Kendelse af 27-10-2015 - indlagt i TaxCons database den 20-11-2015

Klagen skyldes SKATs efteropkrævning af i alt 486.197 kr. i moms for perioden fra den 1. februar til den 31. oktober 2010, idet selskabet er anset for at have indgivet urigtige angivelser for perioden.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Det fremgår, at selskabets momstilsvar for perioden ifølge regnskabet afviger fra det momstilsvar, der er angivet til SKAT. Hertil kommer, at der for juni og oktober måned 2010 er bogført momsbeløb, som ikke er fradragsberettigede. Afvigelserne fordeler sig som følger:

Der er enighed mellem SKAT og selskabet om størrelsen af beløbene.

SKAT blev i september 2011 kontaktet af [politiet] vedrørende en anmeldelse om svindel med moms. Det er oplyst, at svindelen er begået af den tidligere regnskabschef i selskabet. Svindelen foregik ved, at regnskabschefen angav en større købsmoms, end selskabet var berettiget til. Herved blev de beløb, selskabet skulle betale, mindre, mens de beløb, som selskabet skulle have tilbagebetalt, blev større.

Selskabets repræsentant har bl.a. oplyst, at svindelen blev foretaget således, at regnskabschefen overførte midler fra selskabet til egne konti og maskerede disse som udbetalinger til selskabets kreditorer. Regnskabschefen overførte endvidere betalinger modtaget fra selskabets debitorer til egne konti. For at dække over eller ”finansiere” svindelen angav regnskabschefen en for høj købsmoms for selskabet.

Under sagens behandling i Skatteankestyrelsen har selskabets repræsentant fremlagt kopier af skærmprint til illustration af, hvorledes angivelsen af de forkerte momsbeløb fandt sted. Det er oplyst, at regnskabschefen først loggede på SKATs tast selv system, indberettede det korrekte beløb og tog et skærmprint af indberetningskvitteringen til regnskabet. Dernæst loggede han på igen senere samme dag og indberettede et for højt beløb i selskabets favør.

Der er endvidere fremlagt kopi af dom fra oktober 2011, hvoraf det fremgår, at regnskabschefen blev straffet med fængsel i 1 år. Ligeledes er der fremlagt kopi af bortvisningsbrev og brev om erstatningskrav til regnskabschefen samt kopi af politianmeldelse. Det fremgår bl.a. af politianmeldelsen, at man anmodede politiet om hurtigst muligt at sikre indefrysning af indeståender på regnskabschefens bankkonti.

SKATs afgørelse

SKAT har efteropkrævet 486.197 kr. i moms for perioden fra den 1. februar til den 31. oktober 2010, idet selskabet er anset for at have angivet urigtige angivelser for perioden.

Der er herved henvist til følgende:

”I henhold til momslovens § 56 skal der for hver afgiftsperiode opgøres den udgående og indgående afgift. Forskellen mellem den udgående og indgående afgift er virksomhedens afgiftstilsvar. Udgående afgift er momsen på virksomhedens salg i perioden og indgående afgift er virksomheden fradragsberettigede indkøb efter momslovens § 37 i perioden.

Virksomheden skal efter bestemmelserne i momslovens § 57 efter udløbet af hver afgiftsperiode angive størrelsen af virksomhedens udgående og indgående afgift til SKAT.

SKAT har konstateret, at der for perioden fra februar 2010 til oktober 2010 mangler at blive afregnet moms med 486.197 kr.

Virksomheden har ikke angivet korrekt efter bestemmelserne i momslovens §§ 37, 56, 57, da købsmomsen er blevet gjort fiktiv større end virksomhedens regnskab viser.

SKAT anser og vurderer, at det er virksomheden, der hæfter for de urigtige momsangivelser. Når en betroet medarbejder misbruger TAST selv og virksomhedens CVR-nr., er det et retsforhold mellem den pågældende medarbejder og virksomheden. Det er altid den registreret virksomheds ansvar, at der angives korrekt moms i henhold til §§ 56 og 57. Fejlen skal rettes med efterangivelser til de tidligere angivne perioder.

