Kendelse af 08-10-2015 - indlagt i TaxCons database den 13-11-2015

Sagen skyldes SKATs afgørelse om, at klageren for perioden 1. november 2009 til 31. juli 2010 skal betale 1.484.672 kr. mere i moms end angivet i forbindelse med salg af campingvogne, der af klageren blev transporteret til en samarbejdspartner i Tyskland for dér at blive afhentet af private danske kunder, da salget i realiteten skete til den danske kunde og ikke til samarbejdspartneren, jf. momslovens § 4, stk. 1. Momsbeløbet er beregnet som svarende til 25 pct. af salgsprisen.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse om, at klageren skal betale moms af salget af campingvogne, jf. momslovens § 4, stk. 1.

SKAT har ved afgørelse 4. marts 2015 ændret sin afgørelse om momsbeløbets størrelse, således at dette udgør 20 pct. og ikke 25 pct. af den samlede salgspris.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] A/S (herefter selskabet) drev indtil den 1. april 2011 handel med camping- og teltvogne, hvoraf en del af handlen foregik i et samarbejde med det tyske selskab [virksomhed2] GmbH (herefter samarbejdspartneren) i et såkaldt grænsehandelskoncept, jf. SKM2006.530.SR. Selskabet ændrede den 1. april 2011 navn til det nuværende og er nu under konkursbehandling.

SKAT har i sin afgørelse oplyst følgende om fremgangsmåden ved salg i grænsehandelskonceptet:

”[...]

Ved kontrolbesøg i [selskabet] den 2. marts 2011 har [selskabets direktør] forklaret følgende omkring forretningsgangen for salg af campingvogne med tysk moms:

Når en kunde har henvendt sig i forretningen og ønsket at købe en campingvogn med tysk moms, har selskabet henvist til et tysk firma og bedt kunden om at køre til Tyskland for at ordne papirarbejdet.

Kunden bestiller den ønskede campingvogn hos [samarbejdspartneren].

Herefter ringer [samarbejdspartneren] til [selskabet] og bestiller den ønskede campingvogn.

På fakturaer udstedt til [samarbejdspartneren] er der faktureret ”campingudstyr jf. slutseddel”, og [direktøren for selskabet] har forklaret, at ”slutseddel” refererer til slutseddel fax’et op af [samarbejdspartneren] i forbindelse med deres bestilling af campingvognen.

Betalingen for campingvogne leveret til den tyske samarbejdspart [samarbejdspartneren] kommer fra [samarbejdspartneren] c/o [...], [by1].

[Selskabet] har ikke gemt de omtalte slutsedler. De blev smidt væk, når vognene var blevet leveret til [samarbejdspartneren].

[Selskabet] leverer campingvognen i Tyskland. Campingvognen bliver kørt til Tyskland af [selskabet] på det aftalte tidspunkt for levering. [Selskabet] har varebiler, som blev anvendt til at transportere campingvognen til Tyskland.

Når campingvognen transporteres til Tyskland, følger vognens typeattest med.

Hvis den danske kunde har en brugt campingvogn som ønskes solgt, købes den af [selskabet], der udfærdiger et afregningsbilag, hvorefter der udstedes en check til kunden eller beløbet afregnes via en bankoverførsel.

[Direktøren] fra [selskabet] oplyser, at samarbejdet med [samarbejdspartneren] er stoppet medio juni 2010.

[Samarbejdspartnerens] hjemmeside oplyser ikke om eventuelle autorisationer til at sælge nye campingvogne til private kunder. Det fremgår, at [samarbejdspartneren] disponerer over et areal på knapt 8.000 m². Ligeledes fremgår, at der kan købes campingvogne og autocampere med 19 % tysk moms. [Samarbejdspartneren] disponerer over et indhegnet areal med vaskehal og mulighed for lettere klargøringsarbejde. Der er ingen egentlige udstillingslokaler. Der henvises til vedlagte fotos som viser [samarbejdspartnerens] forretningsarealer, bygninger m.v., vedlagt som bilag nr. 4.

På baggrund af kontrolbesøget i [selskabet] samt [selskabets] forklaringer har SKAT indhentet oplysninger hos de tyske myndigheder omkring [selskabets] samhandel med den tyske samarbejdspart [...].

Fra de tyske myndigheder har SKAT modtaget følgende:

Samarbejdet mellem [selskabet] og [samarbejdspartneren] er reguleret i en samarbejdsaftale, der benævnes ”SAMARBEJDSAFTALE”.

