Kendelse af 20-12-2013 - indlagt i TaxCons database den 31-01-2014

Sagen drejer sig om, at SKAT ikke har imødekommet valgmenighedens ansøgning om udbetaling af delvis momskompensation, da ansøgningen er anset for at være modtaget efter fristens udløb, jf. momskompensationsbekendtgørelsens § 3, stk. 1.

Landsskatterettens afgørelse

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Sagens oplysninger

[by1] Valgmenighed (herefter benævnt valgmenigheden) er godkendt efter ligningslovens §§ 8a og 12, stk. 3.

Valgmenighedens revisor har på en blanket dateret den 4. juni 2012 udarbejdet en ansøgning om udbetaling af delvis momskompensation for kalenderåret 2011 på 39.781 kr.

Der er fremlagt et brev af 4. juni 2012 fra valgmenighedens revisor til valgmenigheden, hvori det oplyses, at ansøgningen om udbetaling af delvis momskompensation er sendt direkte til Skattecentret, og der vedlægges kopi af ansøgningen og en erklæring til eget brug.

Valgmenighedens revisor har igen ved brev af 19. december 2012 til Skattecentret ansøgt om delvis momskompensation for 2011 og har i brevet henvist til, at ansøgningen tidligere er fremsendt den 4. juni 2011.

Valgmenighedens revisor har over for Landsskatteretten forklaret, at årsagen til brevet er, at han var blevet gjort opmærksom på, at valgmenigheden ikke havde fået udbetalt det ansøgte beløb og derefter rettet henvendelse til SKAT herom. SKAT har i den forbindelse oplyst, at ansøgningen af 4. juni 2012 ikke var blevet modtaget, og det blev derefter aftalt, at ansøgningen indsendes påny.

SKAT har ved brev af 21. januar 2013 fremsendt et brev til valgmenighedens revisor med en kvittering for, at ansøgningen er modtaget den 20. december 2012.

SKATs afgørelse

Ansøgningen om udbetaling af delvis momskompensation er ikke imødekommet.

Momskompensationsbekendtgørelsens § 3, stk. 1 skal fortolkes således, at ansøgningen skal være SKAT i hænde senest 1. juli efter udløbet af det kalenderår som der ansøges kompensation for.

Da valgmenighedens ansøgning først er modtaget hos SKAT den 20. december 2012, kan ansøgningen om udbetaling af delvis momskompensation på 39.781 kr. for kalenderåret 2011 ikke imødekommes.

Klagerens påstand og argumenter

Der er nedlagt principal påstand om, at ansøgningen om udbetaling af delvis momskompensation skal imødekommes, da ansøgningen herom skal anses for at være modtaget hos SKAT forud for 1. juli 2012.

Der er nedlagt subsidiær påstand om, at ansøgningen om udbetaling af delvis momskompensation skal imødekommes, da ansøgningen herom skal anses for at være afsendt forud for 1. juli 2012.

Det er principalt anført, at ansøgningen for kalenderåret 2011 var underskrevet og indsendt med post til SKAT den 4. juni 2012 fra revisorens kontor med kopi til valgmenigheden, som har modtaget kopien kort tid efter.

Selv med en meget forsinket postgang, burde ansøgningen være kommet frem til SKATs kontor i [by2] i god tid før 1. juli 2012.

En manglende registrering af brevets modtagelse hos SKAT må skyldes forhold hos SKAT som revisoren og valgmenigheden hverken kan eller skal bære ansvaret for.

Derfor skal valgmenigheden anses for at være berettiget til den ansøgte momskompensation for kalenderåret 2011.

Det er subsidiært anført, at der ikke er hjemmel i momskompensationsbekendtgørelsens § 3, stk. 1 til at afvise udbetaling af delvis momskompensation alene med den begrundelse, at ansøgningen er modtaget for sent.

Det fremgår således ikke af bestemmelsen, at kravet er betinget af, at ansøgningen er modtaget hos SKAT senest den 1. juli efter det kalenderår som kompensationsbeløbet vedrører, idet det alene fremgår, at der skal ansøges senest 1. juli.

