Kendelse af 14-01-2016 - indlagt i TaxCons database den 12-02-2016

Sagen drejer sig om opkrævning af spiritus-, øl- og vin- og mineralvandsafgift på i alt 1.348 kr., da SKAT har fundet, at indførslen af afgiftspligtige varer ikke er til eget forbrug.

Landsskatteretten stadfæster den påklagede afgørelse vedrørende opkrævning af øl- og vinafgift, men ændrer SKATs afgørelse vedrørende opkrævning af mineralvands- og spiritusafgift.

Faktiske oplysninger

SKAT har den 9. november 2012 ved den dansk-tyske grænse ved [adresse1] i [by1] standset en Ford Mondeo med klageren som fører og ([person1]) som passager.

Klageren har i første omgang forklaret SKAT, at der i bilen befandt sig 15 kasser øl pr. person, og at hun havde betalt for samtlige drikkevarer mod, at de delte udgifterne mellem sig, når de var kommet hjem.

SKAT har derefter foretaget en optælling af varer i bilen og konstateret følgende varer:

Der er fremlagt følgende erklæring fra medpassageren ([person1]):

”Undertegnede erklærer hermed, at da ([person2]) og jeg i november 2012 blev stoppet i tolden ved [...] medbragte 13 kasser blandet øl, ([person2]) og jeg skulle dele de medbragte sodavand. Undertegnede betalte ikke den dag, da jeg skulle på toilettet, så kunne vi ordne det indeværende, når vi kom hjem.”

SKATs afgørelse

Der er opkrævet spiritus-, øl- og vin- og mineralvandafgift med i alt 1.348 kr.

Der er som begrundelse herfor anført følgende:

”Ved opkrævning af afgifter for punktafgiftspligtige varer, som privatpersoner indfører til Danmark fra en anden EU-medlemsstat, er danske myndigheder underlagt retningslinjerne i EU. Rådet for Den Europæiske Union har vedtaget et direktiv af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF.

Det fremgår af direktivet, at når punktafgiftspligtige varer anskaffes af privatpersoner til eget brug, og de selv transporterer dem til en anden medlemsstat, bør punktafgiften betales i den medlemsstat, hvor varerne er anskaffet, ifølge princippet for det indre marked.

I direktivets kapitel V, Punktafgiftspligtige varers bevægelse efter overgang til forbrug og beskatning heraf, fremgår det i afdeling I, Anskaffelser foretaget af privatpersoner, i artikel 32

(...)

Danmark har i den forbindelse valgt at henholde sig til mængderne fastsat af EU, og derfor kan indførsler af punktafgiftspligtige varer, som overstiger de nævnte mængder ikke umiddelbart anses for at være indført til eget brug.

Det fremgår af lovgivningen, at privatpersoner ved indrejse fra et andet EU-land frit kan medføre varer, når varerne dér er pålagt nationale afgifter og på betingelse af, at varerne er medført til Danmark til eget brug. Der er dog fastsat en vejledende mængde for, hvad der kan anses for eget brug. De vejledende mængder for drikkevarer er fastsat til 110 liter øl, 90 liter vin og 10 liter spiritus.

SKATs foreløbige afgørelse

På baggrund af retningslinjerne i direktivet fra EU er det SKATs opfattelse, at der ikke kan være tale om indførsel af punktafgiftspligtige varer til eget brug.

Det er derfor SKATs opfattelse, at de indførte varer ikke kan anses for at være til eget brug.
SKAT har derfor beregnet afgifterne i overensstemmelse med ovenstående beregning.

SKAT betragter denne indførsel af varer for overtrædelser af øl- og vinafgiftsloven og mineralvandsafgiftsloven og spiritusafgiftsloven, idet du heller ikke har ladet dig registrere som varemodtager, ikke har indgivet anmeldelse og ikke har stillet sikkerhed forud for transporten af varerne.

(...)