Samarbejdet med [samarbejdspartneren]

Aftalen består dels af en samarbejdsaftale og dels af et bilag, se bilag 3. [Samarbejdspartneren] har i bilaget givet en vejledning til forhandlerne på, hvad de skal gøre for at overholde de 9 punkter i Skatterådets bindende svar SKM2006.530.SR. [Samarbejdspartneren] anfører i indledningen, at spørgeren = forhandleren og desuden anføres at spørgeren skal have etableret et samarbejde med en virksomhed i Tyskland. Dette medfører således, at forhandleren/spørgeren må være den danske virksomhed.

[Selskabet] har ifølge samarbejdsaftalen lejet 1 parkeringsplads ved [samarbejdspartneren]. [Selskabet] betaler en årlig leje på 2.200 kr. og af aftalen fremgår det at [selskabet] er forpligtet til at forsikre de vogne, der er parkeret på arealet.

Ifølge teksten i samarbejdsaftalen sælger den danske campingvognsforhandler vogne til [samarbejdspartneren], som derefter sælger dem til primært danske kunder og udleverer vognene fra adressen i [...], Tyskland. Aftalen er betinget af at den danske virksomhed ikke indgår lignende aftaler med andre tyske firmaer.

I aftalen er der desuden aftalt, at den danske samarbejdspartner ([selskabet]):

Med udgangspunkt i de modtagne kontroloplysninger fra de tyske myndigheder kan SKAT konstatere:

SKAT forstår ”Check fra forhandler” som, at [selskabet] har udstedt en check til den danske kunde i forbindelse [med], at den danske kunde har solgt en brugt campingvogn som led i, at kunden har købt en campingvogn med tysk moms.

[Selskabet] har gennemført 30 salg af nye campingvogne til [samarbejdspartneren] i perioden fra 1. november 2009 til 31. juli 2010.

SKAT har udarbejdet et datablad for en handel på grundlag af bilag modtaget fra [selskabet] samt oplysninger modtaget fra de tyske myndigheder. Dette datablad er vedlagt dette forslag som bilag 1.

[...]”

Om dagældende praksis m.v.

Landsskatteretten traf den 3. maj 2006 afgørelse om salg af jetbåde i et såkaldt grænsehandelskoncept, jf. SKM2006.376.LSR. Retten fandt, at de omhandlede både måtte anses for overdraget af den danske virksomhed til samarbejdspartneren – og således ikke til den danske kunde, jf. momslovens § 4, stk. 1. Der skulle derfor ikke svares dansk moms af salgene, jf. momslovens § 34, stk. 1, nr. 1.

Landsskatteretten lagde herved blandt andet lagt vægt på, at kunderne ved henvendelse til den danske virksomhed alene havde fået oplysning om, at hvis de ønskede at købe en båd med tysk moms, kunne dette ske ved henvendelse til samarbejdspartneren i Tyskland, således at der på dette tidspunkt ikke blev indgået en egentlig aftale, foretaget levering eller betaling. Landsskatterettens afgørelse blev indbragt for domstolene af Skatteministeriet, jf. nærmere nedenfor.

Den 20. juni 2006, dvs. umiddelbart efter Landsskatterettens afgørelse om jetbåde, afgav Skatterådet et bindende svar, i hvilket Skatterådet opstillede 9 betingelser for, at der i forbindelse med et såkaldt grænsehandelskoncept kunne ske levering uden dansk moms, jf. offentliggørelse den 30. august 2006 i SKM2006.530.SR:

”Skatterådet har afgjort, at et grænsehandelskoncept kan indrettes, så campingvognene kan handles med tysk moms, hvis følgende forhold er opfyldt:

På baggrund af Skatterådets bindende svar i SKM2006.530.SR og inden dets offentliggørelse den 30. august 2006 udsendte SKAT den 20. juni 2006 en pressemeddelelse, hvoraf følgende fremgår:

”Skatterådet har på sit møde i dag behandlet en række anmodninger om bindende svar vedrørende grænsehandel med campingvogne.

Kernepunktet er, om man ved særlige grænsehandelskoncepter kan udnytte forskellen mellem dansk og tysk moms, så salg og levering til danske kunder kan ske med tysk moms i stedet for med dansk moms.

Skatterådet har i de konkrete sager afgjort, at grænsehandelskoncepterne kan indrettes, så campingvognene kan handles med tysk moms, hvis følgende forhold er opfyldt: [gengivelse af de 9 punkter, udeladt].”

