Kendelse af 18-09-2014 - indlagt i TaxCons database den 01-11-2014

Klagen skyldes, at SKAT alene delvist har imødekommet en anmodning fra [virksomhed1] A.M.B.A., herefter benævnt selskabet, vedrørende tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1995 - 2010, idet dokumentationskravet ikke er anset for opfyldt, jf. styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829. SKAT.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse, idet selskabets principale påstand om, at selskabet er berettiget til yderligere tilbagebetaling af indgående afgift, i alt 1.628.260 kr., for perioden 1995 – 2005, imødekommes.

Faktiske oplysninger

Selskabet har ved brev af den 22. december 2010 anmodet SKAT om tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, i alt 5.019.346 kr., for perioden 1995 – 2010, jf. SKATs styresignal, SKM2010.622.SKAT, offentliggjort den 4. oktober 2010.

Anmodningen vedrørte indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning ved møder, overarbejde og firmafester.

I forbindelse med sagens behandling i Landsskatteretten har selskabets repræsentant oplyst, at selskabet alene ønsker at Landsskatteretten tager stilling til det påklagede forhold vedrørende indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning ved møder. Kravet udgjorde i alt 4.803.515 kr. for perioden 1995 – 2010.

SKAT har den 24. oktober 2012 truffet afgørelse, hvorefter SKAT for perioden 2006 - 2010 fuldt ud har imødekommet selskabets anmodning vedrørende indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning ved møder med i alt 1.800.645 kr. For perioden 2000 – 2005 har SKAT alene imødekommet selskabets anmodning vedrørende samme forhold delvist med i alt 1.374.609 kr., mens anmodningen for perioden 1995 - 1999 ikke er godkendt.

Selskabet har i perioden 1995 - 2010 afholdt udgifter til bespisning i forbindelse med interne møder og møder med forretningsforbindelser.

Selskabet har som følge af SKATs praksis, der senere er blevet underkendt, ikke tidligere opnået fradrag for momsen af de anførte udgifter.

Selskabet har oplyst til SKAT, at de udgifter, hvoraf momsen søges tilbagebetalt, har været posteret på konto 41502 (frokoststue/udflugter), konto 44531 (fortæring/tobak (repr.)) og konto 44102 (salgsfremmende møder). Konto 41502 indgår i selskabets regnskab under posten: ”Personaleudgifter,” mens de 2 øvrige konti indgår i regnskabsposten: ”Andre udgifter.”

Selskabet har endvidere oplyst, at selskabet ikke har en nedskrevet beskrivelse af retningslinjerne for bespisning i forbindelse med møder, men at der har været en intern politik for, hvornår afholdelse af møder berettigede til forplejning, og at denne politik ikke har været ændret i mange år. Retningslinjerne for forplejningen har været, at denne skulle bestå af smørrebrød/sandwich indkøbt hos den lokale slagter.

I forbindelse med møderne har selskabet stået for forplejningen, således at møderne kunne begynde og fortsætte uden unødige afbrydelser.

Møderne har i videst muligt omfang skullet afholdes i selskabets egne lokaler, og mange møder har været af en varighed til både før og efter spisetid, da deltagerne kom fra hele landet.

Selskabet har fordelt det samlede tilbagebetalingskrav på de enkelte år og oplyst over for SKAT, at selskabet skønner, at ca. 3,7 % af det opgjorte krav vedrører firmafester, mens 0,6 % vedrører bespisning i forbindelse med overarbejde, der ikke kan betegnes som beordret og uvarslet.

Selskabets oprindelige krav vedrørende udgifter til bespisning ved møder, overarbejde og firmafester kan i oversigtsform angives som følger:

Perioden fra 2000 - 2005
Selskabet er ikke i besiddelse af bilag eller konteringsoversigter for de berørte konti for perioden 2000 - 2005. De fradragsberettigede bespisningsudgifter er derfor opgjort ved et skøn, der tager udgangspunkt i forholdet mellem på den ene side de fradragsberettigede udgifter afholdt i årene 2006 - 2010 og på den anden side størrelsen af den regnskabspost, som udgifterne indgik i. Selskabet har således beregnet, at udgifterne konteret på konto 41502 i 2006 - 2010 gennemsnitligt har udgjort 0,283 % af regnskabsposten ”Personaleudgifter,” mens de fradragsberettigede udgifter, der i samme periode er posteret på konto 44531 og 44102, gennemsnitligt har udgjort 0,007 % af regnskabsposten ”Andre udgifter.”

