Kendelse af 22-09-2014 - indlagt i TaxCons database den 01-11-2014

SKAT har fundet, at der er sket kloning af BMW Alpina B12 importeret fra Sverige i strid med registreringsafgiftslovens § 27, stk. 1, punkt 2, hvorved køretøjet skal afgiftsberigtiges på ny efter registreringsafgiftslovens § 1, stk. 3, jf. § 7. Klageren er opkrævet registreringsafgift med 428.694 kr. som ejer og bruger af bilen ved første indregistrering den 5. december 2003.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse, således, at den opkrævede registreringsafgift nedsættes til 0 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren er indehaver af selskabet [virksomhed1] A/S, der blandt andet forhandler BMW reservedele.

Den 5. januar 2012 rettede direktøren for et leasingfirma henvendelse til SKATs Motorenhed i [by1], [person1], for at få hjælp til at prisfastsætte en BMW Alpina B12, registreringsnummer [reg.nr.1], som han var ved at købe af [person2], og som efterfølgende skulle eksporteres for at få den resterende registreringsafgift tilbagebetalt.

Ved oplysning af stelnummeret blev [person1] mistænksom, da stelnummerets første 3 bogstaver viste, at bilen var en almindelig BMW 750 i og ikke en Alpina model, da Alpinas stelnumre starter med WAP, og stelnumret i den omhandlede bil startede med WBA.

[person1] rettede herefter henvendelse til Øko-Krims motorprojekt med sin mistanke om, at bilen kunne være klonet, ved at den kørte rundt med stelnummeret fra en eventuelt skadet BMW 750i.

Det omhandlede køretøj er i dag registreret i Køretøjsregistret (DMR – tidligere CRM) med [person2] som ejer og bruger således:

MærkeBMW

Model750 i

Stelnummer[...]

Registreringsnummer[reg.nr.1]

1. registreringsdato08.06.1995

Da der var tale om eventuel overflytning af et stelnummer fra ét køretøj til et andet, har SKAT undersøgt alle tidligere ejerforhold og forsikringsforhold for køretøjet via Køretøjsregisteret.

Ved telefonisk henvendelse til [virksomhed2] er det oplyst, at en bil med samme stelnummer i 2001 var blevet stjålet og i den forbindelse indblandet i et trafikuheld, hvorved bilen blev skadet i et sådant omfang, at daværende ejer fik udbetalt fuld erstatning. [virksomhed2] solgte efterfølgende den skadede bil til [virksomhed3], [adresse1], [by2], til genopbygning.

[virksomhed3] videresolgte den skadede bil til [virksomhed1] A/S, ved klageren, [person3].

Foranlediget heraf rettede SKAT telefonisk henvendelse til forsikringsundersøger hos [virksomhed2], [person4], undersøgelsesafdelingen, som fremsendte tre taksatorrapporter på mail til SKAT.

Af hovedrapporten benævnt H fremgår, at der indgår udskiftning af råkarrosseri.
Af tillægsrapport benævnt G1 får genopbygningsvirksomheden den 8. april 2003 lov til at anvende brugte dele herunder et brugt råkarrosseri.
Af tillægsrapport benævnt G2 fremgår, at køretøjet den 15. september 2003 er besigtiget af en taksator, der har kontrolleret at genopbygningen er foretaget i henhold til skadesopgørelsen og at køretøjets oprindelige stelnummer er genihugget.
Af taksatorrapporter fremgår at genopbygningen af køretøjet er foretaget af [virksomhed4], [adresse2], [by3].

Klageren kontaktede SKAT hvor han bl.a. oplyste følgende:

Køretøjet var købt som en totalskadet BMW 750i af [virksomhed3], [by2] til genopbygning.
Han havde af taksator fået lov til at bruge en hel brugt råkarrosse til genopbygningen.
Han (muligvis [virksomhed1] A/S) havde en hel råkarrosse stående på lager, men denne stammede fra en BMW Alpina.
Taksator havde givet ham lov til at anvende den brugte BMW Alpina råkarrosse til genopbygningen.
Taksator havde ligeledes givet tilladelse til at genihugge det oprindelige stelnummer fra 750i i den brugte råkarrosse.
Taksator havde udleveret genihugningstilladelse til ham.
Han havde taget en helt nøgen råkarrosse til genopbygningen.
Motoren, der blev isat råkarrossen, stammede fra den oprindelige totalskadede BMW 750i.
Han huskede ikke, om interiøret var fra den totalskadede BMW 750i eller det var blevet skiftet til sort læderindtræk.
Råkarrossens original stelnummer havde han X-over og det nye ihugget.

Efterfølgende anmodede klageren SKAT om at kontakte taksator [person5] der ville kunne bekræfte ovenstående oplysninger.

Taksator [person5] fra [virksomhed2] blev herefter telefonisk kontaktet omkring sagen. Han oplyste følgende til SKAT:

Det er korrekt, at han har været involveret i genopbygningen af BMW 750i.
Han havde givet tilladelse til at anvende en brugt råkarrosse i forbindelse med genopbygningen.
Taksator gav ligeledes tilladelse til at bruge brugte dele til genopbygningen.
Han havde selv set det rå karrosseri, der skulle anvendes i forbindelse med genopbygningen.
Karrossen var helt strippet for alt herunder ledningsnet.
Han havde overværet XXX sletning af det gamle stelnummer og genihugning af stelnr. fra den oprindelige BMW 750 i, stelnr. ...[...].
Jf. taksatorrapport G2 havde han påset køretøjet efter genopbygningen før dette blev malet.

For nærmere undersøgelse af køretøjet, anmodede Øko-Krim den 11. januar 2012 [person2] om at fremstille bilen hos FDM Test og bilsyn, [adresse3], [by4], til identitetskontrol, hvilket han gjorde den 12. januar 2012.

