Kendelse af 09-10-2017 - indlagt i TaxCons database den 17-11-2017

Klagen skyldes, at SKAT har forhøjet virksomhedens momstilsvar for perioden 1. januar 2010 til 31. december 2010 med 35.208 kr. blandt andet fordi momsfradrag for diverse udgifter ikke er godkendt.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse således, at efteropkrævningen af 35.208 kr. nedsættes med 11.400 kr. til 23.808 kr.

Generelle oplysninger

[virksomhed1] v/[person1] (herefter benævnt virksomheden) er en enkeltmandsvirksomhed. Virksomheden er registreret i det centrale virksomhedsregister, CVR, under branchekode 46.49.30 – Engroshandel med kufferter og lædervarer.

Virksomhedens indehaver har under sagens behandling i Landsskatteretten blandt andet oplyst følgende om virksomheden (uddrag):

”[virksomhed1] driver en virksomhed med salg af reklameartikler til virksomheder. Blandt kunderne er det værd at bemærke, at der er flere multinationale selskaber som [virksomhed2], [virksomhed3], [virksomhed4], [virksomhed5] m.m.

Kunden fremsætter en forespørgsel om et reklameprodukt eller julegave og [virksomhed1] foretager derefter indkøb eller bruger eksisterende produkter fra showroom eller fra lager. Derefter fremvises disse produkter ved et møde hos kunden og kunder meddeler herefter om de eventuelt vil have en eller flere designændringer. Disse ændringer kan eksempelvis være, at kunde vil have tilføjet en eksklusiv detalje fra et mærkevareprodukt eller lignende. Kunden har indflydelse på - nævnes i flæng - produktets materiale såsom:

...

Uanset om kunden skal have T-shirts, skjorter, cykelbukser, Polo-shirts, Toilettasker, Sportstasker, Kuglepenne, Slik, Julegaver osv, er der hele tiden mange valg som skal tages.

Når alt ovennævnte er på plads, og alle specikfikationerne er på plads, og vareprøven er lavet og bestilt fremsendes herefter tilbud til kunden. Kunden tager herefter stilling til, om de vil gøre brug af vores tilbud eller en konkurrents.

...

[virksomhed1] opfylder en given kundes ønsker og behov i mange forskellige sammenhænge, dette kan blandt andet være:

-Chokolade til receptioner og møder

-Tøj til firmaers [...]

-Vin til receptioner

-Vingaver til personale og eller kunder eksempelvis til jul

-Chokolade til personale og eller kunder eksempelvis til jul

-Cykel til 'Bedste sælger”

-Displays til medicinaludstyr

-Gummistøvler til [finans1]s landbrugsafdeling

-Jakkesæt og skjorter til firmamesser

-Speciellavede gummisko med logo

-Ure med reklame eller dyrere ure til medarbejderes jubilæum

-Nespresso kaffemaskiner i julegave til medarbejderne

-Badevægte til lægekonsultationer

-Royal Copenhagen kaffekrus som kundegaver

-Cerutti kuglepenne til kunder

-Tyggegummig og bolsjer med logo

-Isterningbakker udformet som firmaets logo

Dette var bare nogle få mulige produkter, [virksomhed1] har i alt ca. 1.000 leverandører på reklameartikler via vor internationale brancheorganisation [x1] i [Tyskland], web-site: www. [...].de

[virksomhed1]s største leverandør [x2], er cirka 2800 ansatte, de alene har et varekatalog på 560 sider med ca. 10.000 forskellige varenumre og er et firma der omsætter (til virksomheder som [virksomhed1]) for i alt ca. 750 mio. Euro årligt.

Ovennævnte betyder at [virksomhed1] kan tilbyde og levere mere end 50.000 forskellige produkter via disse leverandører, dertil skal tillægges de leverandører vi selv har fundet og opsøgt i Asien via messer og vort netværk gennem de sidste 15 år. Det drejer sig om ca. 500 leverandører.

...”

I løbet af foråret og sommeren 2012 foretog SKAT kontrol af virksomhedens momsangivelser og indehaverens selvangivne indkomst for år 2010. SKAT bad i den forbindelse virksomheden om at fremlægge sit regnskabsmateriale.

Indehaveren afleverede virksomhedens regnskabsbilag på et møde med SKAT den 12. juni 2012. SKAT gennemgik på baggrund heraf virksomhedens angivne momstilsvar og indehaverens selvangivne indkomst for år 2010.

Den 14. august 2012 sendte SKAT et forslag til ændring af virksomhedens momstilsvar og indehaverens skat.

Virksomheden sendte den 10. september 2012 sine bemærkninger til SKATs forslag til afgørelse. Virksomheden vedlagte en række nye bilag, blandt andet fakturaer, som dokumentation for rigtigheden af den angivne købsmoms.

Fradrag for moms af køb af ure

Faktiske oplysninger

Efter det oplyste har virksomheden i 2010 blandt andet afholdt udgifter til køb af to Rolex-ure. Det ene Rolex-ur er købt hos [virksomhed6] den 5. maj 2010. Det andet Rolex-ur er af modellen Datejust og er købt hos [virksomhed6] den 27. oktober 2010.

Virksomheden angav købsmoms for de to Rolex-ure.

På mødet med SKAT den 12. juni 2012 afleverede virksomheden blandt andet bilag vedrørende køb af urene.

Som dokumentation for købet af det ene af de to Rolex-ure indgav virksomheden en kassebon fra [virksomhed6] dateret 5. maj 2010. Det fremgår af kassebonen, at der er købt et Rolex-ur til 28.000 kr. hvoraf momsen udgør 5.600 kr. Det fremgår ikke af kassebonen, hvem køberen er.

Som dokumentation for købet af det andet Rolex-ur indgav virksomheden faktura nr. 4777 fra [virksomhed6] dateret den 27. oktober 2010. Det fremgår af fakturaen, at der er købt et Rolex Datejust til 29.000 kr. Det fremgår at listeprisen er 34.400 kr. Det fremgår ikke af fakturaen hvem køberen er. Det fremgår heller ikke af fakturaen, at der er betalt moms.

Det var på baggrund af disse fakturaer, SKAT udarbejdede sit forslag til afgørelse af 14. august 2012.

Da virksomheden sendte sine bemærkninger til SKATs forslag til afgørelse den 10. september 2012 vedlagde virksomheden blandt andet to nye fakturaer for købet af de to Rolex-ure.

Den ene var faktura nr. 6284 fra [virksomhed6] dateret 5. maj 2010. Fakturaen er udstedt til virksomheden, og det fremgår, at virksomheden har købt 1 stk. Rolex-ur til 22.400 kr., hvortil kommer moms på 5.600 kr.

Den anden var faktura nr. 6283 fra [virksomhed6] dateret den 27. oktober 2010. Det fremgår af fakturaen, at virksomheden har købt 1 stk. Rolex Datejust til 23.200 kr., hvortil kommer moms på 5.800 kr.

Virksomheden har under sagens behandling i Landsskatteretten oplyst, at de to Rolex-ure efterfølgende blev byttet til ét Rolex-ur af mærket Daytona. Virksomheden solgte herefter Rolex Daytona-uret. Virksomheden har fremlagt en faktura på salget af Rolex Daytona-uret. Det fremgår af fakturaen, at uret blev solgt for 44.000 kr., og at der hertil blev tillagt moms på 11.000 kr. Fakturaen er dateret 7. november 2012.

Ud over de to Rolex-ure købt hos [virksomhed6] den 5. maj og den 27. oktober 2010 har virksomheden oplyst om køb og salg af andre ure.

Virksomheden solgte den 26. februar 2010 et Rolex-ur af modellen Daytona til en af virksomhedens leverandører for 45.600 kr. eksklusiv moms. Dette Rolex-ur er også købt hos [virksomhed6]. Virksomheden vedlagde med sine bemærkninger til SKATs forslag til afgørelse en faktura fra [virksomhed6] for købet af et Rolex-ur for 55.000 kr. inklusiv moms dateret 23. februar 2010. Momsen udgjorde 11.000 kr. heraf.

Virksomheden har videre oplyst, at virksomheden købte et IWC-ur i [...] International Airport den 23. oktober 2010. Som dokumentation for købet af IWC-uret, fremlagde virksomheden en kreditkortnota fra [virksomhed7]. Det det eneste, der fremgår af kreditkortnotaen, er, at der er overført et beløb på 70.501,75 DKK fra [person1] (herefter indehaveren) til [virksomhed7] den 23. oktober 2010.

