

Købsmoms0024.000024.000

Energiafgift00000

Tilsvar144.37514.0001.00031.267190.642

EU-køb varer (A)00000

EU-køb varer (A)00000

EU-salg varer (B)00000

EU-salg ydelser (B)00000

Anden eksport (C) 00000

Tilsvar ifølge ovenstående190.642 kr.

Angivet 2. halvår 2009- 26.347 kr.

Ændring momstilsvar 2. halvår 2009216.989 kr.

Moms for 1. halvår 2010 opgjort til:

Punkt 3:Punkt 4:Punkt 5I alt

Salgsmoms39.08533.75020.75093.585

Moms udl. varekøb20.56132.89819.77573.235

Moms udl. ydelser køb0000

Købsmoms20.56132.89819.77573.235

Energiafgift0000

Tilsvar39.08533.75020.75093.585

EU-køb varer (A)0000

EU-køb varer (A)0000

EU-salg varer (B)0000

EU-salg ydelser (B)0000

Anden eksport (C) 0000

Tilsvar ifølge ovenstående93.585 kr.

Angivet 2. halvår 2009 - 94 kr.

Ændring momstilsvar 2. halvår 200993.679 kr.

...

Punkt 1, Porsche 997 Turbo Aut:

...

Salg af Porsche til [virksomhed2] Ltd anses for momspligtig jævnfør momsloven § 4, stk. 1, idet salget ikke anses for omfattet af regler om EU-handel jævnfør momsloven § 34, stk. 1, nr. 1 eller brugtmomsreglerne jævnfør momsloven § 69.

Ved afgørelsen er der lagt vægt på følgende forhold:

Fakturaen er ikke påført [virksomhed2] Ltd´s momsregistreringsnummer jævnfør bekendtgørelsen § 41.
Fakturaen er ikke forsynet med påtegning om at leverancen er momsfritaget på en af følgende måder jævnfør bekendtgørelsen § 41:

-Henvisning til den relevante bestemmelse i momsloven, f.eks. momsfritaget efter momsloven § 34, stk. 1.

-Henvisning til den relevante bestemmelse i momssystemdirektivet, eksempelvis art 138

-Eller anden tydelig relevant påtegning, f.eks. ”momsfritaget”, ”free om VAT”, ”0-sats” eller ”zero-rated”.

Der foreligger ikke dokumentation for transport af bilen til [virksomhed2] Ltd eller et andet EU-land
Der er ikke foretaget indberetning til listesystemet jævnfør momsloven 54, stk. 1 og bekendtgørelsen § 72 og § 73.
Der foreligger ikke dokumentation for betaling fra [virksomhed2] Ltd

Det er ligeledes ikke SKATs opfattelse, at bilen er solgt efter brugtmomsreglerne jævnfør momsloven §§ 69-71. Ved afgørelsen er der lagt vægt på, at det ikke klart fremgår af fakturaen, at handlen foregår efter brugtmomsreglerne. Det fremgår endvidere ikke, at prisen er en samlet pris inkl. moms, og at momsen ikke kan fradrages som købsmoms. Der henvises til bekendtgørelsen § 92.

Salgsmoms beregnet til 20 % af 721.875 kr. 144.375 kr.

...

Punkt 2, VW Touareg W12:

...

Salg af VWTouareg W12 til [virksomhed2] Ltd anses for momspligtig jævnfør momsloven § 4, stk. 1, idet salget ikke anses for omfattet af regler om EU-handel jævnfør momsloven § 34, stk. 1, nr. 1 eller brugtmomsreglerne jævnfør momsloven § 69.

Ved afgørelsen er der lagt vægt på følgende forhold:

Fakturaen er ikke påført [virksomhed2] Ltd´s momsregistreringsnummer jævnfør bekendtgørelsen § 41.
Fakturaen er ikke forsynet med påtegning om at leverancen er momsfritaget på en af følgende måder jævnfør bekendtgørelsen § 41.

-Henvisning til den relevante bestemmelse i momsloven, f.eks. momsfritaget efter momsloven § 34, stk. 1.

-Henvisning til den relevante bestemmelse i momssystemdirektivet, eksempelvis art 138

-Eller anden tydelig relevant påtegning, f.eks. ”momsfritaget”, ”free om VAT”, ”0-sats” eller ”zero-rated”.

Der foreligger ikke dokumentation for transport af bilen til [virksomhed2] Ltd eller et andet EU-land
Der er ikke foretaget indberetning til listesystemet jævnfør momsloven 54, stk. 1 og bekendtgørelsen § 72 og § 73.
Der foreligger ikke dokumentation for betaling fra [virksomhed2] Ltd

Det er ligeledes ikke SKATs opfattelse, at bilen er solgt efter brugtmomsreglerne jævnfør momsloven §§ 69-71. Ved afgørelsen er der lagt vægt på, at det ikke klart fremgår af fakturaen, at handlen foregår efter brugtmomsreglerne. Det fremgår endvidere ikke, at prisen er en samlet pris inkl. moms, og at momsen ikke kan fradrages som købsmoms. Der henvises til bekendtgørelsen § 92.

Salgsmoms beregnet til 20 % af 70.000 kr. 14.000 kr.

...

Punkt 3, Mercedes Benz SL 560:

...

Det er SKATs opfattelse, at virksomheden ikke har dokumenteret, at bilen er solgt til en i EU momsregistreret virksomhed. Ifølge faktura er bilen solgt til [person3]. Det er ligeledes noteret på faktura, at det tyske momsnummer er [...2]. Momsnummeret er registreret til [virksomhed5] LTD & Co KG, [adresse4], [by3].

Det er ligeledes ikke dokumenteret af virksomheden, at bilen er transporteret til køber i Tyskland, eller til et andet EU-land jævnfør momsloven § 34, stk. 1, nr. 1.

Der er ligeledes lagt vægt på, at virksomheden ikke har indberettet salget til listesystemet jævnfør momsloven § 54, stk. 1 og bekendtgørelsen § 72 og § 73.

Salgsmoms beregnet til 25 % af 156.343 kr. 39.085 kr.

...

Det er fortsat SKATs opfattelse, at virksomheden ikke har dokumenteret, at bilen er solgt til en i EU momsregistreret virksomhed. Af det modtagne materiale fremgår forskellige købere/momsnumre og virksomheden har ikke kunnet fremvise dokumentation for modtaget betaling for salget.

Salget er endvidere ikke indberettet til listesystemet.

...

Punkt 4, Porsche Carrera:

...

Salg af Porsche Carrera Cabriolet til [virksomhed2] Ltd anses for momspligtig jævnfør momsloven § 4, stk. 1, idet salget ikke anses for omfattet af regler om EU-handel jævnfør momsloven § 34, stk. 1, nr. 1.

Det er SKATs opfattelse, at virksomheden ikke har dokumenteret, at bilen er transporteret til [virksomhed2] Ltd, England. Der kan ikke lægges vægt på den af virksomheden udfærdigede erklæring, idet erklæringen er udfærdiget af virksomheden selv og den er dateret før bilen er købt den 5. juni 2009 og før den er importeret til Danmark med ankomst 16. januar 2010. Desuden er der lagt vægt på, at bilen af [virksomhed2] Ltd sælges til [virksomhed6] A/S med betaling 12. februar 2010 – ca. 1 måned efter bilens ankomst til Danmark.