Selskabet har derudover fremlagt oplysninger om antallet af ansatte i perioden og om de samlede udgifter, der i hvert af de omhandlede år er bogført på konto 41502, 44531 og 44102.
Perioden fra 1995 - 1999
Selskabet er ikke i besiddelse af bilag, konteringsoversigter eller saldobalancer for de berørte konti for perioden 1995 - 1999. De fradragsberettigede bespisningsudgifter er derfor opgjort ved et skøn, der tager udgangspunkt i forholdet mellem på den ene side de fradragsberettigede udgifter afholdt i årene 2006 - 2010 og på den anden side størrelsen af den regnskabspost, som udgifterne indgik i. Selskabet har således beregnet, at udgifterne konteret på konto 41502 i 2006 - 2010 gennemsnitligt har udgjort 0,283 % af regnskabsposten ”Personaleudgifter,” mens de fradragsberettigede udgifter, der i samme periode er posteret på konto 44531 og 44102, gennemsnitligt har udgjort 0,007 % af regnskabsposten ”Andre udgifter.”

Selskabet har herefter beregnet kravet for 1995 - 1999 ved at anse en tilsvarende andel af de nævnte regnskabsposter i perioden for fradragsberettigede.

Til illustration af de regnskabsmæssige poster har selskabet fremlagt Beretning og regnskab for 1997. Det fremgår heraf, at regnskabsposterne ”Personaleudgifter” og ”Andre udgifter” er opdelt i henholdsvis produktionsomkostninger, salgs- og distributionsomkostninger og i administrationsomkostninger.

Selskabet har derudover fremlagt oplysninger om antallet af ansatte i perioden.

Selskabets krav vedrørende indgående afgift i forbindelse med udgifter til mødebespisning kan i oversigtsform angives som følger, herunder med angivelse af antal ansatte pr. år:

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, i alt 479.301 kr., for perioden 2000 – 2005.

SKAT har endvidere ikke godkendt fradrag for indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, i alt 1.148.959 kr., for perioden 1995 - 1999.

Virksomheden skal gennem regnskabet m.v. kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning.

Herefter skal virksomheden sandsynliggøre, hvor stor en andel af disse bespisningsudgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen.

Vedrørende dokumentationskravet for perioder, der er ældre end 5 år, skal der også for disse perioder indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Dokumentationskravet vil i disse situationer efter en konkret vurdering kunne opfyldes ved hjælp af eksempelvis specifikation til regnskabsmateriale, mødekalendere eller lignende.

Vurderingen af, om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for ældre perioder. Der ses bl.a. på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Kan virksomheden f.eks. dokumentere et krav for de seneste 5 år, så kan den ikke blot anvende kravet for den periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for den ekstraordinære periode. SKAT accepterer ikke, at virksomheden blot ganger med de resterende antal år der ønskes tilbagebetaling for. Virksomheden vil i den situation ikke leve op til dokumentationskravene. Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder ældre end 5 år, kan der ikke ske tilbagebetaling.

Der er henvist til momslovens §§ 37 og 42 samt styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829. SKAT.

Krav vedrørende 2000 - 2005
Selskabet har ikke ved det fremsendte materiale sandsynliggjort det for perioden anmeldte krav.

Det fremgår af de fremsendte oplysninger, at ca. 22,8 % af de omkostninger, der er posteret på konto 41502 i 2006 - 2010 udgør fradragsberettigede omkostninger. Der er en nær tidsmæssig sammenhæng mellem perioden fra 2006 - 2010 og perioden fra 2000 - 2005, da fradragsberettigede udgifter udgør en ikke ubetydelig andel af de på kontoen posterede udgifter og denne andel udgør for alle årene mellem 21 og 25 %.