Virksomheden vedlagde med sine bemærkninger til SKATs forslag til afgørelse en faktura på købet af IWC-uret. Det fremgår ikke af fakturaen, hvem den er udstedt til. Virksomheden fremlagde også et brev fra [...] International Airport Boutique, hvor det bekræftes at indehaveren var i butikken og købte et ur. Brevet er adresseret til indehaveren på virksomhedens adresse.

Virksomheden har under sagens behandling i Landsskatteretten oplyst, at virksomheden senere solgte IWC-uret. Virksomheden fremlagde som dokumentation herfor en faktura, dateret 23. januar 2013. Uret blev solgt for 60.000 kr. og købet blev tillagt moms på 15.000 kr. Ved mail af 2. marts 2015 modtog Landsskatteretten en anden faktura for samme salg. Prisen fremgår af denne faktura som 75.000 kr. Der er ikke angivet moms på fakturaen.

Virksomheden har med klagen til Landsskatteretten den 2. oktober 2012 indsendt en række bilag med billeder af virksomhedens showroom. Af billederne fremgår blandt andet to ure benævnt Rolex og et ur benævnt IWC. Derudover fremgår omkring 25 ure i en mappe og 12 ure i mindre bokse med forskellige kendte varemærker på boksene.

Virksomheden har desuden vedlagt billeder af en række kataloger fra [virksomhed8], [virksomhed9], [virksomhed10], [virksomhed11] og [virksomhed12], samt en leverandørliste, hvoraf det fremgår, at der leveres ure fra [virksomhed10], [virksomhed8], [virksomhed13], [virksomhed11], [virksomhed14], [virksomhed7] og [virksomhed12].

SKATs afgørelse

SKAT har ved afgørelsen af 17. september 2012 nægtet fradrag for købsmoms af Rolex-uret købt den 5. maj 2010 og Rolex-uret købt den 27. oktober 2010.

SKATs afgørelse vedrørende Rolex-uret købt den 5. maj 2010 fremgår af afgørelsens punkt 4F. SKATs afgørelse vedrørende Rolex-uret købt den 27. oktober 2010 fremgår af afgørelsens punkt 4C.

SKAT har blandt andet henvist til følgende (uddrag):

”Ad C.

Bilaget er en form for kontantnota, der ikke oplyser køberens navn og adresse samt afgiftssatsen og afgiftens størrelse. Alene af den årsag kan der ikke gives fradrag for købsmomsen.

Jeg har forgæves ledt efter en salgsfaktura for det pågældende ur. Da udgiften ikke er afholdt for at opnå indkomst, kan der dermed ikke gives fradrag for købsprisen. Jeg har indtil videre betragtet det som en privat udgift.

...

Ad F, G, H, I, J & K.

Forventningen til indholdet af en konto som 3500 Prøvematerialer må være at der sker udgiftsføring til indkøb af som regel ikke alt for dyre og omfattende varer til kontrol af om kvalitet og brugsegenskaber er i orden samt til godkendelse m.v. fra kunder.

For de i Danmark afholdte udgifter gælder at momsreglernes krav til faktura ikke er opfyldt, hvorfor momsfradrag ikke kan godkendes.

Et Rolex ur til en købspris på 28.000 kr. falder fuldkommen uden for hvad der kan betragtes som ”prøvematerialer”. Derimod er det velegnet til privat brug.

...

Jeg betragter herefter de pågældende udgifter som private.

...

Ad C, D & F.

Dit svar var vedhæftet kopi af 3 fakturaer.

For C og F er det købte et Rolex Datejust (armbåndsur), henholdsvis et Rolex ur og leverandør [virksomhed6] i [by1]. Fakturaerne er stilet til dit firma og lyder på 23.200 kr. + moms 5.800 kr., henholdsvis 22.400 kr. + moms 5.600 kr.

For D er leverandør [virksomhed15] Co. i [...] International Airport og det købte et armbåndsur PTG.Auto edition Laureus s/s Blue/Portuguesas Automatic til en pris af HKD 98.000 der ved betaling omregnes til DKK 70.501,75. Der er ikke skrevet kundenavn m.v. på fakturaen, men det vedhæftede materiale inkluderer også et senere brev om dit køb fra sælger der er stilet til dig på firmaadressen.

Du oplyser at alle 3 ure er køb til showroom, og at navnet på konto 3500 vil blive ændret fra ”Prøvematerialer” til ”Prøvematerialer og Showroom” som en mere retvisende betegnelse. Du vedhæfter også et foto fra dit showroom.

Oprindelig er C og D bogført på 2 konti for varekøb, mens alene F er bogført på kontoen for prøvematerialer.

De 2 fakturaer fra [virksomhed6], som du nu har fremsendt er nummer 06283 dateret 27. oktober 2010 og nummer 06284 dateret 5. maj 2010. Den oprindelige, utilstrækkelige faktura på C fra 27. oktober 2010 har nummer 004777.

Det må være klart at de 2 nu fremlagte fakturaer fra [virksomhed6] er skrevet som følge af at jeg ikke har godkendt fradrag for købene. Det er ikke muligt 2 år efter at udbedre de oprindelige mangler ved dokumentationen.

Jeg mener at have studeret fotoet fra dit showroom nøje, men kan ikke se armbåndsure udstillet.

Disse ure falder helt uden for det sortiment som din virksomhed forhandler og forekommer ikke at være typiske som såkaldte reklameartikler, som normalt må anses for anvendt til omdeling i større antal. Jeg mener ikke at det i denne sammenhæng gør nogen forskel at der i et enkelt tilfælde er solgt 3 cykler.

Ganske vist er der i årets løb solgt et enkelt Rolex ur, men det er allerede i februar og kan ikke have sammenhæng med de senere køb af ure.

Jeg fastholder derfor min begrundelse om at jeg anser beløbene som private udgifter.”

Under sagens behandling i Landsskatteretten har SKAT ved brev af 15. november 2012 blandt andet udtalt følgende (uddrag):

”Ad C & F

Skatteyder har i sin klage til Skatteankenævnet vedhæftet fotografier, der angiveligt er fra virksomhedens showroom m.v.

Udgangspunktet må være at fotografierne viser tilstanden på det pågældende sted i 2012, og de har derfor begrænset dokumentationsværdi i relation til 2010. Der må også tages hensyn til at billederne, så vidt vi kan se, ikke indeholder endeligt bevis for at de stammer fra virksomhedens lokaler. Samarbejdspartneren [virksomhed16], der er en del af kontorfællesskabet, arbejder så vidt det vides indenfor samme branche, idet skatteyder har oplyst at de 2 virksomhedsejere tager på messer sammen.”

Under sagens behandling i Landsskatteretten har SKAT videre ved brev af 4. januar 2013 blandt andet udtalt følgende (uddrag):

”Ad C & F.

Indledningsvis bemærkes at der skal en særlig tolkning til for at udlægge afgørelse og udtalelse til LSR således at vi betvivler eksistensen af virksomhedens showroom. Vi har påpeget det helt selvfølgelige at billeder der er taget i 2012 har begrænset dokumentationsværdi vedrørende tilstanden i 2010.

Som det fremgår af vor afgørelse er der udover disse 2 punkter også indkøbt et ur under litra D. Sidstnævnte er købt i udlandet og er ikke omfattet af klagen vedrørende moms. I alt er der købt ure for brutto 127.501,75 kr. uden tilsvarende salg i 2010. Heraf er C og D bogført på 2 konti for var køb, mens F er bogført på kontoen for prøvematerialer.

Ved bedømmelse af om de 3 ure kan anses for at være købt til privat benyttelse, bør der tages hensyn til at skatteyders husstand fra cirka medio 2010 omfatter en samlever.

I skatteyders opremsning midt på side 2 af hvilke behov [virksomhed1] kan opfylde for kunderne, optræder ”Ure med reklame eller dyrere ure til medarbejderes jubilæum”. Dette er vi ikke i tvivl om. Havde skatteyder dokumenteret at der faktisk efter 2010 var blevet solgt ure indenfor de 2 indkøbte mærker havde det været et godt argument for at de 3 indkøb i hvert fald delvis kunne anses for erhvervsmæssige.

Sagsfremstillingen i afgørelsen indeholder efter vor opfattelse begrundelse for, hvorfor der i forhold til ændringsforslaget er godkendt nogle yderligere fradrag.

Vort hovedargument for ikke at godkende fradrag for købsmomsen er stadig at købene anses for at være private. Den manglende overholdelse af formalia ved de oprindelige bilag er en yderligere begrundelse.

Det skal her tilføjes at det oprindelige bilag vedrørende punkt F er af samme standard som købsbilaget for uret under afgørelsens punkt 9, idet begge mangler købers navn og adresse. Når der i sidst nævnte tilfælde alligevel er godkendt fradrag for købsmomsen skyldes det dokumentationen for at uret var solgt.

