Kendelse af 11-06-2014 - indlagt i TaxCons database den 02-08-2014

Klagen vedrører opkrævet registreringsafgift af en ombygget Volkswagen Caravelle, der er anset for at have mistet sin afgiftsmæssige identitet.

SKAT har afkrævet dig en yderligere registreringsafgift på 134.699 kr.

Den afgiftspligtige værdi er fastsat af SKAT Motorcenter.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen for så vidt angår registreringsafgiftspligten.

Sagens oplysninger

Sagen omhandler et motorkøretøj af mærket Volkswagen Caravelle, der er registreret med registreringsnummer [reg.nr.1], stelnummer [stelnr2]. Motorkøretøjet er indregistreret første gang i 1994.

[by1]s Politi har den 13. juli 2012 fremsendt en henvendelse til SKAT (modtaget den 18. juli 2012) med anmodning om en vurdering af eventuel overtrædelse af registreringsafgiftsloven og registreringsbekendtgørelsen i forbindelse med ovenstående køretøj. Politiet har i denne forbindelse indsendt sagens materiale som er gennemgået nedenfor.

[by1]s Politi har den 2. december 2011 modtaget en anonym telefonisk henvendelse fra en borger, som havde oplysninger omkring afgiftssvindel med biler importeret fra Tyskland. Han forklarede, at svindlen vedrørte ældre udrangerede danske biler, der havde kørt mange kilometer. Der blev importeret tilsvarende nyere biler fra Tyskland, som typisk var udstyrsmodeller med store motorer, hvorefter stelnummeret fra de gamle danske køretøjer blev ihugget de nye importerede køretøjer. Anmelderen oplyste, at han kendte til, at der var svindlet med køretøjet med registreringsnummer [reg.nr.1].

Den 14. december 2011 kontaktede [by1]s Politi [virksomhed1] ([virksomhed1]), som er importør af Volkswagen, for oplysninger om data på omhandlede registrerede køretøj. Det blev oplyst, at køretøjet ud fra stelnummeret skulle have automatgear, skydedør i begge sider samt have farven Jamaica Blue. Herudover blev det oplyst, at køretøjet sidste gang var på et autoriseret Volkswagen værksted i 1997 og på dette tidspunkt havde køretøjet kørt 265.000 km.

Politiet har ligeledes kontaktet Færdselsstyrelsen med anmodning om seneste synsrapporter med dato samt kilometerstand. Det oplyses derfra, at køretøjet er synet på følgende datoer, hvor der er noteret oplyste kilometerstand:

30. august 2005

464.000 km.

4. marts 2010

68.000 km.

30. juni 2011

76.000 km.

Du, køretøjets registrerede ejer, er tilmeldt på adressen [adresse1], [by1]. [by1]s Politi foretog den 23. december 2011 observation på adressen, hvor et køretøj med registreringsnummer [reg.nr.1] blev konstateret til stede. Det observerede køretøj havde farven sølvgrå, havde stor bagklap hængslet foroven og var forsynet med én enkelt skydedør i køretøjets højre side.

[by1]s Politi besigtigede den 5. januar 2012 køretøjet på din arbejdsplads ved [virksomhed2]. Efter henvendelse i informationen kom du til forhallen. Du blev informeret om anledningen til politiets henvendelse, hvorefter du hentede nøglen til køretøjet. Det blev ved besigtigelse af køretøjet konstateret, at køretøjet var sølvgråt i falser, motorrum m.v. og farven fremstod derfor som en original farve. Køretøjet havde herudover manuelt gear. Politiet bemærkede i det indsendte materiale, at det kræver stor ombygning at skifte fra automatisk til manuelt gear. Ved besigtigelse af det ihuggede stelnummer blev dette vurderet som værende ikke originalt ihugget, idet nummeret ikke stod helt lige, som det er normalt fra fabrikken, ligesom 3. sidste tal ”hoppede” i forhold til øvrige tal.

Som følge af ovenstående uoverensstemmelser mellem det kontrollerede og det registrerede køretøj, samt det uoriginalt ihuggede stelnummer, blev køretøjet beslaglagt af politiet. Du ønskede ikke beslaglæggelsen indbragt for retten.

Den beslaglagte nøgle til køretøjet blev forevist [virksomhed1], som ud fra det registrerede køretøjs stambeskrivelse kunne oplyse, at køretøjet ikke var udstyret med en nøgle som den foreviste. Køretøjets nøgle skulle ud fra historikken være skåret til nr. [...1] og være en nøgle af almindelig type uden klap/folde funktion. Den foreviste nøgle blev efterfølgende udlæst hos en låsesmed, som kunne konstatere, at denne nøgle var skåret til nr. [...2].