På denne baggrund anses det sandsynliggjort, at selskabet i perioden har afholdt fradragsberettigede bespisningsomkostninger, og at der er en tilstrækkelig sammenhæng mellem de totale udgifter posteret på konto 41502 og den fradragsberettigede andel heraf, at oplysningerne om de i perioden 2000 - 2005 bogførte omkostninger kan danne grundlag for et forsigtigt skøn over selskabets tilbagebetalingskrav.

På trods af den manglende konkrete opgørelse af og dokumentation for kravet anses det efter omstændighederne sandsynliggjort, at i hvert fald 20 % af de i perioden 2000 - 2005 på konto 41502 posterede udgifter er fradragsberettigede bespisningsomkostninger. SKAT er således indstillet på at imødekomme den del af virksomhedens krav for perioden, der ikke overstiger 20 % af de på konto 41502 posterede udgifter. Det godkendte tilbagebetalingsbeløb kan opgøres således:

2000 2001 2002 2003 2004 2005 i alt 00-05
Udgifter konto 4l502: 4.973.091 5.344.504 5.054.736 6.239.610 5.661.228 7.092.066 34.365.236
skønnet fradragsdel (20 %): 994.618 1.068.901 1.010.947 1.247.922 1.132.246 1.418.413 6.873.047
moms heraf (20 %) - skønnet krav: 198.924 213.780 202.189 249.584 226.449 283.683 1.374.609

De fradragsberettigede udgifter posteret på konto 44531 og konto 44102 udgør en så ubetydelig andel af de samlede udgifter posteret på de nævnte konti i perioden 2006 - 2010, at oplysningerne om de samlede udgifter posteret på de nævnte konti i perioden 2000 - 2005 ikke med rimelighed kan danne udgangspunkt for et relevant skøn over de fradragsberettigede udgifter i denne periode.

Da der ikke i øvrigt findes bilag/regnskabsmateriale, der sandsynliggør kravet, afviser SKAT tilbagebetaling af moms af udgifter vedrørende konto 44531 og konto 44102.

Krav vedrørende perioden 1995 - 1999
Oplysningerne om størrelsen af regnskabsposterne ”Personaleudgifter” og ”Andre udgifter” kan ikke sandsynliggøre, hvilke udgifter selskabet har afholdt til fradragsberettiget bespisning af medarbejdere og forretningsforbindelser. Der er herved lagt vægt på, at de nævnte regnskabsposter indeholder en lang række andre udgifter end udgifter til bespisning, og at de fradragsberettigede bespisningsudgifter i 2006 - 2010 kun udgør en helt forsvindende andel af de nævnte regnskabsposter. Der kan således ikke ud fra størrelsen af regnskabsposterne udledes noget om hvilke bespisningsudgifter, der har været afholdt hos selskabet eller om hvilke udgifter, der har været afholdt i forbindelse med møder.

Da selskabet ikke i øvrigt er i besiddelse af regnskabsmateriale for perioden før 2000, og da selskabet ikke har indsendt en specificeret opgørelse med tilhørende dokumentation, anses kravet ikke i tilstrækkeligt omfang sandsynliggjort/dokumenteret.

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt principal påstand om, at anmodningen om tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af ansatte og forretningsforbindelser i forbindelse med møder skal anerkendes i overensstemmelse med opgørelsen, sådan at den resterende del på 1.628.260 kr. af det oprindelige krav udbetales.

Selskabets repræsentant har nedlagt subsidiær påstand om, at det anerkendes, at der foreligger et krav vedrørende tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af ansatte og forretningsforbindelser i forbindelse med møder. Den endelige størrelse af kravet skal hjemvises til SKAT til afgørelse.

I overensstemmelse med SKATs tidligere gældende praksis har selskabet i perioden 1995 - 2010 ikke fradraget købsmoms for køb af mad og drikkevarer, som er blevet serveret for forretningsforbindelser og ansatte i forbindelse med møder med fagligt indhold afholdt i selskabets egne lokaler.

Selskabet holder ofte møder, hvor medarbejdere fra alle landets mange afdelinger deltager. Da disse møder ofte er af længere varighed og vil strække sig over spisetidspunkter, er det naturligt, at der serveres mad og drikke for medarbejderne.