Køretøjet blev her gennemgået af teknisk konsulent [person6], der konkluderede, at bilen efter hans opfattelse var en original BMW Alpina B12 model – 5,7 liter. Det byggede han bl.a. på følgende:

den oprindelige BMW 750 i var ifølge vognkort fra fabrikken orientblå og forsynet med gråt læderindtræk, jf. vognkort indhentet af SKATs Motorenhed,
den fremstillede bil var mørkegrøn og forsynet med sort læderindtræk
bilen fremstod i original farve og bar på ingen måde præg af at være blevet omlakeret eller at have haft en trafikskade.
at motorens dækplade var udskiftet og præget med Alpina 5,7 L.

Ifølge vognkort på Alpinaen stel nr. ...[...] er bilen født Oxfordgrøn metallic, hvilket stemmer med fremviste bil.

Ved gennemgang af bilen blev det yderligere konstateret, at denne var udstyret med følgende 3 stelnumre:

1. [...] (X-et over) (oprindelig BMW stelnummer)
2. [...] (X-et over) (Alpina islået stelnummer)
3. [...]22179 (islået stelnr. stammer fra skadet BMW 750i)

I forbindelse med fremstillingen oplyste [person2] videre til SKAT, at han:

havde købt bilen hos [virksomhed5] [by5] som en original BMW Alpina B12.
at han ved købet ikke havde modtaget nogen genihugningstilladelse af stelnummer.
undrede sig over, at bilen havde 3 stelnumre. Når han bestilte reservedele til bilen, kunne han ikke anvende det ihuggede stelnummer (3) men nr. (1) stelnummer, for at delene passede.
sammen med BMW klubben havde været på [virksomhed6] i Tyskland, hvor han havde fremvist køretøjet og fået det undersøgt og godkendt som værende en original nummer 2 i en serie på 202 producerede køretøjer af denne model.
var i besiddelse af en svensk registreringsattest på en BMW Alpina med stelnummer som vist ovenfor under (2). Af den svenske registreringsattest fremgår, at ejeren pr. 13. november 2002 var [person7], [adresse4], [Sverige].
var i besiddelse af vognkort på den oprindelige BMW 750 i (1) inden [virksomhed6] havde bygget bilen om til en Alpina model.
var i besiddelse af print fra [...], da bilen blev udbudt til salg af [virksomhed5] samt slutseddel på købet.

At Alpinaen skulle være godkendt som nr. 2 ud af 202 producerede biler synes bekræftet på Alpinas hjemmeside. Heraf fremgår, at nr. 2 producerede bil kører i Danmark, er Oxfordgrøn med gulddekorationer og sort læderindtræk.

Da det ved fremstillingen af bilen ikke umiddelbart var muligt at aflæse bilens motornummer, blev han anmodet om efterfølgende at aflæse dette, og meddele det til SKAT.

Den 19. januar 2012 modtog SKAT mail fra [person2] med oplysning af motornummeret samt 3 billeder heraf. Motornummeret var følgende:

[...]

Idet SKAT fandt, at motornummeret, jf. billedmaterialet, fremtrådte ”lidt nyt” og afstanden mellem cifrene ikke var ens, kontaktede SKAT efterfølgende BMW importøren i Danmark, ved teknisk sagkyndig [person8], der har set på de 3 billeder. [person8] oplyste, at han desværre ikke ud fra billederne kunne afgøre, om det er et originalt motornummer, som er på motorblokken. Normalt står de 8 cifre i motornummeret tæt og ens.

SKAT anmodede herefter [person8] fra BMW importøren om at fremskaffe vognkort fra BMW fabrikken på de to biler:

[...] (BMW 750 i)
[...] (BMW 750 i, som den så ud inden [virksomhed6] modtog bilen til ombygning)

Af det fremsendte vognkort på ...[...] fremgår, at denne bil skulle videre til [virksomhed6] for ombygning til en Alpina- model B12.

[person8] oplyste videre, at motorerne i de to BMW modeller, BMW 750 i og Alpina B12, er fra BMW fabrikken født identiske, men at [virksomhed6] ombygger/tuner den originale 750 i motor, så den yder 390 hk, medens den originale motor kun yder 326 hk.

Til verificering af, at det omhandlede køretøj skulle være en original BMW Alpina B12, har [person2] videre fremsendt / meddelt SKAT følgende:

mail af 19. januar 2012 med test af hans BMW Alpina B12 motor, foretaget den 11. december 2011. Testen viser test af BMW 750 B12, reg.nr. YU 33 280 og at motoren har 388,9 hk, som Alpina B12 har fra fabrikken (390 hk). Bilag 3-R.
at forskellen på den oprindelige BMW 750 i og BMW Alpina B12 er bl.a.
Ny krumtap
Topstyk er anderledes
Plejlstænger kortere hvorved cylindervolumen ændres fra 5,4 til 5,7
Automatgearet skiftes ud med eget med skifte i rattet
Større manifol
Ændret indsprøjtningssystem til et større
Større udstødning

Ligeledes har [person2] efterfølgende været i mailkorrespondance med [virksomhed6] i Tyskland for indhentning af oplysning om hans Alpina (oprindelig BMW stelnummer ...[...]). Af mailkorrespondancen, som han har fremsendt til SKAT, bilag 3-S, fremgår, at:

Den komplette bil var på Alpinas værksted i [by6], Tyskland i december 2002
Den allerede delvis adskilte motor blev demonteret og helt skilt ad, rengjort og inspiceret.
DME og AGS styreenheden blev erstattet af nye
Alpina vil sende total historie på bilen

Endelig har [person2] på mail modtaget den såkaldte totale historik på bilen fra [virksomhed6], som bestod af salgsfaktura ex moms på bilen fra 1995 samt tekniske specifikationer på bilen.

SKAT har på Alpinas hjemmeside trukket oplysninger om forskellen mellem en BMW 750i og Alpina B12 – 5,7. Googleoversat til dansk fremgår følgende:

B12 5,7 er baseret på den tredje generation af E38 7- serien. Den blev indført i december 1995 og gik ud af produktion i 1999.