[by1]s Politi blev den 13. januar 2012 kontaktet af [person1], som spurgte til sagen. Politiet informerede ham om, at de ville drøfte sagen med dig som ejer af køretøjet. [person1] forklarede, at han var kæreste med dig og at det var ham, der varetog alle disponeringer omkring køretøjet. Politiet oplyste, at køretøjet ikke kunne udleveres, før køretøjet var blevet undersøgt for rette identitet og at dette ikke var efterlyst i et andet land under denne rette identitet. [person1] oplyste, at han kunne forevise en købsaftale på køretøjet fra udlandet som udviste, at dette var købt på lovlig vis, og hvor køretøjets rette identitet fremgik.

Politiet informerede under samtalen [person1] om mistanken om, at det beslaglagte køretøj oprindeligt var en årgang 2001-2004 med ihugget stelnummer fra et køretøj fra 1994. Køretøjets registrering i Køretøjsregistret er en årgang 1994 registreret med motorudskiftning i 2010, med efterfølgende betaling af ekstra registreringsafgift med 30.933 kr. den 4. marts 2010. Denne registrering er efter politiets opfattelse ikke korrekt. [person1] bekræftede politiets mistanke om, at der i et nyere køretøj fra Tyskland er ihugget et stelnummer fra en ældre dansk Volkswagen, og erkendte de faktiske omstændigheder. Han mente dog, at dette var fremgangsmåden og et mellemliggende mellem ham og SKAT.

[by1]s Politi foretog den 18. april 2012 afhøring af tidligere registrerede ejer af køretøjet, som i fornødent omfang blev gjort bekendt med sagen. Hun oplyste, at hun mente, at køretøjet var solgt til [virksomhed1] i 2006. Hun fik forevist billeder af det beslaglagte køretøj, men mente ikke, at billederne udviste hendes gamle køretøj. Farven på det beslaglagte køretøj var forkert i forhold til hendes køretøj, som havde været blåt, og herudover havde hendes køretøj haft sprosser og oplukkelige ruder på ruden i sidedøren. Hun mente samtidig, at stolperne foran skydedøren havde været mørke.

Du blev den 26. juni 2012 telefonisk afhørt af [by1]s Politi. Du blev informeret om politiets mistanke om ihugning af gammelt stelnummer i et nyere køretøj, men du kunne ikke afgive oplysninger som kunne fastlægge påstanden. Du forklarede, at du havde købt bilen med din samlever [person1] for mellem et og tre år siden. Du havde ikke været opmærksom på bilens årgang m.v., da du alene benyttede den til transport. Registrering og vedligeholdelse blev varetaget af [person1]. Du forklarede yderligere, at bilen ikke var ændret i din ejertid og havde i ejerperioden kun haft manuelt gear. Du vidste ikke hvor køretøjet var købt eller hvad det havde kostet. Du henviste til [person1] for yderligere oplysninger omkring køretøjet.

Du oplyste, at du bor sammen med [person1] på [adresse1], [by1] og har boet med ham i syv år. Herudover bor parrets to børn på adressen.

Den 11. juli 2012 blev [person1] telefonisk afhørt af [by1]s Politi. Han blev foreholdt sin tidligere afgivne forklaring omkring det beslaglagte køretøj, herunder at farve, nøglenummer, motorstørrelse og gear ikke stemte overens med registrerede oplysninger. [person1] bekræftede og fastholdt sin afgivne forklaring af 13. januar 2012 om, at der var tale om en importeret bil fra Tyskland, hvor stelnummer fra et ældre køretøj var ihugget. Han oplyste dog, at SKAT var underrettet om, at der var tale om en ombygget/tilbygget bil svarende til den tidligere Volkswagen, og at SKAT havde oplyst, at udstyr og indretning ikke havde den store betydning for sagen, når der var tale om et så gammelt køretøj. Ombygningen af motoren havde medført betaling af yderligere afgift på ca. 30.000 kr. [person1] blev forespurgt hvor og hvordan der var anbragt nyt stelnummer i køretøjet. Han oplyste, at det ville han finde ud af og herefter give besked om. Han ville ligeledes indsende dokumenter på det importerede køretøj.

Den 12. juli 2012 blev registreringsattesten for det importerede køretøj indleveret til politiet. Det fremgår heraf, at det importerede køretøj har følgende stelnummer; [stelnr1].

[person1] oplyste samtidig skriftligt, at han ikke kunne finde købskvittering for køretøjet. Han oplyste nu yderligere, at stelnummeret aldrig har været ”flyttet”, som politiet har oplyst, men at det hele tiden har været det samme, men han mener, at det blev genihugget grundet rust i pladen.