Med baggrund i EU-Domstolens dom i sagen C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, har SKAT ved styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT foretaget en praksisændring. Det er nu muligt at fradrage moms for bespisning af forretningsforbindelser og ansatte under møder i egne lokaler, forudsat at møder er afholdt med strengt erhvervsmæssigt formål. Samtidig blev det muligt at anmode om genoptagelse af afgiftstilsvar tilbage til ultimo 1994 og derved få ikke tidligere fradraget moms tilbagebetalt.

Med hjemmel i den anførte EU-dom og SKATs offentliggørelse af praksisændringen i første styresignal har selskabet opgjort sit krav ud fra en gennemgang af relevante regnskabsposter, som afspejler diverse bespisningsudgifter, hvor selskabet ikke har fradraget moms.

Selskabet har i sin opgørelse af momskravet vurderet, om mødeaktiviteten har været streng erhvervsmæssig. Selskabet har således kun medtaget moms af bespisning i egne lokaler, når der som eksempel har været tale om møder med forretningsforbindelser eller interne faglige møder med medarbejdere, hvor bespisning har været en naturlig del af mødets gennemførelse.

SKAT anerkender i sin afgørelse, og har i øvrigt under hele sagens behandling anerkendt, at selskabet i perioden fra 1995 - 2010 har afholdt udgifter vedrørende bespisning i forbindelse med interne møder og møder med forretningsforbindelser, jf. SKATs afgørelse side 3 øverst.

Denne sag drejer sig således ikke om, hvorvidt selskabet i den gamle periode 1995 - 2005 også havde fradragsberettiget mødebespisning. Sagen drejer sig om, hvorledes kravet for den gamle periode skal opgøres og dokumenteres.

SKAT har trods sin anerkendelse af mødebespisningskravet ikke godkendt den opgørelse, som selskabet har foretaget. SKAT opstiller i sin afgørelse ingen alternativ opgørelse eller metode til opgørelse. SKAT afviser - trods anerkendelsen af kravet - helt at tilbagebetale moms for den gamle periode.

Alene dét, at SKAT ikke opstiller nogen alternativ opgørelsesmetode for den gamle periode, bør medføre, at SKAT skal acceptere selskabets opgørelse, som er sandsynliggjort og retvisende.

Som det fremgår af SKATs afgørelse, omfatter de 1.628.260 kr. dels SKATs nægtelse af hele momsfradraget for mødebespisning i den gamle periode 1995 - 1999 på 1.148.959 kr. og SKATs nægtelse af en del af momsfradraget for mødebespisning i den mellemliggende periode 2000 - 2005 på 479.301 kr.

Selskabet har haft udgifter til mødebespisning i hele den omhandlede periode fra 1995 - 2010, og selskabets mødepolitik samt regnskabsprincipper har været uændret perioden igennem. SKAT har imødekommet det opgjorte tilbagebetalingskrav for perioden 2006 - 2010, ligesom SKAT har imødekommet cirka 74 % af de posterede udgifter som fradragsberettigede bespisningsomkostninger i perioden 2000 - 2005.

Selskabet har interne retningslinjer for, hvornår mødeaktivitet berettiger til forplejning. Det har været i selskabets egen interesse at begrænse bespisningsudgiften samtidig med at sikre en optimal afholdelse af møder, herunder at møder forløber effektivt uden unødige afbrydelser. Særligt har der været behov for forplejning under møder, der har strakt sig over tidspunkter, hvor medarbejderne almindeligvis har indtaget frokost. I denne forbindelse skal det bemærkes, at selskabet ofte holder møder, hvor medarbejdere fra alle landets mange afdelinger deltager. Da disse møder ofte er af længere varighed og vil strække sig over spisetidspunkter, er det naturligt, at der serveres mad og drikke for medarbejderne.

Selskabet har over flere omgange under SKATs sagsbehandling brugt mange ressourcer på at gennemgå gamle fysiske og elektroniske arkiver. Det er lykkedes selskabet at få adgang til elektronisk opbevarede kontospecifikationer genereret i SAP, som er det økonomistyringssystem, som selskabet anvender i dag. Det har dog ikke været muligt at få adgang til det oprindelige bogføringssystem, som selskabet anvendte før SAP.