Salget af uret, som afgørelsens punkt 9 handler om, må anses for atypisk, idet uret er solgt til et firma der af skatteyder beskrives som leverandør af skjorter. Denne handel sker før de andre indkøb.”

Under sagens behandling i Landsskatteretten har SKAT videre ved brev af 28. marts 2017 blandt andet udtalt følgende (uddrag):

”Det fremgår af punkt 4C og 4F, at der er nægtet fradrag for køb af to Rolex ure for i alt 57.000 kr. inkl. moms. Urene er købt hos [virksomhed6]. [person1] har i skrivelse af 12/2-13 oplyst, at de to ure blev byttet til et Rolex Daytona for at opnå højere profit. Ifølge faktura af 7/11-12 er Rolex Daytona solgt for 55.000 inkl. moms.

Det fremgår af punkt D, at der er nægtet fradrag for køb af et IWC Portuguese ur for 70.501 DKK. Uret er købt i [...] International Airport. Ifølge faktura nr. 13247 af23/1-13, som er vedlagt skrivelse af 12/2-13, er uret solgt for 75.000 kr. inkl. moms. I faktura nr. 13247 af 23/1-13, som er vedlagt skrivelse af2/3-15, er der ændret i teksten, og beløbet er 75.000 kr. uden beregning af moms?

På trods af, at urene efterfølgende er blevet solgt, er det fortsat vores opfattelse, at der er tale om private udgifter i forbindelse med købene i 2010. Der skal henvises til vores bemærkninger og begrundelse i afgørelse ved skrivelse af 17/9-12.

På det foreliggende grundlag, er det derfor vores opfattelse, at de efterfølgende salg skal behandles som salg af private formuegoder. Det skal bemærkes, at der ved salg af private formuegoder ikke skal moms på faktura.”

Klagerens opfattelse

Virksomheden har fremsat påstand om, at der indrømmes fradrag for købsmoms.

Virksomheden har til støtte for påstanden blandt andet anført følgende (uddrag):

” AD C, D, F, G

SKAT nævner, at det ikke kan ses af foto at disse varer er udstillet i showroom, der vedlægges hermed yderligere fotos i denne skrivelse, hvor det dokumenteres at disse er udstillet. Der er tidligere solgt ure, cykler m.m. så derfor er det en naturlig del af forretningen også at have andre varer præsenteret i showroom end eksempelvis kuglepenne, beklædning etc. Der vedlægges som nævnt fotos af ure, ydermere ure udover dem som fremgår af indkøbt til virksomheden i år 2010. Derudover vedlægges fotos af præsentationsmateriale vedrørende øvrige luksusvarer fra leverandører som vi samarbejder med.”

Under sagens behandling i Landsskatteretten har virksomheden ved brev af 3. december 2012 blandt andet udtalt følgende (uddrag):

”AD C & F

SKAT havde ikke sat sprøgsmåltegn ved de først fremsendte billeder af [virksomhed1]s Showroom. [person2] antyder, at han ved at kigge på disse billeder har svært ved at få øje på eksempelvis urene og skjorter, herefter fremsendes der yderligere billeder af showroom. Først der betvivler [person2] oprigtigheden af vort showroom. Kan vi få en forklaring på dette? Det virker meget påfaldende. Forskellige kunder og de virksomheder der er på adressen, vil kunne bekræfte at dette showroom har været i anvendelse siden indflytning. SKAT eller Skatteankenævnet skal være yderst velkomne til at besigtige showroomet og ydermere få bekræftet af [...] at [virksomhed1] har haft adresse her siden april 2009. Showroom bliver brugt overfor kunder og leverandører. De foto’s er ikke som SKAT skriver angiveligt virksomhedens showroom, det ER virksomhedens showroom.

Derfor kan vi ikke acceptere SKAT’s afgørelse at der ikke er fradrag for de ure indkøbt til showroom. Såfremt SKAT ikke kan godkende at beløbet er fratrukket direkte, kan vi godt accepterere at urene aktiveres i regnskabet istedet.

Det skal nævnes, at der ikke løbende tages billeder af vort showroom, idet dette ingen reel hensigt har.

Efter fremsendt svarskrivelse godkendes en del af fradragene, men lige nøjagtigt vedrørende urene skriver [person2] d. 17/9 2012 s.14, at det efter 2 år ikke er muligt at udbedre de oprindelige mangler ved dokumentationen. Dette er selvmodsigende, idet han netop har godkendt en del af de fradrag der i første omgang ikke var godkendt, efter fremsendelse af efterfølgende dokumentation. Bortset fra urene som udgør den største værdi. Hvad er forklaringen på dette? Den efterfremsendte dokumentation på urene er kun en bekræftelse på, at urene er købt og der er betalt moms af købene.

En sidste kommentar, [virksomhed16] er ikke en samarbejdspartner (det skriver SKAT også under punkt P), som SKAT nævner, vi har et kontorfællesskab og det giver noget synergi og dynamik. Vi arbejder ikke med de samme kunder, men mange af leverandørerne er de samme som [x2] eksempelvis. Vi forstår ikke, hvorfor at [virksomhed16] skal blandes ind i punkterne C & F vedrørende showroom?”

Under sagens behandling i Landsskatteretten har virksomheden ved brev af 12. februar 2013 blandt andet udtalt følgende (uddrag):

”Jeg forstår ikke SKAT’s betvivlen af showroom. Dels har vi dokumenteret eksistensen af dette, dels har der ligget en invitation til SKAT om at komme og besigtige showroom på virksomhedens adresse. Som ovenfor nævnt beder SKAT om dokumentation for showroom, da dette fremsendes betvivles eksistensen stadig. Jeg finder, at SKAT forsøger at fremstå mig som utroværdig. Samtidig vil jeg gøre opmærksom på, at der er mange forskellige artikler i showroomet, alle med reklametryk eller firmaers logo på. For at fremskaffe alle de artikler MED reklametryk -og eller logo på vil tage ganske lang tid, og kan umuligt nåes indenfor den tidsfrist som vi fremsendte dokumentationen vedrørende showroomet på.

Angående urerne kan vi oplyse at der er solgt et ur i december 2012 og ligeledes et ur i starten af januar 2013. Vi vedlægger fakturaerne for disse 2 salg.

SKAT skriver i deres bemærkninger at urerne anses for at være købt privat. Anses!! Dels er urerne dokumenteret liggende i showroomet, dels er de ref. ovenstående nu solgt.

SKAT påpeger i bemærkningerne, at formalia ved de oprindelige købsbilag for urerne ikke var overholdt, men fradrag for købet alligevel blev godkendt, da det blev dokumenteret at uret var solgt. Dette må så ligeledes gælde for de 2 øvrige ure, der nu er solgt.

Det skal bemærkes, at de 2 Rolex ure blev byttet til 1 Rolex Daytona med hvid skive idet jeg erfarede, at der ville være en større profit på dette. Derudover er IWC uret ligeledes blev solgt, hvilket også fremgår af salgsfakturaerne.

SKAT skriver ”salget af uret, som afgørelsens punkt 9 handler om, må anses for atypisk, idet uret er solgt til et firma, der af skatteyder beskrives som leverandør af skjorter. Denne handel sker før de andre indkøb.

Nej, dette er ikke korrekt. Der har været handlet med denne leverandør i tidligere indkomstår også. Da denne leverandør var på kundebesøg hos [virksomhed1] (møde afholdt i showroom som altid), så leverandøren urerne og ønskede at købe et af de pågældende ure. Dette var kun glædeligt for [virksomhed1], og viser blot endnu en gang, hvor nyttigt et showroom er.”

Under sagens behandling i Landsskatteretten har virksomheden ved brev af 2. marts 2015 blandt andet udtalt følgende (uddrag):

”AD C, D & F

I lighed med tidligere skrivelse, kan vi oplyse at alle ure som har været i mit showroom er alle solgt. Som dokumentation for dette vedlægges fakturaerne, som bekræfter disse salg.

Fradrag for et solgt ur er tidligere blevet godkendt, derfor formoder vi at dette også gælder for de øvrige. Det ene ur er solgt som eksport til udenlandsk leverandør, for hvilket vi tidligere har fremsendt dokumentation for at det er udført af landet.

Som tidligere nævnt har urerne ligget i showroom, hvilket også er dokumenter via foto’s fremsendt til SKAT.”