Af SKAT Hovedcentrets brev af 6. november 2006 til campingbranchen fremgår blandt andet:

”Vi skal indledningsvist oplyse, at hele tankegangen bag retningslinerne var at opstille en ”hvid boks”, således at virksomhederne ikke risikerer at blive opkrævet dansk moms, hvis de arbejder inden for disse retningslinjer.

Som det fremgår af retningslinjernes pkt. 6, skal handelsaftalen indgås direkte mellem den danske køber og den tyske samarbejdspart. Det må derfor bero på en konkret vurdering af den indgåede aftale mellem den tyske virksomhed og den danske virksomhed for at fastslå, om aftalen som befuldmægtiget er af en sådan karakter, at handelsaftalen kan anses for indgået direkte mellem den danske køber og den tyske samarbejdspart.”

Skatterådet omtalte i sin årsberetning for 2005/2006 udgivet i maj 2007 rådets nye mulighed for at afgive bindende svar om moms, jf. skatteforvaltningslovens § 21, herunder, at der indtil den 31. december 2006 var afgivet 27 bindende svar, hvoraf 11 næsten enslydende svar omhandlede salg af campingvogne gennem en tysk samarbejdspartner. Efter beskrivelse af de beskrevne handelsmønstre og Skatterådets svar, anførtes blandt andet følgende:

”Skatterådets forhandlinger resulterede i, at der blev udarbejdet generelle retningslinjer for, under hvilke betingelser danske virksomheder kan handle med tysk moms. Tankegangen var den at opstille en ”hvid boks”, således at skatteyderne ikke risikerer at blive opkrævet både dansk og tysk moms, hvis de arbejder inden for disse retningslinjer.

Det er dog ikke udelukket, at der kan handles med tysk moms i andre situationer, der ikke opfylder kriterierne, men det må i så fald vurderes efter de konkrete forhold.

Skatterådets svar på de rejste spørgsmål blev herefter et nej til de omspurgte grænsehandelskoncepter, men med den tilføjelse at handel med tysk moms kan ske, hvis en række betingelser er opfyldt. Først og fremmest skal der være etableret et forretningssted i Tyskland. Handelsaftalen skal indgås direkte mellem den danske køber og den tyske sælger, og campingvognen skal udleveres i Tyskland til den danske køber, der sørger for transporten til Danmark, ligesom campingvognen ikke kan være indregistreret i Danmark, før den udleveres af den tyske sælger.

Det tilføjes, at de opstillede kriterier er vejledende for bedømmelsen af andre grænsehandelskoncepter.

Skatterådets afgørelse skal ses i det lys, at Landsskatteretten umiddelbart forinden havde godkendt salg af jetbåde med tysk moms. Landsskatterettens kendelse lægger afgørende et vægt på, at der ikke indgås nogen aftale om levering af en båd i Danmark, ligesom der ikke sker levering eller betaling af båden i Danmark. Skattemyndighederne fik ikke medhold i, at transaktionerne kunne tilsidesættes ud fra en realitetsbetragtning eller ud fra betragtninger om misbrug af momslovgivningen og 6. momsdirektiv.

For Landsskatteretten havde SKAT navnlig henvist til, at kunden kontakter den danske forhandler om køb af en konkret vare, og at den danske forhandler herefter fakturerer og transporterer båden til den tyske samarbejdspartner, der fakturerer og udleverer båden til kunden. Den tyske samarbejdspartner beholder alene den del at betalingen, der skal benyttes til at betale den tyske moms samt et mindre ekspeditionshonorar.

Skatteministeriet har indbragt sagen for domstolene.

De retningslinjer, som Skatterådet tiltrådte, er ikke fuldt ud i overensstemmelse med Landsskatterettens kendelse, men dog ikke upåvirkede af den.

Der var i Skatterådet udbredt tilfredshed med, at Skatterådet på den måde medvirkede til opstilling af klare retningslinjer, men også en tilkendegivelse om, at disse retningslinjer eventuelt må revideres i lyset af SKATs erfaringer. Skatterådet mener ikke, at uklarhed om retstillingen skal begrænse de danske virksomheders lyst til at etablere datterselskaber og forretningssteder i Tyskland. Rådet ser det tværtimod som sin opgave at bidrage til at vejlede med det formål at opnå den størst mulige retsikkerhed for de virksomheder, som indretter sig efter reglerne.