Motor/gearkasse:

Motoren er baseret på BMW 750 i sin 5,4 liters V12 enhed, der producerer 326 HK. Alpina øget forskydningen til 5,7 liter, forsynet større ventiler, Mahle stempler og nye knastaksler. Motoren producerer nu 387 BPN og massive drejningsmoment 560 Nm. Alpina også monteret katalysator fra Emitech som elektrisk opvarmes – en verdens præmier. Den fem-trins automatiske gearkasse om programmeres og tilpasses til at bruge tænding-Tronic system.

Suspension/bremser/hjul:

Suspensionen er forbedret med kortere og stivere fjedre og gas-pres støddæmpere foran. B12 har også elektronisk dæmper-kontrol (EDC) og en Fichtel & Sachs niveau kontrolsystem.

Bremserne er forbedret med fuldt flydende ventilerede skiver hele vejen rundt.

Alpina hjul er 20” og Michelin dæk foranstaltning 245/40 foran og 275/35 bag.

Indvendig/udvendig:

Inde i bilen er rattet mindre og har knapper til Switchtronic gearskifte. Hele interiøret er betrukket med et væld af håndforarbejdet læder, særligt træ og detaljeret i Alpinas varemærke farver blå og grøn.

De udvendige ændringer er de store 20” hjul, en dybere frontspoiler valgfri Alpina striber og fire udstødningsrør.

Ydelse:

Alpina hævder en 0 – 100 km/tid på 6,4 sekunder og en tophastighed på over 280 km/t.

Produktion:

I alt 202 B12 5,7 blev produceret af hvilke 59 var med lang akselafstand.

For belysning af sagens rette sammenhæng, har SKAT været i kontakt med alle bilens tidligere ejere fra genopbygningstidspunktet af og til dato, herunder klageren, som den første ejer.

Klageren har oplyst, at han er hovedaktionær og driver skrotfirma [virksomhed1] A/S, [adresse2], [by3], og at det var ham, der havde forestået genopbygningen af den skadede BMW 750i. Han oplyste videre, at [virksomhed1] A/S skrotter BMW biler og sælger dele fra disse.

Ifølge Køretøjsregisteret har klageren været ejer og bruger af bilen, BMW 750i, stel nr. [...], registreret under VS 37 145, i perioden 5. december 2003 – 23. oktober 2006.

Da SKATs muligheder for at efterforske sagen yderligere, om der var sket identitetstab for den omhandlede bil, var udtømte, ligesom SKAT ønskede en mere dybdegående undersøgelse af bilen på Politiets Kriminaltekniske Center i [by7], blev sagen den 8. marts 2012 oversendt til [...] Politi, [by8] med anmodning om politiets bistand til at efterforske sagen efter retsplejeloven.

[...] Politi, [by8] har efterfølgende foretaget afhøringer af sagens involverede parter, indhentet materiale til belysning af sagen og gennemført en opfølgende og mere uddybende teknisk undersøgelse af bilen hos politiets Kriminal Tekniske Center i [by7].

Klageren er som første ejer af bilen, importør af bilen og reparatør af bilen, den 7. juni 2012 afhørt til sagen. Han har forklaret,

at hans firma købte en totalskadet blå BMW 750 fra [virksomhed3] i 2002/2003. Bilen var solgt af [virksomhed2] forsikring til [virksomhed3].
at han kom i kontakt med en svensker ved navn [person9], som var ejer af en motorskadet BMW 750 Alpina med stelnr. ...[...] som stod på [virksomhed6] i Tyskland med adskilt motor.
at hans firma købte bilen af [person9] for 40.000 – 60.000 kr. + han betalte [person9]s regning på [virksomhed6].
at han selv hentede bilen på [virksomhed6]. Motoren lå adskilt i en kasse.
at han havde den opfattelse,at Alpinaen ikke længere var en Alpina, når den ikke havde Alpina motor monteret. Den var indkøbt som skrotbil med henblik på adskillelse og salg af reservedele.
at Alpinaen på et ikke nærmere oplyst tidspunkt i 2003 blev totalt adskilt og lagt på hylder på brugtlageret, karosseriet stod ”nøgen” kun med bagrude i. Dette nøgne karosseri fra Alpinaen blev forevist taksatoren, da det skulle bruges til genopbygningen af den skadede BMW 750.
at efter anvisning fra taksatoren blev ledningsnettet og himlen ligeledes afmonteret karosseriet.
at det ihuggede stelnr. blev forevist og godkendt af taksator. Tidspunkt ikke nærmere angivet så om det var før eller efter genopbygning huskede han ikke.
at taksatoren fik forevist de reservedele, som han havde tænkt anvendt til genopbygningen. Disse lå linet op på gulvet på værkstedet. Det var en blanding af reservedele fra Alpinaen, den oprindelige skadede BMW 750 og andre dele fra hans forretning.
at køretøjet efter genopbygning var afsluttet blev forevist og godkendt af taksatoren
at den genopbyggede BMW 750 ikke blev omlakeret, hvilket blev godkendt af taksator.
at motoren fra den skadede BMW 750 blev ilagt den genopbyggede BMW, blot blev der på motoren monteret indsugningsmanifoldene fra Alpinaen ligesom topdækslet med angivelse af motorstørrelsen, 5,7 fremgik.
at motoren på et tidspunkt herefter blev chiptunet til en ukendt ydelse fra motorens oprindelige ydelse på 326 HK.
at der ved genopbygningen af BMW’en ikke blev isat de 2 motorstyringer fra Alpinaen, bilag 10 fotomappe og foto 24,25 og 26, ligesom der heller ikke blev anvendt styreenheden til gearkassen fra Alpinaen, men en anden styring.
at han, foreholdt der nu sad de originale motor- og gearkassestyringer i Alpinaen, oplyste, at det måtte være en af de senere ejere af bilen som havde købt og monteret disse efter han solgte bilen i 2006.
at den genopbyggede BMW 750 efter godkendelsen på et tidspunkt fik monteret originale Alpina fælge.
at den genopbyggede BMW 750 blev monteret med det almindelige udstødningssystem fra en almindelig BMW 750. Blot blev det bagerste udstødningssystem ombygget på den måde, at der blev ført 2 rørhaler ud bagtil i højre- og venstre side.
at han ikke havde monteret Alpina-potterne ved genopbygningen eller senere. Udstødningssystemet var opbygget på samme måde efter genopbygningen, som det var på den skadede BMW.
at han ikke havde monteret de elektriske opvarmede katalysatorer som vist på bilag 10 fotomappe foto 13.
at han forevist bilag 10 fotomappe foto 7,8,9 og 31oplyste, at det var sådan bilen så ud efter genopbygningen, også med det specielle Alpina rat med elektrisk gearskifte i rattet og instrumenteringen med Alpina logo. Disse ting var monteret fra 2003 – 2006 og ikke i forbindelse med genopbygningen.
at den foreviste stelnummerplade på bilag 10 fotomappe foto 28 ikke var en han havde monteret. Han havde givet den til [person2] sammen med den svenske reg.att. ved et åbent hus arrangement i hans forretning.
at han forholdt oplysninger fra sagens bilag 5, der var en detailbeskrivelse fra [virksomhed6] udfærdiget i forbindelse med ombygningen fra en almindelig BMW 750 til en Alpina model, hvoraf fremgik, hvilket udstyrsdele som Alpinaen blev monteret med samt salgsprisen fra Alpina til køber af bilen og at alle delene blev forefundet og dokumenteret på den genopbyggede BMW, ikke havde noget at forklare hertil.
at bilen efter genopbygningen gradvis blev ændret til en stylet BMW 750, der lignede en BMW Alpina 750.
at salgsprisen på bilen i 2006 var 319.000 kr. (bilag 26).