(...)”

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabets momstilsvar for perioden nedsættes med i alt 486.197 kr., idet selskabet ikke hæfter for beløb, som kan henføres til den urigtige momsangivelse, som udelukkende skyldes en medarbejders helt abnorme og for selskabet upåregnelige forhold og kriminelle misbrug af selskabets tast-selv-adgang.

Til støtte herfor er bl.a. anført følgende (uddrag):

”SKAT har ændret klagernes momstilsvar for perioden 2010-2011, som følge af, at der er konstateret differencer mellem det til SKAT opgivne momstilsvar og det momstilsvar, der følger af Klagernes regnskab. Differencerne angår alene Klagernes købsmoms, der i visse tilfælde er blevet angivet med for lave beløb.

Det er ubestridt, at de ukorrekte angivelser er foretaget forsætligt af Klagernes daværende medarbejder, som led i dennes underslæb.

...

De ukorrekte momsangivelser er således opstået som led i, og som en direkte følge af, medarbejderens kriminelle handlinger begået overfor Klagerne, der i første række har været ofre for medarbejderens kriminelle handlinger.

SKAT henviser i afgørelserne af 4. oktober 2012 til momslovens bestemmelser angående virksomheders opgørelse og afregning af moms (ML § 56-57), samt opkrævningslovens § 5 og bemærkningerne i SKATs egen juridiske vejledning herom.

I relation til det for sagen ganske centrale, nemlig i hvilket omfang Klagerne hæfter for de ukorrekte momsangivelser foretaget som led i bedrageri, angives det imidlertid blot i begge afgørelser, at ”SKAT anser og vurderer, at det er virksomheden, der hæfter for de urigtige momsangivelser”.

Der henvises ikke til lovebestemmelser eller andre direkte restkilder, og SKAT ses således at pålægge Klagerne hæftelsen uhjemlet. Momsloven ses da heller ikke at regulere en situation som den foreliggende, hvor en virksomheds indgående moms bevidst er manipuleret af en medarbejder.

De fejlbehæftede momsangivelser og derved de aktualiserede momskrav er opstået uden medvirken fra Klagernes side, og er alene et udslag af det begåede bedrageri, idet medarbejderen gennem sin betroede stilling har misbrugt virksomhedens tast-selv-adgang, hvilket har affødt momskravet.

Medarbejderens gerninger ligger dermed ikke blot udenfor Klagernes kontrolsfære, men er tillige upåregnelige for Klagerne, idet en virksomhed nødvendigvis må kunne handle i tillid til, at betroede medarbejdere ikke udøver økonomisk kriminalitet.

Det er derfor uproportionalt at lade Klagerne hæfte økonomisk for følgerne af disse gerninger fra medarbejderens side, idet disse gerninger klart ligger udenfor og er adskilte fra Klagernes virksomhed, og dermed de aktiviteter, Klagernes momstilsvar relaterer sig til.

Inden for strafferetten er spørgsmålet om, hvorvidt en medarbejders kriminelle handlinger, overfor det selskab vedkommende er ansat i, kan tilregnes selskabet, behandlet i lovforarbejderne til lov nr. 378 af 2002 om straffelovens § 306 (om juridiske personers strafansvar).

I de almindelige bemærkninger til lovforslaget L 35 af 13. december 2001 angives det således, at:

”Begår en person en straffelovsovertrædelse over for den juridiske person, hvori den pågældende er ansat f.eks. underslæb, hvor det er den juridiske person, der er den forurettede må overtrædelsen anes for et rent privat skridt fra den ansattes side, der selv sagt ikke kan pådrage den juridiske person strafansvar.”

Det bemærkes, at der ikke i nærværende sag er tale om, at der gøres strafansvar gældende overfor Klagerne. Ovenstående uddrag fra loveforarbejdet viser dog, at hvor en juridisk person er forurettet i forhold til en medarbejderes strafbare handlinger, adskilles medarbejderens gerninger fra den juridiske persons, hvorfor den juridiske person ikke ifalder ansvar herfor.