Sagen var genstand for stor opmærksomhed i medierne, idet den blev opfattet som en godkendelse af, at danskere kan købe campingvogne m.v. i Tyskland med den lavere tyske moms. I virkeligheden opfattede rådet reglerne som en opstramning og ikke som en lempelse. Men også som en service over for danske virksomheder, således at de har mulighed for at konkurrere med tyske virksomheder syd for grænsen uden at risikere at skulle betale dobbelt moms.”

Landsskatterettens afgørelse i sagen om jetbåde blev som nævnt indbragt for domstolene af Skatteministeriet. Vestre Landsret frifandt den 24. maj 2007 den danske virksomhed, jf. SKM2007.403.VLR. Ved dom af 21. juni 2010 gav Højesteret imidlertid Skatteministeriet medhold i, at købsaftalerne måtte anses for indgået mellem den danske virksomhed og de enkelte kunder og således ikke med samarbejdspartneren, der alene havde fungeret som et uselvstændigt mellemled, jf. SKM2010.396.HR. Leveringsstedet for transaktionerne var derfor i Danmark med opkrævning af dansk moms til følge, jf. momslovens § 14, nr. 2, 1. pkt.

Skatteministeriet kommenterede i SKM2010.727.SKAT af 19. oktober 2010 Højesterets dom således:

”[...] Det er Skatteministeriets opfattelse, at grænsehandelsarrangementer, som ikke består af almindelige kommercielle transaktioner, der ikke bygger på nogen økonomisk realitet, og hvis hovedformål er at undgå afgiftsberigtigelse af transaktionerne i Danmark, efter omstændighederne vil kunne tilsidesættes ud fra ovenstående misbrugsbetragtninger. Det er i den forbindelse ikke afgørende, at der eventuelt kan peges på visse kommercielle hensyn, der også varetages.

4. Skatteministeriets konklusioner om konsekvenserne af Højesteretsdommen

De forhold i den konkrete bedømmelse af grænsehandelskoncepterne, som fremgår ovenfor, adskiller sig på flere områder fra de forhold, der tidligere er blevet lagt vægt på af Skatterådet og Landsskatteretten.

Ved den konkrete bedømmelse af alle grænsehandelskoncepter er det nu de forhold, som fremgår ovenfor, der skal inddrages i vurderingen uanset aktivernes karakter, herunder campingvogne, hårde hvidevarer, både og elektronikudstyr m.v.

Der skal således ikke længere lægges vægt på de forhold, som fremgår af tidligere bindende svar fra Skatterådet og afgørelser fra Landsskatteretten om grænsehandelskoncepter.

SKAT vil på den baggrund udarbejde et styresignal.”

Af det varslede styresignal, der blev udsendt som SKM2010.734.SKAT, fremgår – ud over en gengivelse af pkt. 4 i kommentaren af 19. oktober 2010 – blandt andet:

”Bindende svar fra Skatterådet og kendelser fra Landsskatteretten

Skatterådet har afgivet bindende svar i en række sager om grænsehandelskoncepter vedrørende forskellige aktiver, jf. SKM2006.530.SR (campingvogne), SKM2007.758.SR (hårde hvidevarer), SKM2008.61.SR og SKM2008.62.SR (hårde hvidevarer) samt SKM2008.645.SR (både). Landsskatteretten har endvidere truffet afgørelse om grænsehandelskoncepter i SKM2009.664.LSR (hårde hvidevarer) og SKM2010.389.LSR (vinduer og døre). [...]

For de virksomheder, der har modtaget et bindende svar fra Skatterådet eller SKAT om, at salget kan ske med tysk moms, er svaret bindende efter de almindelige regler i skatteforvaltningslovens § 25, uanset salget efter retningslinjerne i nærværende styresignal ikke længere opfylder betingelserne for at kunne ske med tysk moms.

Virksomheder, der har indrettet sig i overensstemmelse med Skatterådets bindende svar eller Landsskatterettens kendelser, og som efter disse retningslinjer har opfyldt betingelserne for at kunne sælge deres varer med tysk moms, skal nu vurdere, om betingelserne for at kunne sælge med tysk moms fortsat er opfyldt, jf. retningslinjerne i nærværende styresignal.

Er betingelserne for at sælge med tysk moms ikke længere opfyldt, skal virksomheden fra offentliggørelsen af nærværende styresignal ophøre med at sælge varer med tysk moms. [...]”