Efter politiets beslaglæggelse af køretøjet den 5. januar 2012 blev dette opbevaret hos [virksomhed3] på [adresse2]. Køretøjet blev den 29. januar 2012 stjålet fra denne adresse, hvorfor der er indgivet en tyverianmeldelse til [virksomhed4] forsikringsselskab. Forsikringsselskabet har undersøgt sagen og har i denne forbindelse kontaktet forsikringstager (dig) på det i skadesanmeldelsen oplyste telefonnummer. [person1] besvarede opkaldet og afgav oplysninger til [virksomhed4] omkring sagen og oplyste, at køretøjet havde været beslaglagt af politiet ved tyveriet. Grundet uoverensstemmelser mellem oplysninger på det forsikrede køretøj og billeder af det beslaglagte køretøj, havde [virksomhed4] en mistanke om, at køretøjet eventuelt var klonet. De kontaktede derfor [by1]s Politi den 16. maj 2012 med anmodning om nærmere undersøgelse af sagen. Politiet oplyste, at de allerede var i gang med undersøgelse af sagen, og anmodede [virksomhed4] om, at udarbejde og indsende en politianmeldelse om nærmere undersøgelse, hvilket blev gjort samme dato.

Som bilag til klageskrivelsen til Landsskatteretten er fremlagt en udtalelse fra den mekaniker, der har forestået ombygningen, af 15. marts 2013, hvoraf det fremgår:

Undertegnede bekræfter herved at have opbygget VW Caravelle med stelnr. [stelnr2].

Opbygningen foregik hovedsageligt med reservedele fra den tysk importerede bil med stelnr. [stelnr1] og fandt sted for ca. tre år siden så vidt jeg husker, på mit daværende værksted på [adresse3] i [by2].

Jeg husker renoveringen af bilen, det var en stor omgang med både motor & gearkasse og flere karosseridele. Bilens front med skærme, lygter & torpedoplade blev ligeledes bygget på den gamle karet og dermed stelnummeret tilhørende bilen sat i pladen fra den Tyske bil, som jo nu sidder på den gamle bil.

Jeg kan bekræfte at delene fra den tyske bil er bygget over på den ældre model hvilket er fuldt lovligt ifølge min overbevisning.

Efter renovering oplyste jeg endvidere [person1] at det var en god idé at han betalte afgift af motoren, da den ny ilagte motor havde flere hestekræfter end den gamle motor

Hermed kan jeg tydeligt afvise politiets idéer om at det KUN er et stelnummer som skulle være flyttet/ihugget den Tyske bil.

Jeg stiller gerne op til mundtlig forklaring omkring forløbet.

[person2]

[virksomhed5]

...

(sign.)

SKAT [by1] Indsats´ afgørelse

SKAT har konstateret, at dit motorkøretøj er omfattet af registreringspligten i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1, jf. § 7 stk. 1-3 (bekendtgørelse nr. 504 af 30. maj 2012), og at motorkøretøjet derfor forinden benyttelsen skulle have været afgiftsberigtiget, jf. registreringsafgiftslovens § 1 (lov nr. 615 af 7. juni 2012 om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. med senere ændringer).

SKAT har afkrævet dig 134.699 kr. i registreringsafgift. Den afgiftspligtige værdi af motorkøretøjet er fastsat af SKATs Motorcenter.

Begrundelsen for afgørelsen er følgende:

[by1]s Politi har den 13. juli 2012 sendt en henvendelse til SKAT med anmodning om, at foretage en vurdering af en eventuel overtrædelse af registreringspligten for det kontrollerede køretøj. Henvendelsen er modtaget af SKAT den 18. juli 2012.

Henvendelsen drejer sig om et køretøj som ved kontrollen var registreret i Køretøjsregistret med følgende data/fakta:

Registreringsnummer:

[reg.nr.1]

Landekode:

Danmark

Stelnummer:

[stelnr2]

Mærke:

Volkswagen

Model:

Indregistreret 1. gang

Caravelle

1994

Det kontrollerede køretøj har reelt følgende data:

Stelnummer:

Mærke:

[stelnr1]

Volkswagen

Model:

Importeret fra:

Indregistreret 1. gang

Caravelle

Tyskland

2002

Det er ved politiets efterforskning dokumenteret, at det kontrollerede, og af politiet beslaglagte, køretøj reelt er en Volkswagen fra 2002 som oprindeligt har stelnummer [stelnr1]. Køretøjet er således ikke identisk med det registrerede køretøj. Det beslaglagte køretøj er indregistreret 1. gang i 2002 og har aldrig været registreret i Danmark. Køretøjet er indkøbt og importeret fra Tyskland og er herefter ihugget stelnummeret fra det dansk registrerede køretøj fra 1994. Det kontrollerede køretøj er derfor et udenlandsk og uregistreret køretøj, der inden anvendelsen skulle have været anmeldt til registrering og afgiftsberigtiget i Danmark.