Tilsvarende betragtninger må kunne gøres gældende i nærværende sag, hvorfor Klagerne ikke skal hæfte for de momsmæssige konsekvenser af medarbejderens misbrug af Klagernes momsindberetninger, idet dette misbrug er udtryk for en privat og strafbar aktivitet fra medarbejderens side, der er adskilt fra Klagernes forretningsaktiviteter.

Inden for erstatningsretten gælder det tillige, at en arbejdsgivers ansvar begrænses, hvor medarbejderens skadegørende handlinger er af en ”helt usædvanlig (abnorm) karakter” jf. pg. 148 ff. i Von Eyben og Isager, ”Lærebog i Erstatningsret”, 7. udgave, DJØF 2011.

Uanset at der ikke i nærværende tilfælde er tale om et egentligt erstatningsansvar, må en vis vejledning kunne hentes til, hvornår en handling ligger så langt fra medarbejderens funktion hos arbejdsgiveren, at handlingens konsekvenser ikke skal bæres af arbejdsgiveren.

Sagen U.2005.2990V angik situationen, hvor en kommunal skatteinspektør udnyttede sin adgang til kommunens systemer til, med urette, at opnå tilbagebetaling af overskydende skatter. Spørgsmålet i sagen angik, hvorvidt kommunen kunne gøres erstatningsansvarlig overfor statens tab i denne forbindelse, hvilket Vestre Landsret fandt ikke var tilfældet.

Landsretten udtaler sin begrundelse, at: “Statens tab kan ikke anses for at være forvoldt ved handlinger, som var et led i udførelsen af S’ arbejde for kommunen. Tabet er forvoldt ved hans strafbare handlinger, der - særligt henset til den stilling, han bestred - var af betydelig grovhed”.

Landsretten angiver afslutningsvist, at: “Under hensyn til de særlige forhold inden for forvaltningen på skatteområdet, til karakteren af S’ handlinger, som ikke kan anses for at have haft en naturlig forbindelse til udførelsen af hans arbejde for kommunen, samt til parternes muligheder for at have hindret disse finder landsretten herefter ikke grundlag for i medfør af Danske Lov 3-19-2 at anse kommunen for erstatningsansvarlig for statens tab”.

Det fremgår således af ovenstående, at uagtet medarbejderen havde adgang til at begå det strafbare forhold qua sin ansættelse, og uanset det strafbare forhold blev begået ved brug af arbejdsgiverens systemer, var arbejdsgiverne ikke ansvarlig.

Tilsvarende betragtninger må føre til, at Klagerne ikke skal bære den momsmæssige risiko for, at en medarbejder har udnyttet Klagernes tast-selv-adgang til at begå kriminelle forhold overfor Klagerne, med den hensigt at opnå personlig berigelse, da de fejlagtige momsindberetninger ingen naturlig forbindelse havde til Klagernes momspligtige virksomhed, men alene er affødt af medarbejderens abnorme og kriminelle handlinger.

Det fastholdes derfor på baggrund af ovenstående, at SKAT Ikke var berettiget til ved afgørelserne af 4. oktober 2012 at forhøje Klagernes momstilsvar, idet Klagerne ikke hæfter for de momsmæssige konsekvenser af de af medarbejderen begåede kriminelle forhold.”

Der er yderligere bl.a. anført følgende (uddrag):

”...Det bestrides, at Klagerne i den situation i medfør af opkrævningslovens § 5 hæfter for moms som følge af urigtige momsangivelser.

Opkrævningslovens § 5, stk. 1, indeholder alene regler for afkrævning af skyldige beløb hos virksomheder, der har indgivet urigtig angivelse. Det følger direkte af bestemmelsens ordlyd ...

Der er heller ikke holdepunkter i bestemmelsens forarbejder (1999/1 LSF 19) eller senere ændringer til støtte for, at virksomheden skulle hæfte for en medarbejders helt abnorme handlinger.

Som der allerede er redegjort for ... er udgangspunktet tværtimod, at sådanne handlinger ikke anses for at være begået inden for Klagernes virksomhed.

