Kendelse af 27-10-2015 - indlagt i TaxCons database den 28-11-2015

Sagen skyldes SKATs forhøjelse af klagerens momstilsvar med 1.100.942 kr. for perioden 1. juli 2009 til 30. juni 2010 i forbindelse med salg af campingvogne, der af klageren blev transporteret til en samarbejdspartner i Tyskland for dér at blive afhentet af private kunder. Momsbeløbet er fastsat til 25 pct. af salgsprisen.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse om, at der skal svares dansk moms af salget, jf. momslovens § 4, stk. 1.

SKAT har genoptaget og ændret sin afgørelse om, at det skyldige momsbeløb udgør 25 pct. af salgsbeløbet, således at momsbeløbet alene udgør 20 pct. af salgsbeløbet, i alt 880.753 kr., jf. SKATs afgørelse af 4. marts 2015.

Faktiske oplysninger

I den omhandlede periode arbejdede [virksomhed1] v/ [person1] (herefter virksomheden) sammen med to tyske virksomheder om salg af campingvogne til danske kunder. I perioden 1. juli 2009 til 31. oktober 2009 arbejdede virksomheden således sammen med [virksomhed2] GmbH (herefter samarbejdspartner1), mens virksomheden i perioden 1. november 2009 til 30. juni 2010 arbejdede sammen med [virksomhed3] GmbH (herefter samarbejdspartner2).

Af SKATs afgørelse fremgår følgende om samarbejdet:

”SKAT har afholdt et møde den 08.05.2012 med virksomhedens indehaver [navn udeladt] og revisor [navn udeladt]. På mødet har [navn udeladt] forklaret følgende omkring forretningsgangen vedrørende salg af campingvogne via samarbejdspartner i Tyskland:

Forretningsgangen gældende for [samarbejdspartner1]:

[Virksomheden] har indgået en samarbejdsaftale med [samarbejdspartner1], men aftalen blev smidt ud, da samarbejdet, som følge af selskabets konkurs, stoppede ultimo 2009.

Der forelå en fuldmagt fra [samarbejdspartner1] hvorefter [virksomheden] kunne udstede tilbud til kunder på vegne af [samarbejdspartner1]. Fuldmagten er ligeledes ikke gemt.

[Samarbejdspartner1] drev en forretning med salg af campingvogne og havde derfor et salgskontor, udstillingslokaler og værksted, men var ikke autoriseret forhandler af CABBY og Home-car.

[Virksomhedens] kontaktperson hos [samarbejdspartner1] var [navn udeladt], som var indehaver af selskabet.

Der er ifølge [navn udeladt] aftalt et fast honorar pr. handel i størrelsesordenen kr. 1.500 – 1.800 uanset vognens pris. Beløbet dækker betaling for håndtering af papirarbejde samt udlevering m.v. af campingvogne. Der er herudover ikke betalt for andre ydelser til [samarbejdspartner1].

Campingvognene blev først leveret til [samarbejdspartner1], når campingvognen var solgt til en slutkunde – den danske kunde.

Når en dansk kunde ønskede, at købe en campingvogn med tysk moms, blev der indgået aftale om pris og udstyr med [virksomheden]. [Virksomheden] lavede et tilbud på vegne af [samarbejdspartner1] ifølge fuldmagten. Den danske kunde underskrev købstilbuddet og [virksomheden] eller kunden fremsendte dette til [samarbejdspartner1]. [Samarbejdspartner1] sendte herefter typisk via fax et købstilbud til [virksomheden]. Disse købstilbud er ikke gemt.

Den danske kunde aftalte med [virksomheden] hvilket ekstraudstyr der skulle monteres på campingvognen og der kunne også aftales flytning af udstyr fra kundens gamle campingvogn til den nye. [Samarbejdspartner1] havde ifølge [navn udeladt] lidt forstand på udstyr m.v., men i praksis foregik al fremvisning m.v. i Danmark.

[Virksomheden] stod for klargøring af campingvogne. I forhold til garantien fra CABBY skal klargøringen ske på [virksomhedens] værksted, idet de er autoriseret. Klargøringen kunne foregå både før og efter leveringen til Tyskland. Der er ikke faktureret særskilt for klargøring, da klargøringen var inkl. i prisen.

[Virksomheden] har ikke gemt arbejdssedler, værkstedskort eller andet vedrørende klargøring og montering af ekstraudstyr. Klargøringen registreres i campingvognens servicebog og der sendes en kopi til fabrikken.

Korrespondancen mellem [samarbejdspartner1] og [virksomheden] foregik pr. mail eller fax og i enkelte tilfælde er aftaler indgået pr. telefon. Virksomheden er anmodet om at udlevere al korrespondance, men korrespondancen er ikke gemt.

Såfremt kunden ønskede, at sælge en brugt campingvogn, blev vognen købt af [virksomheden]. Vedrørende den brugte campingvogn blev der udarbejdet en slutseddel samt afregningsbilag / kreditnota. Prisen for den brugte campingvogn blev forhandlet med [virksomheden]. Den brugte campingvogn er betalt med check og vognen blev afleveret hos [virksomheden] i forbindelse med, at kunden skulle hente den nye campingvogn i Tyskland.

[Navn udeladt] har oplyst, at der ikke foreligger erklæringer om, at campingvognene er modtaget i Tyskland. De blev tit afleveret om aftenen hvor der ikke var folk på adressen i Tyskland. [Virksomheden] kørte selv campingvognene til Tyskland med indehaverens egen varevogn. [Samarbejdspartner2s] campingvogne var ifølge [navn udeladt] på prøveplader.

[Virksomheden] havde risikoen for transporten til Tyskland. Indehaver [navn udeladt] kan ikke huske om der fremgik noget specifikt af samarbejdsaftalen omkring hvem der havde risikoen for campingvognen når den stod i Tyskland hos [samarbejdspartner1], men mente, at det burde være [samarbejdspartner1s] risiko.

Den danske kunde / slutkunden har selv sørget for transporten fra [samarbejdspartner1] og til Danmark.

Registreringsanmeldelse er underskrevet af den danske kunde og ifølge [navn udeladt] har [samarbejdspartner1] sørget for nummerplader.

[Virksomhedens] fakturaer til [samarbejdspartner1] fulgte med campingvognen når den blev transporteret til Tyskland. Fakturaen blev afleveret i en postkasse på den tyske adresse. [Samarbejdspartner1] indbetalte på virksomhedens erhvervsgiro i [finans1]. Indbetalingen skete typisk 3 – 5 dage efter, at kunden havde hentet vognen. [Samarbejdspartner1] ville ikke betale før vognen var hentet og de havde fået pengene fra den danske kunde.