For så vidt angår de resterende bespisningsudgifter i perioden 2000 - 2005 og udgifterne i perioden 1995 - 1999 påstår SKAT, at kravet ikke i tilstrækkeligt omfang er dokumenteret, da der ikke foreligger en specificeret opgørelse med tilhørende dokumentation, og da oplysninger om størrelsen af regnskabsposterne ”Personaleudgifter” og ”Andre udgifter” ikke kan sandsynliggøre, hvilke udgifter selskabet har afholdt til fradragsberettiget bespisning af medarbejdere og forretningsforbindelser.

Selskabet har på baggrund af undersøgelse af gamle fysiske og elektroniske arkiver konstateret, at det overordnet er de samme bogføringskonti og underliggende kontospecifikationer, der indgår i regnskabsposterne ”Personaleudgifter” og ”Andre udgifter”. Opgørelsen af kravet for den ældre periode er dermed baseret på samme type regnskabsmateriale som opgørelsen af kravet for den nyeste periode.

Jo ældre transaktionen er udover opbevaringspligten, des mindre dokumentation er opbevaret af selskabet. Dog er de reelle regnskabsposter opbevaret gennem hele perioden.

I tidsrummet fra SKAT udtager nærværende sag til kontrol, til SKAT træffer sin afgørelse, har selskabet gentagne gange fremlagt forskellige former for dokumentation. Selskabet har forklaret SKAT om opgørelsesmetoder, ligesom selskabet har sandsynliggjort størrelsen af det anmeldte momskrav.

SKAT godkender i vid udstrækning selskabets opgjorte momskrav ved mødebespisning for perioden 2000 - 2005. Dog anlægger SKAT en form for væsentlighedsbetragtning og ser bort fra mødebespisningsomkostninger, som af SKAT anses for ”ubetydelige”. Selskabet kan ikke anerkende SKATs metode til begrænsning af momskravet for denne periode, da metoden blandt andet bærer præg af blot at skulle nedsætte momskravet mod SKAT.

Da al dokumentation ikke er opbevaret, har selskabet på flere måder sandsynliggjort det opgjorte krav på baggrund af transaktioner og regnskabsposter.

En af disse sandsynliggørelser baseres på selskabets regnskabsoplysninger om antal medarbejdere i de enkelte år i hele perioden, sammenholdt med de af selskabet opgjorte momskrav for samme periode.

Sammenligningen viser således, hvor stort momskravet udgør pr. medarbejder i de enkelte år. Dette er en relevant sammenligning, da medarbejdere er en nødvendig del af de møder, som selskabet har afholdt.

Det ses af sammenligningen, som er gengivet nedenfor, at mødebespisningsudgifterne i de ældre år har været lavere end for de nyere år, som SKAT har godkendt. (Tabellen viser selskabets tidligere samlede krav inkl. krav vedrørende overarbejde og firmafester)

SKAT har nægtet at tilbagebetale al moms af mødebespisning i egne lokaler for gamle perioder. Selskabet har både under SKATs løbende sagsbehandling og senest i klagen til Landsskatteretten dokumenteret momskravet for hele perioden inklusiv den gamle periode ved brug af faktiske regnskabsposter i den gamle periode. Selskabet har videre sandsynliggjort omfanget af momskravet ved at sammenholde de opgjorte momskrav med antallet af ansatte.

Sammenligningen viser, at momskravet er forsigtigt opgjort, da momskravet pr. ansat i den gamle periode (1995: 164 kr./ansat) er væsentlig lavere end i den nyeste periode (2010: 234 kr./ansat).

På baggrund af ovenstående fastholder selskabet, at bespisningsudgiften er sandsynliggjort.

SKAT umuliggør ved sin begrundelse reelt tilbagebetaling af moms, og derved strider SKATs afgørelse mod den retspraksis for tilbagebetalinger, som er fastlagt af EU-domstolen.

EU-retten har forrang for national ret, hvilket EU-Domstolen første gang slog fast i sagen C-6/64 Costa mod E.N.E.L.