Det er under sagen forklaret, at det importerede køretøj alene er anvendt som reservedelsbil således, at stort set alle dele er overflyttet herfra til det eksisterende danske køretøj. Herunder er også køretøjets torpedoplade overflyttet, og der er efterfølgende sket genihugning af det danske stelnummer heri. Efter den påståede ombygning af dette omfang fremstår køretøjet ikke længere som et køretøj fra 1994, men har gennemgået model- og årgangsskifte. Af denne grund, samt at der uden tilladelse er sket genihugning af stelnummer, ifalder køretøjet fornyet registreringsafgift. Køretøjet skulle derfor inden anvendelsen have været afgiftsberigtiget korrekt i Danmark.

Ved gennemgang af det modtagne materiale fra [by1]s Politi finder SKAT det tydeligt dokumenteret, at det beslaglagte køretøj ikke er identisk med det tidligere registrerede og afgiftsberigtigede køretøj.

Det oprindelige afgiftsberigtigede køretøj, med stelnummer [stelnr2], er en Volkswagen Caravelle fra 1994 i Jamaica Blue med automatgear samt skydedøre i begge sider af køretøjet.

Det beslaglagte køretøj er en Volkswagen fra 2002 i sølvgrå med manuelt gear og kun én skydedør i køretøjets højre side. Der foreligger dokumentation for, at dette køretøj oprindeligt havde stelnummer [stelnr1].

Det er forklaret af [person1], at sidstnævnte køretøj er indkøbt og importeret fra Tyskland, hvorefter det er ihugget stelnummer fra det oprindelige køretøj fra 1994. Han har ligeledes forklaret, at der er betalt yderligere afgift af køretøjet ved begyndelsen af dit ejerskab af køretøjet grundet motorudskiftning, hvorfor han mener, at det kontrollerede køretøj er lovligt registreret og afgiftsberigtiget.

SKAT finder det dokumenteret, at det beslaglagte køretøj oprindeligt er indkøbt fra Tyskland og ihugget et stelnummer fra et dansk registreret køretøj fra 1994. Køretøjet er derfor at betragte som et udenlandsk uregistreret køretøj påsat danske nummerplader med reg.nr. [reg.nr.1] som rettelig tilhører køretøjet fra 1994. Køretøjet er i uregistreret stand taget i brug på færdselslovens område men skulle allerede inden ibrugtagningen have været registreret og afgiftsberigtiget i Danmark.

Betaling af yderligere afgift, i forbindelse med udskiftning af motor i 2010, er foretaget ud fra den forudsætning, at motorudskiftningen er sket i det registrerede køretøj fra 1994. Da det er dokumenteret, at det kontrollerede køretøj ikke er identisk med det registrerede køretøj, har den ekstra afgiftsbetaling vedrørende det gamle køretøj ingen indflydelse på, at der skal afregnes fuld registreringsafgift af det kontrollerede uregistrerede udenlandske køretøj.

SKAT har ved sagens afgørelse medtaget de af [person1] og advokat [person3] fremlagte påstande.

Ved sagens afgørelse lægger SKAT stor vægt på politiets oplysninger omkring køretøjet. SKAT har derfor, i overensstemmelse med politiets opfattelse, vurderet, at der i det importerede tyske køretøj fra 2002 er ihugget stelnummeret fra dit gamle dansk registrerede køretøj fra 1994, således at der er sket overflytning af køretøjets identitet.

SKAT finder på denne baggrund, at det kontrollerede køretøj er et udenlandsk uregistreret køretøj påsat danske nummerplader med reg.nr. [reg.nr.1], som rettelig tilhører køretøjet fra 1994. Køretøjet er i uregistreret stand taget i brug på færdselslovens område, men skulle inden ibrugtagningen have været registreret og afgiftsberigtiget i Danmark.

Ifølge afgivet forklaring fra [person1] er det importerede tyske køretøj udelukkende anvendt som reservedele til brug for ombygning af dit gamle danske køretøj. Det fremgår af brev fra advokat [person3], at stort set alle indvendige og udvendige dele af det importerede køretøj skulle være anvendt ved ombygningen. I forbindelse med udskiftningen af hele køretøjets front oplyses det, at også køretøjets torpedoplade er overflyttet til det danske køretøj. Der er derfor ved ombygningen sket genihugning (uden tilladelse) af det danske køretøjs stelnummer i den overflyttede torpedoplade.