[Virksomheden] har i nogle tilfælde rettet henvendelse til finansieringsselskaber på vegne af kunden for at få finansieret køb af campingvognen. Finansieringsselskaberne har i den forbindelse udbetalt en anvisningsprovision til [virksomheden] og afregning af lånebeløb er sket til [samarbejdspartner1].

Ifølge regnskabsmaterialet er følgende konstateret:

Det fremgår af virksomhedens konto 20970 (regnskabsassistance), at [virksomheden] betalte kr. 1.800 pr. handel. [Samarbejdspartner1] har faktureret særskilt vedrørende opkrævning af dette honorar.

[Virksomheden] har stemplet og underskrevet typeattester vedrørende campingvogne leveret til [samarbejdspartner1]. [Virksomheden] har ligeledes betalt for nummerpladerne.

Forretningsgangen gældende for [samarbejdspartner2]:

[Virksomheden] har indgået en samarbejdsaftale med [samarbejdspartner2], men aftalen findes ikke længere i virksomheden.

[Samarbejdspartner2] havde ingen salgskontor, udstillingslokaler eller værksted. [Samarbejdspartner2] var importør af bl.a. Hymer-vogne, som de solgte til forhandlere.

[Virksomhedens] kontaktperson hos [samarbejdspartner2] var [navn udeladt].

Der er ifølge [navn udeladt] aftalt et fast honorar pr. handel i størrelsesordenen kr. 1.500 – 1.800 uanset vognens pris. Beløbet dækker betaling for håndtering af papirarbejde samt udlevering m.v. af campingvogne. Der er herudover betalt leje af ”parkeringsplads” til vognene. [Navn udeladt] kan ikke huske om han havde 1 eller 2 pladser. De havde nøgle til den aflåste plads, så de kunne komme ind døgnet rundt. Han mener, at de betalte ca. 2.000 kr. om året for leje af plads. [Samarbejdspartner2] sendte faktura vedrørende lejen.

[Navn udeladt] forklarede, at det faste honorar til [samarbejdspartner2] blev modregnet i fakturabeløbet. Hvis kunden f.eks. skulle betale kr. 200.000 ekskl. moms ifølge aftalen, så blev der faktureret kr. 198.500 for vognen til [samarbejdspartner2]. Der skulle betales tysk moms af beløbet.

[Samarbejdspartner2s] campingvogne blev først leveret til [samarbejdspartner2], når campingvognen var solgt til en slutkunde – den danske kunde.

Når en dansk kunde ønskede, at købe en campingvogn med tysk moms, blev der indgået aftale om pris og udstyr med [virksomheden]. [Virksomheden] lavede et tilbud på campingvognen og udstyr med dansk moms. Kunden kunne beregne prisen på campingvogne købt via Tyskland, ved at trække den danske moms ud og lægge den tyske moms til. Herefter kunne kunden derhjemme taste oplysningerne ind på [samarbejdspartner2s] hjemmeside og sende tilbuddet til [samarbejdspartner2] elektronisk. [Virksomheden] fik ifølge [navn udeladt] efterfølgende en mail fra [samarbejdspartner2] med købstilbud på samme campingvogn og udstyr samt oplysninger om leveringstidspunktet. Købstilbuddet kunne ifølge [navn udeladt] også fremsættes telefonisk. Købstilbuddene fra [samarbejdspartner2] er ikke gemt.

Den danske kunde aftalte med [virksomheden] hvilket ekstraudstyr der skulle monteres på campingvognen og der kunne også aftales flytning af udstyr fra kundens gamle campingvogn til den nye. [Samarbejdspartner2] havde ingen forudsætninger / muligheder for at fremvise udstyr.

[Virksomheden] stod for klargøring af campingvogne. I forhold til garantien fra CABBY skal klargøringen ske på [virksomhedens] værksted, idet de er autoriseret. Klargøringen kunne foregå både før og efter leveringen til Tyskland. Der er ikke faktureret særskilt for klargøring, da klargøringen var inkl. i prisen.

[Virksomheden] har ikke gemt arbejdssedler, værkstedskort eller andet vedrørende klargøring og montering af ekstraudstyr. Klargøringen registreres i campingvognens servicebog og der sendes en kopi til fabrikken.

Korrespondancen mellem [samarbejdspartner2] og [virksomheden] foregik pr. mail eller fax og i enkelte tilfælde er aftaler indgået pr. telefon. Virksomheden er anmodet om at udlevere al korrespondance, men korrespondancen er ikke gemt.

Såfremt kunden ønskede, at sælge en brugt campingvogn, blev vognen købt af [virksomheden]. Vedrørende den brugte campingvogn blev der udarbejdet en slutseddel samt afregningsbilag / kreditnota. Prisen for den brugte campingvogn blev forhandlet med [virksomheden]. Den brugte campingvogn er betalt med check og vognen blev afleveret hos [virksomheden] i forbindelse med, at kunden skulle hente den nye campingvogn i Tyskland.

[Navn udeladt] har oplyst, at der ikke foreligger erklæringer om, at campingvognene er modtaget i Tyskland. De blev tit afleveret om aftenen hvor der ikke var folk på adressen i Tyskland. [Virksomheden] kørte selv campingvognene til Tyskland med indehaverens egen varevogn. [Samarbejdspartner2s] campingvogne var ifølge [navn udeladt] på prøveplader.

[Virksomheden] havde risikoen for transporten til Tyskland. Indehaver [navn udeladt] kan ikke huske, om der fremgik noget specifikt af samarbejdsaftalen, omkring hvem der havde risikoen for campingvognen, når den stod i Tyskland hos [samarbejdspartner2], men mente, at det burde være [samarbejdspartner2s] risiko.

Den danske kunde / slutkunden har selv sørget for transporten fra [samarbejdspartner2] og til Danmark.

Registreringsanmeldelse er underskrevet af den danske kunde og ifølge [navn udeladt] har [samarbejdspartner2] sørget for nummerplader. [Samarbejdspartner2] hentede ifølge [navn udeladt] nummerplader to gange om ugen ved [motorkontoret].

[Navn udeladt] oplyser, at [samarbejdspartner2] har stemplet og underskrevet typeattester vedrørende campingvogne solgt til dem.

[Virksomhedens] fakturaer til [samarbejdspartner2] fulgte med campingvognen, når den blev transporteret til Tyskland. Fakturaen blev afleveret i en postkasse på den tyske adresse. [Samarbejdspartner2] indbetalte på virksomhedens erhvervsgiro i [finans1]. Indbetalingen skete typisk 3 – 5 dage efter, at kunden havde hentet vognen. [Samarbejdspartner2] ville ikke betale før vognen var hentet og de havde fået pengene fra den danske kunde, oplyste [navn udeladt].