Der er ligeledes lagt vægt på, at virksomheden ikke har foretaget indberetning til listesystemet jævnfør momsloven § 54, stk. 1 og bekendtgørelsen § 72 og § 73.

Salgsmoms beregnet til 25 % af 135.000 kr. 33.750 kr.

...

Punkt 5, Mercedes Benz SL 560

...

Salg af Mercedes Benz SL 560 til [virksomhed2] Ltd anses for momspligtig jævnfør momsloven § 4, stk. 1, idet salget ikke anses for omfattet af regler om EU-handel jævnfør momsloven § 34, stk. 1, nr. 1.

Det er SKATs opfattelse, at virksomheden ikke har dokumenteret, at bilen er transporteret til [virksomhed2] Ltd, England. Der kan ikke lægges vægt på den af virksomheden udfærdigede erklæring, idet erklæringen er udfærdiget af virksomheden selv og den er dateret før bilen er købt den 16. november 2009 og før den er importeret til Danmark med ankomst 16. januar 2010.

Der er ligeledes lagt vægt på, at virksomheden ikke har foretaget indberetning til listesystemet jævnfør momsloven § 54, stk. 1 og bekendtgørelsen § 72 og § 73.

Salgsmoms beregnet til 25 % af 83.000 20.750 kr.

...

Det er SKATs opfattelse, at faktura nr. 1158 ikke vedrører transport af Mercedes Benz SL 560, stel nr. [...]. Af fakturaen fremgår ikke nøjagtig identifikation af bilen og fakturaen er dateret før Mercedes Benz SL 560 med stel nr. [...] er købt jævnfør købsfaktura dateret 16. november 2009 og dateret før transporten til Danmark med ankomst 16. januar 2010.

Det er ligeledes SKATs opfattelse, at øvrige indsendte registreringspapirer ikke dokumenterer bilens transport til et andet EU-land eller salg til en momsregistreret virksomhed i et andet EU-land.

...

Punkt 6, VW Passat:

...

Salg af VW Passat til [virksomhed2] Ltd anses for momspligtig jævnfør momsloven § 4, stk. 1, idet salget ikke anses for omfattet af regler om EU-handel jævnfør momsloven § 34, stk. 1. nr. 1.

Det er SKATs opfattelse, at virksomheden ikke har dokumenteret, at bilen er transporteret til [virksomhed2] Ltd, England. Der kan ikke lægges vægt på den af virksomheden udfærdigede erklæring, idet erklæringen er udfærdiget af virksomheden selv.

Der er ligeledes lagt vægt på, at virksomheden ikke har foretaget indberetning til listesystemet jævnfør momsloven § 54, stk. 1 og bekendtgørelsen § 72 og § 73.

Salgsmoms beregnet til 25 % af 100.000 kr. 25.000 kr.

Købsmoms udgør 24.000 kr.

...

Det er SKATs opfattelse, at indsendte registreringspapirer ikke dokumenterer bilens transport til et andet EU-land eller salg til en momsregistreret virksomhed i et andet EU-land.

...

Punkt 7, handel med [virksomhed4] under konkurs:

...

SKAT har ikke modtaget dokumentation for salg af biler og biler og vandscootere købt af [virksomhed4] ApS under konkurs, hvorfor salgsprisen ekskl. moms er skønnet til købspris plus 20 % i avance. Ved skønnet er der lagt vægt på mærke og model. Da der ikke foreligger yderligere oplysninger om det solgte, herunder oplysninger om stelnr., årgang, kilometerstand, vedligeholdelsesstand m.v. er avancen skønnet til 20 %.

...

Opgørelse af salgspris:Moms Excl. moms

...

BMW X5 4,6 IS0 kr.104.223 kr.

...

Købesum104.223 kr.

Avance 20 % 20.845 kr.

125.068 kr.

Moms 25 % 31.267 kr.

Salgspris inkl. moms156.335 kr.

Salgsmoms beregnet til31.267 kr.

Købsmoms udgør0 kr.

(...)”.

Under sagens behandling har SKAT den 18. august 2014 bl.a. endvidere anført følgende:

”...

Punkt 6, VW Passat

I henhold til faktura nr. 1004 er bilen solgt til [virksomhed2] Ltd den 8. december 2009. Ifølge bilag nr. 25 og 26 fra [virksomhed7] er transporten foretaget henholdsvis den 1. september 2009 og 14. oktober 2009. Transporten er således foretaget før [virksomhed2] Ltd har købt den pågældende bil 8. december 2009.

Punkt 7, BMW X5 4,6 IS

SKAT har ikke tidligere modtaget faktura nr. 1011 vedrørende salg af BMW XS 4,6 IS.

En gennemgang af fakturanumrene 1001 til 1011 viser følgende (kopi af bilag vedlagt):

1001 dato 24.09.2009

1002dato 07.01.2010

1003 dato 07.02.2010

1004 dato 08.12.2009

1005 dato 08.02.2009

1006 dato 08.02.2010

1007 dato 22.08.2009

1008 dato 30.08.2009

1009 dato 25.09.2009

1010 dato 25.09.2009

1011 dato 19.09.2009

Som det fremgår af ovenstående er fakturaerne ikke udstedt i datoorden og den pågældende faktura er udstedt med højeste fakturanummer. Ligeledes har virksomheden ikke kunnet dokumentere betalingsstrømmen ved køb og salg.

Det kan endvidere oplyses, at [virksomhed2] Ltd ejer [virksomhed8] ApS, CVR-nr. [...4]. Ifølge vedlagte materiale har [indehaveren] været direktør for [virksomhed8] ApS fra 29. december 2009 og som direktør underskrevet regnskaberne for første regnskabsår fra 26. februar 2008 og efterfølgende regnskabsår.

(...)”

Virksomhedens opfattelse

Virksomhedens repræsentant har nedlagt påstand om, at SKATs forhøjelse af virksomhedens afgiftstilsvar skal bortfalde.

Repræsentanten har til støtte herfor bl.a. anført:

”...

at de omfattede salg ikke er afgiftspligtige efter momsloven

idet handlerne er omfattet af henholdsvis reglerne om EU-handel efter momslovens § 34,

stk. 1, nr. 1 og brugtmomsordningen efter momslovens §§ 69-71.

(...)”.

Under sagsbehandlingen har virksomhedens repræsentant den 24. juni 2014 bl.a. videre anført følgende:

”...

ANBRINGENDER

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det for det første overordnet gældende, at en del af de i sagen omhandlede salg ikke er afgiftspligtige efter momsloven, idet handlerne er omfattet af reglerne om EU-handel efter momslovens§ 34, stk. 1, nr. 1.

Endvidere gøres det for det andet overordnet gældende, at en del af de i sagen omhandlede salg ikke er afgiftspligtige efter de almindelige regler i momsloven, idet handlerne er omfattet af reglerne om brugtmomsordningen efter momslovens kapitel 17.

De ovenfor anførte anbringender vil blive uddybet nedenfor.

...

Leverancer til andre EU-lande – momslovens § 34, stk. 1, nr. 1

...

[Indehaveren] har drevet en helt almindelig forretning med eksport af biler. Der er udarbejdet slutseddel eller faktura for samtlige af de i virksomheden handlede biler - ligeledes som der er udarbejdet kreditnota, såfremt handlerne ikke er endeligt gennemført.