Under sagens behandling i Landsskatteretten har virksomheden ved brev af 10. marts 2017 blandt andet udtalt følgende (uddrag):

”AD 4 (showroom m.v.):

Jeg må nævne, at de fotos ikke ”angiveligt” er fra virksomhedens showroom. De ER fra virksomhedens showroom. Under sagsforløbet ønskede [person2] sig fotos fra showroom. Disse fotos blev så taget og sendt til [person2], som derefter stillede sig tvivlende overfor disse. [person2] blev så anmodet om at komme ud og besigtige showroomet, men dette blev afslået af ham. Det er logisk, at man ikke dokumentere et showroom med fotos taget i år 2010, når anmodningen om fotos først kommer i et senere år.

Det forventes ikke at SKAT stiller spørgsmålstegn ved et showroom, og derfor tager man ikke løbende billeder af det. SKAT vil altid være velkommen til at besigtige, såfremt der stilles tvivl om dette, hvilket er en yderligere grund til at man ikke tænker at foto-dokumentere et showroom. Et showroom ændrer ikke konstant karakter hvor man løbende ændrer de produkter der udstilles. Det er stort set de samme produkter man tilbyder og derfor ingen grund til at ændre på showroomets produkter, udover hvis der kommer relanceringer, opdateringer osv. På eksisterende produkter.

Jeg har alle årerne haft etableret showroom i forbindelse med min virksomhed, hvilket er en naturlig del, når forretningsgrundlaget er promotion-artikler. Det er en forudsætning, når man skal

fremvise kunder eller potentielle kunder, hvad det er man kan tilbyde og er en naturlig – og professionel del af den service man yder, når der er kundemøder in-house. Det er ikke muligt, når man sidder med en stor kunde, som eksempelvis et internationalt medicinalfirma, at bede dem bladre et katalog med over 10,000 produktgrupper igennem.

[virksomhed16] arbejder indenfor samme branche, men ikke indenfor samme kundesegment og tilbyder derfor ikke samme produkter som [virksomhed1]. Der er mere end 10,000 forskellige produktkategorier indenfor promotion-artikler, så det er differenceret henholdsvis hvad [virksomhed16] og [virksomhed1] arbejder/arbejdede med og er derfor ikke samarbejdspartnere og ej heller deler showroom.

Vedrørende messer er det korrekt, at [virksomhed1] og [virksomhed16] tog på messe sammen en gang årligt. Dette havde dog mere karakter af en social relation og ikke en forretningsmæssig (som en påstået samarbejdspartner).”

Landsskatterettens afgørelse

Efter momslovens § 37, stk. 1, kan registrerede virksomheder ved opgørelsen af momstilsvaret som indgående moms, jf. momslovens § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget efter § 13.

Efter momslovens § 38, stk. 2, kan der for varer og ydelser, som af en registreret virksomhed benyttes både til fradragsberettigede formål efter § 37 og til virksomheden uvedkommende formål, udelukkende foretages fradrag for den del af momsen, der skønsmæssigt svarer til de pågældende vares og ydelsers fradragsberettigede brug i den registreringspligtige virksomhed.

Det påhviler den afgiftspligtige at dokumentere, at betingelserne for fradrag er opfyldte.

Landsskatteretten finder ikke, at virksomheden har dokumenteret eller på anden måde godtgjort, at betingelserne for fradrag er til stede.

Der er herved bl.a. henset til, at virksomheden ikke har dokumenteret eller på anden måde godtgjort, at de omhandlede indkøb er foretaget af virksomheden, eller at køb og salg af de pågældende varer er en del af virksomhedens afgiftspligtige aktivitet i den omhandlede periode. Der er endvidere henset til, at de indkøbte varer efter deres karakter er egnet til privat anvendelse.

SKATs afgørelse stadfæstes derfor på dette punkt.

Fradrag for moms af køb hos [virksomhed17] og [virksomhed18]

Faktiske oplysninger

I 2010 har virksomheden afholdt udgifter til køb foretaget hos [virksomhed17] og [virksomhed18]. I forbindelse med SKATs kontrol af virksomhedens momsangivelser indgav virksomheden blandt andet 3 kvitteringer herpå til SKAT.

Virksomheden indgav en kassebon fra selskabet [virksomhed17] dateret den 14. august 2010. Det fremgår af kassebonen, at der er købt en vare angivet [...] til 2.795 kr. samt en vare angivet [...] til 1.195 kr. Det fremgår af kassebonen, at den samlede moms heraf udgør 798 kr. Det er ikke nærmere angivet, hvilken art vare [...] og [...] er. Det fremgår ikke hvem kassebonen er udstedt til.

Det fremgår af CVR, at [virksomhed17] A/S har til formål at drive produktion og handel med modevarer og dermed beslægtet virksomhed, herunder eksport af samme.

Virksomheden indgav en kassebon fra [virksomhed18] • [by2] dateret den 17. august 2010. Det fremgår af kassebonen, at der er købt en vare angivet Long Rubberboot til 800 kr. Det fremgår af kassebonen, at momsen udgør 160 kr. heraf. Det fremgår ikke af kassebonen, hvem den er udstedt til.

Virksomheden indgav en kassebon fra [virksomhed18] dateret den 24. august 2010. Det fremgår af kassebonen, at der er købt en Calf Rilux til 3.999 kr., en Calf Rilux til 3.499 kr. og Socks til 199 kr., samt at der blev givet en rabat på i alt 1.697 kr., således at det samlede beløb blev 6.000 kr. Det fremgår af kassebonen, at momsen udgør 1.200 kr. af de 6.000 kr. Det fremgår ikke af kassebonen, hvem den er udstedt til.

Virksomheden har i forbindelse med sagens behandling i Landsskatteretten indsendt billeder fra virksomhedens showroom. På et af billederne ses et tøjstativ med blandt andet polos og sports t-shirts. Der ses ikke andet tøj eller sko på billederne fra showroomet.

SKATs afgørelse

SKAT har nægtet fradrag for købsmoms af de indkøbte varer, der fremgår af fakturaerne fra [virksomhed17], [virksomhed18] • [by2] og [virksomhed18].

Dette fremgår af SKATs afgørelse punkt 4I, 4J og 4K.

SKAT har blandt andet henvist til følgende (uddrag):

”Ad F, G, H, I, J & K.

Forventningen til indholdet af en konto som 3500 Prøvematerialer må være at der sker udgiftsføring til indkøb af som regel ikke alt for dyre og omfattende varer til kontrol af om kvalitet og brugsegenskaber er i orden samt til godkendelse m.v. fra kunder.

For de i Danmark afholdte udgifter gælder at momsreglernes krav til faktura ikke er opfyldt, hvorfor momsfradrag ikke kan godkendes.

...

For de øvrige poster gælder at jeg betragter dem som dels ikke at være typiske for de produkter som din virksomhed afsætter, og dels at være velegnede til privat brug.

Jeg betragter herefter de pågældende udgifter som private.”

Klagerens opfattelse

Virksomheden har fremsat påstand om, at der indrømmes fradrag for købsmoms.

Virksomheden har til støtte for påstanden blandt andet anført følgende (uddrag):

”AD I, J, K

[virksomhed17], [virksomhed18] er ligeledes indkøbt til Showroom.”

Landsskatterettens afgørelse

Efter momslovens § 37, stk. 1, kan registrerede virksomheder ved opgørelsen af momstilsvaret som indgående moms, jf. momslovens § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget efter § 13.

Efter momslovens § 38, stk. 2, kan der for varer og ydelser, som af en registreret virksomhed benyttes både til fradragsberettigede formål efter § 37 og til virksomheden uvedkommende formål, udelukkende foretages fradrag for den del af momsen, der skønsmæssigt svarer til de pågældende vares og ydelsers fradragsberettigede brug i den registreringspligtige virksomhed.

Det følger af den dagældende momsbekendtgørelses § 58 (bekendtgørelse nr. 663 af 16. juni 2006), at registrerede virksomheder skal kunne fremlægge fakturaer, herunder forenklede fakturaer og afregningsbilag til dokumentation af den indgående afgift.

Det følger af den dagældende momsbekendtgørelses § 40, stk. 1, at en faktura blandt andet skal indeholde køberens navn og adresse og mængden og arten af de leverede varer. Hvor salgsbeløbet er under 750 kr. kan udstedelse af fakturaer til registrerede købere undlades efter § 40 og § 41, såfremt der i stedet udstedes en forenklet faktura med følgende oplysninger: den registrerede virksomheds (sælgerens) navn og registreringsnummer, fortløbende nummer, udstedelsesdato, leverancens art samt afgiftsbeløbets størrelse. Dette følger af momsbekendtgørelsens § 43, stk. 1. Registrerede virksomheder hvis afsætning sker udelukkende eller overvejende til private forbrugere, skal udstede en forenklet faktura med de i § 43, stk. 1 nævnte oplysninger. Disse virksomheder kan benytte salgsregistreringssystemer, for eksempel et kasseapparat, og udlevere en kassebon med de i stk. 1, nævnte oplysninger, med undtagelse af fortløbende nummer. En registreret køber kan anmode om en faktura i henhold til § 40.