[Virksomheden] har i nogle tilfælde rettet henvendelse til finansieringsselskaber på vegne af den danske kunde for at få finansieret køb af campingvognen. Finansieringsselskaberne har i den forbindelse udbetalt en anvisningsprovision til [virksomheden] og afregning af lånebeløbet er sket til [samarbejdspartner2].

Samarbejdsaftalen med [samarbejdspartner2].

SKAT har modtaget en kopi af samarbejdsaftalen med [samarbejdspartner2] via de tyske myndigheder.

Der er jf. samarbejdsaftalen indgået aftale om, at [virksomheden] sælger campingvogne til [samarbejdspartner2] på forespørgsel fra [samarbejdspartner2] og at campingvognene primært sælges til danske kunder og udleveres fra [samarbejdspartner2s] adresse i [Tyskland].

Det er endvidere aftalt:

Der er vedlagt et bilag til samarbejdsaftalen, som omfatter procedure for grænsehandel gennem [samarbejdspartner2]. Bilaget omhandler Skatterådets 9 punkter i bindende svar – SKM 2006.530.SR.

Regnskabsbilag nr. 27 vedrører faktura fra [samarbejdspartner2]. Ifølge fakturaen opkræves der pladsleje kr. 1.100 + 19 % tysk moms.”

I klagen til Landsskatteretten har virksomhedens repræsentant anført blandt andet følgende om de faktiske omstændigheder:

”[...] Samarbejdsaftalen mellem [virksomheden] og [samarbejdspartner1] blev indgået med henblik på, at [virksomheden] kunne tilbyde interesserede kunder, at de kunne købe en valgt campingvogn via [samarbejdspartner1], og dermed med den lavere tyske moms.

[Samarbejdspartner1] havde meddelt [virksomheden] fuldmagt til at afgive tilbud på køb af campingvogn til interesserede kunder. Selve salget blev i alle tilfælde gennemført af [samarbejdspartner1].

Fremgangsmåden ved salg af en campingvogn var følgende:

[Samarbejdspartner1s] fortjeneste på et salg af campingvogn til dansk kunde udgjorde ca. 1.800 kr. pr. handel. Dette beløb skulle dække samtlige de omkostninger, som [samarbejdspartner1] afholdte i tilknytning til de enkelte handler med tillæg af en vis avance.

Det bemærkes, at [samarbejdspartner1] havde salg af campingvogne af andre mærker til såvel tyske som danske købere.

[Samarbejdspartner1] er i dag gået konkurs, og [virksomheden] er ikke i besiddelse af den samarbejdsaftale, som var indgået med dette firma.

Som bilag 1 har vi vedlagt et eksempel på et salg, som er foretaget af [samarbejdspartner1].

Samarbejde med [samarbejdspartner2].

[Samarbejdspartner2] var på daværende tidspunkt et tysk etableret og tysk registreret selskab.

Samarbejdet med [samarbejdspartner2] foregik efter stort set samme retningslinjer, som de handler, der blev gennemført af [samarbejdspartner1].

Der vedlægges som bilag 2 et eksempel på et salg, som er foretaget af [samarbejdspartner2].

Der vedlægges som bilag 3 kopi af samarbejdsaftalen med [samarbejdspartner2], samt en beskrivelse af proceduren, som [samarbejdspartner2] har udleveret til [virksomheden]. I denne beskrivelse henviser [samarbejdspartner2] til, at de har modtaget et bindende svar fra Skatterådet på deres salg af campingvogne til danske kunder.

Endelig vedlægges som bilag 4 kopi af en typeattest for en campingvogn, som understreger, at [samarbejdspartner2] har forestået registrering m.v. i eget navn.

Andet

I forbindelse med flere af handlerne er der tillige købt en brugt campingvogn af kunden. Købet af brugt campingvogn er gennemført af [virksomheden] som et almindeligt køb. Der er ingen direkte sammenhæng mellem kundens køb af ny campingvogn fra [samarbejdspartner1] / [samarbejdspartner2], og kundens salg af brugt campingvogn til [virksomheden].”

Tidligere afgørelser m.v.

Landsskatteretten traf den 3. maj 2006 afgørelse over for Jet-Trade ApS i en sag om salg af jetbåde m.m. i et såkaldt grænsehandelskoncept, jf. SKM2006.376. Retten fandt, at de omhandlede både måtte anses for overdraget af den danske virksomhed til samarbejdspartneren – og således ikke til den danske kunde, jf. momslovens § 4, stk. 1. Der skulle derfor ikke svares dansk moms af salgene, jf. momslovens § 34, stk. 1, nr. 1.

Landsskatteretten lagde herved blandt andet vægt på, at kunderne ved henvendelse til den danske virksomhed alene havde fået oplysning om, at hvis de ønskede at købe en båd med tysk moms, kunne dette ske ved henvendelse til samarbejdspartneren i Tyskland, således at der på dette tidspunkt ikke blev indgået en egentlig aftale, foretaget levering eller betaling. Landsskatterettens afgørelse blev indbragt for domstolene af Skatteministeriet, jf. nærmere nedenfor.

Den 20. juni 2006, dvs. umiddelbart efter Landsskatterettens afgørelse i Jet-Trade-sagen, afgav Skatterådet et bindende svar, i hvilket Skatterådet opstillede 9 betingelser for, at der i forbindelse med et såkaldt grænsehandelskoncept kunne ske levering uden dansk moms, jf. offentliggørelse den 30. august 2006 i SKM2006.530:

”Skatterådet har afgjort, at et grænsehandelskoncept kan indrettes, så campingvognene kan handles med tysk moms, hvis følgende forhold er opfyldt:

1. At spørgeren etablerer et samarbejde med en virksomhed, der faktisk har etableret et forretningssted i Tyskland. Den tyske samarbejdspart kan være et af den danske forhandler 100 pct. ejet tysk datterselskab.

2. At potentielle købere ved deres henvendelse til spørgeren alene får oplysning om, at såfremt de ønsker at købe en campingvogn af en bestemt type med tysk moms kan de gøre dette ved henvendelse til den tyske samarbejdspart i Tyskland.

3. At spørgeren sælger campingvognen til den tyske samarbejdspart og modtager betaling herfor.

4. At spørgeren efterlever momslovens bestemmelser vedrørende EU-varehandel mellem to momsregistrerede virksomheder.

5. At spørgeren transporterer campingvognen til den tyske samarbejdspart i Tyskland og at spørgeren eller den tyske samarbejdspart bærer risikoen for evt. beskadigelse af campingvognen under transporten.