[person1] forklarede på mødet, at ombygningen var foretaget af en mekaniker ved navn [person2], og han indsendte efter mødet kontaktoplysninger for [person2] således, at SKAT eventuelt kunne få bekræftet, hvordan ombygningen var sket. SKAT har på denne baggrund anmodet politiet om at kontakte [person2] vedrørende hans forklaring på ombygningen.

SKAT har modtaget tilbagemelding fra politiet som oplyser, at det ikke har været muligt at få kontakt til [person2] på de oplyste telefonnumre (dansk og schweizisk). Det oplyses herudover, at det danske telefonnummer er registreret til en kvinde i haveforeningen [...], [by3]. SKAT kan derfor ikke lægge oplysningen til grund ved sagens afgørelse.

SKAT bemærker, at [person1] ved anmeldelse af tyveriet af køretøjet til forsikringsselskabet har oplyst, at køretøjet ved tyveriet så ud, som da han købte det. Han har ikke selv lavet noget ved bilen. [person1] oplyste yderligere, at han havde købt køretøjet af en person ved navn [person2] (som ud fra det oplyste telefonnummer er identisk med mekanikeren [person2] jf. ovenfor).

SKAT bemærker yderligere, at [person1] ved aflevering af det importerede køretøjs registreringsattest til politiet har anført, at han mener, at stelnummeret er genihugget grundet rust i pladen.

Det ses ud fra ovenstående, at [person1]s forklaringer og oplysninger omkring køb og ombygning af køretøjet samt ihugning af stelnummer har varieret.

Såfremt det danske køretøj er ombygget ved udskiftning af alle de anførte dele fra det tyske køretøj, finder SKAT, at køretøjet ikke længere fremstår som en Volkswagen fra 1994, men at dette har skiftet årgang til en Volkswagen fra 2002, og derfor nu fremstår som en større og nyere udstyrsmodel. I henhold til registreringsafgiftslovens § 7a, stk. 2 må der ikke ske ændringer af et køretøjs fabrikat, model, type eller årgang. Ved den oplyste overflytning af torpedopladen er der sket genihugning af det danske stelnummer heri. I henhold til registreringsafgiftslovens § 24 må stelmærkning på et køretøj ikke ændres eller fjernes. Herudover må genihugning, efter § 24, stk. 2, alene finde sted under kontrol udført af en synsvirksomhed.

Der er pr. 4. marts 2010 betalt yderligere registreringsafgift af det danske køretøj ud fra indgiven anmeldelse om, at der er ilagt en ny motor i køretøjet, som har medført en effektforøgelse på mere end 20 pct. Ved SKATs nuværende vurdering af køretøjets manglende afgiftsberigtigelse er der ikke taget højde for den skete afgiftsbetaling i 2010. Ved denne vurdering er der henset til, at den skete afgiftsberigtigelse i 2010 er foretaget på et ufuldstændigt og ukorrekt grundlag, idet der ved vurderingen af køretøjet alene er taget højde for den udskiftede motor. Der er således ikke taget højde for model- og årgangsskiftet af køretøjet samt, at der er sket genihugning af stelnummer i torpedopladen.

Ved en vurdering af sagens samlede forhold finder SKAT, at det kontrollerede køretøj ikke længere fremstår som det tidligere afgiftsberigtigede køretøj og at stelmærkning på køretøjet er ændret. SKAT finder derfor, at der også på denne baggrund skal ske fornyet afgiftsberigtigelse af køretøjet, i henhold til registreringsafgiftslovens § 1, stk. 3.

Din opfattelse

Du har nedlagt påstand om, at opkrævet registreringsafgift nedsættes til 0 kr., idet motorkøretøjet ikke skal anses om registreringspligtigt efter ombygningen.

Til støtte herfor er gjort gældende, at der ikke er tale om, at stelnummeret blot er ihugget den tysk importerede bil, ligesom motorkøretøjet heller ikke er opbygget forkert og der er ikke på nogen måde tale om svindel eller forsøg på unddragelse af registreringsafgift.

Sagen beror udelukkende på en udtalelse fra en anonym anmelder. Der er intet hold i det i anmeldelsen anførte.

Delene fra den tyske bil er sat på den danske bil og flyttet over én efter én. Forkofanger, lygter, grill, forskærme, inderskærme med tilhørende torpedoplade, døre, ruder, motor, gearkasse, kabinen komplet, hjul og bagklap.