Det påhviler den afgiftspligtige at dokumentere, at betingelserne for fradrag er opfyldte.

Landsskatteretten finder hverken at de pågældende fakturaer fra [virksomhed17] og [virksomhed18] opfylder kravene i momsbekendtgørelsens § 40, stk. 1 eller kravene i momsbekendtgørelsens § 43, stk. 1. Der er herved særligt lagt vægt på, at det ikke ud fra angivelserne [...], [...] eller Calf Rilux er muligt at identificere arten af de leverede varer.

EU-domstolen har i dom af 15. september 2016 i sag C-516/14 (Barlis) præmis 42 og 43 udtalt:

” 42 Domstolen har fastslået, at det grundlæggende princip om momsens neutralitet kræver, at der indrømmes fradrag for indgående moms, hvis de materielle betingelser herfor er opfyldt, selv om de afgiftspligtige ikke måtte have opfyldt visse formelle betingelser. Når skattemyndighederne er i besiddelse af de nødvendige oplysninger for at kunne fastslå, at de materielle betingelser er opfyldt, kan de følgelig ikke med hensyn til den afgiftspligtige persons ret til at fradrage denne afgift stille supplerende betingelser, der kan medføre, at udøvelsen af denne ret bortfalder (jf. i denne retning dom af 21.10.2010, Nidera Handelscompagnie, C-385/09, EU:C:2010:627, præmis 42, af 1.3.2012, Kopalnia Odkrywkowa Polski Trawertyn P. Granatowicz, M. Wasiewicz, C-280/10, EU:C:2012:107, præmis 43, og af 9.7.2015, Salomie og Oltean, C-183/14, EU:C:2015:454, præmis 58 og 59 og den deri nævnte retspraksis).

43 Det følger heraf, skattemyndighederne ikke kan nægte at indrømme ret til momsfradrag alene af den grund, at en faktura ikke opfylder de betingelser, der kræves i medfør af artikel 226, nr. 6) og 7), såfremt den er i besiddelse af alle de oplysninger, der kræves for at kunne efterprøve, om de materielle betingelser vedrørende fradragsretten er opfyldt.”

Formålet med de oplysninger, der obligatorisk skal anføres på en faktura, er at gøre det muligt for skattemyndighederne at kontrollere, om skyldig afgift er betalt, og i givet fald at efterprøve, om der består en ret til momsfradrag. Landsskatteretten bemærker, at virksomheden ikke har oplyst nærmere, hvad arten af de pågældende varer er. Det er altså ikke muligt at kontrollere om de materielle betingelser for fradrag er opfyldt. Allerede af den grund kan der ikke godkendes fradrag for indkøbene fra [virksomhed17] og [virksomhed18].

Virksomheden har oplyst, at varerne er indkøbt til virksomhedens showroom. Landsskatteretten bemærker, at hverdagstøj, -sko og gummistøvler ikke udgør sædvanlige varer inden for den pågældende type af virksomhed. De købte goder er derimod både efter art og mængde velegnede til privat brug. Der er ikke fremlagt oplysninger, der understøtter den oplyste brug af goderne.

Landsskatteretten finder ikke, at virksomheden har dokumenteret eller på anden måde godtgjort, at betingelserne for fradrag er til stede.

Derfor stadfæstes SKATs afgørelse på dette punkt.

Fradrag for moms af køb af golfklubmedlemsskab

Faktiske oplysninger

I 2010 har virksomheden afholdt udgifter til et golfklubmedlemsskab i [virksomhed15]. Udgiften dækker 50 % af et certifikat vedrørende to spillerettigheder.

Virksomheden indgav i forbindelse med SKATs kontrol en faktura herpå udstedt af [virksomhed16] A/S.

Virksomheden indgik i perioden i et kontorfællesskab med [virksomhed16] A/S.

SKATs afgørelse

SKAT ved afgørelse af 17. september 2012 nægtet fradrag for købsmoms for udgifter til golfklubmedlemsskabet i [virksomhed15].

SKATs afgørelse vedrørende udgiften til golfklubmedlemsskabet fremgår af afgørelsens punkt 4P.

SKAT har blandt andet henvist til følgende (uddrag):

”Ad P.

...

Jeg har taget udgangspunkt i at udgiften er afholdt som følge af din private interesse for golf porten, og kan derfor ikke godkende fradrag.

Hvis du redegør for benyttelsen af spilleretten og herunder oplyser navne på kunder som den har været anvendt overfor, vil der være mulighed for at godkende udgiften som repræsentation, altså med 25 % fradrag.

...

Ad P.

I din bemærkning nævner du at din virksomhed har et samarbejde med [virksomhed16], som er af betydning for forretningen og dens opretholdelse af indkomst. Retningslinjer for dette samarbejde eller aftaler vedrørende levering af produkter, som din virksomhed ikke har direkte adgang til, kan godt aftales på golfbanen.

Du har ikke, som udbedt af mig i ændringsforslaget, oplyst om navne på kunder som spilleretten har været anvendt overfor.

Som du skriver, kan aftaler ”godt aftales på golfbanen”. De kan også aftales så mange andre steder, hvor du mødes med din forretningspartner, for eksempel i jeres kontorfællesskab, på jeres fælles rejser til messer m.v. samt ved de fælles restaurantbesøg.

Jeg finder ikke at du har godtgjort at udgiften er udelukkende erhvervsmæssig.”

Under sagens behandling i Landsskatteretten har SKAT ved brev af 15. november 2012 blandt andet udtalt følgende (uddrag):

”Ad P

Af de kunder, som skatteyder nævner i sin klage, er [virksomhed16]/[person3] samarbejdspartner, der er en del af kontorfællesskabet, og som skatteyder også følges med til messer etc. Der kan derfor ikke være tale om et kundeforhold.

En spilleret til en golfbane kan i sagens natur ikke benyttes overfor en større ubestemt kreds af personer. Da der desuden af skatteyder alene er nævnt et meget lille antal kunder, må der være tale om en udgift til repræsentation. Ifølge momsloven § 42, stk. 1, nr. 5 kan den indgående afgift ikke fratrækkes.”

Under sagens behandling i Landsskatteretten har SKAT ved brev af 4. januar 2013 blandt andet udtalt følgende (uddrag):

”Ad P.

Skatteyder skriver at spilleretten, som er emnet for dette punkt, giver lov til invitere maksimum 3 andre golfspillere med ud pr. gang til nedsat greenfee (vor fremhævelse). Der er ingen grænser for hvor mange gange spilleretten kan benyttes. [virksomhed1] har benyttet sin spilleret til at invitere nuværende samt potentielle kunder med ud på golfbanen.

Det ville styrke skatteyders udsagn, hvis det for eksempel via virksomhedens regnskab var muligt at konstatere at spilleretten var udnyttet. Vi har gennemlæst hele bogføringen for 2010, og der er ikke via udgiftskonti afholdt udgift til greenfee til [virksomhed15].”

Klagerens opfattelse

Virksomheden har fremsat påstand om, at der indrømmes fradrag for købsmoms.

Virksomheden har til støtte for påstanden blandt andet anført følgende (uddrag):

”AD P

Fradrag er ej godkendt i første omgang, idet SKAT ikke har oplysninger på kunder om hvem spilleretten er benyttet overfor. Spilleretten er benyttet overfor [virksomhed16]/[person3], [virksomhed19]/[person4], [virksomhed20]/[person5].

Der vedlægges ligeledes kopi af privat indmeldelse i [virksomhed21], dette medlemskab blev tegnet, netop så det ikke kolliderer med det erhvervsmæssige og eventuel tvivlsspørgsmål om privat/erhvervsmæssig.”

Under sagens behandling i Landsskatteretten har virksomheden ved brev af 3. december 2012 blandt andet udtalt følgende (uddrag):

”AD P

SKAT og [person2] har i dette tilfælde ikke sat sig ind i, hvad en spilleret i [virksomhed15] samt hvad et firmamedlemsskab indbefatter.

