Kendelse af 13-03-2014 - indlagt i TaxCons database den 03-05-2014

SKAT har anset køretøjet som værende brugt og fastsat afgiften på køretøjet til 69.056 kr. på baggrund af en handelspris, der er vurderet til 119.300 kr.

Landsskatteretten ændrer afgørelsen således, at køretøjet skal anses som værende nyt og afgiftsberigtiges på baggrund af den faktiske salgspris.

Faktiske oplysninger

Køretøjet, en Harley Davidson, model Sportster, type 883, stelnummer [...1], indregistreret første gang den 16. oktober 2007, er det ene af tre køretøjer, som klageren har parallelimporteret fra USA.

Af anmeldelsen til syn og/eller registrering fremgår det, at køretøjet er brugt. Af afgørelse om værdifastsættelse fremgår det, at køretøjet har kørt 1.500 km.

SKATs afgørelse

SKAT har fastsat afgiften på køretøjet til 69.056 kr., svarende til en handelspris på ca. 119.300 kr.

Ved værdifastsættelsen har SKAT – udover køretøjets sikkerhedsudstyr og brændstofforbrug – taget hensyn til køretøjets stand, dets oprindelige nypris, handelsprisen samt annoncerede priser for sammenlignelige køretøjer.

SKAT har i udtalelse af 8. januar 2014 til Skattankestyrelsen vedrørende den konkrete motorcykel bemærket, at motorcyklen er værdiansat som værende brugt på baggrund af afkrydsningen fra anmeldelsesblanketten fra syn og registrering (den gamle anmeldelsesblanket før DMR). Handelsprisen er vurderet til 119.300 kr.

Vedrørende de tre motorcykler generelt har SKAT bemærket, at konklusionen må være, at alle tre motorcykler skal værdiansættes som værende nye (parallelimport), selvom der på anmeldelsesblanketten fra syn og registrering er afkrydset som ”brugt”.

Derfor bør stel nr. [...1] ændres og afgiftsberigtiges ud fra den faktiske salgspris og ikke værdiansættes som brugt. De to øvrige motorcykler er afgiftsberigtiget korrekt som værende nye. Men klager har måske ikke viden om, at det er den faktiske salgspris, jf. § 9, stk. 2, der skal svares afgift af og ikke kun ud fra fakturaprisen tillagt 9 % i avance, jf. lovens § 8, stk. 1.

Din opfattelse

Du har i brev af 25. juli 2011 skrevet således til et Skattecenter:

Vedr: Klage over værdiansættelse af 3 stk. Harley Davidson.

Alle motorcyklerne er paralelimporteret fra USA og fremstår som nye kørertøjer og har kørt under 2000 km som er kravet for afgift for paralelimporteret kørertøjer. Hvor afgiften beregnes af køretøjets indkøbspris.

De første kr. 9.800 0 % afgift

1 afgift kr. 12.000 105 % afgift

2 afgift rest 180 % afgift

Kørertøjerne er blevet fremvist i orginal stand og fotograferet af Skat for værdiansættelse af afgift. Ventetiden på at betale afgift har været 5 til 8 uger.

Utallige opringninger til Skat uden at kunne komme igennem en eneste gang. 4 breve til skatteministeriet. Efterfølgene blev jeg ringet op af Skat, hvorefter jeg har modtaget afgørelserne på afgift på 2 stk. Harley Davidson Sporster den 9/7-2011.

Kunden der har købt motorcyklerne har ønsket farveskift på skærme og tank, fra metallic farve til sort, og det er gjort.

Ekspeditionsnr. 11-125 216

1 stk. Harley Davidson Sporster 883 årgang 2007

Indkøb 5150$ kurs 575 = kr. 29.097,00

Ekspeditionsnr. 11-112 114

1 stk. Harley davidson Sporster 883 årgang 2007

Indkøb 4300$ kurs 565 = kr. 24.295,00

Ekspeditionsnr. 11-125 143

1 stk. Harley Davidson Sporster 883 årgang 2006

Indkøb 4111$ kurs 560 = kr. 23.021,00

På Skats hjemmeside for afgifter:

Sporster fra 2006 65.143

Sporster fra 2007 69.056

Det er normal afgifter og ikke afgifter for paralelimporteret motorcykler.

Landsskatterettens afgørelse

Et køretøj anses som nyt, indtil det har kørt 2.000 km, medmindre køretøjet har været udsat for beskadigelser eller viser spor af slitage, som udelukker, at det kan sælges som nyt. Dette fremgår af § 4 i den dagældende bekendtgørelse om værdiansættelse af motorkøretøjer m.v., jf. bek. nr. 230 af 22. marts 2006.

Af § 8, stk. 1 i den dagældende registreringsafgiftslov, lbk. nr. 804 af 29. juni 2007, fremgår det, at

den afgiftspligtige værdi for et nyt køretøj er dets almindelige pris, indbefattet merværdiafgift, men uden afgift efter denne lov, ved salg til bruger her i landet på registreringstidspunktet eller, hvis told- og skatteforvaltningen inden køretøjets registrering udsteder bevis for afgiftsberigtigelsen, på tidspunktet for bevisets udstedelse. I den afgiftspligtige værdi af nye køretøjer indregnes altid mindst 9 pct. i samlet avance for importør og forhandler. Den afgiftspligtige værdi må ikke indeholde negativ importøravance, jf. dog § 9, stk. 3 og 4. [...]

Det fremgår videre af § 9, at

den almindelige pris for et nyt køretøj ved salg til bruger kan anmeldes for told- og skatteforvaltningen af den, som har fastsat prisen. Anmeldelsen skal indeholde oplysninger om, hvilket udstyr den anmeldte pris omfatter.

Stk. 2. Er der anmeldt en pris for et køretøj efter stk. 1, anvendes denne pris som køretøjets afgiftspligtige værdi. Såfremt køretøjet sælges til en højere pris end den, der er anmeldt efter stk. 1, anvendes dog denne salgspris som køretøjets afgiftspligtige værdi. Køretøjet kan ikke afgiftsberigtiges på grundlag af en lavere pris end den anmeldte, medmindre det kan godtgøres, at den lavere pris indeholder de elementer, som efter § 8, stk. 1 og 3, indgår i den afgiftspligtige værdi. Såfremt den samlede avance for importør og forhandler er under 9 pct., forhøjes den afgiftspligtige værdi med 25 pct. af forskellen mellem en beregnet avance og den faktiske avance. Forhandlere underretter told- og skatteforvaltningen om afvigelser fra den anmeldte pris.

Motorcyklen er på baggrund af afkrydsningen fra anmeldelsesblanketten fra syn og registrering afgiftsberigtiget som værende brugt. Idet motorcyklen efter det oplyste har kørt under 2.000 km skal den afgiftsberigtiges som værende ny.

Afgiftsberegningen skal derfor ændres og foretages ud fra den faktiske salgspris, jf. den dagældende registreringsafgiftslovs § 9, stk. 2, jf. § 8, stk. 1.