Kendelse af 26-06-2014 - indlagt i TaxCons database den 02-08-2014

Klagen skyldes, at SKAT ikke har imødekommet en anmodning fra [virksomhed1] A/S, herefter benævnt selskabet, vedrørende tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1. oktober 1994 - 31. august 2003, idet dokumentationskravet ikke er anset for opfyldt, jf. styresignalerne SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Selskabet er en detailkoncern, der består af syv detailkæder og stormagasinet [virksomhed2].

Selskabet har ved brev af den 30. december 2010 anmodet SKAT om tilbagebetaling af indgående afgift i forbindelse med udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, for perioden 1. oktober 1994 – 31. oktober 2010, jf. SKATs styresignal, SKM2010.622.SKAT, offentliggjort den 4. oktober 2010.

SKAT har den 25. juli 2012 truffet afgørelse, hvorefter SKAT har imødekommet anmodningen for perioden 1. september 2003 – 31. oktober 2010.

Selskabets anmodning vedrørte følgende selskaber og var sammensat således:

Datagrundlag:

Bogføringsoplysninger på detailniveau, analyse-konti, i selskabets regnskabssystem var umiddelbart tilgængelige tilbage til 1. november 2003.

Omkostninger ved fortæring i forbindelse med interne møder og kurser blev hovedsageligt konteret på konto [...1] og konto [...2] i selskabets regnskaber. Omkostningerne havde påvirket regnskaberne med kostpris inkl. moms. Analysekonto -00 angav, at der ikke var løftet moms.

Alle detailposteringer for konto [...1] og konto [...2], for perioden 1. september 2003 - 31. oktober 2010, blev overført til excel via SAS udtræk.

For hvert enkelt selskab blev herefter udsøgt detailposteringer hvori teksten ”Møde”, ”Kursus”, ”Intro”, ”Seminar”, ”Undervisning” eller ”Samtale” indgik.

Af det samlede antal detailposteringer fremgik desuden en ikke uvæsentlig andel med teksten ”Rekvisisionsnr.” eller blot selve rekvisionsnummeret eksempelvis ”123456”. Efter en stikprøvevis gennemgang vurderede selskabet, at der for hovedparten af disse omkostninger (ca. 70 %, jf. stikprøver) kunne opnås momsrefusion.

Endelig var der en stor andel posteringer, som der ikke kunne refunderes moms for. Det drejede sig eksempelvis om en række omkostninger relateret til personalearrangementer og lignende.

Metode og estimater:
Der forelå ikke detailspecifikationer på bilagsniveau for den påklagede periode, 1. oktober 1994 - 31. august 2003. Der blev derfor foretaget et estimat af omkostningerne i denne periode.

Estimatet blev foretaget på baggrund af procentberegninger, nøgletal, for perioden 1. september 2003 - 31. oktober 2010. Disse nøgletal/procentandele blev efterfølgende tilbagerullet på perioden 1. oktober 1994 - 31. august 2003 for hvert enkelt selskab.

For hvert enkelt selskab forelå således for perioden 1. september 2003 - 31. oktober 2010 en forholdsvis nøjagtig opgørelse sat i forhold til periodens aktiviteter/omsætning. Samme andele blev anvendt for det pågældende selskab i den påklagede periode ud fra den påklagede periodes aktivitet/omsætning.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, i alt 3.326.329 kr., for perioden 1. oktober 1994 – 31. august 2003, idet der ikke er indsendt en specifik opgørelse over kravet, samtidig med at der ikke er indsendt dokumentation for den ønskede udbetaling.

I henhold til skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32 skal der fremsættes oplysninger af faktisk eller retlig karakter, for at der kan ske genoptagelse af momstilsvaret.

Det fremgår af SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, at virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.

Virksomheden skal gennem regnskabet m.v. kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning.

Herefter skal virksomheden sandsynliggøre, hvor stor en andel af disse bespisningsudgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen.