SKATs endelige afgørelse

Der er ikke fremlagt dokumentation for at varerne er købt hver for sig og da man kun må købe til eget brug, fastholder SKAT opgørelsen af afgifterne på 1.348 kr. idet varerne efter SKATs vurdering ikke er til eget brug.”

SKAT har opgjort afgiftsbeløbet således:

Klagerens opfattelse

Der er nedlagt påstand om, at SKATs opkrævning af spiritus-, øl- og vin- og mineralvandsafgift på i alt 1.348 kr. skal nedsættes til 0 kr.

Der er til støtte herfor anført følgende:

”Min klient oplyser, at hun kun har indført varer fra Tyskland til eget brug.

Yderligere oplyser min klient, at hun den 9. november 2012 for hendes vedkommende har medbragt 3 flasker spiritus samt halvdelen, af de af SKAT anførte øl og sodavand/mineralvand.

Den anden halvdel tilhørte hendes veninde ([person1]). Min klient har yderligere oplyst, at grunden til den anførte mængde er, at hun ønskede at have tilstrækkeligt med drikkevarer til jul og nytår, hvor hun fik besøg af hendes familie.

Ud fra min klients økonomi, kan det dokumenteres, at hun ikke foretager handel med øl og sodavand, men alene har købt til eget forbrug. For at stille depositum for eventuel bøde har min klient været nødsaget til at optage lån i banken.

SKAT opfordres til at dokumentere, at der er en nøjagtig grænse for hvilket antal liter af øl og sodavand der må medtages, idet det gøres gældende at eget forbrug må være afhængigt af familiens størrelse, samt om der skal holdes fest i familien m.v.

Der henvises til at retningslinjerne fra EU alene er vejledende, og ikke bevis for, at der ikke er tale om varer til eget brug, ligesom der ikke er angivet vejledende mængder for vand / mineralvand.

Én af årsagerne til min klients køb af vand skyldes yderligere, at der er meget okker i hendes drikkevand.

Min klient har aldrig drevet virksomhed med import af de omhandlede varer.

Endelig gøres gældende at SKAT er uberettiget til at betragte det samlede antal øl og sodavand som tilhørende min klient.”

Derudover er der 27. maj 2015 anført følgende:

”(...)

Som tidligere anført af min klient, tilhørte det indkøbte ikke kun min klient, ligesom min klient fortsat gør gældende, at der er alene er købt til eget forbrug.

Til støtte for at ([person2]) ikke har gjort noget forkert, og ikke skal betale afgift, skal jeg henvise til hendes forklaring.

Min klient har sammen med en veninde været i Tyskland for at handle ind til brug for julefrokost og nytårsfest m.v. Der er blandt andet tale om nogle dåser med almindelig vand, idet min klient på mødet forklarede, at der var okker i hendes drikkevand.

([person2]) og hendes veninde har handlet ind i fællesskab således, at de hver købte halvdelen af øl og sodavand.

Det gøres gældende, at der ingen steder i Skats regler står, at de ikke må betale samlet eller at indkøbene skal påføres to bonner.

Ifølge bestemmelsen fra Skat har man ret til at købe øl og sodavand til eget brug jf.bilag fra SKAT.

([person2]) har oplyst, at hun kun har købt til eget forbrug.

Det er derfor Skat, der har bevisbyrden for, at det ikke er til eget brug. Folks forbrug af øl og sodavand kan være forskelligt, blandt andet under hensyn til familiens størrelse.

Yderligere kan folks forbrug af øl og sodavand være forskellig, idet nogle drikker mere end andre.

Der kan også være forskel på hvor lang periode man har handlet ind til, samt om der er en særlig anledning som familiefest og lignende.

I november 2012 har min klient købt ind, fordi der kort tid efter kom nogle store fester, hvor familien ville komme på besøg.

Der er også fester som julefrokost, nytårsfrokost m.v., hvor der normalt drikkes meget.