Efter EU-traktatens artikel 4 (3) tilkommer det medlemsstaterne at træffe de fornødne foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af EU-retten. I forlængelse heraf har retspraksis fastslået, at medlemsstaterne har en forpligtelse til at tilbagebetale afgifter, der er opkrævet i strid med bestemmelserne i fællesskabsretten.

Da der ikke foreligger fællesskabsretlige bestemmelser om tilbagebetaling af afgifter, der er opkrævet med urette, tilkommer det ligeledes medlemsstaterne i deres nationale retsorden at fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som fællesskabsretten medfører for borgerne.

I den forbindelse skal medlemsstaterne overholde EU-rettens effektivitetsprincip, hvorefter der ikke må fastsættes regler, der i praksis gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden, jf. bl.a. præmis 117 i sag C147/01, Weber’s Wine World.

Effektivitetsprincippet er udtryk for et generelt og almengyldigt fællesskabsretligt princip, der finder anvendelse i de tilfælde, hvor myndighederne reelt afskærer muligheden for genoptagelse eller tilbagebetaling af ellers retsmæssige krav.

I relation til dokumentationskravene for virksomhedernes fradrag for købsmoms beskriver momsbekendtgørelsen § 58, at virksomhederne skal kunne fremlægge fakturaer, herunder forenklede fakturaer og afregningsbilag m.m. Efter såvel bogføringslovens § 10 og momsbekendtgørelsens § 21 er der imidlertid kun pligt til at opbevare regnskabsmateriale i maksimalt fem år fra udgangen af det regnskabsår, som materialet vedrører.

Når SKAT kræver, at selskabet, for perioder ældre end 5 år, skal fremvise dokumentation i form af specificerede opgørelser, og dansk lovgivning samtidig kun opererer med en 5 årig opbevaringspligt for regnskabsmateriale, må det gøres gældende, at SKATs krav umuliggør eller gør det uforholdsmæssigt vanskeligt for selskabet at fremlægge behørig dokumentation.

På denne måde er effektivitetsprincippet til hinder for, at SKAT opstiller dokumentationskrav, der i praksis gør det uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges selskabet i henhold til fællesskabsretten.

I sag C-147/01, Weber’s Wine World, om tilbagebetaling af fejlagtigt opkrævede afgifter på alkoholdige drikkevarer, hvor tilbagebetaling efter national ret betinges af, at afgiften ikke er væltet over på tredjemand, diskuteres det blandt andet, hvem der bærer bevisbyrden for, at afgiften ikke er væltet over på tredjemand. EU-domstolen anerkender, at bevisbyrden tilkommer den nationale myndighed, men domstolen anfører i præmis 115:

”Det er korrekt, at for så vidt angår en ”selvangivelsesafgift” kan beviset for en faktisk overvæltning på tredjemand ikke føres uden samarbejde fra den pågældende afgiftspligtiges side. I denne forbindelse kan skattemyndigheden kræve at få adgang til bilag, som den afgiftspligtige havde pligt til at opbevare i medfør af national ret.”

I relation til selskabets sag om tilbagebetaling er det væsentlige, at EU-domstolen specifikt nævner, at skattemyndighedens ret til at kræve dokumentation fremlagt alene omfatter bilag, som den afgiftspligtige efter national lovgivning har pligt til at opbevare. Dette forhold understøtter selskabets påstand om, at SKATs dokumentationskrav, for så vidt angår perioder ældre end 5 år, er stridende mod effektivitetsprincippet. Som en konsekvens, af den manglende opbevaringspligt for regnskabsmaterialet, vil det være umuligt at fremlægge behørig dokumentation.

Hvis SKATs krav til dokumentation for perioder ældre end 5 år stadfæstes, vil det have som konsekvens, at SKAT slipper for at tilbagebetale beløb, som ville være tilkommet selskabet, dersom SKAT havde fortolket reglerne korrekt. En sådan praksis vil være i strid med effektivitetsprincippet, og SKAT vil utvivlsomt opnå en uberettiget berigelse.