Udtalelserne fra politiet, med en nøgle, der var nyere, en rude, der mangler, stelnummer, der hopper, forkert farve, og automatgear i stedet for manuelt gear osv. er jo på sin vis rigtige nok, men som oplyst overfor SKAT på et møde før Påske, er de nævnte dele jo dem, der er flyttet over på bilen. Derfor er det langt fra dokumentation, som politiet kalder det.

Flytter man alle døre og klapper har bilen jo nærmest skiftet farve, så derfor blev den lakeret i en anden farve end original jamaica blue. Flytter man motor og gearkasse, følger styreboks, ledningsnet, tændingsmoduler osv. jo med, så derfor er det helt logisk, at den nyere nøgle også følger med. Flytter man kabinen over med alle stole og borde, har venstre skydedør ingen funktion og dermed blændes den. Flytter man den store siderude, tages den gamle (med den lille skyderude) jo ud. Flytter man skærme og torpedoplade, hvor stelnummeret står, skal det stelnummer, der passer til bilen, jo sættes i. Stelnummeret er sat i af mekaniker for at bilen ikke skulle køre rundt med det tyske stelnummer, så hvis tallene har ”hoppet lidt”, som politiet påstår, er det forklaringen på det.

Derfor er det så forkert, når SKAT skriver, at der ikke foreligger dokumentation for det ene og det andet, da det jo netop ikke er dokumentation for noget som helst, når nu det er oplyst, at det var det, ombygningen gik ud på. Det virker som om SKAT ikke har fået med, at delene rent faktisk er flyttet over på den ældre bil, men bare har fulgt politiets beskyldninger/formodninger, da han var under tidspres.

Den første forklaring til politiet, hvor det anførtes, at det kun er stelnummeret, der er flyttet, skyldtes, at [person1] var i tvivl om, om det var det der var gjort eller ej. Inden han fik drøftet sagen med den mekaniker, der har udført opbygningen, var han ikke klar over præcist hvilken måde, tingene var gjort på. Dengang – for tre år siden – drøftede de, om det var lovligt kun at rykke stelnummer og så betale en form for delafgift. Det mente han ikke det var, så derfor valgte de at bygge de fornævnte dele over på den gamle bil, og så kun betale afgift af motoren. Overfor politiet gjorde [person1] udtrykkelig opmærksom på, at denne udtalelse kun var, hvad han mente, og det er ikke en underskrevet afhøring.

[person1] havde bedt SKAT om et møde for at forklare ovenstående, og oplyse, at mekanikeren, der har udført opbygningen, er villig til at forklare sig og kan bekræfte, at delene er flyttet over på lovlig vis. Mødet var imidlertid fuldstændig spild af tid, for ugen efter skrev sagsbehandleren i SKAT, at han grundet en tidsfrist ikke kunne ændre den første afgørelse om, at der skal betales en registreringsafgift, trods ovenstående oplysninger. Oveni købet blev SKAT bedt om at tage kontakt til mekanikeren, der havde udført opbygningen, da denne jo 100 pct. kan oplyse/bevise, hvad der er lavet og ikke lavet, og dermed mane politiets antagelser til jorden.

SKAT har anført, at mekanikeren ikke har været at træffe på telefon. Mekanikeren har på intet tidspunkt haft ubesvarede opkald på nogen af de numre, som både politi og SKAT har fået udleveret og heller ikke modtaget mail, som også var oplyst. Det virker i [person1] øjne meget mærkeligt, at en så vigtig brik som mekanikeren, ikke er blevet kontaktet om sagen – og så bare grundet en tidsfrist.

Klagen er vedlagt en udtalelse fra mekanikeren om, hvad der er lavet på hans værksted med denne Caravelle opbygning. Han har bekræftet, at der ikke er udført arbejde, der strider mod lovgivningen.

[person1] har endvidere anført, at han efter reparationen henvendte sig til SKAT for at betale afgift af den nyere motor, da den yder flere hestekræfter end den gamle. SKAT oplyste, at det ikke er muligt kun at betale afgift af en motor, men at det tages ”som en hel bil”, og afgiften udgjorde ca. 30.000 kr., som han betalte inden indregistrering. [person1] har anført, at han efter bedste overbevisning har gjort alt efter bogen og ingen af de ting, SKAT og politiet kalder dokumentation, kan han se, dokumenterer noget som helst.

[person1] har overfor Skatteankestyrelsen anført, at han ved telefonisk henvendelse til SKAT er blevet gjort opmærksom på, at hver enkelt sag/bil vurderes individuelt, når SKAT er bekendt med, hvilke dele, der er tale om og i de fleste tilfælde skal bilen besigtiges af SKAT før afgiftsvurdering. Der betales altså en afgift ud fra hvilke dele, der er flyttet over på bilen.