Med hensyn til antal øl, har Skat henvist til at man går ud fra et vejledende antal.

Der er tale om et vejledende tal. Det er altså ensbetydende med, at antallet kan være både mindre og at det kan være større.

Hvis det var et maks. antal burde Skat klart tilkendegive dette således, at en borger kan indrette sig efter reglen. (I den forbindelse kan et maks. antal eventuel være i strid med EU-regler).

Skat kan efter min klients opfattelse ikke gøre et vejledende antal til et maks.-antal. Enhver tvivl bør komme minklient til gode.

Vedrørende sodavand er der ingen vejledende antal, men Skat anfører at man administrativt anvender samme antal som for øl.

Der foreligger ikke en nærmere begrundelse for dette.

Når der vedrørende sodavand ligeledes anvendes et vejledende antal, kan dette ligeledes variere.

Det må ligeledes være Skat der har bevisbyrden for, at der ikke er tale om indkøb til eget forbrug.

Skat opfordres til at tilkendegive hvorfor man ikke har afhørt andre personer, herunder hvorfor man mener at det samlede indkøb tilhører ([person2]).

Jeg skal henvise til min klients bilag, herunder at min klient har været nødsaget til at optage et lån til indbetaling af depositum, samt kontoudtog vedrørende min klients bankkonto, hvoraf fremgår hendes indtægt og forbrug.

Endelig gøres gældende at min klients retssikkerhed, herunder mulighed for vidneførsel, reelt er blevet krænket ved at sagen har været så længe under behandling.

Inden sagen eventuel kan indbringes for Retten, kan vidner være afgået ved døden, ligesom vidners hukommelse ikke bliver bedre af at vente tre år.

(...).”

Landsskatterettens afgørelse

Indførsel af punktafgiftspligtige varer:

Det fremgår af toldlovens § 11, stk. 1, at told- og skatteforvaltningen opkræver punktafgifter af punktafgiftspligtige varer, som rejsende medfører ved indrejse i det danske toldområde fra et andet sted i EU’s toldområde, ud over hvad der kan anses for at være indført til eget brug. Told- og skatteforvaltningen fører den fornødne kontrol hermed. Efter bestemmelsens stk. 4, kan told- og skatteforvaltningen kan fastsætte retningslinjer til brug for vurderingen af, om de i stk. 1 og 2 anførte varer kan anses for at være til eget brug.

Det fremgår af artikel 32 i Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF (cirkulationsdirektivet), at:

”1. Punktafgiften for punktafgiftspligtige varer, som en privatperson anskaffer til eget brug og selv transporterer fra en medlemsstat til en anden, forfalder kun i den medlemsstat, hvor de punktafgiftspligtige varer anskaffes.

2. For at kunne fastslå, om de i stk. 1 omhandlede punktafgiftspligtige varer er bestemt til en privatpersons eget brug, skal medlemsstaterne mindst tage hensyn til følgende:

3. Med henblik på anvendelsen af stk. 2, litra e), kan medlemsstaterne opstille vejledende mængder, men kun for at godtgøre ovennævnte forhold. Disse vejledende mængder må ikke være mindre end:

4. Medlemsstaterne kan ligeledes fastsætte, at punktafgiften forfalder i forbrugsmedlemsstaten ved køb af mineralolier, der allerede er overgået til forbrug i en anden medlemsstat, hvis disse varer transporteres af en privatperson eller på dennes vegne ved anvendelse af atypiske transportformer.

I dette stykke betragtes som ”atypisk transportform” andre måder at transportere brændstof på end i køretøjernes brændstoftanke eller i en egnet reservedunk samt andre måder at transportere flydende brændsel på end erhvervsmæssigt i tankbiler.”

Det fremgår af SKATs Juridiske Vejledning på tidspunktet for indførslen af de pågældende varer, afsnit E.A.1.4.3., at:

”Ved indrejse fra andre EU-lande kan punktafgiftspligtige varer medbringes afgiftsfrit, men på betingelse af

(...)