Vedrørende dokumentationskravet for perioder der er ældre end 5 år, skal der også for disse perioder indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Dokumentationskravet vil i disse situationer efter en konkret vurdering kunne opfyldes ved hjælp af eksempelvis specifikation til regnskabsmateriale, mødekalendere eller lignende.

Vurderingen, af om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for ældre perioder. Der ses bl.a. på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Kan virksomheden f.eks. dokumentere et krav for de seneste 5 år, så kan den ikke blot anvende kravet for den periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for den ekstraordinære periode. SKAT accepterer ikke, at virksomheden blot ganger med de resterende antal år der ønskes tilbagebetaling for. Virksomheden vil i den situation ikke leve op til dokumentationskravene. Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder ældre end 5 år, kan der ikke ske tilbagebetaling.

SKAT har ved afgørelsen særlig henset til, at selskabet, for perioden 1. oktober 1994 - 31. august 2003, ikke har fremlagt regnskabsmateriale af nogen art, som kan dokumentere kravet. Der er endvidere særlig henset til, at tilbagebetalingskravet er estimeret ud fra nogle procentberegninger, nøgletal, baseret på selskabets omsætning for den seneste nøjagtige periode, perioden 1. september 2003 - 31. oktober 2010, og at disse nøgletal/procentandele efterfølgende er tilbagerullet på omsætningen i perioden 1. oktober 1994 - 31. august 2003.

Det er bemærket, at afgørelsen og styresignalerne ikke strider mod EU-retten.

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at der skal godkendes fradrag for moms vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte, i alt 3.326.329 kr., for perioden 1. oktober 1994 - 31. august 2003.

Der er nedlagt subsidiær påstand om, at sagen skal hjemvises til realitetsbehandling hos SKAT, idet SKAT ikke har forholdt sig til selskabets opgørelse.

Der er nedlagt mere subsidiær påstand om, at SKAT via sin begrundelse reelt umuliggør en tilbagebetaling af momsen. SKATs afvisning strider derfor imod den retspraksis for tilbagebetalinger, som er fastlagt af EU-Domstolen. Sagen bør derfor også i dette tilfælde hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Med baggrund i EU-Domstolens dom af 11. december 2008, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, C-371/07, er det i dag muligt at fradrage moms vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden. Det forudsættes dog, at det pågældende møde er afholdt med et strengt erhvervsmæssigt formål.

EU-Domstolen underkendte den hidtidige danske praksis vedrørende moms af mad og drikke ved møder i virksomheden, hvor virksomheden ikke tidligere kunne fratrække købsmomsen på varer og ydelser. Hidtidig praksis fastsatte også, at der skulle betales udtagningsmoms i de tilfælde, hvor virksomhedens kantine havde udtaget varer til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden.

Dommen har medført, at det er muligt for danske virksomheder at få deres manglende fratrukne moms og/eller fejlagtigt afregnet moms tilbage fra SKAT, tilbage til 1. oktober 1994.

Som følge af dommen har SKAT, den 4. oktober 2010, udsendt styresignalet SKM2010.622.SKAT. Af styresignalet fremgår, at en anmodning om genoptagelse skal fremsættes inden 6 måneder fra offentliggørelsen af styresignalet. Samtidig fremgår det, at virksomhederne skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.

Fællesskabsbestemmelser og praksis
Traktatens artikel 4 fastsætter følgende:

”Medlemsstaterne træffer alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af traktaterne eller af retsakter vedtaget af EU-institutionerne.

Medlemsstaterne bistår unionen i gennemførelsen af dens opgaver og afholder sig fra at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af Unionens mål i fare.”

EU-retten har forrang for national ret, hvilket EU-Domstolen første gang slog fast i sagen Costa mod E.N.E.L.