Et firmamedlemsskab indeholder enten 1 eller 2 spillerettigheder til golfklubben. Spilleretten kan derfor ganske rigtigt ikke benyttes til en større ubestemt kreds af personer. Spilleretten ligger udelukkende i det firma, der har købt den, i dette tilfælde ejeren af [virksomhed1]. Denne spilleret giver ejeren (virksomheden) ret til at invitere kunder og leverandører med ud at spille på [virksomhed15]’s baner. Spilleretten giver lov til at invitere maksimum 3 andre golfspillere med ud pr. gang til nedsat greenfee. Der er naturligvis ingen begrænsninger i hvor mange gange pr. år man kan kan gøre brug af spillerettigheden. Den kan benyttes et ubegrænset antal gange pr. år. Ligeledes kan [virksomhed15]’s mødefaciliteter benyttes gratis.

[virksomhed15] er ikke en klub, som man bare kan spille i uden videre. Man skal være medlem eller inviteres af et medlem. [virksomhed1] har benyttet sin spilleret til at invitere nuværende samt potentielle kunder med ud på golfbanen. [virksomhed16] har ganske rigtigt været med ude at spille de gange, hvor der har været leverandører med, da det som tidligere skrevet, forholder sig sådan at vi har en del af de samme leverandører. Derfor er det oplagt, at spille golf med samme leverandør samtdigt.

[virksomhed15] A/S er en KOMMERCIEL golfklub og ikke oprettet som en forening, hvor både certificat og kontingent pålægges moms. Firmamedlemsskab / certifikatet pålægges moms, både ved køb og også hvis indehaver vil videresælge det. Certifikatet kan betegnes som en almindelig handelsvare og indenfor de sidste 6 år, har certifikatets værdi svinget mellem kr. 25.000 - kr. 50.000 exe!. moms.

Udgiften til denne spilleret er ikke repræsentation, men en udgift som er 100 % fradragsberettiget i virksomheden, momsen ligeså.

Baggrund LL§ 16 & SL§6

I ligningslovens (LL) § 16 findes de særlige bestemmelser for økonomiske fordele (goder), der ydes som led i arbejdsaftaler, når fordelen har en anden form end penge. Sådanne økonomiske fordele sidestilles efter bestemmelsen med arbejdsvederlag, og værdien af fordelen med regnes ved opgørelsen af den ansattes skattepligtige indkomst. I dette tilfælde er der tegnet privat golfkontingent ved siden af, netop for ikke at blande disse ting sammen. Dette er også dokumenteret. Derfor er der i dette tilfælde vedr. [virksomhed15] ikke tale om et personalegode som virksomheden stiller til rådighed for indehaver, men om en udgift for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Skatteydere kan fradrage driftsomkostninger, dvs. de udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Udgiften skal være direkte knyttet til indkomsten, og den skal ligge inden for virksomhedens naturlige rammer.

Private udgifter kan ikke fradrages. Det fremgår af statsskattelovens § 6, sidste pkt. Der er som nævnt et privat golfkontingent, så dette punkt kan [virksomhed1] ikke komme under.

I en landskatteretsdom pr. 21.1.2009 j.nr. 05-01103 er der blevet nægtet fradrag for golfkontingent med følgende begrundelse:

Kontingentet er i hovedanpartshaveren B’s navn.

Retten finder, at der ikke er ført bevis for, at de af klageren afholdte udgifter har sammenhæng med klagerens indkomsterhvervelse, hvorfor udgifterne ikke er fradragsberettigede.

Retten finder, at udgiften vedrører hovedanpartshaverens privatudgifter afholdt af klageren, hvorfor klageren ikke har fradragsret for beløbet

I denne sag er golfkontingentent i firmaets navn, der er derudover et andet privat betalt golfkonitngent i virksomhedsindehaverens privatnavn. Der kan hermed bevises at der er en seperat spilleret i firma regi, som bruges til i forbindelse med opsøgende salgsarbejde med potentielle kundeemner og eksisterende.

Konklusion i henhold til ovennævnte forklaring, henvisninger til SL & LL samt tidligere anvendt retspraksis er der derfor fuld fradrag for omkostningen til [virksomhed15] A/S.”

Under sagens behandling i Landsskatteretten har virksomheden ved brev af 12. februar 2013 blandt andet udtalt følgende (uddrag):

”SKAT skriver ”Det ville styrke skatteyders udsagn, hvis det for eksempel via virksomhedens regnskab var muligt at konstatere at spilleretten var udnyttet. Vi har gennemlæst hele bogføringen for 2010, og der er ikke via udgiftskonti afholdt udgifter til greenfee til [virksomhed15].

De personer, der er inviteret med på [virksomhed15], være det sig leverandører eller kunder/potentielle kunder, har selv afholdt udgiften for greenfee. Dette har været indforstået idet de ikke må modtage gratis greenfee. Samtidig ved ikke at afholde greenfee udgiften overfor leverandører og kunder/potentielle kunder, afstår [virksomhed1] sig samtidig for problemer overfor SKAT med hensyn til oplysningspligten for dette gode man har ydet forretningsforbindelser.

Endvidere skal det bemærkes, at leverandører samt kunder/potentielle kunder, ikke kan spille golf på [virksomhed15] medmindre de er i selskab med personer, der er medlemmer i forvejen.”

Under sagens behandling i Landsskatteretten har virksomheden ved brev af 2. marts 2015 blandt andet udtalt følgende (uddrag):

”AD P

Der er blevet spillet en gang i pågældende regnskabsår på [virksomhed15]. Med var [person3] indehaver af [virksomhed16] A/S samt potentiel kunde:

[person5]

[virksomhed20] A/S

[adresse1]

[by3].

Formålet var at få mulighed for at få skabt noget salg hos dem.

De ovennævnte har selv afholdt udgiften for greenfee. Derved afstår [virksomhed1] sig for for problemer overfor SKAT med hensyn til oplysningspligten for dette gode man har ydet forretningsforbindelser.

Endvidere skal det bemærkes, at leverandører samt kunder/potentielle kunder, ikke kan spille golf på [virksomhed15] medmindre de er i selskab med personer, der ER medlemmer i forvejen.

Endelig ska det nævnes, at jeg har medlemskab i anden gofklub som er tegnet før jeg meldte min virksomhed ind i [virksomhed15]. Det andet medlemsskab er tegnet i privat regi og er udeholdt for min virksomhed. Der vil ingen mening være i at have 2 medlemsskaber – et privat og et erhverv – og så kun spille med et. Dertil er et medlemsskab for dyrt. Dette er også tidligere dokumenteret overfor SKAT.”

Landsskatterettens afgørelse

Efter momslovens § 37, stk. 1, kan registrerede virksomheder ved opgørelsen af momstilsvaret som indgående moms, jf. momslovens § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget efter § 13.

Efter momslovens § 38, stk. 2, kan der for varer og ydelser, som af en registreret virksomhed benyttes både til fradragsberettigede formål efter § 37 og til virksomheden uvedkommende formål, udelukkende foretages fradrag for den del af momsen, der skønsmæssigt svarer til de pågældende vares og ydelsers fradragsberettigede brug i den registreringspligtige virksomhed.

Ifølge momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, kan virksomheder ikke fradrage moms af indkøb m.v., der vedrører underholdning og repræsentation.

Det påhviler den afgiftspligtige at dokumentere, at betingelserne for fradrag er opfyldte.

Landsskatteretten finder det ikke godtgjort, at virksomhedens udgift til golfklubmedlemsskabet er en fradragsberettiget udgift. Der er herved lagt vægt på, at et golfklubmedlemsskab er velegnet til privat brug. Der er tale om en udgift til et klubmedlemsskab, der giver ubegrænset adgang til at spille i klubben samt andre medlemsfordele, og ikke udgifter til konkrete udflugter med forretningsforbindelser. Landsskatteretten lægger desuden vægt på, at virksomhedens indehaver har oplyst, at golfklubmedlemskabet alene er anvendt i meget begrænset omfang med forretningsforbindelser år 2010.

Landsskatteretten finder på den baggrund, at den af virksomheden afholdte udgift til goldklubmedlemsskabet må anses for at være afholdt af hensyn til indehaverens personlige golfinteresse. Det ændrer ikke herved, at indehaveren er medlem af en anden golfklub.

Det bemærkes desuden, at udgifter til repræsentation og underholdning ikke giver ret til fradrag af moms, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse på dette punkt.

Fradrag for moms af køb af brille

Faktiske oplysninger

Virksomheden har i 2010 afholdt udgifter til køb af en brille.

På mødet med SKAT den 12. juni 2012, indgav indehaveren en faktura fra [virksomhed22]. Fakturaen er udstedt til indehaveren på indehaverens privatadresse. Det fremgår af fakturaen, at der er tale om specialfremstillet udstyr. Det er ikke nærmere angivet, at der er tale om en skærmbrille.