Taksator [person5] er den 15. marts 2012 afhørt til sagen, bilag 6. Han har forklaret kort,

at han af en taksatorkollega [person10] var bedt om at køre forbi [virksomhed4] for at kontrollere, at stelnr. ...[...] var ihugget det ”nye karosseri”.
at besigtigelsen fandt sted i et mørkt lokale hvor det fremviste køretøj stod afmonteret og klar til maler.
at han ikke huskede noget om farve på det fremviste køretøj eller om der var andre stelnr. over hinanden.

Pensioneret taksator [person10] er den 19. marts 2012 afhørt til sagen, bilag 7. Han har forklaret,

at den skadede BMW 750 blev genopbygget hos [virksomhed1] i [by3].
at køretøjet skulle genopbygges til en almindelig BMW 750 med udskiftning af de dele, der fremgik af taksatorrapport H. Køretøjet skulle genopbygges med en brugt råkarosse.
at han ikke huskede den konkrete besigtigelse af køretøjet i henhold til bilag G1, men at det måtte være ham selv, der havde besigtiget den skadede BMW inden påbegyndelse af genopbygningen.
at han ikke havde besigtiget køretøjet efter endt opbygning men at det godt kunne være hans kollega i 2003 [person5].
at han aldrig havde set den fremviste BMW Alpina, som var vist på fremlagte fotos.

Mekaniker/faglærer [person11] er den 28. marts 2012 afhørt til sagen, bilag 12. Han har forklaret,

at han var udlært hos [virksomhed1].
at han i forbindelse med politiets fremstilling af køretøjet på rullefelt på Teknisk Skole havde genkendt BMW Alpinaen.
at han havde været med til at montere lædersæder og andet interiør samt lægge motoren i bilen, der havde været adskilt.
at han ikke havde været med til at skille Alpinaen ad.
at han ikke var i tvivl om, at der var tale om samme BMW/Alpina som var på rullefelt på teknisk skole.

[person12] er den 28. marts 2012 afhørt til sagen, bilag 24. Han har forklaret,

at han købte bilen hos [virksomhed1] A/S efter han havde set den annonceret til salg på [...]. Pris 335.000 kr.
at bilen var metalgrøn med sort/grønne læder sæder og med Alpina instrumentering, Alpina fælge og med motordele (indsugningsmanifold), hvorpå der stod Alpina. Endvidere stod der 5,7 på motoren (topdæksel). På bilens bagklap var mærker med påskriften Alpina og B12E-kat.
at bilen indvendig var forsynet med en Alpina plade med nummer på.
at bilen fremstod som en ”næsten ny” Alpina med guldstafferinger og med de nævnte mærker og udstyrsdele.
at han af [virksomhed1] A/S havde fået oplyst, at motoren i bilen var tunet.
at han ikke kan huske om han fik at vide om bilen var en Alpina eller en almindelig BMW 750.
at han i ejertiden fik skiftet et hjulleje og ikke fik ændret på bilens udseende eller udstyr.
at da han solgte bilen til [virksomhed7] købte han en anden bil og der således var tale om en handel på byttepris.

[virksomhed7] ved [person13], [by9] er den 27. juni 2012 afhørt til sagen, bilag 25. Han har forklaret,

at bilen blev købt ind som en almindelig BMW 750 og også solgt som sådan.
at bilen var en bil som ”[person3]” havde bygget.
at de ikke havde lavet noget på bilen ud over almindelig klargøring.

[person14] er den 17. september 2012 afhørt til sagen, bilag 27. Han har forklaret,

at han købte bilen hos [virksomhed7]. Her blev oplyst, at bilen var en almindelig BMW 750, der var stylet som en Alpina.
at bilen fremstod som en Alpina model med 2 afgangsrør i hver side, med Alpina fælge og interiør med Alpina mærker.
at motoren i BMW’en var forsynet med indsugningsmanifold med indstøbt Alpina navn.
at han i ejertiden ikke havde ændret på bilen.
at han solgte bilen til [virksomhed5] som en almindelig BMW 750
at det var [virksomhed5] der på slutsedlen skrev Alpina.
at prisen for BMW skulle have været meget højere end han fik (byttehandel)

[virksomhed5] ved [person15] er den 26. juni 2012 afhørt til sagen, bilag 23. Han har forklaret,

at han ved indkøb af BMW Alpina fra [person14] ikke var i tvivl om, at der var tale om en BMW Alpina, hvilket tydeligt afspejlede sig i bytteprisen på det køretøj som [person14] købte hos ham.
at [person14] ved salget til ham havde tilkendegivet, at der var tale om en BMW Alpina.
at indkøbsprisen på BMW Alpinaen på 174.900 kr.afspejlede, at der var tale om en specialmodel – Alpina, hvilket tydeligt fremgik af bilens interiør og stafferinger på bilen ligesom bilen havde de helt specielle Alpina fælge. Havde det været en almindelig BMW 750 var en realistisk udsalgspris ca. 125.000 kr.– 150.000 kr.
at han ikke havde lavet andet på bilen end kosmetisk klargøring.
at han af IT mæssige årsager ikke havde brugt betegnelse Alpina ved salget af bilen.
at salgsprisen på 248.000 kr.var den rigtige pris for sådan en specialbil.
at han ikke på noget tidspunkt havde tvivlet på køretøjets oprindelse som Alpina bil.