Det gøres herefter gældende, at [indehaveren] - for de i sagen omhandlede biler, der er importeret/eksporteret - til/fra et andet EU-land opfylder betingelserne for momsfritagelse i henhold til momslovens § 34, stk. 1, nr. 1.

Til støtte herfor kan der fra praksis henvises til Landsskatterettens kendelse af den 13. januar 2011, Landsskatterettens journal nr. 09-00202, jf. bilag 32, hvor Landsskatteretten fandt, at en klager med den fremlagte dokumentation på tilstrækkelig vis havde dokumenteret, at de i sagen omhandlede biler rent faktisk var transporteret ud af Danmark og leveret til virksomheder i andre EU-lande, hvorfor det var med urette, at der var sket efteropkrævning af moms for de i sagen omhandlede momsfrie leverancer.

Efter en kontrol af klagerens momsfrie salg af biler til aftagere i andre EU-lande var det SKATs opfattelse, at klageren ikke opfyldte betingelserne for momsfrit salg efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1 i 9 tilfælde. Sagen blev indbragt for Landsskatteretten, men sagen blev her begrænset til at omfatte 4 tilfælde.

Vedrørende den første bil i sagen blev det under sagens behandling i Landsskatteretten forklaret, at den omhandlede bil blev afhentet af køber, der kørte i en tysk indregistreret personbil, og der forelå en faktura udstedt til en tysk momsregistreret virksomhed. Købesummen blev indbetalt af en tysk person, og klageren modtog momsnummer med telefax.

Den anden bil i sagen blev solgt til en spansk virksomhed ejet af en dansker, og der blev fremlagt en erklæring vedrørende transporten foretaget af en bekendt til køberen. Bilen blev anvendt til motorløb.

Vedrørende den tredje bil i sagen blev der fremlagt en transporterklæring, fakturaer vedrørende videresalg af bilen og en skrivelse fra Bundeszentralamt für Steuern, der bekræftede, at bilen var momsberigtiget i Tyskland.

Den fjerde bil blev solgt til et italiensk selskab, og der blev fremlagt momsvalideringssvar på det italienske momsregistreringsnummer og kopi af køberselskabets momsregistreringsbevis. Det blev desuden oplyst, at bilen blev afhentet af en udenlandsk indregistreret personbil med trailer.

Landsskatteretten fandt, at dette på tilstrækkelig vis sandsynliggjort, at de 4 biler var udført af Danmark.

Landsskatterettens kendelse af den 13. januar 2011 må forstås således, at der anerkendes momsfritagelse efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, når det på tilstrækkelig vis kan sandsynliggøres, at bilerne er transporteret ud af landet.

------o------

I forhold til art. 25 c, punkt A i 6. momsdirektiv har Ministerrådet og Kommissionen afgivet følgende erklæring:

"Rådet og Kommissionen erklærer, at anvendelsen af overgangsordningens bestemmelser

under ingen omstændigheder må have til følge, at den i artikel 28C, punkt A, omhandlende

fritagelse nægtes, hvis det efterfølgende viser sig, at erhververen har afgivet ukorrekte oplysninger, mens den afgiftspligtige har truffet de nødvendige foranstaltninger (or at undgå ukorrekt anvendelse af momsreglerne i forbindelse med leveringen fra sin virksomhed."

Det er herefter afgørende, hvorvidt [indehaveren] har truffet de nødvendige foranstaltninger for at undgå ukorrekt anvendelse af momsreglerne.

Som fortolkningsbidrag til 6. momsdirektivs artikel 28c, punkt A, litra a, skal der endvidere henvises

til EF-domstolens dom i sagen C-409/04, Teleos m.fl. Sagen vedrørte en kontrakt mellem en leverandør og en køber, hvorefter sidstnævnte efter de pågældende varers udtagelse af et lager beliggende i leverandørmedlemsstaten er ansvarlig for deres transport til en anden medlemsstat.

I omtalte sag C-409/04, Teleos m.fl. udtalte EF-domstolen, at artikel 28c, punkt A, litra a), første afsnit skal fortolkes således,

"at bestemmelsen er til hinder for, at de kompetente myndigheder i leveringsmedlemsstaten kræver, at en leverandør. der har handlet i god tro, og som har fremlagt beviser, der umiddelbart støtter hans ret til fritagelse af en levering af goder inden for Fællesskabet, efterfølgende skal betale moms af disse goder, når disse beviser viser sig at være falske, og det ikkeer påvist, at leverandøren har medvirket i momssvigen, forudsat, at han har truffet enhver rimelig foranstaltning, der stod i hans magt, for at sikre, at den levering inden for Fællesskabet, som han har foretaget, ikke fører til deltagelse isådan svig."

Med henvisning til ovenfor citerede erklæring samt EF-domstolens udtalelse i sagen C-409/04, Teleos m.fl., vil en myndighed ikke kunne kræve moms efterbetalt efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, hvis leverandøren har truffet enhver rimelig foranstaltning, der stod i hans magt for at sikre levering inden for EU.

Såfremt Landsskatteretten måtte nå til det resultat, at [indehaveren] ikke har løftet bevisbyrden for, at de i sagen omhandlede biler ikke er momsfritaget efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, er det herefter afgørende, hvorvidt [indehaveren] har truffet enhver rimelig foranstaltning, der stod i hans magt for at sikre, at handlerne var momsfritaget.

Momslovens § 34, stk. 1, nr. 1 er således ikke [indehaveren]s ansvar skal tværtimod vurderes subjektivt efter en almindelig agtpågivenhedsnorm.

------o------

I relation til nærværende sag, hvor [virksomhed1] v/[indehaveren] har solgt i alt 4 biler momsfrit - dvs. afgiftssagens forhold 3, 4, 5 og 6 - er der fremlagt klar dokumentation for, at de i sagen omhandlede biler er solgt momsfrit til et andet EU-land, og at bilerne er eksporteret ud af Danmark.

For det første er der fremlagt dokumentation for, at den i sagen omhandlede Mercedes-Benz SL 560 er solgt til [person3], [adresse5], [by3] Deutschland, hvilket fremgår af faktura nr. 1003 dateret den 7. februar 2010, jf. bilag 8.

Endvidere fremgår det af sagens dokumenter, at den i sagen omhandlede Mercedes-Benz SL 560 er blevet fragtet fra [USA] til [adresse6], [by4], jf. bilag 10, hvorefter den er eksporteret fra [by2] til [by3] Deutschland, jf. bilag 11.

For det andet er der fremlagt dokumentation for, at den i sagen omhandlede Porsche Carrera er solgt til [virksomhed2] LTD, hvilket fremgår af faktura nr. 1005 dateret den 8. februar 2009, jf. bilag 14.

Endvidere er der fremlagt en udførselsbekræftelse vedrørende den i sagen omhandlede Porsche Carrera, jf. bilag 16.

For det tredje er der fremlagt dokumentation for at den i sagen omhandlede Mercedes-Benz SL560 er solgt til [virksomhed2] LTD, hvilket fremgår af faktura nr. 1006 dateret den 8. februar 2010, jf. bilag 19.

Endvidere er der i form af en udførselsbekræftelse fremlagt dokumentation for, at bilen er eksporteret ud af Danmark, jf. bilag 20, og til yderligere dokumentation for udførslen fra Danmark er der endvidere fremlagt en skrivelse fra [virksomhed9], jf. bilag 21.