Virksomheden sendte den 10. september 2012 en ny faktura fra [virksomhed22]. Den nye faktura er udstedt den 5. september 2012 men med henvisning til, at brillen er købt den 4. februar 2010. Fakturaen er udstedt til virksomheden på virksomhedens adresse med oplysning om, at brillen er leveret til indehaverens privatadresse. Det fremgår af fakturaen, at der er tale om specialfremstillet udstyr. Det er ikke nærmere angivet, at der er tale om en skærmbrille. Virksomheden sendte samtidig et dokument fra Sygeforsikring Danmark dateret 20. august 2012, hvoraf det fremgår, at indehaveren har fået tilskud på 360 kr. for køb af et par enkeltstyrkebriller.

Indehaveren har under sagens behandling i Landsskatteretten den 3. december 2012 indsendt en mail fra [virksomhed23] til indehaveren dateret 29. november 2012, hvoraf det fremgår (uddrag):

”[virksomhed24] bekræfter hermed, at vi har haft besøg af:

[person1], ...

Og udmålt hans øjne til følgende:

H: +0,25 -0,25 30

V: +0,25 -0,25 120

Add. 2,00

[person1] har derfor fortsat behov for skærmbriller.”

SKATs afgørelse

SKAT har ved afgørelsen af 17. september 2012 nægtet fradrag for købsmoms for udgifter til skærmbillerne.

SKATs afgørelse vedrørende skærmbrillerne fremgår af afgørelsens punkt 4R.

SKAT har blandt andet henvist til følgende (uddrag):

”Ad R.

Der er tale om køb hos [virksomhed22] af en brille med enkeltstyrkeglas. Fakturaen er stilet til dig på din privatadresse. Bogføring er sket med tekst ”Skærmbrille”.

På faktura er anført dit CPR nummer og ”indberettes elektronisk”, hvilket for mig indikerer at du får en del af udgiften refunderet fra sygeforsikring og lign.

Ifølge ligningsvejledning 2010 afsnit E.B.3.15 blev der ved afgørelsen LSRM 1982.126 ikke godkendt fradrag for en tandlæges udgift til briller. Derimod førte TfS 1989,243 LSR til at en tandlæge fik fradrag for beskyttelsesbriller uden styrke, da de alene måtte anses for anvendt til klinikbrug.

På denne baggrund har jeg anset udgiften for at være privat.

...

Ad R.

Du vedhæfter faktura for køb af brillen samt afregning fra ”Danmark” der viser et tilskud på 360 kr. Du oplyser at der ikke findes en pc i hjemmet, hvilket derfor ikke giver mulighed for privat anvendelse af skærmbrille.

Desuden undrer du dig over at jeg anfører at privatadressen indgår i fakturaen, idet SKAT jo også sender breve til dig på bopælen selvom de drejer sig om virksomheden. Hertil kan jeg kun svare, at skatteansættelsen anses for et privat spørgsmål, også selvom indtægten kommer fra en virksomhed, og det derfor kan være nødvendigt at kontrollere dén. Derfor benytter vi privatadressen.

Mailkorrespondance med f.eks. SKAT om en skattesag må derfor betragtes som en privat benyttelse af computer. I dette sagsforløb har jeg modtaget mails fra dig fra virksomhedens mailadresse.”

Under sagens behandling i Landsskatteretten har SKAT ved brev af 15. november 2012 blandt andet udtalt følgende (uddrag):

”Ad R

Den uddybende kommentar i afgørelsen om at skat er en privatsag m.v. ændrer ikke på den egentlige begrundelse som er anført i sagsfremstillingen allerede i ændringsforslaget.”

Under sagens behandling i Landsskatteretten har SKAT ved brev af 4. januar 2013 blandt andet udtalt følgende (uddrag):

”Ad R.

Skatteyder har anført at der ikke er fundet dokumentation for at brug af en pc, og dermed også af skærmbrille, til via virksomhedens e-mail at svare SKAT i en skattesag er at betragte som privat brug.

Af ligningsvejledning 2010, afsnit E.B.5.2. fremgår at såfremt udgifter til udarbejdelse af en virksomheds regnskab og opstilling af årsregnskab m.v. undtagelsesvis indeholder egentlig betaling for selvstændig udfyldelse af virksomhedsejerens selvangivelse, skal et beløb svarende til den private andel behandles som ejerens private udgift. Altså intet fradrag for den del.

Ligningslovens § 7Q, stk. 3 giver blandt andet selvstændigt erhvervsdrivende fradrag for udgifter til sagkyndig bistand i skatteansættelsessager og skattesager, i det omfang der ikke kan ydes godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19.

Skatteyder har modtaget refusion fra sygeforsikring Danmark af en (mindre) del af købsprisen for brillen. Denne refusion er ikke indtægtsført i virksomheden, hvilket forstærker vor påstand om at der er tale om en privat udgift.”

Klagerens opfattelse

Virksomheden har fremsat påstand om, at der indrømmes fradrag for købsmoms.

Virksomheden har til støtte for påstanden blandt andet anført følgende (uddrag):

”I ændringsskrivelse nr. 2 anfører [person2] at der nu ikke kan godkendes fradrag for skærmbrille idet han har modtaget mailbesvarelse fra virksomhedens e-mailadresse og dette anses som privat. Der er ikke fundet dokumentation nogle steder for at et svar fremsendt til SKAT fra virksomhedens mail, i en skattesag opstået i virksomhedens regi, vil være at betragte som privat brug / privat brug af skærmbrille.

Hvis SKAT fastholder dette, må man regne ud, hvor meget der rent tidsmæssigt er blevet brugt til at besvare en mail fra SKAT samt de øvrige firmarelaterede mails. Det vil så anslået dreje sig om: 220 arbejdsdage med 1,5 times mailbesvarelse pr. dag = 330 timers mailbesvarelse. Heraf svar til SKAT 1/2 time = 0,15 % privat brug af skærmbrille (kr. 6,000) = kr. 9,00. Der er ikke pc i hjemmet, derfor vil skærmbrille ikke være til rådighed privat, ref. tidligere svarskrivelse til [person2].”

Under sagens behandling i Landsskatteretten har virksomheden ved brev af 3. december 2012 blandt andet udtalt følgende (uddrag):

”AD R

I henhold til arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1108 af den 15. december 1992 giver denne bekendtgørelse ret til arbejdsgiverbetalte skærmbriller.

www.at.dk/sw4758.asp

Arbejdstilsynets vejledning D.2 af den 3. juni 2009 erstatter vejledningen fra november 2006.

Der vedlægges ligeledes bekræftelse for optiker vedrørende behovet for skærmbrille. Som det ses af denne bekræftelse er indehaver af [virksomhed1] langt fra den nedre grænse for IKKE at skulle benytte skærmbrille.

I ændringsskrivelse nr. 2 anfører [person2], at da der i denne sag er svaret SKAT fra virksomhedens e-mail, er dette at betragte som privat brug af pc og dermed også privat brug af skærmbrille. Der er ikke nogle steder fundet dokumentation for, at dette er korrekt. At en besvarelse på mail fra SKAT i en sag, som er opstået i virksomhedsregi, pludselig vil være at betragte som privat brug af skærmbrille, idet firmamailen er benyttet til dette.

Skærmbrillen benyttes kun på arbejdspladsen.

Arbejdsgiver har som hovedregel altid fuldt skattemæssigt fradrag for udgifter afholdt for personale, uanset om der er tale om udgifter til forbedring af indeklima, til sundhedsbehandling som massage, rygeafvænning og behandling på hospital, til skærmbriller m.v.

Det er i øvrigt uden betydning for arbejdsgivers fradragsret, om udgifterne afholdes som led i en generel ordning, individuelt pr. medarbejder, eller om det sker ved betaling af en forsikringspræmie.

Konklusion, der kan ikke accepteres benægtelse af fradrag for skærmbrille.”

Under sagens behandling i Landsskatteretten har virksomheden ved brev af 12. februar 2013 blandt andet udtalt følgende (uddrag):

”Skat skriver i forbindelse med brug af pc privat, i denne sag drejer det sig konkret om svar på mail til SKAT ved brug af virksomhedens pc at ”et beløb svarende til den private andel behandles som ejerens private udgift ... ”. Dette betyder så, at en minimal udgift skal overføres som privat andel, idet der ikke er brugt meget tid på mailbesvarelse til SKAT sammenholdt med hvad der er brugt erhvervsmæssigt.

Det skal i den forbindelse ligeledes bemærkes, at der også er en pc i hjemmet.