Til spørgsmålet om tilbagebetaling af en uberettiget opkrævet afgift er der en omfattende praksis fra EU-Domstolen. Der henvises til denne praksis, hvoraf hovedkonklusionerne er, at det ikke i praksis må gøres umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden, nemlig medlemsstaternes forpligtelse til at tilbagebetale moms og afgifter, som er opkrævet på grund af en fællesskabsstridig praksis, jf. EU-rettens princip om effektivitet.

National lovgivning og praksis
I SKATs afgørelse refererer SKAT til skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32. Skatteforvaltningslovens § § 31 og 32 vedrører alene adgangen til henholdsvis den ordinære fastsættelse af afgiftstilsvar og den ekstraordinære fastsættelse af afgiftstilsvar.

Skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32 er således ikke relevant i nærværende sag, idet der allerede er taget stilling til adgangen til ekstraordinær fastsættelse af afgiftstilsvaret jf. Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, C-371/07, og SKATs styresignal SKM2010.622 SKAT.

I relation til dokumentationskravene for virksomhedernes fradrag for købsmoms beskriver momsbekendtgørelsens § 58,at virksomhederne skal kunne fremlægge fakturaer, herunder forenklede fakturaer og afregningsbilag m.m.

Jævnfør både bogføringslovens § 10 og momsbekendtgørelsens § 21 eksisterer der dog kun et krav til virksomhederne om at opbevare regnskabsmateriale i maksimalt 5 år.

Vedrørende dokumentation for genoptagelse af afgiftstilsvaret i nærværende sammenhæng henvises til SKATs styresignaler SKM2010.622.SKAT og SKM2011.829.SKAT.

Det bemærkes hertil, at SKAT, i sin gennemgang af krav til dokumentationen i styresignalet SKM2011. 829.SKAT, hverken refererer eller nævner EU-Domstolens faste praksis om tilbagebetaling af afgifter. I afgørelsen til selskabet bemærker SKAT dog, at styresignalerne, efter SKATs opfattelse, ikke strider mod EU-retten.

Bemærkninger
Ad principal påstand
SKAT lægger vægt på, at tilbagebetalingskravet, for perioden 1. oktober 1994 - 31. august 2003, er estimeret ud fra nogle procentberegninger, nøgletal, baseret på selskabets omsætning for den senere periode, perioden 1. september 2003 - 31. oktober 2010. Denne estimering er efter SKATs opfattelse ikke i overensstemmelse med SKATs styresignal, SKM2011.829.SKAT, hvilket indebærer, at kravet ikke er anset for dokumenteret/sandsynliggjort.

I forhold til dokumentationen fastholder selskabet, at momskravet for perioden 1. oktober 1994 - 31. august 2003 udgør det af selskabet angivne. Selskabet har for perioden 1. september 2003 - 31. oktober 2010, hvor selskabet er i besiddelse af alt materiale, foretaget en grundig detailanalyse af regnskabsmæssige oplysninger, og disse analyser er anvendt ved opgørelsen.

Denne opgørelse har SKAT accepteret, og det kan derfor lægges til grund, at SKAT har fundet opgørelsen tilstrækkelig dokumenteret/sandsynliggjort.

Selskabet har for perioden 1. oktober 1994 - 31. august 2003 udarbejdet en tilsvarende fuldt ud sandsynliggjort opgørelse, der hviler på en matematisk beregning, som er dokumenteret med faktiske omkostninger for perioden 1. september 2003 - 31. oktober 2010. Det bemærkes hertil, at selskabets aktiviteter i hele perioden fra 1994 - 2010 er fuldt sammenlignelige. Det er derfor også helt relevant at anse mødeaktiviteten i de to pågældende perioder for sammenlignelige, hvorfor perioden 1. september 2003 - 31. oktober 2010 kan bruges som beregningsgrundlag for den tidligste periode. Selskabet har således indsendt en sandsynliggjort/dokumenteret opgørelse.

Af SKATs styresignal SKM2011.829.SKAT fremgår, at anmodningen om genoptagelse skal indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for de ældre perioder. Dette har selskabet gjort. Også her skal det fremhæves, at selskabets aktiviteter i hele perioden 1. oktober 1994 - 31. oktober 2010 er fuldt sammenlignelige.