SKAT undlader i det hele at forholde sig til Klagernes uddybende bemærkninger af 24. januar 2013 og henvisningerne til retspraksis, der fastslår, at hvor en juridisk person er forurettet i forhold til en medarbejderes strafbare handlinger, adskilles medarbejderens gerninger fra den juridiske persons. Den juridiske person kan derfor ikke ifalde strafansvar herfor.

SKAT forholder sig heller ikke til de tilsvarende principper, der gælder inden for erstatningsretten, jf. også hertil Klagerenes tidligere bemærkninger.”

Der er endvidere bl.a. anført følgende (uddrag):

”Som det fremgår ..., er underslæbet sket ved en medarbejders helt abnorme handlinger, der strafferetligt er sanktioneret med fængsel i 1 år ...

Det gentages, at sådanne handlinger ikke kan anses for at være begået inden for klagernes virksomhed.

Hertil kommer, at selskaberne traf alle rimelige og mulige kontrolforanstaltninger med ugentlige afrapporteringer fra [regnskabschefen] til selskabernes ejere i form af resultatopgørelse og balance samt udskrifter af angivelserne i SKATs indberetningssystem.

Det er også klart og dokumenteret ved skærmprint ..., at underslæbet alene var muliggjort af SKATs indberetningssystem, hvorefter [regnskabschefen] med få minutters mellemrum selv kunne logge ind og lave ændringer, der hverken kunne spores af arbejdsgiver eller SKAT.

Endelig er det dokumenteret, at de to selskaber og ledelsen traf alle nødvendige foranstaltninger med henblik på at begrænse SKATs tab, jf. henvendelsen til [regnskabschefen]s banker samt politianmeldelsen ...

Til støtte for afgørelserne henviser SKAT til momslovens §§ 55, 56 og 57 (regler om regnskab, opgørelse samt afregning af afgift) samt opkrævningslovens § 5 (Afregning af skatter og afgifter m.v.).

Hverken henvisningerne i momsloven eller opkrævningsloven vedrører hæftelse. Reglerne om, hvem der over for SKAT har pligt til at betale og hæfte for betalingen af moms, er derimod reguleret ved momslovens §§ 46 og 46 a. Hæftelsesreglerne i opkrævningsloven fremgår af lovens kapitel 4 om ”Hæftelse, inddrivelse og eftergivelse m.v.” (§§ 10-13).

Betalingspligt for moms er en hæftelsesregel, idet den betalingspligtige person også er den person, der hæfter for betalingen, jf. momslovens §§ 46, opkrævningslovens § 10 og § 11 og Den juridiske vejledning afsnit D.A 13.2.1.

Ifølge momslovens §§ 46, stk. 1, er den afgiftspligtige person, der har indenlandske momspligtige leverancer af varer eller ydelser, den, der som hovedregel er betalingspligtig for moms af de leverede varer eller ydelser.

Efter momslovens § 46, stk. 6, f.eks. påhviler betaling af en afgift enhver, der på en faktura anfører afgiftsbeløb eller anden angivelse af, at fakturabeløbet indbefatter afgift.

Der er ikke efter momslovens § 46, stk. 1, eller 6, eller i øvrigt hjemmel til at pålægge selskaberne betalingspligt. Navnlig vedrører sagen helt grundlæggende ikke moms af leverede varer eller ydelser, forkert faktura eller lignende, men som dokumenteret [regnskabschefen]s dokumenterbart abnorme handlinger ... og egenhændige misbrug af SKATs systemer over for SKAT.

...”

I relation til SKATs indstilling i sagen er der bl.a. yderligere anført følgende (uddrag):

”...

Det bemærkes indledningsvis, at SKAT nu anfører et andet hjemmelsgrundlag end i afgørelserne af 4. oktober 2012.

Ifølge SKATs nye begrundelse handlede selskabernes tidligere regnskabschef ”på vegne af virksomheden” efter aftalelovens regler om stillingsfuldmagt, da han misbrugte SKATs TastSelv-system. ...

SKAT er nu så tilsyneladende enig med selskaberne i, at der ikke er hjemmel i momsloven og heller ikke selvstændig hjemmel i opkrævningsloven, sådan som det ellers anføres i begrundelserne i de påklagede afgørelser.