Ved SKATs bedømmelse af, om punktafgiftspligtige varer er til eget brug og dermed er fritaget for afgift eller har erhvervsmæssig karakter og dermed er afgiftspligtig, vil der indgå en række forhold bl.a.

Varer, der medbringes for andre eller med henblik på videresalg e.l., anses for at have erhvervsmæssig karakter og bliver dermed afgiftspligtige.

(...)

Mængden af medbragte varer vil kunne have et sådant omfang, at det må anses for tvivlsomt, at varerne er til eget brug, f.eks. hvor mængden ligger væsentlig over, hvad der med rimelighed kan bruges i en almindelig husholdning. I sådanne tilfælde må den rejsende kunne redegøre nærmere om formålet med varekøbet (...)

For alkoholholdige drikkevarer og tobaksvarer er der til brug for vurderingen af, om varerne er til eget brug eller af erhvervsmæssig karakter, fastsat nogle vejledende mængder, jf. art. 32, stk. 3, i Rådets direktiv 2008/118/EF (cirkulationsdirektivet).

De vejledende mængder er for

(...)

Transportformen kan eventuelt også medføre, at indførslen ikke kan anses for ”egen medbringelse”, f.eks. hvor den rejsende og varen ikke transporteres med samme køretøj, eller hvor transporten er atypisk for rejsende, eksempelvis ved benyttelse af lastbiler.

(...)

Ved køb af andre punktafgiftspligtige varer, f.eks. chokolade, sodavand eller energikoks, skal der betales afgift, hvis varens værdi uden punktafgift er over 80 kr.”

Det fremgår af SKM 2013.52.VLR., at retten kunne lægge til grund, at en del af de medbragte øl var til privat brug, og på baggrund af bevisførelsen blev denne mængde skønsmæssigt fastsat til 110 liter.

Øl- og vinafgift

Det fremgår af øl- og vinafgiftslovens § 1, stk. 1, og § 3, stk. 1, at der skal betales afgift af øl og vin her i landet efter de i loven nærmere opregnede satser.

Det fremgår af øl- og vinafgiftslovens § 4, at der skal betales afgift her i landet ved overgang til forbrug, det vil sige, når varerne forlader en ordning under suspension af afgiften, eller ved modtagelsen, når varer fra andre EU-lande erhverves af virksomheder og personer, der ikke er berettiget til at oplægge varerne uden afgiftsberigtigelse, jf. øl- og vinafgiftslovens §§ 5 og 6.

Efter øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 2 ydes afgiftsfritagelse bl.a. af varer, som privatpersoner selv medfører til eget brug fra et andet EU-land, i hvilket de er erhvervet i beskattet stand. Det fremgår af EU-Rådets direktiv 08/118, at medlemsstaterne kan opstille vejledende mængder for indførelsen af varer beregnet til eget brug, der for så vidt angår øl ikke må være mindre end 110 liter, jf. artikel 32, stk. 3.

Mineralvandsafgift:

Det fremgår af § 1, stk. 1, nr. 1 i den dagældende lov om afgift af mineralvand (mineralvandafgiftsloven), at der skal svares afgift af mineralvand, og afgiften skal svares i forbindelse med varemodtagelsen her i landet, jf. lovens § 10 a, stk. 1.

Spiritusafgift

Det fremgår af spiritusafgiftslovens § 2a, at der betales afgift her i landet ved overgangen til forbrug, dvs. når varerne forlader en ordning under suspension af afgiften, eller ved modtagelsen, når varer fra andre EU-lande erhverves af virksomheder og personer, der ikke er berettiget til at oplægge varerne uden afgiftsberigtigelse, jf. §§ 7 og 8. Der betales ligeledes afgift ved indførsel af varer fra steder uden for EU, jf. § 18, stk. 1.