6. At handelsaftalen indgås direkte mellem den danske køber og den tyske samarbejdspart.

7. At campingvognen udleveres til den danske køber i Tyskland.

8. At det er den danske køber, der sørger for transporten af campingvognen fra Tyskland til Danmark.

9. At campingvognen ikke er indregistreret i Danmark inden den tyske samarbejdspart udleverer den til den danske køber i Tyskland.”

På baggrund af Skatterådets bindende svar i SKM2006.530 og inden dets offentliggørelse den 30. august 2006 udsendte SKAT den 20. juni 2006 en pressemeddelelse, hvoraf følgende fremgår:

”Skatterådet har på sit møde i dag behandlet en række anmodninger om bindende svar vedrørende grænsehandel med campingvogne.

Kernepunktet er, om man ved særlige grænsehandelskoncepter kan udnytte forskellen mellem dansk og tysk moms, så salg og levering til danske kunder kan ske med tysk moms i stedet for med dansk moms.

Skatterådet har i de konkrete sager afgjort, at grænsehandelskoncepterne kan indrettes, så campingvognene kan handles med tysk moms, hvis følgende forhold er opfyldt: [gengivelse af de 9 punkter, udeladt].”

Af SKAT Hovedcentrets brev af 6. november 2006 til campingbranchen fremgår blandt andet:

”Vi skal indledningsvist oplyse, at hele tankegangen bag retningslinerne var at opstille en ”hvid boks”, således at virksomhederne ikke risikerer at blive opkrævet dansk moms, hvis de arbejder inden for disse retningslinjer.

Som det fremgår af retningslinjernes pkt. 6, skal handelsaftalen indgås direkte mellem den danske køber og den tyske samarbejdspart. Det må derfor bero på en konkret vurdering af den indgåede aftale mellem den tyske virksomhed og den danske virksomhed for at fastslå, om aftalen som befuldmægtiget er af en sådan karakter, at handelsaftalen kan anses for indgået direkte mellem den danske køber og den tyske samarbejdspart.”

Skatterådet omtalte i sin årsberetning for 2005/2006 udgivet i maj 2007 rådets nye mulighed for at afgive bindende svar om moms, jf. skatteforvaltningslovens § 21, herunder, at der indtil den 31. december 2006 var afgivet 27 bindende svar, hvoraf 11 næsten enslydende svar omhandlede salg af campingvogne gennem en tysk samarbejdspartner. Efter beskrivelse af de beskrevne handelsmønstre og Skatterådets svar, anførtes blandt andet følgende:

”Skatterådets forhandlinger resulterede i, at der blev udarbejdet generelle retningslinjer for, under hvilke betingelser danske virksomheder kan handle med tysk moms. Tankegangen var den at opstille en ”hvid boks”, således at skatteyderne ikke risikerer at blive opkrævet både dansk og tysk moms, hvis de arbejder inden for disse retningslinjer.

Det er dog ikke udelukket, at der kan handles med tysk moms i andre situationer, der ikke opfylder kriterierne, men det må i så fald vurderes efter de konkrete forhold.

Skatterådets svar på de rejste spørgsmål blev herefter et nej til de omspurgte grænsehandelskoncepter, men med den tilføjelse at handel med tysk moms kan ske, hvis en række betingelser er opfyldt. Først og fremmest skal der være etableret et forretningssted i Tyskland. Handelsaftalen skal indgås direkte mellem den danske køber og den tyske sælger, og campingvognen skal udleveres i Tyskland til den danske køber, der sørger for transporten til Danmark, ligesom campingvognen ikke kan være indregistreret i Danmark, før den udleveres af den tyske sælger.

Det tilføjes, at de opstillede kriterier er vejledende for bedømmelsen af andre grænsehandelskoncepter.

Skatterådets afgørelse skal ses i det lys, at Landsskatteretten umiddelbart forinden havde godkendt salg af jetbåde med tysk moms. Landsskatterettens kendelse lægger afgørende et vægt på, at der ikke indgås nogen aftale om levering af en båd i Danmark, ligesom der ikke sker levering eller betaling af båden i Danmark. Skattemyndighederne fik ikke medhold i, at transaktionerne kunne tilsidesættes ud fra en realitetsbetragtning eller ud fra betragtninger om misbrug af momslovgivningen og 6. momsdirektiv.

For Landsskatteretten havde SKAT navnlig henvist til, at kunden kontakter den danske forhandler om køb af en konkret vare, og at den danske forhandler herefter fakturerer og transporterer båden til den tyske samarbejdspartner, der fakturerer og udleverer båden til kunden. Den tyske samarbejdspartner beholder alene den del af betalingen, der skal benyttes til at betale den tyske moms samt et mindre ekspeditionshonorar.

Skatteministeriet har indbragt sagen for domstolene.

De retningslinjer, som Skatterådet tiltrådte, er ikke fuldt ud i overensstemmelse med Landsskatterettens kendelse, men dog ikke upåvirkede af den.

Der var i Skatterådet udbredt tilfredshed med, at Skatterådet på den måde medvirkede til opstilling af klare retningslinjer, men også en tilkendegivelse om, at disse retningslinjer eventuelt må revideres i lyset af SKATs erfaringer. Skatterådet mener ikke, at uklarhed om retstillingen skal begrænse de danske virksomheders lyst til at etablere datterselskaber og forretningssteder i Tyskland. Rådet ser det tværtimod som sin opgave at bidrage til at vejlede med det formål at opnå den størst mulige retssikkerhed for de virksomheder, som indretter sig efter reglerne.

Sagen var genstand for stor opmærksomhed i medierne, idet den blev opfattet som en godkendelse af, at danskere kan købe campingvogne m.v. i Tyskland med den lavere tyske moms. I virkeligheden opfattede rådet reglerne som en opstramning og ikke som en lempelse. Men også som en service over for danske virksomheder, således at de har mulighed for at konkurrere med tyske virksomheder syd for grænsen uden at risikere at skulle betale dobbelt moms.”

Landsskatterettens afgørelse i Jet-Trade-sagen blev som nævnt indbragt for domstolene af Skatteministeriet. Vestre Landsret frifandt den 24. maj 2007 den danske virksomhed, jf. SKM2007.403. Ved dom af 21. juni 2010 gav Højesteret imidlertid Skatteministeriet medhold i, at købsaftalerne måtte anses for indgået mellem den danske virksomhed og de enkelte kunder og således ikke med samarbejdspartneren, der alene havde fungeret som et uselvstændigt mellemled, jf. SKM2010.396. Leveringsstedet for transaktionerne var derfor i Danmark med opkrævning af dansk moms til følge, jf. momslovens § 14, nr. 2, 1. pkt.