Hvis det forholder sig anderledes, opfordres SKAT til at præcisere dette, så der ikke længere ved retsmødet og sagernes afgørelse er nogen som helst tvivl om, hvilken hjemmel SKAT ender med at påberåbe sig.

...

Det fremgår af Skatteankestyrelsens indstilling s. 2, næstsidste afsnit, at ”det under alle omstændigheder påhviler selskabet at angive størrelsen af momstilsvaret for hver afgiftsperiode, jf. momslovens § 57, stk. 1.”.

For at undgå misforståelser gentages, at regnskabschefen jo netop har lavet korrekte momsangivelser på selskabernes vegne og dokumenteret det ved skærmprint...

Efterfølgende og for egen vindings skyld har regnskabschefen så misbrugt SKATs edb-system ved sine helt abnorme handlinger, og samtlige midler er overført til gerningsmandens private konti.

...

Det er uforståeligt, at SKAT nu, efter kontormødet i sagerne, efter at have afgivet bemærkninger til Landsskatteretten 2 gange og efter at Skatteankestyrelsens udtalelse i sagerne foreligger, ændrer hjemmel.

Det taler da også for sig selv, at SKAT af egen drift problematiserer, om begrundelsesmanglerne medfører ugyldighed...

Hertil bemærkes, at SKAT heller ikke har hjemmel efter stillingsfuldmagtsreglen i aftalelovens § 10, stk. 2.

For det første implementerer aftaleloven ikke det relevante bagvedliggende momsdirektiv. Det gør momsloven.

For det andet er aftalelovens anvendelsesområde afgrænset til aftaler og retshandler på formuerettens område.

For det tredje medfører et stillingsforhold ikke automatisk, at en virksomhed hæfter for samtlige dispositioner foretaget af fuldmægtigen, således som SKAT synes at forudsætte.

For det fjerde vil handlingernes karakter under alle omstændigheder betyde, at selskaberne ikke hæfter...

Som tidligere anført kan handlinger ligge så langt fra en medarbejders funktion hos arbejdsgiveren, at handlingernes konsekvenser ikke skal bæres af arbejdsgiveren. Det er bl.a. fastslået i dommen trykt i UfR 2005.2990 V.

SKAT bestrider ikke, at praksis om medarbejderes abnorme handlinger er relevant, men det nu ”SKATs opfattelse, at de faktiske forhold [i den påberåbte dom]...ikke er sammenlignelige med forholdene i denne sag”...

...

Selv hvis SKAT havde hjemmel til at træffe de påklagede afgørelser efter aftaleloven, hvilket bestrides, ville selskaberne således alligevel ikke hæfte, henset til

Det sidste forhold indebærer, at der intet sted bliver registreret eller kan ses en liste over, at medarbejderen efterfølgende har været inde i systemet og foretage ændringer, eller hvilke ændringer medarbejderen i så fald har lavet.

Derudover har SKAT indrettet sit edb-system sådan, at indberettede oplysninger når som helst kan ændres ved adgang til en computer indtil kl. 16 den pågældende indberetningsdag.

Da SKAT har lavet IT-systemet, og da systemet er obligatorisk, er SKAT også klart nærmest til at bære risikoen for misbruget, som blev muliggjort ved systemets opbygning.

Det gentages for god ordens skyld, at selskaberne rent faktisk havde iværksat praktiske kontrolforanstaltninger i form af ugentlig kontrolgennemgang af økonomi og bankkonti. Kontrollen kunne imidlertid ikke reparere på opbygningen af SKATs system.

...

Eftersom SKAT først nu kommer med bemærkninger til retspraksis om medarbejderes abnorme handlinger m.v. og – mindst ligeså væsentligt – ændrer hjemmelsangivelsen, er Skatteankestyrelsens indstilling udarbejdet på et ufuldstændigt og forkert grundlag.

...”

Til støtte for det anførte om, at der ikke foreligger et fuldmagtsforhold, er der bl.a. videre henvist til ”Aftaleloven med kommentarer” af Lennert Lynge Andersen, 6. udg., DJØF 2014, p. 83 og 109.