Nuværende ejer af bilen, [person2] er den 20. juni 2012 afhørt til sagen, bilag 15. Han har forklaret,

at han købte BMW Alpinaen den 9. december 2009 hos [virksomhed5] som led i en byttehandel med en Jaguar XJ XJR.
at han havde set bilen på [...] på nettet som var anført som en BMW 750 i Alpina med en 5,7 liters motor.
at han ved henvendelse til [virksomhed5] fik oplyst bilens pris til 349.000 kr., hvilket var den rigtige pris for en Alpina.
at handelen blev aftalt på en byttepris.
at han samme dag fik testet bilen på rullefelt for at sikre sig at motoren ydede det den skulle som en Alpina (fabriksdata – 387 hk).
at motoren havde en ydelse på ca. 540 NM hvilket svarer til en 5,7 liters motor under hensyn til tab af det effekt, der skete gennem gearkasse og drivaksler m.v. En 5,4 liters motor ville vise en effekt på ca. 490 NM.
at han fik udleveret registreringsattesten ved handelen, hvoraf fremgik, at der var tale om en BMW 7ér 750 I med stelnr. ...[...].
at han på forespørgsel til forhandleren om hvorfor Alpina stelnummer ...[...] ikke fremgik af registreringsattesten, havde fået at vide, at dette nummer havde for få cifre i forhold til at kunne registreres i DK, derfor anvendes det stelnr., der nu var anført.
at han på et BMW træf i maj 2010 hos [virksomhed1] i [by3] [person3] fik oplyst af [person3]s kone, at hun kendte bilen, som de havde været ejer af i 3 år.
at han på omtalte træf af [person3] fik udleveret en kopi af den svenske registreringsattest på BMW Alpinaen med stelnr. ...[...] samt den stelnr. plade, der efterfølgende blev monteret i motorrummet i højre side.
at han efterfølgende fik monteret den udleverede stelnr. plade i bilen.
at han ikke havde fået skiftet nogen motordele på Alpinaen men havde fået bilens højre side malet efter en parkeringsskade samt skiftet bremseskiver og klodser, tændrør og olie.
at han sammen med BMW klubben havde været på besøg på [virksomhed6] med sin Alpina og fået bekræftet her, at det var Alpina nr. 2 i den serie på 202 enheder, som Alpina havde ombygget.
at udstødningssystemet på en almindelig BMW 750 var med et afgangsrør/hale i venstre- og højre side og som inden bagskørtet/kofanger var bukket nedad og man ved kik bagfra ikke kunne se rørhalerne modsat Alpinaen, der havde 2 synlige rørhaler i begge sider og hvor Alpina bagskørtet var lavet dertil
at han med hans tekniske indsigt vil mene, at det ikke var muligt at få gearkasse- og motorstyring fra en BMW 750 til at fungere med Alpinaens opbygning af affjedringssystem, gearkasse og motor.
at han ikke var i tvivl om, at den bil som han havde, var en BMW Alpina.

[person2] har den 29. juni 2012 henvendt sig til [...] Politi med nye oplysninger i sagen. Han er derfor igen afhørt til sagen, bilag 15-1. Han har forklaret,

at han for nylig havde været på værksted med Alpinaen for at få skiftet olie m.v. Under besøget var andre værkstedskunder til stede.
at han under samtale her med en anden værkstedskunde fik oplyst, at denne for afhørte ukendte person kendte historien bag Alpinaen hvilket var, at [person3] fra [virksomhed1] i forbindelse med en genopbygningssag af en totalskadet BMW 750 overfor taksator havde forevist et karosseri med det ihuggede stelnummer fra en skadet BMW 750. Det fremviste karosseri var herefter blevet fjernet og i stedet var stelnummeret ihugget i en BMW Alpina, som var afhørtes Alpina.
at den ukendte værkstedskunde selv var ejer af en specialbil og derfor havde kendskab til Alpinaen.

Bilen er undersøgt på politiets Kriminaltekniske Center i [by7] og på [...] (tidligere [by7] Teknisk Skole) hvor bilen har været på rullefelt. Politiet var bistået af en mekaniker fra BMW i [by10].

Kriminalteknisk Center har udfærdiget en Kriminalteknisk Erklæring, bilag 11 samt en fotomappe, bilag 10.

Sammenfatning og vurdering på erklæringen lyder:

Sammenfatning:

Med undtagelse af motornummeret, så svarer bilen til den svenske BMW Alpina, hvilket underbygges af stelnummerer, udlæsning fra bilens computer samt den er udstyret med præcis det samme ekstraudstyr.

Vurdering:

Noget tyder på at motornummeret ikke er ihugget af fabrikken eller at motordelen med nummeret fra den totalskadede BMW I er flyttet over på Alpina motor”.

SKATs afgørelse

Undersøgelser/efterforskningen viser efter SKATs opfattelse, at klageren enten selv eller via hans virksomhed [virksomhed1] A/S, [by3], har købt en brugt, ikke afgiftsberigtiget, motorskadet BMW Alpina B12, stelnr. [...], af [person9], [Sverige], Sverige og forsynet dette køretøj med stelnummeret fra den forsikringsskadede BMW 750 i, stelnummer [...], hvilket er direkte i strid med genopbygningstilladelsen fra [virksomhed2].