Skatteministeriet kommenterede i SKM2010.727 af 19. oktober 2010 Højesterets dom således:

”[...] Det er Skatteministeriets opfattelse, at grænsehandelsarrangementer, som ikke består af almindelige kommercielle transaktioner, der ikke bygger på nogen økonomisk realitet, og hvis hovedformål er at undgå afgiftsberigtigelse af transaktionerne i Danmark, efter omstændighederne vil kunne tilsidesættes ud fra ovenstående misbrugsbetragtninger. Det er i den forbindelse ikke afgørende, at der eventuelt kan peges på visse kommercielle hensyn, der også varetages.

4. Skatteministeriets konklusioner om konsekvenserne af Højesteretsdommen

De forhold i den konkrete bedømmelse af grænsehandelskoncepterne, som fremgår ovenfor, adskiller sig på flere områder fra de forhold, der tidligere er blevet lagt vægt på af Skatterådet og Landsskatteretten.

Ved den konkrete bedømmelse af alle grænsehandelskoncepter er det nu de forhold, som fremgår ovenfor, der skal inddrages i vurderingen uanset aktivernes karakter, herunder campingvogne, hårde hvidevarer, både og elektronikudstyr m.v.

Der skal således ikke længere lægges vægt på de forhold, som fremgår af tidligere bindende svar fra Skatterådet og afgørelser fra Landsskatteretten om grænsehandelskoncepter.

SKAT vil på den baggrund udarbejde et styresignal.”

Af det varslede styresignal, der blev udsendt som SKM2010.734, fremgår – ud over en gengivelse af pkt. 4 i kommentaren af 19. oktober 2010 – blandt andet:

”Bindende svar fra Skatterådet og kendelser fra Landsskatteretten

Skatterådet har afgivet bindende svar i en række sager om grænsehandelskoncepter vedrørende forskellige aktiver, jf. SKM2006.530.SR (campingvogne), SKM2007.758.SR (hårde hvidevarer), SKM2008.61.SR og SKM2008.62.SR (hårde hvidevarer) samt SKM2008.645.SR (både). Landsskatteretten har endvidere truffet afgørelse om grænsehandelskoncepter i SKM2009.664.LSR (hårde hvidevarer) og SKM2010.389.LSR (vinduer og døre). [...]

For de virksomheder, der har modtaget et bindende svar fra Skatterådet eller SKAT om, at salget kan ske med tysk moms, er svaret bindende efter de almindelige regler i skatteforvaltningslovens § 25, uanset salget efter retningslinjerne i nærværende styresignal ikke længere opfylder betingelserne for at kunne ske med tysk moms.

Virksomheder, der har indrettet sig i overensstemmelse med Skatterådets bindende svar eller Landsskatterettens kendelser, og som efter disse retningslinjer har opfyldt betingelserne for at kunne sælge deres varer med tysk moms, skal nu vurdere, om betingelserne for at kunne sælge med tysk moms fortsat er opfyldt, jf. retningslinjerne i nærværende styresignal.

Er betingelserne for at sælge med tysk moms ikke længere opfyldt, skal virksomheden fra offentliggørelsen af nærværende styresignal ophøre med at sælge varer med tysk moms. [...]”

Af SKATs landsdækkende indsatsplan for 2011 fremgår det, at eksport af campingvogne og lystbåde efter grænsehandelskonceptet indgik som et nyt landsdækkende projekt begyndende i oktober 2010. Om projektet er på side 25 i planen anført følgende:

”Der er risiko for, at virksomheder, der sælger campingvogne og både til udlandet, typisk Tyskland, efter et særligt grænsehandelskoncept, ikke opfylder betingelserne for at kunne sælge varerne med tysk moms. Aftagerne af varerne er i sidste ende danske privatpersoner.

Skatterådet har i 2006 oplistet en række betingelser, der skal være opfyldt, for at varerne kan sælges med tysk moms, selvom den endelige aftager er en dansk privatperson. I et regionalt midtjysk projekt er det konstateret, at disse betingelser generelt ikke overholdes, og det regionale projektet udvides derfor til at være landsdækkende.

Der er konstateret fejl i alle de kontrollerede virksomheder, hvilket har medført, at der opkræves dansk moms i stedet for tysk moms. Branchen har for perioden 2008 og 2009 angivet eksport med 1,36 mia. kr. svarende til et momsbeløb på 340 mio. kr.

Praksis er blevet præciseret ved Højesteretsdommen Jet-trade fra juni 2010. Dommen præciserer retstilstanden på området, og underbygger de afgørelser, der er truffet i det midtjyske projekt.

Projektet omfatter en indsats i virksomheder inden for de relevante brancher, herunder en vejledningsindsats overfor mindre virksomheder i branchen.”

SKATs afgørelse

SKAT har truffet afgørelse om at forhøje virksomhedens momstilsvar for perioden 1. juli 2009 til 30. juni 2010 med 1.100.942 kr., da leveringsstedet for salget af de omhandlede campingvogne var i Danmark, jf. momslovens § 14, nr. 2.

SKAT har ved den påklagede afgørelse beregnet momsbeløbet som 25 pct. af salgsprisen. Denne del af afgørelsen har SKAT efterfølgende ændret ved afgørelse af 4. marts 2015, hvorved momsbeløbet er beregnet som 20 pct. af salgsprisen, til i alt 880.753 kr., jf. momslovens § 27, stk. 1, § 33 og SKM2014.783. SKAT.

SKAT har i forbindelse med varsel om forhøjelse af momstilsvaret fremsendt forslag til afgørelse, hvoraf fremgår:

”[...] I perioden 01.11.2009 – 30.06.2010 har [virksomhedens] samarbejdspartner været [samarbejdspartner2] og forretningsgangen har også her været uændret i hele perioden.

Følgende forhold indikerer sammen med [indehaverens] besvarelser af spørgsmålene til forretningsgangen, at salg af campingvogne via samarbejdspartnerne [samarbejdspartner1] og [samarbejdspartner2] reelt er foregået i Danmark:

1. I SKM 2006.530.SR har Skatterådet afgjort, at et grænsehandelskoncept kan indrettes, så campingvognene kan handles med tysk moms, hvis følgende forhold blandt andet er opfyldt:

Betingelse under punkt 2:

At potentielle købere ved deres henvendelse til spørgeren alene får oplysninger om, at såfremt de ønsker at købe en campingvogn af en bestemt type med tysk moms, kan de gøre dette ved henvendelse til den tyske samarbejdspart i Tyskland.