I relation til SKM 2015.462 LSR er det bl.a. anført, at man i den sag ikke fokuserede på spørgsmålet om hjemlen til efteropkrævningen, da sagen vedrørte et spørgsmål om ekstraordinær genoptagelse.

SKATs indstilling til Landsskatteretten

SKAT har indstillet, at Landsskatteretten stadfæster afgørelsen. Det er herved bl.a. anført følgende:

”...

Opgørelsen af det manglende momstilsvar for perioden 1. februar 2010 til 31. oktober 2010 anses for ubestridt. Det fremgår af sagsfremstillingen, at virksomhedens repræsentanter.. har bekræftet beløbet.

Det er SKATs opfattelse, at den tidligere regnskabschef har handlet på vegne af virksomheden, da han, i kraft af sin stilling som regnskabschef, har haft en stillingsfuldmagt, jf. § 10, stk. 2 i aftaleloven. De urigtige momsangivelser må derfor anses for foretaget af virksomheden.

Det forhold, at angivelserne har været urigtig, som følge af regnskabschefens underslæb, ændrer ikke ved, at angivelserne er angivet på vegne af virksomheden i kraft at regnskabschefens stillingfuldmagt.

Det forhold, at SKATs TastSelv system er tilrettelagt sådan, at det inden for et afgrænset tidsrum (frem til kl. 16 på den dag hvor angivelsen er indberettet) er muligt at rette eventuelle fejl i angivelsen, kan ikke tillægges særlig vægt.

Derfor er det SKATs opfattelse at på det tidspunkt, hvor angivelserne blev indberettet via TastSelv, var virksomheden den nærmeste til at sikre de nødvendige kontrolforanstaltninger for at imødegå urigtige angivelser, herunder at indrette interne kontrolfunktioner sådan, at det ikke er muligt for en medarbejder at misbruge muligheden for at rette fejl i en momsangivelse inden for et afgrænset tidsrum.

SKAT fastholder, at klager har pligt til at opgøre, angive og afregne virksomhedens korrekte momstilsvar jf. §§ 56 og 57 i momsloven.

Klager gør gældende, at SKAT ikke har henvist til bestemmelserne om betalingspligtige personer i §§ 46 og 46a i momsloven. Disse bestemmelser vedrører den afgiftspligtige persons pligt til at betale afgift som følge af den afgiftspligtiges levering af varer og ydelser (salgsmoms). Det er enighed om, at den salgsmoms der er angivet er korrekt, de urigtige angivelser vedrører alene købsmomsen og det samlede momstilsvar. Derfor er det SKATs opfattelse, at det er korrekt, når der i afgørelsen henvises til § 37 i momsloven, da der er fratrukket købsmoms, som ikke kan henføres til virksomhedens indkøb af varer og ydelser til brug for virksomhedens momspligtige leverancer.

SKAT har i sin afgørelse henvist til, at klager har pligt til at betale det manglende momstilsvar forsaget af de urigtige momsangivelser, jf. § 5, stk. 1 i opkrævningsloven. Klager hæfter for den manglende betaling efter § 10 i opkrævningsloven. Det forhold, at der ikke er henvist specifikt til hæftelsesbestemmelserne i § 10 i opkrævningsloven kan ikke tillægges afgørende vægt.

SKAT fastholder, at SKATs afgørelse af 4. oktober 2012 ikke ses at lide af en sådan begrundelsesmangel, at dette medvirker ugyldighed.

Klager har henvist til sagen U.2005.2990V, hvor en kommunal skatteinspektør udnyttede sin adgang til kommunens systemer til, med urette, at opnå tilbagebetaling af overskydende skatter. I U.2005.2990V lagde Landsretten til grund, at S formelt var ansat af kommunen, men at han i realiteten også arbejdede på vegne af de statslige skattemyndigheder, som havde indflydelse på arbejdsopgaverne og den nærmere udførsel heraf, samt at de statslige skattemyndigheder havde haft reel mulighed for gennem tilsyn, opbygning af organisation eller tilrettelæggelse af arbejdsgangen med videre at have hindret S’ handlinger.