Vedrørende skærmbrille bruger undertegnede IKKE briller i det daglige men udelukkende ved arbejde ved skærmen, da dette efterhånden blev nødvendigt. Skærmbrille tages ikke med hjem, men bliver liggende på kontoret.

Det er desværre en fejl fra min side, at jeg ikke har været opmærksom på, at medtage den refusion fra sygeforsikring Danmark (en lille del) som en indtægt i regnskabet. Jeg har som sagt ikke været opmærksom på dette, og dette lille tilskud skal naturligvis medtages i regnskabet.”

Landsskatterettens afgørelse

Efter momslovens § 37, stk. 1, kan registrerede virksomheder ved opgørelsen af momstilsvaret som indgående moms, jf. momslovens § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget efter § 13.

Efter momslovens § 38, stk. 2, kan der for varer og ydelser, som af en registreret virksomhed benyttes både til fradragsberettigede formål efter § 37 og til virksomheden uvedkommende formål, udelukkende foretages fradrag for den del af momsen, der skønsmæssigt svarer til de pågældende vares og ydelsers fradragsberettigede brug i den registreringspligtige virksomhed.

Det påhviler den afgiftspligtige at dokumentere, at betingelserne for fradrag er opfyldte.

Landsskatteretten finder ikke, at virksomheden på baggrund af det forelagte har dokumenteret eller tilstrækkeligt godtgjort, at betingelserne for fradrag er til stede.

Der er herved blandt andet henset til, at udgifter til briller såvel som skærmbriller som udgangspunkt på anses for en privat udgift, idet brugen må anses for at tjene til almindelig korrektion af indehaverens syn. Landsskatteretten har desuden henset til karakteren af virksomhedens aktivitet, den omstændighed at indehaveren har en computer derhjemme, samt at indehaveren har anvendt sin private sygeforsikring ved køb af brillerne.

På den baggrund stadfæstes SKATs afgørelse på dette punkt.

Salgsmoms for salg af ur til udenlandsk kunde

Faktiske oplysninger

Virksomheden har den 26. februar 2010 solgt et Rolex-ur af modellen Daytona til virksomhedens leverandør [virksomhed24].

Virksomheden angav ikke salgsmoms af salget til SKAT.

I forbindelse med SKATs kontrol i 2012 indgav virksomheden en faktura til SKAT som dokumentation for salget. Der fremgår ikke moms af fakturaen.

I virksomhedens bemærkninger til SKATs forslag til afgørelse fremgår følgende (uddrag):

”Køber har selv hentet uret i DK og udført det af Danmark grundet spørgsmål om bl.a. forsikring under transport samt eventuel bortkomst under transport. Køber har også været leverandør af prøveskjorter (se under dette punkt) og kombinerede, en blandt mange forretningsrejser i Nordeuropa, med samtidig afhentning af uret. Derfor er [virksomhed1] ikke i besiddelse af oplysninger om forsendelse.”

Med klagen til Landsskatteretten vedlagde virksomheden et brev fra [virksomhed24] til virksomheden, hvor direktøren i [virksomhed24] bekræfter, at hun købte uret, og at hun hentede uret hos virksomheden og transporterede det til Thailand.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet virksomhedens salgsmoms med 11.400 kr.

SKAT har blandt andet henvist til følgende (uddrag):

”Så længe det ikke er dokumenteret at der er tale om eksport og at varen er udført, er der tale om levering hér i landet, hvorfor der skal beregnes afgift af vederlaget, eller 25 % af 45.600 kr. = 11.400 kr.

---o0o---

Dokumentationskravet for varers udførsel af Danmark håndhæves strengt.

Af § 34 i Bekendtgørelse nr. 663 af 16.6.2006 til momsloven fremgår følgende:

”Ved afgiftsfrit salg efter lovens § 34, stk. 1, nr. 5, til købere med bopæl eller sædvanligt opholdssted uden for EU, herunder Færøerne og Grønland, skal den forenklede faktura være påtegnet af det EU-udgangstoldsted, hvorfra udførsel finder sted. Den forenklede faktura skal indeholde oplysning om køberens navn og adresse. Fakturaen vedlægges virksomhedens regnskab som dokumentation for afgiftsfritagelsen.”

Af § 35 fremgår at køber overfor virksomheden skal dokumentere sin bopæl eller sædvanligt opholdssted udenfor EU.

I § 36 bestemmes at afgiften af salget medregnes til den udgående afgift for den afgiftsperiode hvor salget finder sted, mens den kan fratrækkes i den afgiftsperiode, hvor den i § 34 nævnte dokumentation kan fremlægges.

Jeg fastholder således ændringen.”

Under sagens behandling i Landsskatteretten har SKAT ved brev af 15. november 2012 blandt andet udtalt følgende (uddrag):

”Afgørelsens punkt 9:

Skatteyder har i sin klage til Skatteankenævnet oplyst at han vedlægger en bekræftelse fra køber om at uret er udført fra Danmark. I en mail til ankenævnet er vedhæftet et billede af købers brev.

Køberbekræftelsen kan ikke erstatte den påtegning af fakturaen fra EU-udgangstoldstedet, som er krævet i § 34 i Bekendtgørelse nr. 663 af 16.6.2006 til momsloven.”

Under sagens behandling i Landsskatteretten har SKAT videre ved brev af 4. januar 2013 blandt andet udtalt følgende (uddrag):

”Afgørelsens punkt 9

Den af skatteyder gengivne Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om merværdiafgiftsloven (momsloven) indebærer ingen ændringer af bekendtgørelsens § 34, som vi har henvist til i vor afgørelse og i vor tidligere udtalelse til LSR.

Ændringsbekendtgørelsen træder i øvrigt som hovedregel først i kraft den 1. januar 2011.

Det kan tilføjes, at skatteyder tilsyneladende ikke har forstået at den påtegning af den forenklede faktura som er krævet i bekendtgørelsens § 34 er forudsætning for afgiftsfritagelsen efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 5.

I vor tidligere udtalelse nævner vi at skatteyder i sin klage til Skatteankenævnet vedhæfter et billede af et brev hvori køber bekræfter at uret er udført fra Danmark. Hvis LSR ønsker at se brevet, må vi bede jer om at kontakte ankenævnssekretariatet. Billedet er fremsendt i et format, der gør at vi ikke kan videresende det.”

Klagerens opfattelse

Virksomheden har fremsat påstand om, at salgsmomsen nedsættes med 11.400 kr.

Virksomheden har til støtte for påstanden blandt andet anført følgende (uddrag):

”AD 9

Køber af uret bekræfter at uret er udført af Danmark. Dokumentation fra købers side vedlægges. Køber er bosat udenfor EU og derfor er der ikke afgift på.”

Under sagens behandling i Landsskatteretten har virksomheden ved brev af 3. december 2012 blandt andet udtalt følgende (uddrag):

”SKAT nævner, at der i henhold til §34 stk. 1 nr. 5 er varen fritaget for afgift, når den af virksomheden eller af køber, som IKKE er registreret her i landet, udføres til andre steder end i EU. Dette er netop tilfældet her, og der er hermed dokumenteret dette fra køber, som er bosat i Thailand, at han bekræfter at han har udført uret af Danmark. I henhold til ovennævnte er derfor ikke korrekt, at der skal opkræves afgift for dette. Den eneste fejl der er, er at [virksomhed1] uden forsæt er kommet til at lave en administrativ fejl i forbindelse med angivelse af salg udenfor EU.”

Virksomheden har endvidere i brevet af 3. december 2012 citeret fra Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om merværdiafgift (momsloven).

Under sagens behandling i Landsskatteretten har virksomheden ved brev af 12. februar 2013 blandt andet udtalt følgende (uddrag):

”Afgørelsens punkt 9

Det er korrekt, at jeg ikke har forstået det krav, der er i bekendtgørelsen af §34, som er en forudsætning for afgiftsfritagelse.

Vi vedlægger hermed den dokumentation, som SKAT ikke kan fremsende som fil1 hvori køber af uret bekræfter, at uret er udført at Danmark.”

Landsskatterettens afgørelse

Af de grunde, der er anført under afgørelsens punkt om fradrag for køb af Rolex-urene, finder Landsskatteretten ikke, at det er godtgjort, at køb og salg af luksusure er omfattet af den afgiftspligtige virksomhed.

Salg af uret anses derfor ikke for at være foretaget i virksomhedens egenskab af afgiftspligtig person. Salget er dermed ikke omfattet af momslovens anvendelsesområde, hvorfor salget ikke skal pålægges moms.

SKATs afgørelse ændres på dette punkt.