Motorerne i de to biler, BMW 750 i og BMW Alpina, er ifølge det oplyste født identiske fra BMW fabrikken, men [virksomhed6] modificerer bl.a. motoren i Alpinaen til at yde flere hestekræfter.

Da motorblokken bærer motornummeret fra den totalskadede BMW 750 i, nemlig nr. [...], er det SKATs opfattelse, at [virksomhed1] A/S eller klageren enten har taget motorblokken fra den totalskadede BMW 750 i og flyttet over på BMW Alpina B12, hvis originale motorbloknummer var [...], og slettet det oprindelige motornummer og islået motornummeret fra den totalskadede BMW, eller at [person3] har sendt bilen til [virksomhed6], som så har sat en ny motorblok i bilen og slået det gamle motornummer i.

Bilen er efter SKATs opfattelse ikke genopbygget med et brugt karosseri, men fremtræder som den oprindelige ægte BMW Alpina B12 – 5,7 fra Sverige.

Ved den foretagne ”kloning” er der sket overtrædelse af registreringsafgiftslovens § 27, stk. 1, punkt 2, hvorved køretøjet skal afgiftsberigtiges på ny efter registreringsafgiftslovens § 1, stk. 3, jf. § 7.

Bilen blev første gang den 5. december 2003 indregistreret med klageren som ejer og bruger.

Det er derfor SKATs opfattelse, at bilen er anvendt i Danmark siden december 2003, i strid med bestemmelserne i registreringsbekendtgørelsen og registreringsafgiftsloven.

Køretøjet skulle derfor inden benyttelsen have været indregistreret og afgiftsberigtiget i Danmark, jf. registreringsafgiftslovens § 1.

SKAT har opkrævet 428.694 kr. i registreringsafgift. Beløbet er fastsat af SKAT, Motorkompetencecenter [by4].

Hertil skal lægges SKATs sagsomkostninger hos FDM testcenter for identitetskontrol 3.000 kr., som efterfølgende vil blive opkrævet særskilt fra SKATS bogholderi.

Det er SKATs opfattelse, at nuværende ejer, [person2], har været uvidende om ”kloning” af bilen. Han købte bilen den 9. december 2009 hos brugtvognsforhandler [virksomhed5] A/S i [by5]. Bilen var af forhandleren udbudt på [...].dk som en BMW 750i 5,7 V12 Alpina. Der var ingen pris anført, men i prisfeltet skrevet ”ring for pris”.

Ifølge slutseddel var prisen aftalt til 250.900 kr. for BMW’en, som var lig med den aftalte pris for [person2]s byttebil, en Jaguar XJ XJR, en bil han et 1/2 år før havde givet 419.000 kr. for. [person2] har til afhøringsrapport af 20. juni 2012 oplyst, at bilens reelle pris af forhandleren var oplyst til 349.000 kr. Priserne på bilerne blev sat i forbindelse med en byttehandel, hvilket bekræftes af autoforhandler [person15].

Det er SKATs opfattelse, at bilerne er skrevet ned i pris af forhandleren på grund af brugtmomsproblematikken, hvor forhandleren skal afregne moms af forskellen mellem køb og salgspris for et køretøj. Herved kan man udskyde momsafregningen til en senere bil.

Denne momsproblematik ses for øvrigt også benyttet ved de forgående handler.

I henhold til administrativ praksis gør SKAT derfor gældende, at beløbet alene afkræves klageren, da han er både reparatør, der har foretager ”kloningen”, importør af BMW Alpinaen fra Sverige og første ejer af denne.

Klagerens opfattelse

Repræsentanten har på vegne klageren nedlagt påstand om, at den opkrævede registreringsafgift nedsættes til 0 kr., idet der ikke er grundlag for opkrævning af registreringsafgift.

Til støtte herfor er det gjort gældende, at der er tale om genopbygning af en skadet BMW 750i, hvor karossen fra Alpinaen er anvendt som reservedel.

Som det fremgår af sagen, fik klageren tilladelse til at genopbygge den skadede BMW 750i og i den forbindelse anvende en brugt rå-karosse. Genopbygningen af bilen blev nøje fulgt af taksatoren, der besigtigede samtlige de brugte reservedele, der blev anvendt både fra Alpinaen og fra forretningens lager i øvrigt, og der har således ikke været tale om, at det har været Alpinaen, der er blevet ombygget/genopbygget.

Alpinaen blev totalt adskilt med henblik på omdannelse til reservedele, dels til genopbygning af den totalskadede BMW 750i og dels til oplægning på reservedelslageret til senere salg/anvendelse til andre reparationer i værkstedet.

Det skal i den forbindelse understreges, at de dele, der blev anvendt fra Alpinaen, var fuldt ud identiske med de dele, der anvendes på en standard 750i, og som var nogle af de mange reservedele, der var angivet i taksatorrapporten. Samtlige af disse dele blev nøje – en for en – kontrolleret af taksatoren med efterfølgende underskrift, jf. rapport G 1.

Bilen blev efter færdiggørelse af genopbygningen besigtiget og godkendt, jf. rapport G 2.

Taksator [person10] anfører da også i sin forklaring til politirapporten, at taksatorerne er SKATs forlængede arm og sikkerhed for, at den konkrete opbygning er sket indenfor reglerne.

Efter genopbygningen blev bilen registreret i klagerens navn og han kørte herefter i bilen i ca. 3 år.

I denne periode foretog han ikke nogen form for ændringer, bortset fra en ”styling” med andre sæder, og andre mindre detajler, men der sker ingen ændringer, der vedrører motorens vitale dele eller andre konstruktive ændringer.

Da klageren i 2006 videresælger bilen til [person12], bliver den da også videresolgt som en almindelig BMW 750i, jf. salgskontrakten, hvilket også afspejles i prisen på 319.000 kr.

Først flere år senere – efter flere yderligere salgsled – ”optræder” bilen pludselig i papirerne som en Alpina, og repræsentanten har i den forbindelse bemærket sig, at det end ikke er den private ejer, [person14] – som har erhvervet bilen fra [virksomhed7], som igen har erhvervet den fra [person12] – der overfor forhandleren [virksomhed5]. Biler angiver, at der er tale om en Alpina.