Det er SKATs opfattelse, at de faktiske forhold i U.2005.2990V ikke er sammenlignelige med forholdene i denne sag. SKAT har ikke haft nogen reel mulighed for indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdsgangen, opbygningen af organisationen eller tilrettelæggelse af tilsyn og interne kontroller i klagers virksomhed.

...”

SKAT har bl.a. endvidere henvist til SKM 2015.462 LSR og til, at Landsskatteretten i denne sag fandt, at der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse af et momstilsvar i en situation som nærværende sag.

Landsskatterettens afgørelse

Indledningsvis bemærker retten, at den påklagede afgørelse ikke er behæftet med sådanne sagsbehandlingsfejl, der medfører afgørelsens ugyldighed.

Efter momslovens § 3, stk. 1, er afgiftspligtige personer juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Efter momslovens § 37, stk. 1, kan registrerede virksomheder ved opgørelsen af momstilsvaret som indgående moms, jf. momslovens § 56, stk. 3, fradrage afgiften for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget efter § 13.

Efter momslovens § 56, stk. 1, skal virksomheder registreret efter bl.a. § 47 for hver afgiftsperiode opgøre virksomhedens afgiftstilsvar. Afgiftstilsvaret afregnes efter reglerne i momslovens kapitel 15 og opkrævningsloven. Ifølge momslovens § 57 skal bl.a. størrelsen af virksomhedens udgående og indgående afgift i afgiftsperioden angives til SKAT.

Det følger af opkrævningslovens § 5, stk. 1, at en virksomhed afkræves det skyldige beløb, hvis det konstateres, at virksomheden har afgivet urigtig angivelse, således at virksomheden har betalt for lidt i afgifter m.v. Endvidere fremgår det af opkrævningslovens § 10, at det er selskabet, fonden, foreningen m.v. eller den, der som ejer, forpagter eller lignende driver virksomheden for egen regning, der hæfter for betaling efter opkrævningsloven.

Det lægges til grund som ubestridt, at selskabet i den omhandlede periode drev selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1, og at der er enighed mellem SKAT og selskabet om størrelsen af selskabets momstilsvar for de omhandlede perioder.

Retten finder, at selskabet må anses for at have indgivet urigtige angivelser og at SKAT er berettiget til at efteropkræve det skyldige beløb, jf. momslovens § 3, stk. 1, og § 37, stk. 1, og opkrævningslovens § 5, stk. 1, og § 10.

Det bemærkes herved bl.a., at de urigtige angivelser må anses for indgivet af regnskabschefen på vegne af selskabet. Der er herved bl.a. henset til, at regnskabschefen var ansat i selskabet, og at det var en del af regnskabschefens arbejdsområde at indgive angivelser til SKAT af bl.a. moms. Hertil kommer, at den angivne moms er betalt fra eller tilbagebetalt til selskabets konti. Det er således selskabet, der som følge af de indgivne angivelser har betalt et mindre eller fået udbetalt et større momsbeløb, end man var berettiget til.

Det forhold, at angivelserne har været urigtige, og at regnskabschefen har korrigeret den indgivne angivelse samme dag, er ikke tillagt afgørende vægt i forhold til vurderingen af, om det er selskabet, der anses for at have indgivet de urigtige angivelser. Det er endvidere ikke tillagt afgørende vægt, at regnskabschefen efterfølgende har overført beløb svarende til differencen mellem de urigtige angivelser og de korrekte afgiftstilsvar til egne konti og derved begået underslæb. Det bemærkes herved bl.a., at SKAT ikke var eller burde være bekendt med, at regnskabschefen handlede uden for sin bemyndigelse.

For en god ordens skyld bemærkes det, at det under alle omstændigheder påhviler selskabet at angive størrelsen af momstilsvaret for hver afgiftsperiode, jf. momslovens § 57, stk. 1.

Herefter, og idet der er enighed mellem SKAT og selskabet om størrelsen af beløbene, stadfæstes den påklagede afgørelse.