Som bemærkning til den subsidiære påstand henvises til argumentationen under den principale påstand. Påstanden er alene medtaget for det tilfælde, at Landsskatteretten ønsker at fastsætte retningslinjerne i forbindelse med en fornyet opgørelse og dokumentation af kravet.

Landsskatterettens afgørelse

Der skal tages stilling til, om det er med rette, at SKAT for perioden 2000 - 2005 alene delvist har imødekommet selskabets anmodning om tilbagebetaling af indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i egne lokaler. Der skal endvidere tages stilling til, om det er med rette, at SKAT for perioden 1995 – 1999 i sin helhed ikke har imødekommet selskabets anmodning. Kravet udgør for begge perioder i alt 1.628.260 kr.

Af momslovens § 37, stk. 1, fremgår:

”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.”

Af momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, fremgår:

”Virksomheder kan ikke fradrage afgift af indkøb m.v., som vedrører

(...)

5) underholdning, restaurationsydelser, repræsentation og gaver, jf. dog stk. 2.

(...)”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 31, stk. 2, fremgår:

”Stk. 2. En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. (...).”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, fremgår:

”Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

1)Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse fore-tages til gunst for den afgiftspligtige fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulte-rede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis. Tilsvarende kan genoptagelse ske til gunst for den godtgørelsesberettigede vedrørende godtgørelse af afgift, der kunne være gjort gældende fra og med det tidspunkt, der var til prøvelse i den første sag, der resultere-de i underkendelse af praksis, eller 3 år forud for underkendelsen af praksis.”

Ifølge dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, kan et afgiftstilsvar ændres uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 31, såfremt hidtidig praksis er endelig underkendt ved dom, en Landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet.

EU-domstolen har i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, udtalt sig om dels medlemsstaternes mulighed for opretholdelse af undtagelser fra retten til fradrag af indgående afgift i henhold til standstill-klausulen, jf. 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, dels om virksomhedernes mulighed for vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden, uden at leverancen udløser udtagningsmoms, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2, litra a) og b). Selskaberne havde i henhold til national praksis fradraget den fulde indgående afgift og beregnet udtagningsmoms.

Domstolen udtalte, jf. præmis 44, at det vil være i strid med standstill-klausulen i 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, såfremt en medlemsstat efter direktivets ikrafttrædelsestidspunkt anvender en undtagelse fra retten til fradrag for indgående afgift, efter at medlemsstaten gennem administrativ praksis har anerkendt fuld fradragsret. Som følge heraf kan momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, ikke anvendes til at begrænse retten til fradrag af den indgående afgift i forbindelse med vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden.

Videre udtalte domstolen, at 6. direktivs artikel 6, stk. 2, som udgangspunkt omfatter vederlagsfri bespisning af personale i virksomhedens lokaler, medmindre virksomhedens behov – såsom behovet for at sikre, at møder i arbejdet forløber sammenhængende og godt – gør det nødvendigt, at arbejdsgiveren sørger for bespisningen, jf. præmis 65. I de særlige tilfælde, hvor virksomhedens behov gør det nødvendigt at sørge for vederlagsfri bespisning af personalet i forbindelse med afholdelse af møder i virksomheden, er leverancen ikke omfattet af begrebet ”virksomheden uvedkommende formål”, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2. En sådan vederlagsfri bespisning skal således ikke sidestilles med levering af en tjenesteydelse uden vederlag, hvorfor der ikke skal beregnes udtagningsmoms.

Som følge af EU-domstolens dom i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, har SKAT offentliggjort styresignalet SKM2010.622.SKAT, hvorefter den tidligere praksis, om at der ikke var fradragsret for moms af udgifter til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte i forbindelse med møder i virksomheden, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, er ændret.

For så vidt angår praksisændringens omfang fremgår følgende af SKM2010.622.SKAT:

”Genoptagelse

Virksomheder der efter den hidtidige praksis ikke har taget fradragsret, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, eller som har beregnet udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 2, ved bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, kan anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret.”

Skatteministeriet har tilkendegivet sin opfattelse vedrørende dokumentationskravene i styresignalet SKM2011.829.SKAT, hvoraf fremgår følgende:

”Dokumentationskravene er i SKM2010.622.SKAT formuleret således:

Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.”