Betingelserne i punkt 2 anses ikke for opfyldt, idet [virksomheden] ikke indskrænkede sig til alene, at henvise til de tyske samarbejdspartnere, men gik langt videre.

[Virksomheden] har forhandlet priser direkte med de danske kunder for både de nye campingvogne og priser for brugte campingvogne, som blev taget i bytte. De danske kunder har indgået aftale med [virksomheden] om en konkret udvalgt campingvogn og i langt de fleste tilfælde er der indgået aftaler om montering af ekstraudstyr samt øvrigt udstyr til campingvognene.

2.I SKM 2006.530.SR har Skatterådet afgjort, at et grænsehandelskoncept kan indrettes, så campingvognene kan handles med tysk moms, hvis følgende forhold blandt andet er opfyldt:

Betingelse under punkt 6:

At handelsaftalen indgås direkte mellem den danske køber og den tyske samarbejdspartner.

[Virksomheden] havde ifølge [navn udeladt] fuldmagt til at udstede tilbud m.v. til de danske kunder på vegne af [samarbejdspartner1]. Som det fremgår af retningslinjerne i punkt 6, skal handelsaftalen indgås direkte mellem den danske køber og den tyske samarbejdspart.

Det må derfor bero på en konkret vurdering af den indgåede aftale mellem [samarbejdspartner1] og [virksomheden], om aftalen som befuldmægtiget er af en sådan karakter, at handelsaftalen kan anses for indgået direkte mellem den danske køber og [samarbejdspartner1].

[Virksomheden] har ikke gemt samarbejdsaftalen med [samarbejdspartner1].

Ifølge modtaget oplysninger fra [navn udeladt] omkring forretningsgangen med [samarbejdspartner1] var det arbejde, som samarbejdspartneren skulle udføre meget begrænset.

Det fremgår af sagens oplysninger (datablade 1 – 12) at det er [virksomheden], som oppebærer den sædvanlige avance ved salg af campingvogne og at [samarbejdspartner1] alene skulle vederlægges med kr. 1.800 for hver handel (konto 20970 – regnskabsassistance).

Der er derfor ikke tale om en sædvanlig handelsagentkontrakt, men samarbejde, der intet har at gøre med handelsagenter. Afgørende er således ikke, at den tyske samarbejdspartner udsteder en faktura, men derimod at [virksomheden] oppebærer den normale avance ved salg af campingvognene, og at den tyske samarbejdspartner alene oppebærer kr. 1.800 pr. handel.

Det forhold, at [samarbejdspartner1] har givet [virksomheden] en fuldmagt til at handle på vegne af samarbejdspartneren medfører ikke jf. ovennævnte redegørelse, at handelsaftalerne kan anses for indgået direkte mellem den danske kunde og den tyske samarbejdspart.

Fælles for begge samarbejdspartnere er, at de alene oppebærer et fast honorar pr. handel uanset prisen på campingvognen. Endvidere er det oplyst i forretningsgangsbeskrivelsen for begge samarbejdspartnere, at den danske kunde indgik aftale med [virksomheden] om en konkret udvalgt campingvogn m.v.

Betingelsen anses således ikke for opfyldt. [...]”

Efter at have hørt virksomheden om sit forslag til afgørelse traf SKAT afgørelse og afgav i denne forbindelse yderligere følgende bemærkninger:

”1.5 SKAT’s yderligere bemærkninger og begrundelse

På grundlag af ovenstående er det SKAT´s opfattelse, at den bindende salgsaftale indgås i Danmark (mellem [virksomheden] og den danske køber), inden campingvognene bliver transporteret til Tyskland.

Skatterådet har i SKM2006.530.SR oplistet en række kriterier for anvendelse af det særlige grænsehandelskoncept, som giver mulighed for, at sælge varer til danske kunder med tysk moms. Jf. ovennævnte punkter/redegørelser anses betingelserne i punkt 2 og 6 ikke for opfyldt.

Herudover er det SKATs opfattelse, at punkt 4 i SKM2006.530.SR heller ikke er opfyldt. Det fremgår af punkt 4 i det bindende svar, at konceptet skal efterleve momslovens bestemmelser vedrørende EU-handel mellem 2 momsregistrerede virksomheder. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode, jf. momslovens § 4, stk. 1, hvilket svarer til den momsretlige forståelse af leveringsbegrebet i EU-retten. Den ledende dom fra EU-domstolen om fortolkning af begrebet ”levering af goder” er domstolens dom i SAFE-sagen fra 1990, sag 320/1988. Dommen fastslår, at retten til at råde over godet giver en anden person bemyndigelse til rent faktisk at råde over godet. Dette ses ikke at være tilfældet i denne sag, da den tyske samarbejdspartner ikke har råderetten og bemyndigelse til at sælge vognene til dem han vil.
Jf. forretningsgangsbeskrivelsen har [navn udeladt] oplyst, at den tyske virksomhed / samarbejdspart ikke kunne disponere over vognen. Vognen blev først leveret til Tyskland, når den var solgt til en slutkunde – den danske køber.

Det er SKATs opfattelse, at der er tale om køb af en individualiseret vare, da campingvognen er udvalgt i Danmark og der ikke i Tyskland kan vælges en anden campingvogn end den, der på forhånd er aftalt med [virksomheden]. Der er ikke kun tale om en bestemt type campingvogn, men en konkret udvalgt campingvogn, og som i langt de fleste tilfælde er isat specielt udstyr efter kundens ønsker og behov inden campingvognen transporteres til Tyskland. Derfor anser SKAT råderetten over campingvognen for at være overgået til den danske køber i Danmark.

Når råderetten overgår til den privat kunde i Danmark er aftageren den private kunde og ikke de tyske samarbejdspartnere. Ifølge momslovens § 14, nr. 2 og artikel 32 i momssystemdirektivet er leveringsstedet Danmark, når en campingvogn forsendes til Tyskland, med henblik på udlevering dér til den private kunde og campingvognen befinder sig her i landet på det tidspunkt, hvor forsendelsen til aftageren påbegyndes. Der skal derfor opkræves dansk moms af campingvognen.

Dette kan yderligere underbygges ved, at de tyske samarbejdspartnere ikke har mulighed for at vælge, hvem campingvognen skal sælges til, da der på forhånd er indgået aftale om salg til den danske kunde. De tyske samarbejdspartnere har således aldrig erhvervet campingvognen i Tyskland, da der ved erhvervelser jf. momslovens § 11, stk. 2. forstås:

”Erhvervelse af retten til som ejer at råde over en vare, som af sælgeren eller af erhververen eller for disses regning transporteres til erhververen fra et andet EU-land”.