Hvordan [virksomhed5] konkluderer, at der er tale om en Alpina, kan klageren ikke forholde sig til, idet han aldrig – og heller ikke de efterfølgende tre ejerled – har beskrevet den solgte bil som værende en Alpina.

Klageren skal ikke undgælde for, hvad der måtte blive foretaget af ændringer ved bilen fra hans salg frem til det tidspunkt, hvor [person2] har ønsket at afhænde bilen til et leasingselskab, der ønsker en værdiansættelse med henblik på tilbagebetaling af afgiften.

Et forhold, der har undret klageren, er det forhold, at [person2], der selv anerkender, at han har meget stor indsigt i BMW biler – ved den foretagne registrering af bilen under et WBA-nummer, som vedrører standardmodellen – ikke har undret sig over, at bilen blev solgt til ham som en Alpina.

I forbindelse med sigtelsen har klageren gennemset sine gamle mails, og repræsentanten har fremlagt kopi af mail fra [person2] til klageren af 9. oktober 2006, hvor [person2] har forespurgt på bilen, som på daværende tidspunkt var sat til salg på [...] som en BMW 750i 5,4.

Klageren er forundret over, at [person2] senere køber bilen som en Alpina, da han sandsynligvis er bekendt med, at bilen – der er let genkendelig – i 2006 har været sat til salg som en helt almindelig BMW. Som det ligeledes fremgår af fremlagt materiale, har [person2] flere gange efter sit køb af bilen i 2009 hos klageren købt reservedele til en almindelig BMW. Der er tale om faktura af 11. februar 2010, hvor [person2] køber Alpina-emblemer fra reservedelslageret i [virksomhed1]. Ved faktura af 30. marts 2010 bestilles bremseklodser og skiver, som vedrører en standardmodel og ikke en Alpina. Der købes samtidig flere stafferinger til bilen.

[person2] har oplyst, at han straks efter købet i 2009 lader bilen måle på et rullefelt for at sikre dig, at motoren yder som en Alpina. Han har fremsendt rullefelt-udskriften på bilen til SKAT i januar 2012, men ifølge repræsentanten er målingen foretaget den 11. december 2011, altså mere end to år efter hans køb.

Hverken repræsentanten eller klageren kan udtale sig om, hvad der videre måtte være hændt med bilen, men klageren fastholder, at han har genopbygget den skadede BMW 750i og ikke Alpinaen, og at motoren fra den skadede BMW 750i er genanvendt ved genopbygningen.

Om der senere er isat en anden motor, som udløser registreringsafgift/forhøjet registreringsafgift, kan ikke lastes klageren.

Klageren har overfor repræsentanten oplyst, at det ikke kan lade sig gøre at anvende 750-motordele til reparation af en defekt Alpina motor, idet det rent teknisk ikke kan lade sig gøre at udvide cylinderne fra 85 mm til 86 mm.

Kopi af mail fra [virksomhed6] til klageren er fremlagt, hvorved det bekræftes, at klageren ikke på noget tidspunkt har bestilt og importeret større og vitale dele til en motor, hvilket burde afkræfte den af SKAT fremsatte formodning om, at klageren skulle have fået isat en ny motor hos Alpina eller genetableret den defekte Alpina motor.

Klageren er fortsat i besiddelse af reservedele fra den adskilte Alpina, idet disse reservedele endnu ikke er blevet solgt. Det drejer sig blandt andet om de specielle stempler (86 mm) og knastakslen.

Et andet forhold, der undrer repræsentanten og klageren er den omstændighed, at der altid ved et syn skal medfølge en genopbygningserklæring, når der er flere stelnumre indgraveret i karosseriet – altså må efterfølgende ejere have været i besiddelse af denne.

På genopbygningserklæringen fremgår det tydeligt, at der er tale om en BMW 750i og ikke en Alpina.

En forhandler skal ligeledes gøre opmærksom på, at der er tale om en skadet model. Det fremgår da også at sagen, at den første forhandler, [virksomhed7], i forbindelse med sit salg til [person14], anfører, at der er tale om en skadet og genopbygget bil med brugt karosse.

Det må således også vække forundring, at den næste forhandler, der sælger bilen som en Alpina, i forbindelse med, at der er flere stelnumre i karossen, ikke har bemærket eller spurgt til genopbygningsattesten.

Ifølge politiets fotomappe – foto nr. 18 – er det angivet, at der på vangen under motoren i højre side er ridser og lakafskalninger. Hvis man ser på disse ridser, er der ingen rust, og hvis ridserne skulle hidrøre helt tilbage fra 2006, hvor klageren ejede bilen – visse disse ridser være rustet. Klageren konkluderer derfor, at der er tale om nogle forholdsvis nye ridser, hvor der er sket ”noget med motoren”.

Ifølge det vognkort, der er fremlagt i sagen vedrørende Alpinaen, fremgår det, at denne er færdigproduceret den 29. november 1995, hvilket ifølge klageren betyder, at den ruller af båndet hos BMW monteret med Alpina-motoren og påsat udstødning, således at selve [virksomhed6] kun foretager mindre justeringer med hensyn til udskæring til udstødning og den endelige montering af den præfabrikerede udstødning. Typepladerne på udstødningen er dateret uge 49 og 50, 1995, og det er derfor tvivlsomt, som den afbillede udstødning er den udstødning der stammer fra den ophuggede Alpina – som konkluderet af myndighederne – også da udstødningen produceres af en underleverandør til BMW ([virksomhed8]) og ikke på selve fabrikken. Den oprindelige udstødning på den ophuggede Alpina må således være produceret og dateret forud for den 29. november 1995, således at den afbillede udstødning ikke hidrører fra den ophuggede Alpina.

Det fremgår af SKATs egne undersøgelser, at Alpinaen skulle være monteret med Emitech-katalysator, og billederne viser en Boysen-katalysator.