Af SKATs styresignal SKM2011.829.SKAT fremgår yderligere, at for perioder, som er ældre end 5 år, skal der indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Da bilagsmaterialet måske ikke længere foreligger, vil dokumentationskravet efter en konkret vurdering blandt andet kunne opfyldes gennem specifikation til regnskabsmaterialet, mødekalendere eller lignende.

Det har ikke været muligt for selskabet at fremlægge hverken specifikation til regnskabsmateriale, mødekalendere eller lignende, idet dette er destrueret, da dansk lov kun forudsætter, at danske virksomheder opbevarer regnskabsmateriale i 5 år, jf. bogføringslovens § 10 og momsbekendtgørelsens § 21. Men dette er ikke ensbetydende med, at selskabet ikke har afholdt udgifter til bespisning for den tidligste periode, hvilket selskabets indsendte dokumentation/sandsynliggørelse bevidner.

Det bemærkes, at der er kendskab til, at SKAT har imødekommet tilbagesøgning af moms baseret på tilsvarende kriterier som anvendt af selskabet.

Selskabet gør således gældende, at der er indsendt en tilstrækkelig sandsynliggjort/dokumenteret opgørelse ud fra regler og praksis. Samtidig følger selskabet også SKATs styresignal SKM2011.829.SKAT til trods for, at dette styresignal først blev udsendt 15 måneder efter, at selskabet anmodede om genoptagelse.

Ad subsidiær påstand
Der er nedlagt subsidiær påstand om, at sagen bør hjemvises til realitetsbehandling hos SKAT, idet SKAT ikke har forholdt sig til selskabets opgørelse. SKAT henviser i sin afvisning af selskabets krav til, at selskabet ikke har fremlagt regnskabsmateriale af nogen art, hvilket er forkert.

Selskabet har, som anført under den principale påstand, foretaget en detaljeret og fuldt dokumenteret analyse af det foreliggende regnskabsmateriale for perioden 1. september 2003 - 31. oktober 2010.

Denne analyse er anvendt på tilgængeligt regnskabsmateriale for perioden 1. oktober 1994 - 31. august 2003. SKATs afvisning af selskabets krav med den begrundelse, at selskabet ikke har fremlagt regnskabsmateriale af nogen art, og at dokumentationskravet derfor ikke anses for opfyldt, for perioden 1. oktober 1994 - 31. august 2003, er dermed forkert.

Det skal i den forbindelse fremhæves, at intet taler for, at selskabet ikke skulle have afholdt udgifter til bespisning for perioden 1. oktober 1994 - 31. august 2003. Selskabets krav er dermed sandsynliggjort.

Det er ud fra ovenstående opfattelsen, at SKAT, for perioden 1. oktober 1994 - 31. august 2003, ikke har realitetsbehandlet kravet, idet SKAT udelukkende har begrundet sin afvisning med, at selskabet ikke har fremlagt regnskabsmateriale af nogen art, uden at SKAT på nogen måde har taget stilling til, om kravet reelt er sandsynliggjort.

Ad mere subsidiær påstand
Der er nedlagt mere subsidiær påstand om, at SKATvia sin begrundelse reelt umuliggør en tilbagebetaling af momsen. SKATs afvisning strider derfor imod den retspraksis for tilbagebetalinger, som er fastlagt af EU-Domstolen. Sagen bør derfor også i dette tilfælde hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

EU-Domstolen fastslår ifølge fast retspraksis vedrørende medlemsstaternes forpligtelse til at tilbagebetale afgifter, der er opkrævet i strid med bestemmelserne i fællesskabsretten, at medlemsstaterne i overensstemmelse med traktatens artikel 4 skal tilbagebetale den afgift, der er opkrævet med urette. Det bemærkes hertil, at en medlemsstats nægtelse af fradrag, i relation til den foreliggende sag, kan sidestilles med en afgift, der er opkrævet med urette og derfor tillægges samme betydning. Det vil sige, at der ligeledes følger en forpligtelse for medlemsstaterne til at tilbagebetale den afgift, der er nægtet fradrag for.