De tyske samarbejdspartnere kan ikke disponere over campingvognen i Tyskland og kan ikke videresælge campingvognen til en anden person end den person, der på forhånd er aftalt. Dette medfører efter SKATs opfattelse, at de tyske samarbejdspartnere aldrig har erhvervet campingvognen.

Den danske køber bestemmer ifølge det oplyste, at campingvognen skal udleveres i Tyskland. [Virksomheden] er efter SKATs opfattelse den reelle sælger, da campingvognen aldrig bliver erhvervet af de tyske samarbejdspartnere jf. ovenfor.

Ud fra en samlet konkret realitetsbedømmelse af samhandelsmønsteret er det SKATs opfattelse, at salg af campingvogne momsmæssigt har beskatningssted i Danmark jf. momslovens § 14, nr. 2, 1. pkt. Det ovenfor beskrevne forretningskoncept er efter SKATs opfattelse kunstigt tilrettelagt for at udnytte momsreglerne og drage fordel af, at Tyskland har en lavere momssats end Danmark.

Til støtte for dette synspunkt henvises til EF-domstolens sag c-185/01 (Auto Lease Holland) hvor EF-domstolen ved anvendelse af principperne i c-320/88 (Shipping and Forwarding Enterprise Safe BV) fandt, at der ikke forelå en brændstoflevering fra leasinggiver til leasingtager ved en aftale om brændstofadministration. EF-domstolen fandt derimod efter en realitetsbedømmelse at leasinggiver derimod fungerede som kreditgiver.

Det må derfor i denne sag lægges til grund, at forholdet skal bedømmes ud fra hvad det i realiteten er og ikke, hvad det giver sig ud for at være.

SKAT henviser endvidere til ikke offentliggjort Landsskatteretsafgørelse af 17.10.2012 (journal nr. 11-0301192) og Landsskatteretsafgørelse af 01.03.2012 (SKM.2012. 223. LSR).

(...)”

Virksomhedens opfattelse

Virksomhedens repræsentant har principalt nedlagt påstand om, at de omhandlede campingvogne med rette blev solgt til slutkunden med tillæg af tysk moms, og at der ikke er grundlag for det fremsatte krav på 1.100.942 kr.

Subsidiært er nedlagt påstand om, at et eventuelt krav om betaling af dansk moms må rettes mod de tyske samarbejdspartnere, som købte campingvognene af virksomheden og videresolgte dem til de danske kunder.

Virksomhedens repræsentant har med henvisning til momssystemdirektivets artikel 131, momslovens § 14 og Højesterets afgørelse i SKM2010.396.HR om jetbåde anført følgende:

”I forbindelse med varesalg er udgangspunktet, at leveringsstedet er det sted, hvorfra en vare fysisk overdrages til en kunde, jf. direktivets artikel 31.

Når en vare leveres til kunden fra en virksomhed i Tyskland, vil udgangspunktet derfor være, at Tyskland har momsbeskatningsretten til den pågældende vare. Det skal i den forbindelse præciseres, at en dansk virksomheds levering af en vare fra et andet land som udgangspunkt medfører en registreringspligt i det pågældende land. Det gælder eksempelvis danske virksomheder, som råder over et lager, herunder også et konsignationslager, i et andet land, når der fra det pågældende lager gennemføres salg.

Eftersom samtlige campingvogne fysisk er udleveret til slutkunden fra en tysk virksomheds adresse i Tyskland, skal der foreligge helt ekstraordinære omstændigheder, hvis salget momsmæssigt skal flyttes til et andet land.

Spørgsmålet i nærværende sag er derfor, om først [samarbejdspartner1] og senere [samarbejdspartner2] har handlet korrekt, ved at afregne tysk moms af salg af campingvogne, som er overtaget fra [virksomheden] og efterfølgende er videresolgt til en slutkunde i Danmark, eller om slutkunder i Danmark i realiteten har foretaget et afhentningskøb af campingvognen hos [virksomheden] i Danmark, hvor campingvognen først forsendes til Tyskland, efter at slutkunden i realiteten har købt campingvognen.

Hvis Tyskland har momsbeskatningsretten til disse salg, vil Danmark ikke samtidig kunne have et krav på moms mod [virksomheden].

Af Højesterets dom i Jetski sagen fremgår, at en vare, som udleveres fra Tyskland, kan være omfattet af dansk momspligt, hvis den sælges til slutkunden via et ”uselvstændigt mellemled”. Højesteret lægger til grund, at prisen blev aftalt mellem den danske virksomhed og den danske slutkunde, at den udenlandske forhandler ikke i øvrigt beskæftigede sig med salg af tilsvarende eller lignende varer, og således ikke havde branchekendskab, samt at den tyske forhandler ikke havde nogen form for dispositionsret over varen, hvilket blandt andet betød, at han var afskåret fra at sælge båden til tredjemand. Dommen er udtryk for en helhedsvurdering af den særlige måde, hvorpå de af sagen omhandlede varer blev solgt til slutkunderne.

Dommen skal efter vores opfattelse tolkes indskrænkende. En udvidende tolkning af dommen vil grundlæggende kunne bryde princippet om, at momsen bestemmes af den fysiske varebevægelse, og i stedet føre til en høj grad af tilfældighed ved fastlæggelse af momsbeskatningsstedet.

Dette kan illustreres, ved at ”vende” de gennemførte handler om.

Hvis der i stedet var tale om en egentlig tysk forhandler af campingvogne, som etablerer et samarbejde med en dansk forhandler (eller blot etablerer et udleveringslager) i Danmark, vil en udvidende tolkning af Højesterets dom føre til, at campingvogne kan udleveres i Danmark med tysk moms, hvis kunden har indgået aftalen med den tyske virksomhed, selv om campingvognen udleveres i Danmark. Dette har næppe været Højesterets hensigt.

Derfor kan dommen efter vores opfattelse ikke anvendes til støtte for et krav om dansk moms mod [virksomheden]. Forholdene i Højesteretsdommen adskiller sig væsentligt fra den måde, hvorpå salg af campingvogne fra [virksomheden] til [samarbejdspartner1] og [samarbejdspartner2], og herefter videresalg til dansk kunde, er sket.

Vi skal i den forbindelse understrege:

Subsidiær påstand

Hvis det fastholdes, at SKAT kan gøre krav på betaling af dansk moms for de gennemførte handler, er det vores opfattelse, at kravet om betaling af dansk moms skal rettes mod de tyske forhandlere.

De tyske forhandlere har gennemført det endelige salg af campingvognene, og har i den forbindelse afregnet tysk moms af salget.