For det fjerde er der fremlagt dokumentation for, at den i sagen omhandlede VW Passat er solgt til [virksomhed2] LTD, hvilket fremgår af faktura nr. 1004 dateret den 8. december 2010, jf. bilag 23.

Til dokumentation for at den i sagen omhandlede VW Passat er udført fra Danmark, er der fremlagt en udførselsbekræftelse, jf. bilag 24, og til yderligere dokumentation for udførelse fra Danmark er der endvidere fremlagt regning nr. 446 og 475 fra DFT, jf. bilag 25 og 26. Endelig er der fremlagt en fragtseddel fra DFT, jf. bilag 27.

Sammenfattende gøres det således gældende, at der ikke er grundlag for en forhøjelse af [virksomhed1] v/[indehaveren]s momstilsvar i relation til ovennævnte biler, idet bilerne er omfattet af reglerne om EU-handel efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, og at de alle er udført af Danmark.

Salg brugtmomsordningen - momslovens §§ 69-71

...

I relation til de i sagen omhandlede biler solgt efter der særlige regler i momslovens kapitel 17 - dvs. sagens forhold 1, 2 og 7 - gøres det gældende, at der er fremlagt klar dokumentation for, at bilerne er solgt i henhold til de særlige regler i momslovens kapitel 17, hvorefter momsgrundlaget udgør differencen mellem henholdsvis salgs- og købsprisen modsat de almindelige regler, hvor salgsprisen - dvs. selve vederlaget -udgøre afgiftsgrundlaget.

For det første er der i relation til den i sagen omhandlede Porsche 997 Turbo Aut. fremlagt dokumentation for, at den er købt og solgt, uden at der i købs- eller salgsprisen indgik noget momsbeløb, jf. bilag 2 og 5.

Af faktura 1009 dateret den 25. februar 2009, jf. bilag 5, fremgår det endvidere, at "Bilen er solgt efter § 25a moms betalt".

For det andet er der i relation til den i sagen omhandlede VW Toureg W12 fremlagt dokumentation for, at den er købt og solgt, uden at der i købs- eller salgsprisen indgik noget momsbeløb, jf. bilag 2 og 6.

Af faktura 1010 dateret den 25. september 2009, jf. bilag 6, fremgår det endvidere, at "Bilen er solgt efter § 25a moms betalt".

For det tredje er der i relation til den i sagen omhandlede BMW X5 fremlagt dokumentation for, at den er købt og solgt uden moms, jf. bilag 30 og 31.

Af faktura 1011 dateret den 19. september 2009, jf. bilag 31, fremgår det endvidere, at " Bilen er solgt efter brugt momsreglerne der kan ikke fratrækkes moms af købet paragraf 25a".

Sammenfattende gøres det således gældende, at der ikke er grundlag for en forhøjelse af [virksomhed1] v/[indehaveren]s momstilsvar i relation til ovennævnte biler, idet der ikke af handlerne skal afregnes moms i henhold til de almindelige momsregler, da handlerne er omfattet af reglerne om brugtmomsordningen efter momslovens kapitel 17, hvorefter momsgrundlaget udgør forskellen mellem salgs- og købsprisen.

(...)”.

Under sagens behandling har virksomhedens repræsentant den 18. maj 2016 bl.a. endvidere anført følgende:

”...

I forlængelse af Skatteankestyrelsens skrivelse af den 31. marts 2016 skal det hermed oplyses, at

[indehaveren] umiddelbart ikke længere er i besiddelse af en bedre læsbar kopi af nota dateret den 16. november 2009, der er fremlagt som bilag 18.

Videre skal det til besvarelse af Skatteankestyrelsens spørgsmål ved skrivelse af den 31. marts 2016

oplyses, at bil nr. 4 blev solgt med den forventning, at den skulle afsættes til en køber i Europa via

hjemmesiden www.[...].de.

Da en dansk forhandler imidlertid henvendte sig for at købe bilen, blev den solgt i overensstemmelse med det anførte i det supplerende indlæg af den 24. juni 2014.

-----o-----

I relation til SKATs bemærkninger til bil nr. 6 i udtalelsen af den 18. august 2014 skal det oplyses, at den pågældende bil blev sendt tidligere afsted, end den er faktureret, idet den skulle ombygges i Tyskland til at kunne synes i Europa.

I relation til SKATs bemærkninger til bil nr. 7 i udtalelsen af den 18. august 2014 skal det bemærkes, at det er uklart, hvad SKAT mener, dette har af betydning i relation til spørgsmålet om, hvorvidt bilen er omfattet af regelsættet om brugtmoms.

Som det fremgår af bofaktura dateret den 12. august 2009 og faktura dateret den 19. september 2009, er bilen solgt uden moms, jf. bilag 30 og 31. På sidstnævnte faktura dateret den 19. september 2009 fremgår det således også direkte, at ”Bilen er solgt efter brugt momsreglerne der kan ikke fratrækkes moms af købet paragraf 25a”.

(...).”

Skattestyrelsens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling

Skattestyrelsen har den 7. maj 2020 udtalt, at Skatteankestyrelsens indstilling af 21. april 2020 kan tiltrædes med følgende bemærkninger:

”...

Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, som ændrer Skattestyrelsens (daværende SKAT) afgørelse, om forhøjelse af klagers salgsmoms i forbindelse med salget af bil 4.

Skattestyrelsen er tilsvarende enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, der lægger op til stadfæstelse af den påklagede afgørelse, således klager skal afregne salgsmoms af salget af de øvrige biler omfattet af klagen.

Skattestyrelsen har i forbindelse med udtalelsen foretaget en talmæssig opgørelse, der tager hensyn til den oplyste salgspris i fremlagte faktura 1011 for bil nr. 7. Skattestyrelsen er samtidig af den opfattelse, at afgiftsgrundlaget for bil nr. 3 med baggrund i SKM2014.783.SKAT skal anses for at være 80 % af salgsprisen.

Formalitet - genoptagelse

Skattestyrelsen er enig med det af Skatteankestyrelsen anførte, at momspligten i udgangspunktet indtræder på tidspunktet for fakturering, når faktureringen sker inden den faktiske levering jf. momslovens § 23, stk. 2 (indenlandske leverancer) og § 24, stk. 1 (EU-varesalg).

Det er ud fra sagens oplysninger lagt til grund, at salget af bil nr. 4 er sket ved faktura nr. 1005 dateret 8 februar 2009.

Indførselsdokumentation viser, at bil nr. 4 først ankommer til Danmark fra USA d. 16. januar 2010. Det er skattestyrelsens opfattelse, at det faktiske leveringstidspunkt for bilen ikke har kunnet være tidligere end 1. halvår 2010, som også er momsperioden forhøjelsen er medtaget i.

Eftersom fakturering er sket inden leveringstidspunktet, er Skattestyrelsen med Skatteankestyrelsen i, at afgiftspligtens indtræden skal fastlægges efter momslovens § 23, stk. 2 og ikke stk. 1, hvorfor forhøjelsen vedrører 1. halvår 2009.

En ændring af momsperioden 1. halvår 2009 skulle være foretaget efter reglerne om ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3. Da afgørelsen ikke indeholder en begrundelse for anvendelse af ekstraordinær genoptagelse, er Skattestyrelsen henset til praksis gengivet i Den juridiske vejledning 2020-1 afsnit A.A.7.4.7 enig i, at afgørelsen for så vidt angår bil nr. 4 lider af en væsentlig mangel og må anses for ugyldig.