Af SKATs landsdækkende indsatsplan for 2011 fremgår det, at eksport af campingvogne og lystbåde efter grænsehandelskonceptet indgik som et nyt landssækkende projekt begyndende i oktober 2010. Om projektet er på side 25 i planen anført følgende:

”Der er risiko for, at virksomheder, der sælger campingvogne og både til udlandet, typisk Tyskland, efter et særligt grænsehandelskoncept, ikke opfylder betingelserne for at kunne sælge varerne med tysk moms. Aftagerne af varerne er i sidste ende danske privatpersoner.

Skatterådet har i 2006 oplistet en række betingelser, der skal være opfyldt, for at varerne kan sælges med tysk moms, selvom den endelige aftager er en dansk privatperson. I et regionalt midtjysk projekt er det konstateret, at disse betingelser generelt ikke overholdes, og det regionale projektet udvides derfor til at være landsdækkende.

Der er konstateret fejl i alle de kontrollerede virksomheder, hvilket har medført, at der opkræves dansk moms i stedet for tysk moms. Branchen har for perioden 2008 og 2009 angivet eksport med 1,36 mia. kr. svarende til et momsbeløb på 340 mio. kr.

Praksis er blevet præciseret ved Højesteretsdommen Jet-trade fra juni 2010. Dommen præciserer retstilstanden på området, og underbygger de afgørelser, der er truffet i det midtjyske projekt.

Projektet omfatter en indsats i virksomheder inden for de relevante brancher, herunder en vejledningsindsats over for mindre virksomheder i branchen.”

Den daværende skatteminister bekræftede i sit svar af 16. november 2011 på Skatteudvalgets spørgsmål 69, at forhandlere, der indtil offentliggørelsen af SKATs styresignal i SKM2010.734.SKAT, havde ageret i overensstemmelse med Skatterådets retningslinjer i SKM2006.530.SR, ikke skal betale dansk moms af salget.

SKATs afgørelse

SKAT har truffet afgørelse om at opkræve selskabet 1.484.672 kr. mere i moms end angivet i perioden 1. november 2009 til 31. juli 2010.

SKAT har i sit forslag til afgørelse anført følgende begrundelse for afgørelsen:

”[...] [Selskabet] har gennemført 30 salg af nye campingvogne til [samarbejdspartneren] i perioden fra 1. november 2009 til 31. juli 2010, og SKAT har dokumenteret forløbet i en handel (datablad vedlagt som bilag 1), men det er SKATs opfattelse, at de øvrige 29 handler er gennemført efter samme fremgangsmåde. SKAT har konstateret, at der er uoverensstemmelse mellem den forretningsgang, som [selskabets direktør] har forklaret til SKAT, og den forretningsgang, som fremgår af datablad i bilag 1.

Uoverensstemmelsen består i, at [direktøren] oplyste til SKAT, at [samarbejdspartneren] bestiller vognene telefonisk hos [selskabet], men SKAT kan konstatere at bestillingen er sket pr. mail.

1.4.1 SKATs opfattelse af hvorledes aftalen er indgået

Ud fra de faktiske forhold er det SKATs opfattelse, at det første der sker omkring indgåelse af aftalen er, at [selskabet] aftaler bl.a. pris, levering, ekstraudstyr, finansiering og evt. brugt vogn i bytte med den danske kunde og at denne aftale danner baggrund for indtastning af tilbuddet jf. nedenfor.

Det næste der er sket er, at den danske kunde eller [selskabet] har indtastet aftalen på [samarbejdspartnerens] hjemmeside. [Samarbejdspartneren] har selv i deres bilag til samarbejdsaftalen oplyst, at man kan hjælpe kunden ved at udskrive et købstilbud på hjemmesiden uden at sende det til [samarbejdspartneren]. Kunden kan så selv lægge købstilbuddet ind på hjemmesiden.

Indtastningen har medført at der bliver dannet en intern automail til [medarbejderen] ved [samarbejdspartneren].

Dernæst videresender [medarbejderen] mailen til [selskabet], hvori han forespørger om de kan levere den samme campingvogn. [Samarbejdspartneren] anfører det samme leveringstidspunkt som kunden/[selskabet] har indtastet på hjemmesiden. Desuden anføres en købspris svarende til den pris som den danske kunde skal betale fratrukket tysk moms samt 1.500 kr.

På baggrund af automailen bliver der desuden dannet en slutseddel, som [samarbejdspartneren] fremsender til den danske kunde til underskrift.