Hvad angår ejerskabet af den indførte mængde øl og sodavand, lægges det - ud fra klagerens forklaring - til grund, at den pågældende mængde var indkøbt i Tyskland, og at der var én bon som dokumentation for indkøbet.

Landsskatteretten finder, at den indførte mængde øl og sodavand ikke kan anses for at være indført udelukkende af klageren, blot fordi der kun foreligger én samlet bon for de indførte mængder. Der skal herefter foretages en vurdering af, hvilke mængder klageren kan anses for at have indført og dernæst, hvorvidt disse mængder kan anses for at være indført til klagerens eget brug.

Hvad angår SKATs afgørelse om opkrævning af ølafgift med 992,31 kr., lægges det til grund, at der er tale om indførsel af 936 dåser øl a 0,33 liter, svarende til 312 liter øl. Klageren har forklaret, at den pågældende mængde skulle deles ligeligt mellem hende og hendes medpassager, og at den fremlagte erklæring fra medpassageren ([person1]) ikke indeholder oplysning om en sådan aftale herom.

Landsskatteretten finder på den baggrund, at det ikke er tilstrækkeligt godtgjort, at den indførte mængde øl skulle fordeles ligeligt mellem de to personer, men at klageren, der havde betalt for den pågældende mængde øl, skal anses for have indført hele mængden af øl.

Landsskatteretten finder videre, at det indførte kvantum på 312 liter øl ikke kan antages at være bestemt til klagerens eget brug, idet mængden ligger væsentligt over, hvad der med rimelighed kan forventes anvendt i en normal husholdning, jf. cirkulationsdirektivets artikel 32, 3. pkt., hvor den vejledende mængde for øl er sat til 110 liter. Dette gælder herefter for hele den indførte mængde øl.

Da den vejledende mængde er væsentligt overskredet, har klageren bevisbyrden for, at varerne er indført til eget brug. Klageren har hertil forklaret, at den indførte mængde er indført med henblik på nogle store fester, hvor familien ville komme på besøg og andre fester som julefrokost, nytårsfrokost m.v.

Landsskatteretten finder, at denne forklaring er af generel karakter og ikke nærmere konkretiseret, særligt set i lyset af den indførte mængde på 312 liter, og at klageren derfor ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at der er tale om varer til eget brug.

Den indførte mængde øl er dermed afgiftspligtig efter øl- og vinafgiftslovens §§ 1, stk. 1, og 3, stk. 1, idet dens indførsel ikke kan anses for omfattet af afgiftsfritagelsesbestemmelsen i øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 2.

Hvad angår SKATs afgørelse om opkrævning af mineralvandsafgift med 230,59 kr. lægges det til grund, at der er tale om indførsel af henholdsvis 576 dåser med et indhold på 0,33 l, svarende til 192 liter og 36 flasker med et indhold på 0,5 l, svarende til 18 liter, i alt 210 liter., og at det fremgår af erklæringen fra medpassageren ([person1]), at hun skulle have halvdelen heraf.

Landsskatteretten finder ud fra en konkret vurdering af sagens omstændigheder, at klagerens andel af den indførte mængde sodavand kun udgør halvdelen, svarende til 105 liter, og at denne mængde ligger inden for den vejledende mængde sodavand, der ifølge SKAT med rimelighed kan bruges i en almindelig husholdning.

Det er derfor uberettiget, at SKAT har opkrævet mineralvandsafgift med 230,59 kr.

Hvad angår SKATs afgørelse om opkrævning af spiritusafgift med 126 kr., lægges det til grund, at der er tale om indførsel af 3 flasker spiritus a 70 cl. Denne mængde ligger inden for den mængde spiritus, der ifølge SKAT med rimelighed kan bruges i en almindelig husholdning.

SKATs afgørelse om opkrævning af 1.348 kr. nedsættes derfor med henholdsvis 230,59 kr. vedrørende mineralvandsafgift og 126 kr. vedrørende spiritusafgift, til 991 kr.