Leverancer til andre EU-lande

Skattestyrelsen fastholder, at klager skal afregne dansk salgsmoms af salget af bilerne nr. 3, 5 og 6.

Som der er redegjort for i den påklagede afgørelse og i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, dokumenterer de af klager oprindeligt og i forbindelse med klagesagen fremlagte fakturaer og øvrige dokumenter ikke, at de pågældende biler opfylder betingelserne for at blive solgt uden moms jf. momslovens § 34, stk. 1, nr. 1.

Skattestyrelsen fastholder således, at det er med rette, at klager er opkrævet dansk moms af de pågældende bilers salgspris.

Ud fra praksisændringen i SKM2014.783.SKAT er det Skattestyrelsens opfattelse, at salgsprisen for bil nr. 3 i udgangspunktet skal beregnes som 20 pct. af den opnåede pris og ikke 25 %. Det medfører, at momsen i stedet for 39.085 kr. (25 % af 156.343 kr.) skal opgøres til 31.268 kr. (20 % af 156.343 kr.).

For så vidt salg af bil nr. 5 og 6 til [virksomhed2] Ltd er det Skattestyrelsens opfattelse, at der er tale om samhandel mellem interesseforbundne parter. Som redegjort for i skatteankestyrelsens indstilling var klagers medhjælper (se bilag 7 og bilag 13) både berettiget til at underskrive køb på vegne af klager og samtidig direktør i [virksomhed2] Ltd Henset hertil er det Skattestyrelsens opfattelse, at selskabet har haft mulighed for at efteropkræve momsen hos køber, og Skattestyrelsen fastholder, at den aftalte pris ikke kan anses for at omfatte momsen jf. praksis i SKM2019.177.LSR.

Brugtmomsordningen

Skattestyrelsen fastholder, at klager skal afregne dansk salgsmoms af salget af bilerne nr. 1, 2 og 7 efter momslovens almindelige regler.

Som der er redegjort for i den påklagede afgørelse og i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, dokumenterer de af klager oprindeligt og i forbindelse med klagesagen fremlagte fakturaer og øvrige dokumenter ikke, at de pågældende biler opfylder betingelserne for at blive solgt efter brugtmomsreglerne jf. momslovens § 69-71.

Skattestyrelsen fastholder således, at det er med rette, at klager er opkrævet dansk moms af de pågældende bilers salgspris.

Klager har i forbindelse med klagen fremlagt faktura for salget af bil 7, hvoraf det fremgår, at salgsprisen er 18.500 Euro svarende til 137.653 kr. (omregnet til kr. kurs 7,4407).

Skattestyrelsen har opgjort salgsmomsen for bil 7 til 27.531 kr. med baggrund i den modtagne fakturakopi, og det indstilles at denne erstatter tidligere beregnede salgsmoms på 31.267 kr. for bil nr. 7.

(...)”.

Retsmøde

Under sagens behandling på retsmøde nedlagde klagerens repræsentant påstande og redegjorde for sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg og det materiale, der blev udleveret på retsmødet. Indehaveren oplyste, at han startede som selvstændig med en golfbutik, men at han senere begyndte at interessere sig for køb og salg af biler, i hvilken forbindelse han rådførte sig med sit netværk, heriblandt medhjælperen. Dette resulterede i salg af syv biler.

Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med Skattestyrelsens udtalelse af 7. maj 2020, at afgørelsen ændres delvist. Skattestyrelsen anførte for så vidt angår bil nr. 4, at Skattestyrelsen på baggrund af en fornyet gennemgang af sagen nu vurderer, at SKAT med rette har genoptaget efter momslovens § 31, stk. 1, og at denne del af afgørelsen dermed ikke kan anses for ugyldig. Skattestyrelsen anførte hertil, at det må lægges til grund, at datoen på faktura 1005 er forkert, og at fakturaen i stedet blev udstedt den 8. februar 2010. Dette på baggrund af, at fakturaer skal udstedes med fortløbende nummerering, og at faktura 1004 blev udstedt den 8. december 2009. Videre fremgår det af Landsskatterettens afgørelse i 13-0181961, at bil nr. 4 ankom til Danmark sammen med bil nr. 5 den 16. januar 2010. Skattestyrelsen anførte for så vidt angår bil nr. 3, 5 og 6, at det af repræsentanten fremlagte materiale ved brev af 21. april 2021 ikke dokumenterer, at betingelserne for momsfritagelse efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, er opfyldt.

Landsskatterettens afgørelse

Der skal tages stilling til, om det er med rette, at SKAT har forhøjet virksomhedens afgiftstilsvar med 216.989 kr. for perioden fra den 1. juli 2009 til den 31. december 2009 og med 93.679 kr. for perioden fra den 1. januar 2010 til den 30. juni 2010, idet SKAT ikke har anset virksomhedens salg af 7 biler for omfattet af reglerne om momsfritagelse, jf. momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, eller brugtmomsreglerne, jf. momslovens §§ 69-71.

Der skal således tages stilling til, om virksomhedens salg af bil nr. 3-6 er momsfritaget efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, og om virksomhedens salg af bil nr. 1, 2 og 7 er omfattet af brugtmomsreglerne, jf. momslovens §§ 69-71 - som anført af virksomheden – eller om transaktionerne er afgiftspligtige, jf. momslovens § 4, stk. 1 – som anført af SKAT.

Formalitet – genoptagelse

Indledningsvist skal der tages stilling til, om det er med rette, at SKAT har genoptaget virksomhedens afgiftstilsvar for så vidt angår bil nr. 4.

Det fremgår af momslovens § 23, stk. 1, at afgiftspligten indtræder på det tidspunkt, hvor leveringen af varen eller ydelsen finder sted (leveringstidspunktet). Det fremgår af momslovens § 23, stk. 2, at udstedes en faktura over en leverance, anses faktureringstidspunktet som leveringstidspunkt, for så vidt faktureringen sker inden eller snarest efter leverancens afslutning.

Af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, (uddrag) fremgår følgende:

”Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel om fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvar senere end 3 år efter angivelsesfristens udløb... Fastsættelsen af afgiftstilsvaret henholdsvis godtgørelsen skal foretages senest 3 måneder efter udløbet af fristen efter 1. eller 2. pkt. Har det betydning for den afgiftspligtiges henholdsvis den godtgørelsesberettigedes mulighed for at varetage sine interesser, at fristen efter 3. pkt. forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes”.

Af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, (uddrag) fremgår følgende:

”Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

...

3) Den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

(...)”

Følgende fremgår af forvaltningslovens § 24 (uddrag):

”En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet...

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen”

Ifølge det oplyste afsendte SKAT forslag til afgørelse den 28. februar 2013.

Videre er det oplyst, at virksomheden havde første og anden halvdel af kalenderåret som afgiftsperiode.

Det fremgår af faktura 1005, at faktureringstidspunktet for bil nr. 4 var den 8. februar 2009. Det er ikke oplyst, hvornår bil nr. 4 blev leveret til køber 1. Det lægges til grund, at leveringstidspunktet for bil nr. 4 var 1. halvår 2009, jf. momslovens § 23, stk. 2.