[Selskabet] udsteder faktura uden moms til [samarbejdspartneren], hvor prisen er den samme som i forespørgselsmailen fra [samarbejdspartneren].

Til sidst udsteder [samarbejdspartneren] en faktura til den danske kunde inkl. 19 % tysk moms.

[Selskabet] transporterer vognene til Tyskland hvor de har lejet en parkeringsplads ved [samarbejdspartneren] som angiveligt anvendes til opbevaring af vogne indtil den danske kunde afhenter vognen. [Selskabet] betaler en årlig leje på 2.200 kr. og af aftalen fremgår det at [selskabet] er forpligtet til at forsikre de vogne, der er parkeret på arealet.

Det er derfor SKATs opfattelse, at den bindende salgsaftale indgås i Danmark (mellem [selskabet] og den private kunde), inden campingvogne bliver transporteret til Tyskland og at den foretagende fakturering til det tyske selskab kun har til formål at opnå momsbesparelser for kunderne. Det er endvidere SKATs opfattelse, at de private danske kunder får råderetten over campingvognene her i landet før de bliver transporteret til Tyskland, og dermed bliver leveringsstedet for disse transaktioner i Danmark.

SKAT anser på baggrund af sagens faktiske forhold Danmark for at være leveringsstedet for alle transaktioner vedrørende salg af nye campingvogne med udstyr og tilbehør til private danske kunder, hvor virksomheden har indgået aftale med den danske kunde om levering i Tyskland og betaling af tysk moms, jf. momslovens § 4, stk. 1 og § 14, nr. 2, 1. pkt.

Skatterådet opstillede i SKM 2006.530.SR ni betingelser som alle skal være opfyldt for at campingvogne kan handles med tysk moms.

En af betingelserne (betingelse nr. 2) er, at potentielle købere ved henvendelse til [selskabet] alene får oplysning om, at såfremt de vil købe en campingvogn af en bestemt type med tysk moms, kan de gøre dette ved henvendelse til den tyske samarbejdspartner i Tyskland.

Det er desuden en betingelse (betingelse nr. 7) at handelsaftalen indgås direkte mellem den danske køber og den tyske samarbejdspartner.

SKAT anser ikke disse 2 betingelser for opfyldt. Begrundelsen for vor opfattelse er:

Det er SKATs opfattelse, at der er tale om køb af en individualiseret vare, da campingvognen er udvalgt i Danmark, og der ikke i Tyskland kan vælges en anden campingvogn end den, der på forhånd er aftalt med [selskabet]. Der er ikke kun tale om en bestemt type campingvogn, men en konkret udvalgt campingvogn, som er klargjort og i mange tilfælde isat specielt udstyr efter kundens ønsker og behov inden campingvognen transporteres til Tyskland til indregistrering og udlevering i Tyskland. Derfor anser SKAT råderetten over campingvognen for at være overgået til den private kunde i Danmark.

Faktura til [samarbejdspartneren] vedrørende salg af en ny campingvogn samt afregningsbilag til den danske kunde i forbindelse med køb af kundens brugte campingvogn ofte er udstedt samme dag og med fakturanumre, der ligger tæt på hinanden. Dette indikerer, at der reelt er tale om én samlet handel, se vedlagte bilag 2.

[Samarbejdspartnerens] rolle er alene at modtage den betaling, som [selskabet] har aftalt med kunden, indeholde og afregne tysk moms og til [selskabet] at overføre resten af kundens betaling. Det giver efter SKATs opfattelse ikke den tyske samarbejdspartner råderet over campingvognen.

Når råderetten overgår til den private kunde i Danmark jf. momslovens § 4, er aftageren den private kunde og ikke den tyske samarbejdspartner.

Ifølge momslovens § 14, nr. 2 og artikel 32 i momssystemdirektivet er leveringsstedet Danmark når en campingvogn forsendes til Tyskland med henblik på udlevering der til den private kunde og campingvognen befinder sig her i landet på det tidspunkt, hvor forsendelsen til aftageren påbegyndes. Der skal derfor opkræves dansk moms ved salg af campingvognen.

Dette kan underbygges ved, at [samarbejdspartneren] ikke har mulighed for at vælge hvem campingvognen skal sælges til, da der på forhånd er indgået aftale om salg til den danske kunde. [Samarbejdspartneren] har således aldrig erhvervet campingvognen i Tyskland, da der ved erhvervelser jf. Momslovens § 11, stk. 2 forstås:

”Erhvervelse af retten til som ejer at råde over en vare, som sælger eller erhververen eller for disses regning transporteres til erhververen fra et andet EU-land.”