Hvis kravet mod [virksomheden] gennemføres, vil det i realiteten føre til en dobbeltbeskatning, idet [virksomheden] ikke har adgang til at få tilbagebetalt den tyske moms. Tilsvarende må det anses for særdeles tvivlsomt, om de tyske myndigheder vil acceptere en tilbagebetaling til de tyske forhandlere, når det ikke modsvares af et krav fra dansk side, som er rettet direkte mod forhandlerne.

Når salget er gennemført af en tysk juridisk enhed, som må antages at have registreret omsætningen i sine regnskaber, må et krav om betaling af dansk moms rettes mod denne enhed.”

Ved brev af 24. april 2013 har virksomhedens repræsentant anført følgende:

”SKAT hæfter sig ved, at der indgås en bindende aftale i Danmark mellem [virksomhed1] og de danske købere, inden campingvognen transporteres til Tyskland.

Vi skal hertil bemærke, at det afgørende for fastlæggelse at momsbeskatningsstedet nødvendigvis må være, at der er indgået en aftale mellem kunden og den tyske sælger, hvorefter kunden overtager campingvognen - og ejendomsretten til denne - i Tyskland.

Det giver ikke mening, hvis det momsmæssige leveringssted fastlægges med udgangspunkt i det land, hvor køber har sin bopæl, og hvor aftalegrundlag m.v. udarbejdes. Dette vil give en alt for høj grad af tilfældighed, idet en forhandler på den måde selv kan fastlægge leveringsstedet.

Således vil en tysk forhandler, der i Tyskland indgår en aftale med en kunde med bopæl i Danmark, kunne sælge en campingvogn eller en anden genstand med tysk moms, selv om der er etableret et udleveringssted i Danmark, hvorfra campingvognen udleveres til kunden.

Derfor skal vi understrege, at kun i ganske få tilfælde, hvor udleveringen af campingvogn i Tyskland har karakter af et rent proforma arrangement, kan dansk momspligt komme på tale. Dette er ikke tilfældet i nærværende sag.”

SKATs bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling

SKATs repræsentant har ved brev af 11. maj 2015 tiltrådt Skatteankestyrelsens indstilling.

Vedlagt brevet var en kopi af SKATs afgørelse af 4. marts 2015, hvorefter momsbeløbet for den påklagede periode udgør 20 pct. af den samlede salgspris og ikke 25 pct.

Virksomhedens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling

Virksomhedens repræsentant har ikke haft bemærkninger til styrelsens indstilling.

Landsskatterettens afgørelse

Følgende fremgår af momslovens § 4, stk. 1, 1. og 2. pkt.:

”Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode.”

Det fremgår af momslovens § 14, nr. 2, 1. pkt., at leveringsstedet er her i landet i følgende tilfælde:

”2) Når varen forsendes eller transporteres[,] og varen befinder sig her i landet på det tidspunkt, hvor forsendelsen eller transporten til aftageren påbegyndes.”

Spørgsmålet i sagen er, om der ved virksomhedens salg i det omhandlede grænsehandelskoncept blev foretaget to selvstændige leverancer, nemlig dels 1) en leverance foretaget af virksomheden til en af de tyske samarbejdspartnere, dels 2) en leverance foretaget af en af samarbejdspartnerne til den danske kunde, eller om forholdet som hævdet af SKAT var, at virksomheden solgte campingvognene til danske kunder med aftalt afhentning hos og betaling gennem samarbejdspartneren, jf. momslovens § 4, stk. 1.

På baggrund af oplysningerne i SKATs afgørelse lægges det til grund, at salgene i hovedsagen foregik således, at når en kunde i forbindelse med et besøg i virksomhedens forretning havde valgt at købe en campingvogn gennem en af samarbejdspartnerne, udarbejdede virksomheden et tilbud til kunden. Tilbuddet blev udarbejdet på vegne af den pågældende samarbejdspartner i henhold til den udstedte fuldmagt. Tilbuddet blev faxet eller mailet til samarbejdspartneren, som efter at have accepteret tilbuddet udstedte en faktura til kunden på den fulde salgspris inkl. tysk moms. Når campingvognen blev modtaget af samarbejdspartneren i Tyskland, sørgede denne for, at campingvognen blev indregistreret i den danske kundes navn. Herefter indgik samarbejdspartneren aftale med kunden om afhentning af campingvognen i Tyskland. Afhentningen var betinget af, at kunden havde betalt det fulde beløb til samarbejdspartneren. Samarbejdspartnerens fortjeneste udgjorde ca. 1.800 kr. pr. handel.

Under henvisning til Højesterets afgørelse i sagen om jetbåde offentliggjort som SKM2010.396. finder Landsskatteretten, at aftaler om køb af campingvogne må anses for at være indgået mellem virksomheden og de danske kunder ved sidstnævntes henvendelse i virksomhedens forretning. Det var virksomheden, der over for kunden forpligtede sig til at sørge for, at denne hos samarbejdspartneren kunne få vognen udleveret mod at betale den aftalte pris. Samarbejdspartneren må i realiteten anses for alene at have fungeret som et uselvstændigt mellemled i forbindelse med vognens udlevering og købesummens betaling, for hvilken bistand samarbejdspartneren modtog ca. 1.800 kr. pr. solgt campingvogn. Følgelig må virksomhedens levering anses for at være sket til kunden i Danmark, jf. momslovens § 4, stk. 1, med dansk moms til følge. Dermed tiltrædes SKATs afgørelse om, at virksomheden skal betale dansk moms af salgene.

Da det således efter momsloven påhviler virksomheden at indbetale salgsmomsen til SKAT, kan Landsskatteretten ikke tiltræde virksomhedens subsidiære påstand om, at krav om betalingen af dansk moms skal rettes til de tyske samarbejdspartnere, der købte campingvognene af virksomheden og videresolgte dem til de danske kunder.

I relation til beregningen af momsbeløbet bemærkes det, at SKAT under sagens behandling ved Landsskatteretten har genoptaget en del af sin afgørelse og ændret den, således at virksomheden alene skal betale moms med et beløb svarende til 20 pct. – og ikke 25 pct. – af det omhandlede salg, jf. EU-Domstolens afgørelse i de forenede sager C-249/12 og C-250/12, Tulica og Plavosin, samt SKATs styresignal i SKM2014.783.SKAT.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse om virksomhedens pligt til at svare dansk moms, jf. momslovens § 4, stk. 1, idet dog SKATs afgørelse om momsbeløbets størrelse er ændret af SKAT selv, således at beløbet udgør 20 pct. af salgsprisen.