Ifølge den dagældende momslovs § 57, stk. 4, (lovbekendtgørelse nr. 966 af 14. oktober 2005) var angivelsesfristen for 1. halvår 2009 den 1. september 2009. Fristen for ordinær genoptagelse var dermed den 1. september 2012, jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1.

Henset til at SKAT afsendte varsel om ændring af afgiftstilsvaret efter den ordinære genoptagelsesfrists udløb for 1. halvår 2009, finder Landsskatteretten, at den ordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, ikke er overholdt for så vidt angår forhøjelsen af virksomhedens afgiftstilsvar for salget af bil nr. 4.

Uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, kan SKAT dog foretage en ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, i tilfælde, hvor den afgiftspligtige forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at momstilsvaret er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. SKAT skal senest 6 måneder efter at være kommet til kundskab om det forhold, der begrunder genoptagelsen, sende et varsel til den afgiftspligtige, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2.

En afgørelse om ekstraordinær genoptagelse skal indeholde en henvisning til skatteforvaltningslovens § 32 samt en angivelse af de faktiske omstændigheder, som er lagt til grund for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24.

Tilsidesættelse af sagsbehandlingsregler, herunder manglende begrundelse, vil i visse tilfælde kunne medføre, at afgørelsen må anses for ugyldig. For at en sagsbehandlingsfejl kan medføre ugyldighed, skal fejlen anses for væsentlig.

Landsskatteretten finder, at SKATs afgørelse om forhøjelse af virksomhedens afgiftstilsvar for salget af bil nr. 4 er ugyldig. Der er herved henset til, at afgørelsen ikke indeholder en henvisning til skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, ligesom det ikke i afgørelsen er anført, hvilke faktiske omstændigheder, der har dannet grundlag for vurderingen af, om klageren forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at momstilsvaret er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

SKATs afgørelse ændres således for så vidt angår bil nr. 4.

Moms

Leverancer til andre EU-lande

Der skal herefter tages stilling til, om virksomhedens salg af bil nr. 3, 5 og 6 er momsfritaget efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1.

Ifølge momslovens § 3, stk. 1, er afgiftspligtige personer juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Ifølge momslovens § 4, stk. 1, skal der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet.

Af momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, fremgår følgende:

“Følgende leverancer af varer og ydelser er fritaget for afgift:

1) Levering af varer, der af virksomheden eller af erhververen eller for disses regning forsendes eller transporteres til et andet EU-land, når erhververen er registreret i et andet EU-land efter regler svarende til § 47, 49-50 a, 51 eller 51 a. Fritagelsen omfatter dog ikke levering af varer, der afgiftsberigtiges efter reglerne i kapitel 17.”

Momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, implementerer momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1 (tidligere sjette direktivs artikel 28c, punkt A, litra a).

Følgende fremgår af artikel 138, stk. 1:

”Medlemsstaterne fritager levering af varer, der af sælgeren, af erhververen eller for disses regning forsendes eller transporteres til steder uden for medlemsstaternes respektive område, men inden for Fællesskabet, når følgende betingelser er opfyldt:

a) varerne leveres til en anden afgiftspligtig person eller til en ikkeafgiftspligtig juridisk person, som handler i denne egenskab i en anden medlemsstat end den, hvor forsendelsen eller transporten af varerne påbegyndes
b) den afgiftspligtige person eller den ikkeafgiftspligtige juridiske person, til hvem leveringen foretages, er momsregistreret i en anden medlemsstat end den, hvor forsendelsen eller transporten af varerne påbegyndes, og har angivet dette momsregistreringsnummer til leverandøren.”

EU-Domstolen udtalte i sag C-409/04, Teléos m.fl., præmis 42, at fritagelse ved salg til andre EU-lande efter sjette direktivs artikel 28c, punkt A, litra a), første afsnit, først kan bringes i anvendelse, når retten til som ejer at råde over godet er overdraget til køberen, og leverandøren har godtgjort, at godet er blevet forsendt eller transporteret til en anden medlemsstat, og efter denne forsendelse eller transport fysisk har forladt leveringsmedlemsstatens område.

Følgende fremgik af den dagældende Momsvejledning 2009-2, pkt. I.1.1.1 Varer § 34, stk. 1, nr. 1 om dokumentation for forsendelse eller transport:

”...

Sælgeren skal kunne dokumentere, at varerne faktisk er forsendt eller transporteret til et andet EU-land. Se evt. TfS 1999, 355. Dokumentationen kan være i form af transportfaktura, fragtbrev eller erklæring fra fragtfører eller speditør.

Hvis køber eller sælger selv forestår transporten til et andet EU-land, kan dokumentationen bestå i en erklæring om at varen er modtaget i et andet EU-land.

(...)”

Af den dagældende momslovs § 54, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 966 af 14. oktober 2005), fremgik følgende:

”Registrerede virksomheder, der leverer varer til andre EU-lande, skal indsende lister over sådanne leverancer m.v. til told- og skatteforvaltningen. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler herom.”

Momslovens § 54, stk. 1, implementerer momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1a, hvoraf det fremgår:

”Fritagelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis leverandøren ikke har overholdt den forpligtelse, der er fastsat i artikel 262 og 263, til at indsende en oversigt, eller hvis den indsendte oversigt ikke indeholder de korrekte oplysninger om leveringen, som påkrævet i henhold til artikel 264, medmindre leverandøren behørigt kan begrunde undladelsen over for de kompetente myndigheder.”

Af den dagældende momsbekendtgørelses § 72, stk. 1 (uddrag), og stk. 2 (uddrag) (bekendtgørelse nr. 663 af 16. juni 2006), fremgik følgende:

”Virksomheder, der leverer varer eller ydelser til registrerede købere i andre EU-lande, skal for hver måned angive leverancer af

1) varer uden afgift efter lovens § 34, stk. 1, nr. 1-4, jf. dog § 54 a, stk. 5, nr. 1, og

...

Stk. 2. Virksomheden skal ved angivelsen efter stk. 1, oplyse

1) virksomhedens registreringsnummer, navn og adresse samt angivelsesperiode for leverancer til andre EU-lande,
2) køberens registreringsnummer,
3) den samlede værdi af virksomhedens leverancer af varer uden afgift til hver enkelt køber i et andet EU-land, og

(...)”

EU-Domstolen har i de forenede sager C-249/12 og C-250/12 (Tulica og Plavosin) udtalt, at momsdirektivet, navnlig dets artikel 73 og 78, skal fortolkes således, at når prisen på en vare er blevet fastsat af parterne uden nogen angivelse af momsen, og leverandøren af den nævnte vare er den person, der er betalingspligtig for moms for den afgiftspligtige transaktion, skal den aftalte pris, i det tilfælde hvor leverandøren ikke har mulighed for at få tilbagebetalt den af skatteforvaltningen krævede moms af erhververen, anses for allerede at omfatte momsen, jf. dommens præmis 43.

Ifølge det oplyste solgte virksomheden i perioden fra den 1. juli 2009 til den 30. juni 2010 tre biler til virksomheder registreret for moms i andre EU-lande. Virksomheden fakturerede ikke dansk moms.

Videre er det oplyst, at virksomheden angav ét EU-salg uden moms i 4. kvartal 2009 med 235.000 kr. og ét EU-salg uden moms i 1. kvartal 2010 med 235.000 kr. Begge listeindberetninger vedrørte salg til det engelske registreringsnummer [...02].