[Samarbejdspartneren] kan ikke disponere over campingvognen i Tyskland og kan ikke videresælge campingvognen til en anden person end den person, der på forhånd er aftalt. Hvilket efter SKATs opfattelse medfører, at den tyske samarbejdspartner aldrig har erhvervet campingvognen.

[Selskabet] er efter SKATs opfattelse den reelle sælger, da campingvognen aldrig bliver erhvervet af [samarbejdspartneren].

Ud fra en samlet konkret realitetsbedømmelse af samhandelsmønstret er det SKATs opfattelse, at salg af campingvogne momsmæssigt har beskatningssted i Danmark jf. Momslovens § 14, nr. 2, 1. pkt. Det ovenfor beskrevne forretningskoncept er efter SKATs opfattelse kunstigt tilrettelagt for at udnytte momsreglerne og drage fordel af, at Tyskland har en lavere momssats end Danmark.

Til støtte for dette synspunkt henvises til EF-domstolens sag C-185/01 (Auto Lease Holland) hvor EF-domstolen ved anvendelse af principperne i C-320/88 (Shipping and Forwarding Enterprise Safe BV), fandt, at der ikke forelå en brændstoflevering fra leasinggiver til leasingtager ved en aftale om brændstofadministration. EF-domstolen fandt derimod efter en realitetsbedømmelse at leasinggiver derimod fungerede som kreditgiver.

Det må derfor i denne sag lægges til grund, at forholdet skal bedømmes ud fra hvad det i realiteten er og ikke, hvad det giver sig ud for at være.

Der er i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke er en forretningsmæssig begrundelse for, at en dansk virksomhed sender en campingvogn til Tyskland for at udlevere den til en privat person fra Danmark.”

Efter selskabets bemærkninger til ovenstående traf SKAT afgørelse i overensstemmelse med forslaget.

Skatteankestyrelsen har fra kurator i konkursboet efter selskabet modtaget oplysning om, at SKAT den 4. marts 2015 har truffet afgørelse om, at det skyldige momsbeløb ikke udgør 25 pct. af den samlede salgspris, men 20 pct.

Selskabets opfattelse

Selskabet har nedlagt påstand om, at selskabet ikke skal svare moms som fastsat i SKATs afgørelse.

Under henvisning til sit brev af 8. januar 2013 til SKAT har selskabet anført, at salgene til det tyske selskab må anses for fuldt lovlige, og at selskabet har overholdt alle regler.

Af selskabets brev af 8. januar 2013 til SKAT fremgår følgende:

”I henhold til brev fra SKAT af 20. december 2012 om ændring af moms i [selskabet] i perioden 1. november 2009 til 31. juli 2010 – er vi uenige i forslag om ændring. Vi mener vores salg af vogne til et tysk selskab er fuldt lovlig.

Ved jeres besøg for snart 2 år siden den 2. marts 2011 har jeg ikke forklaret [medarbejderen] fra Skat at ”vi har bedt kunderne om at køre til Tyskland for at ordne papirarbejdet.” Jeg har kun fortalt, hvor de evt. kunne købe campingvogne i Tyskland.

Ved det besøg fik jeg og min bogholder tværtimod at vide, at Skat ikke kunne se noget forkert i vores handeler med udlandet.

Til punkt 1.4

[Direktøren] har forklaret til [medarbejderen] fra SKAT, at [samarbejdspartneren] ofte først ringer og derefter mailer, når de bestiller en vogn. Så dette er ikke korrekt opfattet.

Til punk 1.4.1

[Selskabet] har IKKE lavet aftaler med kunder i Danmark på pris og udstyr mm., som I påstår, men vi mener heller ikke, vi har gjort noget forkert i at fortælle en kunde, hvad det koster at købe en vogn i Tyskland.

SKAT opfatter det, som om den bindende aftale er foregået i Danmark, og dette er vi heller ikke enige i.

SKAT anser Danmark for at være leveringssted for alle transaktioner, hvilket ikke er korrekt, da [selskabet] har leveret og faktureret alle vogne til [samarbejdspartneren] i Tyskland.