Da der ikke foreligger fællesskabsretlige bestemmelser om tilbagesøgning af nationale afgifter, der er opkrævet med urette, tilkommer det medlemsstaterne i deres interne retsorden at fastsætte de proces-

suelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som fællesskabsretten medfører for borgerne.

Af retssikkerhedsmæssige hensyn er medlemsstaterne principielt berettiget til på nationalt plan at begrænse tilbagebetaling af afgifter, der er opkrævet med urette, hvis en tilbagebetaling af afgiften måtte føre til en ugrundet berigelse, overvæltningssynspunktet, hvilket ikke er tilfældet i nærværende sag, idet sagen vedrører en national praksis for nægtelse af fradragsret for moms samt udtagningsmoms, og derfor ikke en fejlagtig opkrævet afgift, der ville kunne have været overvæltet på tredjemand.

Sådanne begrænsninger i tilbagebetalingen skal dog også overholde effektivitetsprincippet, hvorefter det ikke i praksis må gøres umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden, jf. eksempelvis sagen Weber’s Wine World, C-147/01.

SKATs begrundelse for afvisning af tilbagebetalingskravet er baseret på baggrund af styresignalet SKM2011.829.SKAT. Dette ses eksempelvis i afgørelsen, idet SKAT anfører, at dokumentationskravet, for perioder der er ældre end 5 år, kan opfyldes ved hjælp af specifikation til regnskabsmaterialet, mødekalendere eller lignende.

Når det ikke efter dansk lov er et krav at opbevare regnskabsmateriale i længere tid end 5 år, gør selskabet gældende, at SKAT, ved at stille krav til dokumentation virksomhederne ikke kan opfylde, opstiller umulige - eller i hvert fald uforholdsmæssigt vanskelige - krav til dokumentation for at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden. Nemlig medlemsstaternes forpligtelse til tilbagebetaling på grund af en fællesskabsstridig praksis, jf. EU-rettens princip om effektivitet. Selskabet har opbevaret sit regnskabsmateriale i mere end 7 år, hvilket overstiger det opbevaringskrav på 5 år, der er fastsat ved dansk lov.

Landsskatterettens afgørelse

Der skal tages stilling til, om det er med rette, at SKAT ikke har imødekommet selskabets anmodning om tilbagebetaling af indgående afgift vedrørende udgifter til bespisning af forretningsforbindelser og ansatte i egne lokaler, for perioden 1. oktober 1994 – 31. august 2003, med i alt 3.326.329 kr.

Af momslovens § 37, stk. 1, fremgår:

”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.”

Af momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, fremgår:

”Virksomheder kan ikke fradrage afgift af indkøb m.v., som vedrører

(...)

5) underholdning, restaurationsydelser, repræsentation og gaver, jf. dog stk. 2.

(...)”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 31, stk. 2, fremgår:

”Stk. 2. En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. (...).”

Af dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, fremgår:

”Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

1)Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse fore-tages til gunst for den afgiftspligtige fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulte-rede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis. Tilsvarende kan genoptagelse ske til gunst for den godtgørelsesberettigede vedrørende godtgørelse af afgift, der kunne være gjort gældende fra og med det tidspunkt, der var til prøvelse i den første sag, der resultere-de i underkendelse af praksis, eller 3 år forud for underkendelsen af praksis.”

Ifølge dagældende skatteforvaltningslov § 32, stk. 1, nr. 1, kan et afgiftstilsvar ændres uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 31, såfremt hidtidig praksis er endelig underkendt ved dom, en Landsskatteretskendelse eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet.