Det fremgår af fakturaerne 1003, 1004 og 1006, at virksomheden solgte bil nr. 5 og 6 til køber 1 med angivelse af registreringsnummer [...02] og bil nr. 3 til køber 2 med angivelse af registreringsnummer DE [...2].

I 4. kvartal 2009 blev bil nr. 6 solgt for 100.000 til køber 1. I 1. kvartal 2010 blev bil nr. 5 solgt for 83.000 til køber 1 og bil nr. 3 solgt for 21.000 euro til køber 2.

Det fremgår af det britiske virksomhedsregister, at virksomhedens medhjælper var direktør i køber 1. Det fremgår af selskabsrapporten for [virksomhed3] ApS, i hvilket selskab indehaveren var direktør, at moderselskabet hertil var køber 1. Virksomheden og køber 1 anses derfor for at være interesseforbundne parter.

Som dokumentation for forsendelse eller transport af bil nr. 3 har virksomheden fremlagt transportbrev af 14. februar 2010, udstedt af en fragtfører, hvoraf det fremgår, at ”1 MB 560 SL” skulle afhentes hos ”[person2], [adresse2], [by2]” og leveres til køber 2. Videre har virksomheden fremlagt en erklæring af 20. april 2012 udstedt af køber 2 på tysk, hvori det bekræftes, at bil nr. 3 blev bragt til Tyskland i februar 2010. Endvidere har virksomheden fremlagt en faktura af 29. marts 2012, hvorved køber 2 fakturerede en privatperson for bil nr. 3.

Som dokumentation for forsendelse eller transport af bil nr. 5 og 6 har virksomheden fremlagt breve af 8. februar 2009 og 8. december 2009 udstedt af virksomheden, hvoraf det fremgår, at køber 1 bekræfter, at bil nr. 5 og 6 vil blive udført af Danmark af køber 1. Brevene er underskrevet. Det fremgår ikke, hvem der har underskrevet brevene. Videre har virksomheden fremlagt to udaterede erklæringer udstedt af køber 1 på tysk, hvori det bekræftes, at bil nr. 5 og 6 blev leveret i [by3], Tyskland.

Som dokumentation for forsendelse eller transport af bil nr. 5 har virksomheden fremlagt en synsrapport af 18. august 2011, hvoraf det fremgår, at bil nr. 5 blev synet i Tyskland.

Som dokumentation for forsendelse eller transport af bil nr. 6 har virksomheden fremlagt registreringsbevis af 9. december 2010, hvoraf det fremgår, at bil nr. 6 var indregistreret i Tyskland. Videre har virksomheden fremlagt et udateret fragtbrev, udstedt af en fragtfører, hvoraf det fremgår, at ”1 VW Passat” skulle fragtes fra virksomheden til et land angivet ”D”. Endvidere har virksomheden fremlagt faktura 446 af 1. september 2009, udstedt af samme fragtfører, hvoraf det fremgår, at køber 1 blev faktureret for transport af ”1 VW Passat” fra Danmark til Tyskland, og faktura 475 af 14. oktober 2009, hvoraf det fremgår, at ”einem Passat” blev fragtet i Tyskland.

Virksomhedens leverings- og betalingsvilkår fremgår ikke af fakturaerne.

Virksomheden har ikke fremlagt årsrapporter eller dokumentation for købernes betaling for bilerne.

På det foreliggende grundlag finder Landsskatteretten, at virksomheden ikke har været berettiget til at sælge bil nr. 3, 5 og 6 uden moms i henhold til momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, idet virksomheden ikke har fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at bilerne blev forsendt eller transporteret af virksomheden, af køberen eller for disses regning til et andet land inden for EU, jf. sag C-409/04, Teléos.

For så vidt angår bil nr. 3 er der herved bl.a. lagt vægt på, at transportbrevet ikke dokumenterer, at bilen de facto blev transporteret til et andet EU-land, ligesom fakturaen udstedt af fragtføreren ikke er stilet til køber 2, hvorfor det ikke anses for godtgjort, at transporten er sket for køber 2s regning. Den af køber 2 udstedte erklæring af 20. april 2012 ændrer ikke ved, at transporten ikke kan anses for sket for køber 2s regning.

For så vidt angår bil nr. 5 er der herved bl.a. lagt vægt på, at køber 1s bekræftelse af, at bilen ville blive udført af Danmark, ikke dokumenterer, at bilen de facto blev transporteret til et andet EU-land. Det forhold, at bilen blev synet i Tyskland 1,5 år efter salget, dokumenterer ikke, at bilen blev transporteret af virksomheden, af køberen eller for disses regning til et andet land inden for EU. Den af køber 1 udstedte erklæring ændrer ikke herved, idet erklæringen er udateret og udstedt af en interesseforbunden part og dermed ikke i tilstrækkelig grad dokumenterer, at betingelserne for momsfritagelse er opfyldt.

For så vidt angår bil nr. 6 er der herved bl.a. lagt vægt på, at køber 1s bekræftelse af, at bilen ville blive udført af Danmark, ikke dokumenterer, at bilen de facto blev transporteret til et andet EU-land. Det forhold, at bilen var indregistreret i Tyskland, dokumenterer ligeledes ikke, at bilen blev transporteret af virksomheden, af køberen eller for disses regning til et andet land inden for EU. Videre findes det ikke godtgjort, at fragtførerens faktura 446 og 475 vedrører bil nr. 6, idet disse er udstedt forud for salget. Der er ikke fremlagt dokumentation for, at dette skyldes, at bilen skulle ombygges i Tyskland. Den af køber 1 udstedte erklæring ændrer ikke herved, idet erklæringen er udateret og udstedt af en interesseforbunden part og dermed ikke i tilstrækkelig grad dokumenterer, at betingelserne for momsfritagelse er opfyldt.

Videre finder Landsskatteretten, at virksomheden med den fremlagte dokumentation ikke har godtgjort, at virksomheden for de omhandlede bilsalg har indberettet listeoplysninger efter momslovens § 54, stk. 1. Der er herved henset til, at listeindberetningerne på 235.000 kr. ikke stemmer overens med de fakturerede beløb i fakturaerne 1003, 1004 og 1006.

Repræsentantens henvisning til Landsskatterettens kendelse af 13. januar 2011 (09-00202) ændrer ikke herved, idet der her er tale om en konkret afgørelse, hvor forholdene og den foreliggende dokumentation ikke er sammenlignelige.

Til det af repræsentanten anførte om, at virksomheden har truffet enhver rimelig foranstaltning for at undgå ukorrekt anvendelse af momsreglerne, bemærker Landsskatteretten, at allerede som følge af, at virksomheden ikke har indberettet listeoplysninger om EU-handel vedrørende de omhandlede biler, har virksomheden ikke truffet enhver rimelig foranstaltning for at undgå ukorrekt anvendelse af momsreglerne.

Det er således med rette, at SKAT har pålagt virksomheden at afregne moms af salgene af bil nr. 3, 5 og 6, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Landsskatteretten bemærker, som anført af Skattestyrelsen, at den fakturerede pris for bil nr. 3 anses for allerede at omfatte momsen, jf. herved EU-Domstolens forenede sager C-249/12 og C-250/12 (Tulica og Plavosin), idet det er Landsskatterettens opfattelse, at virksomheden ikke har mulighed for at få tilbagebetalt den af SKAT opkrævede moms af køber 2. Momstilsvaret for så vidt angår bil nr. 3 skal dermed opgøres som 20 % af afgiftsgrundlaget.