Bestemmelsen indeholder ikke nogen angivelse af, hvorvidt ansøgningen skal være afsendt eller modtaget hos SKAT inden fristens udløb, eller afsendt så betids, at ansøgningen ved en normal postgang vil være modtaget hos SKAT inden fristens udløb.

Dertil kommer, at det i Vejledning E.160 om momskompensation til velgørende foreninger ikke fremgår, at ansøgningen skal være modtaget hos SKAT senest 1. juli.

SKAT har i sin afgørelse anført, at momskompensationsbekendtgørelsens § 3, stk. 1 skal fortolkes således, at ansøgningen skal være SKAT i hænde senest 1. juli efter udløbet af ansøgningsåret, men denne fortolkning er alene baseret på, at det fremgår af ansøgningsblanketten, at hvis ansøgningen ikke er modtaget inden fristen, vil der ikke blive udbetalt kompensation for det pågældende indkomstår.

Denne formulering kan ikke anses for at ligge inden for rammerne af bekendtgørelsen og savner derfor hjemmel i lovgivningen, ligesom formuleringen heller ikke ligger inden for rammerne af vejledningen.

SKAT kan derfor ikke afvise en ansøgning om udbetaling af delvis momskompensation med den begrundelse, at ansøgningen er (registreret som) modtaget efter 1. juli 2012.

Da ansøgningen er afsendt med post i god tid inden den 1. juli 2012, skal valgmenigheden anses for berettiget til den ansøgte momskompensation.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det fremgår af § 1, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 420 af 2. maj 2007 om momskompensation til velgørende foreninger m.v. med ændringer, at:

"Almennyttige og velgørende foreninger mv. godkendt i henhold til ligningslovens § 8 A og § 12, stk. 3, kan ansøge om delvis kompensation for udgifter til købsmoms i forbindelse med deres momsfri almenvelgørende aktiviteter. Der kompenseres for stigningen i udgifterne til købsmoms i et givent kalenderår i forhold til basisåret 2004 med en andel svarende til den enkelte forenings egenfinansieringsgrad jf. dog stk. 3. Egenfinansieringsgraden er de private indtægters andel af foreningens samlede indtægter jf. stk. 2. Der kompenseres ikke for udgifter til købsmoms, som allerede er godtgjort jf. momslovens § 45."

Det fremgår af bekendtgørelsens § 3, stk. 1, at:

"Der kan ansøges om momskompensation en gang årligt senest den 1. juli efter udløbet af det kalenderår, som der søges kompensation for."

Ifølge bekendtgørelsens § 4, stk. 1 skal en ansøgning om kompensation indgives til Skattecentret, [adresse1], [by2], som også træffer afgørelse om udbetaling af kompensationen.

Det fremgår af SKATs vejledning E nr. 160 om kompensation for moms til velgørende foreninger, at:

"Foreningen kan ansøge om momskompensation én gang årligt senest den 1. juli efter udløbet af det kalenderår, som foreningen søger kompensation for. Foreninger kunne ansøge første gang den 1. juli 2007 for udgifter til købsmoms i 2006.

Der kan ikke dispenseres fra fristen. Er den 1. juli en søn- eller helligdag udløber fristen den førstkommende hverdag derefter."

Det lægges til grund, at der som dokumentation for afsendelse af ansøgningen om udbetaling af delvis momskompensation den 4. juni 2012 alene er fremlagt en kopi af revisorens brev af 4. juni 2012 til valgmenigheden med oplysning om, at ansøgningen er sendt til SKAT, samt en forklaring fra valgmenighedens revisor om, at ansøgningen er underskrevet og afsendt til SKAT den 4. juni 2012.

Retten finder ud fra en vurdering heraf, at det ikke er tilstrækkeligt godtgjort, at den fremlagte ansøgning af 4. juni 2012 om udbetaling af delvis momskompensation er blevet afsendt til SKAT den 4. juni 2012, og at ansøgningen derfor først kan anses for at være afsendt til SKAT ved revisorens brev af 19. december 2012.

Det er således berettiget, at SKAT har afvist at realitetsbehandle ansøgningen om udbetaling af delvis momskompensation, jf. momskompensationsbekendtgørelsens § 3, stk. 1.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.