EU-domstolen har i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, udtalt sig om dels medlemsstaternes mulighed for opretholdelse af undtagelser fra retten til fradrag af indgående afgift i henhold til standstill-klausulen, jf. 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, dels om virksomhedernes mulighed for vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden, uden at leverancen udløser udtagningsmoms, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2, litra a) og b). Selskaberne havde i henhold til national praksis fradraget den fulde indgående afgift og beregnet udtagningsmoms.

Domstolen udtalte, jf. præmis 44, at det vil være i strid med standstill-klausulen i 6. direktivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit, såfremt en medlemsstat efter direktivets ikrafttrædelsestidspunkt anvender en undtagelse fra retten til fradrag for indgående afgift, efter at medlemsstaten gennem administrativ praksis har anerkendt fuld fradragsret. Som følge heraf kan momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, ikke anvendes til at begrænse retten til fradrag af den indgående afgift i forbindelse med vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og/eller personale i egen kantine i forbindelse med møder i virksomheden.

Videre udtalte domstolen, at 6. direktivs artikel 6, stk. 2, som udgangspunkt omfatter vederlagsfri bespisning af personale i virksomhedens lokaler, medmindre virksomhedens behov – såsom behovet for at sikre, at møder i arbejdet forløber sammenhængende og godt – gør det nødvendigt, at arbejdsgiveren sørger for bespisningen, jf. præmis 65. I de særlige tilfælde, hvor virksomhedens behov gør det nødvendigt at sørge for vederlagsfri bespisning af personalet i forbindelse med afholdelse af møder i virksomheden, er leverancen ikke omfattet af begrebet ”virksomheden uvedkommende formål”, jf. 6. direktivs artikel 6, stk. 2. En sådan vederlagsfri bespisning skal således ikke sidestilles med levering af en tjenesteydelse uden vederlag, hvorfor der ikke skal beregnes udtagningsmoms.

Som følge af EU-domstolens dom i sag C-371/07, Danfoss A/S og AstraZeneca A/S, har SKAT offentliggjort styresignalet SKM2010.622.SKAT, hvorefter praksis, ifølge hvilken der ikke var fradragsret for moms af udgifter til bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte i forbindelse med møder i virksomheden, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, er ændret.

For så vidt angår praksisændringens omfang fremgår følgende af SKM2010.622.SKAT:

”Genoptagelse

Virksomheder der efter den hidtidige praksis ikke har taget fradragsret, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 5, eller som har beregnet udtagningsmoms, jf. momslovens § 5, stk. 2, ved bespisning m.m. af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden, kan anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret.”

Skatteministeriet har endvidere tilkendegivet sin opfattelse vedrørende dokumentationskravene i styresignalet SKM2011.829.SKAT, hvoraf fremgår følgende:

”Dokumentationskravene er i SKM2010.622.SKAT formuleret således:

Virksomheden skal kunne dokumentere opgørelsen af tilbagebetalingskravet gennem relevant regnskabsmateriale og andet bilagsmateriale, som efter virksomhedens opfattelse kan dokumentere kravet.”

Det vil med andre ord sige, at det som udgangspunkt beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om det fremlagte materiale er tilstrækkeligt til, at anmodningen kan imødekommes.

Efter Skatteministeriets opfattelse kan der lægges følgende grundlæggende linje for, hvad der skal kræves af dokumentation for, at kravet kan imødekommes:

Virksomheden skal gennem regnskabet kunne dokumentere, at der er afholdt udgifter til bespisning. Da bespisning af forretningsforbindelser er anset for ”repræsentation” og bespisning af ansatte for ”kost til ansatte”, vil det være naturligt at tage afsæt i regnskabets konti for henholdsvis ”repræsentation” og ”kost til ansatte”.

Herefter skal virksomheden kunne sandsynliggøre, hvor stor andel af udgifterne på disse konti, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen. Udgifter til hotel- og restaurationsudgifter skal trækkes helt ud af opgørelsen, da disse udgifter ikke er omfattet tilbagebetalingsadgangen.