[person1] har i den forbindelse anført, at SKAT på intet tidspunkt har vurderet præcist denne bil og er ikke bekendt med, præcist hvilke dele, der er flyttet over og kan derfor ikke fastsætte prisen på afgiften uden disse oplysninger. [person1] er uforstående overfor, hvordan SKAT kan komme frem til de ca. 135.000 kr., uden at vide, hvilke dele der er flyttet. SKAT har vurderet en 180 pct.s afgift af en 2001 model, hvilket langt fra er tilfældet her.

Hverken politi eller SKAT er kommet med andre beskyldninger end en anonym anmelder og en ombygget bil, som der er betalt afgift af. Politiet har udtalt, at de ikke kan finde nogen ulovlige handlinger og læner sig op af SKATs beslutning. [person1] ønsker på klagerens vegne en form for bevis på, at afgiften skal betales igen.

SKATs udtalelse til Landsskatteretten

Overordnet er SKAT af den opfattelse, at der ikke er fremkommet nye oplysninger i klagen, der kan begrunde en ændret afgørelse.

Det er under sagsbehandlingen oplyst til SKAT, at det importerede køretøj alene er anvendt som reservedelsbil således, at stort set alle dele er overflyttet herfra og over på det eksisterende danske køretøj. Herunder er også køretøjets torpedoplade overflyttet, og der er efterfølgende sket genihugning (uden tilladelse).

Registreringsafgiftslovens § 7a, stk. 2 nr. 3

Genopbygningen af køretøjet skal være udført ved anvendelsen af reservedele, herunder skarringsdele, af en art og beskaffenhad, som normalt forefindes på og forhandles fra automobilforhandlerens og –værkstedernes lagre af nye reservedele, eventuelt med tilsvarende brugte reservedele. Der må ikke anvendes nyt reservedelskarrosseri, chassis eller stel. Der må heller ikke fra andet køretøj anvendes karrosseri, chassis, stel eller større dele af disse komponenter end de nævnte reservedele.

Registreringsafgiftslovens § 24, stk. 2

Ihugning eller genihugning m.v. af chassisnummer eller stelmærkning skal finde sted under kontrol udført af en synsvirksomhed.

Der er sammen med klagen til Landsskatteretten vedlagt en skrivelse fra [person2], der bekræfter at have opbygget VW Caravelle med stelnummer [stelnr2]:

Opbygningen foregik hovedsageligt med reservedele fra det tysk importerede køretøj med stelnummer [stelnr1]. Jeg husker renoveringen af bilen, det var en stor omgang med både motor, gearkasse og flere karosseridele. Bilens front med skærme, lygter og torpedoplade blev ligeledes bygget på den gamle karet og dermed stelnummeret tilhørende køretøjet sat i pladen fra den tyske bil, som nu sidder i det gamle køretøj.

[person2] afslutter sin skrivelse med, at han tydeligt kan afvise politiets idéer om, at det kun er et stelnummer, som skulle være flyttet/ihugget det tyske køretøj.

SKAT bemærker i den forbindelse, at klageren ved anmeldelse af tyveri af køretøjet til sit forsikringsselskab har oplyst, at køretøjet ved tyveriet så ud, som da klageren købte køretøjet. Klageren har ikke selv lavet noget ved køretøjet. Klageren oplyste at have købt køretøjet af en person ved navn [person2].

SKAT finder således fortsat, at køretøjet er ombygget i et sådant omfang, at det ikke længere fremstår som et køretøj fra 1994, men at det har gennemgået model- og årgangsskifte.

Af denne grund, og da der uden tilladelse er sket genihugning af stelnummer, ifalder køretøjet fornyet registreringsafgift. Køretøjet skulle derfor inden anvendelsen have været afgiftsberigtiget korrekt i Danmark.

[person1] har endvidere forklaret, at han ved overflytningen af delene til det gamle køretøj anmeldte køretøjet til registrering, idet isætning af den nye motor havde en effektforøgelse på mere end 20 pct. i forhold til den tidligere. Du var mødt i nummerpladeekspeditionen i [by4] og udfyldte blanket med oplysningerne. Ekspedienten oplyste, at da motoreffekten var steget mere end 20 pct., var der tale om en ny bil der skulle afgiftsberigtiges. Der blev beregnet en registreringsafgift på 30.933 kr. for køretøjet.

Betaling af yderligere registreringsafgift i forbindelse med udskiftning af motor i 2010, er foretaget ud fra den forudsætning, at motorudskiftningen er sket i det registrerede køretøj fra 1994. Da det er dokumenteret, at det kontrollerede køretøj ikke er identisk med det registrerede køretøj, har den ekstra afgiftsbetaling vedrørende det gamle køretøj ingen indflydelse på, at der skal afregnes fuld registreringsafgift af det kontrollerede uregistrerede udenlandske køretøj.