Under alle omstændigheder er det ikke klageren, der har monteret den nu afbillede udstødning. Han har heller ikke, som forklaret, påsat den elektriske opvarmning af katalysatorerne, og som anført kan det også ligeledes undre, at bilen tillige er forsynet med RGR, da RGR er overflødigt i forbindelse med elektrisk opvarmning.

Der er under politiarbejdet fremlagt billeder fra såvel [person14]s ejertid (2007), som billeder af bilens nuværende udseende. Efter repræsentantens vurdering er det tydeligt, at der nu tilsigtes en Alpinamodel med de udførte stafferinger og skilte.

Det bemærkes vedrørende de afbilledede Alpina-styrebokse, at den ”håndskrevne” plade har et temmeligt uprofessionelt udseende, idet motornummeret er angivet ved et stelnummer. Pladen angiver datoen den 19. september 2002, og da Alpina har oplyst, at Alpinaen i december 2002 i forbindelse med adskillelsen af den defekte motor fik nye styreenheder, er der heller ikke overensstemmelse mellem datoerne angivet på bilens ”skilderier” og de faktiske datoer. Det er derfor tvivlsomt, om den afbillede styreenhed er en af de styreenheder, som den adskilte Alpina blev forsynet med i december 2002.

På baggrund af ovenstående fastholder repræsentanten, at der ikke under genopbygningen af den skadede BMW 750i – kontrolleret af taksator – og i klagerens ejertid – er sket sådanne ændringer, at der kan udløses registreringsafgift/forhøjet registreringsafgift, og at flere forhold tyder på, at eventuelle foretagne ændringer på bilen, som måtte berettige til opkrævning af afgift, er sket senere.

Repræsentanten finder det betænkeligt, at klageren nu mange år senere skal dokumentere, at det ikke er som anført af SKAT. Hertil kommer, at opkrævningen af registreringsafgiften har stor betydning for klageren, idet der er tale om et stort beløb, og at han i en længere periode har været bibragt opfattelsen af, at alt var i orden, jf. taksators godkendelser. Repræsentanten finder ikke, at SKAT har løftet bevisbyrden for, at klageren skulle have klonet bilen. Det synes ikke rimeligt, at SKAT finder de efterfølgende ejeres forklaringer til sagen mere troværdige end klagerens.

Hvis bilen kan siges at have ændret karakter, har repræsentanten gjort gældende, at det må være sket senere. Det må have formodningen imod sig, at klageren skulle have foretaget denne ændring, idet han ville have fået mere for bilen, hvis det var en Alpina. Det har formodningen for sig, at det er sket sidst i forløbet, hvor bilen første gang omtales som en Alpina.

SKATs udtalelse til Skatteankestyrelsen

SKAT har vedrørende de af klageren fremlagte dokumenter i form af mails anført følgende:

1. Mail fra [person16]:

SKAT skal henvise til sagsfremstillingens side 6 og 7, hvoraf fremgår [virksomhed6]s egne oplysninger om konstruktionsændringer til en fabriksfremstillet BMW 750i.

2. Mail fra [person17]:

SKAT har fremført, at den ”genopbyggede bil” ikke er identisk med den skadede bil, idet der efter SKATs opfattelse blot er foretaget overflytning fra den skadede bil til den indkøbte Alpina model. SKAT har henvist til forklaring under punkt 1.

3. Mail fra [virksomhed9]

SKAT har henvist til forklaring under punkt 1.

4. Mail fra [person8].

SKAT har henvist til sagsfremstillingens side 5, hvoraf fremgår de oplysninger, SKAT har modtaget fra [person8]. [person8] har ligeledes afgivet forklaringer til politiet herfor, jf. sagens side 20, punkt 7, bilag 33.

Anklagemyndigheden ved [...] Politi har i brev af 4. juni 2013 meddelt SKAT, at sigtelsen mod klageren opgives grundet forældelse (5 år), idet SKATs afgiftskrav er opgjort til under 500.000 kr., og således ikke er omfattet af straffelovens § 289 (10 års forældelse). Gerningstidspunktet er af SKAT fastsat til den 5. december 2003, hvor klageren får indregistreret køretøjet i sit navn.

SKAT har som led i efterforskningen anmodet politiet om at indhente oplysninger om konstruktionsændringer hos [virksomhed6] for den omhandlede model, for så vidt angår motor, undervogn, karosseri m.v. til brug for straffesagen. SKAT har endnu ikke modtaget noget herom fra politiet, og som sagen nu foreligger hos politiet forventer SKAT ikke at modtage disse oplysninger.

SKAT har henledt opmærksomheden på, at klageren repræsenterer [virksomhed6] i Danmark vedrørende tilbehør og dele, jf. fremlagt print fra [virksomhed6]s hjemmeside.

Landsskatterettens afgørelse

Der foreligger i sagen rapport fra forsikringsselskabets taksator af 8. april 2003, hvoraf det fremgår, at taksator godkender, at den omhandlede BMW 750i kan genopbygges med de oplistede brugte dele, ligesom der den 15. september 2003 er foretaget genopbygningskontrol. Af sidstnævnte fremgår det blandt andet, at køretøjet den 15. september 2003 er undersøgt, at genopbygningen er gennemført i overensstemmelse med vedlagt skadesopgørelse, og at køretøjets stelnummer er genihugget.

Klageren anses på grundlag heraf ved genopbygningen af BMW 750i at have fulgt den procedure, der fremgår af registreringsafgiftslovens § 7, ligesom ihugning af stelnummer er sket i overensstemmelse med registreringsafgiftslovens § 24, stk. 3.

På denne baggrund og på baggrund af sagens øvrige oplysninger finder Landsskatteretten ikke, at det med fornøden sikkerhed kan anses bevist, at den af klageren indregistrerede og afgiftsberigtigede bil ikke er den pågældende BMW 750i.

Landsskatteretten finder derfor ikke, at der er grundlag for opkrævning af registreringsafgift af klageren som oprindelig ejer, importør og genopbygger, for den pågældende BMW Alpina B12.

SKATs afgørelse ændres derfor, således at den opkrævede registreringsafgift nedsættes til 0 kr.