Sandsynliggørelse af, hvilke udgifter, der er omfattet af tilbagebetalingsadgangen kan f.eks. ske ved, at virksomheden redegør for og dokumenterer sine mødeaktiviteter og bespisningspolitik.

For perioder, der er ældre end 5 år, skal der også indsendes en specificeret opgørelse af tilbagebetalingskravet. Da bilagsmaterialet måske ikke længere foreligger, vil dokumentationskravet efter en konkret vurdering blandt andet kunne opfyldes gennem

Derudover skal det sandsynliggøres, at betingelserne for fradragsret ifølge retningslinjerne i styresignalet er opfyldt.

Vurderingen af, om der er behørig dokumentation, skal også indeholde en gennemgang af, hvordan virksomheden er kommet frem til kravet for de ældre perioder. Der skal ses på, om det er ensartede skønnede beløb for en årrække. Hvis virksomheden f.eks. kan dokumentere et krav vedrørende en nyere periode, kan virksomheden ikke anvende kravet for denne periode som udgangspunkt for tilbagebetaling for de ældre perioder. Det vil med andre ord sige, at det ikke accepteres, at virksomheden blot ganger et års dokumenteret krav med de resterende antal år, der ønskes tilbagebetaling for.

Hvis virksomheden ikke har opbevaret regnskabsmateriale af nogen art for perioder, der er ældre end 5 år, og derfor ikke på nogen måde kan dokumentere, at der for disse år er afholdt udgifter omfattet af tilbagebetalingsadgangen, kan der efter Skatteministeriets opfattelse ikke ske tilbagebetaling.”

Det bemærkes, at styresignaler, herunder SKM2011.829.SKAT og SKM2010.622.SKAT, gengiver SKATs opfattelse.

Det bemærkes endvidere, at det følger af bogføringslovens § 10, stk. 1, ogmomsbekendtgørelsens § 66, stk. 1, at virksomheder alene er forpligtet til at opbevare regnskabsmateriale i 5 år. Genoptagelsesperioden for momsfradrag vedrørende bespisning af forretningsforbindelser og ansatte rækker langt ud over denne opbevaringsperiode.

Selskabet har således ikke fuldt ud fyldestgørende regnskabsmateriale for hele genoptagelsesperioden, herunder vedrørende den påklagede periode, 1. oktober 1994 - 31. august 2003.

Spørgsmålet er herefter, hvorvidt de omhandlede udgifter til bespisning kan anses for sandsynliggjort eller dokumenteret og dermed anses for omfattet af momslovens § 37.

Selskabet har ved opgørelsen af kravet for perioden 1. oktober 1994 - 31. august 2003 foretaget et skøn.

For perioden 1. september 2003 - 31. oktober 2010 er der foretaget en detailanalyse i forbindelse med opgørelsen for hele genoptagelsesperioden.

Der forelå ikke detailspecifikationer på bilagsniveau for den påklagede periode, 1. oktober 1994 - 31. august 2003. Der er derfor foretaget et estimat af omkostningerne i denne periode.

Estimatet er foretaget på baggrund af procentberegninger, nøgletal, for den seneste nøjagtige periode. Disse nøgletal/procentandele er efterfølgende tilbagerullet på perioden 1. oktober 1994 - 31. august 2003 for hvert enkelt selskab.

Landsskatteretten finder det herefter sandsynliggjort, herunder efter en konkret vurdering af selskabets aktivitet i genoptagelsesperioden, at selskabet har afholdt udgifter af den omhandlede karakter i den påklagede periode. Retten finder endvidere, at størrelsen af kravet i tilstrækkelig grad er sandsynliggjort. Der er herved henset til, at selskabet har taget hensyn til aktivitetsniveauet i den omhandlede periode. Selskabet har således ved opgørelsen af kravet foretaget et realistisk skøn.

Landsskatteretten kan derfor tiltræde den nedlagte principale påstand i sagen.