Det vil med andre ord sige, at det som udgangspunkt beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om det fremlagte materiale er tilstrækkeligt til, at anmodningen kan imødekommes.

Efter Skatteministeriets opfattelse kan der lægges følgende grundlæggende linje for, hvad der skal kræves af dokumentation for, at kravet kan imødekommes:

Virksomheden skal gennem regnskabet kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Da bespisning af forretningsforbindelser er anset for ”repræsentation” og bespisning af ansatte for ”kost til ansatte”, vil det være naturligt at tage afsæt i regnskabets konti for henholdsvis ”repræsentation” og ”kost til ansatte”.

Herefter skal virksomheden kunne sandsynliggøre, hvor stor andel af udgifterne på disse konti, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen. Udgifter til hotel- og restaurationsudgifter skal trækkes helt ud af opgørelsen, da disse udgifter ikke er omfattet tilbagebetalingsadgangen.

Sandsynliggørelse af, hvilke udgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen kan f.eks. ske ved, at virksomheden redegør for og dokumenterer sine mødeaktiviteter og bespisningspolitik.

For perioder, der er ældre end 5 år, skal der også indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Da bilagsmaterialet måske ikke længere foreligger, vil dokumentationskravet efter en konkret vurdering blandt andet kunne opfyldes gennem

Derudover skal det sandsynliggøres, at betingelserne for fradragsret ifølge retningslinjerne i styresignalet er opfyldt.

Vurderingen af, om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for de ældre perioder. Der skal ses på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Hvis virksomheden f.eks. kan dokumentere et krav vedrørende en nyere periode, kan virksomheden ikke anvende kravet for denne periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for de ældre perioder. Det vil med andre ord sige, at det ikke accepteres, at virksomheden blot ganger et års dokumenteret krav med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for.

Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder, der er ældre end 5 år, og derfor ikke på nogen måde kan dokumentere, at der for disse år er afholdt udgifter omfattet af tilbagebetalingsadgangen, kan der efter Skatteministeriets opfattelse ikke ske tilbagebetaling.”

Det bemærkes, at styresignaler, herunder SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, gengiver SKATs opfattelse.

Det bemærkes endvidere, at det følger af bogføringslovens § 10, stk. 1, ogmomsbekendtgørelsens § 66, stk. 1, at virksomheder alene er forpligtet til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år. Genoptagelsesperioden for momsfradrag vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte rækker langt ud over denne opbevaringsperiode.

Selskabet har således ikke opbevaret regnskabsmateriale for hele genoptagelsesperioden, herunder den påklagede periode 1995 - 2005.

Spørgsmålet er herefter, hvorvidt de omhandlede udgifter til bespisning kan anses for sandsynliggjort eller dokumenteret og dermed anses for omfattet af momslovens § 37.

Selskabet har ved opgørelsen af kravet for perioden 1995 - 2005 foretaget et skøn.

Selskabet er ikke i besiddelse af bilag, konteringsoversigter eller saldobalancer for de berørte konti for perioden 1995 - 2005. De omhandlede bespisningsudgifter er derfor opgjort ved et skøn, der tager udgangspunkt i forholdet mellem på den ene side de fradragsberettigede udgifter afholdt i årene 2006 - 2010 og på den anden side størrelsen af den regnskabspost, som udgifterne indgik i.

Selskabet har herefter beregnet kravet for 1995 - 2005 ved at anse en tilsvarende andel af de nævnte regnskabsposter i perioden for fradragsberettigede. Der er endvidere henset til antallet af ansatte i perioden.

Landsskatteretten finder det herefter sandsynliggjort, herunder efter en konkret vurdering af selskabets aktivitet i genoptagelsesperioden, herunder antallet af ansatte, at selskabet har afholdt udgifter af den omhandlede karakter i den påklagede periode. Retten finder endvidere, at størrelsen af kravet i tilstrækkelig grad er sandsynliggjort. Der er herved henset til, at selskabet har taget hensyn til aktivitetsniveauet i den omhandlede periode. Selskabet har således ved opgørelsen af kravet foretaget et realistisk skøn.

Landsskatteretten giver således selskabet medhold i den nedlagte principale påstand.