Bilag fra [samarbejdspartneren] om afhentning af vognen i Tyskland har Skat selv medsendt til os. Desuden fremgår det tydeligt, at [samarbejdspartneren] selv har foretaget indregistrering og påmonterer dansk nummerplade på vognen i Tyskland. Momslovens 14, nr. 2 (side 5) siger også, at når varen monteres i udlandet af leverandøren – hvilket må være det samme som at der monteres nr. plade, så er leveringsstedet Tyskland. Den danske køber opnår først råderet ved afhentning af vognen med påmonteret nr. plade i Tyskland.

Betingelse nr. 2

[Selskabet] har ikke indgået aftaler med danske kunder.

Betingelse nr. 7 [formentlig betingelse nr. 6]

[Selskabet] har ikke noget med handelsaftalen mellem den danske kunde og [samarbejdspartneren] at gøre. Den er lavet mellem den danske kunde og [samarbejdspartneren], hvilket også fremgår af materialet.”

Landsskatterettens afgørelse

Følgende fremgår af momslovens § 4, stk. 1, 1. og 2. pkt.:

”Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. [...]”

Det fremgår af momslovens § 14, nr. 2, 1. pkt., at leveringsstedet er her i landet i følgende tilfælde:

”2) Når varen forsendes eller transporteres[,] og varen befinder sig her i landet på det tidspunkt, hvor forsendelsen eller transporten til aftageren påbegyndes. [...]”

Spørgsmålet i sagen er, om der ved selskabets salg i det omhandlede grænsehandelskoncept blev foretaget to selvstændige leverancer, nemlig dels 1) en leverance foretaget af selskabet til en af de tyske samarbejdspartnere, dels 2) en leverance foretaget af en af samarbejdspartnerne til den danske kunde, eller om forholdet som hævdet af SKAT var, at selskabet solgte campingvognene til danske kunder med aftalt afhentning hos og betaling gennem samarbejdspartneren, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Det lægges til grund, at det omhandlede salg foregik således, at når en kunde henvendte sig i selskabets forretning med et ønske om at købe en campingvogn med tysk moms, henviste selskabet kunden til den tyske samarbejdspartner. Kunden bestilte herefter den ønskede campingvogn hos samarbejdspartneren, der på sin side bestilte vognen hos selskabet. Selskabet fakturerede samarbejdspartneren for købet og betalingen kom ifølge SKAT fra samarbejdspartneren via dennes danske selskab. Selskabet fragtede vognen til samarbejdspartneren i Tyskland, hvor den blev afhentet og betalt af den danske kunde. Samarbejdspartnerens fortjeneste pr. handel udgjorde 1.500 kr.

Under henvisning til Højesterets afgørelse i sagen om jetbåde offentliggjort som SKM2010.396.HR finder Landsskatteretten, at aftaler om køb af campingvogne i realiteten må anses for at være indgået mellem selskabet og de danske kunder ved sidstnævntes henvendelse i selskabets forretning. Det var selskabet, der over for kunden forpligtede sig til at sørge for, at denne hos samarbejdspartneren kunne få vognen udleveret mod at betale den aftalte pris. Samarbejdspartneren må i realiteten anses for alene at have fungeret som et uselvstændigt mellemled i forbindelse med vognens udlevering og købesummens betaling, for hvilken bistand samarbejdspartneren modtog 1.500 kr. pr. solgt campingvogn. Følgelig må selskabets levering anses for at være sket til kunden i Danmark, jf. momslovens § 4, stk. 1, med dansk moms til følge. Dermed tiltrædes SKATs afgørelse om, at selskabet skal betale dansk moms af salgene.

Selskabet kan ikke ud fra en lighedsbetragtning støtte ret på dagældende praksis, herunder på Skatterådets bindende svar i SKM2006.530.SR, da selskabet ud fra en realitetsvurdering, jf. ovenfor, må anses for at have indgået aftaler med de danske kunder ved kundernes henvendelse i selskabets forretning, jf. således retsanvendelsen i Vestre Landsrets afgørelse i SKM2013.850.VLR.

Med hensyn til momsbeløbets størrelse bemærkes, at SKAT den 4. marts 2015 har truffet afgørelse om, at det skyldige momsbeløb ikke udgør 25 pct., men alene 20 pct. af den samlede salgspris. SKAT må herved anses for at have genoptaget og delvis ændret den påklagede afgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse om selskabets pligt til at svare dansk moms, idet dog momsbeløbet udgør 20 pct. og ikke 25 pct. af salgsprisen, jf. SKATs ændring af 4. marts 2015 af den påklagede afgørelse.