SKATs afgørelse ændres således delvist for dette punkt, idet momstilsvaret for bil nr. 3 nedsættes.

Brugtmomsordningen

Dernæst skal der tages stilling til, om virksomhedens salg af bil nr. 1, 2 og 7 er omfattet af brugtmomsreglerne, jf. momslovens §§ 69-71.

I henhold til momslovens § 69 kan virksomheder, der med henblik på videresalg indkøber

m.v. brugte varer, ved videresalget afgiftsberigtige de pågældende brugte varer efter reglerne i kapitel 17, såfremt sælgeren opfylder en af de i bestemmelsens nr. 1-5 angivne betingelser.

Det fremgår af momslovens § 70, stk. 1, at i forbindelse med virksomhedens levering af brugte varer m.v. udgør afgiftsgrundlaget 80 pct. af forskellen mellem salgsprisen og købsprisen, jf. dog § 71.

Når afgiften beregnes efter disse regler, må der, jf. § 70, stk. 2, ikke i fakturaen for den pågældende leverance anføres afgiftsbeløb eller anden angivelse, hvoraf afgiftsbeløbets størrelse kan beregnes.

Derudover fremgår det af § 70, stk. 4, at virksomheden skal føre et særskilt regnskab for de leverancer, der afgiftsberigtiges efter kapitel 17.

Det fremgår af momslovens § 71, stk. 1, 1. pkt., at i forbindelse med levering af brugte personmotorkøretøjer kan virksomheden foretage et fradrag i det beregnede afgiftsbeløb som fastsat efter kapitel 6 og 7.

Følgende fremgår af den dagældende momsbekendtgørelses § 92, stk. 1 og 3 (bekendtgørelse nr. 663 af 16. juni 2006):

”Virksomheder, der leverer brugte varer m.v. efter reglerne i lovens §§ 70-71, skal udstede en særskilt faktura over den pågældende leverance af brugte varer m.v. i overensstemmelse med reglerne i kapitel 11, jf. dog stk. 2 og 3.

...

Stk. 3. Fakturaen skal oplyse, at varen sælges efter de særlige regler for brugte varer m.v., og at køberen ikke har fradrag for afgiften, der er indeholdt i prisen, idet fakturaen tydeligt skal påtegnes

1. ”fortjenstmargenordning - brugte genstande - køber har ikke fradrag for momsen”,
2. ”fortjenstmargenordning - kunstgenstande - køber har ikke fradrag for momsen”, eller
3. ”fortjenstmargenordning - samlerobjekter og antikviteter - køber har ikke fradrag for momsen”.

(...)”.

Følgende fremgår af den dagældende momsbekendtgørelses § 93, stk. 1, 2 og 5:

”En virksomhed, der leverer brugte varer efter lovens § 70, stk. 1 og 5, eller § 71, skal for hver afgiftsperiode og inden udløbet af lovens frist for at indgive afgiftsangivelsen have bogført og afsluttet afgiftsregnskabet og herunder dokumentere købsprisen af de indkøbte brugte varer. Virksomheden skal endvidere, afhængig af arten og karakteren af virksomhedens leverancer af brugte varer, føre regnskab over leverancer efter reglerne i stk. 2-5 eller 6.

Stk. 2. Virksomheder, der leverer brugte varer m.v. efter lovens § 70, stk. 1, skal i virksomhedens regnskab for hver enkelt vare angive et lagernummer, købs- og salgsdato, købspris og salgspris, inkl. afgift, samt forskelsbeløbet mellem salgs- og købspris. Afgiftsgrundlaget for den pågældende vare udgør 80 pct. af forskelsbeløbet. I virksomhedens regnskab anføres det beregnede afgiftsbeløb, såfremt det er positivt. Det positive afgiftsbeløb overføres til kontoen for udgående afgift.

...

Stk. 5. Ved levering af brugte personmotorkøretøjer skal i regnskabet for hver enkelt køretøj angives lagernummer, beregnet afgiftsbeløb, fradrag og afgiftsbeløb efter fradrag efter reglerne i lovens § 71. Er afgiftsbeløbet efter fradrag positivt, overføres det til kontoen for udgående afgift”.

I Højesterets dom, offentliggjort som SKM2008.717.HR, opfyldte et selskab, som solgte brugte biler, ikke de formelle krav til at anvende brugtmomsreglerne. Selskabet havde ikke ført et særskilt regnskab vedrørende de biler, der var solgt efter brugtmomsordningen. De fornødne oplysninger om momsforholdene fremgik ikke af afregningsbilagene ved køb og salg. Selskabet kunne derfor ikke anvende brugtmomsordningen men skulle afregne moms af den fulde salgspris af bilerne.

Af de fremlagte fakturaer 1009 og 1010 vedrørende bil nr. 1 og 2 fremgår det, at ”Bilen er solgt efter paragraf 25a moms betalt”. Vedrørende bil nr. 7 er der under sagens behandling i Landsskatteretten fremlagt en faktura 1011, hvoraf det fremgår, at ”Bilen er solgt efter brugt moms reglerne der kan ikke fratrækkes moms af købet paragraf 25a”.

Der foreligger ikke et særskilt regnskab for leverancerne efter brugtmomsreglerne.

Brugtmomsordningen er indført for at undgå dobbeltbeskatning ved levering af brugte varer. Det vil sige, at der betales moms af den samme vare to eller flere gange. Reglerne indebærer, at videreforhandlere under visse betingelser kun skal beregne moms af avancen og ikke af hele salgssummen.

Brugtmomsordningen stiller særlige krav til indhold og udformning af faktura og regnskab, og det påhviler derfor virksomheden at dokumentere, at betingelserne for at anvende ordningen er opfyldt. Hvis kravene ikke overholdes, skal der betales moms af hele salgsprisen. Ordningen er frivillig. Videreforhandlere kan derfor for hver enkelt vare vælge enten at anvende de særlige brugtmomsregler eller de almindelige momsregler.

På det foreliggende grundlag finder Landsskatteretten, at virksomheden ikke har været berettiget til at sælge bil nr. 1, 2 og 7 efter brugtmomsordningen i henhold til momslovens §§ 69-71.

Der er herved henset til, at virksomheden ikke med den fremlagte dokumentation har opfyldt kravet om, at der skal føres et særskilt regnskab for leverancerne, jf. den dagældende momsbekendtgørelses § 93, stk. 1, og stk. 3, jf. momslovens § 70, stk. 4. Videre fremgår det ikke af fakturaerne 1009 og 1010, at bil nr. 1 og 2 blev solgt efter de særlige regler for brugte varer, og at afgiften, der var indeholdt i prisen, ikke kunne fradrages i køberens afgiftsregnskab, jf. momsbekendtgørelsens § 92, stk. 3.

Det er således med rette, at SKAT har pålagt virksomheden at afregne moms af den fulde salgssum ved salgene, jf. momslovens § 4, stk. 1.

SKATs afgørelse stadfæstes dermed på dette punkt, dog således at afgiftsgrundlaget for bil nr. 7 forhøjes til den faktiske salgspris faktureret af virksomheden i faktura 1011.

Den talmæssige opgørelse af afgiftstilsvaret overlades herefter til Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelse om forretningsorden for Landsskatteretten nr. 1428 af 13. december 2013 § 12, stk. 4.