SKAT har ved sagens afgørelse lagt vægt på politiets oplysninger i forbindelse med gennemgang af køretøjet. SKAT har derfor vurderet, at det importerede tyske køretøj fra 2002 er ihugget stelnummeret fra dit gamle dansk registrerede køretøj fra 1994, således at der er sket overflytning af køretøjets identitet. Køretøjet er i uregistreret stand taget i brug på færdselslovens område, men skulle inden ibrugtagningen have været registreret og afgiftsberigtiget i Danmark.

Landsskatterettens afgørelse

Af registreringsafgiftsloven, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 615 af 7. juni 2012, fremgår følgende:

§ 1.

(...)

Stk. 3. Der svares afgift af køretøjer som nævnt i stk. 1, som efter reparation eller ombygning ikke i afgiftsmæssig henseende er identisk med et tidligere afgiftsberigtiget køretøj, jf. dog §§ 7 og 7 a. Afgiften svares, inden et køretøj tages i brug efter reparation eller ombygning. (...)

(...)

§ 7a. Reparerede og genopbyggede køretøjer, hvoraf der tidligere er betalt registreringsafgift, og som er beskadiget som følge af tæring, slitage og lignende, og hvor reparation udføres løbende som almindelig vedligeholdelse, er fritaget for afgift.

Stk. 2. Fritagelsen efter stk. 1 er betinget af følgende:

1)Køretøjet skal efter genopbygningen svare til det i registreringsattesten omhandlede køretøj. Der må således ikke ske ændringer med hensyn til køretøjets fabrikat, model, type og årgang.

2)Udskiftning af køretøjets motor, eventuelt til en motor med anden drivkraft, må ikke indebære en effektforøgelse på over 20 pct. i forhold til køretøjets originale motoreffekt.

3)Genopbygningen af køretøjet skal være udført ved anvendelse af reservedele, herunder skarringsdele, af en art og beskaffenhed, som normalt forefindes på og forhandles fra automobilforhandlernes og -værkstedernes lagre af nye reservedele, eventuelt med tilsvarende brugte reservedele. Der må ikke anvendes nyt reservedelskarrosseri, chassis eller -stel. Der må heller ikke fra et andet køretøj anvendes karrosseri, chassis, stel eller større del af disse komponenter end de nævnte reservedele.

Det fremgår således, at køretøjer, som tidligere er afgiftsberigtigede, under visse nærmere angivne betingelser kan repareres eller genopbygges, uden at der skal betales ny registreringsafgift. Det fremgår desuden, at det blandt andet er en betingelse for afgiftsfritagelse, at der ikke sker ændringer med hensyn til køretøjets fabrikat, model, type og årgang.

Ud fra en samlet vurdering er Landsskatteretten enig med SKAT i, at det sagen omhandlede køretøj fra 1994 ikke ved ombygningen har bevaret sin afgiftsmæssige identitet, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 3 og dermed ikke er fritaget for ny registreringsafgift, jf. § 7a.

Ved afgørelsen er der er lagt vægt på, at køretøjet på kontroltidspunktet fremstår anderledes og ombygget sammenlignet med det, der fremgår af oplysninger fra blandt andet [virksomhed1] som importør og seneste synsrapporter fra Færdselsstyrelsen. Der er herudover lagt vægt på, at der er tale om en omfattende samlet ombygning, idet antallet og karakteren af de ændringer, der er foretaget, herunder udskiftning af forkofanger, lygter, grill, forskærme, inderskærme med tilhørende torpedoplade, døre, ruder, motor, gearkasse, komplet kabine, hjul og bagklap, samlet set ikke kan anses som almindelig vedligeholdelse. Der henvises til byrettens dom af 22. august 2008, offentliggjort ved SKM2008.712.BR.

Det er således allerede derfor med rette, at SKAT har opkrævet registreringsafgift. Det bemærkes, at afgiften af køretøjer, der har mistet deres afgiftsmæssige identitet, efter registreringsafgiftslovens § 4 beregnes efter satserne for nye køretøjer, og der er derfor ikke hjemmel til at fradrage tidligere betalt registreringsafgift.

Det fremgår endvidere af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 615 af 7. juni 2012:

§ 20. (...) For betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder.

På baggrund af sagens oplysninger må det lægges til grund, at ombygningen af køretøjet har fundet sted, da du ejede køretøjet, hvorfor du hæfter for den nye registreringsafgift på 134.699 kr.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.